Ristaerrasserne i Batad

I gaar stod vi op tidligt. Det var haardt men det skulle vise sig at det var det hele vaerd. AFtenen i forvejen havde vi vaeret paa byens mest "fancy" hotel (hvilket ikke siger saa meget). Her havde vi overvaeret et "Cultural Show". Jeg har set et par saadanne tidligere og maa indroemme at min generelle holdning er at det ikke er noget saerligt. Jeg har selvfoelgelig forstaaelse for at det er vigtigt at bevare de gamle traditioner men jeg er ikke sikker paa at dette er den rigtige maade. Faar mest af alt lyst til at grine/graede lidt. Det er naesten tragi komisk og jeg ved ikke om de folk som er med i kulturshowene synes at de har et meningsfyldt arbejde. Jeg haaber det men tvivler maks paa det. Det maa da vaere ydmygende. naa, men kort fortalt gik dette kulturshow ud paa at vi saa en del danse (som alle sammen var ens) som tidligere blev danset af Ifugao folket ved forskellige anledninger. Derudover var der lidt floejtespil og en som fortalte lidt. Var glad da det endelig var faerdig og jeg kunne komme hjem i min seng....

Men i gaar morges blev vi hentet af chauffoeren fra dagen i forvejen. Han fortalte at han ikke selv havde mulighed for at koere os til Batad men at hans lillebror (som var 18) ville goere det i stedet. Jeg har maaske glemt at fortaelle at alle maend bruger Bethel noedder i Banaue og omegn. Det er ikke specielt charmerende og der er roede soytklatter overalt hvor man gaar. Der er ogsaa en del kvinder som bruger det men det ser ud som om det mest er den aeldre generation. Saadan som jeg kan forstaa det paa folkene der bruger det goer det at de bedre kan taale hoejderne (men saa hoejt er der altsaa ikke i Banaue) og at de har bedre udholdenhed. Lyder meget som det samme indianerne siger i Peru og Bolivia. Men som sagt ikke specielt charmerende.... Vores unge chauffoer paa 18 var ingen undtagelse.

Vi skulle koere paa tricycle til Batad (eller det vil sige saa langt som man kommer med tricycle). Det tog ca. 1 time og det var IKKE en god vej. For at sige det midlt. Det er laenge siden at mine nyrer er blevet rystet saa meget. Det var for det meste grusvej med kaempe store sten. Jeg sad bag paa motorcykelen og Lisa sad i sidvognen. Man bliver noedt til at holde godt fast naar man sidder bag paa motorcykelen eftersom man bliver noedt til at sidde i damestilling (pga sidevognen). Men det gik da alt sammen og vi havde to stop paa vej derop for at nyde den fantastiske udsigt.

Da vi kom til et kryds sagde vores chauffoer at han ikke kunne koere laengere men at det var muligt at tage en jeepney resten af vejen. Jeepney chauffoeren skulle have en ganske hoej pris for en forholdsvis kort straekning saa vi takkede paent nej. Der var ogsaa folk som gerne ville saelge guidetjenester og sammen med 2 andre (som tilfaeldigvis kom paa tricycle samme tid som os) lejede vi en guide. De hed Roman (canadisk men pt bosat i Vietnam) og Desiree (Filipinsk bosat i Manila). Smart at dele en guide med dem eftersom prisen var den samme uanset om man var en eller 10. Maerkeligt! Naa, men saa begyndte vi ellers at gaa op til saddelen (som bakkekammen hed). Det var en til tider noget brat bakke men det gik op ad i nogenlunde jaevnt tempo. Tog vel ca. en time at gaa derop. Det var her op jeepney chauffoeren ville koere os og det var tydeligt at de og tricycle chauffoerene har en aftale om at tricyclerne ikke faar lov til at koere laengere op. Det var ikke en daarligere vej saa det maa vaere grunden.

Oppe paa toppen var der en fantastisk udsigt. Det var groent, groent, groent saa langt oejet rakte i diverse nuancer. Fantastisk. Meget smuk natur og der var ogsaa udsigt til risterrasser. Fantastisk. Saa begyndte vi ellers med nedstigningen til Batad som ligger nede i en dal. Det tog igen ca. en time foer vi kom frem til landsbyen som maa siges at ligge "hvor ingen skulle tru at nokan kunne bu" (norsk tv program om folk som bor fucked op steder, som man nu engang kan i Norge men ikke i Danmark). Der var kun stier som foerte til byen saa uanset hvad man skulle var der kun en vej og det var opad... Pyha. De to vi fulgtes med skulle sove i Batad og derfor gik vi hen til et "hostel" (var egentlig en privat bolig) hvor de kunne faa sat deres tasker. Derefter var det at vores guide virkelig skulle begynde at arbejde for de penge han fik (frem til nu havde det vaeret piece of cake at finde vej selv). Han viste os rundt i landsbyen og vi gik paa halsbraekkende stier blandt ristaerrasserne. Det var fantastisk imponerende og vi var utrolig heldige med vejret. Det var lige tilpas varmt og masser af sol. Fantastisk!

Indbyggerne i baade Banaue og Batad (men isaer i Batad) lever det enkle liv hvis man kan sige det saadan. Godt nok er der i loebet af de seneste aar begyndt at komme flere og flere turister til stederne men det baerer stadig i hoej grad praeg af at vaere smaa landsby samfund hvor dyrkning af ris stadig er i hoejsaede (sammen med produktion af traefigurer som saelges overalt). At gaa rundt paa risterrasserne i Batad var en virkelig god oplevelse og definitivt turen over bjerget vaerd. Overalt var der hoens, haner, hunde og et par grise. Super hyggeligt og ekstremt landligt. Lige praecis saadan som man forstiller sig det. Da vi saa panorama udsigten udover dalen mindede det mig mest af alt om Inkaernes gamle bygninger i Peru. Det var helt igennem storslaaet. Haaber at billederne kan give bare et lille indblik. Efter at have gaaet rundt paa risterrasserne i en god times tid. Set paa de lokale bygninger, arbejdet i marken og efter at have sagt "hello" ca. tusind gange til baade boern og voksne viste guiden os tilbage til hans hus hvor det var tid for frokost. Og det var tiltraengt. Ogsaa at faa strukket lidt ud saa man ikke var alt for stiv naar man skulle spadsere over bjerget igen.

Vi fik Kylling Adobo som er en af Filippinernes nationalretter. Det er kylling som er kogt i en sovs af soya, eddike, hvidloeg og. evt. andre urter. Det samgte dejligt og absolut alt blev fortaeret. Efter at have siddet og slappet af lidt og snakket med de to andre (meget) interessante mennesker var det tid for Lisa og jeg til at begive os over bjerget igen. Vi kiggede os en sidste gang over skulderen for at nyde det fantastiske syn af risterrasserne og saa var det ellers bare op ad igen. Det gik uden alt for meget besvaer og vupti saa var man oppe paa Saddelen igen. Sad lidt ned noed udsigten (og blev maks irriteret af smaa lorte fluer som var overalt paa toppen af en eller anden maerkelig grund). Og saa var det ellers klar for nedstigning. At gaa ned er jo sjaeldent noget problem og det var det heller ikke i gaar. Da vi kom ned til krydset sad vores unge chauffoer taalmodig og ventede paa os. Vi spurgte ham om han havde siddet der hele dagen. Det svarede han at han havde men at han havde spillet en del kort sammen med de andre chauffoerer. Hold kaeft mand det maa blive nogle meget lange arbejdsdage. Og det er jo fint nok naar det er godt vejr, men hvad goer de mon naar det regner. Der var en aeldre dame som havde et lille hus hvor hun solgte souvenirer fra men der var ikke ligefrem plads til mange folk derinde. Glad for at det ikke er mit arbejde i hvert fald.

Saa kom det ellers til turen hjemad. Jeg sad igen bagpaa motorcykelen og maatte klamre mig til de haandtag der nu engang var at holde i og proeve ikke at fokusere alt for meget paa afgrunden som vi kontinuerlig koerte meget taet paa (og det var selvfoelgelig mest uden autovaern, fantastisk). Men det gik jo godt og det goer det jo heldigvis for det meste. Heldigvis. Havde ingen stop paa vejen hjem bortset fra umiddelbart nedenfor det hostel hvor vi havde boet. Her var der nemlig et stk usabil haengebro som vores chauffoer synes vi skulle ud paa saa han kunne tage et billede. Mine haender dirrede maks da jeg stod af motorcykelen og jeg var fuldstaendig foelelsesloes fra haandleddet og ned. Meget ubehageligt men skyldtes at jeg var blevet noedt til at holde saa utrolig haardt fast for ikke at falde af. Er desuden ret oem i hoevedet efter at have knaldet det op i jernkonstruktionen rundt om motorcykelen x flere plus i laenden fordi den blev skubbet ind i en haard metalkant paa venstre side. Men jeg er i live saa fuck det. Benene er ogsaa lidt oemme efter at have gaaet en del men det er absolut "motorcykel skaderne" som er de vaerste.

Vi kom tilbage til hostellet og fik aller naadigst lov til at laane et af deres faelles baderom. Her var der iskoldt vand direkte fra bjergene som vi kunne benytte os af. BBrrrrr. Men naar man har gaaet og svedt en hel dag er det bedre end slet ikke at faa vasket sig. Men det var f... koldt! Ikke lunkent paa nogen maade. Saa det blev lidt grundig klatvask (og det skal man jo heller ikke kimse af). Derefter var det tid til aftensmad. Sereveringshastigheden paa landet er vaeentlig langsommere paa landet end i Manial og det er ikke usaedvanligt at man sidder og venter i hvert fald 1/2 time. Men ting tager tid, isaer paa landet aabenbart.

I gaar aftes havde vi haft store moeder om hvad det var vi ville have ud af den sidste gode uge som vi har paa Filippinerne. Og naar der er saa kort tid og afstandende er saa lange er der ikke andet at goere end at prioritere, prioritere og prioritere. Vi var ikke kommet helt i maal og ville egentlig meget gerne til baade Sagada (som ogsaa ligger i det nordlige Luzon) og Vigan (isaer jeg ville gerne herhen). Men transporten er ikke altid saa lige til. F.eks. ville der ikke gaa nogen bus til Botol (som man maatte til for at kunne skifte bus for at komme til noget som helst sted) efter kl 12. Og til Vigan ville det tage ca. 14 timer selvom det kun drejer sig om et par centimeter paa kortet. det skyldes daarlige veje og hoeje bjerge som komplicerer det hele. Derfor havde vi samme morgen vaeret paa busstationen for at koebe billet til Manila samme aften. Saa bussen skulle afgaa kl 20.00. Men inden den gik naaede vi lige at komme paa net i en halv times tid. Her naaede vi at finde ud af at der ikke gik nogen baad til Cebu med det selskab som vi havde set for os at vi ville med. Cebu er en oe som ligger syd for Manila. 22 timer med faerge og er en del af Visayas oeerne som igen er en del af Filippinerne (haaber ikke at det var alt for indviklet). Det er herfra vores fly til Bali (men med stop i baade Manila og Kuala Lumpur) afgaar om en god uge. Men vi bestemte os for at vi maatte se hvad vi kunne finde ud af naar vi kom frem til Manila eftersom vi ikke havde tid til at undersoege mere.

Bussen vi koerte med ned til Manila var vaesentlig mere komfortabel og meget mindre kold end den vi koerte til Banaue med. Skoent. Og i tillaeg var der ikke saa mange mennesker saa Lisa og jeg kunne faa hvert vores saede. Fantastisk! Saa var det ellers bare at laene sig tilbage og lade sig transportere. Pta haard vandring hele dagen sov jeg minimalt paa bussen men man kommer jo ogsaa langt med en lille slummer? Ankom til manila i dag tidlig kl ca. 5. Pyha. Meget tidligt. Kom ud af bussen og en taxachauffoer henvendte sig til os. Han ville gerne koere os ned til faergen til Cenu som han vidste der ville afgaa i dag. Flot. Men han havde ikke taxameter. Pta dette tog vi med ham alligevel. Han koerte os ned til det faergeselskab vi selv havde konstateret at der ikke gik i dag (men det var ikke saa let at forklare ham det eftersom hans engelsk var lidt gebrokkent). Derefter koerte han os til et andet sted hvor der maaske ville vaere nap. men ak nej. Han foreslog hele tiden at vi skulle tage et fly men nu var det jo lige at vi havde planlagt at vi ville sejle saa vi ogsaa kunne faa set nogle af alle de filippinske oeer. Men ak nej. Derfor blev vi enige med ham om at han i stedet skulle koere os til vores gamle hostel. Her var de meget hjaelpsomme og vi fik lov til at have vores tasker der. Skoent. Saa er man lidt mere mobil.

Vi har siden slaaet lidt tid ihjel (det var jo saa tidligt), soegt paa net og fundet ud af at man ikke kan booke flybilletter for i dag eftersom man skal bestille senest 24 timer foer. Saa nu venter vi paa at flykontoret aabner lige om snart. Saa maa vi se hvor meget de skal have for en flybillet til Cebu. Alternativt kan vi tage en faerge i morgen tidlig til Cebu men saa kommer vi foerst frem et doegn senere. Vi maa se.

Fantastisk solopgang med skyer, bjerge og risterasser

I aftes kom vi om bord i et stk. velafkoelt (laes det var en fryser) bus som skulle koere os fra Manila til Banaue som ligger i det centrale Luzon (oen som Manila ogsaa ligger paa). Det var en helt ok bus men der var ikke de stoerste saeder og saa var det som sagt alt for koldt. Men nu har jeg jo vaeret ude at koere i en bus eller to tidligere saa det var jeg selvfoelgelig indstillet paa. Men fatter til dags dato ikke hvad fanden der er meningen med det. Maaske er det saa chauffoeren ikke skal falde i soevn?

Men i dag tidlig vaagnede jeg til den mest fantastiske udsigt. Vi var nemlig begyndt at komme op i hoejderne og havde den mest fantastiske udsigt til solopgang, bjerge, risterrasser og skyer som saa vidt kom ned over det oeverste af bjergene. Storslaaet!

Da vi kom til Banaue blev vi koert med jeepney ned til byen for et beskedent beloeb. Her blev vi indlogeret paa et hostel hvor der er en fantastisk udsigt udover dalen. Ogsaa fra vores vaerelse som har vindue med udsigt til det hele. Fantastisk. Og ikke det vaerste sted at spise morgenmad. I selve Banaue er der en del risterrasser i umiddelbart naerhed. Men efter at have spist frokost tog vi en tricycle (motorcykel med sidevogn, jeg sad bag paa motorcykelen) soom koerte os op til et udsigtspunkt ud over dalen. Vi havde et par stop paa vej derop og det var helt igennem storslaaet. Ved alle de smaa stop var der aeldre mennesker som oenskede at vi skulle tage deres billeder mens de havde deres "stammeudstyr" paa. Det var lidt maerkeligt. Men det foerste sted var jeg bare noedt til det. der var 3 super soede og seje gamle chicks. De vidste ikke hvor gamle de var men var helt igennem bedaarende. Folkene som bor her er fra stammen Ifagao. Efter sigende er alle som bor her fra denne stamme. I dag dyrker de stadig rismarkerne men mange af de uge mennsker er flyttet til Manila og kommer hjem engang imellem for at hjaelpe til. Det er haardt arbejde med rismarkerne og der er kun mulighed for at hoeste en gang om aaret

P.t. er de ved at goere rent i terrasserne men i nogle af terrasserne har de plantet risen og venter paa at saa den. Det skal ske om 2 maaneder. Saa her er groent men det er lidt stedvis. Vejret har vaeret fantastisk. Solen har skinnet fra en stort st skyfri himmel og det har vaeret lige tilpas varmt. Vi har ikke skum svedt eftersom vi nu er kommet lidt op i hoejderne. Vi valgte at gaa ned fra det oeverste udkigspunkt. Der var maaske et par km og det var nedad hele vejen saa det var ikke noget problem. Men var nu meget dejligt at tage en tricycle opad:-). Vi har en loes aftale med chauffoeren om at han i morgen sakal koere os til Batad som er en lille landsby som ligger i naerheden. Herfra skal der vaere en fantastisk udsigt udover endnu flere risterrasser. De bliver i oevrig kaldt verdens 8. vidunder. De er meget flotte men helt aerlig synes jeg at de minder til forveksling om de jeg saa i Nordvietnam. Men det er sikkert bare mig der ikke har sans nok for detaljer?

Efter en dejlig frokost som blev indtaget med udsigt udover dalen var det tid for at gaa en lille smut til en landsby som vi kunne se at der skulle ligge i naerheden. Den stod paa et kort som vi havde koebt i turistinformationen her. Paa vej ned til landsbyen som hed Tam Am var vi forbi en lille souvenir butik som laa paa vejen. Det var familieforretning hele vejen igennem og de solgte hjemmevaevede ting plus diverse traefigurer. Det ser i oevrig ud til at det er big business her i byen. Ifoelge guideboegere er det en nyttig biindtaegt for mange af boenderne. Og det baere byen i hoej grad praeg af. ifht hvor lille byen er er der enormt mange butikker som saelger diverse traefigurer. Og til roerende billige priser. Kunne jeg ville jeg koebe det hele. Men det gaar nok ikke.

Tam Am laa ned af en helt masse trapper. Da vi kom derned ville de meget gerne vise os de ting som de havde lavet og som vi havde mulighed for at koebe. Men det hele blev lidt saadan maerkeligt saa vi proevede egentlig paa at komme derfra igen hurtigst mulig. Der var lidt for lidt folk og det foeltes lidt som om man traengte sig paa. Saa vi lavede en hurtig tilbagetraekning op ad de mange trapper og havde et naturligt hvil i souvenirbutikken. Snakkede en del med dem om alle mulige hverdagsagtige ting og det var enormt hyggeligt og interessant. Det gamle aegtepar havde 12 boern og saa langt 37 boerneboern (der var stadig 3 som ikke var gift saa der var potensiale for enormt mange oldeboern!). Hyggeligt var det og jeg blev "noedt" til at koebe et par traefigurer. To stk. kvindelige knageraekker til 15 kr. Og saa er det hjemmesnekret. Det er knagme billigt. Som sagt havde jeg haft plads og penge ville jeg have koebt (naesten) hele byen.

Vi har nu ca. 10 dage tilbage paa Filippinerne og vi bliver nok noedt til at planlaegge lidt. det er jo et land som bestaar af enormt mange oeer saa transport tager tid. Saa vi bliver noedt til at taenke over hvad det er vi vil med vores tid her. Vi maa gaa i taenkeboksen.

p.s. billeder maa blive en anden gang. Forbindelsen her er for daarlig til det.

Kinesisk Kirkegaard og Ayala Avenue

Stod i dag op i nogenlunde tid fordi vi havde planer om at komme til Banaue i det nordlige Luzon (samme oe som Manila ligger paa). Havde i midliertid allerede i gaar aftes fundet ud af at det ikke umiddelbart ville vaere saa let. I gaar aftes var der nemlig en meget soed receptionist som proevde at ringe rundt til diverse busselskaber for at proeve at finde en bus som gik direkte derop. Uden held. Saa i morges maatte vi selv proeve at finde ud af noget. Saa efter at have fortaeret en morgenmad i en vis fart kom vi til internet for at se hvad vi kunne finde ud af. Og det var faktisk ikke saa lidt. Saa efter at have fundet telefonnumre til flere selskaber som koerte derop gik det tilbage til hotellet. Receptionisten ringede og fik booket 2 billetter til os. Hurra. Men bussen skulle foerst gaa sent om aftenen (kl 22.00) saa nu havde vi pludselig en dag mere i Manila.

Derfor valgte vi at finde den naermeste LRT (skytrain) og tog den ud til hvor vi troede den kinesiske kirkegaard. Da vi kom derhen stod vi mere eller mindre midt i slummen. Der var meget fattige folk i hele omraadet og ingen steder kunne vi finde en indgang. Skod! Men saa kom der er lokal tricykel mand (Manilas svar paa moto, det er en motorcykel med en lille sidevogn bygget paa). Han fortalte os at kirkegaarden var ca. en km vaek men at han kunne koere os derhen. Jo tak. 2 ret store hvide kvinder ind i hans lille kurv af en sidevogn. Det var bare saa vidt at vi kunne vaere der men det gik. Noget af en tur og ikke mindst noget af en oplevelse.

Vi kom hen til kirkegaarden. Den er ret vild. For det foerste er det kun kinesere som er begravet der. De fleste af dem meget velhavende. Derfor har de bygget kaempe store bygninger for at aere de doede. Vi lejede en guide til at vise os rundt. Han hed "Eddie" og var foedt og opvokset paa kirkegaarden. Han forklarede at hans foraeldre havde vaeret gravere paa kirkegaarden for mange aar siden. Ret spaendende og speciel mand. Han viste os rundt paa kirkegaarden og viste os "Beverly Hills street" fordi der var saa mange monumenter/bygninger/gravsteder med balkon. I kid you not! Viste os ogssaa millionaires street som var et sted hvor alle de rige laa begravet. Nogle af dem har baermest bygget et helt tempel eller en kirke (alt efter religion) for at mindes de doede. Total bizart! Men ogsaa meget fascinerende. Man lejer i oevrig et stykke med jord fra "the chinese association" i 25 aar af gangen. Hvis man saa vil leje igen maa man betale en masse penge paa nyt. Maerkeligt! Men som sgat meget interessant.

Efter at have faaet en god rundvisning af "Eddie" tog vi videre ud i Manila. Tog til Makati som er forretningsparadiset i Manila. De kalder den ene gade for Wallstreet men den hedder egentlig Alaya avenue. Men efter at have vaeret i baade Bangkok og Kuala Lumpur var den ikke saa imponerende. Javist, der var et par hoeje bygninger men ingen som kunne maale sig med de de har i KL og Bangkok. Men vi koerte med bus da vi skulle derfra saa nu har vi officielt koert med al offentlig kommunikation som findes i Manila. Det er ikke daarligt for kun 2 dages besoeg. Vi har koert med jeepney, bus, LRT, MRT, Tricycle og taxa. Ikke vaerst.

For at faa tiden til at gaa frem til kl 22. Har vi vaeret i et stort indkoebscenter som ligger i det kavrter hvor vi har boet. Her var vi vaeret i biograf. Skoent. Kan ikke sige hvor godt det engang imellem er at slaa hjernen fra og lave noget som ikke kraever tankearbejde. Men nu gaar turen meget snart nord paa hvor vi glaeder os til at komme ud og se de fantastiske risterrasser som Filippinerne er saa beroemt for. Bliver saa godt!

Manila

I gaar aftes ankom vi som planmaessigt til Manila. Vi blev moedt i lufthavnen af en taxa som var villig til at bruge taxameter.... For jer derhjemme lyder det maaske ikke af noget saerlig, men herovre i Fjernoesten er det mega stort! Det er meget sjaledent at taxachauffoerer har taxameterere som "virker". Fantastisk. Koerte hen til et sted som stod i Guidebogen som et ok oekonomisk sted at sove. Men jeg skal love for at der er sket noget i de sidste 3 aar siden bogen blev skrevet. Det er nemlig blevet dobbelt saa dyrt. Fedt! Med andre ord et sted med ganske daarlig value. Men for en enkel nat var det helt ok. Bor i Malate som er regnet som et af de sikrere omraader i Manila. Manila har ellers ry for at vaere et sted hvor der kan ske lidt af hvert men har saa langt ikke foelt mig utryg. Her hvor vi bor virker det som om der er mennesker paa gaden saa at sige hele doegnet saa er det ikke saa skummelt.

Foerste punkt paa dagsordenen i dag var at se om vi kunne finde et bedre sted at bo. Det lykkedes. Vi bor godt nok i noget der minder om en skotoejsaeske og med en meget lille seng (synd for Lisa som klager over at jeg fylder maks i sengen, men naar vi vender med foedderne modsat gaar det nok alligevel). Det er ikke meget billigere end hvor vi boede foer (ca. 150 nok pr nat og det er IKKE billigt herovre) men til gengaeld har vi faaet et tv, varmt vand som ser noget mere sikkert ud end det forrige sted og der er inkludert morgenmad. Men det bliver sandsynligvis ogsaa kun for en nat eftersom vi har planer om at komme nordpaa i morgen.

Efter morgenmad som bestod af sort the (kunne lige sa godt have vaeret kaffe), arme riddere og 2 bloed kigte aeg med soya (overraskende godt anbefales til en forandring), var det tid at komme ud og se turistsevaerdigheder. Vi gik ned til vandet hvor der er en havnepromenade. Her var der en del gadeboern og det var meget trist at se paa. Men alle boeger advarer om at gove penge da man saa bliver et let offer for at blive rullet + saa kommer der nok mange flere boern. Husker at jeg engang (tror at det var i Paris) gav en lille romano pige penge og sekundet senere var jeg omringet af skrigende unger til alle sider. Det var ret ubehageligt!

Efter at have gaaet langs havnen et stykke tid kom vi til Rizal Park. Opkldt efter nationalhelten Jose Rizal som doede en martyrdoed mod spanierne for mange aar siden. Her saa vi for det foerste en statue af ham og for det andet en japansk have. Den var ikke super imponerende men vi betalte heldigvis et meget symbplsk beloeb for at komme ind og se den. Generelt tror jeg rolig at man kan sige at Manila er en storby i ordest "rette" forstand. Her er mange bygninger, mange folk (ikke saa mange som i Kina) og ikke ret mange groenne omraader. Parken var ikke noget saerlig set med skandiviske oejne. Men hvis man bor i Manila tror jeg nok at den bliver vaerdsat. I hvert fald saa vi en hel del som var paa "skovtur" i parken. Hyggeligt!

Fra parken var der ikke langt til Intramuros som var en faestning som spanierne byggede mens de havde Filippinerne som koloni. Det var et hyggeligt omraade med mange huse som saa ud som om de var fra kolonitiden. Men ifoelge paalidelig kilde (guideboeger) blev de fleste af bygningerne i Intramuros oedelagt under 2. verdenskrig. Men der er uanset en herlig stemning i bydelen som bliver underbygget af brosten mange steder. Vi saa San Augustin som er en af Filippinernes aeldste kirker. Filippinerne er i modsaetning til mange andre steder i Asien kristne, rettere sagt katolikker. Paven er Gud og det er en skam at bruge praevention, af samme grund er der masser af gadeboern i slummen i Manila. Smadder godt! Synes maaske at ham der paven skulle tage at taenke sig om to gange og taenke over konsekvenserne paa de ting han siger. Ifoelge guidebogen bliver der 1,6 millioner (ja, du laeste rigtigt) flere folk paa Filippinerne aarligt. Det er ret mange naar man taenker paa at der bor ca. 90 mill. totalt (hvoraf ca. 10 mill arbejder i udlandet, mange som sygeplejersker og mange til soes).

Vi var ogsaa i Casa Manila som er en gammel kolonibolig som er blevet lavet om til museum. Her var der mange antikviteter udstillet og man fik lidt indblik i hvordan en meget rig familie i ca. 1900 kunne have boet. Det var meget imponerende. Flotte traeudskaeringer, malerier i loftet og et smukt gulv af massive braedder. Rigtig flot og en god oplevelse. Den laa som en del af en "gammel" bygaard og der var flere butikker paa stedet. Vi spiste sandwich til frokost og jeg skyllede ned med en vand. Det er vigtigt at drikke meget naar man sveder saa meget tran som vi goer... Havde et hurtigt stop forbi Manila Katedral. Det maa siges at vaere en uheldig bygning. Den er blevet genopfoert 6 gange. Et par af gangene varede den kun i et par aar pga. krig, jordskaelv og andet godt. Ikke specielt fantastisk kirke, men der var nogle flotte mosaikker og en meget interessant opslagstavle. Har blandt andet fundet ud af at jeg kan blive nonne indenfor x antal stiftelser, det eneste det kraever er at man er en ung kvinde mellem 20 og 33 og man har et katolsk sind. Hmmmm. Det er da vaerd at overveje hvis alt andet gaar i scheiss. Eller ikke....

Fort Santiago ligger helt ude paa spidsen af Intramuros. Her er der ogsaa masser af pris til nationalhelten Jose Rizal, han har faaet sit eget museum og maa i sandhed siges at vaere en meget imponerende mand. Han var laege, biolog, kunne snakke 20 sprog hvoraf 18 flydende og skrev i tillaeg poesi. Imponerende. Har ogsaa faaet opkaldt to reptiler efter sig eftersom det var ham der sendte eksemplarene til London og de blev derefter opkaldt efter ham. Vanvittigt. Fra fortet var der udsigt til slummen saa laa lige ovre paa den anden side af vandet. Det var meget kummerlige boligforhold og det saa ikke ud som om der var meget beskyttelse mod vejr og vind. Selve fort omraadet var meget idyllisk og hyggeligt at gaa rundt paa og der var en del turister der.

Sidste stop i Intramuros var San Augustin kirken som skulle aabne kl. 17 foer der skulle vaere messe kl 17.30. Havde lidt tid til overs og taenkte at vi ville koebe lidt vand i mellemtiden. Gik en gade vaek fra Casa Manila og hold da op for en kontrast. Saa var man pludselig i en gade hvor der var folk som ikke saa ud som om de ejede ret meget. Kontrasterne er ekstreme i Manila. Meget mere ekstreme end i de andre storbyer jeg har vaeret i i Sydoestasien og det kan godt vaere lidt skraemmende og ikke mindst hjerteskaerende. Man ser folk som ligger paa gaden paa et stykke pap med noegne (eller naesten noegne) spaedbarn som tydeligvis ikke er blevet vasket i lang tid. Det er frygteligt. Men har meget lyst til at hjaelpe og af samme grund gav jeg en lille donation til den katolske kirke som havde et madprogram hvor gadeboern kunne faa mad to gange i ugen. Det er i hvert fald bedre end ingenting. Selve kirken var flot indvendig med nogle flotte malerier. Det mest ioejenfallende synes jeg i midlertid var et ungt homoseksuelt par. Der var ingen tvivl om at de to unge herrer var kaerester og jeg undrer mig lidt over havd de lavede i en katolsk kirke. Ved at katolicismen er meget imod homoseksualitet (religion er noget lort!) og kan ikke forstaa hvorfor de to valgte at tage et sted hen hvor de vidste at de var uoenskede. Men jeg har kun en ting at sige. More power to you! Skide godt og hvor er det modigt. Kan ikke passe at den katolske kirke skal blive ved med at vaere saa forstokket og gammeldags.

Paa vej hjem fra Intramuros tog vi en jeepney (se billedet over af et stk. maerkeligt koeretoej= jeepney). De er ret seje og der er kanon mange af dem her i Manila. Saa er det ellers bare et spoergsmaal om at finde en som skal i den samme retning som en selv. Men det lykkedes heldigvis meget godt:-). Efter det var vi i et meget stort stormagasin kaldet Robinson. Her var der alt hvad hjertet kunne begaere. Ikke mindst af mad. Det er mange maaneder siden jeg har vaeret et sted hvor der har vaeret saa mange vestlige restauranter samlet paa et sted. Endte med at vi spiste i en food court. Det var ikke specielt ophidsende men man skal jo heller aldrig kimse af lidt vomfyld:-). Og nu er vi paa net. Bagefter skal vi proeve at finde ud af hvordan vi kommer nordpaa. Lyder som om det kan blive en udfordring da der eftersigende skal vaere ret saa mange busstationer i byen. Men vi klarer den nok. Som i Malaysia er der nemlig mange der snakker engelsk her. Det er et af to nationalsprog saa det er i hvert fald en fordel.

Brunei

Stod op kl. crap i morges for at komme ud til lufthavnen i Kuching. Det var ikke sjovt og jeg maatte tage mig maks sammen for at komme ud af sengen. Men op kom jeg til slut og vi kom ud til lufthavnen. Alt forloeb planmaessigt.

Kom ombord i flyet og jeg skal ellers love for at de understregede med store bogstaver at vi skulle til et muslimsk land. Det startede nemlig med en velsignelse udfoert af Imam (gaar ud fra at det var paa baand). Meget maerkeligt. Men det kan vel ikke skade. Var i oevrig nogle meget nydelige stewardesser med flotte gennemsigtige hovedsloer.

Fremme i Bandar Seri Bagawan blev vi foerst slaebt igennem tolden (de aabnede ikke bagagen eller noget men var vaesentlig strengere end de plejer at vaere) det er nemlig ikke ok at tage alkohol med ind i landet med mindre man fortaeller det i tolden. okay, we get it, det er et muslimsk land! Derefter kom vi ud til en storsmilende chauffoer som stod med mit navn paa et skilt. Meget uvant og foeltes naesten lidt forkert. Men han var meget venlig og koerte os til hotellet.

Bandar Seri Bagawan foeles som en meget rolig, ren og ordentlig by. Tjekkede ind paa hotellet. Vaskede lidt beskidt jungeltoej og slappede lidt af foer vi gik ud i byen. Vi gik naesten direkte hen til Brunei hovedattraktion: Sultan Omar Ali Saifuddins Moske. Den ligger helt ned til floden (som loeber igennem byen) og er meget imponerende. Den er hvid med store fine guldkupler. Og der var bonus. Vi havde taget mest mulig taekkelig toej paa (lange bukser og langaermet). Og vi fik lov at gaa ind. Men vi skulle dog foerst have et stk. sort uklaedelig gevandt paa som gik naesten helt ned til jorden. Fedt! Men vi slap for at tage hijab paa (havde ellers toerklaede med hvis der skulle vaere noget).

Det er foerste gang jeg har vaeret i en moske. De har altid vaeret saa nazi at det ikke har lykkedes foer nu. Det mindede meget om en kirke bortset fra udformningen. Og saa selvfoelgelig at der ikke var nogle stole (de skal jo ned og ligge paa knae mod Mekka, ret smart i oevrig da der saa er plads til mange flere folk). Det mest morsomme var egentlig det faktum at vi fik lov at komme ind.

Efter veloverstaaet moske' besoeg var det videre til Det kongelige regalie museum (og saa troede man selvfoelgelig at man skulle se nogle regalier). Det maerkeligste med stedet var at man skulle tage skoene af foer man kom ind. Det var jo ikke ligefrem et tempel, men et museum. Men saadan er det aabenbart med de kongelige i Asien. De er mere guder end doedelige. Foerst og fremmest var det en udstilling som viste hvor god en mand sultanen var og derefter var det en udstilling som viste en masse maerkelige ting som han havde faaet. Mystisk! Og ikke noget must see hvis I nogensinde kommer til Brunei.

Ellers spiste vi et maaltid mad, trissede ned til floden og saa over paa den anden side til "den flydende by" i Bandar Seri Bagawan. Det er en masse styltehuse og egentlig burde man maaske tage over og se dem men vi bestemte os for at det ikke var saa vigtigt for os. Dryssede ellers lidt rundt (det er en meget lille by med ca. 80.000 og der er ikke saa meget at se). Overraskende faa kvinder med hijab eller burka. Meget positivt overrasket over det.

Mest af alt er jeg taknemmelig for at vi bor paa et godt hotel hvor vi faar lov til at tjekke ud kl 16 og frem til da har tilgang til tv hvor der vises film med engelsk tale. fantastisk! Skal benytte mig maks af det lige om lidt. I morgen aften gaar turen videre til Manila paa Filippinerne. Har planer om at ..... se tv i morgen og maaske traske hen og se lidt paa en park. Men meget lidt paa tapetet bortset fra at faa god valuta for det ret saa dyre hotel. Brunei er et dejligt (omendt lidt doedt sted). Men dejlig at lade lidt op og lave ingenting.

Malaysia hit eller shit?

Ja saa har vi forladt Malaysia og det er tid for en omgang hit eller shit.

Hit:
1. Kuala Lumpur, meget tilgangelig og "lille" asiatisk storby. God infrastruktur, hjaelpsomme mennesker og masser at se indenfor gaaafstand.
2. Cameron highlands, surrealistisk smukt med de groenne, groenne theplantager. Lidt koldt men ellers kun plus point.
3. Georgetown, super hyggeligt sted med masser af koloni praeg. SKulle gerne have vaeret der en dag eller to mere eftsom der var masser at udforske. Meget levende "little India" omraade.
4. Langkawi oeerne. Fantastisk strand, dejlig rent, ikke for mange turister. Ikke saa meget at lave bortset fra at vaere paa stranden.
5. China Town i Kuala Lumpur, livligt sted med masser af mad, stoej og helt igennem kinesisk stemning i spaedet en gang "shanghaisk" krejler stemning da der var mange som var villige til at saelge diverse falske ure, tasker og dvd'er.
6. Kuching. Hyggelig by, bedste mad jeg har spist mens jeg har vaeret i Malaysia. Hjaelpsomme mennesker og fantastisk kunst man kunne koebe.
7. Semenekko Wildlife Center, fedt at se orangutanger i tilnaermet vild tilstand. Vildt god oplevelse.
8. Gratis museer/ naesten gratis museer. Meget godt tiltag som goer at man faar lyst til at stikke hovedet forbi flest mulig.
9. Man foeler sig tryg og sjaldent "roevrendt".
10. Alle snakker engelsk

Shit:
1. Maden har ikke vaeret fantastisk i Malaysia (maaske uretfaerdig at jeg kommer fra Thailand hvor maden er fantastisk?). Kun Borneo har vist sig som noget saerligt i den kulinariske sammenhaeng.
2. Batu Ferringhi, vandet paa den strand var alt for grumset til at det var fedt.
3. Sibu, der var sgu ikke ret meget at se bortset fra det kinesiske tempel. Stedet var ikke klar til at tage imod turister og det var svaert at komme til at se noget derfra.
4. Infrastruktur paa Borneo. Tager monster lang tid at komme nogen steder og konsekvensen bliver ofte at man bliver "noedt" til at flyve.

Kort sagt at Malaysia et rigtig dejligt sted. det er et sted jeg trygt ville anbefale folk i bedsteforaeldre alderen at rejse hen fordi det hele er saa ukompliceret. Alle snakker godt engelsk (i hvert fald naesten), infrastrukturen er rigtig god og det er et billigt sted at rejse. Med undtagelse af Borneo hvor naesten alle ture bliver arrangeret med faa personer og derfor er dyrere end det ville have vaeret i f.eks. Thailand. Men alt i alt en destination som har rigtig meget at byde paa. Der er baade kultur, strand, dejlige mennesker, storby 9som er betragtelig mindre hektisk end f.eks. Bangkok) og smuk natur. Et sikkert hit for de fleste.

Baku Nationalpark, naerdoedsoplevelse og soendagsmarked

Det foerste vi gjorde i dag var at spise morgenmad paa en lokalbiks. Fik Broed med sukker saa det var ikke specielt naerende foer strabadserne i en nationalpark men vi havde ikke saa god tid og det var bedre end ingenting. Kom hen til busstoppet kl 8.55 (5 min. foer bussen ifoelge planen skulle gaa). Men vi fik at vide at bussen var gaaet for 10 min. siden. Meget maerkeligt. Men efter kort tid kom bussen vi skulle med og den koerte kl 9.20. Om den var meget forsinket eller alt for tidlig er det ikke godt at sige. Det var noget af en skramle bus men der var kun en lille time til nationalparken saa det gik helt fint.

Vel fremme i Baku registrerede vi os og betalte indgangsbillet. Derefter var det bare at saette sig ned og vente eftersom baadene som skulle transportere os det sidste stykke endnu ikke var begyndt at gaa. Vi fandt siden ud af at det skyldtes lavvande. For da vi endelig bagav os afsted kom vi til at sidde fast flere steder. Det tog derfor et godt stykke tid selvom der ikke var langt. Men det var helt ok eftersom vi delte baad med to hyggelige englaendere som ogsaa var paa et aars jordomrejse.

Vel fremme i nationalparken snakkede vi med en af skovridderne og bestemte i samraad med hende hvilken af ruterne vi ville begive os ud paa. Det var en rute som gik i ring (meget smart eftersom man saa ikke behoever at vende og se det samme en gang til). Den var 5,8 km lang og var sat til at tage 3,5 timer. Efter at have taget stroemper og bluse paa (man ved aldrig hvile insekter der er i regnskoven. Tog det bestemt ikke paa fordi det var for koldt!) begav vi os paa vej. Vejret var vi ikke alt for heldige med. Det smaa regnede af og til men det gjorde faktisk ikke saa meget eftersom det er meget klamt her paa Borneo naar det ikke regner. Desuden var stien saa bred (de fleste steder) at jeg kunne gaa lidt med min paraply hvis det blev for slemt.

Ruten startede med en noget brat bakke men fladede siden lidt mere ud. Ruten var ekstremt godt markeret og man skulle mere end almindelig svagsynet (endnu mere end mig) hvis man ikke kunne finde vej. Paa hele vejen var der nemlig traer som var farvede med roedt + skilte saa at sige hver gang der var mere end en mulighed + en ganske bred sti til at vaere i en regnskov. Der var i oevrig et ret vaekslende landskab. Det meste af tiden gik vi i regnskov med masser af roedder over det hele men noget af tiden var vi paa klipper (saa ud som om det var lavasten) i et naesten skandinavisk (af udseende) omraade. Det var ret specielt med de kontraster.

Alt den tid vi gik proevede vi at se op engang imellem for at se om vi kunne se nogle dyr (aber) eller proevede at hoere om vi kunne hoere nogle. Vi havde gaaet de foerste 3 km og havde en enkelt gang set aber (men meget flygtigt) da vi pludselig hoerte lyde inde i krattet og stod stille. Vi stod helt stille og lyttede, lyttede lidt mere og saa pludselig noget som bevaegede sig. Husker at jeg derefter sagde med lav stemme til Lisa: "Lisa det der er ikke noen ape!" Hvorefter vi hoerte et hoejt advarende groent/broel og saa skal jeg ellers love for at vi fik benene paa nakken. Jeg taenkte ved mig selv at dette ikke var noget jeg havde lyst til at tage et billede af. Taenkte ogsaa at det definitivt maa have vaeret en bjoern mens vi halvloeb hen af stien. Lisa taenkte noget tilsvarende og vi var ret saa adrenalinpumpede mens vi sponsede videre gennem skoven. Aldrig har jeg set Lisa bevaege sig saa hurtigt som da. Paa vejen vaek fra det store vilde monster smaaloeb jeg ind i en gren som hang lavt over stien (blev jo noedt til at se ned for ikke at falde i roedderne). Det gjorde paent ondt men havde ikke tid til at oemme mig eftersom vi ville laengst mulig vaek fra udyret. Vi gik et meget langt (og hurtigt) stykke foer vi turde vende os om og hoere efter om der var noget som var efter os. Skummelt! Men det var der heldigvis ikke. Jeg havde maks hjertebanken og var sikker paa at der var noget meget farligt som ville markere at det ikke var i orden at vi stod i dens skov.

Resten af turen var ikke helt saa hyggelig og fredfyldt som den foerste del eftersom vi nu ikke havde lyst til at moede alle skovens vilde dyr for at tage billeder af dem. Men det gik fint og vi moedte ikke mere skummelt. Til gengaeld saa vi et egern, en lille fugl, masser af myrer (men heldigvis ikke ret mange andre insekter). Og vi saa ogsaa en masse aber. Ironisk nok var det helt paa slutningen af ruten. Naesten helt henne ved hovedkvarteret i nogle traer. Der var en hel flok med aber som gemte sig i traerne. De var ret hoejlydte saa der var ingen tvivl. Da vi havde gaaet et yderlig stykke og var kommet helt derhen hvor nationalparken har hytter som man kan leje var der masser af aber. Det var de smarte aber som havde regnet den nemmeste maade at faa mad ud paa. Saa der blev et par billeder af aber after all.

I dag blev der svedt rimelig meget og saa og sige alle billeder som blev taget mens vi gik rundt viser os mere eller mindre roede i ansigterne. Det var nemlig temmelig varmt saa vi kogte ret saa meget. Vi kom til bage til parken og registrerede at vi var kommet tilbage. Derefter smaaloeb vi ned til faergekajen hvor vi havde lavet aftale med det engelske par om at tage en baad tilbage sammen. Vi var lidt forsinkede (ikke mindst fordi vi var "noedt" til at tage lidt billeder af aberne helt paa slutningen af turen) men det gik alt sammen alligevel. Turen tilbage til Baku gik betydelig lettere med baaden eftersom der nu var hoejvande og vi ikke hele tiden gik paa grund.

Da vi kom tilbage til den foerste parkindgang forhoerte jeg mig om hvilke store pattedyr som var i nationalparken. Hun fortalte at der var tre forskellige slags aber (og det var definitivt ikke nogen af dem som vi hoerte pruste i skoven) og vildsvin. Ingen bjoerne, tigere eller naesehorn. Saa det maa bestemt have vaeret et vildsvin vi hoerte. De kan eftersigende ogsaa blive ret store og kan vaere temmelig aggressive hvis de har smaasvin. Det blev vi jo ikke ligefrem haengende for at finde ud af men vi foelte os i hvert fald i den grad truede.

Bussen tilbage til byen kom og tog os med. Det foerste vi gjorde derefter var at skynde os hjem og faa et bad. Meget sved som er blevet produceret i dag saa det var skoent. Saa kom vi til noget af en operation. Den foer naevnte gren jeg fik i hovedet (under den vilde flugt) havde nemlig pigge. Hvor heldig har man lov at vaere? Havde selv faaet fjernet den stoerste ude i parken men de andre (der var tre mere) sad for langt inde. i tillaeg var der modhager paa lortet saa det var ikke let. Bevaebnet foerst med pincet og siden synaal proevede Lisa at fjerne piggene. Den ene fik jeg ud selv og hun fik ogsaa en ud. Men den sidste sidder fast. Kan ikke faa den ud. Saa nu er der ikke andet at goere end at haabe paa at den ikke er giftig og at den vil komme ud af sig selv. Lort! Derefter var det ud for at faa noget at spise (kl. var blevet 18.30 saa det var en lang dag i nationalparken). Vi blev "noedt" til at gaa tilbage til den restaurant hvor vi havde spist aftenen foer. Der serverede de libanesisk mad og det var bare saa utrolig godt. Vi spiste shish Kebab af kylling og det er det moereste kyllingkoed jeg har spist i mange maaneder. Mums og det var lige saa godt i dag. Fantastisk.

Efter et veloverstaaet aftensmaaltid gik vi hen til soendagsmarkedet (som afholdes om loerdagen men kaldes soendagsmarkedet fordi det er aften og nat til soendag). Det var et helt almindelig marked med masser af mad men ogsaa med en del eksotiske ting fra jungelen. der var nogle ting som jeg ikke har set tidligere saa det var en morsom oplevelse. Nu er vi paa net og med det samme vi er faerdige her skal vi hjem at pakke. I morgen (alt for tidlig) skal vi nemlig med flyet til Brunei. Det skal nok blive godt.

Billeder

Saa er der daeleme billeder ved alle mine indlaeg fra Malaysia. Dette er godt nyt til alle som har haft oensker om at se flere af dem. Men det er jo ogsaa saa meget lettere naar der er lige saa god forbindelse som der er her i Kuching. Men ifht for de andre destinationer maa det i saa fald blive efter at Morten er kommet frem eftersom jeg pt. ikke har de andre billeder jeg har taget tidligere paa rejsen.

Knus

Binayu longhouse, museer og indkoeb

Pyha. det har vaeret noget af en dag i dag. Foerst stod vi op (lidt senere end planlagt men det gik alligevel) og gik ned paa den lokale restaurant for at spise morgenmad. Den hedder Molys (nej, der er kun et l) og er ejet af en der ser meget muslimsk og malay ud. Desuden serverer de malaysisk mad saa hvorfor de hedder Molys er en gaade. Naa anyhow. Fik lidt toastbroed med noget soedt snask i + roti Canai som er indiske fladbroed med kondenseret maelk til. Det maa siges at starte dagen med et sukkerchok.

Kl. 9. kom vores chauffoer og guide for dagen. Han kaldte sig selv One og var halvt kinesisk og halvt Iban (som er en af de 27 stammer som lever paa Borneo). Vi koerte i ca. 5 kvarter til landsbyen Anais Rais som ligger kun 20 km fra graensen til Indonesien. Hele vejen derhen snakkede vi med one om de forskellige stammer som er paa Borneo, hans familie, omgivelserne vi saa og det var rigtig informativt og hyggeligt. Det var groent hele vejen derhen og vi koerte forbi mange marker med ris (ikke det man forbinder med ris hvor de staar i vand men en anden slags som vokser op ad skraaninger) peberplanter osv. Meget smukt og meget groent.

Da vi kom hen til landsbyen var der to kvinder som var i gang med at mose saft ud af sukkerroer. det gjorde de ved hjaelp af en gammeldags presse. Men den var meget effektiv og fik mindst lige saa meget saft ud af roerene som de maskiner jeg ellers har set. Lisa og jeg fik ogsaa mulighed for at proeve og man kan rolig sige at vi ikke var lige saa rutinerede men vi fik da saften ud ogsaa. Ligger et billede ud saa I kan se maskinen.

Naeste punkt paa dagsordenen var jungeltrekking. Dette var noget som oprindelig havde staaet paa programmet hos rejsebureauet men hvor de havde faaet kolde foedder. Men vi fik presset det igennem eftersom det var det vi havde betalt for. Vi blev udstyret med et stk lokal guide (saadan ca. 1,5 m. hoej, ikke ret mange taender og med et stk jungelkniv). Han snakkede ikke saa godt engelsk saa one var ogsaa med. Stien i jungelen var ret god eftersom der var lagt bambusroere ud for at lave fundamentet lidt mere stabilt. Men der var dog noget mudret enkelte steder. Vi gik vel i en halv times tid og gik i en runde lidt udenfor landsbyen. Saa regnskov og heldigvis ikke alt for mange klamme dyr. Snublede maks en gang men fik naesten ikke mit toej beskidt. Fantastisk og meget stolt af det.

Da vi kom ned fra jungelen (havde gaaet i lidt kuperet terraeng saa vi kom faktisk ned fra jungelen eftersom den sidste etappe var en bakke) svedte vi rimelig meget. Det var meget fugtigt inde i regnskoven plus vi gik i kuperet terraeng. Som den smarte pige jeg er havde jeg taget sokker paa i mine sandaler for at undgaa igler (hader igler det er simpelthen saa klamt naar de borer deres smaa hoveder ind i ens koed. Brrr...). Jeg havde i regnskoven fjernet to igler foer de havde naaet at saette sig fast saa troede at der var fred og ingen fare. Tog mine stroemper af, tjekkede mine foedder og skyllede mine sandaler (som var ret fulde af mudder) og taenkte ikke mere paa det.

Saa gik vi ellers ind i landsbyen som bestod af intet mindre end 3 langhuse. Det fungerer saadan at hver familie har sin egen boenhed men man deler store faellesarealer hvor der er mulighed for at toerre chili, ris eller toej eller til at moedes. Det var rigtig hyggeligt og man kunne tydeligt se forskel paa hvem der tjente mange penge og hvem der ikke gjorde udfra facaden paa de smaa huse som laa med fronten ud til "gaagaden" som var allemandseje. Ret fascinerende. Folk var meget hyggelige og hoeflige og overalt hvor vi gik hoerte vi "hello". Det er i oevrig ikke kun noget vi hoerte der, det hoerer vi hele tiden overalt. Meget maerkeligt naar man er skandinavisk og vant til tilknappethed.

Vi gik igennem landsbyen og endte til slut hos en "bar". Her var der ogsaa et par andre turister som havde turen ud til Longhouset (som er det der ligger naermest Kuching). Her var der en meget informativ og super rar vaert som boed paa baade riswhiskey, koksnoed, urtethe lavet med en eller anden plante fra regnskoven (skulle give lavere blodtryk og forhindre diabetes paa de tidlige stadier0, banan, musikfremvisning og mulighed for at proeve at skyde med pusteroer. Fantastisk. Instrumentet som han spillede paa fik jeg ogsaa laert hvordan man spillede paa (var et traditionelt instrument med en fantastisk klang) og der blev en lille jamsession hvor jeg spillede samtidig som vaerten en anden turist, en anden guide og One spillede. Tror ikke noedvendigvis at det loed super godt men det var da morsomt. Vaerten var i oevrig meget interesseret i at faa os tilbage en anden gang for et overnatningsbesoeg i longhouset. Og det skal man slet ikke se bort fra at jeg godt kunne faa lyst til. Naeste gang jeg kommer til Borneo that is... Vaerten havde ogsaa et utrolig soedt barnebarn ved navn Gabriella. Sammen sad vi ogsaa i en bog med billeder af diverse tatoveringer, kurve osv. som blev/bliver lavet af Iban stammen (en anden stamme end den vi besoegte). Og jeg tror nok at jeg har fundet min naeste tatovering. Saa maa vi se hvornaar det bliver til at jeg skal have den lavet.

Saa til de daarlige nyheder. mens jeg sad i "baren" maerkede jeg pludselig at det var lidt ubehageligt under min venstre fod. Tog min sandal af og til min store overraskelse og skraek (okay det er maaske lidt overdrevet men i forstaar hvad jeg mener) sad der en igle midt under min fod. MONSTER KLAMT! Vaerten var heldigvis behjaelpelig med at tage den ud og den var blevet rimelig stor og saftig. Fedt! I det mindste skal man ikke vaere bange for sygdomme med igler det er da altid noget:-). Men nu kloer det og er lidt ubehageligt. Havde ogsaa en igle paa mig da jeg var i nationalpark i Vietnam men den gav slip selv saa der slap jeg i hvert fald for den oplevelse.

Vi var meget tilfredse med vores besoeg i longhouset og jeg tvivler paa at det ville have vaeret meget mere vellykket hvis vi var taget til det longhouse som vi oprindelig havde planer om. Det var et Iban Longhouse og havde den fordel at man skulle komme til det ved hjaelp af flodvejen. Men det havde ogsaa den ulempe at det ville tage i hvert fald 5 timer at komme derhen. Alt i alt var vi rigtig glade for den loesning som vi valgte.

Vel hjemme i Kuching var det tid for en hurtig frokost foer det gik videre ud i byen. Naaede lige at levere lidt vasketoej hos Mr. Clean (er det ikke et fantastisk navn?) og fik spist en Mee Goreng (stegte nudler) som i oevrig var meget velsmagende. Saa var det ellers om at tage paa saa mange museer som vi overhovedet kunne naa foer kl blev 16.30. Vi naaede at se det kinesiske museum. Var ikke noget saerligt. Meget lille og ikke synderlig interessant. Naeste stop var kunst tekstil museet. Det var derimod et meget interessant og godt opbygget museum. Forstaar ikke helt hvad vores guidebog taenker med. De skrev at det museum vi var paa i gaar var et af de bedste i sydoestasien og naevnte ikke denne. Selv jeg som paa ingen maader er tekstilfanast synes at det var meget spaendende. Tvivler paa at de har vaeret forbi og tjekket det selv. Naeste stop var et kunstmuseum. tror at det var under renovering eller i gang med at skifte udstilling. Det var i hver tfald meget hurtigt overstaaet. Ogsaa naaede vi saamaend endnu et museum som ogsaa bar praeg af restaurering/skiftende udstilling. Der var ikke ret meget at se saa skidt med det.

Derefter gik vi lidt i en gaagade hvor der var masser af stofbutikker og masser af lokale handlende. Lisa koebte lidt stof (kan godt se at det var svaert ike at koebe lidt stof der. Saa ogsaa tre butikker som alle solgte det samme (det i sig selv er ikke noget nyt): friskmalet hkaffe, aebler, appelsiner og ellers diverse fiskeudstyr. Meget maerkelig sammenblanding og saa tre butikker lige ved siden af hinanden. Meget maerkeligt!

Saa var vi paa en lidt dyr runde til en butik hvor vi i gaar fandt en helt fantastisk traefigur som er lavet af Orang- ulu stammen. Saa den i gaar og blev begge forelsket. Heldigvis havde de to eksemplarer. kom ogsaa til at koebe et skjold, 2 billedrammer og 2 smaa traefigurer. Det er nu betalt for og bliver postet af butikken efter kinesisk nytaar. Saa maa vi bare haabe at det kommer sikkert hjem til Norge. En ting er i hvert fald sikkert. De kommer til at pakke det meget godt ind eftersom de ville have en margin paa 3,5 til 4 kg til pakningen. Helt vildt! Saa det skal nok blive gjort grundigt! Og nu er vi saa paa internet igen. Tidssluger nr. 1 i mit rejseliv. Men det skal der ogsaa vaere plads til. I morgen gaar turen til Baku Nationalpark. det glaeder vi os til. Satser paa at vi kan finde vejen og ikke moeder alt for mange igler.

Orangutangerne

Saa proever vi lige at se om jeg ogsaa kan finde ud af at ligge en lille smule video ved. Begynder at blive helt god til det her. Men det er desvaerre ikke altid at forbindelserne rundt om i verden paa diverse internetcafeer er gode nok og derfor er der ikke billeder hver dag. Men nogle gange 9som i dag) proever jeg at uploade dem senere. Saa det kan loenne sig at se lidt tilbage.

Ok. Har nu brugt ret saa lang tid paa det her og kan godt se at kvaliteten ikke er skide god. Videoen til hoejre var noget jeg egentlig ville slette og den til venstre vednder forkert halvdelen af tiden. Sorry! Men det tog ret saa lang tid og det var ikke muligt at se dem foer de blev lagt ved. Saa hvis man orker kan man se dem og paa den maade faa et lille indblik i vores fantastiske dag i orangutangernes verden.

Semenggoh Wildlife Center og Sarawak Museum

I dag har vaeret en rigtig god dag. Stod op relativt tidligt for at komme ned til Visitors Centeret i Kuching for at komme med en minibus herfra og ud til Semenggoh Wildlife Center. Der var kun os som skulle med minibussen saa jeg taenkte for mig selv at det lovede godt for at vi maaske ikke ville blive overrendt af turister paa stedet. Men nej.... Da vi kom frem saa vi tre store busser fyldt med turister fra et cruiseskib. Hurra! Ud paa tur med pensionisterne! Men, men..

Centeret er et rehabiliteringsprojekt og orangutanger som lever der er semi vilde. Oprindelig var der 11 orangutanger som kom til centeret efter at vaere blevet frataget krybskytter og lignende. Nu er der 24 orangutanger i centeret (som ikke er indhegnet saa orangutangerne kan komme og gaa som de vil) saa der har vaeret stor succes med at avle flere. Med andre ord er der altsaa ingen garanti for at se orangutanger paa Semenggoh Wildlife Center eftersom de ikke er afhaengige af den mad som skovridderne dagligt tilbyder dem. Men vi var heldigvis heldig. Foeler egentlig at jeg har vaeret maks heldig med de nationalparker og lignende som jeg saa langt har vaeret i. Fedt! Da vi fik lov til at komme ind til omraadet hvor det store "fodringsbraet" var var der allerede en hun og hendes (ikke helt lille) unge. Det var super hyggeligt at se paa dem mens de spiste haengende fra lianer. Rigtig godt! Efter et stykke tid forsvandt de og der gik ikke lang tid foer et par unge aber kom svajende ned med traerne. Det er ret store dyr, saa metoden de bruger for at komme sig fra trae til trae er simpelthen ved at bruge sin tyngde til at boeje traerne med. Smart! De klovnede rundt og var, ja hvad kan man sige, bedaarende. Helt igennem fantastisk.

Men det var ikke nok. Som en ekstra bonus kom alfahannen Richie paa 150 kg ogsaa svajende med lianerne. Den var godt nok stor. da jeg foerst saa den komme troede jeg at det var 2 orangutanger som kom "flyvende". Orangutanger er i oevrig noget nemmere at faa oeje paa end andre aber jeg har skullet se efter i skovene rundt omkring. det skyldes foerst og fremmest deres stoerrelse, men ogsaa farven (roedbrun) er ret markant. Desuden er de tunge og boejer som sagt traerne for at komme frem og det kan man se i skoven allerede foer man kan se dem. Der er masser af blade og grene som falder ned. Med andre ord ikke de mest diskrete men det er der vel en grund til. Tror ikke at de har haft ret mange traditionelle fjender. Udover menneskene og indhugsten paa traerne som sker i deres naermiljoe selvfoelgelig.

I tillaeg til de mange orangutanger som vi var saa heldige at se saa vi ogsaa en masse egern som kom op paa "fodringsbraettet" for at hente noget af frugten som var lagt ud til orangutangerne. Der var en slags som var meget speciel. Den var meget roed paa halen og var rigtig flot. Desuden var der en helt masse sommerfugle 9store og flotte) som flokkedes om frugten. Saa ogsaa en meget stor myre som kravlede hen af raekvaerket som jeg stod laenet op ad. Tror det er den stoerste jeg har set saa langt. Ikke noget man har lyst til at finde i lagenposen en moerk nat det er sikkert!

Efter et veloverstaaet besoeg paa Semenggoh Wildlife Center (det anbefales bare hvis der skulle vaere nogen tvivl) gik turen tilbage til Kuching. Vi havde en rigtig hyggelig chauffoer som gladeligt fortalte om sin familie og hvor stolt han var af sine tre doetre. Det var rigtig hyggeligt, hans mellemste datter var pt i noget militaer traening som de var meget stolte af eftersom det kun var de bedste elever (paa de almindelige skoler) som blev udvalgt til det. Det loed ret maerkeligt, men saadan er det vel her. Loed ogsaa til at deres uddannelsessytem er ret magen til vores eftersom man "kun" skal betale for sine boeger paa de videregaaende uddannelser.

Tilbage i byen tog vi ned paa rejsebureauet og fortalte at vi ikke oenskede at tage paa den 2 dages tur til Iban Longhouse alligevel. Men vi fik lavet en anden loesning. I morgen skal vi derfor til en Bidayu Longhouse som ligger naermere paa Kuching. det bliver en halv dags fornoejelse. Det glaeder vi os til. Vi proevede ogsaa at snakke med dem i forhold til at tage til Baku Nationalpark men hun fortalte os at den skulle vaere oversvoemmet og havde vaeret det i flere uger. Det synes vi var meget maerkeligt eftersom hun ikke havde sagt noget om det dagen i forvejen og den hjaelpsomme person paa Visitor Centeret heller ikke havde naevnt det.

Da vi senere gik ned i byen for at poste lidt ting (ja, det var nok Lisa som igen havde brug for det:-)) gik jeg over til et informationskontor for nationalparkerne i omraadet rundt om Kuching. Parkbetjenten her fortalte mig at der ikke var nogen oversvoemmelse i Baku og at det ikke ville vaere noget problem for os at tage derhen. Snakkede ogsaa med hende i forhold til guideydelser men hun mente at parken var saa let at finde rundt i og selv spotte dyr at der ikke var nogen grund til det. Godt saa, satser paa at tage derud paa egen haand paa loerdag.

Ellers har vi vaeret lidt rundt i byen og der er enormt mange butikker som saelger diverse kunst tingeltangel. Der er rigtig mange flotte ting og jeg tror maaske at jeg kommer til at lave en investering af et stk stor (og lidt dyr) traefigur som er lavet af et stammefolk som hedder Orang Ulu. Den var smadder flot i hvert fald. Var ogsaa en hurtig tur paa Sarawak Museum, vi kom desvaerre lidt sent saa vi naaede ikke saa meget. Men vi saa den etnografiske udstilling som har faaet rigtig meget ros i vores guideboeger. Der var mange forskellige haandvaerksting paa udstilling fra diverse stammer. Men jeg synes aerlig talt at etnografisk museum i Hanoi var noget mere imponerende og vellavet end dette. Det var et godt museum men synes maaske ikke ligefrem at guidebogen havde ret i at det var et af Sydoestasiens bedste. Men hvad ved jeg, har jo ikke ligefrem vaeret paa dem allesammen:-). Var ogsaa et kort stop forbi et sted med akvarier som laa i forbindelse med museet. Der er mange andre museer i byen ogsaa og alle er gratis. Saa i morgen er planen (i hvert fald min plan) at vi skal paa nogle af dem naar vi er faerdige med at se Longhouse. Men det kraever at vi i aften finder ud af hvilke der er vaerd at se. Har ogsaa vaeret en svip tur forbi et kinesisk tempel. Dem er der et par stykker af i byen og de er i meget flot stand. Det er tydeligt at kineserne tjener flaesk og har god raad til at donere lidt til det lokale tempel. Det er nemlig et faktum at det er den kinesiske minoritet som sidder paa rigtig mange forretninger og ogsaa er i hoejere stillinger i virksomheder. Som vores chauffoer i dag sagde det ville der vaere enormt mange butikker som har lukket paa mandag naar det er kinesisk nytaar. Saadan.

Saa nu tror vi at planen er klar for de faa dage vi har her paa Borneo. Kommer til at faa det lidt travlt men vi naar det nok. Evt. maa vores sjaele kommer efter os paa vejen til Filippinerne:-).