Queenstown eller schreamstown?

Obs! Tre indlæg i dag:-). To med billeder:-).

Så er vi kommet til Queenstown. Scream city som de lokale kiwi'er kalder det:-). Turen herhen gik med bus fra Dunedin kl. 10.00 for to dage siden. Vi havde en aftale med busselskabet om at de skulle hente os kl. 9.35. Men allerede kl. 9.00 kom vores nye ven Domingo som arbejdede på hostellet og sagde at nu var chaufføren der for at hente os. Øhhhh.... Det var vi jo ikke ligefrem klar til. Men der var ikke andet at gøre end at sluge morgenmaden færdig og kaste vores grej ned i rygsækkene. Vi var klar kl. 9.15. Synes egentlig at det var ok:-). Lidt skod at vi så efterfølgende skulle vente 20 min. nede ved jernbanestationen på at kl. skulle blive 10.00 så vi kunne komme afsted. But what can you do? Et er i hvert fald service at blive hentet der hvor man bor så man slipper for at okse rundt med de tunge, store rygsække. Nogle gange tænker jeg at det ville have været meget dejligere med kun 5 kg. I den. Men det er ret svært at gennemføre når vi er i så varieret klima.

Nå, men så var det ellers afsted med den lidt specielle buschauffør. På vejen til Queenstown kørte vi gennem Roxburgh, Alexandra og Cromwelll, alle tre gamle guldminebyer. Men der var nu ikke meget som bar vidne om det når man kørte igennem. Det lignende mest af alt små søvnige småbyer. Var på et cafeteria i Roxburgh hvor vi fik et stk . Jimmys pie. Noget som kommer stærkt anbefalet af min kollega Berits samboer Kristian, som tidligere har boet på NZ. Er måske ikke ligefrem noget jeg kommer til at savne men var bedre end forventet. Det var et stk. pie i butterdej med kød, løg og måske sovs? Indeni. Helt ok. Men næppe et gastronomisk måltid:-). Men det er nok en af de ting man skal spise når man er helt hernede. Har godt lagt mærke til at der findes mange steder hvor de sælger diverse lignende pie'r. Så tjek:-).

Det var igen smuk udsigt fra den lille minibus. Grønt så langt øjet ser og masser af får. Vi bliver seriøst nødt til at begynde at spise nogle af alle de dejlige lamsebamser som der tydeligvis er her:-). Noget regn er vel også hvad man skal forvente. Men det var meget til og fra. Så regnede det lidt og så gjorde det ikke. Kom frem til Queenstown ca. kl. 14.30. Fandt frem til hostellet vi havde booket i forvejen. Det ligger lidt udenfor centrum og selvfølgelig meget op ad bakke. DØ! Men det gik alt sammen fint alligevel. Har igen været heldige og fået et fint stort værelse. Skønt:-). Men at finde gratis net i Queenstown er umulig. Selv på det lokale bibliotek koster det penge. Skod! Og så er forbindelsen sågar ikke særlig god. Men, men.... For en gangs skyld havde Morten brugt meget af busturen på at sætte sig ind i den by vi var på vej til og havde vel mere eller mindre allerede bestemt sig for at han ville af action pakkede aktiviteter når han kom frem til Queenstown. Allerede da vi kom til receptionen på hostellet var de mere end villige til at hjælpe os med at booke hvad som helst. Så langt så godt.

Men først var det tid for frokost. Fandt et sted hvor de solgte sandwich, ja det bliver meget sådan noget mad det går i. Men var faktisk rigtig gode sandwich. Så det var jo altid noget. Så på brochurer for diverse kombinationstilbud på ekstreme aktiviteter i Queenstown, men der var ikke rigtig noget der passede for os. Gik en lang tur langs den smukke, smukke sø (er ret så stor) som Queenstown ligger ved. Landskabet mindede meget om Vestnorge og var i sandhed storslået. Det blæste godt nok en halv pelikan, men solen skinnede for det meste. Så det var ikke så værst. Fandt ud af at vi begge ville med en jetboat og paraglide (noget jeg var noget skeptisk til fordi jeg troede at man mere eller mindre blev nødt til at hoppe ud fra en klippeafsats. Men da jeg fandt ud af at man ikke behøvede det blev jeg lidt mere hooked. Så det blev booket i løbet af aftenen:-). Som Morten sagde, der er ikke andet at gøre end at lukke øjnene og køre kreditkortet, for billigt det er det godt nok ikke at gøre alle de fede ting i NZ. Det koster. Både at se på vilde dyr og at lave "ekstreme aktiviteter". Men så langt har det været værd det, så det er jo altid noget. Feriepengene får vi i hvert fald ikke problemer med at få brugt i NZ:-).

Aftensmad blev fra det lokale supermarked og bestod af toastbrød (det er seriøst svært at få fat i andet brød, men dette her var i hvert fald groft i det). Toastbrød som er hvidt er ikke værd at spise. Gik total i kold relativt tidligt. Efter at have siddet i fælleslokalet og skrevet blog til vi var så kolde at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv. Man kunne næsten se sin egen ånde. Var faktisk oppe i receptionen morgenen efter og klage. Det er ikke ok at sidde og spise morgenmad og hopfryse. Hostellet er ellers totalt lejrskole stemning og er megastort. Der er for tiden ca. 120 unge danskere her som tager et sosiologi studie i Queenstown, i hostellets lokaler. Ret morsomt og gør at man hører dansk ret så ofte.

Kl. 8.30 blev vi hentet af Skippers Jetboat Adventure. Vi haavde valgt dette selskab fordi de i tillæg til jetboaten tog en op til Skippers canyon som er et gammelt guldgraversted. Selvfølgelig mere eller mindre forladt nu, men der er tre gårde i området som tilsammen har 30.000 får, det er jo en slat. Men de kræver jo ikke så meget vedligehold sådanne får. Kørte ca. ½ time udenfor byen for at komme til stedet hvor vi skulle med en jetboat. På vejen fortalte guiden os en masse historie om området og hvor crazy det havde været dengang de fandt guld. Masser af folk fra hele verden kom til Queenstown området, mange døde pga mangelsygdomme da det næsten var umulig at få fat i fødevarer. Trist. Men interessant at køre på en smal bjergvej (til tider var der ret langt ned, men når man har kørt på verdens farligste vej i Bolivia skal der lidt mere til før man bliver rigtig bange:-). Men det var imponerende at tænke på at masser af immigranter, primært kinesere mere eller mindre har hakket hele vejen med håndkraft.

Vel fremme ved stedet hvor jetboaten skulle afsted var det ellers afsted. Og det gik hurtigt, meget hurtigt. Og vandet var koldt. Meget koldt. Når det piskede på panden var det lige før man fik bihulebetændelse (Morten mener at jeg er en istap og at jeg ikke tåler kulde overhovedet jeg er tilbøjelig til at give ham ret). Det var skønt vejr og en helt igennem perfekt dag for jetboating og der var da helt klart tidspunkter hvor man kunne mærke at det kildede meget i maven. Fedt:-). Vi sejlede vel i ca. 20-30 min. Fedt men også koldt. Til tider så man næsten ikke kunne trække vejret synes jeg:-). Men som sagt jeg er en kuldepind. Mere og mere jo ældre jeg bliver synes jeg. Så det ender vel med at jeg bliver nødt til at gå rundt i fleece og uld hele tiden. Kan se at de lokale her går rundt i væsentlig mindre tøj end hvad jeg gør. Det er varmt i solen, men med det samme man kommer i skyggen eller hvis der kommer en vind bliver det straks køligere. Så fleecen er aldrig langt væk:-).

Efter en skøn jetboat tur kørte minibussen tilbage til Queenstown. Havde så et par timer hvor vi sad i solen og fedede den og spiste frokost. Kl 13.00 kommer der en minibus og henter os for at tage os med ud at paraglide. Spændende. Vi blev kørt udenfor Queenstown (der var to muligheder, enten inde i byen eller ude ved Coronet peak, vi valgte den sidste) til Coronet Peak. Masser af udstyr (sådan en faldskærmslignende ting fylder og vejer en del) og minibussen fyldt fordi der var flere solohoppere som også ville benytte sig af den perfekte dag for paragliding. Tror nok at vi var rimelig heldige:-). Jeg hoppede med en fyr som hed Omar fra Venezuela som var helt vildt sød. Havde været lidt bekymret i forvejen men det var der ingen grund til. Det var bare smukt og fredfyldt. Man skulle løbe ned af en bakke og det var ikke 100% enkelt med en instruktør og en faldskærm efter men det gik fint:-). Og så var det ellers op. FEDT! Var i luften i godt et kvarter, noget længere end Morten (måske pga vægtforskellen, han havde også en instruktør som så tungere ud end min, men efter sigende er det en stor fordel at have en del tyngde hvis man skal lave tricks?) Der var smuk udsigt udover fjeldene, søen og Queenstown i baggrunden. Smukt! Virkelig en oplevelse som kan anbefales, og overhovedet ikke skummelt:-). Så nu har vi helt klart fået månedens adrenalinkick. Morten har også lidt lyst til at hoppe i elastik, men det er ikke noget for mig. Så må vi se om har gør det nu eller ved en anden lejlighed:-).

Eftermiddagen og aftenen blev brugt til at spise is i solen. Handle skjorter til Morten (der er allerede 2 af de ting han tog med som er døde) og så var det ellers middag på en skøn restaurant med smuk udsigt udover søen og bjergene i det fjerne mens dampskibet som holder til her forsvinder i horisonten. Smukt! Og middagen var absolut også god jeg fik lammeskank med kartoffelmos (ikke skyggen af grøntsag) og Morten fik en steak med pommes og lidt salat. Mmmmm.... Efterfulgt af en lur (for Mortens vedkommende) på en stenstrand lige ved "havnepromenaden". Det er tydeligt at kiwierne har bestemt sig for at nu skal det være sommer uanset om det egentlig er lidt for koldt til at sidde med bar brystkasse.

Nu er det snart ved at være tid for at se dyner. Har været en begivenhedsrig dag selvom vi for det meste har siddet på rumpen. I morgen går det tilbage mod Christchurch. Heldigvis ved vi denne gang hvor vi kan finde noget at spise. Og at se centrum igen har jeg ikke behov for. Lidt for trist:-(. Stakkels dem der bor der, det må være ret så forfærdeligt. Men der skal være en dejlig gåtur langs en flod. Så måske er det det vi skal satse på i stedet. Dagen efter går det mod Kaikoura og forhåbentligvis hvaler:-). Bådturen er bestilt. Igen et af de øjeblikke hvor man bare skal lukke øjnene og køre kortet.

Dunedin og Otago halvøen

Efter et par timer i bus med tilsvarende landskab som fra Christchurch til Oamaru meed smukke fjeld på den ene side og masser af masser af grønt og får var vi vel fremme i Dunedin lørdag eftermiddag. Vi var superheldige med at bussen stoppede lige ved det hostel vi havde bestilt i forvejen. Jo mindre jeg behøver at gå med rygsækken jo gladere er jeg:-). Fik et fint værelse (ret stort faktisk med varmeblæser som jeg øjeblikkelig forelskede mig i, ahhhh......). Ret køligt i Dunedin faktisk og jeg bliver nok ikke set på et eneste billede fremover uden min elskede fleece (som engang var hvid men det er den ikke rigtig længere), grå zip-off bukser og regnjakke. Føler mig så smuk og feminin. NOT! Men gider på den anden side ikke at fryse. Så det er et enkelt valg. Så må farveglade Ann Kirstine komme frem igen i varmere strøg. Fatter ikke at der ikke snart er en eller anden fritidstøjsproducent som fatter at ikke alle synes at beige, armygrøn og koksgrå er fede farver. Na, lille sidespor.

Snakkede med en fyr på hostellet som hed Domingo og som var fra Barcelona men som havde arbejdet på hostellet et godt stykke tid. Han var meget rar (altså snill på norsk) og hjælpsom. Så der gik ikke mange minutter før vi var booket på en bryggeri rundtur på det lokale bryggere Speights. Og så gik der lidt under halvanden time før vi småsnaldrede gik derfra. Lidt for mange timer siden vi havde fået noget at spise og lidt for mange øl man kunne nå at tylle på ret kort tid. Men altid hyggeligt med en lille rundtur på et bryggeri. Og dette var tydeligvis en rimelig stor butik men lidt forvirrende når han snakkede om hvilke bryggerier som havde opkøbt hvem og hvorfor eftersom man ikke kendte ret mange af mærkerne som primært var fra NZ og Australien.

Indtil byen gik det hvor vi havde fået anbefalet en burgerbiks. Så der gik vi glade og tilfredse hen. Ifølge vores nye bedste ven skulle det være de bedste burgere i NZ. De var også gode men på ingen måde lige så gode som dem vi for over et år siden fik i Quebec City. Mmmmm. De var faktisk til at dø for. Hvis der nogensinde er nogen som skal til Canada eller i området vil jeg helt klart anbefale det sted. Det her var lidt mindre gourmet men absolut spiselig:-). Derefter vaklede vi hjem i seng (kl. var ca. 20.00) hvor vi begge faldt i søvn på sengen (jeg vendte omvendt i sengen og med varmeblæseren lige i kraniet. Skønt!) Efter et par timer vågnede vi til liv igen og fik set lidt tv (vildt luksus med eget tv).

Det lønnede sig så ikke næste dag hvor vi på ingen måder klarede at komme ud af fjærene før kl. 11.30. UPS! Men så var der lige et par timer til sightseeing før vi om aftenen skulle ud på "Wildlifetour" på Otago halvøen som ligger lige udenfor Dunedin. Vi fik set centrum inkl. flot og gammel togstation fra Viktoriatiden (ældre bliver det ligesom ikke hernede). Byen var oprindelig skotsk og bærer eftersigende stadig præg af det. Det eneste vi lagde mærke til var at der var en fyr som spillede sækkepibe (men det kunne man vel egentlig have mødt hvor som helst?) og at der var enn butik som hed "Den skotske butik". Ellers ikke så meget skotsk. Heller ikke så meget britisk i Christchurch forøvrigt. Men det er måske fordi vi ikke ved hvad vi skal se efter.

Ellers var vi henne og se universitetet som var inspireret af det i Glasgow. Blev bygget i 1869 og var helt ok men måske ikke helt så imponerende som Gløshaugen i Trondheim da det var noget mere spredt og færre bygninger (som vi kunne finde i hvert fald) som var gamle. Dunedin minder i øvrigt meget om Trondheim ifht indbyggertal og studerende. Da vi var i Dunedin var mange af studenterne allerede taget hjem på ferie. Vi var også i Botanisk have, som var rigtig hyggeligt. Men vi nåede ikke Baldwin street som lå endnu mere i den modsatte retning af vores hostel. Baldwin street er ifølge Guiness World Record verdens stejleste gade hvor der bor mennesker. Men sådan går det når man sover længere end planlagt. Så når man ikke alt. Men jeg tror at vi klarer det. Og så blev det lige tid til en burger (fra en anden lokal konkurrent denne gang, må indrømme at den vi fik aftenen før var bedre). Så vi lever virkelig helsekost de lux i NZ. Først Thai take away, derefter pizza efterfulgt af 2 gange burger. Må håbe at jeg stadig kan komme ind af døren hjemme i lejligheden når de 3 måneder har gået:-).

Hjemme var det bare at komme i endnu mere tøj. Var først ret køligt da vi gik ud men blev varmere og varmere. Lidt som at være hjemme i Skandinavien hvad angår vejret. Meget utilregneligt! Ned med kikkert og begge kameraer lidt mad i rygsækken og så ned til vejen for at vente på Elm Wildlifetour som skulle tage os ud til Otago halvøen. En ret pebret (dyr) affære som vi heldigvis ikke kom til at fortryde at vi betalte for.

Vi sad i en minibus sammen med en hel del andre turister fra mere eller mindre hele verden. Alle fik udleveret en kikkert og et infoark med billeder af de dyr og fugle vi måske kom til at møde. Og så gik det ellers derud ad. Smuk natur. Virkelig. Kørte på meget små veje en hel del af tiden på små grusveje. Kørte forbi to små søer som var afhængig af tidevandet i forhold til hvor meget vand der var i dem. Så en del fugleliv både nogle indførte og nogle som var importeret. Vi havde en fantastisk dygtig guide som vidste masser om både dyreliv og naturen vi så på vejen. Hun fortalte blandt andet at kun 5% af vegetationen på NZ er oprindelig. Resten er blevet importeret fra Europa, Australien og USA. Det drejer sig også om f.eks. vaskebjørnslignende dyr som er blevet et stort problem og en ilder lignende ting som er et stort problem for pingviner da de spiser en del af både æggene og ungerne.

Første stop (udover alle de småstop der var når vi så fugle langs vejen) Albatros center. Morten og jeg var 2 af 4 turister fra bussen som havde valgt at betale ekstra for at komme ind og se der. Noget vi ikke kom til at fortryde (som I måske kan se på billederne). Dette er den eneste Albatros koloni som er på fastland (med mindre jeg har misforstået noget). Der er mange forskellige slags albatroser, den slags de havde her (Royal Albatros) havde et gennemsnitlig vingefang på 3 meter (det er f.... stort). Vi havde desværre en halv entusiastisk guide men selve mødet med fuglene var fantastisk. Vi blev ført op i et glasbur med tonede ruder hvor vi havde fuld udsigt udover fuglene. Vi var meget heldige eftersom det lige var åbnet igen efter "breeding season". Vi så en fugl som lå lige ved glasburet og rugede på et æg. Derudover var der et "teenage selskab" som de kaldte det. Når fuglene er 2-3 år viser de sig frem for hinanden og forsøger at finde en partner. Som pingviner er de stort set trofaste resten af livet. Ca. 10% skilsmisse tilsvarende det vi har hørt om pingviner. Noget bedre end for mennesker! Vi var også super heldige med at der var 1-3 "teenagere" som fløj rundt. Det var virkelig et imponerende skue med det sindsygt store vingefang. Vi fik også lov til at stå med en udstillingsmodel af et æg, en unge på en uge og en unge på 4 måneder som vejede hele 8 kg. Det er f..... tungt! Var på centeret ca. 1 time.

Derefter videre ud af de mange små veje til vi kom til Elm's sted som egentlig er en del af en farm. Bonden er heldigvis interesseret i, at lade dyrene som lever i udkanten af hans grund, fortsætte med at være der og har bl.a. ansat en biolog til formålet. Vi var heldige og fik lov til at fortsætte med den samme kanongode guide. En god guide har virkelig alt at sige for at sådan en tur skal blive kanon. Vi gik først igennem et fårehegn for at komme ned til et udsigtspunkt for at se på "furseals". Der var en hel del og også for dem var det "breeding season". De fortalte at pga. stormen som lige har været var der 2 unger som sandsynligvis var drevet til havs. De kvindelige "furseals" laver i øvrigt ikke andet end at være gravide, føde unger og give dem mælk indtil de dør. Hyggeligt. De bliver mere eller mindre voldtaget få dage efter at de har født. Så er spermen nogle måneder i livmoren før fosteret begynder at udvikle sig (hvordan det så lige foregår? Pas!) Men der var masser af liv også blandt de ældre unger på ca. et år som nylig havde fået nej til mere mælk fra mor og som nu skulle lære at klare sig selv (helt alene og uden oplæring). Så nogle af de plaskede rundt i "nybegynderbassenger" på klipperne. Rimelig sødt!

Så var det ellers op af den halv stejle klippe med alle fårene for at komme ned på en strand lige i nærheden. På vejen ned til stranden var vi SUPER heldige da en gul pingvin (de har nærmest gule briller og er den mest sjældne pingvin i verden) var på vej på stien op på en høj. Det som skete så var at turisterne måtte sætte sig på hug langs stien (så vi ikke virkede så frygtindgydende går jeg ud fra) og så gik den ellers lige forbi os. Det er ellers en meget sky slags pingvin, meget i modsætning til de jackass pingviner vi tidligere har mødt i Sydafrika som mere eller mindre var ligeglade med vores tilstedeværelse. Så det var rigtig, rigtig stort. Og, i mangel af bedre ord, fantastisk sødt. Når de sådan kommer vuggende er de bare lige til at knuse og tage med hjem i lommen (selvom de lugter rimelig meget af fisk og lort!)

Videre ned på stranden var det tid for søløver. De var i mange år ikke at finde på NZ kyster da de blev udryddet af hvalfangere som særlig var interesseret i spækket som kunne bruges til lys. Men de er vendt tilbage. Det er næsten kun hanner som er her. Ca. 180 i alt hvoraf kun 20 er hunner. De andre steder hvor der er søløver er er det omvendt. Mange hunner og få hanner. Der var 4 søløver på stranden og de var til gengæld fuldstændig ligeglade med at vi var der. Vi var meget tætte på og de ikke så meget som løftede et knurhår. Store dyr. Men ligner egentlig mest store klumper som bare ligger og feder den for hårdt på stranden. Men når de vender sig rundt i sandet på maven får man en trang til at løbe hen og klappe dem på maven ligesom en hund. Ved ikke lige om det vil blive godt modtaget så undertrykkede trangen selvom det var ret svært!

Der var mange tegn på stranden efter den voldsomme storm og man så masser af kæmpetang som tydeligvis var kommet fra dybt nede i havet. Meget mere kraftigt end det man plejer at se. Fordi der var en søløve længst nede på stranden var pingvinerne lidt bange for at komme op på land. Søløverne spiser til tider pingviner og guiden fortalte at der i vinter havde været en ung søløve som havde slået op til flere ihjel. Til stor irritation for guiderne. Men det er naturens gang. Denne søløve var der heldigvis ikke længere nu. Men vi så nogle par som kom i land og som vuggede op af klipperne op til deres reder. I modsætning til de blå pingviner kommer de ikke i rafter men ofte i par. Fantastisk. Vi sad i et skjul oppe på klippen (blev en del skøn motion op og ned af klipperne, så staser på at burgerne ikke sætter sig alt for meget på røven:-)) og kunne med et live kamera se en pingvin som lå og rugede på et æg. Hyggeligt!

Så var det ellers tid til at vende næsen hjemover mod Dunedin efter mange flotte timer i smuk natur med fantastiske dyr. Otago halvøen bør absolut være et must på alles rejserute i NZ. Fantastisk! Var hjemme i Dunedin igen ca. kl. 22.30. Kort tid efter i seng, klar til at komme med bussen næste dag kl. 9.30 fra hostelet til Queenstown:-). Farvel og tak fra Dunedin.

Oamaru

Tidlig fredag morgen tog vi fra Christchurch til Oamaru. Bussen gik heldigvis ikke langt fra det hostel vi sov på om natten. Der var smuk natur til begge siden langs kysten fra Christchurch til Oamaru. Det var i midlertid sjældent at vi kunne se vandet og selve kysten. Men det var smukt og grønt og masser af får og nogle køer. Tror at jeg har læst et eller andet sted at der er 3 gange så mange får som der er mennesker i NZ. Ved ikke lige om det er rigtigt? Men smukt var det i hvert fald.

Vel fremme i Oamaru ca. 1 time senere end annonceret fandt vi et hostel i gågaden som vi havde bestilt på forhånd. Der var nemlig 2 grunde til at vi valgte at slå vejen forbi Oamaru på vejen til Dunedin. Den vigtigste grund var at der er et stort Blå pingvin reservat der, men da vi prøvede at finde et hostel i Dunedin fandt vi ud af at alt som var rimeligt var udsolgt. P.g.a. (I gætter det aldrig) Elton John som skulle have koncert fredag aften i Dunedin. He, he... Så derfor blev det Oamaru alligevel. Efter at være kommet til Oamaru fik vi smækket rygsækkene ind på rummet. Og så var det ellers ud for at finde et sted at spise frokost. Morgenmaden havde bestået af hvidt toastbrød med klistret gele på. Mmmm... Det er jo virkelig noget man er mæt af i mage timer efter. Not! Fatter ikke at så mange i verden kan leve af hvidt toastbrød. Det er en seriøst overvurderet spise!

Frokost blev der og derefter var det videre til biblioteket= gratis internet. Smukt. Mange fordele ved at rejse i NZ. Man kan drikke alt vandet (genialt når man altid har et stk. termoflaske med sig), lækre offentlige og gratis toiletter mange steder, varmt vand når man skal i bad. Skønt! Men der er stadig gulvtæppe overalt (mærkeligt!) og to vandhaner alle steder, altså en varm og en kold. Det er altså ikke specielt praktisk.

Nå, men efter en tur på biblioteket var det afsted til pingvinkolonien. Det var ca. 15-20 min. væk fra byen. Der var mulighed for en omvisning om dagen i tillæg til at komme om aftenen hvor der var mest action. Nu er vi jo ret tossede med pingviner så vi skulle da totalt meget have det hele med. Så vi kom på en lille tur rundt i kolonien. Der var en ældre kvinde som fortalte os masser om de små blå pingviner (der er 18 forskellige slags og den blå er den mindste på ca. 30 cm. Når den er oprejst). Inde i kolonien så vi først en "furseal" (hår/skindsæl?) som lå og slikkede sol på strandkanten. Derefter var det ind i kolonien. Det var midt i breeding season (æggeruge og unge passe sæson?). Så vi så flere små fugle som lå i små kasser rundt omkring i terrænet. Men det var svært at få gode billeder af dem eftersom de såvidt stak hoveder ud. Derefter kom vi ind i et mørkerum hvor vi kunne se ned i reder til nogle af pingvinerne. De kunne helt klart mærke at de blev observeret og der var en odør af øhhhh..... en blanding mellem hønsegård og fisk. Mmmm... Må opleves. Men vi kunne se dem og at de lå på æg og i en af kasserne kunne vi også se to unger. Hyggeligt:-).

Så var det ellers tilbage til byen, som faktisk var rigtig hyggelig. En meget levende lille lokal by med masser af småbyliv. F.eks. var der masser der kom på biblioteket og jeg tror helt klar at vi var de eneste backpackere der. Hyggeligt. Og der var en hel del bygninger fra Viktoriatiden. Blev pizza til aftensmad. Sundt og nærende:-). Og så en lille tur i supermarked (smart med hjemmekøbt morgenmad så pengene varer lidt længere). Og så var det ellers mere eller mindre på vej tilbage til pingvinkolonien til kl. 20.15.

De blå pingviner kommer ind fra havet i rafter, det vil sige at de i grupper på mellem 10-100 (det sidste er vidst ret sjældent) surfer ind sammen (så de er mindre sårbare går jeg ud fra). Så vi sad sammen med en helt masse andre turister på et lille podie og så på at pingvinerne skulle komme ind. Først skete der ingenting men så begyndte der at komme lidt action. Først kom der en lille flok ind på maske 20 stk. De er nu ret nuttede når de sådan vakler rundt. De skulle først op ad en klippe (det var desværre ikke ok at tage billeder da de var bange for at for mange af turisterne ikke kunne finde ud af at lade være med at bruge blitz noget pingvinerne tydeligvis ikke kan tåle overhovedet). Efter at være kommet op ad klippen samlede de sig i en gruppe (det kunne godt tage et godt stykke tid fordi de skulle af med varme efter at de var kommet på land). Men når der så var mange nok som havde samlet sig på toppen af klippen løb de over et lille stykke asfalt (til alle turisters store fornøjelse) og krøb derefter ind i kolonien hvor mange af dem skulle ind og afløse en partner som lå på æg eller var sammen med unger. Dette sad vi og så på længe og det var på alle måder fascinerende. Også at se på hvordan pingvinerne vraltede rundt inde i kolonien og snakkede med hinanden (ret højlydt faktisk). Men efter at have været der et par timer var jeg ved at være små kold i kærnen. Så det var på tide at vende næsen hjem.

Det er ret omskiftelig vejr her i NZ. Nogle gange kan det være ret så varmt (og det var det faktisk det meste af dagen i Oamaru) men om aftenen er det koldt og med det samme man ikke er i solen er det helt klart også køligt. På vejen tilbage til hotellet så vi mange flere pingviner i nærheden af parkeringsområdet. Vi havde set et skilt med "pingviner krydser vejen" men havde måske ikke tænkt over at det var så bogstavelig ment. Men der var masser som krydsede vejen. Hyggeligt. Morten ville meget gerne have et billede af de søde små dyr. Men vores halvdyre kamera syntes at der var alt for lidt lys. Men jeg har alligevel lagt et lille billede ved. Ved godt at det ikke er kanon men man kan nok alligevel fornemme hvad det er?

Næste morgen ventede vi et par timer efter morgenmaden hvor vi mest af alt dalrede lidt rundt, snakkede med turistkontoret (de var ikke til meget hjælp i øvrigt og Morten mener ikke at der er nogen som helst grund til at snakke med dem nogensinde igen) og var lidt på net på biblioteket. Kl. ca. 12.30 gik bussen mod Dunedin. Adios til de små søde blå pingviner.

Christchurch første stop New Zealand

Håber på et par billeder i morgen:-). Så er vi i Christchurch. Er begrænset hvor meget vi har ste eftersom vi kom kl. 15. Måtte igennem en helt masse told og paskontrol. Skulle vise både vores flybillet ud og at der ikke var noget mudder under vores sko. De er lige så nazi med det her som i Australien virker det til. Ret morsomt i øvrigt at stewardesserne på Air Asia sagde ved flere lejligheder " on this plane on the way to Autralia" man bliver lidt forvirret:-). Men igennem kom vi til slut. Og efter noget bøvl kom vi også igennem til det hostel vi skulle bo hos som havde som service at de ville hente en gratis i lufthavnen. Så til slut kom vi til hostel i Christchurch. Det første vi gjorde her var mere eller mindre at storme i bad. Følte os mere end almindelig småklamme efter at have gået rundt en hel dag i heden i KL uden mulighed for bad inden vi skulle med flyet videre. Skønt! Og dejlig varmt vand var der også. Ellers er vejret i Christchurch bedre end jeg havde frygtet men selvfølgelig ikke varmt som Malaysia. Det er vel som en halvgod skandinavisk sommerdag. Godt når man sidder i læ men lidt mere koldt når man kommer op og kan mærke vinden. Tror at min flotte (engang noget hvidere fleece, selvom den er brugt minimalt) kommer til at blive min absolut bedste ven (udover Morten selvfølgelig) i New Zealand.

Da vi var færdige i badet ville vi ud at opdage mest mulig af byen inden det blev mørkt. Men efter at have gået ned til centrum fandt vi ud af hvor meget jordskælvet i februar egentlig havde ødelagt. Hele centrum lå øde og det var næsten umulig at finde et sted at spise. Da vi var ved at have givet op (og jeg var ved at være rigtig muggen fordi maden jeg havde fået ombord på flyet ikke havde været det bedste så jeg havde ikke spist så meget) så vi lys i mørket i form af en ombygget campingvogn i et lyskryds kun 500 meter fra hvor vi boede. De serverede den bedste og mest autentiske thai mad jeg har smagt længe og til absolut meget rimelig pris. Win, win. Snakkede med en lokal som forrtalte at jordskælvet i seeptember i 2010 ikke skadede byen så meget men at det der kom 22. februar og de mellem 7-8000 efterskælv (helt vildt!) har gjort centrum til det det er nu. Var et sted hvor der var lukket af ind til centrum med militærvagter fordi der var for stor risiko forbundet med at gå videre. Når vi kommer tilbage til Christchurch (det tror vi at vi kommer til på et andet tidspunkt for en enkelt overnatning) ved vi helt klart godt hvor vi skal gå hen for at få noget at spise. Bingo. Ellers er det små stinkende og klamme tøj fra Malaysia blevet vasket og vi er ved at være klare til at gå i seng. I morgen går bussen videre til Oamaru hvor vi skal tilbringe en nat. Mest af alt fordi vi ikke kunne få fat i rimelig overnatning i Dunedin, sandsynligvis fordi Elton John spiller der i morgen aften.

De sidste tre dage i KL

Så sidder vi i lufthavnen på vej til NZ og Christchurch. Det er en flytur på godt 9 timer og 5 nye tidszoner at forholde sig til:-). Håber at der kommer flere billeder snart.

I mandags kom vi med bussen fra Melaka og tog en taxa hen til Myanmar ambassaden. Denne gang heldigvis med mere held end første gang:-). Der var folk, de tog imod vores pas og ansøgning om visum og Morten fik glæden af at få lavet 4 nye pasbilleder fordi de første 4 han havde fået lavet i Melaka var med forkert farve baggrund (blå i stedet for hvid). Ligesom sidst var der også denne gang sygt mange mennesker på ambassaden. Vi tror at det skyldes at de registrerede sig til det valg som skal komme i Burma snart. Det var i hvert fald det vi fik besked om? Efter at have udfyldt papirene bestemte vi os for at tage til Little india for at finde et sted at bo fordi det var i nærheden af det hotel vi havde forhåndsbooket for den sidste nat i KL. Det sted vi på forhånd havde udset os i guidebogen var desværre udsolgt og efter at være mere end almindelig møre efter at have gået med rygsækkende på lidt for længe under den lidt for varme malaysiske sol endte vi på noget rigtig lort.

Et indisk ejet hotel (kostede alt for meget i forhold til hvad det var værd) med løbende vand overalt på badeværelset og alt for mange insekter. For at sige det sådan, min kakkerlak fobi fik virkelig drivstof og jeg lå mere eller mindre hele natten med silkeposen over mit ansigt og sov ret dårligt pta at det sidste vi gjorde inden vi gik i seng var at DEETe rundt om sengen. YDRK. Ellers brugte vi dagen på at gå rundt i Little India, Merdaka square (der er nogle kolonitidsbygninger) og tog derefter videre til Golden Triangel for at komme i et indkøbscenter fyldt med elektronik. Gæt hvem der havde lyst til det?

Brugte mange timer i elektronik indkøbscenteret, tror at der var 6-7 etager fyldt med mere eller mindre det samme. Telefoner, computere osv. Jeg vil mene at det ikke er så spændende efter ca. 10 min. Men min bedre halvdel har en helt anden opfattelse af det. Og han bliver jo nødt til at gå systematisk igennem alle etagerne så han er helt sikker på at han ikke går glip af noget. Hurra. Men så gik der da tid med det. Og vi købte ingenting. Bagefter gik vi i en gade i nærheden hvor der hver aften er masser af restauranter som serverer mad på gaden. Fik Satay (som jo altid er et hit, altså kødspid med lidt krydret peanuts sovs), nudler og nogle grøntsager a'la water spinach. Mmmm... Bagefter var vi i et af de meget store indkøbscentre i KL (og der er jo mange) hvor vi gik i biograen (alt for koldt men ellers helt ok og noget billigere end hjemme). Bagefter ville vi egentlig have været i den rutsjebane som er inde i indkøbscenteret (siger måske lidt om hvor stort det er) men da var der lukket. Så det blev ved tanken.

Dagen efter tjekkede vi ud fra det meget ulækre hotel tidlig morgen og gik til det nye hotel som ikke var så langt væk, og det er helt klart bedre at gå om morgenen da det ikke er så varmt.Fandt hotellet og var heldige med at vi kunne få en tidlig check in. Så vi spiste morgenmad på hotellet og checkede derefter ind. Og dette var helt andre forhold. TJEK. Kostede knad 300 nok. for en nat og var en helt anden standard end det kakkerlak helvede vi kom fra. Hurra! Så var det ellers afsted mod Petronas Towers. Der var det planen at vi ville have været oppe på broen som forbinder de to tårn. Men der var lukket for restauration og skulle være det nogle måneder fremover. Så vi var glade for at vi begge havde været deroppe før. Ellers ville det have været monster surt! Så vi gik i stedet lidt rundt i det meget overdådige indkøbscenter, så en film i biffen og spiste på den meget store "foodcouurt" (ved ikke helt hvad man skal beskrive det som, men det er et sted hvor mange udbyder deres mad inden for et lille område. Det er en super populær måde at gøre det på mange steder i Asien).

Kl. halv fire var det tilbage mod den burmesiske ambassade. Efter en halv lang gåtur i varmen (denne dag var ekseptionel varm, var ved at koge op da vi var ude i parken omkrinng Petronas for at tage bogle billeder) var vi fremme og passene med det nye fine visum (med billede og alt mulig) var klar til afhentning. HURRA! Mission accomplished! Og der var stadig masser af burmesere der angiveligt for at registrere sig til at stemme. Derefter tilbage til det lækre hotel, en tur i pølen (som ikke var så stor og jeg blev nødt til at have en af Mortens t-shirts på for at være "muslim rigtig").Mens vi var vi pølen begyndte det at regne. Det mærkes ofte meget tryggende og som om det skal begynde at regne. Men halvdelen af gangene hvor man tænker at nu kommer det. Så sker der ikke en skid:-). Men vand er der kommet alle dage vi har været i Malaysia. Men ingen af dagene har det været til stort besvær. Efter dejligt bad i pølen med børnene og "muslim- venlig" t-shirt var det tid for en aftentur til China Town. Ca. 2 km. Fra hvor vi boede i "øvre" Little India. Morten var sidst da har var i Malaysia i China Town sammen med de mange andre fra NTNU. Men som han selv har indrømmet var der en hel del han (og mange af de andre tror jeg) gik glip af fordi de ikke havde en guidebog med. Så sidst han var afsted havde de været i Chinatown men om dagen hvor der er langt mindre liv end om aftenen hvor hele Petaling street (en slags gågade) bliver lavet om til et stort marked.

Da vi kom til Chinatown satte vi os ned på en lille gaderestaurant og spiste kylling i "lerfad" med waterspinach til. Det var både godt og billigst. Inspireret af portugisisk madlavning efter sigende. Derefter blev der gået gennem markedet med Mortens militære præcision det vil sige ikke en eneste bod blev udeladt. Vi fandt et par billige "Adidas" klipklappere (Malaysia er verdensberømte for kopi varer, dette var sandsynligvis ingen undtagelse. Men Politiet virker til at være ret ligeglade eftersom der er en politistation mere eller mindre i Petaling street). Da vi var ved at være færdige på markedet åbnedes sluserne fra oven på maks. Det øsede ned. Længe. Så vi bestemte os for at i stedet for at tage direkte hjem med de to "metroer" som skulle til for at komme til øvre Little India var vi en lille time på internetcafe og fik skrevet lidt ting ud osv.

Efter en fantastisk nats søvn i ikke kakerlak helvede fik vi en seriøst solid morgenmad på hotellet med omelet og det hele. Ikke dårligt for en gang backpackere som os. Derefter havde vi bestemt os for at tage ud til batu caves som er en hule som ligger ca. 17 km. Udenfor KL som hinduerne i byen har gjort til sit helt eget. Vi fandt en bus der gik derud og så var det ellers afsted. Efter ca. 1 time gennem KL's trafikmylder var vi der. Så var det ellers bare op af de mange trapper (meg med skjorte over de bare arme for ikke at fornærme de mange hinduer som var der for at tilbede det hav af guder de nu engang har. Men jeg var sådan ca. den eneste turist som havde gjort det. Men når man nu ved bedre bør man vel også efterfølge det selvom det eneste man har lyst til er at smide den skjorte man har taget på? Varmt var det og da vi kom op på øverste trin mærkede jeg tydeligt mit hjerte banke i halsen. Men det skal jo være så sundt:-). I selve grotten var der en hel del gudestatuer, dog ingen så imponerende som den store guld gude figur som de havde stilt udenfor hulen ved siden af trapperne. Den var meget høj og stor. Resten af grotten var ret så klam (altså rent luftfugtighedsmæssig) og vi har jo set en del templer i Indien tidligere så ikke de helt store overraskelser. Eller det vil sige bortset fra 2 piger. Den ene så ud som en kinesisk malay og den anden som en malaysisk muslimsk malay (her gælder det om at holde tungen lige i munden). Men det fedeste var at da vi kom i nærheden af dem snakkede de dansk indbyrdes. FEDT! Elsker når man bliver overrasket på den måde.

Så bar det ellers tilbage mod KL i bussen. Vi havde ikke de helt store planer for resten af dagen. Meget af det der er i KL af seværdigheder følte vi at vi havde set før eller nu. Så derfor blev det tilbage til Petronas (hoppede af bussen et sted hvor det ikke så ud som om der ville være alt for langt at gå derhen, men der var alligevel et godt stykke, tror at det tog godt og vel en halv time i varmen) hvor vi fik noget at spise på hawkerstandsene, så en ny film (var også mere eller mindre denne eneste som var tilbage som vi gad at se efter 3 dage med biograf i KL). Da filmen var færdig var det tilbage mod hotellet hvor vi havde opbevaret vores store rygsække. Lidt af en proces at komme så langt. Først ned i kælderen på KLCC (der hvor Petronas er). Købe en billet (næsten altid trucker meget kø fordi så at sige ingen af maskinerne virker). Så med banen 3 stop til Masjid Jamek. Ud af LRT gå et stykke for at skifte til MRT. Denne gang problemer på Masjid Jamek fordi maskinerne ikke virkede og der un var en på arbejde som kunne sælge billetter. Så en del kø. Derfra videre til Bandaraya metrostop hvorfra der var ca. 500 m. til hotellet. Få fat i de store rygsække. Tilbage til Bandaraya, købe ny billet. Op ad trapperne med alt for meget vægt. Med MRT et stop. Skifte. Købe ny billet. Med tre stop af. Orientere sig på KL Central for at finde ud af hvor busserne til LCCT (Air Asia terminalen) gik fra. Lidt at spise. Derefter i en sindssvagt lang kø som ikke bevægede sig overhovedet. Finder ud af at grunden til dette er at Malaysia har fået besked af New Zealand at de for enhver pris ikke må lukke nogen ind som ikke har en forhåndsbestilt vej ud. Selvom vi havde alle papirerne i orden tog det alligevel noget tid fordi stewardessen blev nødt til at skrive alle detaljerne ind på computeren. Men ind kom vi til slut. Om bord på flyet og vups 9 timer efter med "lavprisluksus" sidder vi nu i New Zealand i Christchurch.

Melaka

Hej alle sammen. Dette indlæg er desværre allerede nogle dage gammelt. Vi har haft lidt net problemer. Kommer til at skrive mere om de tre sidste dage i Kuala Lumpur senere. I aften (lokal tid) skal vi med flyet videre til New Zealand. Der er der sikkert fantastisk net?

Så er vi på vej tilbage til Kuala Lumpur i bussen. Stod op kl. 6.00 i dag så vi kan komme tilbage til KL og forhåbentlig blive de lykkelige indehavere af 2 stk Myanmar visum i løbet af de næste par dag:-).

Melaka har været en rigtig hyggelig by at være i. Da KL stadig var en sump var Melaka på sit højeste i forhold til indbyggere og status. Byen var i mange hundrede år et af de vigtigste handelscentre i Asien da alle skibe som skulle fra Europa til Asien (og tilbage) var nødt til at ligge til i Melaka for at vente på at monsunen (og dermed vindene) skiftede. Melaka har primært været under portugisisk indflydelse men også englænderne og hollænderne har været fordi og styret. Melaka (og Malaysia) var indtil 1957 under engelsk herredømme, i 1960 brød Singapore ud af koalitionen og har siden været selvstændig.

Så som I kan forstå er Melaka en by man tager til primært for at se på de gamle huse og nyde stemningen. Så det er mere eller mindre det vi har gjort. Vi har svanset rundt i varmen og nydt alle indtrykkene. Da vi ankom lørdag ved middagstid tog vi en lokal bus indtil byen til et område vi havde udset os som havde mange billige steder at bo. Fandt et helt ok hostel og så var det ellers ud på opdagelse. Og det var meget varmt. Er to kæmpe store indkøbscentre i byen, malayer virker meget glade for shopping når man også tænker på de mega centre som er i KL. Vi var oppe at se en ruin efter et gammelt fort (ikke meget at se men tydeligvis nok til at området sammen med nogle andre gamle bygninger er kommet på World Heritage liste i 2008, der er helt klart gået lidt sport i det). Derefter var det op ad en del trappetrin for at komme til ruinen af en gammel kirke (ret specielt eftersom vi er i et muslimsk/hindu/taoist/konfucius land) der var der en performance og art festival. Performance er jo ret specielt og dette var ingen undtagelse. Men havde en vis underholdningsværdi at se på et stk. asiatisk mand iklædt masser af hvid sminke og en brudekjole som vendte forkert + lidt for høje hæle. Det er hårdt at være kunstner.

Melaka skiller sig også ud ved at have masser af trishaws (næsten samme udformning som en rickshaw) som er rimelig lirede. De har hængt masser af falske blomster, højtalere med al verdens musik (alt for højt oftest), bamser, omtrukket sæderne osv. Og de kommer mest til sin ret om aftenen når mange af dem i tillæg har masser af "flotte" lyskæder på. Smukt! Og helt klart en af de ting ALLE turister gør når de er i Melaka. Vi var også med en søndag eftermiddag. Vi kørte med en chauffør med kinesisk oprindelse som snakkede fantastisk dårlig engelsk. Men på vejen så vi China Town (som efter min mening er det mest spændende sted i Melaka), indisk og kinesisk tempel, kampung Morten (landsby Morten efter en tidl. Engelsk mand som gav en malaysisk landsby et lån så de kunne få et nyt sted at bo, nu et super hyggeligt villaområde lige udenfor centrum). I Kampung Morten var vi inde i et "living museum" som hed Villa Sentosa. Der var der en super hyggelig mand som viste os rundt og fortalte om slægtshistorien. Rigtig spændende. Da vi var næsten færdige kom der et brudepar som skulle bruge stedet som location til deres brudebilleder og bruden ønskede at tage nogle billeder med mig. Morsomt. Har i øvrig allerede blevet spurgt af mange (primært fnisende skolepiger) om de kan få lov til at tage billeder sammen med os eller mig. Ret morsomt og uskyldigt. Foretrækker helt klart at de spørger i stedet for at prøve at snige sig til at tage billeder. Men det er lidt Kina tilstande.

Lørdag aften fik vi en fodmassage (som var super skønt og relativt billigt), Morten siger at han vågnede ved at han hørte sig selv snorke:-). Derefter var det tid for det verdenskendte Jonker Walk som ligger i hjertet af China Town. Det er et stort marked i Melaka som er hver fredag og lørdag aften. Og der var da helt sikkert gang i den. Det bliver en bilfri vej og så kommer der en masse små boder som indtager hele gaden med alt mellem himmel og jord, masser af mad men også solbriller (købte et par hver, Malaysia må være verdens hovedstad for kopier), antikviteter (mere eller mindre autentiske), hatte, røgelsespinde osv. osv. Masser af liv med andre ord også fra en scene med seriøst dårlig musik (kan det overhovedet lade sig gøre ikke at ramme en eneste tone rigtigt og stadig optræde med det?) Højdepunktet der var to (brødre?) fra Singapore med kostymer med lys i. SMUKT! Og hvorfor bliver der ikke lavet mere tøj med det? Helt klart en mangelvare i den lokale H&M, he, he.

Maden: Vi har allerede spist både ups and downs. Generelt vil jeg sige at der skal meget til før man rammer fejl med en ongang nudler (med en undtagelse). Og laksaen til 10 nok i China Town var fantastisk god, lidt som en ret stærk thai suppe med kokosmælk. Mmmm... Det er vist en special a'la Melaka. Ellers har jeg været lidt små kvalm pga varmen men man kan jo altid køre et par is ned så tror ikke at kalorieantallet fejler noget:-). Fik en is lørdag aften lavet af mangojuice som var frosset og som blev skåret af i tynde strimler. Rigtig godt minus de gele lignende frugt klumper de blev nødt til at ligge ovenpå. Meget smagsløst. Morgenmaden lørdag var til gengæld ikke noget hit. Fik en nuddelagtig ting i noget som mest af alt mindede om slimet brun sovs. Ydrk! Kan ikke anbefales.

I går var en rimelig doven dag. Vi fik fikset nogle pasbilleder til Mortens ansøgning til visum (jeg har med hjemmefra), spiste en is på Hagendaz (eller hvordan det nu lige staves) efter et stykke tid begyndte det at vælte ned med vand. Sådan virkelig for alvor. Det er et ret fascinerende med asiatisk monsun. Varmen er virkelig trykkende og så pludselig kommer der bare vand. Smukt! Om aftenen var vi som sagt med en trishaw og vi var også på rivercruise i den små stinkende flod som går gennem Melaka. Vi var blevet rådet til af vores "hostelfar" at gøre det om aftenen da det var mere imponerende da. Og det var rigtig flot. De har lavet en flot flodpromenade langs floden og det var rigtig hyggelig at sidde i båden og se på det små tacky malaysiske lysshow.



Selvom Malaysia er et meget billigt land på alle måder flyver pengesedlerne hurtigt fra os. Vi ved ikke lige hvorfor, men der er nok ikke så meget at gøre ved det? Det koster ca. 2 nok at tage en bybus, lidt mere i KL, en taxa fra lufthavnen og indtil KL (som ligger ca. 75 km. Væk) kostede ca. 160 nok og den to timers lange bustur til Melaka kostede 20 nok. Hostelerne vi har boet på har kostet henholdvis 60 og 90 kr. pr. nat. Så man kan vel ikke klage. Selvom Morten godt nok havde en kommentar i går om at det var dyrt i malaysia. Så havde vi lige et realitets tjek:-). Så nej, absolut ikke dyrt med mindre man ønsker det. Malaysia er et komplekst land og her er der virkelig high tech (som i Singapore) men også det komplet modsatte. Fascinerende og kontrastfyldt.