Jul og nytaar i Sydney hos Claire og Hughie

Tog flyet fra Alice Spings ved middagstid (var allerede ved at vaere godt varmt). Kom frem til Sydney ved 4-tiden lokal tid (forskellige tidszone ifht Alice), hvor Hughie og Aiobhe (deres lille datter paa naesten 2, navnet er stavet paa irsk og udtales Eva, MAERKELIGT) var kommet for at hente os. Super hyggeligt og en uvant luksus. Efter lidt start problemer med at finde bilen i garageanlaegget (Hughie havde ogsaa foerst vaeret i den internationale terminal hvor han forgaeves havde ledt efter os) koerte vi indtil Sydney. Hughie var noedt til at koere forbi arbejdet pa vejen for at hente gaver til Claire som han havde glemt at tage med tidligere. Jeg fik den dejlige opgave det var at pakke dem ind mens vi koerte videre (det gik fatisk meget godt). Hjem til Claire hvor der ventede dejlig julemiddag med porchered laks og salat. Mmmm... Total luksus. Og det var dejligt vejr saa vi sad paa deres kanon store og vildt laekre terasse. Claire havde via email givet mig indtryk af at de boede i en lille lejlighed. NOT. De bor i en skoen stor lejlighed ikke langt fra centrum. Vil tro at lejligeheden er 100 kvm? 2 badevaerelser, 2 sovevaeleser, koekkenalrum og stor balkon paa i hvert fald 30 kvm med havudsigt og hele dynen. Vi klager ikke. Og vi har faaet det ene sovevaerelse, Aiobhe er kommet indtil mor og far i sovevaerelset og vi har faaet vores eget bad. Total LUKSUS. Og i tillaeg er Claire og Hughie bare fantastisk soede mennesker som man slet ikke kan faa nok af. WIN!

Den 25. er jo den store dag for irere. Vi var med i den katolske kirke (som de i oevrig ikke har vaeret i siden sidste jul, men de siger begge at havde det vaeret hjemme i Irland havde de nok gaaet meget oftere) og det var en oplevelse. Vi er jo ikke helt inde i rutinerne, men det er bare at se paa sidemanden. Saa var det ellers hjem, spise frokost, pakke gaver ud med Aiobhe. Vi havde koebt to par stroemper til Aiobhe hvor der stod "from friends in Norway", en Viking t-shirt til Hughie og en koeleskabsmagnet med vikinger til Claire. Smukt. Desuden havde vi suppleret med en flot illustreret eventyrsbog til Aiobhe og koebt dyr chokolade fra Haighs i Adelaide. Paa mirakuloes vis klarede den skaerene med varmen i Central Australine, maa helt klart vaere paa grund af meget grundig indpakning, jeg er i hvert fald meget imponeret. Vi fik en dvd med australsk madlavning fra gakkede steder. Det glaeder jeg mig til at se naar vi kommer hjem. Ellers blev der saa smaat lavet mad til om aftenen. Kalkunen kom i ovnen, kartofler blev skraellet, bord blev daekket osv. Og saa naaede vi ogsaa en hurtig tur i poelen. Ikke daarligt.

Til middag kom et vennepar med deres to boern den ene paa alder med Aiobhe den anden 3 maaneder gammel. Saa der var liv og glade dage under middagen. Men det gik fint og ungerne var rigtig soede. Maden var god og det var bare rigtig hyggeligt. Prikken over i'et maa have vaeret Claires marengsuletrae. Meget morsomt!

Naeste dag koerte vi en tur til Bondi beach, men vi sov lidt laenge saa det blev bare i ca. 1 1/2 time. Morten og jeg gik en tur langs en smuk kyststraekning mens de andre satte sig paa en cafe. Vi gik selvfoelgelig ogsaa hen ad Bondi, det er ligesom en af de ting man bliver noedt til at have gjort hvis man har vaeret i Sydney. Vejret var desvaerre ikke saa godt, saa det gav maaske ikke det aller bedste indtryk. Men dejligt sand og ret saa koeligt vand. Var ingen/meget faa der svoemmede men nogle som proevede at surfe. Bbbrrr...

Hjemme igen havde vi kort tid til at goere os faerdige foer vi skulle til de samme venner som var hos Claire og Hughie aftenen foer til grill aften. Total aent gjort at vi ogsaa blev inviteret. Det var en blandet flok af expats (altsaa folk som egentlig hoerer hjemme andre steder men som har faaet arbejde her af den ene eller den anden grund). Hyggeligt og rigtig god mad, mange boern med raedsomme navne. Huxhley, Rufus osv. Men det er selvfoelgelig ikke ungernes skyld og jeg gaar udfra at foraeldrene synes at det var paent. Hughie sagde paa hjemvejen at han mente at det maatte vaere boerneplageri.

Den 27. var den foerste chance for at se noget af Sydney paa egen haand eftersom baade d. 25. og 26. var helligdage/lukket paa arbejde. Havde bestilt billetter til akvariet og wildlife center som ligger i Darling Harbour. Men fordi vi sad lidt laenge med morgenmaden (Claire snakker meget og laenge og hurtigt, saa det var svaert at loesrive sig men hun er saa soed, hun er ogsaa hjemmegaaende husmor saa tror at hun nyder at have voksne at snake med) kom vi sent afsted og der var allerede proppet med familier, saa vi valgte at udsaette det og gik i stedet for langs Darling Harbour ned til The Rocks (det aeldste omraade i Sydney) hvor vi trissede rundt, spiste frokost paa en italiensk restaurant, gloede paa et lille marked (jeg koebte en lakridsstang det var vidst det vildeste der skete der) og saa gik vi over Sydney Harbour bridge (det er den beroemte hvor man ser at nytaarsfyrvaerkeriet bliver skudt af fra). Smukt, men ogsaa en hel del trafik. Mange vaelger at betale mange penge for at gaa laengere oppe paa konstruktionen med diverse sikkerhedsgrej, vi var enige om at det ikke var saa vigtig for os, men der er ingen tvivl om at de tjener mange penge paa den lille geschaeft.

Derefter gik det stille og rolig videre til Sydney Opera House, fik en cappuchino, noed livet og saa paa alle de sjove mennesker som ilede forbi. Hyggeligt. Vurderede at tage med et havnecruise dagen efter, men forblev i vores backpacker roedder og bestemte os i stedet for at tage faergen dagen efter til Manley. Noget billigere og sikkert mindst lige saa godt:-). Bussen ind til byen fra Rozelle, hvor vores fantastiske vaerter bor, tager ca. 15-20 min. til Cirkular Quay som er lige ved operahuset og 10 min. til Daling Harbour, naar der ikke er rush vel at maerke saa kan det godt tage lidt laengere tid. Spiste rester til aften og hyggede os med sludder og sladder resten af aftenen.

Den 28. var det rigtig godt vejr (det var det i oevrig ogsaa dagen i forvejen, solskin men ikke taeskevarmt paa nogen maade, naermest lidt halv koeligt i skyggen, noget som er meget usaedvanligt for Sydney paa denne aarstid). Vi bestemte os for at udnytte det gode vejr og tog indtil Sydney Tower Eye, et udkigstaarn som ligger i et indkoebscenter (lidt maerkeligt men ok). Der var selvfoelgelig rigtig flo udsigt. Nogle mennesker, mig selv inkluderet, ser sig omkring og er saa tilfreds, andre, Morten f.eks, kan virkelig nyde det paa et helt andet niveau. Saa vi var der et stykke tid, skal vi ikke bare sige det saadan? Gik ned igennem gaagaden (Hughie arbejder lige ved siden af det officelle juletrae i Sydney, med andre ord meget centralt) saa lidt paa butikker, kiggede paa mennesker osv. Gik ned til faergehavenen og fik 2 billeter til Manly som ligger paa den anden side af bugten end Sydney (er sikkert stadig Sydney?) Var heldige og fik plads ude i solen saa vi kunne sidde og se paa smukke Sydney mens vi sejlede derud ad. Skoent. Og perfekt vejr til en sejltur. I Manly var der rigtig mange som havde faaet den samme gode ide' med at komme paa besoeg sa man gik mere eller mindre i koe fra man gik af faergen til man kom over til stranden. Pudsigt.

Vi fandt et sted hvor vi spiste frokost, 2 sk. meget store og velsmagende burgere. Gik en lang og hyggelig tur paa stranden. Fik et mindst lige saa godt indtryk af Manly som Bondi men til Bondi forsvar var det noget bedre vejr da vi var i Manly. Morten koebte et par nye badeshorts (meget god ide' eftersom de han har nu tager ca. 12 timer for at toerre ikke det smarteste). Saa han er nu et stk. lykkelig indehaver af et par Billabong. Smukt! Fik en stor is til deling fra "Copenhagen", har ogsaa set en "Andersen" (som i H.C.) saa dansk is er tydeligvis populaert (ikke at jeg tror at maerkene egentlig har noget med Dk at goere). Var ogsaa fordi et Aldi supermarked paa havnen, hvor der i lynets hast blev koebt vingummibamser og grammofonplaer (lakridser). Ikke daarligt. Tilbage ved operahuset gik vi en smut i botanisk have og ud til St. M..... chair, som er et flot udkigspunkt over til operahuset. Fik taget et par billeder og saa tilbage. Saa masser af store hvide kakaduer/papegoejer i et trae. De larmede helt vildt. Men jeg elsker naar dyrelivet paa den maade kommer snigende i en storby. Meget hyggeligt.

Hjemme var det ti for et hurtigt skift alt imens barnepigen fik instrukser i forhold til Aiobhe saa de voksne kunne komme ud og more sig. Tog paa en restaurant i relativt naer omraade, havde en hyggelig og lang middag (vi insisterede paa at betale naturligvis men fik kun lov til at betale for maden). Var ogsaa et smut paa den lokale irske pub hvor Morten fik en Guinness (tror meget at hele det besoeg var for Mortens skyld). Hyggeligt. Hjemme til midnat og lidt promille i blodet.

Den 29. havde vi egentlig planer om at tage ud til Blue Mountains National Park 2 timer fra Sydney men det var kroppen ikke lige med paa. Blev i stedet til baade akvarie og wildlife park i Darling Harbour. Begge dele var rigtig godt, mange boernefamilier og mange mennesker men saadan er det naar man ikke kan finde ud af at staa op i ordentlig tid. Vi var foerst i Wildlifeparken hvor vi moedte mange "lokale" dyr. Hygelig maade det hele er bygget op paa. Fik en subway i mellem slagene og saa var det ellers i akvariet. Igen rigtig mange mennesker som desvaerre laegger lidt en daemper paa det hele. Men det er nok bare saaden det er mellem jul og nytaar? Men rigtig fint akvarie. Hoejdepunktet var helt klart alle tunnellerne man kunne gaa i for at se soekoer, hajer, djaevlerokker osv. i deres naturlige miljoe. Rigtig godt lavet. Var et smut forbi Chinatown inden vi vendte naesen hjem til faerdig aftensmad med pasta. Vild luksus!

Planen med Sydney opholdet inkluderede i udgangspunktet en tur til Blue Mountains men allerede igaar blev vi enige om at vi simpelthen ikke gad at bruge 5 timer paa transport. I stedet blev vi oppe den halve nat (efter at Hughie og Claire var gaaet i seng) og droemte om hoteller til de sidste par dage i Thailand. Spiste morgenmad med Claire og Aiobhe i morges foer vi tog en bus indtil centrum. Gik lidt rundt i en anden del af Chinatown, var paa Paddys marked (stort med alt mulig skrammel plus lidt mad). Var i et center med foodcourt (igen et af de steder med mange smaa restauranter samlet paa et sted saa man kan vaelge hvad man har lyst til at spise uavhaengig af hvad den man er sammen med har lyst til, smart). Saa Morten fik indisk og jeg japansk til frokost i dag. Ellers nussede vi rundt i butikker (koebte ny vandfalske til mig, hvor fornuftig er det lige man har lov til at vaere, kunne i forestille jer noget mere kedeligt at have koebt efter en uge i Sydney?) Men vi har virkelig taget det rolig i Sydney og har for foerste gang paa vores rejse haft "ferie" (hvis det giver mening paa nogen som helst maade?) Det har vaeret top nice at bo hos Claire og Hughie som begge er totalt afslappede og lader os hjaelpe med baade middagslavning og opvask. I aften noed vi pastarester fra igaar ude i parken lige ved siden af lejligheden. De andre fik Aiobhe i seng og jeg fik skypet med mor og far. Skoent bliver nok sidste gang inden jeg kommer hjem.

I morgen er det nytaarsaften (klokken er lort her og jeg bliver serioest noedt til at gaa i seng snart men faar paa ingen maade skrevet blogg med Claire ved min side, der er alt for meget at snakke om:-). Saa det maa blive i nattens skjul at jeg faar det gjort. kan fryde mig over at jeg ikke har boern i morgen og sove laenge. Ellers er planen en brunch ude et sted. Morten og jeg skal gaa en lang tur med Aiobhe saa Claire og Hughie kan faa snakket grunigt om om de vil flytte hjem til Irland snart eller ikke (Hughie har lyst til at starte egen virksomhed og skal have fundet ud af hvor det er smartest at goere det). Og saa skal der laves nytaarsmiddag som skal vaere en picnic som skal tages med ud paa pynten af den halvoe de bor paa, der skal vi saa sidde og spise og drikke og se paa fyrvaerkeriet over Sydney Harbour Bridge, uden at maatte staa sammen med alle de stinkende backpackere et eller andet sted fra tidlig morgen. Perfekt! Og d. 1. er det sent om aftenen videre til Darwin (ankommer deroppe lokal tid kl. 22 eller 23 tror jeg). Kl. 6.40 d. 2. bliver vi hentet af turselskab som skal tage os med til Kakadu og Litchfield nationalparker i 3 dage. Saa er der fuld droen paa igen. Det bliver fedt.

Uluru (Ayers Rock), Katju Tjuta (the Olgas), Kings Canyon

Saa er det ved at vaere tid til at fortelle hvad vi saa i det smukke centrale Australien. Foerste dag startede med at vi blev hentet paa hotellet meget tidlig. Moedte et stk. smaa-irriteret guide fordi det havde regnet hele natten og morgenen. Blev registreret paa The Rock tour kontoret. Var 21 mennesker (efter senere at have hentet flere mennesker i Ayers Rock Resort) i den halv lille (og ret brugte) minibus. 3 danskere (mig selv inkl.), Morten, et aeldre svensk/finsk par, 3 belgiere (2 fransk talende en flamsk talende), 3 tyskere, 2 schweitsere, 2 australiere, 3 sydkoreanere, 1 kinesisk pige (faktisk den samme som vi var paa vinsmagning med i Marlborough i New Zealand, ret maerkeligt) og 1 hollaender. Relativt faa tyskere i forhold til at vores guide haardnakket blev ved med at paastaa at der var 4 mill. tyske turister i Australien om sommeren (synes at det naesten lyder for utroligt til at vaere sandt). Masser af soede mennesker. Guiden Cooper var en lidt maerkvaerdig australsk fyr sikkert 35 plus. Super sarkastisk, svarer modvillig paa spoergsmaal, og lidt smaa-snobbet. Maerkelig fyr. Men helt ok som guide i 3 dage, ville vaere blevet irriteret paa ham hvis han skulle have vaeret vores guide over laengere tid.

Foerste stop Erldunda, egentlig bare et vejkryds/benzin station i midten af ingenting, men helt klart stedet for at faa et lift i den ene eller den anden retning. Mange indfoedte (aboriginals, men det er politisk ukorrekt at kalde dem det saa frem over indfoedte) som var interreserede i et lift videre. Men det var vi ikke ligefrem i stand til at give dem, ikke at jeg tror vores guide havde gjort det selvom der havde vaeret plads. Meget varmt, efter middag 38 grader. Men maerkelig morgen med regn. Masser af oede landskab blev tilbagelagt paa vejen ned til Uluru. Masser af toerre buske og roed jord. Ikke saa ugaestfrit som det sydelige Argentina synes jeg. Var trods alt noget groent (faktisk meget mere end jeg havde regnet med). Men faa biler som passerede, et par lastbiler med mange anhaengere (det er en af tingene central Australien er beroemt for). Frokosten var et stk. bolle med halvtraels paalaeg, en mueslibar og et aeble. Ikke meget mad for en voksen mand som Morten. Godt at vi kom forberedt og havde snacks med selv ogsaa men lidt irriterende at det var noedvendigt. Sandwichen blev hentet frem af et stk. stor koeleboks (noget australierne omtaler "eskie" med kaerlighed, hvordan det staves? Aner det ikke).

Foerste virkelig spaendende stop efter at have sat folk af, hentet folk i lufthavn osv. var et kultur center inden man kom ind i National parken. Fikk her en time til at gaa rundt og snuse til den lokale kultur forklaret af de indfoedte (det er ikke alle historierne de vil at man skal kende, men nogle af hostorierne (saasom skabelseshistorien) var skrevet ned). Var ogsaa mulighed for at snakke med park rangere hvis man ville det. Saa var det en kort koeretur videre til selve hovedattraktionen, Uluru. Ifoelge den oprindelige plan var det det man skulle se de sidste to dage men fordi der var saa mange turister som ville med var der to busser afsted og vi startede i "den forkerte ende" noget Morten synes var traels da han mente resten ville vaere antiklimaks naar man starter med det mest beroemte og dermed bedste. Var fremme ved Uluru ved 2-tiden, det vil sige saadan ca. det varmeste tidspunkt om dagen. Hurra! Vi blev saa tilbudt om vi ville gaa den lange eller den korte tur rundt om Uluru. Foerst havde guiden en lille gatur med os hvor han forklarede os lidt om de indfoedtes kultur, om de hellige steder og om hvordan historierne aldrig har vaeret skrevet ned men er blevet overleveret fra generation til generation ved hjelp af dans, sang og fortaellinger.

Som de dumme skandinaver vi nu engang er valgte vi selvfoelgelig at gaa den lange tur. Det fortroed vi faktisk ikke. Det var lettere overskyet og det var faktisk skoent saa det ikke var alt for varmt. Turen rundt var ca. 8 km. lang og vi fik at vide at vi fik to timer til at goere det. Ikke alt for lang tid eftersom det var ret varmt. De foerste km. var et stykke fra selve Uluru og man fik ikke lov til at tage billeder fordi der var "hellige steder" som de indfoedte ikke oenskede man skulle tage billeder af. Fint nok. Ifoelge vores guide bliver turister anset som boern af de indfoedte fordi der er saa meget som vi ikke forstaar. Derfor er det f.eks. ok for en mand som er turist (og dermed uvidende) at se paa kvindernes hellige steder (kvinder og maend har hver sine hellige steder) fordi de alligevel ikke vil forstaa det (som kvinde kan jeg jo kun sige at det goer jeg heller ikke, men det er saa igen fordi vi er anset som boern).

Morten og jeg gik i rask tempo rundt om Uluru, taenkte at vi hellere ville have god tid til sidst. Guiden havde sagt at vi som gik den lange tur ca. skulle gaa ca. 8 km. og den korte ca. 6. Efter vores beregninger (med Mortens GPS) var det naermere at vi gik godt 8 km. og de andre gik 4. De sidste mange km. gik vi og snakkede laenge og meget med et par danske gutter saa det var naesten saa vi glemte at se os omkring saa hyggeligt var det. I hvert fald oversaa vi et sted med en lille soe som helt klart var noget man burde have faaet med sig naar man gaar hele vejen rundt om Uluru. Men, men... Der er 2 soeer rundt om Uluru og begge er meget, meget forurenede, dette fordi en del mennesker stadig vaelger at klatre op paa Uluru (selvom det er meget imod de indfoedtes oenske, noget alle paa vores tur heldigvis valgte at respektere) men mange skal tisse (eller det der er vaerre) efter at have klatret op og goer det paa Uluru. Paa grund af sandstenene bliver det ikke ordentlig absorberet og bliver i stedet skyllet ned med neste regnfald, lige ned i soeerne. Mmmmm..... Da vi var der var der en del indfoeste (kvinder og boern) som paa trods af dette havde en forfriskende dukkert. Nej tak...

Efter at have gaaet rundt om Uluru var det tid til at komme ind i den lille og nu meget, meget varme minibus for at komme til det sted hvor vi skulle se solnedgangen over Uluru. Skoent. En tysk backpacker gik fuldstaendig amok med billeder og tog bogstavelig talt billeder hvert 20. sekund (eller lignende) fra stativ for at faa alle nuancerne af solnedgangen med. Serioest! Hvor mange billeder er det lige man gider at have af det saadan helt realistisk set. I tillaegg havde han kun et lille mindekort med til kameraet og var bekymret for at det ikke ville vaere nok. Idiot! Proevede ogsaa at bestikke den stakkels hollaender til at saelge ham sit til underpris. Skoent! Lidt for ivig maaske. Guiden lavede spaghetti som smagte godt men som der paa ingen maader var rigeligt af. Ikke nok med at frokosten var mere end almindelig skaldet, der var heller ikke saa meget aftensmad. Ikke saa fedt. Godt at man altid er beredt i en far og har masser af muslibarer og chips med. Man har vel vaeret ude en vinternat foer? Lige efter at solen var gaaet ned kom der ogsaa nogle indfoedte kvinder som gerne ville saelge kunst til os. Jeg synes at det var en rigtig maade at stoette dem direkte paa og koebte et flot bogmaerke som jeg er sikker paa at jeg kan bruge i mange aar og taenke tilbage paa Australien.

Efter aftensmaden blev vi koert til en campingplads, fik en brugsanvisning i hvordan man bruger en swag (ingen telte paa denne tur) og saa var det ellers i seng. Boer maaske for god ordens skyld forklare hvad en swag er til alle de stakkels uvidende mennesker hjemme. Det er kort fortalt en godt polstret sovepose med en tynd madras i bunden. Havde saa lejet en sovepose som man puttede ned i den og det var det. Det eneste som skilte os hele den nat (og den naeste) fra alle de farligste krybdyr i verden en tynd madras i en swag. Fedt! Tror maaske min fejl den foerste nat var at jeg valgte at fokusere lidt for meget paa det. I hvert fald havde jeg MEGET store problemer med at falde i soevn. Morten derimod sov som en stud naermest fra det oejeblik han lagde hovedet paa puden. Men det var nu ikke det vaerste sted at have poblemer med at sove, der var en helt igennem fantastisk smuk stjernehimmel (som jeg det meste af tiden godt nok ikke kunne se fordi jeg havde mit partisaner toerklaede over hovedet som beskyttelse mod hvad som helst (sandsynligvis myg) som havde lyst til at aede mig). Morten var i oevrig meget soed og tjekkede swagen inden jeg lagde mig i den for at tjekke alt var ok. Guiden sagde man skulle goere det inden man kroeb i den og naegtede at det var for at tjekke for edderkopper eller andet godt men for at finde ud af om nogle andre natten i forveen havde glemt at tage noget ud af swagen. Yeah right! Det kan godt vaere at vi ikke er vant til outbacken men vi er jo heller ikke foedt igaar.

Naeste morgen var det tid for morgenmad. En rimelig simpel affaere bestaaende af weetabix (de er helt tossede med det i Australien) det er mere eller mindre smaa stykke med pap som puttes i maelk og bliver totalt gennembloedte og ulaekre i loebet af nul, niks. Mmmmm... Har nu endlig fundet trickset, det er at dyppe dem gradvis i maelken, saa er det faktisk spiselige. Derudover lidt corn flakes og masser af hvidt toastbroed (og maerkelig gas, toster ting inde i bagagevognen) og gele. Mmmm... Virkelig noget for kroppen at arbejde med. Sorry jeg er saa negativ. Men det er altsaa ikke den bedste start paa morgenen. Men jeg glemte maaske at fortaelle at alt dette var kl. roevhul om morgenen og foregik samme sted som aftenen foer da vi selvfoelgelig skulle have glaeden af at se solpgangen over Uluru imens. Smukt:-). En hurtig opvask og saa ind i minibusen igen. Naeste stop Katja Tjuta. Det ligger ikke langt fra Uluru og er den samme slags sten, men i stedet for at vaere en stor sten som Uluru er det mere et omraade. Her gik vi foerst lidt sammen med guiden som forklarede os mere om de indfoedtes kultur. Derefter valgte alle (paa naer guiden) at gaa en rundtur rundt om Kata Tjuta. Det var varmt, men ikke saadan at man var ved at doe, simpelthen fordi det stadig var meget tidligt om morgenen. Smart. Det er helt klart det rigtige tidspunkt at goere det paa. Det var meget, meget smukt i Katja Tjuta.

En lidt mere udfordrende gaatur eftersom der var lidt stigning osv. Det var der ikke paa Uluru turen dagen i forvejen. Fik snakket en del med et super hyggeligt schweisisk par. Saa i tillaeg til at man paa disse gruppeturer selvfoelglig har mulighed for at faa et mere lokalt blik paa ting er det ogsaa en fantastisk mlighed for at moede ligesindede rejsende. Altid hyggeligt. Om ikke andet kan man altid bitche lit over guiden og dennes mangler naar der er gaaet et oar dage og folk er ved at blive varme i troejen:-). Smuk gaatur, en hel del fugle saa vi. Og nogle meget dovne kaenguruer som laa i skyggen og tog det meget roligt allerede saa tidlig om morgenen. De maa vaere mere eller mindre doede naa solen virkelig bager. Noget af det sidste stykke vi gik var op til et udsigtspunkt hvorfra der var udsigt udover dalen som bliver kaldt Valley of the winds. Var lidt vind (skoent naar man lit sveder som en gris og temperaturen allerede er over 30). Tilbage til bilen og saa var det ellers bare at laene sig tilbage, laese lidt bog, sove lidt, stene lidt, snakke lidt med naboen osv. For naar man er paa tur i Australien skal man helt klart indstille sig paa at der skal tilbagelaegges lidt km. foer man kommer nogen steder. Maalet for denne dags koeretur var at komme naermere Kings Canyon, noget som laa ca. 300 km vaek hvis ikke jeg husker helt forkert.

Paa vejen til Kings Canyn var der stop for frokost som boed paa wraps med tun og spegepoelse. Nogle af os valgte selvfoelgelig enten eller, men der var flere end Morten som (ifoelge mine snobbede meninger) havde meget "interessante" kombinationer. Og der var mere end nok til alle. Hurra. Paa vejen koerte vi igennem et stort omraade med steppebrand. Det var ret vildt at se paa. Det sker jaevnlig i central Australien og vores indtryk var at de i lille grad vaelger at goere saa meget med det udover selvfoelgelig at proeve paa at soerge for at det ikke braender huse eller andet ned. Havde ogsaa et stop paa vejen hvor guiden brugte meget lang tid paa at proeve at finde en larve, som lever i en rod under en vis slags buske. Han gravede under mange buske foer han endelig fandt en larve. Og der var saamaend en belgier som var crazy nok til at spise den. Han mente at man skulle have teknikken klar paa forhaand. Soerge for at tygge godt i begyndelsen for at undgaa at den bevaegede sig alt for meget derinde. Uhm. Stedet hvor vi gravede rundt efter larven var der mange vildheste i naerheden som holdt oeje med os. Hyggeligt og smukt. Smagte ogsaa paa indfoert plante kaldet bittermelon oprindelig bragt til Australien til kamelerne. Der er mange af dem der lever vildt i Central Australien nu, der var oprindlig en plan for dem, men jeg kan desaerre ikke huske hvad den plan var. Sandsynligvis at de skulle bruges som pakdyr til et eller andet smart, jernbanen?

Kings Canyon var maalet for naeste dags trekking saa det var smart at vaere lige i naerheden. Pa vejen til den nye lejr var der i oevrigt et stort logistisk projekt i gang i minibussen hvor man proevede at faa alles oeloenske til at gaa op med at man kunne koebe kasse af x antal stoerrelse for at goere det billigere. Og det lykkedes til sidst. Oel og generelt alkohol er helt klart ikke en billig fornoejelse i Australien, noget dyrere end i Dk, ca. samme pris (maaske en lille smule billigere men det er daeleme ikke meget) end i Norge. Aftenen blev brugt til en tur i poelen, hvor den ene australier fortalte om meget giftige edderkopper som kan sidde paa bunden af en svoemmepoel i mange, mange timer og se ud som om den er doed selvom den ikke er det. Skummelt! Saa var det ligesom om poelen ikke var saa fristende mere (kan potensielt ogsaa have vaeret pga alle de doede insekter som svoemmede rundt)? Aftensmaden var rigelig og god. Hurra. Mange sad rundt om lejrbaalet (var tidligere blevet tvunget til at loebe rundt paa en slette for at lede efter braende i et saa lang tid, Morten begyndte selvfoelgelig at hive et trae op fordi han syntes at det var den mest effektive loesning).

Sov noget bedre denne nat. Tror at det var en kombination af at det var gaaet godt den foerste nat og at jeg derfor ikke saa mig noedsaget til at ligge med toerklaedet over hoevedet hele natten og at det var lidt koeligere temperatur. Naeste morgen var det igen op tidligt (men ikke lige saa tidligt som morgenen foer), spise morgenmad, pakke swagen sammen (det er det gode med en swag i forhold til et telt, det gaar noget hurtigere at pakke det sammen), boerste taender og saa alle mand ind i minibussen for at komme til Kings Canyon. Noget anderledes klima og natur end de to foregaaende turer. Ikke ligesaa roedt men igen en rigtig fin tur. Guiden mente at denne tur var meget haaredere og vaerre end de andre og var meget strikse med at alle maatte have mindst 3 l. vand med fordi der ikke var mulighed for at fylde vandflaskerne undervejs og fordi han tidligere havde vaeret noedt til at faa nogen hentet i helikopter fordi de var blevet sa dehydrerede. Men jeg tror at det har vaeret nogel som har gaaet om eftermiddagen, i hvert fald var tuen ikke slem da vi gik den. Hele flokken gik sammen og det er nok den mest afslappede gaatur jeg mere eller minde nogensinde har gaaet. Vi fik ikke drukket vores 3 l. for at sige det saadan.

Hoejdepunktet var da vi kom til en oase paa vejen som bliver kaldt Edens Have. Meget smukt. Guiden anbefalede os ikke at bade i soeen, men nogle valgte at goere det alligevel. Det stank noget af kloak, simpelthen fordi mange pisser og skider i vandet, totalt klamt. Og vi skulle ikke nyde noget, ellers tak. Men smukt var det. Havde et par smaaproblemer foerst med at guiden havde sagt at han altid ville gaa bagerst for at sikre at alle var med. Morten havde glemt sine solbriller paa toilettet og var gaaet tilbage foer at hente dem, men fordi guiden ikke havde gjort som han havde sagt han ville goere, nemlig at gaa bagerst, havde Morten ikke haft mulighed for at sige at han gik tilbage til toilettet. Saa der var en kort overgang, hvor jeg var kommet halvvejs op ad bjerget, guiden stod nede paa jorden og ventede paa Morten og spurgte mig om hvor han var, hvilket jeg ikke vidste og jeg begyndte at vurdere om jeg bare skulle gaa ned eftersom Morten ogsaa havde min vandration (som den store staerke mand han nu engang er). Men Morten kom til slut, guiden begyndte at skaelde ham ud, hvor til Morten svarede at det aldig ville vaere sket hvis han havde gaaet bagerst som han havde sagt at han ville. Saa sagde guiden ikke mere:-).

Skoen gaatur i Kings Canyon tog vel et par timer men i MEGET roligt tempo. Skoent. Saa ind i minibussen igen. Naeste og sidste stop Alice Springs. Paa vejen var vi forbi smukke saltsletter hvor man skulle gaa over rygende varme sanddyner for at kunne se dem. Alle med de nymodens flipflopper med den ene dims mellem storetaa og naeste taa var lige ved at doe. Men det gik da alt sammen. Frokosten blev indtaget pa Erldunda, samme benzinstation som paa vejen ned til Uluru, der er ikke saa mange steder at vaelge imellem i Central Australien. Samme velsmagende frokost som dagen i forvejen. Lidt sporadisk opvask (helt utrolig at alle ikke bliver monster syge af at vaere paa saadane ture). Havde et stop en time foer Alice hvor der var mulighed for at koee en tur paa en kamel. En del som havde lyst til det. Morten og jeg har begge gjort det tidligere (Egypten, Marokko, Indien) saa det fristede ikke saa meget. I stedet havde vi glaeden af at overvaere kaenguru porno, se en meget sloev dingo som blev holdt som husdyr, klappe et par andre kameler og se de vilde emuer lige i naerheden (de hang foroevrig ogsaa ude paa Eldrunde den foerste dag vi var der).

Tilbage i Alice Springs fik vi tjekket ind paa vores nye hostel (hvor det ifoelge den oprindelige plan skulle have vaeret gruppemiddag men det var flyttet ind til midtbyen, og der var et stykke at gaa). Men der var noget andet som var mere vigtigt. Vi havde faaet en sms om at der var problemer med den booking vi tidligere havde lavet til Kakadu nationalpark til 2. jan. Gik derfor hen til selskabet vi havde vaeret med paa tur og de proevede at hjaelpe os med at booke en ny tur. Efter et par telefoner fandt den meget rare mand ud af at der kun var et selskab som havde ture i starten af januar. Normalt er der mange virksomheder som har turer til Kakadu og Litchfield fra Darwin, men fordi det er wet season og mange af firmaerne tager ferie frem til midten af januar var der kun et firma vi kunne komme med. Ikke dem man ville vaelge som foerste prioritet (de er landsdaekkende og rimelig store) men hvad f... Desvaerre havde vi en hel del smaa uheld og det endte med at den hjaelpsomme mand ikke var i stand til at booke. Heldigvis fik vi et telefonopkald dagen efter hvor han fortalte at det var gaaet i orden. Vi havde faaet 2 af de 3 sidste pladser. Meget heldigt og sa behoevede vi ikke at bruge mere tankekapacitet paa at faa det loest. Smukt!

Aftenenen blev brugt paa The Rock Bar, hvor vi fik et maaltid, fik snakket med alle de herlige mennekser fra turen og gik hjem rimelig traette efter 3 lange og gode dage ved midnat. Fik en del advarsler fra nogle af de andre fra turen da de havde faaet at vide fra deres hostels at det kunne vaere utrygt i Alice Springs om natten. Mange af de indfoedte unge maend som er i grupper. Men vi boede ad hovedvejen som var oplyst hele vejen og havde ingen problemer. Heldigvis.

New Zealand hit eller hit?

Obs! Flere indlæg i dag.

Har tidliger haft for vane at skrive en hit eller shit liste over de lande jeg har været i. En slags opsummering over havd som virkelig hildt og hvor der var forbedringspotensiale. Dermed denne hit eller shit liste

SHIT
1.Offentlig transport, seriøst. 3 busser om dagen fra Christchurch med tre forskellige firmaer som tager afsted med ti mn. Mellemrum. Det må kunne gøres bedre.
2.Vejret, lidt for mange skyer, lidt for lidt sol og ALT for meget fleece og zip off buker (uden at de var zippet of selvfølgelig)
3.Høj pris (men ikke så høj som i Australien ser vi nu) på morsomme aktiviteter.
4.Hvidt toastbrød. Seriøst, kom nu ind i kampen. Hvad er næringsindholdet i det?
5.Christchurch, bliver nødt til at overnatte der for at komme videre når man er med bus. Ikke et hyggeligt sted at være efter jordskælvet og stort manko på steder at spise og sove. Meget trist stemning.
6.At blive 30, seriøst hvem vil (hånden på hjertet) ikke hellere være i 20'erne? Jeg spørger bare,


HIT
1.Dyrelivet, relativt tilgænglig gennem turudbydere og masser at se, bpde hvaler, pingviner, delfiner og sæler.
2.Queenstown, måske fordi vi var meget heldige med vejret men fremstod som rigtig hyggelig og kompakt lille by, fantastisk oplevelse at paraglide.
3.Hyggelig mennesker
4.Tongariro Alpine crossing og Queen Charlotte track, rigtig fine og gode gåturer, hvor man kunne mærke at man blev brugt uden at blive totalt udslidt
5.God og relativt rimelig mad på restauranter og cafeer, altid god og vellavet kaffe uanset hvor man kommer ud på landet.
6.Thermal aktiviteten i Whaka, den levende landsby stor oplevelse. Polynesian spa var også rigtig godt.
7.Smuk og overvældende natur.

Det var vidst det vi lige kunne komme på i farten. Håber alle hygger sig hjemme i kulden med juleforberedlser:-). Kommer nok ikke til at føles som jul når det er så varmt. Men det er helt ok:.).

Alice Springs, the middle of absolutely nowhere

Sidste morgen i Adelaide var det bare at få pakket rygsækkene, spist lidt morgenmad (spædet kraftig op med selvkøbte ting), ringe til en taxa og så afsted mod lufthavenen. Havnede i en speed snakkende 2. genrations græker som havde mange tanker om Grækenland, kultur, Australien, you name it. Behøvede ikke at putte mange penge på ham før han snakkede som et vandfald. Men ret underholdende:-). Ankom til Alice Spring i midten af INGETING ved 12-tiden lokal tid. Havde på vejen fløjet over oceaner af rødt ingenting. Utroliigt at der er en by her. Bor godt 30.000 plus en del turister. Nogle som kører mellem Adelaide og Darwin, nogle (som os) som skal på tur til Ulura (tidligere Ayers Rock) ++. Masser af indfødte (aborigines men ved ikke om det fortsat er stuerent at kalde dem det, sså beklager meget hvis det ikke er det).

Havde en relativt humoristisk chauffør på vej indtil byen. Han understregede kort sagt vigtigheden af at drikke rigeligt (på grund af varmen som er godt 37 grader), ikke gå ud i bushen hvor der kan være diverse dyr, ikke samle slager og skorpioner op hvis man ser dem (as if jeg kunne finde på det) og solcreme, solcreme og solcreme. Rimelig dræber sol de har herude. Så det er om at være forsigtigt (sagde hun alt imens hun kiggede ned på hende skallende bryster fra fadæsen i Taupo i det overskyede svømmebasseng, må håbe man har lært noget). Chaufføren fortalte videre at der er masser af bush brande rundt om Alice Springs nu, man kunne tydligt se røg når man ser ud i horisonten så det er nok ikke så langt væk, men vi kan ikke lugte røg. Måske pga vindretningen? Tjekkede ind på hyggeligt lille hostel, hvor vi har fået vores egen campingvogn med dobbeltseng, lille køleskab og aircon (er ligefør at selv jeg som hader aircon bliver lidt fan i varmen, så længe den ikke er rettet direkte mod mit fjæs som de plejer at være, men det er den heldigvis ikke her:-).

Var henne på turbureauet, hvor vi bekræftede at vi skulle med på tur i morgen. Bliver hentet kl. 6 i morgen tidlig. Fik frokost og var i supermarkedet for at hente forsyninger til de næste dage. Vi glæder os selvom u.t. Gruer sig rimelig meget til at ligge i sovepose lignende ting midt i ørkenen blandt alle de farlige reptiler og insekter. Bbbrrr. Så meget at min underbevisthed tydeligvis prøver at gøre noget med rædselen mens jeg sover. I hvert fald vækkede jeg Morten med kraftige benspjæt og mareridt den anden nat fordi jeg prøvede at jage de farlige edderkopper væk:-). He, he... Det skal nok blive spændende. Kommer så meget til at sove med mit trofaste Palæstine tørklæde over hovedet. Ellers har vi bare slappet af i varmen (det er så varmt at selvom man sidder stille sveder man bare lige så stille). Skal have pakket rygsækkene klare til i morgen og så er det ellers bare i seng. Vil returnere med spændende fortællinger om Uluru ++ når vi kommer tilbage:-). Og den 24. vender vi næsen mod Sydney hvor vi skal bo frem til d. 1. jan. (sent om aftenen) hos irske venner vi mødte i Kina. De har store planer med katolsk messe, julefrokost og alt mulig andet. Det kommer til at blive meget spændende og hyggeligt:-). Vi glæder os meget til at se dem. Har ikke set dem siden Kina i 2008 hvor vi rejste sammen på en tur i 3 uger. Fantastisk dejlige mennesker som er villige til at have to klamme, svedende backpackere til at bo hjemme hos dem (og deres barn) i en lille lejlighed i over en uge. Fantastisk! Så det er sandelig godt vi har smeltet chokolade fra Adelaide med for at sige tak:-).

Adelaide

Fremme i Adelaide kl. Lort om morgenen med to lange stop undervejs fra Melbourne var det på tide at finde ud af hvordan vi skulle komme hen til hostellet. De reklamerede nok så flot med at de ville hente en på busstationen men eftersom ingen på busstationen var villige til at hjælpe os (her kunne man godt savne alle de gratis telefoner der var i NZ og alle de sindssygt hjælpsomme mennesker som arbejdede på turistinformationerne). Der var over en km. Så vi bestemte os for at tage en taxa. Og så skete der noget helt igenneem fantastisk og unikt. Taxachaufføren fra Jaipur, Rajastan, Indien sagde at han ikke skulle have betaling. WHAT! Hvem har nogensinde hørt om en taxachauffør som kører nogen som helst noget sted gratis. Ærlig talt. Jeg er stadig i chok. Og det var før han overhovedet vidste hvor vi skulle hen. WOW. Han havde boet i Australien i 3 år og var i stand til at forsørge hele familien (forældre, kone og børn sikkert plus, plus) så de havde et godt og behageligt liv hjemme i Indien ved at arbejde som taxachauffør i Adelaide. Det er egentlig ret vildt. Han fortalte at han ikke ville have sin familie til Australien, han ville arbejde meget og hårdt i mange år og efterfølgende vende tilbage. Det er et hårdt liv, men ved at en del taxachauffører jeg har snakket med i Norge har det på samme måde. Nogle ønsker selvfølgelig familiegenforening. Fantastisk start på dagen. WOW!

Tog det stille og rolig på hostellet i et par timer (kl. var lidt over 6 da vi ankom så der var ikke ligefrem så meget man kunne se på ude i byen endnu). Fik lidt morgenmad (hvidt toastbrød med gele og peanutbutter, det hjalp i hvert fald lidt). Så gik det ellers mod Central Market. Adelaide er kendt i Australien som en gourmet destination og der var virkelig også et rigtig lækkert udvalg af frugt og grønt. Efter en del snakken frem og tilbage fandt vi ud af at vi ville købe mad som vi kunne lave hjemme på hostellet 2 dage. Det er noget nemmere at købe ind ti l2 dage end til 1 (det er næsten umuligt). Morten kastede hurtigt håndklædet i ringen af fatigue over min perffektionisme, man skal jo finde den bod hvor de har billigst og bedst salat, tomat, steak osv. osv. Det var lidt for meget for ham (også med den dårlige søvnkvalitet) så han satte sig på en bænk sammen med andre gamle mennesker mens jeg løb rundt som en anden halv sindssyg:-). Vejret var nu monster træls i Adelaide, regn, regn, regn. Tog tilbage på hostellet hvor vi fik en ordentlig morfar (blund) i et par timer. Da vi vågnede var det stadig monster deprimerende vejr så der var ikke andet at gøre end at lave middag, surfe på det meget dårlige net, læse lidt i en bog. Se på torden vejret og tage det rolig:-).

Næste dag var det tid for vinsmagning i Barosso Valley som ligger ca. 45 min fra Adelaide. Vi var med en tur med 19 andre turister lige i overkanten til en vinsmagning men det gik fint. Havde en dygtig guide som havde masser af viden om området og om vin generelt. Fedt! Vi var meget, meget heldige og så MASSER af kænguruer på vejen til Barosso. Guiden fortalte at det var mange flere end hvad som var normalt, han mente at det kunne være pga al regnen. Så en stor flok som lå på en mark og en som hoppede over vejen lige foran bilen. Fuldstændig som på skiltene hvor der står at man skal passe på at der kan komme kænguruer hoppende. Fantastisk! De kan hoppe meget højt, hopper over fåreindhegning som om det var det bare intet. Virkelig storartet. Så føler man virkeig at man er kommet til Australien. Flot og frodig natur oppe i Adelaide hills og i dalen, meget frodigt.

Første stop bortset fra kænguruerne var ved en dæmning og dæmningevæggen som bliver kaldt whispering wall. Kort fortalt kan man stå på den ene side og hviske og så kan man høre det på den anden side. Har vi set det før? Ja, men altid lidt sjovt alligevel. Guiden fortalte os at vandreserverne var på et all time high (bedste i 20 år) men at vinen ikke var glad for at få så meget regn på dette tidspunkt. Og det var rimelig miserabelt vejr hele dagen, små regnede næsten hele tiden.

Næste stop var første af fire vingårde den dag. Smagte en hel del vin, som var god men tror at Shiraz måske er lidt for kraftig til min (ikke vinelskende) gane. Beklager. Men nogle af hvidvinene smagte næsten som vand så de kunne selv jeg have skyllet ned. Bar også en opal butik (fabriksudsalg, ifølge guiden et af de billigste steder at købe opaler i hele Australien). Men måden det hele er skåret på og udseendet er lidt for bling, bling og østeuropæisk til min smag så der blev ingen opaler i denne omgang.

Næste stop var hos Peter Lehman, en lokal legende som tidligere havde reddet røven til maneg af vinbønderne og som har en meget høj stjerne i området. Han er nu 81 og pensioneret. Smagte masser af vin og derefer var det tid til en Barossa tallerken med lokale delikatesser, spegepølse, røget filet, mandler, chutneys, oste og selvfølgelig helt hvidt brød. Hurra! Gik fra Peter Lehman til næste stop på ruten, en vingård som lå umiddelbart ved siden af, her var der selvstændig smagning (hvilket var godt, på det første sted skulle alle 19 mose sig frem for at få et par dråber og på det næste sted var der en kvinde som gik rundt og skænkede i folks glas). Her kunne man selv vælge hvad man ville smage. Jeg sværger helt klart til de søde dessertvine og portvinen (en venlig tanke gik til min gode veninde Carla som elsker portvin). Men vi nåede ikke så mange af dem, fik derimod lov til at smage på nogle halvdyre vine som jeg synes var alt for kraftige.

Blev kørt til et flot udsigtssted med udsigt udover store dele af dalen. Rigtig fint og heldigvis var der ophold der og da. Sidste stop var et boutique sted med få, dyre (og gode går jeg udfra hvis man godt kan lide) vin. Dejligt sted med en super sød hund som næsten med det samme løb forbi alle hundeelskerne som var en del af gruppen og hoppede op i Mortens skød hvor den sad og skuede ud over det hele. Lige til at smelte af og sådan en lille hund kunne jeg godt tænke mig at eje. Morten siger nej. Han er slem, det var overnikøbet ham den sad på:-). Kørte en mere lige strækning på vej tilbage til Adelaide og var tibage i byen ved 5-tiden. Morten fik en morfar og derefter var vi ude at se på en mediteranean festival (ikke specielt spændende) et par telte og en ret dygtig arabisk sanger. That is about it. Så der spiste vi ikke aftensmad. Fandt i steedet et sted med en pizza, 3. gang og igen ikke fantastisk. Måske er de bare ikke specielt gode til at lave pizza i Australien? Ellier måske har vi været meget uheldige.

3. og sidste dag i Adelaide, dalrede vi rundt i solskinnet (hurra) og så på byen. Hyggelig by (virker ikke som om den er større end Oslo men den er den, måske er byerne her mere langstrakte)? Gik igennem botanisk have, som virkelig var smuk efter al regnen den havde fået, var på National Wine Center (tror måske man skal være lidt mere interesseret i vin end hvad vi er for at det skal være virkelig spændende), spiste en burger, købte et par julegaver til folkene vi skal være hos til jul i Sydney (har købt dyr chokolade hvilket fremstod som en god ide' på tidspunktet men nu hvor vi er kommet til Alice Springs hvor der er 37 grader og vi skal på en tre dages tur er planen lidt mere svævende, der er ikke andet at gøre end at se hvordan det ser ud når de åbner det, men hvad er det lige man giver til folk som har en lille lejlighed, som man ikke har set i tre år og man ikke kan købe vin til fordi det bliver smadret i rygsækken?) Dagen endte med skøn steak og salat a'la Morten og Ann Kirstine (jep helt klart mest sidst nævnte:-).

Melbourne

Ankom Melbourne lidt før middag. Hurra, der var solskin, og det var varmt. Virkelig dejligt. Tog en bus indtil centrum, skiftede til lokaltog som kørte direkte til hostellet hvor vi havde bestilt overnatning. Dejligt, lidt problemer med at finde stedet hvor vi kunne købe busbilletter og andre småting men gik relativt smertefrit:-).

Fik puttet rygsækkene i hostellets opbevaring og så var det ellers afsted for at se Melbourne. Var først og fremmest glade for at solen skinnede, selvom det var en lille smule køligt i skyggen. Der var spået masser af regn og skyer så det var en behagelig overraskelse:-). I øvrig var flyet fra NZ til Australien rigtig godt med mad (uuhhh, der skal ikke så meget til når man er vant til at flyve med Air Asia) og egen skærm med film. Det er de små glæder. Ville bare ønske at det var det fly vi skulle hjem med når vi returnerer til Norge:-). Men tilbage til Melbourne. Vi tog indtil centrum (det hostel vi boede på var 7 min. i tog udenfor absolut centrum i et halvfancy neighbourhood) Inde i midtbyen var i fast besluttet på græsk. Snakkede i øvrig med en taxachauffør i dag som fortalte at der bor 500.000 grækere (1. og 2. generation) i Melbourne. Det er dæleme mange. I Adelaide bor der 60.000. Lidt unyttig viden:-). Der er en gade i centrum af Melbourne som bliver kaldt little Greece. Der var en del restauranter og gik kort og godt ind på den der var mest fyldt. Fik 2 gange lækker Souvlaki og hummus. Mmmm... Og stiftede for første gang bekendtskab med de australske priser. Dollaren er pt meget høj (1 dollar er 6 nok) og det er faktisk (meget tæt på næsten) norske priser. Lidt billigere for overnatning, men at spise ude og alkohol er meget pebret.

Men det var rigtig god souvlaki og så er alle jo glade:-). Efter frokost bestemte vi os for at vi ville gå hen til Queen Elisabeth marked. Meget stort, flot og centralt marked i Melbourne. Masser af lækre sager at spise, ikke mindst frugt og grønt. Australien er mere eller mindre selvforsynende af alt mulig frugt og grønt da landet er mere eller mindre i alle klimaer. SMART! Og lidt misundelig. Det kan vi ikke ligefrem prale af hjemme. Men il gengæld er vores jordbær altså de aller, aller bedste:-). Trissede rundt på markedet og bestemte os for at tage en tur med en gratis bus som kører rundt i halvanden time så man kan se mange af seværdighederne i Melbourne som er en rigtig hyggelig by, det var i hvert fald vores indtryk. Turen i bussen var fint for at få lidt overblik, mange smukke parker i centrum, fine "gamle" (alt er jo relativt i den nye verden) og masser af sjove mennesker at se på. Gik en ur langs et nyt havnepromenade kvarter, lidt a'la Aker Brygge. Hyggeligt men ikke ligeså mange restauranter. Havde også samme problem som Aker Brygge med at solen forsvinder lidt for tidlig om eftermiddagen. Måske skal de lave en klub?

Tog en sporvogn (er også en gratis linje i Melbourne så det er fornem service) hen til Federation square som er et livligt sted med moderne bygninger, lige ved floden og jernbanestationen. Bestemte os for at gå igennem botanisk have tilbage til hostellet. Rigtig, rigtig fin botanisk have. Anbefales. Var også så heldige at se papegøje lignende fugle som hyggede sig med at spise kerner i et træ. Midt i Melbourne. Der var kort fortakt fyldt af alle mulige smukke fugle i parken. Fantastisk. I nærheden af hostellet fandt vi et pizzaria lignende sted hvor vi fik en halvtræls pizza. Men, men...

Dagen efter bestemte vi os for ikke at have nogle særlige planer men bare daffe rundt og se på byen. Tog toget indtil centrum hvor vi gik op ad de store gader. Morten fandt et Android center hvor vi "var nødt til" at bruge over en time. Han hyggede sig helt vildt så det var jo godt. Han bruger for tiden mange ressourcer på at finde ud af hvilket "netbræt" han bare må eje. Efter nøje (har læst så mange test at an skulle tro at det var løgn) har han nu fundet ud af det og bliver hele tiden nødt til t tjekke priser (selvom det er dyrere at købe det i Australien end i Norge, han glæder sig meget til vi skal have en overnatning i Singapore og til vi skal til Bangkok, skal vi ikke bare sige det sådan). Et meget interessant syn i centrum var den helt enormt lange kø af børnefamilier som ville se udstillingsvinduerne til et stormagasin. Det var helt vildt. Ret sjovt og minder os meget om USA lignende tilstande. Men så kan man jo grine lidt af det og ryste på hovedet. Frokost blev indtaget i området China Town, men på en japansk restaurant hvor vi fik Raamen (japansk nuddelsuppe som jeg længe har haft lyst til at smage) det var rigtig, rigtig godt. Som jeg plejer at sige giv mig en "fry rye" eller noodle any day til morgenmad frem for det trælse hvide toastbrød de prøver at spise os af med her. Ydrk!

Så lallede vi ellers videre. Var et smut forbi Queen Elisabeth marked igen og kiggede lidt på det krims krams de havde i tillæg til maden:-). Maden er selvfølgelig sjovest når man ved at man snart skal til Asien (hvor det hele alligevel er produceret og koster en brøkdel) plus man har ikke rigtig plads i rygsækken endnu. Lidt for langt at bære den:-). Tog en sporvogn op til Brunswick street som er Melbournes svar på Grünerløkka, lidt boheme, masser af lækre cafeer, sjove butikker osv. ik rundt og nød atmosfæren og en kop kaffe eller to. Fantastisk vejr (i dag også varmt i skyggen). Dejligt! Gik derefter videre til Little Italy som ikke lå langt væk. Denne gang fast besluttet på at finde et sted hvor man kunne få en rigtig god italiensk pizza. Men det var så sandelig ikke let. Endte med en ok pizza men på ingen måde italiensk. Øv! Indtil videre kan vi ikke anbefale pizzaerne i Australien (har også fået en siden) men det er et relativt billigt måltid fordi man kan købe en stor og dele.

Efter besøg i Little Italy var det tilbage med sporvogn og tog til hostellet hvor vi fik resten af vores bagage, tog toget tilbage til centrum og kom ombord på Greyhound bussen (forbinder det totalt med USA, det er sikkert pga amerikaniseret tv) mod Adelaide. Bussen afgik ved 20-tiden og vi ville være fremme næste morgen i Adelaide kl. 6.00. sæderne kunne lænes noget tilbage men det er jo ikke ligefrem kvalitets søvn man får i sådan en bus. Farvel til Melbourne hvor vi havde et par virkelig hyggelige dage.

Auckland

Hvad kan man sige om Auckland. Især når man tænker på at vi kun var der en dag og at det var en meget grå og tidvis regnende dag (altså ikke det bedste indtryk af Auckland)? Efter at have tjekket ud fra den meget, meget skønno lejlighed var det ud i regnen og prøve at gøre det bedste ud af dagen. Vi gik først ned til havnen hvor vi vurderede at tage en bådtur på et par timer til et par omkringliggende øer og havnen i Auckland. Men det var lidt for træls vejr. I stedet tog vi en gratis bus op af hovedstrøget til noget der bliver kaldt K-road. Et boheme kvarter som ligger ca. 30 min. gåur fra havnen. Men var helt ok at tage bussen derop med lidt gratis sightseeing på vejen:-). Hit med gratis bus:-). I K-Road gik vi rundt, drak en kop kaffe, vindue shoppede lidt, kiggede på mennesker og hvad man ellers gør i en stor by, som i øvrigt umiddelbart virkede ret lille, men den er også spredt ud over et enormt stort område (som London men med kun 1,3 mill).

Trissede derefter ned ad Queens street som er hovedgaden fra K-Road og ned til havnen. Her var der en del halv kedelige butikker at se på, nogle steder at spise osv. Fandt et godt sted at spise frokost med dejlig shawarma. Humusen var helt igennem fantastisk. Måtte virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at slikke tallerkenen (prøvede i midlertid mit bedste med et stykke brød). Slentrede lidt videre rundt, vejret blev bedre, så på (halv) gamle bygninger. Og til sidst en færgetur (men ikke den helt store tur, bare over til en nærliggende forstad) til Devonport. Lidt høj bølgegang og på ingen måder fedt vejr. Glad for at vi ikke gjorde noget vildere end det til søs. Begyndte at regne ret meget da vi kom til Devonport. Gik en lille runde, var i et supermarked (købte jordbær som jeg pt er helt afhængig af) og tog derefter båden tilbage til byen. I mangel af bedre at lave (lidt for tidligt at spise aftensmad) kørte vi den anden retning med den gratis bus (alt imens Morten var på sit elskede internet, nogle gange tænker man at man måske ligeså kunne være blevet hjemme hvis det alligevel er 1. prioritet, nettet har generelt været ret så dårligt på rejsen, så hvorfor bruge så meget tid på det så, utroligt!)

Så på et par butikker mere og så var det ellers blevet tid for aftensmad. Vi havde udset os et stk. brasiliansk steakhus. Det er jo som oftest en meget god ting med rigelige mængder af mad, primært kød:-). Og det er jo noget vi kan lide. Det var lidt rimeligere at spise inden kl. 19 og det var det vi havde satset på. Ikke nogen dikkedarer med forret og dessert. Are kød til os tak. Måden det fungerer på er normaltvis at der er en salatbar hvor man kan forsyne sig alt man har lyst til. Det var der ikke her men i stedet fik vi en skål med salat og en skål med ovnbagte grøntsager bragt til bordet til os. Plus lidt brød. Og så var det eller bare at signalere med en stor klods (med rød og grøn farve) omman ville have tilbudt kødet som kom forbi eller ikke. Der var pølser (som heldigvis ikke var lige så fede som i Sydamerika, smagte en bid af Mortens), kæmpe svinesteg, lækkert mørt oksekød, lammelår, blæksprutter, coleslaw (ikke godt desværre), asparges, laks og kyllingelår. Tror ikke at jeg har glemt noget nu:-). Det smagte herre godt og vi var hele tiden nødt til at huske på at vi umiddelbart efter skulle have de store, trælse rygsække knyttet om maven for at prøve at vise lidt mådehold. Svært, meget, meget svært. Vi gik i hvert fald fra restauranten meget glade og tilfredse. Tilbage til den skønne lejlighed, få fat i rygsækkene og luske ned til lufthavnsbussen som gik fra havneområdet. Ventede et godt stykke tid (i regnen). Endelig kom lufthavnsbussen og så afsted.

Vel fremme i lufthavnen var det på med rygsækkene igen. Gå i ret meget regn til det hotel vi havde booket ca. 10 min. gåtur fra lufthavnen. Tjekke ind og så sove. Meget tidlig op næste morgen for at komme med flyet til Melbourne, Australien. Hurra. Og forhåbentligvis bedre vejr.

Waitomo hulerne

Hej alle sammen. Vi har MEGA dårlig net i Australien. At få billeder på bloggen kan man godt bare skyde en hvid pil efter. Desværre! Vi er pt lidt ved at gå i panik over vores forekommende Vietnamtur med Tet (kinesisk nytår) fejring. Alting er ved at være udsolgt og vi har simpelthen været for langsomme. Så nu prøver vi at se hvad som er smartest. Droppe Vietnam (og dermed flybilletterne som allerede er betalt og ikke refunderbare), finde indenrigsfly efter Tet? Bus Tog er umulig har vi fundet ud af. Vi kan ikke selv bestille dem direkte på net og mellemmændende får ikke lov til at sælge billetterne fordi det er Tet. Mærkeligt? Nå men tilbage til NZ:

Bussen fra Rotorua til Waitomo var fremme ved 10-tiden om morgenen. Fik den lokale turistinformation til at passe på vores store rygsække for dagen og gik derefter hen mod den første hule vi troede vi skulle se. I Waitomo er der over 300 huler men kun 7 af dem er tilgængelig for publikum. Vi havde i forvejen bestilt en kombination til 3 af hulerne Waitomo, Ruaraki og Aranui (ikke helt sikker på hvordan det staves har ikke guidebogen her så I må tilgive evt. stavefejl). Vi havde egentlig tænkt at vi skulle se Ruaraki hulen først. Men under kyndig vejledning bestemte kvinden som arbejdede "i hulerne" at det ikke ville være den bedste måde at gøre det på. Der var ca. en god km. At gå fra turistinformationen til denne kvinde. Hulerne ligger et virkelig idyllisk sted med masser af grønt og masser af landbrugsproduktion. Vores meget informationsbehjælpelige buschauffør havde givet os mange detaljer om hvor meget og hvorfor landbruget havde udviklet sig som det gjorde, hvor meget som bliver eksporteret osv.

Kvinden som arbejdede "i hulerne" lavede om på rækkefølgen af hvordan vi skulle se hulerne. Eftersom vi havde fået meget lidt til morgenmad, fordi hostellet vi boede på havde låst køkkenet sandsynligvis frem til kl. 8 (vores bus var kl. 7.45) så vi havde ikke fået fat i vores youghurt om morgenen. Ret irriterende. Men uanset blev det tid til et hurtig køb af rimelig klam baguette inden vi blev hentet af en minibus som ville tage os med tilbage til hvor vi kom fra (ca.). Blev lidt ventetid (mens vi spiste baguetterne) og så var det ellers ind i den første hule, Waitomo hulen. Det er uden sammenligning den der er mest berømt. I alle tre huler var der mange stalagmitter og stalaktitter (som vokser henholdsvis op og ned). Vi havde en ældre guide som mest af alt opførte sig som om vi var hendes 1. klasse på tur. Lidt morsomt. Men hulen var rigtig fin. Afslutningen var en bådtur hvor man så masser og masser (i hvert fald tusindvis) af glow worms (som egentlig er en slags maddike som lyser med bagkroppen for at tiltrække sig insekter i hulen, men jøsses hvor er det smukt). Når vi sejlede i mørket var det næsten som at se op på en helt vild stjernehimmel. Smukt:-).

Med den flotte oplevelse i baghovedet var det tid for en kop kaffe/the mens vi ventede på at blive hentet med en minibus (de var gode til at hjælpe folk uden bil da der var noget afstand mellem hulerne). Næste hule var Ruaraki. Det var en noget anderledes oplevelse. For det første havde de gjort det rullestol venligt, noget jeg synes var meget prisværdigt. De havde bygget en lang rampe på 20 højdemeter ned til hvor hulen startede. Inde i hulen var der igen mulighed for at se glow worms, og denne gang fik vi også lov til at tage billeder af dem, men det var ikke let selv med et godt kamera. Tror i bedste fald at vi har fået et par billeder med nogle meget små lysende pletter. Vi fik lidt mere at vide om glow worms og deres livscyklus, de er først larver/maddiker i 9 måneder. Så forpupper de sig og er derefter flyvende insekter i ca. 3 dage. De har ingen mund som insekter og det eneste formål er at formere sig og lægge æg. Grunden til at de dør så hurtigt er at de ikke har nogen mund så de sulter ihjel. Ikke et specielt godt design? De skal i øvrig passe meget på at de ikke flyver ind i en af snorene (nærmest som spindelvæv) som ormene har lavet da d vil blive spist hvor de flyver ind i dem. En hård og kannibalistisk verden.

Hulen var rigtig fin igen med masser af stalagmitter og stalaktitter. Da vi var færdig med rundturen gik vi i ca. 5 min. til den næste og sidste hule Aranui. Den var noget højere (til loftet hvis man kan kalde det det) og smallere end de to andre. Der var mange turister med denne tur og der var to guider som delte os op i to grupper ikke lang tid efter vi var kommet ind i hulen. Men smukt var det. Rigtig flot og en rigtig god dag. Overskyet ude for det meste men ingen regn. Hurra. Vejrudsigten har heldigvis ikke vist sig at være helt så dårlig som forudsagt. Dejligt. Men meget overskyet. Inden vi tog bussen videre til Auckland ved 5-tiden spiste vi en helt igennem halv dårlig pizza på det eneste sted vi kunne se som havde åbent. Tror helt klart at noget af forskellen på Morten og jeg madmæssigt er at han har det sådan at det er vigtigere at man har fået mad end hvad det er man har fået. Jeg har det helt modsat vil hellere være fri.

Vi var fremme i Auckland lidt efter kl. 21 om aftenen. Stille og rolig køretur op uden de store ting på vejen. Vi havde fået en mail om at vi var blevet opgraderet ifht lejlighed som vi havde bestilt. Det er jo aldrig en dårlig ting. Og jeg skal love for at lejligheden var opgraderet. Det var ca. 10 min. gåtur fra hvor bussen satte os af (det var grunden til at vi i udgangspunktet havde valgt lejligheden i Auckland, så der ikke skulle være så langt at gå). For det første så man lynhurtigt i receptionen at det ikke var et af de sædvanlige hosteller. De havde uniform og det hele. Uuhhh.... Vi fik en lejlighed på måske 50-70 kvm (lidt svært at bedømme) med både lækkert bad, kæmpe dobbeltseng, stort tv og et kontor. He, he.... Som om vi havde brug for det:-). Men vi benyttede os selvfølgelig af det hele og fik vasket vores tøj (selvom der ikke var tørretumbler så vi måtte stryge noget af det tørt dagen efter (men så længe der er strygejern går det jo nok)). Så skøn nat i fantastisk stor og dejlig lejlighed. Bare en skam at man blev nødt til at tjekke ud allerede kl. 10.00. Sådan har det i øvrig været alle steder vi har sovet i NZ.

Rotorua

Hej folkens. Har haft lidt computer problemer. Billeder kommer. Morten har gjort dem "små":-). Er nu i Melbourne. Kommer indlæg om Waitomo hulerne og Auckland inden. Måske i morgen, med billeder? I mellemmtiden kan man læse de to indlæg fra i dag:-). Hurra solen skinner.

Bus videre til Rotorua kl. 9.45 så der var for en gangs skyld mulighed for at sove længere end til kl. 6.00. Hurra:-). Rimelig kort bustur på godt en time og så var vi fremme i Roto-vegas som nogle af de lokale kalder det. Hvorfor er jeg lidt usikker på. Var på ingen måder masser af lys og gambling. Det nærmeste man kom var nok at der var mange (rigtig mange) moteller, hoteller og hosteller. Men Vegas, ikke rigtig. Vi var her i 2 dage og det var på mange måder en lidt halv død provinsby. Men så var det også en søndag og mandag, måske ikke de mest livlige dage.

Værelset var ikke klar på hostellet så vi gik hen på turistinformationen og slog lidt tid ihjel og prøvede at danne os et overblik over hvad man kunne lave i Rotorua. Vi endte med ikke at vælge et maori show om aftenen. Mest af alt fordi vi synes at det ret så dyrt (måske er alle showene med maorier grunden til at man kalder det Roto-vegas?) Men vi bestemte os for at ville besøge begge landsbyer som ligger i udkanten af Rotorua. Begge har delvis tilgang til det samme termalområde som hedder Te Puia. Den ene hedder Te Puia den anden Whakarewarewa. Efter at have tjekket ind på hostellet, som i iøvrig blev drevet af et rigtig sødt ægtepar som var kiwi/dansk var det ud at finde et sted hvor der var frokost. Jeg fik en salat med oksestrimler og Morten fik noget a'la gullasch. Begge dele godt.

Vi gik ud til Te Puia som ligger ca. 40 min. gåtur ud af Rotorua. Det er ikke en specielt fed vej at gå ud af. Man passerer endeløse rækker med moteller og motorhomes og det er en ret stor og trafikeret vej. Men vi kom derud, fik at vide af div. Ansatte at det var muligt at tage en bus tilbage til byen (jeg var rimelig forkølet og halv dårlig og Morten synes at det var den mest forfærdelige vej han mere eller mindre nogensinde havde gået af). Godt nok var de ansatte ikke enige om hvornår bussen gik men en bus skulle der gå. Kom ind i Te Puia. Mest af alt et turistshow bygget netop for turister, og der var en hel del turister. Tjek. Men ikke overfyldt. Vi skulle med en guidet tur som afgik hver time så vi havde en halv times tid hvor jeg mere eller mindre gik i spand på en bænk i mit forkølelses helvede. Så var det ellers rundt med den ikke så vældig entusiastiske guide som gik meget, meget langsomt rundt. Først var vi nede at se på de to geysere som området er så berømt for. De var i udbrud mens vi var der kontinuerlig. Det har været sådan siden der var et udbrud i Etna (i Sicilien) for en del år siden. Mærkelig at tænke på at det har så meget indflydelse på hinanden. Geyserne sprøjtede måske 5 meter op (den højeste) og det var ærlig talt lidt svært at se at det var vand der kom op, det meste af tiden så det mest ud som damp. Vi gik rundt i området hvor røgen stod op af jorden og der var en smuk lugt af svovl næsten overalt. Næste stop på guidens tur var et stop ved en stor boblende mudderpøl. Ret så fedt synes jeg. Tænk på den varme der så hele tiden er i jorden der for at det vil ske. Vildt!

Næste stop kiwi huset,, som er i mørke eftersom kiwierne (som beskriver både frugten, fuglen og de new zealandske folk, i denne sammenhæng fuglen som også er naionalfuglen) er nataktive. Vi var heldige og så en af de to beboere. En ret mærkelig fugl må jeg sige. Meget langt næb, løber lidt forvildet rundt i skovbunden. Som Morten sagde, man får ikke indtryk af at den er ret klog. De har det desværre rigtig svært de kiwier, i hver fald de som lever i det fri. De har fået masser af fjender som spiser både dem, deres æg og ungerne. Før europæerne tog alle mulige mærkelige dyr med til NZ havde de ingen fjender og kan derfor ikke flyve. Men fordi europæerne i første omgang tog kaniner med og derefter lækatte/mårer eller hvad det nu end er for at holde kaninbestanden nede (og dermed også kiwierne) har det gået rigtig dårligt for dem. Så der er mange projekter rundt omkring i landet som prøver at hjælpe. Men det var i hvert fald fedt at se en som man ved hvad alt er snakken er om.

Og det var så mere eller mindre den tur i tillæg til at hun viste os de to skoler som blev startet for mange år siden. En i forhold til fletning af skørt, tasker osv. efter mønstre efter stammetilhørighed og en for udskæring af figurer igen ifht stammetilhørighed. Så traskede vi ellers rundt et stykke tid selv. Så på geyserne som stadig var i udbrud (samme højde hvilket gjorde at Morten var lidt skuffet) . Så var det ellers ud for at komme med en bus. Det viste sig desværre at der ikke gik nogen bus fordi det var søndag ogg den sidste var gået kl. 16.00. Surt! Så var der ikke andet at gøre end at lunte tilbage af den kedelige vej og lokke Morten med at han kunne få øl i supermarkedet når vi kom så langt. Så der blev både øl og jordbær som et plaster på såret (vi indbildte os at vi bare brugte de penge vi ellers ville have brugt på busbilletter:-)). Spsite aftensmad på en indisk og så var det ellers hjem og slappe af med forkølelsen og solskoldningen på mit stakkels bryst og mave (er altid brystpartiet jeg bliver solskoldet på). Vejret havde været overskyet absolut hele dagen nogen gange med lidt småbyger. Lige til at blive glad af:-).

Næste morgen var det tid for en hurtig morgenmad før vi skulle videre mod Whakarewarewa som ligger ca. det samme sted som Te Puia. Skæbnens ironi ville at vi ikke skulle komme med bussen som kunne have kørt os derud, hvilket lagde en dæmpet start på dagen fordi Morten blev lidt muggen over det. Men eftersom vi vidste at der skulle være en "cultural performance" derude kl. 11.15 var der ikke andet at gøre end at begynde at gå mod landsbyen i raskt tempo. Nåede det også lige. Så ikke dårligt. Jeg får det altid lidt mærkeligt med sådan en slags opvisning. Det er selvfølgelig godt at maorierne får mulighed for at beholde sin kulturelle identitet men det er også lidt mærkeligt. Nogle af sangene var rørende især en smuk kærlighedssang og haka som er en gammel krigssang for at få krigerne i det rette humør. Maorierne er jo kendt for at række tungen ud og gøre øjnene større. Det var en del af at gøre sig klar til at gå i krig. Planen var at hvis man så skræmmende nok ud kunne man forhåbentligvis skræmme modstanderen væk og ikke behøve at gå i krig. For så vidt ret sympatisk:-).

Så var det tid for guidet tur rundt i landsbyen, hvor der fortsat bor 25 familier (og mange andre maori familier i umiddelbar nærhed som også benytter sig af landsbyen men som ikke får lov til at bo der fordi myndighederne har sagt at der ikke kan opføres flere huse i Whakarewarewa da det kan være for farligt). Vores guide havde flere familiemedlemmer i landsbyen og boede selv lige udenfor. Han var super dygtig og igennem de næste næsten 2 timer gav han os rigtig meget info om måden man i mange hundrede år har boet ved Rotorua (både søen og byen) og hvordan man har tilpasset sig det ret barske klima. Landsbyen har stadig fællesbadning med flere badekar, flere fælles "kogekar" (altså trækasser som bliver varmet op af dampen fra de varme kilder som er overalt i landsbyen) og så er der ellers (bogstavelig talt) røg og damp rigtig mange steder. Kirkegården er ret speciel (der er ikke så mange der er begravet der), pga risiko for at man ved at grave ville komme til en varm kilde eller andet godt er kisterne ovenpå jorden og lavet af cement. Kan forestille mig at de døde alligevel bliver mere eller mindre dampkogte. Morsom detalje.

Flere steder i landsbyen var der rør op af jorden for at lede dampen væk fra huse, dampende søer og flot udsigt til geyserne i Te Puia. Morten er jeg er rørende enige om at det ville have været supert bare at have været i denne landsby, godt nok kommer man ikke lige så tæt på geyserne, der er et lidt bedre boblende mudderhul på den anden side og man får mulighed for at se kiwier. Men det hele er meget turistet og mindre sympatisk end Whakarewarewa. Så hvis I kommer til NZ anbefales Whakarewarewa på det varmeste. Vi fik i hvert fald rigtig meget ud af det, et godt indblik i maaorikultur anno 2011. Efter den guidede tur fik vi et hangi måltid (traditionelt tilberedt ved hjælp af de naturlige dampkogere). Det var relativt smagløst men det smagte ikke af svovl som man måske kunne frygte, det rvar altid noget. Kogt kål, majskolbe, kød og noget mærkelig brødkrumme agtig noget. Plus kumara som er en slags sødkartoffel (ikke så god synes jeg) og almindelig kartoffel. That var that. Vi havde indtryk af at vi også skulle have dessert men fik at vide af kvinden i kafeteriet at det skulle vi ikke. Godt så. Gik derefter rundt på egen hånd i landsbyen (og lige udenfor) ad en sti rundt i det termale område. Der var en stor rygende sø med en bro over. Der var en meget magisk og nærmest elveragtig stemning over det hele. Virkelig storslået. Anbefales i den grad. At det så regnede (ikke meget mest lidt sådan støvregn i mere eller mindre grad) var det i den grad vellykket.

På vej tilbage til byen gik vi forbi receptionen for at finde ud af hvor nærmeste busstop var. Så da på et skilt at vi skulle have haft dessert og nævnte det for receptionisten som fik fikset det sådan at kantinen lavede to som vi kunne tage med. Ikke dårligt. Så vi gik hen til busstoppet, spiste vores pudding (jeg vil kalde det krydderkage) men dampet med vaniliesaus og dåsefrugt. Gourmet, nej måske ikke men det smagte overraskende godt. Og tada der kom en bus som tog os med hele vejen tilbage til hostellet. Ikke dårligt. Endelig kom vi med bussen. Og min forkølelse var heldigvis blevet bedre, stadig en del pudsen næse men ikke samme slaphed og ondt over det hele. Dejligt.

Vel hjemme på hostellet var der ikke andett at gøre end at pakke badetøjet og tage ned til Polenisian Spa. Et (efter deres egne ord i hvert fald) af verdens 10 bedste naturlige spa. Og det var et skønt sted med 7 forskellige små pooler (ikke så stort som det måske lyder) i forskellige temperaturer (de fleste for varme til mig, jeg fandt ud af at 37 er passende). Nogle var med svovlvand andre med alkalisk vand (hvad det så end lige er?). Vi var der en del timer, primært sammen med asiatiske turister som kom flokvis i store busser. Skønt:-). Især med meget rødt bryst og mave. Føler sig kke som uansvarlig europæisk turist som ikke kan finde ud af at bruge solcreme når man sidder med kvinder med solskærm på hovedet i regnvejret. Nå jo, det gør man:-). Middag blev thai på et godt sted. Nu sidder vi i bussen på vej til hulerne i Waitomo (det regner) hvor vi skal bruge det meste af dagen på at se tre huler. Bussen som vi nu sidder i er Intercity (har kun været med det selskab en gang tidligere) og buschaufføren er meget villig til at give os alle mulige nyttige (og unyttige) fakta om alt hvad vi passerer. Har en vis underholdningsværdi men kan nok blive træls i langden. Fortsætter med lavprisbussen Naked bus (hvor der på ingen måder er en sådan turistservice) i eftermiddag hvor turen går videre til Auckland hvor vi skal have to overnatninger (den ene ved lufthavnen) før ddet går videre til Melbourne i Australien.