Vinsmagning i Marlborough vinområdet:-).

I dag er det Mortens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra:-). Startede morgenen (efter en halv lang nat med mange unge mennesker og meget festning, det er nogle gange prisen for at prøve at være ung med de unge på hosteler), med at jeg gik ned til den lokale bager og købte rundstykker. Hollandsk bageri. Sjovt. Derefter hen i superen og købe morgenmad. Så tilbage og starte dagen med fødselsdagsmorgenmad. Hyggeligt. Dejligt vejr omend lidt overskyet.

Kl. 9.15 kom dagens chauffør og hentede os for dagens heldags vintur. Kørte ned til kajen, hvor 6 australier skulle med til halvdelen af turen. De var med et cruiseskib og havde kun de timer vinturen varede i land. Meget hyggelige mennesker. Så kørte minibussen ellers mod Blenheim (udtales Blenum) og Renwick som ligger ca. ½ time fra Picton sydpå. Det er det sted i NZ hvor der bliver decideret mest vin. Vi har tidligere været på vintur i Sydafrika og Argentina og der er stor forskel på hvordan sådan en tur forløber. Favoritten indtil videre har nok været den i Sydafrika. Der havde vi en super god guide som virkelig fortalte os meget om processen med at lave vin, hvad vi skulle smage efter i vinen osv. Rigtig godt når man er nybegyndere som os og egentlig ikke er så gode til vin:-). For det må vi jo indrømme at vi ikke er. Denne tur derimod var helt klart vinsmagning og ikke så forfærdelig meget mere.

Chaufføren var chauffør og ikke så meget guide. Det var mulig at være med til at påvirke hvilke steder man skulle tage til. Men eftersom vi ikke har drukket så meget vin fra NZ havde vi ikke så stærke indstillinger til det. Området Marlborough er ret stort og står for 70% af NZ vinproduktion. Lidt bliver eksporteret men slet ikke i samme skala som f.eks. Australien og Argentina/Chile. Det er meget hvidvine de er berømte for i området især Sauvignon Blanc. I løbet af dagen var vi på ca. 12 vingårde, men vi mistede lidt oversigten efterhånden fordi der var så mange. Nogle var virkelig store og havde tryk på med mange turister andre var meget små og "boutique". Ret sjovt at se forskellene, men ingen af stederne fik vi mulighed for at fordybe os i produktionen. Det var primært smagning. Og for at være helt ærlig når man har været på 5-6 steder (meget forskelligt hvor meget vi fik lov til at smage de forskellige steder fra 9 forskellige vine til 2 og meget forskelligt hvor meget som blev skænket i glasset) så kan man faktisk ikke smage så store variationer længere. Selvom man hælder det meste ud. Men vi var i godt selskab med de 6 hyggelige australiere. Efter frokost kl. 13.00, det var tiltrængt begyndte at føle os lidt små snaldrede, var det tid for 2 stop mere og så var det adios til australierne og howdy til en kinesisk pige.

Morten kunne jo aldrig finde på at smide noget af alt vinen ud, men hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have været kanon stiv kl. 13.00. Heldigvis hjalp det lidt at få frokost og efter at australierne blev kørt tilbage til båden var vi ikke på så mange flere steder. Det ene sted vi var var den ældste vingård i området fra 1870'erne. Det hele var i midlertid blevet revet op og blevet plantet igen i 1930'erne. Vi var også på en fantastisk flot vingård hvor der var en smuk, smuk udsigt udover hele området. Man kunne faktisk se helt til Wellington. Ikke dårligt. Og så er det at man ikke helt forstår hvordan det kan tage næsten 3,5 time over Cook strædet selvom man først skal igennem Queen Charlotte strait hvor båden ikke kan sejle særlig hurtigt. Men sådan er det nu engang. Med et sidste stop på en chokoladefabrik (ikke dårlig afslutning på dagen) var det tid til at vende næsen tilbage mod Picton. Var tilbage kl. ca. 17.45 efter en særdeles lang dag i vinsmagningens kunst. Små snaldrede, tjek! Men det er måske ikke mere end hvad man kan forvente og Morten synes at det var en dejlig måde at fejre fødselsdag på:-).

Sad og kiggede udover Picton havn og så både cruisebåden tage af sted med slæbebåd (lige noget for min far) og at de to færger sejlede afsted mod Wellington. Så var det tid for aftensmad. Blev 2 x steak på Le Cafe i Picton. Stedet hvor de åbenbart laver den bedste mad her. Det var i hvert fald mere eller mindre det eneste sted hvor der var nogle gæster:-). I det vi skulle til at bestille mærkede vi pludselig jorden ruste kraftigt under os. I et nanosekund tænkte jeg at det måske var en stor højtaler som skabte vibrationerne. Men blev hurtigt klar over at det selvfølgelig var et jordskælv. Især med tanke på reaktionsmønsteret til de lokale som løb ud af lokalet. Det var et meget lille jordskælv som tog måske maks 5 sekunder. Men det var helt klart så kraftigt at der ikke var nogen tvivl om hvad det var. Så har man også oplevet det. Må indrømme at jeg er MEGET taknemmelig for at det ikke er noget jeg behøver at bekymre mig om til daglig. Flere folk fra NZ har i øvrig fortalt os at forsikringerne kommer til at gå rigtig meget op nu, efter jordskælvene i Christchurch. Der er snak om både dobbel og trippel indbetaling årlig. Uanset hvor man bor. Det er helt klart noget der kan mærkes!

Så hjem i seng, se på lidt overnatningssteder og muligheder for busser på Nordøen (er bare super festlig hvor dårlig nogle af busserne korrespondere har sågar været ved at se på muligheden for at leje en bil men er gået væk fra den mulighed igen). Det ser nu ud som om næste stop efter Wellington bliver henholdsvis Napier (på Vestkysten, et sted som blev fuldstændig ødelagt af et jordskælv i 1930'erne og siden bygget op i udelukkende Art Deco stil) og derefter til National Park ved Tongariro Alpine Crossing hvor vi håber på at mit knæ kan holde til at gå den endagstur som eftersigende skal være den bedste i NZ men også ret krævende og stejl. Vi krydser fingre og satser på at tage den tid vi behøver. Bussen fra Napier til National Park kommer mere eller mindre til at tage hele dagen (8 timer) og er rimelig bagvendt. Men der er ikke så meget vi kan gøre ved det desværre:-).