Chocolate Hills

Det mest fantastiske ved vores guesthouse: Kabeltv. Hurra. Er stor "believer" i at det er loesningen paa det meste (eller hvad?). Havde store planer for dagen om at komme ud for atse Chocolate hills som ligger udenfor Carmen. Vi troede at der ikke var saa langt. Snydt! Men inden vi kom saa langt var det tid for morgenmad. Skulle vise sig at det ikke noedvendigvis var saa let en soendag morgen (der er jo praediken) i en soevnig provinsby. Men til sidst fandt vi et sted. Et hotel. Maden var ok saa klager ikke.

Tog derefter en tricycle (og paa alle tricycles i Tagbilaran staar der et eller andet om Lord, meget maerkeligt) op til busstationen. Fandt hurtig bussen som skulle koere til Carmen (er det ikke et flot navn paa en landsby) som laa taet paa Chocolate Hills. Bussen var fin med flotte saeder, Carpenters paa fuld knald (det var faktisk meget hyggeligt). Saa gik det ellers der ud af. Og for et landskab vi koerte igennem. Der var rismarker, palmer og kaempe bregner overalt. det var bedaarende. Helt igennem fantastisk! Noed det i fulde drag. i hvert fald den foerste time. Og saa var det vi begyndte at taenke, er vi der ikke snart. Der var jo ikke saa lagt? Men det tog ca. 1 time og 45 min. Men som sagt smukt landskab saa det var ikke saa slemt. Koerte igennem en masse flotte landsbyer og der var masser af gamle kirker.

Endelig fremme. Saa var det bare at okse op af et af bjergene hvor der var visitors center. Maatte betale lidt i entre. Men det var saa meget det vaerd. Udsigten fra toppen af bjerget var faenomenal. Helt igennem! Landskabet paa Bohol er generelt meget fladt (lidt som hjemme i Dk) men saa var der alle disse smaa bakker som fuldstaendig umotiveret stak op overalt saa langt oejet raekte. Smukt. De kaldes Chocolate Hills fordi de skal se ud som chokolade toppe. De var lidt brunere end det resterende landskab (synes jeg, Lisa var ikke enig og i tillaeg ikke saa imponeret eftersom hun mener at noget tilsvarende findes hjemme i Norge). Men det var en dejlig udsigt. Spiste frokost paa en restaurant og noed udsigten.

Derefter var det bare at stille sig ned til vejen og vente pa den naeste bus. Den var lidt mere fuld end den forrige og den var ogsaa lidt mere skrammel. Men vi fik os da most ind paa en eller anden maade. Stod op et godt stykke tid. Ikke saa behageligt eftersom jeg var lige praecis for hoej til at kunne staa udstrakt (Filippinere er nogle smaa mennesker, tjek!). Saa turen tilvage var ikkehelt lige saa fantastisk. Men efterhaanden blev det saadan at jeg fik en roevballe paa et saede og det er jo bedre end ingen roevballe! Men som den inkarnerede offentlig transport person jeg er (ogsaa fra hjemme i Oslos myldretid) er det ikke noget problem at laese en god bog mens man staar og bliver lidt most fra alle sider.

Hjemme i Tagbilaran igen var vi et kort stop forbi det lokale indkoebscenter (enhver by med bare lidt stoerrelse har det. Og selvom Tagbilaran virker som en landsby skal der ifoelge guidebogen bo 100.000 der. Hard to believe!). Og saa var det at vi bestemte os for at vi var "noedt" til at gaa paa Jollibee. Det er Filippinernes svar paa McDonalds. Det er meget stort her og der er butikker overalt. SOm en filippiner udtalte det ved man er man er udenfor alfavej naar der ikke er en Jollibee. Efter sigende har kaeden dobbel saa stor omsaetning som McD (Hurra!) og der er filialer i andre lande hvor der er mange filippinere. Saa det var vi jo bare noedt til at proeve. Kan 80 mill. filippinere tage fejl? Hmmm, ja lidt maaske. Men nu er jeg jo heller ikke ret meget til fastfood. Fik en burger med pommes og ananasjuice. Det var ok men frister ikke ligefrem til gentagelse. Men saa har vi i hvert fald proevet det.

Var i en bogbutik og saa at de ogsaa er valentines frelste her. Men det er selvfoelgelig paa the filippino way. Hvilket vil sige at uanset hvilket hjerte, rose eller what ever man saa paa var det med et eller andet citat fra bibelen. Bizart! Men ogsaa lidt underholdende. Jeg havde ingen anelse om at Korint brevet sagde saa meget om kaerlighed. Der kan man bare se....