Toronto

Goodbye Toronto. Sidder nu i toget på vej ud af Toronto. En endnu større by end Montreal. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg nok ikke rigtig faldet for charmen hos nogen af de. Der var helt klart højdepunkter, men det er ikke ligefrem steder jeg tror at jeg kommer til at længes tilbage til som jeg ellers har gjort/gør til nogle af de andre steder jeg har været. Det bliver på et eller plan ledt for meget en nordamerikansk by, uden ligeså meget sjæl som man for eksempel finder i New York. Men det er bare min ydmyge mening. Nu kan vi da i hvert fald sige at vi har været der:-).

Den første dag i Toronto var det rigtig godt vejr. Hurra! Så på med en top og ud i det gode vejr. Det var en lidt sjov bestyrer/ejer af det hostel vi kom på. Man kunne godt mistænke noget arabiskk mafia af en foafart:-). For det første mente han at Østrig var endel af Skandinavien (velkommen til Østrig siger jeg bare) og for det andet var der ikke rent på toiletterne. Nitte. Har ingenting imod at dele toiletter men så SKAL de også være rene. Det var de ikke her. Desuden var der, som det første sted, ikke morgenmad. Og der var ekstremt lydt mellem værelserne. Når der var nogen som lavede mad på køkkenet lød det som om de stod midt på vores værelse. Ikke så fedt i længden og godt at vi har gode sovehjerter. Så ikke et hostel som jeg vil anbefale videre:-).

Vi tog en metro ned til byen efter at have smidt rygsækkene på hostellet. Vi var blevet lidt snydt (følte vi) da vi købte et dagskort Det viste sig nemlig at det ikke gjaldt for 24 timer (som det ellers altid gør) men kun resten af dagen. Ikke så fedt eftersom kl. Var efter 13 da vi kom frem. Men, men desuden fandt vi senere ud af at hvis man bruger en enkeltbillet gælder den ikke i 60-90 min. (som det ellers plejer) det gælder kun så længe man rejser i en retning uden afbrud. Så da vi en anden aften var kort forbi hostellet for at tage et par bukser på og gik tilbage til metroen fik vi ikke lov til at bruge den samme billet selvom det var under 30 min. Siden vi stemplede den. Ikke et særlig fedt system!

Tog metroen tilbage til byen og stod af ved hvor vi var ankommet med toget, Union. Fandt et sted hvor vi fik pizza/pasta til frokost. Alle de andre i lokalet havde jakkesæt på og så meget forretningsagtige ud, sikkert fordi det er midt i finansdistriktet. Men maden var god:-). Så var det ellers Hockey hall of fame som selvfølgelig handlede om ishockey. Noget de dyrker på et meget højt niveau i Canada (sandsynligvis fordi de er bedre end vi er i Danmark). Hockey hall of fame var kort sagt et museum med masser af nyttige (unyttige?) facts om forskellige spillere, kampe osv. Det sjoveste var helt klart der hvor man selv kunne prøve at skyde mod et stort lærred med en målmand. Man kunne også selv prøve at være målmand. Sjovt! Ellers var det ikke så super spændende på museet. Men nu er jeg jo heller ikke så interesseret i Hockey.

Derefter gik vi lidt rundt i midtbyen og bestemte os for at tage op i CN tower (vel uden sammenligning det mest berømte fra Toronto). Vi bestemte os for at vi ville tage derop når det var skumring for både at se byen når det var lyst og mørkt. Så vi havde lidt tid at slå ihjel. GIk ned til vandet ud på et par af molerne. Der var diverse ting, blandt andet masser af turbåde som meget gerne ville tage os med ud på en tur. Men det var der ikke lige tid og lyst til der og da:-). Fra molerne var der god udsigt over til by lufthavnen som er i Toronto. Det ser ret mærkeligt ud når flyene kommer næsten landende hen over byen. Men det er kun små flly (som vi så i hvert fald) som lander der. Fik en burger til aftensmad (den bliver nok aldrig ligeså god som den i Quebec City så det må man bare lade være med at sammenligne med).

Så var det ellers tid for CN tower. Efter lidt køkultur var vi oppe i udsigten. Virker i øvrigt som om canadiere tager deres kø seriøst alvorlig. Der kunne vi skandinaver måske godt lære noget. Af en eller anden grund er det enhver er sig selv nærmest med det samme der kommer en bus. Er det mon noget vikingearv der sidder tilbage i blodet? Vi nåede lige præcis op i tårnet så vi kunne se en rigtig flot solnedgang. Ikke dårlig! Der var en flot udsigt udover byen. Eneste minus var at det var lidt vanskelig at tage gode billeder da det blev mørkt fordi tårnet blev lyst op i skiftevise farver. Det var det fancy pancy kamera ikke lige gearet til under vores halv ukyndige hænder. Men flot var det. Men ikke en billig fornøjelse. Med skat betalte vi 63 canadiske dollar for at få tilgang ti lbegge kuplerne. Men der var ikke noget at gøre. Det er bare en af de ting man bliver nødt til:-). Så var det ellers tilbage på hostellet og på hovedet i seng efter en tidlig start på dagen.

Dag to i Toronto lå vi og gassede os i sengen længe. Dejligt og lidt tiltrængt. Desuden væltede det ned med vand og så er det lidt svært at komme ud af fjærene. Men ud kom vi til sidst. Og der var ikke så meget andet at gøre end at tage regntøjet og sandalerne på (så skoene ikke ville blive totalt gennemblødte) og gå hen til metrostationen. Vi havde egentlig bestemt os for at tage på Royal Ontario Museum. Men efter at have set hvad det kostede og hvilke udstillinger de havde bestemte vi os for at lade være. Gik i stedet for over på en meget populær vietnamesisk restaurant som lå lige overfor. Der fik vi meget god Pho (vietnamesisk suppe med stykker af oksekød. Og det var bare mmmmm.... Bestemte os derefter for at gå hen på det nærliggende skomuseum (noget for noget, vi var på hockey museet dagen i forvejen) og det var faktisk ret så spændende synes jeg. Først varder en gennemgang af sko gennem tiderne. Derefter nogle kendis sko. Der var de mest sindsyge sko som Elton ohn havde haft på. I sølv og total diskostil! Go Elton! Ellers var der eksempler på strømper som var meget gamle og fra Europa (også et par samer strømper og et par sko), sko syet af indianer stammer i nordamerika med forskellene i stil og til sidst noget om rokoko sko fra Europa. Tydeligvis gik nogle kvinder dengang med meget, meget høje sko lavet af kork. Det så rimelig sindsygt ud.

Gik derefter lidt rundt i PATH (som er et undergrundssystem med masser af butikker). Men bestemte os ti lslut for at gå hjem (det regnede ikke længere heldigvis). På vejen fandt vi pasta igen. Og hjemme brugte vi aftenen på at vaske alt vores tøj (der er ikke noget af mit tøj jeg ikke har haft på på nuværende tidspunkt, Morten derimod har vel mere end en tshirt som han godt kunne have undværet? Og selv kunne jeg godt have nøjedes med en regnjakke og ladet min soft shell være blevet hjemme. Men det var altså ikke så let at vide at det ville være så mildt herover).

I dag tog vi til et sted som jeg havde udset mig i Lonely Planet. En slags indkøbsemporium (Morten mener at ordet emporium har en vis dragende effekt på mig og dte kan jeg vel ikke helt løbe fra?) Men det var ikke noget særligt! Gik derfra ned til Kensington Market som er en lille bydel med masser af funky restauranter og små butikker. Osede lidt rundt der indtil vi landede i China Town. Og det var jamen mig lidt mere af et China Town end den der var i Montreal (som ærlig talt ikke var noget at skrive hjem om). Her var der mange kvartaler med alle skilte på kinesisk, masser af simrende restauranter osv. Vi endte med at blive klippet begge to (det var meget tiltrængt ikke mindst for mig, Mit hår ser 100 gange sundere ud nu). Og dte var knagme billigt. Sandsynligvis et af de billigste steder vi kunne gøre det i Toronto. 23 dollar for os begge. Kun for klip ikkee noget vask eller føn. Men fint klippet. Gik derefter (efter frisørens anbefaling) til et spisested lige overfor hvor vi fik fantastisk god kinesisk mad. Nærmest bedre end hvad jeg kan huske vi fik i Kina. Mange point. Også for jasmin teen som fulgte med. Skønt at få lidt the for en gangs skyld.

Gik ned til vandet og tog en af de offentlige både over til øerne. Det var blevet dejlig varmt og en perfekt dag at gå lidt rundt i Torontoanernes rekreationsområde. Der ligger en ø lige ud for Toronto. Det tager måske 10-15 min. med båden derover. Så vi gik fra et sted til et andet. Fik en lur i græsset på vejen og tog en tur i en gynge. Alletiders og en meget dejlig måde at nyde det gode vejr på. Afsluttede besøget med en kop kaffe/the på en hyggelig lille cafe. Og så tog vi ellers båden tilbage til Toronto. Var forbi en herrebutik hvor Morten fik købt et par skjorter og jakker til halvpris og vendte efterfølgende næsen mod "Greek town" som ligger lidt øst i Toronto. Der fandt vi en god græsk restaurant hvor vi fik meze, græsk salat, fisk og souvlaki. Og det smagte herligt.

I dag, den sidste dag i Toronto var vi nede på et marked som hedder St. Lawrence. Der var der masser af lokalt producerede varer i en hal. I en anden hal var der mere kødprodukter, små take away steder og andre lokale lækkerier, mindede lidt om Saluhallen i Stockholm. Meget hyggeligt. Har ellers vandret lidt rundt over det hele og har opsøgt et par butikker som var forhandlere af de famøse canada goose jakker. Mange af de steeder vi var førte de kun til mænd. Lidt morsomt egentlig. Så enden blev at Morten (ja hvem skulle have troet det) købte en vest fra dette mærke. Næsten lidt komisk. Ingenting til mig. Vi må se om det bliver i NY. Ellers klarer jeg mig helt sikkert også godt i den fra Swix. Eneste problem er at rumpetten godt kan blive lidt kold i den. Men den ene butik vi var i hvor de havde kvinde jakker så jeg på den jakke som jeg egentlig har forelsket mig lidt i på net. Hun mente at den var ALT FOR VARM til almindelig brug og at man ville svede en halv hamam i den ør man var kokmmet udenfor en dør. Så den bliver det nok ikke hvis det bliver noget. Vi må se.

Nu sidder vi på toget til Niagara. Det skal blive meget spændende at se det store fald. Se om det er alt som det er blevet beskrevet som...... Derefter er det New York før vi vender snuden tilbage til Oslo og normal halvtrist hverdag. Så nu er det om at nyde det som er tilbage af ferien!

Montreal

Vi ankom Montreal kl. ca. 10 om morgenen efter en ca. 3 timers togtur fra Quebec. Heldigvis gik det denne gang nedad til togstationen. Noget lettere end at gå opad. Alle cykelrytterne som havde cyklet rundt i Quebec mens vi havde været der skulle med et special tog som skulle afgå ca. 15 min. Efter os. Så der var lige pludselig masser af mennesker på togstationen meget tidlig om morgenen. En nordmand blev nr. 2 på den forrige dags etape. Det må da siges at være flot. Han hed Edwald et eller andet (og ved ikke om det staves sådan).

Fremme i Montreal fandt vi metroen som skulle tage os til vores nye hjem for de næste 4 nætter. Det gik udn problemer heldigvis. Og det lille "hotel" lå så tæt på metrostationen man kan komme uden faktisk at bo ovenpå den. Perfekt! Hotellet lå i området Plateau Mont Royal og skal gå for at være en af de mondæne adresser i Montreal. Det var i hvert fald i midten af et område med masser af cafeer og spisesteder. Meget hyggeligt. Det var blevet rimelig varmt mens vi sad på toget. Så vi fik skiftet tøj på kontoret hvor vi kunne opbevare vores bagage frem til kl. 4 hvor vi kunne få værelset. Vi bestemte os for at tagge til Little Italy for at spise frokost og se om vi kunne finde et sted hvor Morten kunne se en forboldkamp han havde meget lyst til at se (med favorit holdet AC Milan). Vi fandt et sted hvor vi fik gode italienske pizzaer. Det var en ret stor rrestaurant og der var virkelig mange mennesker og et meget højt støjniveua, plus et falsk ttrå i midten og tjenere som ikke snakkede engelsk og et menukort på fransk. Men det gik da det hele. Og det var lidt af et show at kunne sidde og se på de andre gæster.

Gik derefter hen i nabolaget hvor der var et stort marked med diverse frugt og grønt. Det var en ren fornøjelse at se alle de struttende brokkolier, majs, æbler, tomater osv. Og der var helt klart mulighed for at gøre et frugt og grønt kup hvis man var lokal. Ikke dårligt. ELSKER sådanne markeder hvor det er producenterne som sælger varene. Det er noget helt andet end bare at fise ned i superen og købe ind. Vi købte 4 majskolber med anderledes udseende majs end hvad vi er vant til hjemmefra. Kolberne var delvis med hvide og gule majs. Det så ret sjovt ud. Fandt derefter en cafe hvor Morten kunne se fodboldkampen han var meget ivrig efter at se. Det var ikke et sted hvor de serverede øl så han måtte pænt nøjedes med en espresso italian style, he, he.... Og der var ikke ligefrem andre end ham som var meget interesserede i kampen. Men i det mindste kunne han se den. Så der blev han parkeret. Jeg gik rundt i nabolaget imens. Var først inde i en køkkenbutik hvor de havde alt mulig mærkeligt. Men det mærkeligste var nok trods alt at måske 20% af butikken var til jagtgeværer og kikkerter. Jeg ved ikke lige hvad konceptet var der. Manden køber gevær mens konen kigger på gryder? Eller omvendt??? Specielt! Var også inde i et fantastisk italiensk supermarked. Der var der det meste. Mindst 50 forskellige slags olivenolie osv. Fik købt lidt ost og salami til aftensmad sammen med majsene fra markedet. Hvor norsk kan man være? Sidde og spise "madpakken" på værelset med selvkøbte øl fra supermarkedet. He, he....

Morten fik set fodboldkampen færdig, desværre tabte hans hold. Vi gik tilbage til bostedt, det tog i underkanten af 45 min. Stillede rygsækken op på værelset og vandrede rundt i kvarteret på må og få. Super hyggeligt. Fik købt et par øl (se over) i supermarkedet og gik hjem. Indtog et bedre måltid med mikroovns varmede majs, lækkert brød fra en italiensk bager med lækker spegepølse og ost. Slet ikke dårligt.

Dag nummer to i Montreal var det noget overskyet. Vi tog ned til den gamle del af byen hvor vi gik rundt og så. I forhold til europæisk standard var det ikke sådan helt fantastisk med de gamle hus. Der var nogle som var flotte men når man sammenligner det med alle de flotte kvarterer med herskabslejligheder fra Paris, København, Stockholm osv. Var det ikke det helt vilde. Sorry Montreal men det er nu min mening. Gik ned på havneområdet. Der var en hyggelig sti til at gå og cykle på og man kunne gå fra den ene kaj til den næste. Der var et båd show og en hel del mennesker som gik rundt og så på de forskellige både som lå i vandet. Der var også et videnskabsmuseum hvor vi var inde for at se om vi skulle se en "planetariumsagtig" film. Men det tidspunkt vi var der på ville de kun vise franske film de næste mange timer. Så nej tak! Fatter ærlig Vi gik noget videre, det var ret træls vejr og til slut bestemte vi os for at vende næsen tilbage til hotellet. Spiste samme som dagen før, på værelset, som de nordmænd vi nu engang er:-). Spillede kort og gik en tur om aftenen. Meget anderledes stemning end aftenen før (hvor det var lørdag). Nu var der væsentlig færre mennesker og det var noget mere koldt og surt. Fandt også ud af at vi bor lige ved siden af noget vi tror er et hospice. Det ligger ved noget kloster agtigt. Jeg forestiller mig at meget af omsorgen for de fattige sikkert er gennem diverse religiøse menigheder eftersom folk ikke betaler så meget i skat. Der kom også en lille bus med diverse helsetilbud til unge mennesker som lever på gaden. Godt at se at der er nogen som tager sig af dem som ikke har det så let. Ikke at vii så mange hjemløse mens vi var i Montreal. Men selvfølgellg er der mange, det er trods alt en stor by.

Næste dag var det heller ikke ligefrem fantastisk vejr. Ifølge den søde bestyrer på hotellet (han var af venzuelansk oprindelse og en af mange vi har overhørt snakke spansk i Montreal, der må være en rimelig stor gruppe med folk fra diverse spansktalende lande) var der store chancer for at det ville fortsætte sådan resten af dagen. Men det kan man jo ikke lade sig slå ud af når man har en regnjakke. Så vi begav os ud til OL anlægget i Montreal. Noget som stod øverst på Mortens liste over ting han gerne ville se i Montreal. Noget som stod øverst på min liste var noget kaldet Biodome. Noget som lyder lidt som randers Regnskov, men som desværre har været lukket de sidste par måneder på grund af strejke blandt guiderne i bygningen. Ret vildt og vist heller ikke helt normalt efter canadisk målestok. Rigtig surt. Var noget af det jeg havde glædet mig aller mest til at se i Montreal. Øv bøv. Lorte strejke. Og Rebekka havde det på nøjagtig samme måde da hun var i Montreal. Skod! Men vi fik en rundvisning i OL anlægget. Ikke sådan det helt vilde. Men nu er det jo så også mange år siden der var OL der. 1976 (eller var det '74?) det ved morten helt sikkert. I hvert fald havde der været en hel del problemer forbundet med byggeriet, specielt med taget som oprindelig var konstrueret til at den skulle kunne tages af og på. Det var aldrig blevet til noget. Til slut fandt man en permanent løsning. Men den gik i spand efter nogle år derefter en anden løsning som er den der er på i dag. Men den er vist ikke holdbar i mange år fremover så de er ved at vurdere en ny løsning. Mest spændende oplysning efter min mening var at en af entreprenørene (tror det var hovedentreprenøren) som skulle bygge OL anlægget havde bygget et palads til sig selv i Montreal for pengene han skulle købe beton for. Det havde været noget af en skadale og han har siddet i fængsel i mange år siden. Nok ikke en specielt populær mand. Den store hal som blev bygget bliver i meget lille grad brugt nu. Kun ca. 45 ud af 365 dage. Lidt trist. Men hvor ofte er det lige at et arrangement har brug for publikumspladser i det måestok? Tydeligvis ikke tit nok. Ikke engang i en by på størrelse med Montreal 3,4 mill. Hvis man tæller det omkringliggende med. Det er altså ret stort.

Derefter var vi oppe i tårnet som er en del af OL anlægget og som blev designet til att kunne rulle taget af og på (ikke at det behøver at gøre det nu). Der kunne man så gå rundt og se ud af vinduerne og se på udsigten udover Montreal. Man kunne i hvert fald prøve at se gennem regnen. Noget som ikke altid var lige let men kom lidt an på retningen af vinden. På de fleste sider var det ikke noget problem at se ud. Vi blev enige om at tage tilbage til vores "hood" for at spise noget frokost. Vi endte på "Thai Express" hvor vi fik Tom Yum suppe og pad Thai. Vil ikke ligefrem sige at det smagte af Thailand. Men det smagte i hvert fald godt. Mens vi spiste klarede det heldivis op. I bagkolgskabens lys kunne vi nok godt være taget i botanisk have (den tredje største i verden) men da vi stod ude ved OL anlægget så vejret alt andet end lyst ud. Vi bestemte os for at "bestige" "bjerget" Mont Royal som ikke så langt fra hvor vi boede. Så vi joskede ellers derud og opad. Det er et rigtig fint grøntområde i forbindelse med "bjerget" (som trods alter højere end Himmelbjerget. Tror at det var godt 200 meter). Efter at have gået et stykke så vi et egern. Vildt fedt. Hvad vi ikke vidste var at vi ville komme til at se mange i løbet af de nøste timer. Der var mildest talt enormt mange egern i den park. Og nogle af dem var nærmest halvtamme. Det er tydelig at der er nogle af de nadre gæster som ikke har kunnet dy sig for at fodre dem lidt. Kan godt forstå at det var fristende. De var mildest talt monster søde. Men der er det der med vilde dyr de skal vel helst ikke fodres. Kan gøre at de bliver mere aggressive på sigt (ikke at jeg nødvendigvis frugter det med egern, men både morbror og jeg kender de vaskebjørnslignende frække dyr ved Foz de Iguazu, for ikke at tale om aberne i Asien). Men masser af søde små nuttede egern med store buskede haler. Ikke de samme som vi har hjemme.

Efter at have gået et godt stykke kom vi til det første meget flotte udsigtspunkt. Nu var det blevet høj sol og OL anlægget var absolut pænere på afstand end i levende live. Meget imponerende bygninger på afstand. Lidt mere slidte indvendig. Her var vi så heldge at der kom en lille flok med vaskebjørne. De havde helt klart også tidligere fået en lille godbid så halvtamme som de var. De var ret ligeglade med mennesker med mindre de havde en lille snack til dem:-). Igen kan forstå fristelsen for de var goodt nok også søde. Vi bestemte os for at g å længere eftersom vi var kommet så godt i gang. Ved dette ene udsigtspunkt kunne man køre til i bil. Noget mange benyttede sig af. Også et par turbusser. Rigtig godt sted at få et flot billede udover Montreal. Vi gik videre op ad bakkerne og ind af små hyggelige stier. Det var rigtig hyggelig og i lange perioder gik vi næsten for os selv. Fandt et andet udkigssted med udsigt over downtown. Efter at have gået rundt et par timer var det på tide at vende næsen hjemover. På vej nedad en lille sti så vi en slagspætte. Fantastisk fetd. Tror aldrig tidligere at jeg har set en sådan på "arbejde". Meget fascinerende at se på. Og det virkede ikke som om den ikke ville have folk som stod og beundrede den. Den fortsatte ufortrødent videre. Fantastisk. Men er det så godt for træet sådan som den flår barken af for at komme ind til biller og andet godt?

Vandrede ned langs Mont Royal avenue (som vi også boede på) og udså os restauranten vi havde lyst til at spsie på om aftenen. Da vi sennere gik ud for at spise viste det sig at den restaurant slet ikke var åben. Sandsynligvis fordi det var mandag men er ikke så god til dagene på fransk at jeg er helt sikker. Iøvrig er der mange af de små restauranter i Montreal som har et koncept med at man selv kan tage vin med til restauranten. Sikkert fordi de ikke har tilladelse til at sælge det? I stedet blev det en anden asiatisk restaurant (efter en del gåen, Morten havde sagt at jeg fik lov at bestemme hvor vi skulle spise og det er jo ikke altid så let, i hvert fald ikke når man er mig). Men her var der god, omend noget stærk suppe og thaicurry.

Sidste dag i Montreal. Gik et par foreslåede ruter rundt i Montreal på Plateau Mont Royal og i latinerkvarteret. Begge steder vi ikke havde udforsket ordentlig tidligere. Var inde i et par sportsbutikker og nu har jeg nærmest overbevist mig selv om at jeg ikke kan leve uden en Canda Goose jakke. Ja, jeg ved det godt. Hvor åndssvag har man lige lov til at være. Det er mest af alt min gode veninde Carlas skyld. Det er hende som har overbevist mig om dens fortræffeligheder. I år havde hun lagt det meste af hendes feriepenge til side for at kunne købe en sådan jakke. For som hun siger. Man kan bare ikke fryse i sådan en. Og det må jeg sige at der tiltaler mig MEGET. Jeg er jo lidt af en frossenpind er jeg blevet fortalt. Og det er nok meget rigtig. Sidste år var første gang jeg "fornedrede" mig til at tage en dunjakke på. Og det var slet ikke dårligt. Og Canada Goose jakkerne skal være dunjakkernes svar på en Rolls Royce. Men billige er dyrene selvfølgelig ikke. Men i forhold til hvad de koster hjemme i Norge kan vi se at der er noget at spare. Så det er absolut oppe til overvejelse. I så fald skaal jeg have en som er så lang så mulig så jeg slipper for at fryse rumpetten. Det er nemlig det største problem jeg har med den jeg har nu. Men vi må se. Det er trods alt over 3000 nok. I Norge ville det have været det dobbelte. Og det er jo helt sygt for en jakke. Spørgsmålet er om man så overhovedet kan bruge den? Ja, det tror jeg nok man kan. Og jeg har i hvert fald ikkee brug for en som kan klare mere end 30 minus. Nægter at bevæge mig ud hvis det er koldere. Basta!

Frokosten blev indisk. Simpelthen fordi det var den nærmeste restaurant da det begyndte at regne. Gik efterfølgende lidt mere rundt i de hyggelige kvarterer. Montreal er tydeligvis kendt for at have udvendige brandtrapper som de også har mange steder i New York. Og det har da helt klart sin charme. Havde fundet ud af at det var "billig dag" i nogle af biograferne i Montreal (hvad skulle man gøre uden internet hvad Morten) og tog ud til en af dem. Ca. 30 min. Væk med metro og bus. Vi kom derud og bestemte os for at se to film til den nette pris af 5 dollar pr film pr mand. Det er jo ikke ligefrem noget man kan brokke sig over. Så både the Expendables og Inception. Absolut god underholdning og masser af popcorn:-). Hjem og pakke og på hovedet i seng og nu sidder vi så på toget til Toronto. Det skal nok blive godt. Morten har allerede udpeget at vi skal se Hockey Hall of fame (ishockey altså, så må vi håbe at jeg ikke gaber kæberne af led der:-). Men det skal vist være ok, også for folk som ikke aner noget om hockey). Har i øvrig bestilt billetter til West side story på Broadway i NY og Morten har bestemt at vi skal se en ishockeykamp mellem New York Rangers og New Jersey Devils. På den måde er der to ting som vi hver især har meget lyst til. Det skal nok blive rigtig godt:-). Noget at glæde sig til.

Quebec city og en togtur på 19 timer

Tog en taxa fra hotellet i Dartmouth (vores nye hjem efter 6 nætter) ned til togstationen i Halifax Her lå der som dagen i forvejen et kæmpe stort cruiseskib i land. Det ser ret vildt ud når det er højere end alt andet. Vi skulle tjekke vores store rygsække ind (ligesom på et fly) og så gik det ellers derud ad. Eller ikke så meget. mange stop hvor man skulle vente på passerende tog og ofte ikke det mest sindsyge fart. men vi kom da frem. Toget var behageligt bortset fra at der var lidt lidt benplads til Mortens ange stænger. Til gengæld kunne man ligge sin bagage under sædet. Så det var jo meget smart, Det var en på mange måder perfekt dag at bruge på toget. Det små regnede det meste af dagen og var gråt og trist. Morten fik mulighed for at læse lidt om de næste byer vi skulle til og jeg lige så. Så masser af flotte landskaber (omend lidt tågelagte) på vejen. blandt andet et meget rødt floddelta. Rygende fabriksskorsten, små byer, en fiskehejre, Masser af marker, biler, veje, folk, supermarkeder, parkeringspladser og alle de andre ting som fiser forbi et vindue når man sidder i et tog. Spiste aftensmad i togets restaurant. En sjov oplevelse og noget jeg ikke tidligere har prøvet. I Kina spiste vi altid nudler fra en plastkop som vi selv havde med og i Indein havde vi altid masser af kiks med.

Ankom Quebec by kl. 05.45 om morgenen, lokal tid. Klokken var menns vi sov blevet yderligere en times tidsforskel fra halifax. det er som sagt et meget stort land. Der kom en taxa og hentede os i Charny, som toogstationen hvor vi blev læsset af hed. Derfra var der ca. 15 min. køretur til Quebec by. Spiste morgenmad inde på togstationen, brød med resten af spegepølsen og smøreosten vi havde med. Et måltid en konge værdig, eller hvad? Lidt vomfyld var det i hvert fald. Havde egentlig tænkt at vi ville tage en taxa op til hostellet men efter at have set på kortet blev vi enige om at der ikke kunne være langt at gå. Så vi tog rygsækkene på nakken og bevægede os derudaf. Kan så informere om at det er rimelig stejlt fra togstationen og op til hostellet vi skulle sove på. Men der var heldigvis ikke så langt så det gik. Var super heldige på hostellet hvor vi kunne få vores værelse med det samme. Super dejligt at kunne ligge udstrakt i et par timer (kl. var stadig meget tidlig om morgenen) før vi skulle videre. Vi havde fået morgenmadsbilletter ti l2 dage og blev enige om at vi kunne bruge det ene sæt denne dag eftersom vi ikke ville kunne nå morgenmaden den sidste dag i Quebec. Spiste i kælderen samen med alle de andre unge mennesker som boede på HI hostellet og begav os derefter på vej ud i byen.

Hosteller lå i udkanten af "gamlebyen" (direkte oversat fra norsk, hvad dælen kalder man mon det på dansk?). Det var med andre ord indenfor bymurene. Det var ret trist og gråt vejr. Og benvarmerne kom på for første gang siden vi er kommet til Canada. Men det kaan man vel ikke rigtig klage over eftersom det trods alt er september, Synes at vi indti lvidere har været svineheldige med vejret. Vi bestemte os for at gå langs bymuren og endte oppe ved Quebeca citadel (lignende det i Halifax på en prik). Ifølge guidebogen bestod en af forskellene på at kanoner fra dette fort også pegede mod byen fordi englænderne både var bange for at franskmændene skulle komme fra St. Lawrence floden (som løber veed Quebec) og for at befolkningen (som var fransktalende som i dag) skulle gøre oprør. Der var i midlertid flere angreb på dette fort og der er en stor slette i forbindelse med fortet som hedder Battlefield park og Abrahams slette. Vi bestemte os for at vi bare ville gå lidt rundt selv. Gik også ned på en vej lavet af planker som gik langs floden. Her fik vi udsigt til cruisebåden Queen Mary 2, som Morten tror at vi så i Halifax. Det er den 3. største i verden og den eneste som også er en rutebåd. Gangvejen plejede at føre hele vejen ned til hotellet Chateau Fintenac som ligger i midten af byen men var spærret for vedligeholdelse. Så vi vendte snuden den anden vej og gik tilbage til citadellet.

Det begyndte at småregne så vi blev enige om at vi kunne gå hen til parlamentet og få en gratis rundvisning. Fik der besked om at den næste tour ville være om en halv times tid. Gik i mellemtiden rundt på Grande Allee som var ved parlamentet her var der masser af restauranter og en masse folk som var ved at gøre klar til det cykelløb vi fandt ud af at der skulle være dagen efter. Lige noget for min kære mand. Vi fandt også ud af at der var en restaurant lige i nærheden med roterbar platform foroven hvor man kunne sidde og nyde udsigten over byen. Det bestemte vi os for at vi ville gøre efter rundvisningen.

Vi gik tilbage til Quebecs parlament og fik en rundvisning af en meget godt engelsktalende kvinde (det er absolut ikke nogen selvfølge at folk i provinsen Quebec er gode til engelsk. Må indrømme at jeg synes at det er lidt sært). Vi blev vist rundt i parlamentet og fik indsigt i at der tydeligvis er et sådan i alle provinsene. Vi troede at det var noget specielt for Quebec siden de gerne vil være lidt uafhængige, men næ nej. Der er en del de får lov til at bestemme på provinsnivå. Blandt andet hvor meget skat der skal være på smøger og hvor man kan købe øl osv (man kan f.eks. godt købe øl i Quebec provinsen men bliver nødt til at købe det på noget a'la et vinmonopol i Nova Scotia). Det var en interessant rundvisning og vi blev lidt klogere. I øvrig bliver alle taler i parlamentet vist direkte på tv, der er sikkert ikke så mange som benytter sig af det, men det er i hvert fald en mulighed for folk til at kunne deltage meget aktivt i demokratiet.

Efterfølgende op i tårnet hvor vi drak en kop kaffe/the og så ud over byen. Det var holdt op med at regne og der var en fin udsigt over den gamle by. Bagefter var det ved at være tid til en noget sen frokost. Havde udset os t sted i den gamle by hvor man kunne få tradtionelleQuebec specialiteter. Så der prøvede vi at komme ind. Efter en halv times ventetid blev det vores tur. Man kunne få en treretters menu til 20 cad (plus skat og drikkepenge som man skal give, sandsynligvis fordi tjenerne er totalt underbetalte). Det var en meget hyggelig og gammel restaurant med skævegulve og dørkarme. Meget charmerende. Men vi fik 2 slags supper til forret (en hver) en med grønsager og en med ærter (gule af en slags). Tydeligvis er ægte Quebec mad meget som gammel bondekost. Til hovedret fik vi noget der mindede om halvtamme frikadeller i masser af brun sovs og en kødtærte med diverse vildt i. Den var ret kraftig i smagen men med lidt for mange fedtklumper i til min smag:-). Desserten var det absolut bedste ved måltidet (og ja jeg har en meget sød tand men det andet vaar ærlig talt ikke noget særligt at skrive hjem om, højdepunktet indtil da havde været de tydeligvis hjemmesyltede rødbeder) vi fik en vandbakkelse med noget creme af en afart sammen med friske, lækre hindbær og karamel. Mmmm..... Det var til gengæld rigtig godt.

Efter måltidet, og æren af at have smagt ægte Quebec mad gik vi lidt rundt i den gamle by. Der var masser at se på. Masser af små sjove huse, hyggelige brostensbelagte gader og det altid nærværende kæmpe hotel Chateau Fontenac. Gik efterhånden hjem til hostellet, fik et bad og blev enige om at vi blev nødt til at få lidt at spise inden vi skulle i seng. Ann Kirstine havde på forhånd spottet stedet i guidebogen:-). Der stod at der udenfor bymurene skulle være et sted med hamburgere som skulle være rigtig gode. Vi blev enige om at atge derud. Der var et stykke at gå og vi kom ikke helt til at gå den vej vi havde at gå derud, for at sge det pænt. Men vi fandt da frem til slut. Og jeg skal love for at belønningen var rigelig. Vi blev enige om at dele en burger eftersom vi ikke var så sultne og efter at have set portionsstørrelsen er det bestemt ikke noget vi fortryder. Hold da op. Der var en stor burger og et meget, meget stortt læs med pommes frites ved siden af. Og det var, helt ærlig, den bedste burger jeg nogensinde har smagt. Der var virkelig kælet for det hele. For satan hvor var det godt. Og en helt igennem fantastisk hjemmerørt kryddermayonnaise til. Intet at klage over. Og så tiil den nette sum af ca. 100 nok med det hele. Det klager vi bestemt ikke over:-). Mætte og tilfredse luntede vi hjem i seng. Var forbi Grande Avenue hvor de havde sat et helt sindsygt techno system op. Det var ret mærkeligt. En kæmpe stor storskærm, sindsyg høj musik pumpende ud af højtalerne og absolut ingen mennesker bortset fra dem som tilfældigvis gik forbi. Syret!

Dagen efter startede vi med at gå en gåtur som var beskrevet i guidebogen. Vi kom rundt til diverse små torv, forbi tidligere tiders universiteter osv. Hyggeligt. Havde bestilt en rundvisniing på det store hotel Chateau Fontenac til kl. 12 og gik derhen. Vi fik at vide at der ikke var noget tilbage af det oprindelige hotel. Det var brændt ned til grunden 2 gange. Ellers blev vi fortalt at den oprindleig var blevet bygget for at folk skulle have et fascionibelt sted at tilbringe natten når de tog toget fra den ene ende af landet til den anden (og det var så dengang hvor det tog endnu længere tid end det gør i dag). Og fascionibelt må man sige at hotellet var. Det var kæmpe stort og der er ansat næsten lige så meget persnale som der er gæster. Kan ikke forestille mig at det er billigt at bo der:-). Fik også lidt indblik i hotellets historie ifht 2. verdenskrig. Tydeligvis holdt de høje herrer på"de allieredes side ikke mindre end to møder der under krigen. Et i 42 og et i 43 (tror jeg at det var men kan også godt være at det var året efter). Men der var i hvert fald billeder af Churchil og kompagni på hotellet under krigen. Guiden virkede lidtt som om han allerede hadede sit job lidt (kan godt lidt forstå ham eftersom han blev nødt til at have et lidt dumt trykker kostume på), men han havde kun arbejdet der i 3 måneder og det er måske lige tidlig nok til bare at lire det hele af? Ingen drikkepenge til ham i hvert fald.

Tid for frokost som blev spist på en cafe som ligeså godt kunne have været i Paris. Alle omkring os snakkede fransk. Hende som tog imod bestillingen snakkede dårlig engelsk og der var bare en meget, tjah.... Fransk stemning? Vi gik videre rundt i byen og betragtede flere gange cykelløberne som cyklede forbi i hastigt tempo. De skulle cykle i alt 189 km. Og x antal gange rundt på runden i byen. Det må have været ret så hårdt! Ret bakket i Quebec til tider. Vi var nede i den nederste del af den gamle by, hvor der var en meget hyggelig gågade med masser af sjove butikker. Vejret var lidt råt, så det var et plus at man kunne gå lidt ind engang imellem. Quebec er kort fortalt en meget hyggelig lille by. Efter 2 dage der har vi set det meste af den gamle by, været udenfor murene og generelt trwlet det meste på kryds og tværs. Så specielt stort er det ikke:-). Aftensmaden blev bare nødt til at blive de samme burgere som dagen før. De var simpelthen afhængighedsskabende gode. Så vi gik denne vej den lige vej derud henad en meget hyggelig gade, masser af restauranter og supermarkeder. Blandt andet det supermarked/købmandshandel som skal være den ældste i Nordamerika. Der var vi inde og de havde i sandhed meget underligt (og dyrt). Sjovt at snuse lidt rundt. Burgerne blev fortæret til sidste salatblad og vi trillede glade hjem til hostellet.

Peggys Cove, Prospect, Mahone Bay og Lunenburg

Hurra. Vi havde lejet en bil. Efter lidt mundhuggeri og mig savlende over kortet i ren og skær koncentration kom vi ud af Halifax på den rigtige afkørsel. Hurra igen og Morten som chauffør og mig som sufflør (når han vel og mærke ville høre på mig, har i hvert fald gjort mig endnu mere sikker på at vi ikke skal have bil i de nøste mange år. Så ender det barre med skilsmisse:-)). Vi kom ud på den rigtige vej ssom går langs kysten. Meget smuk vej med masser af fin kyst på vejen. Små hyggelige landsbyer og masser af vand, både og andet der hører kyssten til. Rigtig hyggelig. Efter ca. 4 min. kørsel kom vi til Peggys Cove. Fik parkeret bilen på en stor parkeringsplads og skridtede ned mod fyret som efter sigende er det mest fotograferede fyr i verden (og hvordan er det så lige at man finder ud af det? Pas!) Det var noget blæsende men ikke direkte koldt ved fyret. Der er en lille by ved fyret (snak om at bo midt i en turistattraktion) hvor der bor ca. 60 mennesker. Det er en gammel fisker landsby og det ligger ude på spidsen af en halvø på halvøen Nova Scotia. Vi gik ud til fyret og tog som alle de andre turister masser af billeder. Det var et super hyggelig sted, dejlig vind, høje bølger, fantastisk udsigt og en måge eller to. Og solen skinnende og livet var herligt! Intet mindre! Og vi tre hyggede os rigtig meget. Brugte vel et par timer ved fyret, var forbi en souvenir butik på vejen hvor Rebekka fik købt et par solbriller (fatter ikke hvordan hun har klaret sig så længe uden) og vi bevægede os tilbage til parkeringspladsen. Startrede dyret og varenige om at vi også kunne stikke forbi en by som hedder Prospect som ifølge guidebogen (ja jegg spørger bare, men hvor skal man ellers få sådanne oplysniger?) også skulle være hyggeligt. det var ikke en stor afstikker så det bestemte vi os for at gøre. Det var et meget blæsende sted 8det var Peggys Cove også, men deette var noget værre). Kunne aldrig tænke mig at bo et sted hvor det blæser så meget. Tænk på hvor rocker koldt det må være om vinteren. Bbbrrr... En ting er om sommeren, oven i købet nu hvor det var usædvanlig varmt. Så udsigt ti lvand, ja mange tak. Masser af blæst. NEJ TAK! Der var et par naboer til hvor vi parkerede som havde selskab. Det er ærlig talt ikke det samme når man hele tiden skal sidde og holde i dugen. Men en hyggelig afstikker og ingen andre turister i sigte hvilket må sige at være det modsatte af Peggys Cove hvor vi langt fra var de eneste. Pakkede sammen og vendte bilsnuden tilbage mod Halifax(es). Det gik uden problemer. Næsten i hvert fald. Virker ikke som om vejplanlægning har været det store satsnigsområde i Halifax. Det er nok kommet sådan lidt efterhånden som der har været brug for det. Lidt spaghetti agtig med andre ord. Men vi endte i et supermarked i nærheden af Rebekkas universitet, fik købt lidt nødvendigheder. Blandt andet aftensmaden som blev et lækkert brød med spegepølse og smøreoost. Dertil et glas koldt klorvand fra Halifax. Der var isterninger på hotellet og det kamuflerer den værste smag af klor når vandet er godt koldt:-).

Var en tur forbi Rebekkas universitet. Hun bor på campus (som det så flot hedder) og er ikke langt fra noget. Det er et lidt funky system hvor man skal sove og spise på universitetet. Man får et kort som man skal køre igennem en maskine som betaler for de måltider man spsier. De eneste faciliteter man har til at lave mad selv er en mikrobølgeovn og en elkoger. Det bliver der jo ikke ligfrem gourmetmad af??? I øvrigt er der et koleskab (som er lidt mindre end det Morten og jeg har) som skal deles af over 20 mennesker. Så det siger sig selv at det ikke er det helt vilde man kan have i den. Men rebekkas værelse var dejlig stort, ikke så meget lys (ingenting i loftet). Så det bliver lidt som en hyggelig lille hule.

Derefter gik turen tilbage til hotellet. Spurgte om Rebekka kunne spsie morgenmad nede dagen efter (uden at sige at hun opholdt sig "illegalt" på værelset selvfølgelig) hvilket var helt ok. Fantastisk hyggelge mennekser de har her i Canada. Morgenen efter stod vi tidlig op. Det var national da (labour day som vel nærmest er vores svar på 1. maj). Så gik turenm ellers mod Mahone Bay og Lunenburg som ligger længere syd af den samme idylliske kystvej soom Peggys cove ligger på. Igen masser af fin natur på vejen, små lokal samfund, flere Tim horton (kaffekæden som er lige så nødvendig for canadiere som ilt for at leve lader det til). Efter knap et par timers køretur kom vi til Mahone Bay. Fik parkeret dyret på denne dejlige solskinsdag og gik ind mod byen. Det første som møder os er 3 relativt store kirker (til forskelligt trossamfund) på rad og række, det var så nok til at Morten ikke mente at dette var stedet at nyde frokost. Lige kristent nok.... Og der var flere kirker længere inde. Og så stor var den by altså heller ikke. Maks 1000 indbyggere. Så de m (i hvert fald traditionelt) have været meget kristne. Men sådan har det jo altid været når man bor ved kysten. Ikke så mærkeligt i sig selv. Hyggelig lille by med en hel del små hygelige butikker. Rebekka blev "nødt" til aat købe en form for kalabas som lignende et græskar med mund osv. som de ser ud til haloween. Med en lille pære indeni. Far jeg fortalte at du kan hjælpe hende med at bytte stikkontakten så det bliver et europæisk stik når hun kommer hjem:-). Ligesom du gjorde for mig med den lampe jeg købte i Thailand for mange år siden.

Tullede lidt rundt i Mahone bay i en times tid og satte derefter kursen mod Lunenburg hvor vi havde bestilt billetter til en hvaltur (Rebekkas bryllupsgave til os) kl. 14.30. Så var der tid til at gå lidt rundt i de hyggelige gader og spise en frokost. Jeg fik en salat og en seafoodchowder (tyk suppe med meget fyld). Det var godt. Lunenburg er på unescos verdensarvs liste på grund af sine specielle fiskerhuse. Det var også en meget hyggelig lille by. Så var det tid til at tage til havs på en lille båd. Havde en fantastisk guide med. Snakkede nærmest lidt irsk i dialekten og var tydeligvis født og opvokset på de kanter. En mand på mellem 50 og 60. Manglede en del tænder, havde kasket og halv beskidt tøj. Snakkede en masser om hvordan det havde været flr i tiden og hvordan trawlerne havde ødelagt bunden og dermed fiskeriet. han fortalte hvor meget lokal samfundet havde forandret sig i de sidste 50 år, Lunenburg vaar tidligere en stolt fiskeri by med et stort værft hvor blandt andet et meget berømt skib kaldet Bluenose 2 var bygget. De var mens vi var der ved at restaurere den igen. Og som guiden bittert sagde, så er der i hvert fald arbejde for nogle folk i et par år frem i tid. Traditionelt var der også en fabrik hvor der blev lavet fiskekonserves. Noget der også gik med halv maskine i forhold til tidligere. Trist. Men nok ikke så ulig historien om Thyborøn som Rebekka så klogt sagde. Trawlerne sejler i øvrigt stadig ud fra Nova Scotias kyster. Det er ikke længere canadiske skibe eftersom det er blevet ulovligt men i stedet blandt andet japanske som trawler bunden op ud for de canadiske kyster. Noget svineri.

Bådturen var for den meste meget rolig (jeg havde ellers frygtet, med tanke på hvor meget det blæste den foregående dag, at jeg for første gang i mit liv skulle blive søsyg). Sejlturen tog ca. 2 1/2 time og vi så masser af måger, vand, tang og et par skarver. Ingen hvaler desværre! Lidt nedtur. Men det er vilkårene for sådanne turer. Men vi lærte helt klart en masse om den canadiske kystkultur. Det vaar også guld værd. Og det var i sanhed en dejlig tur på søen. Det eneste problem var at man næsten blev lidt døsig. Vi var også blevet advaret inden vi tog ud om at båden ikke havde været ude i 3 dage (på grund af orkanen) så de anede ikke hvordan forholdene ville være eller om der ville være hvaler). Så sådan var det. Inden vi vendte snuden mod Halifax spiste vi (Morten valgte) på en pizzasnask, det var alt andet end godt og hermed sidste gang jeg spiser sådanne steder indtil jeg kommer hjem. Rebekka og delvis også Morten var enig.

To dejlige dage langs kysten på Nova Scotia. Ca. 400 km. tilbagelagt på to dage. Canada er enorm og der er ingen tvivl om at vil man bare en lille smule udenfor alfavej er man nødt til at have en bil. Benzinen koster det halve af hvad den ville koste hjemme så det er ikke der udgiften er. Så hvis man bestiller bil i god tid kan det gøres for rimelige penge. Og absolut det hele værd.

Halifax og gensyn med Schwessi

Morten og jeg sagde farvel til vores lille lejlighed på Volleebekk kl. 12.00 torsdag d. 2.9.10. Ikke en speciel vemodig ting at gøre, især ikke når Gudbrand og Jennifer havde sagt a tde gerne ville tømme postkassen engang imellem:-). Vi fløj med Iceland Air fra Gardermoen til Reykavik lufthavn, Keflavik. Sammen med en helt masse norske fodbold fans (plus en træner og lidt andet godtfolk). der skulle spilles kamp mellem Island og Norge den efterfølgende dag. Havde efterfølgende ca. 3 timer der. Det er en ret lille og intim lufthavn. Men der var nogle vildt lækre strikkede ting som jeg stærkt vil vurdere om jeg skal have nogle med hjem af når vi har en god time i Keflavik på vejen hjem:-). Det mest specielle ved turen til Canada var ellers at der ikke var mad inkluderet i vores rejse over Atlanten. Det er første gang at jeg på en så lang flytur ikke har fået mad. Men pyt, vi spiste lidt i lufthavnen og havde fantastiske hjemmesmurgte sandwiches med. Så det var slet ikke så ilde.

HALIFAX
Vi ankom Halifax kl. ca. 21 om aftenen. Det var slet ikke en slem flytur. Især ikke når vi også havde et pitstop på Island. Reel flyvetid er jeg lidt usikker på. Men i hvert fald meget mindre slemt end Rebekka ssom skulle flyve til Quebec og blev nødt til at skifte lufthavn plus vente over 12 timer i Paris. Efter en del problemer med at finde en bankautomat som rent faktisk ville give os penge lykkedes det egentlig. Og så var det bare at finde den første og bedste taxa og give dem navnet på det hotel vi skulle til. Som jeg har fortalt er alle togturer og hosteller/ (et enkelt hotel i halifax) bestilt på forhånd eftersom det var noget rimeligere med toget og hostellerne begyndte at blive fulde. I alifax var jeg inden ankomst i kontakt med 4-6 B&B's og ingen havde plads. Ret nederen. Derfor endte det med et hotel i den ene ende af Dartmouth. Det er en "søsterby" til halifax. Ligger på den anden side af bugten som ligger ved Halifax. De to byer er forbundet af to broer og busnetværket er administreret af begge byer. Rebekka bor i Halifax på vestsiden et stykke fra centrum. Vi boede også på vestsiden af Dartmoth så var i teorien ikke så langt fra hinanden. Bortset fra at busforbindelsen fra hvor vi boede og ud til hende var lidt kringlet. Men det gik da det hele:-).

Det første der skete da vu kom ud af lufthavnen var at vi blev slået i hovedet af varme. Dejligt! Fuldstændig som at komme til sydlige strøg. Og det var jo ikke lige det man forventer når man kommer til Halifax i starten af september. Men Rebekka havde advaret os. Det skyldes at der var et højtryk som kom opover før den ventede orkan Earl. Vi kom ind i en taxa som var en ordentlig spand af en bil af mærket Lincoln (noget jeg aldrig tidligere havde hørt om, men den så ud som om den slugte noget benzin). Chaufføren snakkede meget canadisk og man skulle hænge med i svinget for at forstå hvad han sagde men det gik da. Han fortalte at det varmeste det havde været denne somer var nu men at man regnede med at varmen ville trække sig væk fra lørdag når orkanen skulle komme. Interessant. Med andre ord kun en dag at nyde varmen i.

Kom til hoteller hvor vi blev mødt af et stk meget venlig receptionist. Vi fik et flot værelse med eget bad, tv og diverse moderne bekvemmligheder. Tydeligvis synes man stadig at gulvtæpper er total hot i Nordamerika. Os fra Skandinaven er måske ikke helt enige men ok. Og værelset var vel ca. 15 grader da vi trådte ind på det. HADER når mennesker med air con ikke kan finde ud af at styre sig. Man kan sige mange gode ord om det hotel vi boede på, men det var bestemt ikke en miljøvenlig profil! Air conen var på maks og uanset hvor meget vi hængte vores håndkllæder på stativet blev de alligevel skiftet hver dag. Ret irriterende og seriøst ikke nødvendig! Men det var super søde mennesker som arbejde der og der var en helt ok morgenmad hver morgen. Fordelen ved at komme til hotellet på det tidspunkt vi gjorde var at vi kunne gå i seng mere eller mindre med det samme uden at være bekymrede for jetlag. fanastisk smart.

Fredag 3.9.10
Vågnede op til normal tid (lokal tid, det er 5 timer foran skandinavisk tid). Gik ned og fik morgenmad og blev derefter enige om at vi ville gå ned til færgen (som ligger på østsiden af Dartmouth) siden det var så godt vejr. Vi kunne ikke mødes med rebekka denne dag fordi hun havde intro sammen med de andre udvekslingsstudenter på Mount st. Vincent. Så Morten og jeg havde dagen alene og kunne se lidt på Halifax. Gik ned til færgelejet. Tog ca. 50 min. Hvad lærte vi så på den tur? At når det er varmt er der ingen canadiere som går (det tror vi heller ikke at der i særlig stor grad er ellers, folk er meget glade for deres biler. I hvert fald på Nova Scotia hvor der så og sige ikke går så meget som en bus med en gang man skal udenfor Halifax. Ellers har vi allerede fundet ud af at canadiere ELSKER en kæde som hedder Tim Hortons. Det er et sted de sælger kaffe, donuts med mere. Og så er 99% af de canadiere vi har mødt frem ti lnu enormt gæstfrie og meget søde til at hjælpe. Virkelig dejligt. Og så snakker de et meget let forståeligt engelsk for alle os som er vant til at se mange amerikanske serier:-). Næsten det eneste som afslører dem er måden de udtaler ou på som i about eller house. Det lyder anderledes end i USA. Ellers fandt vi på gåturen ud af at man som i Norge foretrækker at bygge i træ på Nova Scotia. Og så skete der ellers ikke så meget på gåturen. Havde noget af tiden mulighed for at gå nede ved vandet hvor der blandt andet var udsigt til en relativt stor marine base.

Tog færgen fra Dartmouth til Halifax (der var en Tim Hortons tilknyttet på begge sider). Dejlig luftig lille tur. Da vi kom frem til Halifax blev vi enige om at vi ville gå en ur langs vand promenaden. Halifax er den 2. største naturlige havneløb i verden (den største er i Sydney). Så der er da en del at se på. Det var hyggeligt at gå langs vandet. Det var stadig dejlig varmt men man kunne så småt begynde at fornemme at det blæste lidt mere. Da vi havde gået et stykke tid blev vi enige om at nu var det tid for en frokost. Vi var enige om at vi ville spise udendørs (under en parasol) eftersom det var så godt vejr. Vi gik op i hovedgaden hvor vi fandt en restaurant som hed "my fathers moustache". ret mærkeligt navn men der var en tagterrasse. Der var også mange tjenere med meget korte shorts. Lige som man stereotypisk forestiller sig om Nordamerika. Fik et helt ok måltid og Morten fik sin første øl i Canada. Alt var med andre ord godt:-).

Efterfølgende gik vi i den lokale vikorianske have som eftersigende skal være den flotteste i Nordamerika (hvis der er noget man hurtigt lærer af ens guidebog så er det at der ikke skal så meget til før noget er meget gammelt ifølge Nordamerikanske standarder, det er trods alt et rimelig nyt kontinent set med europæiske øjne). Men det var en meget hyggelig park, masser af fine blomsteropsatser og en hyggelig lille sø. Morten havde lavet en aftale med hans chef i Redpill Linpro om at han skulle blive opringet fordi de havde et arrangement i Sveige som han egentlig skulle have været med til. Det gjorde at vi ventede på at Morten skulle ringe til Sverige i over ½ time. Men vi hørte ikke noget fra chefen og bestemte os til sidst for at gå videre. Ikke lang tid efter vi var gået fra parken ringede chefen selvfølgelig. Og der stod vi midt ved en meget trafikeret vej som gjorde at det ikke var så enkelt at høre hvad chefen sagde. Men Morten fik da sagt hej til arbejdet og havde dermed mere fri (helt fri tager han vel aldrig) det næste stykke tid.

Vi gik mod Citadellet, som ifølge guidebogen er det mest besøgte nationale mindesmærke i Canada. Wow. Det er et fort som ligger på en bakke øverst i byen, det er stjerneformet og blev i gamle dage brugt til at forsvare byen mod fjender (franskmændene eftersom halifax var en engelsk koloni). Inde på fortet kom vi med en guide rundt som forklarede at fortet faktisk aldrig havde været i brug. Der havde været udstationeret mange soldater fra Skotland (flere af «soldaterne» som va rmed til at gøre citadellet levende havde kilt osv. på) og Nova Scotia betyder oversat til dansk Nye Skotland. Så det er en arv de er meget stolte af. Fortet blev genopbygget tre gange og det man ser nu er det sidste der blev bygget. Det er bygget i sten. Grunden til at de foregående fort gik fløjten var at de var bygget i træ. Det holder ikke så godt mod elementerne i en by som Halifax som ligger så tæt på vandet. Det var en interessant rundvisning og vi gik bagefter rundt på fortet selv og var blandt andet inde på et lille "krigsmuseum" hvor man kunnne se hvilke krige Canada har deltaget i. Også de nyere som irak og Afghanistan.

Efter at have vadet rundt på fortet var vi inde i et supermarked (nærmest et gourmet et af slagsen). Kan afsløre at fødevarer ikke er billigere her end hjemme. I hvert fald i meget lille grad. Canadierne må ligge en noget større andel af deres løn til ernæring end hvad vi er nødt til i Norge. Vi er i sandhed priviligeret i Skandinavien! Tænk sig at man bare kan rejse rundt på må og få. Et privilegium som er de færreste forundt.

Var ved at være klar til noget aftensmad og fandt et hyggeligt sted med fortovsservering hvor vi bestilte fish and chips. Det var med friskfanget haddock (det er en sejlignende fisk så meget kan jeg sige). Og man kunne virkelig smage at det var friskfanget. Jeg synes at fish and chips kan smage pragtfuldt en sjælden gang i blandt. Gik efterfølgende lidt mere rundt i byen og tog derefter bussen hjem. Havde tidligere på dagen været inde på et turistkontor og havde fået blandt andet diverse information om busafgange, et kort over busruterne, et kort over Nova Scotia og havde fået at vide at hvis vi skulle udenfor Halifax for at se noget (noget vi havde bestemt os for på forhånd) blev vi nødt til at leje en bil eftersom der er meget få/ ingen busafgange i Nova Scotia. Det hele ville i hvert fald hurtig blive noget bøvl. Så vi tog bussen tilbage til Dartmouth på den anden side af sundet. Stod og ventede på en busholdeplads hvor der kom en bus. Buschaufføren forklarede os at vi stod på det forkerte sted og tog os med hen til det rigtige sted. Han var super flink og meget snakkesalig. Vi sagde tak for hjælpen og efter 2 yderligere skift var vi igen hjemme ved hotellet. Stadig dejlig varmt men velvidende om at orkanen var på vej.

Næste morgen da vi vågnede var der endnu ingen orkan. Men vejret havde absolut vendt lidt. Det var begyndt at blæse mere og mens vi spiste morgenmad begyndte det også at regne. Efterhånden mere og mere. Vi blev opfordret til at skifte værelse. Da vi fandtt ud af at den eneste grund til dette var at de var bekymrede for at strømmen kunne gå og at vi derfor ikke kunne tage elevatoren op til 3. etage blev vi enige om at der vist ikke var nogen grund til at bytte værelse. Hallo. Vi bor i 4. etage hjemme uden elevator. Men strømmen gik ikke. Det regnede en del og vi var ude i vejret. Det var stadig varmt, men nu også regnende og blæsende. Man blev opfordret til at holde sig indendøre. Noget vi også gjorde de næste timer. Så noget på vejrkanalen og så en film som man kunne leje gratis på en maskine fætter nede i receptionen. Fantastisk koncept og meget nordamerikansk. Vi var også på skype (det der hvor man kan ringe til hinanden på computeren) med Rebekka og vi blev enige om at det var bedst at hun blev hvor hun var og at vi kunne mødes senere på dagen. Orkanen blev i løbet af dagen nedgraderet til en tropisk storm men det var lige på vippen. Om eftermiddagen var vi nede på den lokale grillsnask (lige ned af vejen) og fik hver vores sandwich. Det var bestemt IKKE nogen gourmet oplevelse. Det var ret ud sagt forfærdentlig føde. Et meget sødt og meget stort brød fyldt med klamt kød, masser af ost og en anydning til grønsager. YDRK. Selv Morten synes at det var vammelt og lod faktisk noget blive stående. Det siger meget!

Tog bussen indtil byen ca. kl. 6 hvor vi havde lavet en aftale med Rebekka om at mødes: Bussen ind ad gik uden problemer. Koster 2,25 for en enkelt busbillet som er gyldig i 90 min. Det er ikke en dårlig pris set med norske øjne (man skal ca. Gange med 6 for at få norsk kurs, ca. 5,7 for at få med dansk). Rebekka stod og ventede på det sted vi havde aftalt. Hun var lige kommet. Fantastisk dejligt at se hennde. Og hun havde rygsækken pakket klar og var klar til at tage med hjem som illegal gæst på hotellet. SShhhhh..... Morten og jeg fik noget a'la en durum at spise. Slemt dejligt med spiselig mad og vi gik efterfølgende på en bar hvor der var 60 forskellige slags øl. Købte en kæmpe øl dims med isterning i midten. Behøver vel næppe at fortælle hvem der drak mest? I øvrigt har de i Nova Scotia vinmonopol a'la Norge. Bortset fra at man her ikke engang kan købe øl i butikken. Godt at vide at Norge ikke er det eneste sære sted. Priserne på øl var ogsåå ca. De samme som i Norge. Med andre ord ike billige i butikken! Noget billigere når man drikker dem ude end i Norge trods alt:-).

Vi kom hjem til hotellet og stenede til endnu en leje film. Eller det vil sige at jeg faldt i søvn mere eller mindre med det samme..... Næste morgen smuglede jeg lidt morgenmad med op til Rebekka.Vi bestilte derefter en lejebil på net (det var blevet noget dyrere end alle de mange gange jeg tidligere havde set på det hvilket gjorde at jeg blev irriteret på Morten over at vi ikke bare kunne have bestilt det tidligere men skidt pyt!) Så tog vi ellers bussen indtil byen. Spiste frokost og gik hen til biludlejeren for at få bilen. Da vi kom derhen forklarede de os at den bil de havde udlejet ti los via net desværre var udsolgt. Dette spredte en del irritation i gruppen og vi begyndte indbyrdes at snakke sammen på skandinavisk med meget frustrasjon og lede i stemmen. Det må have virket! For kort tid efter klarede de alligevel at støve en bil op til os. Hurra! Det var egentlig en anden udlejers men pyt. En meget flot sølvfarvet Kia Rio var efterfølgende vores i 2 dage:-) Vil skrive mere om disse to dage på et andet blogindløg, det kommer til at være over dette.

Efter de to dage som jeg skriver om i det andet blogindlæg kom vi tilbage til Dartmoth tirsdag aften. Afleverede bilen på kontoret onsdag kl. 11 og gik derefter en tur langs vandpromenaden igen. Meget hyggeligt sted:-). Tog hen på et museum som hedder Pier 21 kaj nr. 21). Det er Canadas svar på Ellis Island i New York. Altså deer hvor alle immigranter oprindelig er landet. Det var et meget spændende museum med blandt andet en guided tur og en flot multimedie film. Lærte en hel del. Gik derefter langs vandpromenaden hvor vi fandt et sted at spise, Morten og jeg havde bestemt os for at nu var det på tide med en hummer mens vi stadig var langs vandet. Så det blev hummersandwich. Helt ok. Men tror ærlig talt at jeg foretrækker rejer. Nok engang. Bliver aldrig en meget udsvævende sømadsentusiast. Desværre. Næste stop! Keiths bryggeri i Halifax. Ifølge dem selv nærmest verdensberømte. Men vi havde ikke hørt om dem før. De er især berømt for en øl som hedder Indian Pale Ale. Det var en noget funky rundvisning for at sige det lige ud. Først blev vi mødt af en dame som var klædt ud i 1800 tals tøj. Hun var, som Morten sagde det, en skuespillerspire som ikke var kommet ind på teaterskolen. Og jeg ska love for at hun overspillede ssin rolle rigeligt! Hun grinede som en hest for at få det til at høre mere autentisk ud. Hele rundvisningen blev lagt op til at man skulle vente på at mr. Keith skulle komme og at han var lige rundt om hjørnet. Der var en præsentation af historien på et tv og ellers var det amatør diletant hele vejen. Afsluttede i en pub hvor vi kunne få et par øl (hvis man kunne drikke dem i top fart, hvilket rebekka og jeg selvfølgelig ikke kunne men Morten selvfølgelig kunne). Så sang et par dilletant skuespillere et par sange, dansede en lille dans, spillede et meget hurtigt spil kort og sendte os derefter på døren. Tak for besøget! Og ja, vi foretrækker rundvisningen på Carlsberg (hvor Morten og jeg var i sommer) det var ligesom lidt mere informativt. Men nu kan vi da i hvert fald sige at vi har prøvet det:-).

Afsluttede aftenen i biografen hvor vi så Manchete sammen med Rebekka. Overraskende god film. Og eftersom det var tirsdag kostede det kun 6 dollars. Plus skat. Noget de er helt tossede med at putte på alle priserne herovre. Men andre ord kan man aldrig regne med hvad noget koster før man har fået en regning. Rimelig irriterende. Der blev sagt farvel til Schwessi og vi stod på den ene side af vejen og hun stod på den anden. Ventende på hver vores bus. Ret sørgmodigt. Men fantastisk timing eftersom at Rebekka ikke skulle begynde med skole før onsdag og hun ikke havde lektier før skolegangen. Havde det ikke været for den tropiske storm Earl ville vi have haft hele lørdag ti log med hele tirsdag sammen. Ikke værst trods alt. Der blev vinket farvel og næsten tørret en tåre. Men det er trods alt kun 4 måneder hun skal være afsted. Tror at det kommer ti lat blive smadder godt. Virker i hvert fald som om de passer godt på deres udvekslingsstudenter hvor hun er nu. Knus til rebekka i Halifax(es).

Blev så inspireret at jeg bare var nødt til at komme i gang igen

Hej I få tittelyttere.

Har nemlig bestemt mig for at jeg ikke vil udbasunere min blogskriven denne gang. Det er trods alt en meget kort tur. Men jeg havde simpelthen så meget jeg havde lyst til at fortælle efter alle de indtryk at jeg synes atdet var nemmest at blogge lidt. Det er trods at det jeg er blevet mest vant til:-). Så sådan bliver det så. Vi har været ude at rejse en god uge nu og skal være på farten i 3,5 uge ca. Det er en hårdt tiltrængt ferie efter knoklen på vores 2 arbejdspladser hele sommeren. Dette er intet mindre end fantastisk. Men læs gerne de næste par indlæg og døm selv.

Knus