Ristaerrasserne i Batad

I gaar stod vi op tidligt. Det var haardt men det skulle vise sig at det var det hele vaerd. AFtenen i forvejen havde vi vaeret paa byens mest "fancy" hotel (hvilket ikke siger saa meget). Her havde vi overvaeret et "Cultural Show". Jeg har set et par saadanne tidligere og maa indroemme at min generelle holdning er at det ikke er noget saerligt. Jeg har selvfoelgelig forstaaelse for at det er vigtigt at bevare de gamle traditioner men jeg er ikke sikker paa at dette er den rigtige maade. Faar mest af alt lyst til at grine/graede lidt. Det er naesten tragi komisk og jeg ved ikke om de folk som er med i kulturshowene synes at de har et meningsfyldt arbejde. Jeg haaber det men tvivler maks paa det. Det maa da vaere ydmygende. naa, men kort fortalt gik dette kulturshow ud paa at vi saa en del danse (som alle sammen var ens) som tidligere blev danset af Ifugao folket ved forskellige anledninger. Derudover var der lidt floejtespil og en som fortalte lidt. Var glad da det endelig var faerdig og jeg kunne komme hjem i min seng....

Men i gaar morges blev vi hentet af chauffoeren fra dagen i forvejen. Han fortalte at han ikke selv havde mulighed for at koere os til Batad men at hans lillebror (som var 18) ville goere det i stedet. Jeg har maaske glemt at fortaelle at alle maend bruger Bethel noedder i Banaue og omegn. Det er ikke specielt charmerende og der er roede soytklatter overalt hvor man gaar. Der er ogsaa en del kvinder som bruger det men det ser ud som om det mest er den aeldre generation. Saadan som jeg kan forstaa det paa folkene der bruger det goer det at de bedre kan taale hoejderne (men saa hoejt er der altsaa ikke i Banaue) og at de har bedre udholdenhed. Lyder meget som det samme indianerne siger i Peru og Bolivia. Men som sagt ikke specielt charmerende.... Vores unge chauffoer paa 18 var ingen undtagelse.

Vi skulle koere paa tricycle til Batad (eller det vil sige saa langt som man kommer med tricycle). Det tog ca. 1 time og det var IKKE en god vej. For at sige det midlt. Det er laenge siden at mine nyrer er blevet rystet saa meget. Det var for det meste grusvej med kaempe store sten. Jeg sad bag paa motorcykelen og Lisa sad i sidvognen. Man bliver noedt til at holde godt fast naar man sidder bag paa motorcykelen eftersom man bliver noedt til at sidde i damestilling (pga sidevognen). Men det gik da alt sammen og vi havde to stop paa vej derop for at nyde den fantastiske udsigt.

Da vi kom til et kryds sagde vores chauffoer at han ikke kunne koere laengere men at det var muligt at tage en jeepney resten af vejen. Jeepney chauffoeren skulle have en ganske hoej pris for en forholdsvis kort straekning saa vi takkede paent nej. Der var ogsaa folk som gerne ville saelge guidetjenester og sammen med 2 andre (som tilfaeldigvis kom paa tricycle samme tid som os) lejede vi en guide. De hed Roman (canadisk men pt bosat i Vietnam) og Desiree (Filipinsk bosat i Manila). Smart at dele en guide med dem eftersom prisen var den samme uanset om man var en eller 10. Maerkeligt! Naa, men saa begyndte vi ellers at gaa op til saddelen (som bakkekammen hed). Det var en til tider noget brat bakke men det gik op ad i nogenlunde jaevnt tempo. Tog vel ca. en time at gaa derop. Det var her op jeepney chauffoeren ville koere os og det var tydeligt at de og tricycle chauffoerene har en aftale om at tricyclerne ikke faar lov til at koere laengere op. Det var ikke en daarligere vej saa det maa vaere grunden.

Oppe paa toppen var der en fantastisk udsigt. Det var groent, groent, groent saa langt oejet rakte i diverse nuancer. Fantastisk. Meget smuk natur og der var ogsaa udsigt til risterrasser. Fantastisk. Saa begyndte vi ellers med nedstigningen til Batad som ligger nede i en dal. Det tog igen ca. en time foer vi kom frem til landsbyen som maa siges at ligge "hvor ingen skulle tru at nokan kunne bu" (norsk tv program om folk som bor fucked op steder, som man nu engang kan i Norge men ikke i Danmark). Der var kun stier som foerte til byen saa uanset hvad man skulle var der kun en vej og det var opad... Pyha. De to vi fulgtes med skulle sove i Batad og derfor gik vi hen til et "hostel" (var egentlig en privat bolig) hvor de kunne faa sat deres tasker. Derefter var det at vores guide virkelig skulle begynde at arbejde for de penge han fik (frem til nu havde det vaeret piece of cake at finde vej selv). Han viste os rundt i landsbyen og vi gik paa halsbraekkende stier blandt ristaerrasserne. Det var fantastisk imponerende og vi var utrolig heldige med vejret. Det var lige tilpas varmt og masser af sol. Fantastisk!

Indbyggerne i baade Banaue og Batad (men isaer i Batad) lever det enkle liv hvis man kan sige det saadan. Godt nok er der i loebet af de seneste aar begyndt at komme flere og flere turister til stederne men det baerer stadig i hoej grad praeg af at vaere smaa landsby samfund hvor dyrkning af ris stadig er i hoejsaede (sammen med produktion af traefigurer som saelges overalt). At gaa rundt paa risterrasserne i Batad var en virkelig god oplevelse og definitivt turen over bjerget vaerd. Overalt var der hoens, haner, hunde og et par grise. Super hyggeligt og ekstremt landligt. Lige praecis saadan som man forstiller sig det. Da vi saa panorama udsigten udover dalen mindede det mig mest af alt om Inkaernes gamle bygninger i Peru. Det var helt igennem storslaaet. Haaber at billederne kan give bare et lille indblik. Efter at have gaaet rundt paa risterrasserne i en god times tid. Set paa de lokale bygninger, arbejdet i marken og efter at have sagt "hello" ca. tusind gange til baade boern og voksne viste guiden os tilbage til hans hus hvor det var tid for frokost. Og det var tiltraengt. Ogsaa at faa strukket lidt ud saa man ikke var alt for stiv naar man skulle spadsere over bjerget igen.

Vi fik Kylling Adobo som er en af Filippinernes nationalretter. Det er kylling som er kogt i en sovs af soya, eddike, hvidloeg og. evt. andre urter. Det samgte dejligt og absolut alt blev fortaeret. Efter at have siddet og slappet af lidt og snakket med de to andre (meget) interessante mennesker var det tid for Lisa og jeg til at begive os over bjerget igen. Vi kiggede os en sidste gang over skulderen for at nyde det fantastiske syn af risterrasserne og saa var det ellers bare op ad igen. Det gik uden alt for meget besvaer og vupti saa var man oppe paa Saddelen igen. Sad lidt ned noed udsigten (og blev maks irriteret af smaa lorte fluer som var overalt paa toppen af en eller anden maerkelig grund). Og saa var det ellers klar for nedstigning. At gaa ned er jo sjaeldent noget problem og det var det heller ikke i gaar. Da vi kom ned til krydset sad vores unge chauffoer taalmodig og ventede paa os. Vi spurgte ham om han havde siddet der hele dagen. Det svarede han at han havde men at han havde spillet en del kort sammen med de andre chauffoerer. Hold kaeft mand det maa blive nogle meget lange arbejdsdage. Og det er jo fint nok naar det er godt vejr, men hvad goer de mon naar det regner. Der var en aeldre dame som havde et lille hus hvor hun solgte souvenirer fra men der var ikke ligefrem plads til mange folk derinde. Glad for at det ikke er mit arbejde i hvert fald.

Saa kom det ellers til turen hjemad. Jeg sad igen bagpaa motorcykelen og maatte klamre mig til de haandtag der nu engang var at holde i og proeve ikke at fokusere alt for meget paa afgrunden som vi kontinuerlig koerte meget taet paa (og det var selvfoelgelig mest uden autovaern, fantastisk). Men det gik jo godt og det goer det jo heldigvis for det meste. Heldigvis. Havde ingen stop paa vejen hjem bortset fra umiddelbart nedenfor det hostel hvor vi havde boet. Her var der nemlig et stk usabil haengebro som vores chauffoer synes vi skulle ud paa saa han kunne tage et billede. Mine haender dirrede maks da jeg stod af motorcykelen og jeg var fuldstaendig foelelsesloes fra haandleddet og ned. Meget ubehageligt men skyldtes at jeg var blevet noedt til at holde saa utrolig haardt fast for ikke at falde af. Er desuden ret oem i hoevedet efter at have knaldet det op i jernkonstruktionen rundt om motorcykelen x flere plus i laenden fordi den blev skubbet ind i en haard metalkant paa venstre side. Men jeg er i live saa fuck det. Benene er ogsaa lidt oemme efter at have gaaet en del men det er absolut "motorcykel skaderne" som er de vaerste.

Vi kom tilbage til hostellet og fik aller naadigst lov til at laane et af deres faelles baderom. Her var der iskoldt vand direkte fra bjergene som vi kunne benytte os af. BBrrrrr. Men naar man har gaaet og svedt en hel dag er det bedre end slet ikke at faa vasket sig. Men det var f... koldt! Ikke lunkent paa nogen maade. Saa det blev lidt grundig klatvask (og det skal man jo heller ikke kimse af). Derefter var det tid til aftensmad. Sereveringshastigheden paa landet er vaeentlig langsommere paa landet end i Manial og det er ikke usaedvanligt at man sidder og venter i hvert fald 1/2 time. Men ting tager tid, isaer paa landet aabenbart.

I gaar aftes havde vi haft store moeder om hvad det var vi ville have ud af den sidste gode uge som vi har paa Filippinerne. Og naar der er saa kort tid og afstandende er saa lange er der ikke andet at goere end at prioritere, prioritere og prioritere. Vi var ikke kommet helt i maal og ville egentlig meget gerne til baade Sagada (som ogsaa ligger i det nordlige Luzon) og Vigan (isaer jeg ville gerne herhen). Men transporten er ikke altid saa lige til. F.eks. ville der ikke gaa nogen bus til Botol (som man maatte til for at kunne skifte bus for at komme til noget som helst sted) efter kl 12. Og til Vigan ville det tage ca. 14 timer selvom det kun drejer sig om et par centimeter paa kortet. det skyldes daarlige veje og hoeje bjerge som komplicerer det hele. Derfor havde vi samme morgen vaeret paa busstationen for at koebe billet til Manila samme aften. Saa bussen skulle afgaa kl 20.00. Men inden den gik naaede vi lige at komme paa net i en halv times tid. Her naaede vi at finde ud af at der ikke gik nogen baad til Cebu med det selskab som vi havde set for os at vi ville med. Cebu er en oe som ligger syd for Manila. 22 timer med faerge og er en del af Visayas oeerne som igen er en del af Filippinerne (haaber ikke at det var alt for indviklet). Det er herfra vores fly til Bali (men med stop i baade Manila og Kuala Lumpur) afgaar om en god uge. Men vi bestemte os for at vi maatte se hvad vi kunne finde ud af naar vi kom frem til Manila eftersom vi ikke havde tid til at undersoege mere.

Bussen vi koerte med ned til Manila var vaesentlig mere komfortabel og meget mindre kold end den vi koerte til Banaue med. Skoent. Og i tillaeg var der ikke saa mange mennesker saa Lisa og jeg kunne faa hvert vores saede. Fantastisk! Saa var det ellers bare at laene sig tilbage og lade sig transportere. Pta haard vandring hele dagen sov jeg minimalt paa bussen men man kommer jo ogsaa langt med en lille slummer? Ankom til manila i dag tidlig kl ca. 5. Pyha. Meget tidligt. Kom ud af bussen og en taxachauffoer henvendte sig til os. Han ville gerne koere os ned til faergen til Cenu som han vidste der ville afgaa i dag. Flot. Men han havde ikke taxameter. Pta dette tog vi med ham alligevel. Han koerte os ned til det faergeselskab vi selv havde konstateret at der ikke gik i dag (men det var ikke saa let at forklare ham det eftersom hans engelsk var lidt gebrokkent). Derefter koerte han os til et andet sted hvor der maaske ville vaere nap. men ak nej. Han foreslog hele tiden at vi skulle tage et fly men nu var det jo lige at vi havde planlagt at vi ville sejle saa vi ogsaa kunne faa set nogle af alle de filippinske oeer. Men ak nej. Derfor blev vi enige med ham om at han i stedet skulle koere os til vores gamle hostel. Her var de meget hjaelpsomme og vi fik lov til at have vores tasker der. Skoent. Saa er man lidt mere mobil.

Vi har siden slaaet lidt tid ihjel (det var jo saa tidligt), soegt paa net og fundet ud af at man ikke kan booke flybilletter for i dag eftersom man skal bestille senest 24 timer foer. Saa nu venter vi paa at flykontoret aabner lige om snart. Saa maa vi se hvor meget de skal have for en flybillet til Cebu. Alternativt kan vi tage en faerge i morgen tidlig til Cebu men saa kommer vi foerst frem et doegn senere. Vi maa se.