Dia del Diablo (Satans dag (ene)).

Pyha.... Ved slet ikke hvor jeg skal starte. De sidste par dage har vaeret noget af en emotionel rutchebane for at sige det saadan. Men det vigste er at det endte godt (saa det kan I bare taenke over naar I laeser det, saa bliver det ikke lige saa nervepirrende som det var for os).

Vi havde aftenen i forvejen bestilt en tur videre mod Coban, hvor det var meneingen at vi ville tage hen og derfra videre til Semuc Champey, som skal vaere en meget stor naturoplevelse i Guatemala. Saa vi satte os ind i minibussen som kom og hentede os ved hostellet sammen med et soedt tysk par. Saa gik det ellers derudad i minibussen kl. lort (4.00) opm morgenen. Da vi havde koert et godt stykke tid kommer Rebekka pludselig i tanke om, at hun har glemt sit mavebaelte under (i) hendes pude i skyndingen om morgenen. Dette er MEGET daarligt nyt for en backpacker som har saa at sige alt af stor vaerdi der. Baade penge (som hun havde en del af eftersom hun baade havde USD og Quetzales), pas og andre vigtige papirer. FUCK!

Eftersom vores spansk er ret saa daarligt allierer vi os med det soede tyske pa, hvor begge snakker fantastisk spansk. Isaer fyren, som de sidste tre aar har boet i Barcelona (det maa siges at vaere held i uheld eller hvad?) Sammen med chauffoeren af minibussen ringes der til hostellet og efter noget frem og tilbage (hvor bl.a. Rebekka og jeg er meget i tvivl om om vi bare skal tage tilbage til Antigua for at hente mavebaeltet) bliver det til slut til, at de har fundet mavebaeltet paa hotellet og aftalen er, at de skal sende det med minibus til Coban. Derfor skal vi bare saette os ind i en ny bus og koere videre til Coban. Vi synes det er for godt til at vaere sandt men goer det alligevel. Vi faar at vide at mavebaeltet skal vaere fremme i Coban til ca. kl. 3 ved et transportselskab der. Turen fra Rancho, som er stedet hvor vi skifter minibus og frem til Coban er noget af en klemt oplevelse med masser af mennekser. Elsker bare naar de proever at lave guiness rekordbog forsoeg uden at man har meldt sig frivillig!

Saa koerer vi ellers det sidste stykke og er fremme i Coban ca. kl. 11. Finder her en taxa og finder et hostel. Vi er begge to ret saa smadrede og meget nervoese. Men vi bruger lidt tid paa net, faar noget at spise og haaber paa det bedste.

Kl. 3 gaar vi ned til selskabet hvor pakken skal ankomme. De har ikke hoert noget som helst og noget som helst og snakker selvfoelgelig ikke engelsk (saa heldig har man ikke lov til at vaere). Vi proever derfor at ringe til rejsebureauet i Antigua, men ikke med det store held. Ingen snakker engelsk. Foerst snakker jeg med en dame men hun laegger paa. derefter snakker Rebekka med en dame men faar meget lidt ud af det. Vi sette os derfor slukoerede ind paa transoportselskabets konbtor og proever at finde ud af hvad vi skal goere.

Ind kommer en ung mand som gerne vil saelge os en tur til Semuc Champey. Det er vi for saa vidt interesserede i, men vi er noget mere interesserede i hans sprogkundskaber. Vi faar derfor ham til at ringe til rejsebureauet i Antigua og han faar at vide, at den vi skal snakke med ikke er der pt. men at vedkommende skal komme tilbage til kl. 4. Ok. Gaar derfor med den unge mand og hans ven hen til det rejseburaeu, hvor de arbejder. Efterhaanden kommer der flere mennesker derhen og nogle af dem snakker meget godt engelsk. Fint.

Jeg proever at gaa ned paa kontoret igen for at se om pakken, imod alt forventning er kommet. Men uden held. Gaar derefter tilbage til rejsebureauet i Coban. Her er der endnu ikke sket noget. Men en ny ung mand (som snakker bedre engelsk) proever igen at ringe til selskabet i Antigua. Stadig ingen chef. Men vi faar nu at vide at mavebaeltet ikke alligevel er sendt til Coban. Og at de ikke har fundet det? Og saa brydes kontakten. Den nye unge mand som snakker godt engelsk vil tage os med paa politistationen, men derer lukket. Derefter proever vi at tage et sted hen hvor man kan klage til noget a´la Guatemalas turistraad. men der er ogsaa lukket.

derefter spoerger vi ham om han er villig til at tage med ned til transportselskabet bare for at se en sidste gang. Paa vejen derned ringer chefen fra rejsebureauet og beder om at snakke med Rebekka. Han indleder samtalen med at sige at han har gode nyheder. Han siger at han efter 3 timers rengoering (?) har fundet mavebaeltet. Vi bliver selvfoelgelig vildt glade, Rebekka aftaler i udgangspunktet at vi kommer og henter mavebaeltet i Antigua dagen efter og spoerger om alt er der. Det bliver chefen meget fornaermet over og bryder linien.

Den nye unge mand i Coban ringer derfor tilbage til ham (vi har betalt ham en del penge saa han kan tanke sin mobil op). Rebekka faar igen lov til at snakke med chefen og han er nu meget sur. Hun proever at faa gentaget at vi dagen efter kan komme og hente mavebaeltet men uden held. Oev! Og saa kommer vi ellers ikke ret meget laengere. Rebekk og jeg er fuldstaendig enige om, t den eneste maade vi har en chance for at faa mavebaeltet igen er ved at tage en bus dagen efter til Antigua. Og helst tidligst mulig. Saa derfor gaar vi en kort tur forbi et supermarked, koeber en oel. Drikker den (hvis ikke nu, hvornaar sa) og gaar i seng.

Dagen efter (eller det vil sige om natten) kommer der en taxa og henter os kl. 2.15 (pyha). Jeg har ikke sovetr om natten. Taenkt alt for meget over alt vio har gjort galt og hvad der lunne vaere gjort anderledes. bl.a. at jeg skulle have spurgt Rebekka om hun havde mavebaeltet, skulle have insisteret paa at tage tilbage til Antigua da vi skiftede minibus osv. Ikke let. Men op kommer vi, glemmer ingenting og kommer med bussen mod Guatemala City kl. 2.30. Det er tidligt. Sover en del i minibussen paa vejen og den er det meste af tiden ikke saa fyldt. hurra. Vel fremme i Guatemala City tager vi en taxa mod bussen som koerer til Antigua og kommer med en lokal "chicken bus" derhen. Det gaar meget langsomt og der er nogle helt sindsyge sving paa vejen derind.

Vi er fremme i Antigua kl. lidt i 8. Utrolig hvad man kan naa naar man staar op midt om natten. Ikke vaerst. Vi gaar fra busstoppestedet hen til stedet hvor hotellet/rejsebureauet er. Der er aaben og vi gaar ind og spoerger (paa en mest mulig casual maade) om at faa mavebaeltet. En fyr kommer ud bagfra og giver det til os. Vi bliver selvfoelgelig vildt glade og Rebekka tjekker om alt er der. De gode nyheder er at alt det vigtigste er der (pas). Hurra! De daarlige nyheder er, at der mangler nogle penge (ca. 1/3 af hendes beholdning, de har taget baade nogle quetzales og nogle USD). Oev! Vi konfronterer damen i receptionene med det og hun proever at ringe til et par mennekser. det virker som om det kan traekke ud og derfor gaar jeg til en naerliggende bager for at proviantere til den forestaaende dag.

Mens jeg er vaek kommer chefen ud for at snakke med Rebekka. Han siger at hun bare skal vaere glad for at de overhovedet har fundet mavebaeltet og paastaar at den var blevet smidt ude paa gulvet paa kontoret. dette er en lodret LOEGN! Hun siger, at hun vil vente et par minutter paa mig og at vi derefter vil gaa. Vi har tidligere fortalt dmen i receptionen at vi har intentioner om at gaa til politiet.

Vi spiser morgenmad og glaeder os over at vi har faaet mavebaeltet tilbage, at naesten alt er der og glaeder os over at vi ikke behoever at tage et par dage i Guatemal City for at faa fat i nyt pas osv. Hurra! Derefter gaar vi hen til det sted som er markeret i vores guidebog som det sted, hvor politiet skal holde til. Der er de ikke. Spoerger derfor om vej. Folk er ikke enige og det bliver en hel del gaaning frem og tilbage. et par taxaturer i tuk-tuk, men endelig finder vi det. Vi foeler at vi boer gaa til politiet, baade for at Rebekka maaske kan faa nogle penge af forsikringsselskabet men ogsaa fordi det fandme ikke er iorden at behandle mennesker paa den maade. Vi havde en aftlae om at mavebaeltet skulle sendes, derefter en aftale om at han ville opbevare det sikkert i en pengeboks osv. Han har kort og godt bollet os i roeven og det gider man ikke at finde sig i.

Da vi endelig fandt politiet (og det var svaert kan vi godt hilse at sige) gik det rimelig let. Der var ingen som rigtig snakkede spansk, paa trods af at det var turistpolitiet, men de var meget venlige. Det tog i midlertid en halv evighed at skrive rapporten, og det var paa trods af, at vi ikke engang skulle vente. Men til slut var den endelig faerdig og vi kunne begive os videre. hurra! Meget lettede og meget glade for at Rebekka havde pas osv. tilbage. Kl. var nu. ca. 11.30

Tog en ny tuk-tuk hen til busstationen. Fik vbores bagage op paa taget (nogle gange kommer det op paa taget, andre gange faar man lov til at sidde med det mellem benene og atter andre gange kommer det op paa en hattehylde eller bagi bussen). Sa var det ellers afsted i et stk. godt fyldt bus igen. Kendte nu vejen og blev noedt til at holde os godt fat i Raekvaerket undervejs for ikke at mose den lille guatemalianske (?) mand paa vejen. Vel fremme i Guatemala City, som ikke virker som et specielt hyggeligt sted, fandt vi en taxa og blev koert til det busselskab vi havde udset os for at komme videre til Flores, som ligger lige ved siden af Tikal (i hvert fald saa taet paa som man kommer). Jeg fik (uden at jeg vidste det) koebt to foerstklasses billetter derop. Og vi var begge enmige om, at det havde vi nok ogsaa fortjent.

Bussen var fin, uden sammenligning den bedste vi har vaeret i i Mellemamerika. Ikke helt sydamerikansk standard men ikke langt fra. Der var glaeder som aircon (ikke saa hoejt skruet op heldigvis), saeder der kunne laenes tilbage og tv (med 2 spanske film undervejs). Ikke daarligt. Og saa var der toilet. Noget som gav os mulighed for at hydrere undervejs. Nice! En rimelig lang tur var det. Vi forlod Guatemala City kl. 14 og var fremme i Santa Elena (ved Flores) kl. ca.23.00. Fik her en taxa ind til byen. Fandt et hostel som absolut ikke var noget specielt, fik bestilt en bsu til dagen efter til Tikal kl. 5 om morgenen og gik derefter i seng. Naaede lige at se at taxachauffoeren fik kommision for at have taget os derhen. Herligt! Blev lige bollet i roeven noch einmal af Guatemala. Oev!