Queenstown eller schreamstown?

Obs! Tre indlæg i dag:-). To med billeder:-).

Så er vi kommet til Queenstown. Scream city som de lokale kiwi'er kalder det:-). Turen herhen gik med bus fra Dunedin kl. 10.00 for to dage siden. Vi havde en aftale med busselskabet om at de skulle hente os kl. 9.35. Men allerede kl. 9.00 kom vores nye ven Domingo som arbejdede på hostellet og sagde at nu var chaufføren der for at hente os. Øhhhh.... Det var vi jo ikke ligefrem klar til. Men der var ikke andet at gøre end at sluge morgenmaden færdig og kaste vores grej ned i rygsækkene. Vi var klar kl. 9.15. Synes egentlig at det var ok:-). Lidt skod at vi så efterfølgende skulle vente 20 min. nede ved jernbanestationen på at kl. skulle blive 10.00 så vi kunne komme afsted. But what can you do? Et er i hvert fald service at blive hentet der hvor man bor så man slipper for at okse rundt med de tunge, store rygsække. Nogle gange tænker jeg at det ville have været meget dejligere med kun 5 kg. I den. Men det er ret svært at gennemføre når vi er i så varieret klima.

Nå, men så var det ellers afsted med den lidt specielle buschauffør. På vejen til Queenstown kørte vi gennem Roxburgh, Alexandra og Cromwelll, alle tre gamle guldminebyer. Men der var nu ikke meget som bar vidne om det når man kørte igennem. Det lignende mest af alt små søvnige småbyer. Var på et cafeteria i Roxburgh hvor vi fik et stk . Jimmys pie. Noget som kommer stærkt anbefalet af min kollega Berits samboer Kristian, som tidligere har boet på NZ. Er måske ikke ligefrem noget jeg kommer til at savne men var bedre end forventet. Det var et stk. pie i butterdej med kød, løg og måske sovs? Indeni. Helt ok. Men næppe et gastronomisk måltid:-). Men det er nok en af de ting man skal spise når man er helt hernede. Har godt lagt mærke til at der findes mange steder hvor de sælger diverse lignende pie'r. Så tjek:-).

Det var igen smuk udsigt fra den lille minibus. Grønt så langt øjet ser og masser af får. Vi bliver seriøst nødt til at begynde at spise nogle af alle de dejlige lamsebamser som der tydeligvis er her:-). Noget regn er vel også hvad man skal forvente. Men det var meget til og fra. Så regnede det lidt og så gjorde det ikke. Kom frem til Queenstown ca. kl. 14.30. Fandt frem til hostellet vi havde booket i forvejen. Det ligger lidt udenfor centrum og selvfølgelig meget op ad bakke. DØ! Men det gik alt sammen fint alligevel. Har igen været heldige og fået et fint stort værelse. Skønt:-). Men at finde gratis net i Queenstown er umulig. Selv på det lokale bibliotek koster det penge. Skod! Og så er forbindelsen sågar ikke særlig god. Men, men.... For en gangs skyld havde Morten brugt meget af busturen på at sætte sig ind i den by vi var på vej til og havde vel mere eller mindre allerede bestemt sig for at han ville af action pakkede aktiviteter når han kom frem til Queenstown. Allerede da vi kom til receptionen på hostellet var de mere end villige til at hjælpe os med at booke hvad som helst. Så langt så godt.

Men først var det tid for frokost. Fandt et sted hvor de solgte sandwich, ja det bliver meget sådan noget mad det går i. Men var faktisk rigtig gode sandwich. Så det var jo altid noget. Så på brochurer for diverse kombinationstilbud på ekstreme aktiviteter i Queenstown, men der var ikke rigtig noget der passede for os. Gik en lang tur langs den smukke, smukke sø (er ret så stor) som Queenstown ligger ved. Landskabet mindede meget om Vestnorge og var i sandhed storslået. Det blæste godt nok en halv pelikan, men solen skinnede for det meste. Så det var ikke så værst. Fandt ud af at vi begge ville med en jetboat og paraglide (noget jeg var noget skeptisk til fordi jeg troede at man mere eller mindre blev nødt til at hoppe ud fra en klippeafsats. Men da jeg fandt ud af at man ikke behøvede det blev jeg lidt mere hooked. Så det blev booket i løbet af aftenen:-). Som Morten sagde, der er ikke andet at gøre end at lukke øjnene og køre kreditkortet, for billigt det er det godt nok ikke at gøre alle de fede ting i NZ. Det koster. Både at se på vilde dyr og at lave "ekstreme aktiviteter". Men så langt har det været værd det, så det er jo altid noget. Feriepengene får vi i hvert fald ikke problemer med at få brugt i NZ:-).

Aftensmad blev fra det lokale supermarked og bestod af toastbrød (det er seriøst svært at få fat i andet brød, men dette her var i hvert fald groft i det). Toastbrød som er hvidt er ikke værd at spise. Gik total i kold relativt tidligt. Efter at have siddet i fælleslokalet og skrevet blog til vi var så kolde at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv. Man kunne næsten se sin egen ånde. Var faktisk oppe i receptionen morgenen efter og klage. Det er ikke ok at sidde og spise morgenmad og hopfryse. Hostellet er ellers totalt lejrskole stemning og er megastort. Der er for tiden ca. 120 unge danskere her som tager et sosiologi studie i Queenstown, i hostellets lokaler. Ret morsomt og gør at man hører dansk ret så ofte.

Kl. 8.30 blev vi hentet af Skippers Jetboat Adventure. Vi haavde valgt dette selskab fordi de i tillæg til jetboaten tog en op til Skippers canyon som er et gammelt guldgraversted. Selvfølgelig mere eller mindre forladt nu, men der er tre gårde i området som tilsammen har 30.000 får, det er jo en slat. Men de kræver jo ikke så meget vedligehold sådanne får. Kørte ca. ½ time udenfor byen for at komme til stedet hvor vi skulle med en jetboat. På vejen fortalte guiden os en masse historie om området og hvor crazy det havde været dengang de fandt guld. Masser af folk fra hele verden kom til Queenstown området, mange døde pga mangelsygdomme da det næsten var umulig at få fat i fødevarer. Trist. Men interessant at køre på en smal bjergvej (til tider var der ret langt ned, men når man har kørt på verdens farligste vej i Bolivia skal der lidt mere til før man bliver rigtig bange:-). Men det var imponerende at tænke på at masser af immigranter, primært kinesere mere eller mindre har hakket hele vejen med håndkraft.

Vel fremme ved stedet hvor jetboaten skulle afsted var det ellers afsted. Og det gik hurtigt, meget hurtigt. Og vandet var koldt. Meget koldt. Når det piskede på panden var det lige før man fik bihulebetændelse (Morten mener at jeg er en istap og at jeg ikke tåler kulde overhovedet jeg er tilbøjelig til at give ham ret). Det var skønt vejr og en helt igennem perfekt dag for jetboating og der var da helt klart tidspunkter hvor man kunne mærke at det kildede meget i maven. Fedt:-). Vi sejlede vel i ca. 20-30 min. Fedt men også koldt. Til tider så man næsten ikke kunne trække vejret synes jeg:-). Men som sagt jeg er en kuldepind. Mere og mere jo ældre jeg bliver synes jeg. Så det ender vel med at jeg bliver nødt til at gå rundt i fleece og uld hele tiden. Kan se at de lokale her går rundt i væsentlig mindre tøj end hvad jeg gør. Det er varmt i solen, men med det samme man kommer i skyggen eller hvis der kommer en vind bliver det straks køligere. Så fleecen er aldrig langt væk:-).

Efter en skøn jetboat tur kørte minibussen tilbage til Queenstown. Havde så et par timer hvor vi sad i solen og fedede den og spiste frokost. Kl 13.00 kommer der en minibus og henter os for at tage os med ud at paraglide. Spændende. Vi blev kørt udenfor Queenstown (der var to muligheder, enten inde i byen eller ude ved Coronet peak, vi valgte den sidste) til Coronet Peak. Masser af udstyr (sådan en faldskærmslignende ting fylder og vejer en del) og minibussen fyldt fordi der var flere solohoppere som også ville benytte sig af den perfekte dag for paragliding. Tror nok at vi var rimelig heldige:-). Jeg hoppede med en fyr som hed Omar fra Venezuela som var helt vildt sød. Havde været lidt bekymret i forvejen men det var der ingen grund til. Det var bare smukt og fredfyldt. Man skulle løbe ned af en bakke og det var ikke 100% enkelt med en instruktør og en faldskærm efter men det gik fint:-). Og så var det ellers op. FEDT! Var i luften i godt et kvarter, noget længere end Morten (måske pga vægtforskellen, han havde også en instruktør som så tungere ud end min, men efter sigende er det en stor fordel at have en del tyngde hvis man skal lave tricks?) Der var smuk udsigt udover fjeldene, søen og Queenstown i baggrunden. Smukt! Virkelig en oplevelse som kan anbefales, og overhovedet ikke skummelt:-). Så nu har vi helt klart fået månedens adrenalinkick. Morten har også lidt lyst til at hoppe i elastik, men det er ikke noget for mig. Så må vi se om har gør det nu eller ved en anden lejlighed:-).

Eftermiddagen og aftenen blev brugt til at spise is i solen. Handle skjorter til Morten (der er allerede 2 af de ting han tog med som er døde) og så var det ellers middag på en skøn restaurant med smuk udsigt udover søen og bjergene i det fjerne mens dampskibet som holder til her forsvinder i horisonten. Smukt! Og middagen var absolut også god jeg fik lammeskank med kartoffelmos (ikke skyggen af grøntsag) og Morten fik en steak med pommes og lidt salat. Mmmmm.... Efterfulgt af en lur (for Mortens vedkommende) på en stenstrand lige ved "havnepromenaden". Det er tydeligt at kiwierne har bestemt sig for at nu skal det være sommer uanset om det egentlig er lidt for koldt til at sidde med bar brystkasse.

Nu er det snart ved at være tid for at se dyner. Har været en begivenhedsrig dag selvom vi for det meste har siddet på rumpen. I morgen går det tilbage mod Christchurch. Heldigvis ved vi denne gang hvor vi kan finde noget at spise. Og at se centrum igen har jeg ikke behov for. Lidt for trist:-(. Stakkels dem der bor der, det må være ret så forfærdeligt. Men der skal være en dejlig gåtur langs en flod. Så måske er det det vi skal satse på i stedet. Dagen efter går det mod Kaikoura og forhåbentligvis hvaler:-). Bådturen er bestilt. Igen et af de øjeblikke hvor man bare skal lukke øjnene og køre kortet.