Sa Pa

Har tilbragt 3 dage i Sa Pa. Den foerste dag da vi ankom til Lai Cai (i det nordlige Vietnam, lige op til Kina) var det halvkoldt, graat, smaa regnende og meget taaget. Tog efter noget om og men en minibus til Sa Pa. Det var ellers ikke nogen nem affaere. Der skete det meget hurtigt after at vi ankom at en af de som faar folk med "deres" busser, fik oeje paa os og sagde "helle for!". Derefter skaeldte han alle ud som proevede at tilbyde os et lift. Efter et stykke tid havde vi ikke noget valg og blev noedt til at tage med denne minibus. Det som saa var lidt nedtur var at der paa det tidspunkt ikke var flere turister tilbage i Lai Cai. Derfor blev minibussen "noedt til" at cirkle rundt om banegaarden ganske laenge indtil den endelig var (godt) fuld. Saa gik turen ellers til Sa Pa.

Efter en lang nat, paa et ok nattog, blev vi enige om at tjekke ind paa et hotel. Blev til at vi spiste noget morgenmad og derefter tog os en (noget lang) morfar (= lur). Fandt ud af at vi hellere maatte begynde at lave nogle aftaler for opholdet i Sa Pa og gik ud og snakkede med diverse rejseudbydere. Sa Pa ligger i et omraade hvor der er mange minoriteter, dette er noget hele byen baerer praeg af. Overalt i bybilledet ser man black Hmong og Red Dzao. Det er meget farverigt og anderledes. De gaar rundt i hele byen og tilbyder deres varer (nogle gange ret haardnakket0 til alle turister som viser det mindste interesse.

Efter at have snakket med et par rejsebureauer fandt vi et som loed godt. Vi havde oprindeling taenkt os at have en overnatning hos en minoritetsfamilie. Men efter at have snakket med andre turister fandt vi ud af at det bedste ville vaere en vandretur for en dag. Det skyldtes ganske enkelt vejret som gjorde at alle markerne rundt om Sa Pa var blevet forvandlet til det rene mudderslam. Snakkede med en anden turist hvis sandaler var gaaet i stykker fordi hun hele tiden sad fast i mudderet. De sidste par kilometer havde hun vaeret noedt til at gaa barfodet. Ikke saa sjovt. Derfor bestemte vi os for en en dages tur. Paa Lisas (glimrende) initiativ blev det til at vi fik lov til at laane et par gummistoevler (Guds gave til folket).

Dagen efter stod vi op i god tid, spiste et broed fra den lokale bager og var klar til at komme afsted. Vi kom ind i en minibus sammen med to svenske piger. Fik en "engelsktalende" guide som sagde mindre end lidt i loebet af vandreturen. til gengaeld fik vi selskab af intet mindre end 10 Black Hmong piger og en baby. De fulgte simpelthen efter os. Efter at have gaaet sammen med os et langt stykke (naesten hele distancen som Lisa og jeg skulle gaa) ville de selvfoelgelig meget gerne saelge os noget af deres haandvaerk. Det er jo meget vanskeligt at modstaa, ikke mindst naar de siger:" you buy from me, I walk with you for a long time." Hvordan siger man lige nej til det. Hvis man er Ann Kirstine goer man ikke, koeber 2 armbaand fra de to jeg havde snakket mest med (efter at have pruttet kraftigt). Hvis man er Lisa siger man (ganske snedigt i oevrig) at man ikke har nogle penge. Utroligt men de lod hende faktisk vaere i fred efter ganske kort tid. Vejret var vi rigtig heldige med. Solen skinnede ( i hvert fald et lille stykke tid) og det havde ikke regnet fra morgenen af. Paa trods af dette var det alligevel ret sa mudret (og nogle steder meget glat). Men ikke mere end vores gummistoevler kunne klare. Omgivelserne var utrolig smukke. Risterrasser lige saa langt som oejet saa og aahhh saa groent. Rigtig postkort Vietnam, paa sit bedste.

Sa Pa er en ret speciel by. Vi sov paa et hotel som hed "mountain view" men saa kun paa et tidspunkt den flotte udsigt. Det skyldtes den altid naervaerende taage. Men med det samme man kom lidt udenfor Sa Pa blev det meget bedre. Forklaringen maa vel vaere at Sa Pa ligger meget hoejt oppe. Det var lidt af et sted med masser af "turistico" infrastruktur og masser af minoritetsbefolkning. Lisa og jeg snakkede flere gange om hvor laenge de unge mennesker mon har lyst til at blive ved med at beholde "folkedragterne paa". Men de var meget smukke (dragterne altsaa) og det satte virkelig noget af et saerpraeg paa byen. Vi betalte 10 dollars for en endagstur i Sa pa's omegn med guide og frokost (lunsj). Vi var enige om at endages turen var helt perfekt. Ved at vi var i Sa Pa i den "toerre saeson" og taenkte meget paa hvor udfordrende det maatte vaere at vandre rundt i omgivelserne i den "vaade" saeson. Ikke noget for mig.

Soendag valgte vi at tage til et soendagsmarked i en by ved navn Bac Ha. dette er et sted som paa kortet ikke ser ud til at vaere langt fra Sa Pa, men naar man skal koere det i minibus tager det lidt over 3 timer. Fedt nok! Men udsigten var fantastisk. Der var groent over det hele, smukke bjerge og masser af marker, boender med spidse hatte, vandboefler og generelt et "leben" af format hvorend vi koerte hen. Der var ogsaa til tider ret daarlig vej. Og i foelge Lisa ret langt ned (har fortalt hende at hun ikke skal koere paa "doeds vejen" fra la Paz til Choroico i Bolivia). Men der bygges overalt og det er tydelig at der er penge og vilje til at reformere Vietnam paa hurtigst mulig tid. Pioneraanden er over Vietnam selv langt ude paa boeh landet.

Soendagsmarkedet i Bac Ha var, ikke overraskende, lidt af et turistshow. Men der var ogsaa mange lokale mennekser paa plads. Ikke mindst flower Hmong folket hvis piger havde de mest utrolige og farvestraalende "folkedragter". Det var en stor oplevelse. Og der var masser til salg som bare var saa laekkert og haandlavet og minoritetsagtigt. Mega nederen at man skal baere rundt paa det i rygsaekken bagefter. Ellers havde jeg koebt noget mere end den ene taske som jeg noejedes med (ikke had mig Morten, kunne maerke dine onde oejne i nakken hele vejen fra Norge, okay jeg er taskoman. Laer at leve med det). Det var en rigtig god oplevelse at vaere til markedet og det gjorde det op for de mange timer i minibus (plus oem numse pga lidt bump). Efter at have vaeret paa markedet et par timer og blandt andet set de lokale koebe faerdig lavet sprit af store benzinduke, mmmm.... De fik selvfoelgelig lige en lille smagsproeve i etskruelaag foerst for at tjekke at det var primavarer. Tog derefter hen til en lille lokal landsby (hvor alle de andre busser sjovt nok ogsaa stoppede). Var inde at se i en traditionel blomster hmong families hytte. Tja, hvad kan man sige. Kunne sikkert godt bo der et stykke tid men foretraekker nok trods alt ghettoen i Oslo. Men meget hyggeligt med diverse dyr (blandt andet soede smaa kyllinger, hundehvalpe og grise) lige udenfor "stuen". Skulle selvfoelgelig ogsaa have en dram af det lokale braendevin sammen med gamlefar (som bar praeg af at vi ikke var de foerste turister han havde skaalet med den dag). Det smagte meget staerkt og lidt som det tyske Korn (snaps). Med andre ord ad helvede til! Showet sluttede med at gamlefar satte ild til bordet for at vise hvor staerkt det var. Derefter gik busturen tilbage mod Lai Cai hvor vi senere paa aftenen skulle med nattoget til Hanoi.

Havde paa forhaand koebt vores togbillet i Sa Pa fordi det var weekend og vi havde hoert at der hurtigt kunne blive udsolgt. Den foerste gang da vi skulle op til Sa Pa havde vi sovet paa hard sleeper og betalt 207.000 dong. Det er ca. det samme som 85 nok. Men rejsebureauet i Sa Pa (som skulle vaere det officielle turistbureau) havde ringet en masse for os og fundet ud af at der desvaerre ikke var mulighed for at komme med en tilsvarende paa vej ned. Der var heller ikke mulighed for en soft seat (hvor man sidder og sover). Vi blev derfor noedt til at koebe en soft sleeper paa et ekstratog til ret dyre penge. Han forlangte 400.000 dong og sagde at han tog 10% i kommision. Da vi kom ned til Lai Cai gik vi ind paa togstationen og fandt (ikke overraskende) ud af at vi var blevet bollet i roeven (ja undskyld, men det er et udtryk). De dyreste billetter som vi kunne se paa stationen kostede 300.000 for soft sleeper. Saa hvis manden i Sa Pa kun skulle have 10 % i kommision, var han i hvert fald ikke den eneste. Efter en god del ventetid i Lai Cai blev det endelig vores tur til at komme med toget. Det var en helt ok kupe', men ikke saerlig ren. Lagnerne var fyldt med klamme haar og der var generelt ikke saerlig laekkert. Saa meget for lidt ekstra (ikke oensket) luksus. Desuden var der air condition for alle pengene hele natten. Faktisk saa meget at jeg naesten ikke fik sovet. Skod! Men vi overlevede ogsaa det.