Malawi - Mozambique, 20. april

Vi stod op kl 4.30. Det var stadig ret sp mørkt, men der var ingen kære mor. Så det var bare at få pakket ens habbengut og derefter teltet sammen. Pyha. Det er egentlig et alt for tidligt tidspunkt at være så aktiv. Derefter var det tid for morgenmad. Og så var det afsted. Vi kørte fra golfklubben (home sweet home) kl lidt i 6 og satte retning mod Blantyre. Vi kom til Blantyre ca. Kl 7.30. grunden til at vi skulle have et stop der, var at vi 6 skandinaver ikke havde visum til Mozambique, og vores guide var bange for at det kunne blive et problem ved grænsen. Derfor troppede vi op ved et meget anonymt udseende kontor som lå i 2 etage i en anonymt udseende bygning i Blantyre. Vores guide fik hjælp af en af de lokale guide fra dagen før til at finde vej.

Da vi kom ti lkontoret fik vi af omveje at vide, at det ville åbne kl 8. Så vi satte os ned og ventede. Da kl. Blev ca. 8 kom der en kvinde ud fra kontoret. Hun sagde at de ikke kunne åbne endnu fordi de ikke havde nøglen til kontoret? Aha... Vi ventede så ca. ½ time uden at der skete så meget andet end at 2 fyre prøvede at komme igennem den indre dør med vold (den ydre dør havde damen en nøgle til). Vi fik derefter at vide at et visum ville koste os 7900 MWK så vi kunne gå ud at få fat i det mens de prøvede at få fat i en nøgle. Mens dette udfoldede sig tog Wilco og det resterende af gruppen hen for at fylde nogle gasflasker. Vi 6 skandinaver (alle de andre var fra Norge) begyndte at gå rundt til de mange banker som lå i området for at få nogle penge fra en minibank. Det gik ikke så godt. Mange steder tog de ikke visa, og det første sted vi fandt, hvor de gjorde, havde de netværksproblemer. Vi gik ind i banken og ventede der et stykke tid mens de prøvede at fikse det. Efter et kvarters tid gav vi op og gik videre.

Endelig fandt vi en bank, hvor vi kunne fp penge. Halleluja! Vi fik pengene og Morten gik hen for at få taget pasbilleder. Derefter tilbage til kontoret, hvor der ikke var sket det helt store. Døren til kontoret var stadig låst og den ret sp sure dame fortalte, at der var blevet sendt en chauffør ud for at få fat i nøglen. Da vi spurgte om, hvor lang tid det ville tage svarede hun at hun ikke vidste det. Fedt! Elsker African Time. Grunden til at der ikke var nogen af os som havde visum var, at alle havde tjekket på UD's hjemmesider (i mit tilfælde for både Norge og Danmark) og havde der fået oplysninger om at det ikke skulle være noget problem at få visum ved grænsen. Det UD skriver på deres hjemmesider ifht visum har aldrig tidligere slået fejl, så vi brgyndte at have det lidt sådan at vi bare kunne tage hen til grænsen. Vi tænkte at det uanset ikke ville tage længere tid end, hvad det allerede havde gjort i Blantyre.

Men så kom heldigvis nøglen. Det var nu 1 t og 45 min. siden kontoret skulle have åbnet. Fantastisk! Men da vi først kom ind gik det meget hurtigt. Tog nok 20 min. Så var det bare at komme tilbage i bussen og derudad. Denne dag vidste vi fra før at vi skulle køre langt, ca. 700 km. Og der var allerde gået meget tid til at få de forbandede visum. Så nu gik det med fulde gardiner til grænsen. Det gik glat at komme ud af Malawi. Men da vi skulle ind i Mozambique (selvom alle havde visum) tog det lidt tid. De skulle nemlig have 3 USD pr person for en stempelafgift. Op i røven siger jeg bare. Men vi havde jo ikke noget egentligt valg. Så det tog også tid. Men endelig var alle i boks.

Frokosten blev i samme tid indtaget stående bagerst i lastbilen. Der var der snak om at spise hurtigt. Ikke fantastisk men vi fik da lidt i maven. Kort tid før lastbilen skulle køre prøvede jeg desperat at få samlet de få ting fra frokosten sammen så det hele ikke ville ramle rundt når vi begyndte at køre. Jeg nåede det næsten. Jeg var på vej til at sætte mig p mit såde da Wilco lavede et vanvittigt sving som resulterede i at jeg gik med hovedet direkte ind i ruden. Det grojde monster ondt og sendte en strøm af ubehag ned igennem min nakke- og rygsøjle. Halløjsa gamle Whiplas skade. Total uretfærdigt eftersom jeg ikke er en af dem som altid rejser sig op når vi kører. Der er nogle af de andre fra gruppen (faktisk de tre ældste, mystisk at de ikke ved bedre) som har tendens til at rejse sig op på de mest upassende tidspunkter. Men sådan er det at køre lastbil i Afrika. Det er højrisiko sport. Kort tid efter at vi var kommet ind i Mozambique så vi en lastbil som var kørt af vejen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden og sikkerhedsselen fastspændt.

Den eneste forskel man umiddelbart kunne se på Malawi og Mozambique var at der i Malawi virkede som om, at der var flere folk og hytterne var måske lidt mere fattige at se på. Noget som straks sprang os i øjnene i Mozambique var at der var en masse fantastisk store træer. Nogle som jeg ikke har set tidligere. De var virkelig flotte at se på. Men ellers er det svært at se forskellen sådan umiddelbart. Det er i høj grad det samme tøj folk har på, ting bliver båret på hovedet (elsker det) og spædbørn sidder solidt fast på mødrenes ryg med et tørklæde.

Vejene i Mozambique var i øvrigt ikke noget at prale af. Der var ret mage hump i vejen og det var den reneste rutsjebane at sidde bagi. Tror måske heller ikke at Morten og jeg har været specielt heldige med vores placering i lastbilen eftersom vi sidder bagerst. Har nok tendens til at hoppe og danse lidt mere der? Der gik et godt stykke tid før næste stop. Det var blevet mørkt og klokken var måske henad 8. Vi fik hurtig serveret lidt makaroni og ost, sm gutterne fra golfklubben havde tilberedt til os. Det var godt at få noget i skrutten igen. Og derefter var det tilbage i lastbilen, hvor jeg tror at de fleste af os slumrede i mørket alt imens vi sneglede os afsted på den enormt humpede vej. Kom frem til et lejrskoleagtigt sted kl ca. 23 som lå i udkanten af Chimoio i Mozambique. Mao en meget lang dag, ikke mindst for Wilco som pta dette var i knald humør da vi kom frem. Det kan man kun tage hatten af for. Tror at jeg ville have været lidt grumpy hvis det var mig. Og så alligevel det er jo hans job? Men jeg var i hvert fald ikke misundelig. Så var det bare med at komme ud og få sat teltene op i en aller helvedes til fart så man kunne komme i seng. Zzzzzzzz