Kaffefarmen Selva Negra

Endelig var Rebekka, efter hestkur med antibiotika, begyndt at blive bedre. Saa det var tid for at forlade vores nye "hjemby" for nye og uudforskede marker. Spaendende. Vi tog bussen mod Jinotage og stod af ved kaffefarmen Selva Negra. Kendetegnet for farmen er, at der nede ved vejen staar en tank. Sejt! Vi begyndte saa smaat at bevaege os op mod selve hotellet, og indenfor meget kort tid blev vi tilbudt et lift af en nogen sm skulle samme vej. Saa vi smaekkede vores bagage om i ladvognen og fik derefter vores fede korpuser derop. Saa gik det ellers derudad. De var ikke saa langt og vi takkede for liftet.

Kom ind til receptionen og vi fik at vide at vi ikke kunne faa et vaerelse hvor vi skulle dele med andre. Det ar en rimelig mopset receptionist som ikke ville nakke engelsk med os, selvom det var tydeligt t hun kunne. Ikke saa fedt. Men vi fik da et fint vaerelse og der var ikke noget at klage over. Det var vaesentlig koldere paa Selva Negra end hvad det var nede i Matagalpa. Ret maerkeligt eftersom vi kun havde koert i maks en time (meget langsomt eftersom det var meget op ad bakke) foer vi var der. Men ikke desto mindre var det igen tid for at finde fleecen frem.

Vi ville meget gerne ud at se paa de mange stier som gaar i gennem cloudforesten (er ikke det samme som en regnskov men ved virkelig ikke hvad det hedder paa dansk) som ligger paa kaffefarmens omraade. Men det er regntid, saa vi fandt hurtigt ud af at nogle af stierne faktisk var for glatte, i hvert fald til Rebekkas sko. t det ogsaa regnede ca. 5 gange (i mere eller mindre grad) denne dag gjorde det nok ikke bedre. Mn vi fik da gaaet lidt undt og det var rigtig hyggeligt. Jeg gik lidt uden Rebekka og jeg saa et lille udefinerbart dyr. Er meget usikker paa hvad det ar. Det var naermest en lille klump som bare loeb over stien hvor jeg gik. Paa slutningen af den ene sti gik man ved kaffeplanter. De er pt groenne og ikke saa farvestraalende som man havde haabet. Men kaffeplanterne er flotte.

Om aftenen spiste vi et fantastisk maaltid i restauranten. Det var virkelig godt og noget af det bedste vi har faaet laenge. Skoent og tiltraengt. Har ike spist (heller ikke jeg men det er total meget min egen fejl) mens Rebekka har vaeret syg. Saa det var godt med et rigtig godt maaltid. Restauranten ligger lige ud til en flot lille soe/vandreservoir hvor der er en masse hyggelige gaes. Det er et meget idyllisk sted og jeg vil helt klart anbefale hvem som helst at komme dertil. Hvis man saa kommer i den ikke vaade saeson, saa man kan gaa paa alle stierne. Vi hoerte i oevrigt masser af howler aber mens vi var der. det er foerste gang for Rebekka, og de broeler meget skulle vi hilse at sige. Eftersigende skal man kunne hoere det paa over 1 kms. afstand.

Naeste morgen pakkede vi vores pakkenelliker og begav os derefter over i receptionen. Satte os derefter til at vente indtil kl. blev 9 og vi kunne komme ud paa kaffetur. Det var med en mand som hed Eddy som var super vidende og super dygtig. Han koerte os rundt paa farmen og fortalte masser. det var enormt interessant. Han fortalte masser om hvordan de proevede at goere det met mulig baeredygtigt og fortalte bl.a. at de i 2007 havde faaet en verdenspris for mest baeredygtige farm i verden. Imponerende! Super spaendende var det. Sluttede opholdet paa farmen med en fantastisk lunch. Det var virkelig godt og kan leve paa de to fantastiske maaltider laenge. Alle pengene vaerd selvom det var lidt dyrt, i hvert fald til at vaere Nicaragua.

Begav os derefter paa vej ned til vejen, hvor vi skulle med en bus ned til Matagalpa. Var en flot tur ud til vejen, ikke speciel lang, foeltes meget laengre da vi sad bag i en bil. Men lidt kom man da til at svede:-). Da vi kom ud til vejen var der vildt mage mennesker. Meget maerkeligt eftersom vi var midt ude i ingenting. Men der kommer masser af mennesker myldrende ned fra bjerget. Vi ved ikke hvor de kom fra, eller hvad de havde lavet. Men mange var de. Ved at det denne dag var en saakaldt tvungen "fridag" efter ordrer fra Sandinisterne. Maerkeligt system eller hvad? Jeg vil i hvert fald gerne have en fidag tvungen eller ej.

Saa det var ikke saa let at faa en bus. Alle som koerte forbi (og det var overraskende mange) var smadder fyldt. Men til sidst lykkedes det. Endnu engang en dejlig gammel amerikansk skolebus. Dem kan man jo ikke gaa fejl af. Vel nede i matagalpa fik vi foerst at vide at vi ikke kunne komme videre denne dag. Men det lavede de heldigvis om paa. Tog derefter endnu en lille lokalbus mod Esteli. Stod af paa halvvejen og skiftede til en anden bus som gik mod Leon. Tog en del timer. Men det var virkelig en spektakulaer rejse. Der var masser af vulkaner. boender, koer osv. Masser at se paa, inkl. medpassager. Bl.a. en meget synlig beruset mand. Han var til stor morskab for de andre passagerer. Ved ikke lige om det var meningen eller ikke. Men sandsynligvis ikke.

Dejligt at komme frem til Leon og dejligt at finde et sint hostel til billige penge. Bor ikke sammen med alle de andre gringos paa et af 2 populaere hopsteller i byen. Men var ikke for at vi ikke ville, men i stedet fordi de begge var optaget. men tror egentlig at det er det bedste. Paa denne maade kan vi opsoege de andre gringoer naar vi vil og ellers holde os fra dem naar vi ikke vil. The best of both worlds.