Ikke saa fedt med en mellemlanding i Atlanta, men hvad kan man goere? Det var det eneste damen i San Jose kunne tilbyde saa var det bare at tage imod. Turen gik problem frit. I Atlanta brugte vi naesten al tid paa at staese rundt for at lede efter en guidebog. Uden held desvaerre. Deres udvalg var ikke imponerende. Mne saa gik der da tid med det. Var meget overrasket over hvor amerikansk de snakkede i Atlanta. Det lyder maaske maerkeligt med tanke paa hvor vi var. Men det var meget, meget amerikansk og lidt som om man lige var hoppet ind i et eller andet halvspastisk talkshow. Meget maerkeligt. Havde ogsaa et moede med verdens suretse bagagedame. Burde virelig have skrevet en ris eller ros seddel. Hun var surere end en citron. \
Derefter var det med det sidste fly mod NY. Juhu. Kom frem uden problemer. Rebekka og jeg sad begge gange ved noedudgangen. Maks luksus med saa meget benplads. Rebekka sad hele vejen fra Atlanta til NY og snakkede med et soedt aeldre par mens jeg sad et par raekker laengre nede og fulgte med i samtalen paa afstand. Fremme i NY tog vi en lufthavnstog indtil den foerste metrostation. Derfra koebte vi et metrokort som gaelder for hele vores ophold her og saa var det ellers i metroen paa vej mod vores bestemmelsessted, Harlem hvor vi i forvejen havde bestilt et hostel. NOget af en tur. Tog over en time i metroen. Har et meget godt udbygget net her. Super fedt og nemt. KOm frem til Harlem med alle vores pakkenelliker. Hvade lidt problemer med at finde det/ Spurgte et par lokale om vej. De var super hjaelpsomme, ringede saagar til hostellet og vi fandt med ders hjaelp frem til slut. Fantastisk. Her gik man ellers opg troede at der ikke fandtes noget som hed hjaelkpsomme newyorkere. WRONG!
Hosteller var super hyggeligt med masser af luksus, f.eks. Calvin Klein haandklaeder og et Ralph Lauren taeppe. Ikke vaerst og meget hjemligt. ELsker det. EFter at vi var kommet frem var det ud og finde noget at spise. Fandt en vaskeaegte Kinagrill som i alle de amerikanske film. Moedte/saa en hel del maerkelige mennesker. det er tydeligvis noget mere udpraeget at snakke med sig selv her end hvad der er normalt hjemme. Hvem skulle have troet det? ELlers saa var det hjem og paa hovedet i seng...
torsdag den 13. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
HURRA for at det nu er sidste stop før I kommer hjem. Det er godt nok noget af en stressfaktor at ha' sin datter til at suse rundt i hele Verden i så lang tid - og det er naturligvis ikke bedre, når det er jer begge der er på rejse.
Men nej - vi har ikke tabt os af bekymring!
Glæder os MEGET til den 22. august.
Knus Mor og Far
Send en kommentar