Dunedin og Otago halvøen

Efter et par timer i bus med tilsvarende landskab som fra Christchurch til Oamaru meed smukke fjeld på den ene side og masser af masser af grønt og får var vi vel fremme i Dunedin lørdag eftermiddag. Vi var superheldige med at bussen stoppede lige ved det hostel vi havde bestilt i forvejen. Jo mindre jeg behøver at gå med rygsækken jo gladere er jeg:-). Fik et fint værelse (ret stort faktisk med varmeblæser som jeg øjeblikkelig forelskede mig i, ahhhh......). Ret køligt i Dunedin faktisk og jeg bliver nok ikke set på et eneste billede fremover uden min elskede fleece (som engang var hvid men det er den ikke rigtig længere), grå zip-off bukser og regnjakke. Føler mig så smuk og feminin. NOT! Men gider på den anden side ikke at fryse. Så det er et enkelt valg. Så må farveglade Ann Kirstine komme frem igen i varmere strøg. Fatter ikke at der ikke snart er en eller anden fritidstøjsproducent som fatter at ikke alle synes at beige, armygrøn og koksgrå er fede farver. Na, lille sidespor.

Snakkede med en fyr på hostellet som hed Domingo og som var fra Barcelona men som havde arbejdet på hostellet et godt stykke tid. Han var meget rar (altså snill på norsk) og hjælpsom. Så der gik ikke mange minutter før vi var booket på en bryggeri rundtur på det lokale bryggere Speights. Og så gik der lidt under halvanden time før vi småsnaldrede gik derfra. Lidt for mange timer siden vi havde fået noget at spise og lidt for mange øl man kunne nå at tylle på ret kort tid. Men altid hyggeligt med en lille rundtur på et bryggeri. Og dette var tydeligvis en rimelig stor butik men lidt forvirrende når han snakkede om hvilke bryggerier som havde opkøbt hvem og hvorfor eftersom man ikke kendte ret mange af mærkerne som primært var fra NZ og Australien.

Indtil byen gik det hvor vi havde fået anbefalet en burgerbiks. Så der gik vi glade og tilfredse hen. Ifølge vores nye bedste ven skulle det være de bedste burgere i NZ. De var også gode men på ingen måde lige så gode som dem vi for over et år siden fik i Quebec City. Mmmmm. De var faktisk til at dø for. Hvis der nogensinde er nogen som skal til Canada eller i området vil jeg helt klart anbefale det sted. Det her var lidt mindre gourmet men absolut spiselig:-). Derefter vaklede vi hjem i seng (kl. var ca. 20.00) hvor vi begge faldt i søvn på sengen (jeg vendte omvendt i sengen og med varmeblæseren lige i kraniet. Skønt!) Efter et par timer vågnede vi til liv igen og fik set lidt tv (vildt luksus med eget tv).

Det lønnede sig så ikke næste dag hvor vi på ingen måder klarede at komme ud af fjærene før kl. 11.30. UPS! Men så var der lige et par timer til sightseeing før vi om aftenen skulle ud på "Wildlifetour" på Otago halvøen som ligger lige udenfor Dunedin. Vi fik set centrum inkl. flot og gammel togstation fra Viktoriatiden (ældre bliver det ligesom ikke hernede). Byen var oprindelig skotsk og bærer eftersigende stadig præg af det. Det eneste vi lagde mærke til var at der var en fyr som spillede sækkepibe (men det kunne man vel egentlig have mødt hvor som helst?) og at der var enn butik som hed "Den skotske butik". Ellers ikke så meget skotsk. Heller ikke så meget britisk i Christchurch forøvrigt. Men det er måske fordi vi ikke ved hvad vi skal se efter.

Ellers var vi henne og se universitetet som var inspireret af det i Glasgow. Blev bygget i 1869 og var helt ok men måske ikke helt så imponerende som Gløshaugen i Trondheim da det var noget mere spredt og færre bygninger (som vi kunne finde i hvert fald) som var gamle. Dunedin minder i øvrigt meget om Trondheim ifht indbyggertal og studerende. Da vi var i Dunedin var mange af studenterne allerede taget hjem på ferie. Vi var også i Botanisk have, som var rigtig hyggeligt. Men vi nåede ikke Baldwin street som lå endnu mere i den modsatte retning af vores hostel. Baldwin street er ifølge Guiness World Record verdens stejleste gade hvor der bor mennesker. Men sådan går det når man sover længere end planlagt. Så når man ikke alt. Men jeg tror at vi klarer det. Og så blev det lige tid til en burger (fra en anden lokal konkurrent denne gang, må indrømme at den vi fik aftenen før var bedre). Så vi lever virkelig helsekost de lux i NZ. Først Thai take away, derefter pizza efterfulgt af 2 gange burger. Må håbe at jeg stadig kan komme ind af døren hjemme i lejligheden når de 3 måneder har gået:-).

Hjemme var det bare at komme i endnu mere tøj. Var først ret køligt da vi gik ud men blev varmere og varmere. Lidt som at være hjemme i Skandinavien hvad angår vejret. Meget utilregneligt! Ned med kikkert og begge kameraer lidt mad i rygsækken og så ned til vejen for at vente på Elm Wildlifetour som skulle tage os ud til Otago halvøen. En ret pebret (dyr) affære som vi heldigvis ikke kom til at fortryde at vi betalte for.

Vi sad i en minibus sammen med en hel del andre turister fra mere eller mindre hele verden. Alle fik udleveret en kikkert og et infoark med billeder af de dyr og fugle vi måske kom til at møde. Og så gik det ellers derud ad. Smuk natur. Virkelig. Kørte på meget små veje en hel del af tiden på små grusveje. Kørte forbi to små søer som var afhængig af tidevandet i forhold til hvor meget vand der var i dem. Så en del fugleliv både nogle indførte og nogle som var importeret. Vi havde en fantastisk dygtig guide som vidste masser om både dyreliv og naturen vi så på vejen. Hun fortalte blandt andet at kun 5% af vegetationen på NZ er oprindelig. Resten er blevet importeret fra Europa, Australien og USA. Det drejer sig også om f.eks. vaskebjørnslignende dyr som er blevet et stort problem og en ilder lignende ting som er et stort problem for pingviner da de spiser en del af både æggene og ungerne.

Første stop (udover alle de småstop der var når vi så fugle langs vejen) Albatros center. Morten og jeg var 2 af 4 turister fra bussen som havde valgt at betale ekstra for at komme ind og se der. Noget vi ikke kom til at fortryde (som I måske kan se på billederne). Dette er den eneste Albatros koloni som er på fastland (med mindre jeg har misforstået noget). Der er mange forskellige slags albatroser, den slags de havde her (Royal Albatros) havde et gennemsnitlig vingefang på 3 meter (det er f.... stort). Vi havde desværre en halv entusiastisk guide men selve mødet med fuglene var fantastisk. Vi blev ført op i et glasbur med tonede ruder hvor vi havde fuld udsigt udover fuglene. Vi var meget heldige eftersom det lige var åbnet igen efter "breeding season". Vi så en fugl som lå lige ved glasburet og rugede på et æg. Derudover var der et "teenage selskab" som de kaldte det. Når fuglene er 2-3 år viser de sig frem for hinanden og forsøger at finde en partner. Som pingviner er de stort set trofaste resten af livet. Ca. 10% skilsmisse tilsvarende det vi har hørt om pingviner. Noget bedre end for mennesker! Vi var også super heldige med at der var 1-3 "teenagere" som fløj rundt. Det var virkelig et imponerende skue med det sindsygt store vingefang. Vi fik også lov til at stå med en udstillingsmodel af et æg, en unge på en uge og en unge på 4 måneder som vejede hele 8 kg. Det er f..... tungt! Var på centeret ca. 1 time.

Derefter videre ud af de mange små veje til vi kom til Elm's sted som egentlig er en del af en farm. Bonden er heldigvis interesseret i, at lade dyrene som lever i udkanten af hans grund, fortsætte med at være der og har bl.a. ansat en biolog til formålet. Vi var heldige og fik lov til at fortsætte med den samme kanongode guide. En god guide har virkelig alt at sige for at sådan en tur skal blive kanon. Vi gik først igennem et fårehegn for at komme ned til et udsigtspunkt for at se på "furseals". Der var en hel del og også for dem var det "breeding season". De fortalte at pga. stormen som lige har været var der 2 unger som sandsynligvis var drevet til havs. De kvindelige "furseals" laver i øvrigt ikke andet end at være gravide, føde unger og give dem mælk indtil de dør. Hyggeligt. De bliver mere eller mindre voldtaget få dage efter at de har født. Så er spermen nogle måneder i livmoren før fosteret begynder at udvikle sig (hvordan det så lige foregår? Pas!) Men der var masser af liv også blandt de ældre unger på ca. et år som nylig havde fået nej til mere mælk fra mor og som nu skulle lære at klare sig selv (helt alene og uden oplæring). Så nogle af de plaskede rundt i "nybegynderbassenger" på klipperne. Rimelig sødt!

Så var det ellers op af den halv stejle klippe med alle fårene for at komme ned på en strand lige i nærheden. På vejen ned til stranden var vi SUPER heldige da en gul pingvin (de har nærmest gule briller og er den mest sjældne pingvin i verden) var på vej på stien op på en høj. Det som skete så var at turisterne måtte sætte sig på hug langs stien (så vi ikke virkede så frygtindgydende går jeg ud fra) og så gik den ellers lige forbi os. Det er ellers en meget sky slags pingvin, meget i modsætning til de jackass pingviner vi tidligere har mødt i Sydafrika som mere eller mindre var ligeglade med vores tilstedeværelse. Så det var rigtig, rigtig stort. Og, i mangel af bedre ord, fantastisk sødt. Når de sådan kommer vuggende er de bare lige til at knuse og tage med hjem i lommen (selvom de lugter rimelig meget af fisk og lort!)

Videre ned på stranden var det tid for søløver. De var i mange år ikke at finde på NZ kyster da de blev udryddet af hvalfangere som særlig var interesseret i spækket som kunne bruges til lys. Men de er vendt tilbage. Det er næsten kun hanner som er her. Ca. 180 i alt hvoraf kun 20 er hunner. De andre steder hvor der er søløver er er det omvendt. Mange hunner og få hanner. Der var 4 søløver på stranden og de var til gengæld fuldstændig ligeglade med at vi var der. Vi var meget tætte på og de ikke så meget som løftede et knurhår. Store dyr. Men ligner egentlig mest store klumper som bare ligger og feder den for hårdt på stranden. Men når de vender sig rundt i sandet på maven får man en trang til at løbe hen og klappe dem på maven ligesom en hund. Ved ikke lige om det vil blive godt modtaget så undertrykkede trangen selvom det var ret svært!

Der var mange tegn på stranden efter den voldsomme storm og man så masser af kæmpetang som tydeligvis var kommet fra dybt nede i havet. Meget mere kraftigt end det man plejer at se. Fordi der var en søløve længst nede på stranden var pingvinerne lidt bange for at komme op på land. Søløverne spiser til tider pingviner og guiden fortalte at der i vinter havde været en ung søløve som havde slået op til flere ihjel. Til stor irritation for guiderne. Men det er naturens gang. Denne søløve var der heldigvis ikke længere nu. Men vi så nogle par som kom i land og som vuggede op af klipperne op til deres reder. I modsætning til de blå pingviner kommer de ikke i rafter men ofte i par. Fantastisk. Vi sad i et skjul oppe på klippen (blev en del skøn motion op og ned af klipperne, så staser på at burgerne ikke sætter sig alt for meget på røven:-)) og kunne med et live kamera se en pingvin som lå og rugede på et æg. Hyggeligt!

Så var det ellers tid til at vende næsen hjemover mod Dunedin efter mange flotte timer i smuk natur med fantastiske dyr. Otago halvøen bør absolut være et must på alles rejserute i NZ. Fantastisk! Var hjemme i Dunedin igen ca. kl. 22.30. Kort tid efter i seng, klar til at komme med bussen næste dag kl. 9.30 fra hostelet til Queenstown:-). Farvel og tak fra Dunedin.