Tongariro Alpine Crossing

Efter en dag i Napier var det videre mod Naional Park, som ligger i nærheden af Tongariro National Park. Det er lidt af en tur at komme fra Napier til National Park når man ikke selv har bil. Det tog ca. 8 timer i transporttid med et langt stop i Palmerston North, der var det ene busbytte også. Og det var selvfølgelig skønt vejr (er det ikke bare typisk, den dag hvor man mere eller mindre bare skal sidde i en bus må det jo gerne regne. Når man kun har en dag i Napier er det knap så fedt). Efter en lang tur i 3 forskellige busser (den soom skulle hente os det ene sted var i tillæg næsten 30 min. forsinket men det gik heldigvis altsammen alligevel). Kl. godt 4 om eftermiddagen ankom vi National Park. En lille ubetydelig "by" som er et af de nærmeste steder man kan bo på Tongariro National Park. Det er kort fortalt en lille klynge huse langs et kryds + en jernnbanestation. Smukt. Men der er vel ikke så meget mere man har brug for? Gik en tur rundt i "hele" byen. Der er en smuk udsigt til Mt. Ngauruhoe (også kendt som Mt Doom i Ringenes Herre). Ikke langt derfra var der et højere bjerg fortsat med masser af sne på. Smukt.

Vi fandt en lille cafe hvor vi fik et ok målid bestående af en burger. Morten fik en øl og var strålende glad da der blev taget billede af ham med øl i hånden og Mt Doom i baggrunden. Ellers var den største seværdighed (efter min ydmyge mening) Kirk St. Smukt. Blev selvfølgelig også nødt til at tage et billede af mig sammen med den. Har i øvrigt tidligere været en statsminister i NZ som hed Kirk. Så der må være en del her som hedder det. Har også glemt fra tidligere, at fortælle at vi hilste på NZ statsminister da vi var på omvisning i Wellington. Om en del af en gruppe selvfølgelig, han var ikke ligefrem henne at håndhilse. Men for at være helt ærlig er det jo ikke alt for meget man ser til NZ statsledere i norsk fjernsyn. Så ved faktisk ikke rigtig hvad han hed. Ja, lidt pinligt. Men vi har set ham live:-).

Jeg var ret bekymret for om jeg ville kunne nå at slæbe min store fede skandinaviske røv over Tongariro Alpine Crossing på de 8 timer som hostelet sagde at de kunne tilbyde på deres bustur. Men efter at have snakket med de 2 kvinder som arbejdede på det hostel vi sov på, blev jeg overbevist om at det burde være muligt. Så tidlig i seng og klar til at komme med bussen til Tongariro næste morgen kl. 7.00.

Det var heldigvis en meget smuk dag, vejrudsigten sagde at der var risiko for regnbyger om eftermiddagen men det var smukt om morgenen. Vi satte os ind i en halvstor bus sammen med en mængde andre mennesker. Tongariro Alpine Crossing (TAC) er ikke for de mennesker som ønsker sig en ensom naturoplevelse. Så meget kan man nok godt sige uden at lyve:-). Der var mange mennesker. Ikke så det var ubehageligt og ikke så man på nogen måde gik i kø, men man var heller ikke ligefrem alene. Det ville jo også have været mærkeligt eftersom turen bliver omtalt "som den bedste 1-dags tur i NZ". Turen startede med en tur på toilettet eftersom vi hørte at der ikke ligefrem var for mange af dem på den 19,6 km. Lange rute.

Første etape var på ca. 1 time og var relativt fladt. Det gik langs en bæk som hed Soda stream. Der var en del planter og vi startede på 1100 moh. Derefter kom vi til toilet nr. 2, som jeg selvfølgelig benyttede mig af, vidste jo godt at der var lang tid til næste:-). Så var det tid foor "the devils stairs". Soom jeg havde troet skulle være helt igennem uudholdelig. Og jo da, man mærkede helt klart at blodet pumpede rundt og at man blev meget forpustet. Men så var det heldigvis heller ikke værre. Det tog ca. 45 min. og så kom vi op til South Crater som er et vulkankrater. Tog en kort pause og så gik det videre opad, opad og opad. Denne gang i sten og askeagtig grus. Lidt sværere at gå ind eftersom man let kunne glide lidt men det gik ganske godt. Oppe på toppen af den sidste etape var der en helt igennem smuk udsigt til the emerald lakes (3 stk) og blue lake. Emerald lakes var næsten grønne og der var en "dejlig" lugt af svovl. Var ret vindblæst på det sidste stykke og ifølge buschaufføren skulle man være opmærksom op til emerald lakes og the red cratersom lå lige på den anden side. Det er kendt for at det kan blæse en pelikan og at der kan være meget lavt skydække. Men der var heldigvis ingen store problemer denne dag. Så hurra for det. Faktisk helt igennem perfekt vejr for en god lang gåtur. Ikke for varmt men dejlig vejr. Skønt, endelig heldige med vejret.

The red crater var helt klart også en seværdighed. Var et "vulkangbjerg" (er godt mulig at det er et ord jeg selv lige har opfundet). Masser af rødt, går ud fra at det var fra mineraler, som dækkede store dele af bjerget og fik det til at se fantastisk flot ud. Mindede lidt om noget jeg tidligere har set i Sydamerika men med endnu mere kraftig farve her. Og det gode ved at man var kommet til Emerald lakes var også at nu vidste man at det primært skulle gå nedad resten af vejen. Ikke dårligt. Spiste madpakke ved Emerald Lakes. Prøvede at finde et sted hvor det a. ikke blæste for meget og b. ikke lugtede så meget af svovl at man ville miste appetitten. Fandt et sted som nogenlunde levede op til beskrivelsen. Efter frokost og tømning af sko efter at være gledet ned af vulkanaske/grusen var det på tide at gå videre. Lille stigning igen for at komme op til Blue lake, som var, ja, en blå sø . Den så ikke så thermal ud men den var det sandsynligvis eftersom der ikke var langt til emerald lakes fra den. Derefter var det mere eller mindre nedad. Først i et ret goldt og monotont landskab som gik rigtig meget i zig zag ned af skråningerne. Det er klart at det er begrænset hvad der kan leve af planter så højt oppe og i et så uvenligt landskab. Men ret overraskende var der blomster som så ud til at kunne leve næsten helt oppe ved blue lake. Det højeste punkt på ruten var på 1886 som lå ved red crater. Der var der ingen vegetation at snakke om. Måske lidt mos. På vej ned fra TAC var det som sagt ned ad i sagte zig zag. Det eneste som afbrød monotonien var en hytte på vej ned, her var det 3 toilet på overgangen. Det er ærlig talt ikke nok. Indrømmer at jeg var nødt til at tisse lige ved stien ved 2 tilfælde hvor Morten var nødt til at holde øje med hvor langt der var tilbage til de næste turister og hvor man mere eller mindre tog bukserne på igen mens man gik for at det ikke skulle blive opdaget. Gjorde det også umiddelbart efter et sving så man kunne købe sig lidt mere tid hvor man ikke kunne blive set.

De sidste km. Før vi kom til parkeringspladsen hvor vi skulle hentes kl 16.00 var vi kommet ind i en skov. På vejen op skulle vi stige 750 højdemeter på vejen ned gik vi 1100. Så man kan rolig sige at vi startede i den gode ende. Morten og jeg var også enige om at det ville have været rigtig surt at starte i den modsatte ende eftersom de aller fleste var på vej ned mens man selv skulle have okset op. Var smukt nede i skoven også men begyndte at blive lidt halvbrugt efter den halvlange tur, især i knæene. Men turen gik egentlig over alt forventning og jeg havde ikke behøvet at være bekymret for om jeg ville kunne klare det. Men det er bare så meget lettere at sige bagefter. Nogle af guidebøgerne har sagt at man skal være i meget god form osv. så bliver man lidt smånervøs for om man nu også er i god nok form osv. Ifølge skiltene i nationalparken ville turen tage 8,5 timer. Så jeg synes egentlig ikke at det er for meget at give folk 8 timer til at gennemføre turen. Vi så flere turister som kom til parkeringspladsen og som ikke nåede den bus de skulle have været med. Blandt andet var der en hel flok med folk som kom løbende de sidste par km. Men som alligevel ikke nåede bussen. Vi kom frem ca. 15.15 og havde god tid til at strække ud, spise mad og slappe af før bussen kørte kl. 16.15. En passager var ikke kommet frem, 3 havde vendt om på vejen. Gad vidst hvad der skete med ham den sidste? Tænkte en del på ham om natten faktisk. Men måske havde han også vendt om?

Vel tilbage på hostelet med mestringen sitrende i kroppen var det bare at få vasket krop og tøj, spise lidt og så ellers relativt tidlig i seng. Havde været en rigtig god og flot dag og vi havde været svineheldige med vejret. Hurra! Mere af det:-).