Rotorua

Hej folkens. Har haft lidt computer problemer. Billeder kommer. Morten har gjort dem "små":-). Er nu i Melbourne. Kommer indlæg om Waitomo hulerne og Auckland inden. Måske i morgen, med billeder? I mellemmtiden kan man læse de to indlæg fra i dag:-). Hurra solen skinner.

Bus videre til Rotorua kl. 9.45 så der var for en gangs skyld mulighed for at sove længere end til kl. 6.00. Hurra:-). Rimelig kort bustur på godt en time og så var vi fremme i Roto-vegas som nogle af de lokale kalder det. Hvorfor er jeg lidt usikker på. Var på ingen måder masser af lys og gambling. Det nærmeste man kom var nok at der var mange (rigtig mange) moteller, hoteller og hosteller. Men Vegas, ikke rigtig. Vi var her i 2 dage og det var på mange måder en lidt halv død provinsby. Men så var det også en søndag og mandag, måske ikke de mest livlige dage.

Værelset var ikke klar på hostellet så vi gik hen på turistinformationen og slog lidt tid ihjel og prøvede at danne os et overblik over hvad man kunne lave i Rotorua. Vi endte med ikke at vælge et maori show om aftenen. Mest af alt fordi vi synes at det ret så dyrt (måske er alle showene med maorier grunden til at man kalder det Roto-vegas?) Men vi bestemte os for at ville besøge begge landsbyer som ligger i udkanten af Rotorua. Begge har delvis tilgang til det samme termalområde som hedder Te Puia. Den ene hedder Te Puia den anden Whakarewarewa. Efter at have tjekket ind på hostellet, som i iøvrig blev drevet af et rigtig sødt ægtepar som var kiwi/dansk var det ud at finde et sted hvor der var frokost. Jeg fik en salat med oksestrimler og Morten fik noget a'la gullasch. Begge dele godt.

Vi gik ud til Te Puia som ligger ca. 40 min. gåtur ud af Rotorua. Det er ikke en specielt fed vej at gå ud af. Man passerer endeløse rækker med moteller og motorhomes og det er en ret stor og trafikeret vej. Men vi kom derud, fik at vide af div. Ansatte at det var muligt at tage en bus tilbage til byen (jeg var rimelig forkølet og halv dårlig og Morten synes at det var den mest forfærdelige vej han mere eller mindre nogensinde havde gået af). Godt nok var de ansatte ikke enige om hvornår bussen gik men en bus skulle der gå. Kom ind i Te Puia. Mest af alt et turistshow bygget netop for turister, og der var en hel del turister. Tjek. Men ikke overfyldt. Vi skulle med en guidet tur som afgik hver time så vi havde en halv times tid hvor jeg mere eller mindre gik i spand på en bænk i mit forkølelses helvede. Så var det ellers rundt med den ikke så vældig entusiastiske guide som gik meget, meget langsomt rundt. Først var vi nede at se på de to geysere som området er så berømt for. De var i udbrud mens vi var der kontinuerlig. Det har været sådan siden der var et udbrud i Etna (i Sicilien) for en del år siden. Mærkelig at tænke på at det har så meget indflydelse på hinanden. Geyserne sprøjtede måske 5 meter op (den højeste) og det var ærlig talt lidt svært at se at det var vand der kom op, det meste af tiden så det mest ud som damp. Vi gik rundt i området hvor røgen stod op af jorden og der var en smuk lugt af svovl næsten overalt. Næste stop på guidens tur var et stop ved en stor boblende mudderpøl. Ret så fedt synes jeg. Tænk på den varme der så hele tiden er i jorden der for at det vil ske. Vildt!

Næste stop kiwi huset,, som er i mørke eftersom kiwierne (som beskriver både frugten, fuglen og de new zealandske folk, i denne sammenhæng fuglen som også er naionalfuglen) er nataktive. Vi var heldige og så en af de to beboere. En ret mærkelig fugl må jeg sige. Meget langt næb, løber lidt forvildet rundt i skovbunden. Som Morten sagde, man får ikke indtryk af at den er ret klog. De har det desværre rigtig svært de kiwier, i hver fald de som lever i det fri. De har fået masser af fjender som spiser både dem, deres æg og ungerne. Før europæerne tog alle mulige mærkelige dyr med til NZ havde de ingen fjender og kan derfor ikke flyve. Men fordi europæerne i første omgang tog kaniner med og derefter lækatte/mårer eller hvad det nu end er for at holde kaninbestanden nede (og dermed også kiwierne) har det gået rigtig dårligt for dem. Så der er mange projekter rundt omkring i landet som prøver at hjælpe. Men det var i hvert fald fedt at se en som man ved hvad alt er snakken er om.

Og det var så mere eller mindre den tur i tillæg til at hun viste os de to skoler som blev startet for mange år siden. En i forhold til fletning af skørt, tasker osv. efter mønstre efter stammetilhørighed og en for udskæring af figurer igen ifht stammetilhørighed. Så traskede vi ellers rundt et stykke tid selv. Så på geyserne som stadig var i udbrud (samme højde hvilket gjorde at Morten var lidt skuffet) . Så var det ellers ud for at komme med en bus. Det viste sig desværre at der ikke gik nogen bus fordi det var søndag ogg den sidste var gået kl. 16.00. Surt! Så var der ikke andet at gøre end at lunte tilbage af den kedelige vej og lokke Morten med at han kunne få øl i supermarkedet når vi kom så langt. Så der blev både øl og jordbær som et plaster på såret (vi indbildte os at vi bare brugte de penge vi ellers ville have brugt på busbilletter:-)). Spsite aftensmad på en indisk og så var det ellers hjem og slappe af med forkølelsen og solskoldningen på mit stakkels bryst og mave (er altid brystpartiet jeg bliver solskoldet på). Vejret havde været overskyet absolut hele dagen nogen gange med lidt småbyger. Lige til at blive glad af:-).

Næste morgen var det tid for en hurtig morgenmad før vi skulle videre mod Whakarewarewa som ligger ca. det samme sted som Te Puia. Skæbnens ironi ville at vi ikke skulle komme med bussen som kunne have kørt os derud, hvilket lagde en dæmpet start på dagen fordi Morten blev lidt muggen over det. Men eftersom vi vidste at der skulle være en "cultural performance" derude kl. 11.15 var der ikke andet at gøre end at begynde at gå mod landsbyen i raskt tempo. Nåede det også lige. Så ikke dårligt. Jeg får det altid lidt mærkeligt med sådan en slags opvisning. Det er selvfølgelig godt at maorierne får mulighed for at beholde sin kulturelle identitet men det er også lidt mærkeligt. Nogle af sangene var rørende især en smuk kærlighedssang og haka som er en gammel krigssang for at få krigerne i det rette humør. Maorierne er jo kendt for at række tungen ud og gøre øjnene større. Det var en del af at gøre sig klar til at gå i krig. Planen var at hvis man så skræmmende nok ud kunne man forhåbentligvis skræmme modstanderen væk og ikke behøve at gå i krig. For så vidt ret sympatisk:-).

Så var det tid for guidet tur rundt i landsbyen, hvor der fortsat bor 25 familier (og mange andre maori familier i umiddelbar nærhed som også benytter sig af landsbyen men som ikke får lov til at bo der fordi myndighederne har sagt at der ikke kan opføres flere huse i Whakarewarewa da det kan være for farligt). Vores guide havde flere familiemedlemmer i landsbyen og boede selv lige udenfor. Han var super dygtig og igennem de næste næsten 2 timer gav han os rigtig meget info om måden man i mange hundrede år har boet ved Rotorua (både søen og byen) og hvordan man har tilpasset sig det ret barske klima. Landsbyen har stadig fællesbadning med flere badekar, flere fælles "kogekar" (altså trækasser som bliver varmet op af dampen fra de varme kilder som er overalt i landsbyen) og så er der ellers (bogstavelig talt) røg og damp rigtig mange steder. Kirkegården er ret speciel (der er ikke så mange der er begravet der), pga risiko for at man ved at grave ville komme til en varm kilde eller andet godt er kisterne ovenpå jorden og lavet af cement. Kan forestille mig at de døde alligevel bliver mere eller mindre dampkogte. Morsom detalje.

Flere steder i landsbyen var der rør op af jorden for at lede dampen væk fra huse, dampende søer og flot udsigt til geyserne i Te Puia. Morten er jeg er rørende enige om at det ville have været supert bare at have været i denne landsby, godt nok kommer man ikke lige så tæt på geyserne, der er et lidt bedre boblende mudderhul på den anden side og man får mulighed for at se kiwier. Men det hele er meget turistet og mindre sympatisk end Whakarewarewa. Så hvis I kommer til NZ anbefales Whakarewarewa på det varmeste. Vi fik i hvert fald rigtig meget ud af det, et godt indblik i maaorikultur anno 2011. Efter den guidede tur fik vi et hangi måltid (traditionelt tilberedt ved hjælp af de naturlige dampkogere). Det var relativt smagløst men det smagte ikke af svovl som man måske kunne frygte, det rvar altid noget. Kogt kål, majskolbe, kød og noget mærkelig brødkrumme agtig noget. Plus kumara som er en slags sødkartoffel (ikke så god synes jeg) og almindelig kartoffel. That var that. Vi havde indtryk af at vi også skulle have dessert men fik at vide af kvinden i kafeteriet at det skulle vi ikke. Godt så. Gik derefter rundt på egen hånd i landsbyen (og lige udenfor) ad en sti rundt i det termale område. Der var en stor rygende sø med en bro over. Der var en meget magisk og nærmest elveragtig stemning over det hele. Virkelig storslået. Anbefales i den grad. At det så regnede (ikke meget mest lidt sådan støvregn i mere eller mindre grad) var det i den grad vellykket.

På vej tilbage til byen gik vi forbi receptionen for at finde ud af hvor nærmeste busstop var. Så da på et skilt at vi skulle have haft dessert og nævnte det for receptionisten som fik fikset det sådan at kantinen lavede to som vi kunne tage med. Ikke dårligt. Så vi gik hen til busstoppet, spiste vores pudding (jeg vil kalde det krydderkage) men dampet med vaniliesaus og dåsefrugt. Gourmet, nej måske ikke men det smagte overraskende godt. Og tada der kom en bus som tog os med hele vejen tilbage til hostellet. Ikke dårligt. Endelig kom vi med bussen. Og min forkølelse var heldigvis blevet bedre, stadig en del pudsen næse men ikke samme slaphed og ondt over det hele. Dejligt.

Vel hjemme på hostellet var der ikke andett at gøre end at pakke badetøjet og tage ned til Polenisian Spa. Et (efter deres egne ord i hvert fald) af verdens 10 bedste naturlige spa. Og det var et skønt sted med 7 forskellige små pooler (ikke så stort som det måske lyder) i forskellige temperaturer (de fleste for varme til mig, jeg fandt ud af at 37 er passende). Nogle var med svovlvand andre med alkalisk vand (hvad det så end lige er?). Vi var der en del timer, primært sammen med asiatiske turister som kom flokvis i store busser. Skønt:-). Især med meget rødt bryst og mave. Føler sig kke som uansvarlig europæisk turist som ikke kan finde ud af at bruge solcreme når man sidder med kvinder med solskærm på hovedet i regnvejret. Nå jo, det gør man:-). Middag blev thai på et godt sted. Nu sidder vi i bussen på vej til hulerne i Waitomo (det regner) hvor vi skal bruge det meste af dagen på at se tre huler. Bussen som vi nu sidder i er Intercity (har kun været med det selskab en gang tidligere) og buschaufføren er meget villig til at give os alle mulige nyttige (og unyttige) fakta om alt hvad vi passerer. Har en vis underholdningsværdi men kan nok blive træls i langden. Fortsætter med lavprisbussen Naked bus (hvor der på ingen måder er en sådan turistservice) i eftermiddag hvor turen går videre til Auckland hvor vi skal have to overnatninger (den ene ved lufthavnen) før ddet går videre til Melbourne i Australien.