I forgårs var jeg på et madlavningskursus. Jeg ville egentlig gerne have været med en anden "kokkeskole" denne gang, da jeg ikke var specielt tilfreds med den jeg var med sidst. Men eftersom den anden tilgængelige skole var lukket igennem hele vores ophold i Hoi An var der ikke så meget valg. Men eftersom Morten ikke havde lyst til at lære at lave vietnamesisk mad blev vi enige om, at jeg skulle med på "deluxe kurset". Og det var helt klart meget bedre end det jeg var med på for 3 år siden, det meste af tiden da blev brugt til at lære at lave gulerødder om til blomster, ikke ligefrem noget jeg har brugt meget siden da:-).
Vi var 8 mennesker som var med på deluxe turen. Mig, et super sødt australsk par, 3 amerikanske kvinder som arbejdede på ambassade/konsulat i henholdsvis Hanoi og Guangshou og et fransk par (helt klart dem jeg snakkede mindst med). Vi mødtes om morgenen på Hai Cafe i midten af den gamle by i Hoi An. Der fik vi en velkomstdrikkevarer og sad og snakkede lidt med dem vi skulle kurse med. Rigtig hyggeligt. Den anden variant af kokkeskolen havdehelt klart mange flere deltagere eftersom det var ca. halv pris. Første stop på ruten var en økologisk landsby lige udenfor Hoi An, hvor de dyrkede alle mulige krydderurter og salater, som blev solgt på det centrale marked i Hoi An. Red bridge kokkeskolen støttede projektet ved at købe alle sine produkter der. Fedt nok. Fik en mærkelig bryg i et lokal hus, megett sødt stas, og "guiden/hovedkokken" sagde at det der var i bunden af glasset var frøæg. Men det var det helt klart ikke, var vidst i stedet nogle kerner fra en eller anden plante?
Næste stop før vi skulle cook up a storm var på det centrale marked. Som helt klart var ret præget af Tet. Der var kun nogle få boder der var åbne, og det var den første dag, hvor der overhovedet var noget der var åbent. Jeg elsker at kunne stille masser af spørgsmål sådanne steder, det er virkelig noget jeg lærer nogett af, såsom, hvordan mærker man at den er moden? Hvad er det? osv. Men det gav hovedkokken desværre meget begræset mulighed for. Det var lidt en skam. Ind i bilen igen og så afsted mod kokkeskolen. Som ligger super nydeligt lige i udkanten af Hoi An, et virkelig fint sted. Og de har nyligt fået lavet en super fin svømmepøl, som det var muligt at bruge efter kurset var færdig. Men det var det desværre ikke ligefrem vejr til. Selvom det heldigvis var lidt varmere end dagen i forvejen startede jeg alligevel dagen med fleece. Så ret køligt. Den kom heldigvis af i løbet af formiddagen, men der var også mange af de lokale som klagede over kulden og forkølelse pga pludselig skift i vejret. Så Morten var ikke den eneste:-).
Ude på kokkeskolen var det endelig i gang med det vi egentlig havde betalt for. At lære at lave mad. Hovedkokken fortalte os, at bossen var australsk og ejede x antal restauranter i Da Nang og Hoi An plus diverse huse. Han var gift med en lokal pige og havde boet i Hoi An området i 12 år. Hovedkokken havde været ansat i 10 år og kendte bossen rigtig godt. Han var flere gange blevet tilbudt at blive "overflyttet" til Australine, noget han gerne ville men det kunne ikke lade sig gøre pga familieforpligtellser overfor forældre. Hovedkokken insisterede på at vi skulle drikke australsk vin mens vi lavede mad, det er svært at sige nej tak til det:-).
Det første der skulle sættes i gang var fonden til Pho (nuddelsuppe med kylling eller oksekød). Så vi startede med at grille et par kyllingekadavere og koge dem i nogle timer med diverse krydderrier. Så skulle der ellers laves nudler til Pho, og det skulle vi gøre selv. Samme fremgagsmåde som hvis man vil lave rispapir til friske forårsruller, bortset fra at man selvføleglig skærer nudlerne i strimler. Man tager en kop med ris (ikke basmati eller jasmin, men helst (selvfølgelig) vietnamesiske ris) i blød i vand over natten. Vandet hældes fra og der tilsættes 2 nye kopper vand sammen med risen i en blender og så blendes der ellers i 7-10 min, til det er en masse uden gryn. Det skal så stå i 1 time til boblerne har lagt sig og så er man klar til at lave rispapir og nudler. Blev lidt for tykt for min smag, kan helt klart bedst lide at spise de meget tynde nudler, de andre bliver hurtig en ret træls konsistens synes jeg. Men det er heldigvis smag og behag. Hovedkokken lavede også et par friske forårsruller så vi kunne smage. De var kanon gode med lækre rejer.
Så var det tid til at lave grøn papaya og grøn mango salat. Det blev overraskende godt, men det er ikke ligefrem ingredienser deter enkelt at få fat i hjemme. Vi brugte nogle gode værktøjer og det var muligt at købe knive, citrusskræl dims og skrælledims til rimelige beløb efterfølgende. Noget jeg selvfølgelig gjorde, og håber at kniven kan komme med hele vejen hjem til Norge. Men tror ikke at det er et tort problem når det er i indtjekket bagage? Mit eneste store hjertesuk ifht kokkeskolen var at der stadig var alt for mange ting som blev gjort for os af et par flinke kvinder i kulisserne. Det er ligesom om, at når ikke man gør alting selv så sidder det ikke i fingrene og så er det sværere at genskabe når man kommer hjem. Ville hellere at vi skulle have gjort det længere. Det var heller ikke os der f.eks. grillede rejerne i bananblade med hjemmelavet chilipasta (mums!), så hvor det længe det fik på grillen, det er en hemmelighed. Lidt synd.
Ellers lavede vi også lækker kylling på grillen med bananblomstsalat (igen ikke ligefrem en ingrediens jeg tror der er let tilgængelig på Grønland, men man ved aldrig?). Sidste ret var fisk (makrel i dette tilfælde) i lerpotter. Det smagte himmelsk. Og til slut fik vi også Pho'en vi havde lavet grundlaget til. Det var ikke den bedste jeg har fået, men god var den. Tror måske at fonden ville have haft godt af at koge flere timer for virkelig at blive kraftig. Men det var absolut lækre retter vi havde været med til at lave og snakken gik løst blandt de hyggelige deltagere, en stor bonus. Da vi skulle spise nogle af retterne blev vi overflyttet til restauranten, hvor vi igen kunne få hvad vi gerne ville have at drikke. Synes ikke at prisen på 46 USD var så gal ifht hvad man fik for det. Til slut fik vi opskrifterne og et forklæde til at tage med hjem. Om bord på et lille skib gik det så ellers tilbage til Hoi An. En god måde at bruge dagen på.
Tilbage i Hoi An gik jeg, efter at have vidst det australske par syndens hule i form af Cargo Club med alle deres himmelske kager, tilbage til hotellet, hvor Morten ventede efter en dag hvor han ikke havde gjort stort andet end at spise frokost i den gamle by og trisse lidt rundt. Vi gik til skrædderen til kl. 17 som aftalt dagen i forvejen. Mønsteret som morten havde valgt ti ljakkesæt klædte ham virkelig og skjorterne var super fine. Han var så tilfreds med dem at han fluks bestilte to til. Så nu får han syet 6 skjorter, et par bukser til og jakkesættet. Der skulle også gøres nogle småting ved mine nederdele da de ikke helt havde den rigtige størrelse og facon.
Gik ned til den hyggelige flod med alle de fine gamle gule huse og vandrede lidt rundt. Masser af folk i byen til Tet, ifølge en kvinde jeg snakkede med var der masser af vietnamesiske lokale turister i byen og det var grunden til at der virkede rimelig fyldt. Meget af byen, både på den ene og den anden side af floden er super fint pyntet til Tet med lysende lamper og papirdekorationer. Smukt. Af samme grund valgte vi at spise aftensmad på en restaurant, hvor man kunne sidde i 2. etage og se ud over broen over floden og nyde alt livet på gaden i tryg afstand. Smukt. Morten fik en "set menu" og eftersom jeg havde spist trucker meget på madlavningskurset spiste jeg kun lidt af hans. Gemte plads til desserten efterfølgende på Cargo Club, man er vil ikke født igår. Mortens mad var ok, meget af det ikke specielt fantastisk. "Højdepunktet" var en tropisk frugttallerken bestående af en banan med skræl på leveret på en tallerken, da måtte jeg le.
Næste stop Cargo Club med den meget farlige kagedisk. Morten valgte en cappucino og en chokolademoussekage. Den var super god men meget, meget mægtig. Så mægtig at han faktisk ikke klarede at spise den op. Vildt. Tror aldrig at det er sket før. Jeg valgte en dobblecreme chocolate cake. Den var "to die for" men den var også så stor at det var umulig at spise det hele uden at brække sig, men meget af det blev fortæret med en kande jasminthe ved min side. Det var sindsygt godt men næsten lidt for meget. Morten ville ikke have mere kage under resten af opholdet i Hoi An, men så kureret blev jeg heldigvis ikke:-).
Næste dagg valgte vi ikke at tage til My Son, Cham ruinerne som ligger i nærheden af Hoi An og som jeg heller ikke fik set sidst. Har næsten dårlig samvittighed. Men Morten havde ikke lyst ("vi har da set nok ruiner og pagodaer har vi ikke?") å i stedet brugte vi hele dagen på at trisse rundt i byen. Købe lidt tøj, var ovre på den anden side af floden osv. Jeg har købt en ny grøn silkekjole som jeg synes er super fin. Jeg købte en blå sidst jeg var i Hoi An og den har jeg været rigtig glad for. Har også købt et par fine små blå sko med drager på. Så nu er det bar et glæde sig til sommer i Oslo (mistænker at der er meget længe til). Var til en ny fitting hos skrædderen kl. 14. Af mine 4 nederdele var der fortsat 2 jeg ikke var tilfredse med så det var en ommer. Vi skulle komme tilbage igen kl. 18, hvor det viste sig at de enndnu ikke var færdige så i stedet blev de leveret senere på aftenen på hotellet. Alt i den fineste orden. Og Morten er meget smækker i alt hans fine nye tøj. han købte også lige 4 nye slips for at sætte prikken over i'et.
Var på Cargo om eftermiddagen, hvor jeg nød en skøn mangomedalion med vaniliecreme. Et meget godt valg og på ingen måder lige så kvalm som en kun med chokolade så den gled ned på højkant:-). Begynder at dæmre, hvorfor jeg tog et par kg. på sidst jeg var i Vietnam:-). Maden er bare fantastisk her. Frokost var på et lille sted hvor vi fik fantastiske sandwich med skøn salat til (vi skider på alle råd om minus isterninger og salat, så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det er simpelthen for upraktisk når man rejser mere end en uge synes jeg). Aftensmad blev spist på et sted der hed "streets" et af de mange projekter hvor de ansætter unge mennesker fra dårlige kår og giver dem en uddannelse enten som tjenere eller kokke så de har en mulighed for at klare sig videre. En smuk tanke og virkelig lækker mad med god samvittighed. Fantastisk kombination:-).
Nu sidder vi på business class i Da Nang lufthavn på vej mod Hanoi. vi havde egentlig tænkt os at komme til Hue og se DMZ (demilitarised zone) derfra. Men fandt ud af at det ville være umulig med tidspunkterne, hvor busserne går på. Vi havde allerede købt en busbillet til hue (som vi ikke kan få refunderet, men det var kun 10 USD så ikke verdens undergang). Det var svært at få busbillet videre, og ret så dyrt pga Tet. Så det endte med at vi bestemte os for at flyve. Så slipper vi også 21 timer i bus (de første 4 til Hue). men der var meget få (ingen i morgen f.eks) flybilletter tilbage. Det eneste vi kunne få var business. Koster ca. 750 pr. person så det er ikke så slemt. Sidder nu i loungen og lader som om vi er megeet rige mennesker som er meget vigtige. He, he. Næste stop Hanoi, hvor vi så for bedre tid. ikke noget minus da det er en super skøn by. Og så slipper vi alt det stress med ikke at kunne nå det der var vigtigst for Morten i nærheden af hue alligevel.
Next stop fantastiske Hanoi. Hvor vi håber at det værste Tet hysteri snart giver sig.
fredag den 27. januar 2012
onsdag den 25. januar 2012
Hoi An
Efter en lang bustur fra Nha Trang til Hoi An kom vi frem i dag tidlig morges. Det hele startede ellers halv dramatisk, først med at chaufføren der skulle komme og hente os for at køre os til bussen vi skulle med kom ca. 45 min. efter hvad vi havde fået besked om. Så bliver man lidt bekymret. Da vi så endelig kom ombord på den store bus var der MEGA meget drama. Det viste sig at firmaet havde overbooket bussen ret kraftigt. Det resulterede i at et kinesisk mor-datter par skulle sove på gulvet på en madras. Det var ikke populært og, hvorfor det var lige præcis dem og nogle vietnamesere. Det vides ikke. men der kom en mand fra kontoret, som snakkede noget engelsk, han råbte og skreg og kineserne skreg tilbage på kinesisk. Det endte med at moren begyndte at rgæde og at de efter meget frem og tilbage fik en madras på gulvet (efter at have sovet i sæderne der kunne klappes sammen er jeg tilbøjelig til at tro at de ikke fik den nværste deal eftersom de kunne ligge helt udstrakt).
Ankom Hoi An efter en lang og noget ukomfortabel nat (noget værre end med den sidste sleeper bus var Morten og jeg enige om). Normalvis ville vi have valgt en løsning med en "åpen-tur-busbillet" fra Saigon til Hanoi, men pga Tet var det for dyrt så vi har taget det etapevis i stedet. Vi var glade for at vi ikke havde bundet os til det sidste selskab for resten af rejsen det skal være sikkert:-). Vel fremme i Hoi An var det bælgmørkt og ret køligt (men havde fleece og bukser på fra bussen så det var ikke så slemt). Kunne ikke helt finde ud af, hvor vi var henne på kortet, så det endte med at vi tog en taxa den km. der var til hotellet (helt ok med tanke på at det kostede os 1,5 dollar og vi slap for at slæbe vores habbengut så langt). Vi var super heldige på hotellet, hvor vi havde bestilt værelse på forhånd. De havde et værelse klart lige med det samme. Hurra. Og et dejligt stort værelse med balkon var det. Luksus:-). At de så påstod at det skulle være midt i det gamle byområde er jeg ikke helt enig i, men det er vel en meningssag.
Jeg havde savlet over en restaurant, hvor Lisa og jeg ved vores sidste Hoi An besøg havde været mere end en gang. Desværre serverede de ikke morgenmad pga Tet. RØV! Men de var åben for frokost så der var lys i tunnelen:-). Men vi fik et ok måltid et andet sted og så var det ellers afsted for at finde et sted, hvor de kunne sy noget tøj til os. Prioritet nr. 1 var at Morten skulle have et jakkesæt (han har "kun" 3 fra før, og han briger dem hele tiden, NOT). Gik først et par forskellige steder for at se lidt, hvad de havde at tilbyde og hvad priserne var. Problemet var bare at da Morten så kom i den situation, at han faktisk skulle til at vælge stof gik han helt i handlingslammelse:-). Å vi brugte ret lang tid på at finde et sted. Men til slut lykkedes det heldigvis. Samme sted bestilte jeg nogle nederdele med lommer, meget praktisk til arbejde og næsten umulig at finde i butikker, så vi satser på at det bliver godt.
Priserne på at få syet ting i Hoi An har steget en del siden jeg var her for 3 år siden. Men jeg har helt klart planer om at gøre som sidst. Gå i de billige skrædderbutikker og bare prøve ting. Ser det godt ud og prisen er rigtig, købt. Der er som regel rimelig meget lavet i min størrelse (den luksus har Morten ikke, han er ikke ligefrem standard størrelse) så det er en stor fordel. Satser på at få fat i en nederdel eller 2 og en silkekjole, har også lidt øjnene på et par sko så vi får at se. I morgen har jeg meldt mig på "de luxe" madlavningskursus. Morten har tidligere været med men gav tydelig udtryk for, at han ikke havde lyst denne gang. Så han slipper og jeg tager i stedet på det kursus som er dobbelt så dyrt. Håber at lære lidt mere end, hvad der vara tilfældet sidst på samme skole. Højdepunktet da var da de ville have os til at lave åndssvage dekorationer af tomater og agurker, det er ikke ligefrem noget der er blevet prioriteret hjemme siden for at sige det sådan. Ville gerne have været med en anden skole, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da de var lukket pga Tet. Men satser på at blive færdiguddannet i kunsten at lave Pho. Det ville være top nice.
Eftermiddagen brugte jeg på at vade rundt i den hyggelige gamle bydel og bare ose. Morten lå hjemme og slappede af. Han siger at han føler sig som udskidt æblegrød og er noget blank i øjnene. Det er nok ikke specielt sundt med alle de konstante klimaforandringer? Han hoster i hvert fald og siger at han fryser (han havde fleece på ud at spise i aften, så ved jeg i hvert fald at det også er ok jeg har min på). Både frokost (som blev fortæret, hvor jeg havde tænkt vi skulle have morgenmad) og aftensmad var godt. Frokosten var 2 gange baguette med lækkert fyld. Stedet hvor vi spiste har fantastisk bagværk. Så lur mig om jeg ikke lige sneg en brownie med derfra:-). Men det jeg havde våde drømme om til morgenmad var en brødkurv 8altså en kurv med forskellige slags brød), som vi havde fået sidst. Lidt nedtur at man ikke kunne få det selvom det andet absolut også var godt.
Aftensmaden var på en lokal bule hvor vi prøvede en del af de lokale delikatesser. "White rose" som er dim sum lignenede ting med svin og rejer i, ret godt. Ban Xea som er en "pandekage" af æg med rejer, svin og bønnespirer som i Hoi An pakkes i rispapir sammen med salat og urter. Cao lau som er en nuddelret med svin, absolut ikke velsmagende på denne restaurant. Og selvfølgellig forårsruller, noget vi får næsten daglig. Det er bare så godt i Vietnam næsten overalt. Nu er det på tide at knalde brikker (og få Morten op så han kan få børstet tænder, han gik helt kold med det samme vi kom hjem). Satser på at næste gang jeg skriver har jeg sort bælte i Pho ("nationalretten" i Vietnam, oksekraftssuppe med tynde strimler oksekød, bønnespirer og masser af friske krydderurter, meget velsmagende når det er lavet ordentlig).
Ankom Hoi An efter en lang og noget ukomfortabel nat (noget værre end med den sidste sleeper bus var Morten og jeg enige om). Normalvis ville vi have valgt en løsning med en "åpen-tur-busbillet" fra Saigon til Hanoi, men pga Tet var det for dyrt så vi har taget det etapevis i stedet. Vi var glade for at vi ikke havde bundet os til det sidste selskab for resten af rejsen det skal være sikkert:-). Vel fremme i Hoi An var det bælgmørkt og ret køligt (men havde fleece og bukser på fra bussen så det var ikke så slemt). Kunne ikke helt finde ud af, hvor vi var henne på kortet, så det endte med at vi tog en taxa den km. der var til hotellet (helt ok med tanke på at det kostede os 1,5 dollar og vi slap for at slæbe vores habbengut så langt). Vi var super heldige på hotellet, hvor vi havde bestilt værelse på forhånd. De havde et værelse klart lige med det samme. Hurra. Og et dejligt stort værelse med balkon var det. Luksus:-). At de så påstod at det skulle være midt i det gamle byområde er jeg ikke helt enig i, men det er vel en meningssag.
Jeg havde savlet over en restaurant, hvor Lisa og jeg ved vores sidste Hoi An besøg havde været mere end en gang. Desværre serverede de ikke morgenmad pga Tet. RØV! Men de var åben for frokost så der var lys i tunnelen:-). Men vi fik et ok måltid et andet sted og så var det ellers afsted for at finde et sted, hvor de kunne sy noget tøj til os. Prioritet nr. 1 var at Morten skulle have et jakkesæt (han har "kun" 3 fra før, og han briger dem hele tiden, NOT). Gik først et par forskellige steder for at se lidt, hvad de havde at tilbyde og hvad priserne var. Problemet var bare at da Morten så kom i den situation, at han faktisk skulle til at vælge stof gik han helt i handlingslammelse:-). Å vi brugte ret lang tid på at finde et sted. Men til slut lykkedes det heldigvis. Samme sted bestilte jeg nogle nederdele med lommer, meget praktisk til arbejde og næsten umulig at finde i butikker, så vi satser på at det bliver godt.
Priserne på at få syet ting i Hoi An har steget en del siden jeg var her for 3 år siden. Men jeg har helt klart planer om at gøre som sidst. Gå i de billige skrædderbutikker og bare prøve ting. Ser det godt ud og prisen er rigtig, købt. Der er som regel rimelig meget lavet i min størrelse (den luksus har Morten ikke, han er ikke ligefrem standard størrelse) så det er en stor fordel. Satser på at få fat i en nederdel eller 2 og en silkekjole, har også lidt øjnene på et par sko så vi får at se. I morgen har jeg meldt mig på "de luxe" madlavningskursus. Morten har tidligere været med men gav tydelig udtryk for, at han ikke havde lyst denne gang. Så han slipper og jeg tager i stedet på det kursus som er dobbelt så dyrt. Håber at lære lidt mere end, hvad der vara tilfældet sidst på samme skole. Højdepunktet da var da de ville have os til at lave åndssvage dekorationer af tomater og agurker, det er ikke ligefrem noget der er blevet prioriteret hjemme siden for at sige det sådan. Ville gerne have været med en anden skole, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da de var lukket pga Tet. Men satser på at blive færdiguddannet i kunsten at lave Pho. Det ville være top nice.
Eftermiddagen brugte jeg på at vade rundt i den hyggelige gamle bydel og bare ose. Morten lå hjemme og slappede af. Han siger at han føler sig som udskidt æblegrød og er noget blank i øjnene. Det er nok ikke specielt sundt med alle de konstante klimaforandringer? Han hoster i hvert fald og siger at han fryser (han havde fleece på ud at spise i aften, så ved jeg i hvert fald at det også er ok jeg har min på). Både frokost (som blev fortæret, hvor jeg havde tænkt vi skulle have morgenmad) og aftensmad var godt. Frokosten var 2 gange baguette med lækkert fyld. Stedet hvor vi spiste har fantastisk bagværk. Så lur mig om jeg ikke lige sneg en brownie med derfra:-). Men det jeg havde våde drømme om til morgenmad var en brødkurv 8altså en kurv med forskellige slags brød), som vi havde fået sidst. Lidt nedtur at man ikke kunne få det selvom det andet absolut også var godt.
Aftensmaden var på en lokal bule hvor vi prøvede en del af de lokale delikatesser. "White rose" som er dim sum lignenede ting med svin og rejer i, ret godt. Ban Xea som er en "pandekage" af æg med rejer, svin og bønnespirer som i Hoi An pakkes i rispapir sammen med salat og urter. Cao lau som er en nuddelret med svin, absolut ikke velsmagende på denne restaurant. Og selvfølgellig forårsruller, noget vi får næsten daglig. Det er bare så godt i Vietnam næsten overalt. Nu er det på tide at knalde brikker (og få Morten op så han kan få børstet tænder, han gik helt kold med det samme vi kom hjem). Satser på at næste gang jeg skriver har jeg sort bælte i Pho ("nationalretten" i Vietnam, oksekraftssuppe med tynde strimler oksekød, bønnespirer og masser af friske krydderurter, meget velsmagende når det er lavet ordentlig).
Nha Trang
Efter en helt ok bustur fra Saigon til Nha Trang med sæder, hvor man kunne ligger mere eller mindre ned. Relativt behageligt ifht busserne i Myanmar også med tanke på at vejene er meget, meget bedre. At vi var blevet forespejlet at bussen skulle køre kl. 20.00 og da vi kom til kontoret for at "checke ind" fik at vde at den først gik 1 time senere. Men det var en relativt lille ting, og timen bleev brugt på en nærliggende cafe. Kl. var rimelig meget lort om morgenen da vi ankom Nha Trang, tror at kl. var ca. 6. Efter at have tjekket lidt på mobilen (med det smarte satelit system) fandt vi ud af at der ikke var ret langt hen til hostellet vi havde booket, så vi gik den km. penge.
På hostellet var der selvfølgelig ikke et ledig værelse. Det ville næsten være for godt til at være sandt. Men vi sad på hotellet et par timer (var lidt for tidligt at gøre andet) gik derefter ud for at spise morgenmad. Det blev mere eller mindre det første det bedste, og det var ikke ligefrem succes. Betjeningen tog evigheder og da maden endelig kom (Morten fik en kold-som-skulle-have-været-varm morgenting med æg osv) og jeg fik müsli (var mere som frosties med sukret frugt, vel ikke ligefrem så sundt og nærende). I tillæg var det noget dyrere end hvad vi var vandt til fra Saigon (ikke at det var mange norske kroner der var snak om, men alligevel, når kvaliteten også er dårligere er det ikke særlig feedt). Tilbage til hostellet, var vi så heldige, at der nu var et værelse ledigt. Noget Morten var rigtig glad for. Han var nemlig total smadret og ret så forkølet. Så det endte med at han blev liggende på værelset og jeg vandrede ned mod stranden. Det er jo derfor man er i Nha Trang.
Det var jo i øvrigt den store Tet dag, noget byen bar rimelig meget præg af eftersom rigtig meget var lukket. Men vi fandt et rejsebureau, hvor vi fik bestilt en busrejse fra Nha Trang til Hoi An dagen efter, så var der tjek på det. Og vi så en gruppe med "dragedansere" som dansede det nye kinesiske nytår ind. Så at de gjorde det ved, hvad der så ud som et privat hus. Hyggeligt. Men vi havde desværre ikke kamera med til at forevige seancen.
Vel nede ved stranden fandt jeg hurtigt ud af, at det var varmt, men på ingen måder brændende varmt. Da Morten kom til stranden et par timer senere fandt vi et par strandstole vi kunne leje. Og så var det ellers bare at ligge i skyggen (for sent fandt jeg ud af senere da jeg mærkede at halvdelen af min ryg var blevet sveden. Det er sådan det går når man selv prøver at smøre sig på ryggen, det er derfor man har en mand tydeligvis). Stranden i Nha Trang er smuk, med flotte kalkstenformationer og skiv hele vejen rundt. Desværre var det ikke ligefrem specielt fedt at bade der. Der var MEGA vilde bølger og sygt meget understrøm. Så den første dag faldt jeg rimelig meget alene. Dagen efter var jeg helt nede og vende i sandet (som havde lidt konsistens a'la grus så ikke specielt fedt at ligge der med bikini udover det hele og solbriller forsvindede ud i havet). Så for at sige det mildt er Nha Trang ikke ligefrem en børnevenlig strand.
Aftensmad var ok men ikke noget særligt. Som med morgenmaden dyrere end i Saigon og ikke lige så god kvalitet. Men helt klart bedre end morgenmaden trods alt. Så ellers tilbage til hostellet, Morten var ret smadret og forkølet, så vi så Karate Kid nr. hvem-ved-hvad og knaldede efterfølgende brikker for hårdt. Dagen efter sov vi længe, det var fortjent. Morgenmad blev heldigvis indtaget på et væsentlig bedre sted end dagen før. Lækker vietnamesisk baguette med skøn omelet til. Dejlige smoothies og skøb vietnamesisk iskaffe med kondenseret mælk, det er et hit all over Vietnam. Resten af dagen blev brugt ved stranden, i skyggen, på en liggestol, læsende en bog og prøve på at undgå at blive mere stegt på ryggen. Noget jeg tror lykkedes. Sandelig godt at vi ikke havde planlagt 3 måneder med strandferie, det havde min stakkels lyserøde hud aldrig taklet:-). Skulle tit ønske at man havde lidt mere pigment, så man kunne spare lidt på solcremen. Men nej:-). Men noget lidt overraskende var, at det ikke var så varmt i nha trang. Med det samme klokken nærmede sig 4 om eftermiddagen begyndte det at blive køligere. Og om aftenen var det faktisk skjortevejr.
Nha Trang er et helt ok sted at brug et par dage, men det er ikke den bedste strand jeg har været på. Hostellet vi boede på var fint og super god value for prisen. Men restauranterne var meget dyrere end i Saigon ifht prisen. Vi var heldige at finde en god restaurant (så vi valgte også at spise aftensmad der, man er vel lidt af et vanedyr). At næsten alle restauranter i byen havde menukort på russisk og at der var enormt mange russiske kunder gjorde også at der var en lidt sjov/mærkelig stemning. Men som sagt alt i alt et ok sted at bruge et par dage. Ikke ligefrem et sted man kan bade ret meget eftersom bølgerne er så sindsyge men en smuk strand. Et dejligt sted at dase i en liggestol et par dage. Men tror at hvis jeg skal til en strand i Vietnam igen vil jeg måske se hvordan Mui Ne er?
På hostellet var der selvfølgelig ikke et ledig værelse. Det ville næsten være for godt til at være sandt. Men vi sad på hotellet et par timer (var lidt for tidligt at gøre andet) gik derefter ud for at spise morgenmad. Det blev mere eller mindre det første det bedste, og det var ikke ligefrem succes. Betjeningen tog evigheder og da maden endelig kom (Morten fik en kold-som-skulle-have-været-varm morgenting med æg osv) og jeg fik müsli (var mere som frosties med sukret frugt, vel ikke ligefrem så sundt og nærende). I tillæg var det noget dyrere end hvad vi var vandt til fra Saigon (ikke at det var mange norske kroner der var snak om, men alligevel, når kvaliteten også er dårligere er det ikke særlig feedt). Tilbage til hostellet, var vi så heldige, at der nu var et værelse ledigt. Noget Morten var rigtig glad for. Han var nemlig total smadret og ret så forkølet. Så det endte med at han blev liggende på værelset og jeg vandrede ned mod stranden. Det er jo derfor man er i Nha Trang.
Det var jo i øvrigt den store Tet dag, noget byen bar rimelig meget præg af eftersom rigtig meget var lukket. Men vi fandt et rejsebureau, hvor vi fik bestilt en busrejse fra Nha Trang til Hoi An dagen efter, så var der tjek på det. Og vi så en gruppe med "dragedansere" som dansede det nye kinesiske nytår ind. Så at de gjorde det ved, hvad der så ud som et privat hus. Hyggeligt. Men vi havde desværre ikke kamera med til at forevige seancen.
Vel nede ved stranden fandt jeg hurtigt ud af, at det var varmt, men på ingen måder brændende varmt. Da Morten kom til stranden et par timer senere fandt vi et par strandstole vi kunne leje. Og så var det ellers bare at ligge i skyggen (for sent fandt jeg ud af senere da jeg mærkede at halvdelen af min ryg var blevet sveden. Det er sådan det går når man selv prøver at smøre sig på ryggen, det er derfor man har en mand tydeligvis). Stranden i Nha Trang er smuk, med flotte kalkstenformationer og skiv hele vejen rundt. Desværre var det ikke ligefrem specielt fedt at bade der. Der var MEGA vilde bølger og sygt meget understrøm. Så den første dag faldt jeg rimelig meget alene. Dagen efter var jeg helt nede og vende i sandet (som havde lidt konsistens a'la grus så ikke specielt fedt at ligge der med bikini udover det hele og solbriller forsvindede ud i havet). Så for at sige det mildt er Nha Trang ikke ligefrem en børnevenlig strand.
Aftensmad var ok men ikke noget særligt. Som med morgenmaden dyrere end i Saigon og ikke lige så god kvalitet. Men helt klart bedre end morgenmaden trods alt. Så ellers tilbage til hostellet, Morten var ret smadret og forkølet, så vi så Karate Kid nr. hvem-ved-hvad og knaldede efterfølgende brikker for hårdt. Dagen efter sov vi længe, det var fortjent. Morgenmad blev heldigvis indtaget på et væsentlig bedre sted end dagen før. Lækker vietnamesisk baguette med skøn omelet til. Dejlige smoothies og skøb vietnamesisk iskaffe med kondenseret mælk, det er et hit all over Vietnam. Resten af dagen blev brugt ved stranden, i skyggen, på en liggestol, læsende en bog og prøve på at undgå at blive mere stegt på ryggen. Noget jeg tror lykkedes. Sandelig godt at vi ikke havde planlagt 3 måneder med strandferie, det havde min stakkels lyserøde hud aldrig taklet:-). Skulle tit ønske at man havde lidt mere pigment, så man kunne spare lidt på solcremen. Men nej:-). Men noget lidt overraskende var, at det ikke var så varmt i nha trang. Med det samme klokken nærmede sig 4 om eftermiddagen begyndte det at blive køligere. Og om aftenen var det faktisk skjortevejr.
Nha Trang er et helt ok sted at brug et par dage, men det er ikke den bedste strand jeg har været på. Hostellet vi boede på var fint og super god value for prisen. Men restauranterne var meget dyrere end i Saigon ifht prisen. Vi var heldige at finde en god restaurant (så vi valgte også at spise aftensmad der, man er vel lidt af et vanedyr). At næsten alle restauranter i byen havde menukort på russisk og at der var enormt mange russiske kunder gjorde også at der var en lidt sjov/mærkelig stemning. Men som sagt alt i alt et ok sted at bruge et par dage. Ikke ligefrem et sted man kan bade ret meget eftersom bølgerne er så sindsyge men en smuk strand. Et dejligt sted at dase i en liggestol et par dage. Men tror at hvis jeg skal til en strand i Vietnam igen vil jeg måske se hvordan Mui Ne er?
søndag den 22. januar 2012
Saigon
De to sidste dage i Saigon er blevet godt udnyttet. Vi startede igaar rimelig tidlig for at proeve at faa noget ud af dagen, dette paa trods af at vores kroppe er begyndt at raabe lidt efter muligeheden for at sove laenge. Jeg er i oevrig helt ok igen efter at have vaeret noget smadret og diare traels i nogle dage. det er skoent at vaere paa toppen igen. Hurra. Foerste stop War Remnants museet. Det er et helt igennem forfaerdentlig museum som viser alle de barske virkeligheder fra Amerikakrigen. Der er ikke sparet paa de barske billeder af fuldstaedig flaensede vietcong kroppe, deforme fostre efter agent orange, masser af billeder af meget invalidiserede mennesker som bivirkning af agent orange. helt igennem forfaerdentlig! Jeg blev, som sidste gang, fysisk daarlig af det hele.
Men det er helt klart noget man bliver noed til at goere, ogsaa selvom guiden fra cu Chi mente at det absolut ikke var sandfaerdigt. Han mente kun at det var hans side som var den rigtige. Men saaden er det jo sjaeldent. Man bliver noedt til at proeve at saette sig ind i begge sider selvom det ikke er saa let. jeg har stadig ikke helt forstaaet hvorfor USA blandede sig i konflikten. Men maaske hvis jeg laeser lidt mere finder jeg ud af det? Alle museer har labng frokostpause. Noget der er lidt upraktisk. derfor bestemt vi os for at vi ville krydse fingre for at Reunification paladset ogsaa ville vaere aabent dagen efter og istedet tage ned til Dong Khoi omraadet, som er omraadet, hvor alle de rige kan boltre sig i hvad som helst af vilde luksusting. Vi koebte ingenting, men det er vildt at se hvor meget der er sket i omraadet. jeg er ret sikker paa at jeg var der sidst men jeg kunne naesten ikke kende noget. Kaempe store, dyre varehuse med alt mellem himmel og jord i. Og langt over vores prisklasse. Men det er jo altid sjovt at se lidt.
I omraadet var der ogsaa en hel gade som var blevet lavet om til gaagade i anledning af Tet. Der var smaekfyldt med smukke blomsterdekorationer af drager (fra og med i nat kl. 24.00 er det dragens aar, et meget heldigt aar at vaere foedt) og andet godt med inspiration fra Vietnam. De lokale elskede det, minder meget om de dekorationer vi saa i Beijing under Ol. Morsomt. Naetse stop Ben Than markedet, det er det stoerste og mest centrale overdaekked marked i Saigon. Ikke saa langt fra hvor, vi bor. Jeg tror snart at Morten og jeg maa begynde at se i oejnene at vi har rejst meget. Foer hen er jeg ret sikker paa at jeg ville have set 1000 ting som jeg ikke kunne leve uden. Men man begynder at have set det meste. Saa der var ikke saa meget der fristede. Men vi koebte en flot og meget funktionel skuldertaske til Morten. Det skal man jo heller ikke kimse ad. Man kan faa fat i mange gode produkter i Saigon fordi mange af fabrikkerne, hvor det bliver produceret ligger her "made in Vietnam".
Saa da vi efter at have vaeret paa markedet kom tilbage til backpackerghettoen koebte jeg ogsaa en flot skuldertaske (mindre end Mortens) og noget meget, meget maerkeligt at koebe i Vietnam. Et par Skibukser af maerket Colombia. Det er jo ikke lige det man havde forestillet sig at man skulle fylde tasken med. Men de var meget rimelige og sandsynligvis aegte men til staerkt rabatteret pris. Og jeg har ingen hjemme. Saa nu kan Oslo kulden bare komme an naar vi lander paa Gardermoen. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse benene. He, he.... Jeg er et stk. glad julegris nu. Aftensmad var vietnamesisk. Der er jo saa meget godt at vaelge imellem. Derefter en omgang massage, der er kommet mange af de steder a'la Thailand her ogsaa (det var der overhovedet ikke sidst jeg var her). Det vi fandt ud af var imidlertid at selv om massagen var billig var pigerne mere end almindelig ude efter at faa drikkepenge. De lagde en seddel hvor der stod pleased with massage 5 USD og nederst none 2 USD. Saa selvom massagen i seig selv skulle koste 9 USD blev det hurtigt lidt mere. Saa har man ogsaa laert det:-).
I dag sov vi laenge. Aahhhh. Fik pakket taskerne som helt klart er blevet mere fyldte nu. Og saa afsted at spise morgenmad paa et sted hvor saadan noget godt kunne tage lidt tid, for at sige det saadan. Da jeg var faerdig med mit fik Morten sit, og frugttallerkenen tog det over en time at faa. Man skulle naesten tro at de var noedt til at tage paa markedet at koebe ind til den. Men det er jo Tet fra og med i aften saa maaske var de travlt optaget af a lave masser af laekkerier til familien i stedet? Paa vejen hen til Reunification paladset var vi et smut forbi et sted, hvor jeg fik en mani- og pedicure. Foeler mig saa meget mere laekker efter at have faaet fjernet panserpladerne af skidt under foedderne og have faaet roed neglelak og glitter paa. Pretty. Morten gik ogsaa modvilligt med til at faa en pedicure. Noget jeg har anbefalet laenge. Og kvinden der fiksede hans foedder var ikke ligefrm imponeret af, hvordan de saa ud for at sige det saadan. Tror at der ca. ligger 5 kg. Morten paa det sted nu, og saa er det ikke engang 100% i orden selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne. Men det er en god start. Hvis han goer det en gang mere inden vi tager hjem tror jeg sagen er boef.
Vi var heldige Reunification paladset var aabent i dag selvom vi kan se at MANGE andre steder har lukket i dag. Det er en saelsom oplevelse at se stedet hvor den tidligere diktator lignenede figur blev vaeltet i 1975. De har ikke lavet om paa noget som helst siden, saa det er lidt af en tidslomme. Og ret saa ekstravagant. Hoejdepunktet er helt klart den paranoide bombekaelder. Ellers har tiden bare gaaet og nu er det naesten ved at vaere tid for at komme med bussen til Nha Trang. Vi ankommer i morgen tidlig. Busserne var gode sidst jeg var her, man kan ligge helt ned og vejen skal ogsaa vaere god, saa vi er fulde af fortroestning. Morten fikser billeder, saa man kan jo se paa et par gamle indlaeg hvis man har lyst.
Happy Tet.
Men det er helt klart noget man bliver noed til at goere, ogsaa selvom guiden fra cu Chi mente at det absolut ikke var sandfaerdigt. Han mente kun at det var hans side som var den rigtige. Men saaden er det jo sjaeldent. Man bliver noedt til at proeve at saette sig ind i begge sider selvom det ikke er saa let. jeg har stadig ikke helt forstaaet hvorfor USA blandede sig i konflikten. Men maaske hvis jeg laeser lidt mere finder jeg ud af det? Alle museer har labng frokostpause. Noget der er lidt upraktisk. derfor bestemt vi os for at vi ville krydse fingre for at Reunification paladset ogsaa ville vaere aabent dagen efter og istedet tage ned til Dong Khoi omraadet, som er omraadet, hvor alle de rige kan boltre sig i hvad som helst af vilde luksusting. Vi koebte ingenting, men det er vildt at se hvor meget der er sket i omraadet. jeg er ret sikker paa at jeg var der sidst men jeg kunne naesten ikke kende noget. Kaempe store, dyre varehuse med alt mellem himmel og jord i. Og langt over vores prisklasse. Men det er jo altid sjovt at se lidt.
I omraadet var der ogsaa en hel gade som var blevet lavet om til gaagade i anledning af Tet. Der var smaekfyldt med smukke blomsterdekorationer af drager (fra og med i nat kl. 24.00 er det dragens aar, et meget heldigt aar at vaere foedt) og andet godt med inspiration fra Vietnam. De lokale elskede det, minder meget om de dekorationer vi saa i Beijing under Ol. Morsomt. Naetse stop Ben Than markedet, det er det stoerste og mest centrale overdaekked marked i Saigon. Ikke saa langt fra hvor, vi bor. Jeg tror snart at Morten og jeg maa begynde at se i oejnene at vi har rejst meget. Foer hen er jeg ret sikker paa at jeg ville have set 1000 ting som jeg ikke kunne leve uden. Men man begynder at have set det meste. Saa der var ikke saa meget der fristede. Men vi koebte en flot og meget funktionel skuldertaske til Morten. Det skal man jo heller ikke kimse ad. Man kan faa fat i mange gode produkter i Saigon fordi mange af fabrikkerne, hvor det bliver produceret ligger her "made in Vietnam".
Saa da vi efter at have vaeret paa markedet kom tilbage til backpackerghettoen koebte jeg ogsaa en flot skuldertaske (mindre end Mortens) og noget meget, meget maerkeligt at koebe i Vietnam. Et par Skibukser af maerket Colombia. Det er jo ikke lige det man havde forestillet sig at man skulle fylde tasken med. Men de var meget rimelige og sandsynligvis aegte men til staerkt rabatteret pris. Og jeg har ingen hjemme. Saa nu kan Oslo kulden bare komme an naar vi lander paa Gardermoen. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse benene. He, he.... Jeg er et stk. glad julegris nu. Aftensmad var vietnamesisk. Der er jo saa meget godt at vaelge imellem. Derefter en omgang massage, der er kommet mange af de steder a'la Thailand her ogsaa (det var der overhovedet ikke sidst jeg var her). Det vi fandt ud af var imidlertid at selv om massagen var billig var pigerne mere end almindelig ude efter at faa drikkepenge. De lagde en seddel hvor der stod pleased with massage 5 USD og nederst none 2 USD. Saa selvom massagen i seig selv skulle koste 9 USD blev det hurtigt lidt mere. Saa har man ogsaa laert det:-).
I dag sov vi laenge. Aahhhh. Fik pakket taskerne som helt klart er blevet mere fyldte nu. Og saa afsted at spise morgenmad paa et sted hvor saadan noget godt kunne tage lidt tid, for at sige det saadan. Da jeg var faerdig med mit fik Morten sit, og frugttallerkenen tog det over en time at faa. Man skulle naesten tro at de var noedt til at tage paa markedet at koebe ind til den. Men det er jo Tet fra og med i aften saa maaske var de travlt optaget af a lave masser af laekkerier til familien i stedet? Paa vejen hen til Reunification paladset var vi et smut forbi et sted, hvor jeg fik en mani- og pedicure. Foeler mig saa meget mere laekker efter at have faaet fjernet panserpladerne af skidt under foedderne og have faaet roed neglelak og glitter paa. Pretty. Morten gik ogsaa modvilligt med til at faa en pedicure. Noget jeg har anbefalet laenge. Og kvinden der fiksede hans foedder var ikke ligefrm imponeret af, hvordan de saa ud for at sige det saadan. Tror at der ca. ligger 5 kg. Morten paa det sted nu, og saa er det ikke engang 100% i orden selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne. Men det er en god start. Hvis han goer det en gang mere inden vi tager hjem tror jeg sagen er boef.
Vi var heldige Reunification paladset var aabent i dag selvom vi kan se at MANGE andre steder har lukket i dag. Det er en saelsom oplevelse at se stedet hvor den tidligere diktator lignenede figur blev vaeltet i 1975. De har ikke lavet om paa noget som helst siden, saa det er lidt af en tidslomme. Og ret saa ekstravagant. Hoejdepunktet er helt klart den paranoide bombekaelder. Ellers har tiden bare gaaet og nu er det naesten ved at vaere tid for at komme med bussen til Nha Trang. Vi ankommer i morgen tidlig. Busserne var gode sidst jeg var her, man kan ligge helt ned og vejen skal ogsaa vaere god, saa vi er fulde af fortroestning. Morten fikser billeder, saa man kan jo se paa et par gamle indlaeg hvis man har lyst.
Happy Tet.
Mekong Delta
Morten har aldrig vaeret i Mekong deltaet da det er hans foerste gang et sted i naerheden af hvor den loeber (den er i 6 lande Kina, Laos, Cambodia, Thailand. Myanmar og Vietnam) men det er i Vietnam den stopper og, hvor jeg tror den er paa noget af sit mest imponerende. Vi snakkede om muligheden for et homestay for en enkel nat dernede (noget jeg gjorde sidst og som var en rigtig god oplevelse) men eftersom det var Morten som ikke havde set det foer fik han lov til at bestemme. Han bestemte sig for at vi skulle se Mekong som en en-dags-tur fra Saigon. Efter at have proevet det vil jeg ikke anbefale det. Det er simpelthen for kort tid, noget det hele kommer til at baere noget praeg af. Man skal naa mest mulig paa hurtigst muligt tid.
Efter en gang pho ved den samme nabokone som dagen foer (det gik jo saa hurtigt) var det afsted til bussen mod Mekong. Den var godt fyldt og den unge guide var noedt til at staa op hele vejen ned til Mekong. En bustur paa godt 3 timer (og det er grunden til at jeg ikke vil anbafale en dags tur til Mekong, der bliver simpelthen alt for meget koersel ifht hvor meget tid man tilbringer dernede). Og eftersom det er Tet nu (i hvert fald naesten) var der pres paa vejen ned til Mekong. Saa der var en del koe, men vejene er gode saa det gik rimelig godt. Flaskehalsene blev broerne hvor der kun var et felt (naesten) til hvr side. Men to busser kunne ikke passere hinanden paa broerne.
Endelig nede ved mekong efter en lang bustur kom vi over i en rimelig stor turistbaad med pressing over saa vi ikke skulle solbraende vores smaa hoveder. Der var en del andre hvide mennesker i tilsvarende baade noget der ikke er saa meget at goere ved, men gjorde det til en helt anden oplevelse end da jeg var der sidst og vi var de eneste hvide mennesker til markedet, fordi vi havde vaeret paa et homestay og stod op kl. lort. Smart! Men det var fint at se alle baadene med ders varer annonceret vha en stang hvor de havde haengt det op de solgte. Guiden forklarede at de solgte engros til mindre forhandlere og at alle var boender som tog husbaaden ned til Cai Be, hvor de saelger alle deres varer og saa efterfoelgende tager tilbage til farmen og henter nye forsyninger. Smart!
Naeste stop var hos en "fabrik", hvor divrse ting blev produeret. Puffede ris med soed maelk paa, kokoskarameller (overraskende gode), risvin (med en alkoholprocent paa 40% saa ved jeg ikke lige hvor meget vin det er?), rispapir og andet godt. Vi fik en kort forklaring paa de forskellige processer mens vi loeb igennem det hele (saadan foeltes det i hvert fald lidt). Morten blev noget irriteret paa en asiatisk kvindelig turist som hele tiden gik forrest for at kunne filme det hele og dermed stod i vejen for de 30 andre turister som ogsaa var interesserede i at tage billeder. Tilbage i baaden sejlde vi mod frokost som var ca. 45 min. vaek. Saa var der ellers tid til at sidde i baaden og stene og se paa alt livet i Mekong floden. De smaa baade der henter sand op fra bunden, folk der vasker sig selv eller deres toej osv. Altid hyggeligt med noget vandliv.
Frokosten var paa en ok restaurant, hvor vi skulle gaa et par hundrede meter til (mere eller mindre det eneste motion vi fik den dag). Vi fik ris, kylling og lidt jackfruit til dessert. Helt ok. Kom i snak med 2 argentinere som sad ved det samme bord som os. Super hyggelige mennesker. Jeg er jo naesten ved at doe af stress over det meget haesblaesende program vi har paa denne tur med kun 2 uger i baade Vietnam og Myanmar. Men sammenlignet med deres program var det vildt luksus. De skulle i loebet af 45 dage vaere i Malaysia, Thailand, Indien, Vietnam (4 dage i Saigonomraadet), Nepal og et par steder mere. Helt vildt! Kan godt forstaa at de var rimelig stressede. Naar overhovedet ikke f.eks. at forholde sig til en valuta foer man skal forholde sig til den naeste. Stress. Og ikke at anbefale udfra hvad de sagde:-).
I frokosten skulle man eftersigende ogsaa have mulighed for enten at slappe af i en haengekoeje eller tage en rask cykeltur. Men hvordan nogle skulle kunne naa det paa 10 min. Det er fortsat et mysterium:-). Saa var det ellers tid for "traditionel robaadstur" paa ca. 300 meter. Lige til at doe af grin over. Mega morsomt de skulle have alle turisterne i de smaa baade og ro saa kort en distance. Naesten saa man ikke kunne se nogen grund til det. Men saa har man da ogsaa proevet det, maa vaere devicen. Saa var det ellers tilbage i den store baad, godt en halv time paa vandet og vi var kommet til Vinh Long. Her stod bussen og ventede efter en halv kaotisk gaatur i gaasegang (igen med godt 30 hvide turister) igennem et stoerre markedsagtig sted. Men det er jo altid sjovt at se hvad der bliver solgt selvom man suser forbi. Ind i bussen med alle mand minus 2 hollaendere som skulle videre fra Vinh Long, saa guiden fik et sted at saette sig paa tilbageturen, det tror jeg han satte pris paa.
Turen hjem gik meget langsomt. Pga Tet var der enromt meget trafik tilbage til Saigon. Vi stod mere eller mindre bom stille i meget lang tid. Men der var god tid til at faa en lur saa der er jo altdi et lyspukt. Bortset fra et stop paa vejen hvor man kunne koebe noget at drikke og tisse var det tilbage mod Saigon. Det sidste stykke tid paa en moget stoere vej saa det gik hurtigere. Fedt. Og Saigon er virkelig blevet en verdens metropol med hvad som helst man kan droemme om af luksusvarer. Bevaeger sig helt klart i retning Bangkok. Og det gaar hurtigt. Saa kom foer det er for sent:-). Aftensmad var efterlaengtet og vi spiste det paa en lille restaurant (som jeg kender rigtig godt fra sidst vi var i Saigon) hvor de har alt mellem himmel og jord paa deres menukort og hvor alt smager fantastisk og er billigt. Kan man bede om mere? Naeppe!Saa en god men hektisk dag i Mekong kan man vidst opsummere det som. Har man tid til 2 eller 3 dage dernede boer man absolut goere det.
Efter en gang pho ved den samme nabokone som dagen foer (det gik jo saa hurtigt) var det afsted til bussen mod Mekong. Den var godt fyldt og den unge guide var noedt til at staa op hele vejen ned til Mekong. En bustur paa godt 3 timer (og det er grunden til at jeg ikke vil anbafale en dags tur til Mekong, der bliver simpelthen alt for meget koersel ifht hvor meget tid man tilbringer dernede). Og eftersom det er Tet nu (i hvert fald naesten) var der pres paa vejen ned til Mekong. Saa der var en del koe, men vejene er gode saa det gik rimelig godt. Flaskehalsene blev broerne hvor der kun var et felt (naesten) til hvr side. Men to busser kunne ikke passere hinanden paa broerne.
Endelig nede ved mekong efter en lang bustur kom vi over i en rimelig stor turistbaad med pressing over saa vi ikke skulle solbraende vores smaa hoveder. Der var en del andre hvide mennesker i tilsvarende baade noget der ikke er saa meget at goere ved, men gjorde det til en helt anden oplevelse end da jeg var der sidst og vi var de eneste hvide mennesker til markedet, fordi vi havde vaeret paa et homestay og stod op kl. lort. Smart! Men det var fint at se alle baadene med ders varer annonceret vha en stang hvor de havde haengt det op de solgte. Guiden forklarede at de solgte engros til mindre forhandlere og at alle var boender som tog husbaaden ned til Cai Be, hvor de saelger alle deres varer og saa efterfoelgende tager tilbage til farmen og henter nye forsyninger. Smart!
Naeste stop var hos en "fabrik", hvor divrse ting blev produeret. Puffede ris med soed maelk paa, kokoskarameller (overraskende gode), risvin (med en alkoholprocent paa 40% saa ved jeg ikke lige hvor meget vin det er?), rispapir og andet godt. Vi fik en kort forklaring paa de forskellige processer mens vi loeb igennem det hele (saadan foeltes det i hvert fald lidt). Morten blev noget irriteret paa en asiatisk kvindelig turist som hele tiden gik forrest for at kunne filme det hele og dermed stod i vejen for de 30 andre turister som ogsaa var interesserede i at tage billeder. Tilbage i baaden sejlde vi mod frokost som var ca. 45 min. vaek. Saa var der ellers tid til at sidde i baaden og stene og se paa alt livet i Mekong floden. De smaa baade der henter sand op fra bunden, folk der vasker sig selv eller deres toej osv. Altid hyggeligt med noget vandliv.
Frokosten var paa en ok restaurant, hvor vi skulle gaa et par hundrede meter til (mere eller mindre det eneste motion vi fik den dag). Vi fik ris, kylling og lidt jackfruit til dessert. Helt ok. Kom i snak med 2 argentinere som sad ved det samme bord som os. Super hyggelige mennesker. Jeg er jo naesten ved at doe af stress over det meget haesblaesende program vi har paa denne tur med kun 2 uger i baade Vietnam og Myanmar. Men sammenlignet med deres program var det vildt luksus. De skulle i loebet af 45 dage vaere i Malaysia, Thailand, Indien, Vietnam (4 dage i Saigonomraadet), Nepal og et par steder mere. Helt vildt! Kan godt forstaa at de var rimelig stressede. Naar overhovedet ikke f.eks. at forholde sig til en valuta foer man skal forholde sig til den naeste. Stress. Og ikke at anbefale udfra hvad de sagde:-).
I frokosten skulle man eftersigende ogsaa have mulighed for enten at slappe af i en haengekoeje eller tage en rask cykeltur. Men hvordan nogle skulle kunne naa det paa 10 min. Det er fortsat et mysterium:-). Saa var det ellers tid for "traditionel robaadstur" paa ca. 300 meter. Lige til at doe af grin over. Mega morsomt de skulle have alle turisterne i de smaa baade og ro saa kort en distance. Naesten saa man ikke kunne se nogen grund til det. Men saa har man da ogsaa proevet det, maa vaere devicen. Saa var det ellers tilbage i den store baad, godt en halv time paa vandet og vi var kommet til Vinh Long. Her stod bussen og ventede efter en halv kaotisk gaatur i gaasegang (igen med godt 30 hvide turister) igennem et stoerre markedsagtig sted. Men det er jo altid sjovt at se hvad der bliver solgt selvom man suser forbi. Ind i bussen med alle mand minus 2 hollaendere som skulle videre fra Vinh Long, saa guiden fik et sted at saette sig paa tilbageturen, det tror jeg han satte pris paa.
Turen hjem gik meget langsomt. Pga Tet var der enromt meget trafik tilbage til Saigon. Vi stod mere eller mindre bom stille i meget lang tid. Men der var god tid til at faa en lur saa der er jo altdi et lyspukt. Bortset fra et stop paa vejen hvor man kunne koebe noget at drikke og tisse var det tilbage mod Saigon. Det sidste stykke tid paa en moget stoere vej saa det gik hurtigere. Fedt. Og Saigon er virkelig blevet en verdens metropol med hvad som helst man kan droemme om af luksusvarer. Bevaeger sig helt klart i retning Bangkok. Og det gaar hurtigt. Saa kom foer det er for sent:-). Aftensmad var efterlaengtet og vi spiste det paa en lille restaurant (som jeg kender rigtig godt fra sidst vi var i Saigon) hvor de har alt mellem himmel og jord paa deres menukort og hvor alt smager fantastisk og er billigt. Kan man bede om mere? Naeppe!Saa en god men hektisk dag i Mekong kan man vidst opsummere det som. Har man tid til 2 eller 3 dage dernede boer man absolut goere det.
lørdag den 21. januar 2012
Cu chi tunlerne
Morgenen startede med at vi gik hen til en af nabodamerne (vi bor i en lille sidegade i backpackerghettoen, som mange af de andre sidegader er her masser af små guesthouse og hosteller) hvor vi startede morgenen på traditionel vietnamesisk vis med Pho. Suppe med små stykker af oksekød, nudler og en hel tallerken med krydderurter, chili og lime. Mmmmm... Og det går lynende stærkt, oksebouillonen er klar så det er bare at dyppe risnudlerne i den, hælde det op i en skål og putte tynde stykker af råt oksekød i som så bliver kogt. Perfekt morgenmad når man skal nå en tur til Cu Chi kl. 8.30.
Der kom en "guide" og hentede os (og en hulens masse andre hvide mennesker) hvor vi boede og saa gik det ellers i gaasegang hen til bussen, som de aabenbart ikke selv mente vi ville vaere i stand til at finde selvom den ligger kun 100 m. vaek og er "hovedgaden" ret morsomt! Og saa var det ellers ind i den rigtige bus som koerte mod Cu Chi. Vi havde en ret speciel (vi var meget heldige) guide. Tidligere soldat, som kaempde paa amerikanernes side. Han var meget aerlig og ikke saa maerkeligt en ret bitter mand. Det vil man vel altid vaere naar man kaempede paa den "forkerte" side i krigen og efterfoelgende maatte bruge 5 aar af sit liv i et faengsel som politisk fange. Jeg ville sgu ogsaa have vaeret bitter. Men det gjorde at vors tur til Cu Chi gav os et helt andet indblik i "Amerikakrigen" (som de sandt nok kalder det her). Han gav et spaendende indblik i den anden side som man ellrs i meget lille grad bliver praesenteret for i Vietnam. Dette paa trods af, at vi saa flere af de andre turister i vores gruppe vende det hvide ud af oejnene som tiden gik.
Turen ned til Cu Chi tog ca 1,5 time i en mellemting mellem en alm. bus og en minibus. Og vi sad saamaend ggodt beskyttet mod varmen og alt det andet skidt udenfor vinduerne, saa der var ikke noget at klage over:-). Et lille stop ved en souvenirfabrik paa vejen var selvfoelgelig ogsaa med, mange af de ansatte var handikappede i den ene eller anden grad pga eftervirkninger fra agent orange fra krigen. Ret trist, men godt at de har faaet mulighed for at forsoerge sig selv.
Vel nede ved Cu Chi skulle vi betale 80.000 Dong (24 nok) for at komme ind. Intet mindre end 4 billetter pr. snude fik man. Man kan jo undre sig over hvad det skulle goere godt for? Tunlerne var spaendede og det gav et godt indblik i, hvordan vietcong soldaterne kunne narre amerikaenrne til sidst selvom amerikanerne var klart overlegne ifht udstyr. De var super smarte med diverse faelder, hjemmelavet ammunition og ikke mindst lokalkendskab til omraadet. I omraadet er der hele 285 km. med tunler, det er selvfoelgelig kun en meget lille del som er tilgaengelig for turister. Og vi fik mulighed for at kravle rundt i ca. 100 m. af dem. Det var ikke for hvide mennesker, for at sige det mildt. Helt igennem forfaerdentlig. Jeg har tidligere vaeret i tunlerne ved DMZ nord for Hue, og det er en fuldstaendig anderledes oplevelse. Det er store tunler, hvor folk boede. Disse ved Cu Chi var kun til naerkamp med amerikanerne. Men efter maaske 40 m. med de meget trange tunler havde vi faaet nok og gik op af en af "noedudgangene" saa federe var det heller ikke. Men man fik et indtryk. Og tanken paa, at disse tunler saagar er blevet lavet lidt stoerre pga stoerrelsen paa hvide mennesker. Sindsygt!
Besoeget ved Cu Chi gav ogsaa mulighed for at skyde med diverse vaaben der var blevet brugt under krigen (mod en heftig sum selvfoelgelig). Noget Morten selvfoelgelig blev noedt til at goere. Han valgte at skyde med en AK 47 eller en kalashnikov for os uindviede. Det synes han var ret sjovt (jeg som var med for at tage billeder, synes at det var ret grusomt paa grund af de meget hoeje lyde det gav naar skud blev affyret). Morten mente at det var fedt at have proevet men at saa var det heller ikke vildere. Men han har faaet nogle gode billeder:-). Besoeget ved Cu Chi blev afsluttet med et stk. vaskeaegte propaganda film om vietcongernes deltagelse i krigen. Det var ret morsomt men maaske ikke specielt informativt. Hele Cu Chi var smaek fyldt med hvide mennsker som alle havde faaet den gode ide' at se stedet. Ogsaa fordi det kun koster 6 USD at komme derned med et af de mange turoperatoerer som opererer i backpackerghettoen. Saa vi var ikke alene for at sige det saadan.
Da vi kom tilbage til Saigon var kl. naesten 15, noget af det sidste guiden havde fortalt os var at alle hoteller i Nha Trang (som vi har bestemt skal vaere vores naeste stop) var helt fulde. Fik en lille smule panik, saa selvom vi egentlig var meget sultne maatte vi foerst hjem til hostellet og finde noget paa hostelbookers.com. Det var heldigvis ikke noget problem saa vi bookede baade for Nha Trang og Hoi An, bare saa vi ikke skal taenke mere paa det de naeste dage. Efter raad fra vores hostel venter vi med at koebe busbillet videre fra Nha Trang til Hoi An til vi kommer derop. Saa nu satser vi paa at resten af turen gaar som smurt paa trods af Tet (nytaar).
Udsaa os et sted i LP (guidebogen over ale guideboeger som alle backpackere med respekt for sig selv ejer:-)), hvor de skulle have kanon gode burgere og bevaegede os i den retning. Og de tog ikke fejl. At det var lige midt i et meget trafikeret lyskryds saa amn kunne sidde og foelge med i al aktiviteten var selvfoelgelig bare et kaempe stort plus. Ikke mindst da der koerte en fyr forbi paa scooter med et KOELESKAB (I kid you not!) bagpaa. Vildt hvad man kan faa paa en scooter hvis man bare bestemmer sig for det. Jeg husker at jeg i Trondheim skulle i Ikea paa scooteren for at koebe flyttekasser og at jeg var noedt tilat tage bussen hjem og derefter bussen tilbage til Ikea for at hente scooeteren. Ingen tvivl om, at jeg har noget at laere af vietnameserne, det var aldrig sket for dem. Et par timer efter var der ogsaa plads til en is paa Swensens (verdens bedste isbar, super populaer og overalt i Thailand og total afhaengighedsskabende billige og vilde iskreationer). Jeg indroemmer det, jeg havde saagar tjekket paa net i forvejen om det fandtes i Vietnam, og der findes den ene i Saigon. Og det var en froem som saedvanlig. Ellers slappede vi af med et par oel paa en "fortovscafe" med bitte smaa plastikstole. Det var saa hyggeligt. Og i den dejlige behagelige varme der er i Saigon (det er maaske lidt for varmt midt paa dagen men ellers er det 100% perfekt) skoent!
Og vi bor paa det dejligste hostel. Kun 2 minus der er langt til 4. sal plus naar der ikke er elevator (isaer med store rygsaekke) og der er ikke noget vindue. Men hvad goer vel det naar det er en super soed familie der har det, det ligger smadder centralt men roligt. der er air con, fan, fantastisk Wifi og masser af engelske kanaler paa det lille fjernsyn. Og rent, meget, meget rent. Og de goer rent hver dag. A smale piece of heaven. Anbefales og saa til den latterlige billige sum af 16 USD pr. nat.
Der kom en "guide" og hentede os (og en hulens masse andre hvide mennesker) hvor vi boede og saa gik det ellers i gaasegang hen til bussen, som de aabenbart ikke selv mente vi ville vaere i stand til at finde selvom den ligger kun 100 m. vaek og er "hovedgaden" ret morsomt! Og saa var det ellers ind i den rigtige bus som koerte mod Cu Chi. Vi havde en ret speciel (vi var meget heldige) guide. Tidligere soldat, som kaempde paa amerikanernes side. Han var meget aerlig og ikke saa maerkeligt en ret bitter mand. Det vil man vel altid vaere naar man kaempede paa den "forkerte" side i krigen og efterfoelgende maatte bruge 5 aar af sit liv i et faengsel som politisk fange. Jeg ville sgu ogsaa have vaeret bitter. Men det gjorde at vors tur til Cu Chi gav os et helt andet indblik i "Amerikakrigen" (som de sandt nok kalder det her). Han gav et spaendende indblik i den anden side som man ellrs i meget lille grad bliver praesenteret for i Vietnam. Dette paa trods af, at vi saa flere af de andre turister i vores gruppe vende det hvide ud af oejnene som tiden gik.
Turen ned til Cu Chi tog ca 1,5 time i en mellemting mellem en alm. bus og en minibus. Og vi sad saamaend ggodt beskyttet mod varmen og alt det andet skidt udenfor vinduerne, saa der var ikke noget at klage over:-). Et lille stop ved en souvenirfabrik paa vejen var selvfoelgelig ogsaa med, mange af de ansatte var handikappede i den ene eller anden grad pga eftervirkninger fra agent orange fra krigen. Ret trist, men godt at de har faaet mulighed for at forsoerge sig selv.
Vel nede ved Cu Chi skulle vi betale 80.000 Dong (24 nok) for at komme ind. Intet mindre end 4 billetter pr. snude fik man. Man kan jo undre sig over hvad det skulle goere godt for? Tunlerne var spaendede og det gav et godt indblik i, hvordan vietcong soldaterne kunne narre amerikaenrne til sidst selvom amerikanerne var klart overlegne ifht udstyr. De var super smarte med diverse faelder, hjemmelavet ammunition og ikke mindst lokalkendskab til omraadet. I omraadet er der hele 285 km. med tunler, det er selvfoelgelig kun en meget lille del som er tilgaengelig for turister. Og vi fik mulighed for at kravle rundt i ca. 100 m. af dem. Det var ikke for hvide mennesker, for at sige det mildt. Helt igennem forfaerdentlig. Jeg har tidligere vaeret i tunlerne ved DMZ nord for Hue, og det er en fuldstaendig anderledes oplevelse. Det er store tunler, hvor folk boede. Disse ved Cu Chi var kun til naerkamp med amerikanerne. Men efter maaske 40 m. med de meget trange tunler havde vi faaet nok og gik op af en af "noedudgangene" saa federe var det heller ikke. Men man fik et indtryk. Og tanken paa, at disse tunler saagar er blevet lavet lidt stoerre pga stoerrelsen paa hvide mennesker. Sindsygt!
Besoeget ved Cu Chi gav ogsaa mulighed for at skyde med diverse vaaben der var blevet brugt under krigen (mod en heftig sum selvfoelgelig). Noget Morten selvfoelgelig blev noedt til at goere. Han valgte at skyde med en AK 47 eller en kalashnikov for os uindviede. Det synes han var ret sjovt (jeg som var med for at tage billeder, synes at det var ret grusomt paa grund af de meget hoeje lyde det gav naar skud blev affyret). Morten mente at det var fedt at have proevet men at saa var det heller ikke vildere. Men han har faaet nogle gode billeder:-). Besoeget ved Cu Chi blev afsluttet med et stk. vaskeaegte propaganda film om vietcongernes deltagelse i krigen. Det var ret morsomt men maaske ikke specielt informativt. Hele Cu Chi var smaek fyldt med hvide mennsker som alle havde faaet den gode ide' at se stedet. Ogsaa fordi det kun koster 6 USD at komme derned med et af de mange turoperatoerer som opererer i backpackerghettoen. Saa vi var ikke alene for at sige det saadan.
Da vi kom tilbage til Saigon var kl. naesten 15, noget af det sidste guiden havde fortalt os var at alle hoteller i Nha Trang (som vi har bestemt skal vaere vores naeste stop) var helt fulde. Fik en lille smule panik, saa selvom vi egentlig var meget sultne maatte vi foerst hjem til hostellet og finde noget paa hostelbookers.com. Det var heldigvis ikke noget problem saa vi bookede baade for Nha Trang og Hoi An, bare saa vi ikke skal taenke mere paa det de naeste dage. Efter raad fra vores hostel venter vi med at koebe busbillet videre fra Nha Trang til Hoi An til vi kommer derop. Saa nu satser vi paa at resten af turen gaar som smurt paa trods af Tet (nytaar).
Udsaa os et sted i LP (guidebogen over ale guideboeger som alle backpackere med respekt for sig selv ejer:-)), hvor de skulle have kanon gode burgere og bevaegede os i den retning. Og de tog ikke fejl. At det var lige midt i et meget trafikeret lyskryds saa amn kunne sidde og foelge med i al aktiviteten var selvfoelgelig bare et kaempe stort plus. Ikke mindst da der koerte en fyr forbi paa scooter med et KOELESKAB (I kid you not!) bagpaa. Vildt hvad man kan faa paa en scooter hvis man bare bestemmer sig for det. Jeg husker at jeg i Trondheim skulle i Ikea paa scooteren for at koebe flyttekasser og at jeg var noedt tilat tage bussen hjem og derefter bussen tilbage til Ikea for at hente scooeteren. Ingen tvivl om, at jeg har noget at laere af vietnameserne, det var aldrig sket for dem. Et par timer efter var der ogsaa plads til en is paa Swensens (verdens bedste isbar, super populaer og overalt i Thailand og total afhaengighedsskabende billige og vilde iskreationer). Jeg indroemmer det, jeg havde saagar tjekket paa net i forvejen om det fandtes i Vietnam, og der findes den ene i Saigon. Og det var en froem som saedvanlig. Ellers slappede vi af med et par oel paa en "fortovscafe" med bitte smaa plastikstole. Det var saa hyggeligt. Og i den dejlige behagelige varme der er i Saigon (det er maaske lidt for varmt midt paa dagen men ellers er det 100% perfekt) skoent!
Og vi bor paa det dejligste hostel. Kun 2 minus der er langt til 4. sal plus naar der ikke er elevator (isaer med store rygsaekke) og der er ikke noget vindue. Men hvad goer vel det naar det er en super soed familie der har det, det ligger smadder centralt men roligt. der er air con, fan, fantastisk Wifi og masser af engelske kanaler paa det lille fjernsyn. Og rent, meget, meget rent. Og de goer rent hver dag. A smale piece of heaven. Anbefales og saa til den latterlige billige sum af 16 USD pr. nat.
torsdag den 19. januar 2012
På vej til Vietnam
Tidlig op mandag (næsten) morgen. Ud til lufthavenen med den nærmeste taxi. Vel fremme havde lufthavnen ikke helt åbent endnu. I hvert fald ikke sikkerhedstjekket. Så det var bare at sætte sig ned. Et par timer efter og efter at have fået en kop the for de sidste Kyat var vi ombord på flyet til Bangkok. No frills Air Asia. Men det funker. Vel fremme i Bangkok fik vi bagage (fik ikke lov til at tjekke det hele vejen igennem til Saigon som ellers ville have sparet os for liddt bøvl, men, men) kom igennem paskontrol (nu har jeg allerede 2 gange stempler fra Thailand pga transit, så det er ikke så mærkeligt at et pas næsten kan blive fyldt på sådan 10 års tid). MAD! Og så på postkontoret hvor vi fik sendt alle mine elskede uidebøger hjem, som jeg bare ikke kunne nænne at smide væk, så er der frigjort lidt plads til souvenirer fra Vietnam:-). Tiden i lufthavenenn (som var mere end 5 timer) fløj afsted, ikke mindst på grund af at check in'en ved Air Asia tog RIGTIG lang tid.
Efter en hurtig flytur fra Bangkok til Saigon var vi fremme i Vietnam. Hurra! Og for en forskel fra Myanmar. Det sætter virkelig det hele i perspektiv. Så selvom Yangon på alle måder er ret meget fremme i skoene til at have været isoleret i så mange år, ja så er det milevidt fra Saigon. Efter heftig diskusion med x antal taxamænd i lufthavnen (det er jo ikke så længe siden jeg var her sidst og havde selvfølgelig været den gode backpacker sidst og skrevet, hvor meget vi gav da. Prisen er gået kraftigt op for at sige det sådan) var vi på vej mod backpacker ghettoen. Den er noget a'la Khao San området i Banglampu i Bangkok men der er desværre ikke en gade som er spærret af for trafik om aftenen som Khao San. Men Saigon, enten er der rent faktisk sket meget i de 3 år siden jeg var her sidst eller også så har jeg bare dårlig hukommelse). Masser af fancy butikker, restauranter og kapitalisme all over baby. Saigon, syndens by.
Kaos med masser og masser af scootere. Mann kan bare tænke på, hvad der sker der dag hvor alle vietnamesere får råd til en bil. Gulp! det kommer til at blive en miljøkatastrofe a'la Beijing. Havde fundet et hostel på hostelworld fordi det er ved at være lige ved og næsten, kinesisk nytår, eller tet som det hedder. Jul, nyttår og påske all wrapped into one. Stor, stor helligdag og fest i Vietnam. Noget vi har vidst ville være et potensielt problem længe. Skønt hostel. Super hyggelige mennesker som arbejder der og fik i løbet af kort tid bestilt en halvdagstur til Cu Chi tunlerne (det ser bare mega mærkeligt ud, men ved ikke, hvordan det ellers skal staves).
Aftensmaden var HIMMEL og ligeså lækker mad som jeg huskede fra Vietnam sidst. Skønt startede med forårsruller, en pandekageting med svin og rejer, satay spyd og mmmmm...... Morten fik øl til 4,5 kr for en halvliter så han er også rimelig glad. Heaven! Og så var det ellers at vi snakkede med hostelet om en åben-tur-billet med bussen hele vejen til Hanoi. Hun ringede til selskabet som de brugte og vi fik fortalt at det var steget fra 882000 (under 300 nok) til 1780000 (ca. 540 nok). Og da hun så ringte tilbage ca. 4 min. efter var der ikke flere busbilletter tilbage. Velkommen til Vietnam når der er Tet. Snakkede en del med damerne på hostellet og de sagde at hvis vi bare kunne komme med en bus til Nha Trang (som vi har udset os som næste stop på vejen opover) så mente de at det nok skulle gå bedre videre. Så var forbi en hel del rejsebureauer, de ligger på stribe lige ved, hvor vi bor så det var ikke et stort problem. Og vi fandt heldigvis en busbillet med sleeper (mega nice busser i Vietnam hvor man faktisk ligger helt ned) men ikke den 21. som vi egentlig havde tænkt os, spurgte mange steder og der var bare totalt udsolgt. Men den 22. gik. Så vi har bestemt os for at tage en ekstra dag i Saigon, det er heller ikke det værste der kan ske med tanke på at vejret i syd er mega skønt nu, i modsætning til da jeg var her sidst, hvor der var trucker varmt. Her er stadig varmt men tilpas varmt.
Så nu er planen 4 dage i Saigon med 2 "udflugter" til Cu Chi og Mekong. Derefter natbus til Nha Trang. Satser på at tage en overnatning der og så med en overnatningsbus videre til Hoi An dagen efter. Nogle dage i Hoi An (vi skal da total meget have syet alt muligt lækkert gejl) videre til Hue, Morten har meget lyst til at få en tur til DMZ og eftersom det er ham der ikke har været her før bliver det lidt op til ham hvad der skal prioriteres (jeg havde dog insisteret på et sted som jeg ikke så sidst, det blev Nha Trang, næste gang bliver Dalat, no doubt about it). Og så til slut Hanoi, hvor vi kommer til at få alt for kort tid til en så skøn by, love it. Men på den anden side ser det ud som om der er trucker koldt deroppe nu, så det kan vi have lidt til gode til næste gang. Og Halong Bay udgår sandsynligvis. Vi kommer simpelthen ikke til at have tid til. Næsten kriminelt med tanke på Morten ikke har været der tidligere. Men på den anden side ser den måske lidt bedre ud i mere end 10 grader? Over and out:-)
Efter en hurtig flytur fra Bangkok til Saigon var vi fremme i Vietnam. Hurra! Og for en forskel fra Myanmar. Det sætter virkelig det hele i perspektiv. Så selvom Yangon på alle måder er ret meget fremme i skoene til at have været isoleret i så mange år, ja så er det milevidt fra Saigon. Efter heftig diskusion med x antal taxamænd i lufthavnen (det er jo ikke så længe siden jeg var her sidst og havde selvfølgelig været den gode backpacker sidst og skrevet, hvor meget vi gav da. Prisen er gået kraftigt op for at sige det sådan) var vi på vej mod backpacker ghettoen. Den er noget a'la Khao San området i Banglampu i Bangkok men der er desværre ikke en gade som er spærret af for trafik om aftenen som Khao San. Men Saigon, enten er der rent faktisk sket meget i de 3 år siden jeg var her sidst eller også så har jeg bare dårlig hukommelse). Masser af fancy butikker, restauranter og kapitalisme all over baby. Saigon, syndens by.
Kaos med masser og masser af scootere. Mann kan bare tænke på, hvad der sker der dag hvor alle vietnamesere får råd til en bil. Gulp! det kommer til at blive en miljøkatastrofe a'la Beijing. Havde fundet et hostel på hostelworld fordi det er ved at være lige ved og næsten, kinesisk nytår, eller tet som det hedder. Jul, nyttår og påske all wrapped into one. Stor, stor helligdag og fest i Vietnam. Noget vi har vidst ville være et potensielt problem længe. Skønt hostel. Super hyggelige mennesker som arbejder der og fik i løbet af kort tid bestilt en halvdagstur til Cu Chi tunlerne (det ser bare mega mærkeligt ud, men ved ikke, hvordan det ellers skal staves).
Aftensmaden var HIMMEL og ligeså lækker mad som jeg huskede fra Vietnam sidst. Skønt startede med forårsruller, en pandekageting med svin og rejer, satay spyd og mmmmm...... Morten fik øl til 4,5 kr for en halvliter så han er også rimelig glad. Heaven! Og så var det ellers at vi snakkede med hostelet om en åben-tur-billet med bussen hele vejen til Hanoi. Hun ringede til selskabet som de brugte og vi fik fortalt at det var steget fra 882000 (under 300 nok) til 1780000 (ca. 540 nok). Og da hun så ringte tilbage ca. 4 min. efter var der ikke flere busbilletter tilbage. Velkommen til Vietnam når der er Tet. Snakkede en del med damerne på hostellet og de sagde at hvis vi bare kunne komme med en bus til Nha Trang (som vi har udset os som næste stop på vejen opover) så mente de at det nok skulle gå bedre videre. Så var forbi en hel del rejsebureauer, de ligger på stribe lige ved, hvor vi bor så det var ikke et stort problem. Og vi fandt heldigvis en busbillet med sleeper (mega nice busser i Vietnam hvor man faktisk ligger helt ned) men ikke den 21. som vi egentlig havde tænkt os, spurgte mange steder og der var bare totalt udsolgt. Men den 22. gik. Så vi har bestemt os for at tage en ekstra dag i Saigon, det er heller ikke det værste der kan ske med tanke på at vejret i syd er mega skønt nu, i modsætning til da jeg var her sidst, hvor der var trucker varmt. Her er stadig varmt men tilpas varmt.
Så nu er planen 4 dage i Saigon med 2 "udflugter" til Cu Chi og Mekong. Derefter natbus til Nha Trang. Satser på at tage en overnatning der og så med en overnatningsbus videre til Hoi An dagen efter. Nogle dage i Hoi An (vi skal da total meget have syet alt muligt lækkert gejl) videre til Hue, Morten har meget lyst til at få en tur til DMZ og eftersom det er ham der ikke har været her før bliver det lidt op til ham hvad der skal prioriteres (jeg havde dog insisteret på et sted som jeg ikke så sidst, det blev Nha Trang, næste gang bliver Dalat, no doubt about it). Og så til slut Hanoi, hvor vi kommer til at få alt for kort tid til en så skøn by, love it. Men på den anden side ser det ud som om der er trucker koldt deroppe nu, så det kan vi have lidt til gode til næste gang. Og Halong Bay udgår sandsynligvis. Vi kommer simpelthen ikke til at have tid til. Næsten kriminelt med tanke på Morten ikke har været der tidligere. Men på den anden side ser den måske lidt bedre ud i mere end 10 grader? Over and out:-)
Sidste dage i Myanmar
Så er vi kommet til Vietnam. Men først er det vidst på sin plads at blive færdig med Myanmar før vi bevæger os videre.
Stod op rimelig tidligt sidste dag i ved inle så vi kunne prøve at få lidt ud af dagen. Havde været en meget bedre nat end natten i forvejen hvor jeg havde frosset, men med tre tæpper var sagen bøf:-). Jeg var ikke helt i topform, stadig, noget diare, men heldigvis ikke invidaliserende:-). Så efter morgenmad var vi en tur på det lokale markked som lå midt i byen, der var masser at se på af frugt, grøntsager, mærkelige tørrede ting og lokalt leben. Altid hyggeligt. Derefter var det hen ti den nærmeste cykeludlejer og så afsted. Havde fået et tip af guiden fra dagen før om en retning der kunne være god at cykle. Og jeg skal love for at man meget hurtig kom ud på landet. I løbet af nul komma niks var den i forvejen rimelig dårlige "asfaltvej" byttet ud med jord.
Kørte forbi op til flere skoler på vejen hvor man tydeligt kunne høre klasseundervisningen som bestod 100% af udenadslæren. Ikke meget individuel læringsplan:-). Det er vel primært en vestlig opfindelse. Der var grønt og frodigt med masser af oversvømmede rismarker, unger med snør der legede ved siden af vejen, gnøffede mørke svin som hyggede i stalden/huset, vandbøfler som var ude at græsse, gamle der sad og stenede eller snakkede i vejkanten. Med andre ord helt igennem hyggeligt. Cyklerne var ikke de bedste og efter et par timer i sadlen var det næsten humpende afsted og øm mås, men hvad gør vel det.
Var næsten oppe på en vingård, men da vi ikke havde så god tid valgte vi at vende da vi alligevel ikke havde tid til vinsmagning eller andet sjovt. Men man må da sige at det er rimelig eksotisk med vingårde i Myanmar. Ikke lige det man har forestillet sig når man tænker på Myanmar, men det er nok pga det kolde klima. Efter at have kørt rundt i området udenfor byen, kørte vi til slut rundt inde i byen. Også hyggeligt og, man skulle ikke langt væk fra hovedgaden med de mange steder hvor de kunne hjælpe med bådture, ,busturer og tuuristprægede restauranter før man var som et heelt andet sted. Det vildeste vi så var en helt nyfødt baby (de var ved at pille hinnen af ham) på en gårdsplads, tror at de to der var ved at gøre ham ren var lokale "jordmødre". VILDT! Så tidligere i Mandalay en kvinde med veer hvis mand var ved at hjælpe hende ombord på en scooter taxi. Rimelig cool kvinder i Myanmar må man sige:-). Ikke mange skandinaver som ville have fundet sig i det.
Efter frokost var det tid til at komme i en pick-up ud til "krydset" som ligger 11 km. fra nyaung Schwe. Fandt en som vi var de første passagerer i. Så det tager jo lidt tid før den bliver fuld. Endte med at den (selvfølgelig) blev meget fuld og de sidste lokale kvinder der kom ombord med alt deres habbengut var nødt tili at stå bagerst og klamre sig fast. ikke at det er noget nyt i Myanmar. De kan fandme fylde deres "offentlige" transportmidler til randen. Sætter myldretid i Oslo lidt i perspektiv. Så slemt er det jo heller ikke. Total lorte vej ud til krydset, bumpede af pommern til og nu var jeg ved at have det lidt dårligt. Glimrende start på 16 timers bustur forude.
Busturen til Yangon var LANG! Meget lang, og de første timer (måske to) var helt ok. Men så skal jeg ellers love for at der var fest. Især når man var mega kvalm. Først "kravlede" vi langsomt op af bjerge, det gik ok, men da vi så skulle ned igen. Forfærdentlig! Især når man havde det ikke så alt for godt. Flere passagerer kastede op fordi de blev vold køresyge. Det eneste der redde mig var at jeg faldt i søvn. Halleluja. Og så var der heldigvis et stop på vejen ned. Skønt. Mulighed for at købe masser af lokale "kolde" specialiteter såsom "jordbærvin", jordbær, friterede kartofler og andre skønne ting. Endelig nede af bjergkørselen gik resten af turen ok. Især efter at vi kom ud på "highwayen" mellem Yangon og Mandalay, den er top nice og uden tvivl det bedste vej i Myanmar. Hands Down! Så da vi først var kommet så langt var alt fryd og gammen. Havde et langt stop kl 3.00 for hvad? Morgenmad? Det mest glitzy sted med masser af restauranter og lys. Nøjagtig samme sted som vi havde et stop ved på vejen til Mandalay. Ellers var det en rimelig stille og rolig bustur (og vi var meget glade for at vi havde valgt IKKE at tage bussen mellem Bagan og Inle Lake) med de sædvanlige burmesiske musikvideoer, mærkelige sketch og surprice, surprice en amerikansk actionfilm med et meget macho "jeg kan fikse hele verden" tema.
Vel fremme i Yangon kom vi efter lidt frem og tilbage med en taxa indtil byen (både godt og ondt at placere busstationerne så langt ude, godt fordi man slipper for alle busserne i byen men dårligt fordi man er så er nødt til at tage en taxa). Var heldigvis i Yangon kl. 6.00 i stedet for tidligere, kom frem til tidligere hostel hvor vi havde reservation, heldigvis, for der var fyldt. Stenede lidt tid på hostellet og fik et værelse ved 8-tiden. Total luksus. Skønt at kunne strække ud i en seng. Jeg var ikke helt på top, så den sidste dag i Yangon blev meget stille og rolig. Vi gik hen på det store marked i byen, så på alle de ting man kunne købe der (meget af det sædvanlige asiatiske nips, og ingenting vi havde lyst til at købe sjovt nok) og så var det lidt det. Var en tur på net, i biffen og se Mission Impossible nr. hvem-ved-hvad som var helt ok og meget overraskende var der ingen burmesiske undertekster. Mærkeligt. Og et sjovt specielt feature i biffen efter at filmen var færdig var der solksikkekerner spyttet ud over næsten hele gulvet. Godt at man ikke var den der skulle feje det op.
Måltiderne denne dag bestod af fantastisk morgenmad på hostellet hvor vi boede, bedste i Myanmar hands down. Lækker, nærmest vietnamesisk, pandekage med lækkert fyld. Frokost var indisk Briyani, også meget velsmagende med skøn bananlassi til. Det skal man aldrig kimse af. Aftensmad var en god "salat" a'la asien altså ikke rå (det kunne min mave ikke tåle overhovedet) på en meget simpel fortavscafe mere eller mindre i mørket. Det tog lidt modet fra Morten som var sikker på at de tørrede rejer var larver. Men det gled ned alligevel! Og en meget skøn ting, på mange af de rimelige steder kan man få alt den kinesiske tynde the man kan skylle ned. Dejligt!
Planen er at Morten skal ligge billeder ud snart. Så det er bare at vente i spænding.
Stod op rimelig tidligt sidste dag i ved inle så vi kunne prøve at få lidt ud af dagen. Havde været en meget bedre nat end natten i forvejen hvor jeg havde frosset, men med tre tæpper var sagen bøf:-). Jeg var ikke helt i topform, stadig, noget diare, men heldigvis ikke invidaliserende:-). Så efter morgenmad var vi en tur på det lokale markked som lå midt i byen, der var masser at se på af frugt, grøntsager, mærkelige tørrede ting og lokalt leben. Altid hyggeligt. Derefter var det hen ti den nærmeste cykeludlejer og så afsted. Havde fået et tip af guiden fra dagen før om en retning der kunne være god at cykle. Og jeg skal love for at man meget hurtig kom ud på landet. I løbet af nul komma niks var den i forvejen rimelig dårlige "asfaltvej" byttet ud med jord.
Kørte forbi op til flere skoler på vejen hvor man tydeligt kunne høre klasseundervisningen som bestod 100% af udenadslæren. Ikke meget individuel læringsplan:-). Det er vel primært en vestlig opfindelse. Der var grønt og frodigt med masser af oversvømmede rismarker, unger med snør der legede ved siden af vejen, gnøffede mørke svin som hyggede i stalden/huset, vandbøfler som var ude at græsse, gamle der sad og stenede eller snakkede i vejkanten. Med andre ord helt igennem hyggeligt. Cyklerne var ikke de bedste og efter et par timer i sadlen var det næsten humpende afsted og øm mås, men hvad gør vel det.
Var næsten oppe på en vingård, men da vi ikke havde så god tid valgte vi at vende da vi alligevel ikke havde tid til vinsmagning eller andet sjovt. Men man må da sige at det er rimelig eksotisk med vingårde i Myanmar. Ikke lige det man har forestillet sig når man tænker på Myanmar, men det er nok pga det kolde klima. Efter at have kørt rundt i området udenfor byen, kørte vi til slut rundt inde i byen. Også hyggeligt og, man skulle ikke langt væk fra hovedgaden med de mange steder hvor de kunne hjælpe med bådture, ,busturer og tuuristprægede restauranter før man var som et heelt andet sted. Det vildeste vi så var en helt nyfødt baby (de var ved at pille hinnen af ham) på en gårdsplads, tror at de to der var ved at gøre ham ren var lokale "jordmødre". VILDT! Så tidligere i Mandalay en kvinde med veer hvis mand var ved at hjælpe hende ombord på en scooter taxi. Rimelig cool kvinder i Myanmar må man sige:-). Ikke mange skandinaver som ville have fundet sig i det.
Efter frokost var det tid til at komme i en pick-up ud til "krydset" som ligger 11 km. fra nyaung Schwe. Fandt en som vi var de første passagerer i. Så det tager jo lidt tid før den bliver fuld. Endte med at den (selvfølgelig) blev meget fuld og de sidste lokale kvinder der kom ombord med alt deres habbengut var nødt tili at stå bagerst og klamre sig fast. ikke at det er noget nyt i Myanmar. De kan fandme fylde deres "offentlige" transportmidler til randen. Sætter myldretid i Oslo lidt i perspektiv. Så slemt er det jo heller ikke. Total lorte vej ud til krydset, bumpede af pommern til og nu var jeg ved at have det lidt dårligt. Glimrende start på 16 timers bustur forude.
Busturen til Yangon var LANG! Meget lang, og de første timer (måske to) var helt ok. Men så skal jeg ellers love for at der var fest. Især når man var mega kvalm. Først "kravlede" vi langsomt op af bjerge, det gik ok, men da vi så skulle ned igen. Forfærdentlig! Især når man havde det ikke så alt for godt. Flere passagerer kastede op fordi de blev vold køresyge. Det eneste der redde mig var at jeg faldt i søvn. Halleluja. Og så var der heldigvis et stop på vejen ned. Skønt. Mulighed for at købe masser af lokale "kolde" specialiteter såsom "jordbærvin", jordbær, friterede kartofler og andre skønne ting. Endelig nede af bjergkørselen gik resten af turen ok. Især efter at vi kom ud på "highwayen" mellem Yangon og Mandalay, den er top nice og uden tvivl det bedste vej i Myanmar. Hands Down! Så da vi først var kommet så langt var alt fryd og gammen. Havde et langt stop kl 3.00 for hvad? Morgenmad? Det mest glitzy sted med masser af restauranter og lys. Nøjagtig samme sted som vi havde et stop ved på vejen til Mandalay. Ellers var det en rimelig stille og rolig bustur (og vi var meget glade for at vi havde valgt IKKE at tage bussen mellem Bagan og Inle Lake) med de sædvanlige burmesiske musikvideoer, mærkelige sketch og surprice, surprice en amerikansk actionfilm med et meget macho "jeg kan fikse hele verden" tema.
Vel fremme i Yangon kom vi efter lidt frem og tilbage med en taxa indtil byen (både godt og ondt at placere busstationerne så langt ude, godt fordi man slipper for alle busserne i byen men dårligt fordi man er så er nødt til at tage en taxa). Var heldigvis i Yangon kl. 6.00 i stedet for tidligere, kom frem til tidligere hostel hvor vi havde reservation, heldigvis, for der var fyldt. Stenede lidt tid på hostellet og fik et værelse ved 8-tiden. Total luksus. Skønt at kunne strække ud i en seng. Jeg var ikke helt på top, så den sidste dag i Yangon blev meget stille og rolig. Vi gik hen på det store marked i byen, så på alle de ting man kunne købe der (meget af det sædvanlige asiatiske nips, og ingenting vi havde lyst til at købe sjovt nok) og så var det lidt det. Var en tur på net, i biffen og se Mission Impossible nr. hvem-ved-hvad som var helt ok og meget overraskende var der ingen burmesiske undertekster. Mærkeligt. Og et sjovt specielt feature i biffen efter at filmen var færdig var der solksikkekerner spyttet ud over næsten hele gulvet. Godt at man ikke var den der skulle feje det op.
Måltiderne denne dag bestod af fantastisk morgenmad på hostellet hvor vi boede, bedste i Myanmar hands down. Lækker, nærmest vietnamesisk, pandekage med lækkert fyld. Frokost var indisk Briyani, også meget velsmagende med skøn bananlassi til. Det skal man aldrig kimse af. Aftensmad var en god "salat" a'la asien altså ikke rå (det kunne min mave ikke tåle overhovedet) på en meget simpel fortavscafe mere eller mindre i mørket. Det tog lidt modet fra Morten som var sikker på at de tørrede rejer var larver. Men det gled ned alligevel! Og en meget skøn ting, på mange af de rimelige steder kan man få alt den kinesiske tynde the man kan skylle ned. Dejligt!
Planen er at Morten skal ligge billeder ud snart. Så det er bare at vente i spænding.
onsdag den 18. januar 2012
Inle Lake
Efter en sidste nat på det mugbefængte værelse (tjekker så meget bag ved badeværelsesdøren fremover) var det op tidlig for at komme ud i lufthavnen. Taxamanden som vi havde lavet en aftale med kom ikke til aftalt tid så det var bare med at komme afsted og få prajet en ny. Det var heldigvis ikke så svært. Lufthavnen i Nyaung U er ikke stor. Føles helt klart meget mere som en busstation end som en lufthavn. Ikke meget international klasse der. Tjekkede først ind, noget som indebar to flybilletter (den vi havde med var i øvrig skrevet i hånden, ret så gammeldags må man sige) og et klistermærke på trøjen for at vise hvilket firma man skulle flyve med. Morsom detalje og ikke noget jeg har set tidligere. Så sad man ellers og ventede lidt i afgangs/ankomsthallen. Fik at vide at man kunne gå igennem sikkerhedskontrollen, som indebar at man fik et stempel på billetten og at man gik gennem en metaldetektor, alle bippede og der stod en sløv dame og fægtede lidt med en håndholdt metaldetektor. Men hun tjekkede ikke hvorfor det bippede. Morsomt. Og det var ikke noget problem at få 1 l. vand med. Den regel er nok ikke lige kommet til Nyaung U?
Så sad man ellers og ventede i den næste hal. Og så skete der noget ret så morsomt. Når et fly var klar til at tage af sted kom der en mand med vest ind i afgangshallen med et skilt med flyselskabets navn og flynummer på hvorefter han gik rundt i afgangshallen og råbte (på burmesisk selvfølgelig) om at passagerene kunne gå ombord. FANTASTISK. Og det gentog sig for alle flyene som skulle lette. Og det var ikke så få. Ligesom busserne i NZ afgår alle fly i Myanmar på mere eller mindre samme tidspunkt. Det er bare så helt igennem utrolig smart. Not! Endelig blev det vores tur. Og flyturen var rimelig sædvanlig. Og meget kort, kun 35 min. kontra 13-15 timer i bus. Skønt! Vel fremme i Heho, nærmeste lufthavn til Inle Lake, fandt vi et tysk par som vi delte taxaudgifter med til Nyaung Schwe byen ved inle Lake). Skønt for det var ikke ligefrem billigt, alle tager næsten altid samme pris, noget de kan gøre fordi det er en lufthavn. Så er det bare take it or leave it.
I Nyaung Schwe fandt vi et super sted (måske det bedste indtil videre, der er skønt varmt vand, og et badeværelse (næsten uden mug) lige så stort som det værelse min søster har boet i de sidste godt 5 år. Ikke dårligt og vi fik oven i købet pruttet prisen lidt ned. Hurra! Men stedet ligger længst væk fra floden som fører til Inle Lake så en lille ulempe skulle der selvfølgelig være:-). Jeg havde det ikke så godt desværre, det var nok det vi havde spise to dage i forvejen som reagerede anderledes på mig. Men vi gik ud for at spise frokost og tog det så ellers roligt mere eller mindre resten af dagen. Har man det skidt er der ikke så meget at gøre ved det. Det er man ikke rigtig herre over, men skod at vi skal bruge 2 dage af vores i forvejen ikke så alt for lange tid på det i Myanmar. Natten var frysende kold (selvom jeg sov i uldtrøje med lange ærmer, har lige været nede i receptionen og spørge om et tæppe mere til i nat så det ikke kommer til at gentage sig. Bbrrrr... Vågnede flere gange ved at jeg frøs, og desværre er det to separate senge her så jeg ikke engang kan varme mig på Morten. Øv!
Dagen i forvejen havde vi fikset en bådtur på Inle Lake, så op kl. 7, spise morgenmad og så afsted. Der er "travel agents" overalt i Nyaung Schwe så vi kom først til at gå lidt for langt. Havde en guide hele dagen kaldet Nini. En rar fyr som snakker godt engelsk. Helt klart lidt ekstra Kyat værd at have en guide med en hel dag i stedet for kun at være sammen med en bådfører som snakker meget begrænset engelsk. Det var ret så koldt tidlig morgen. Men vi fik hver vores stol (Morten, jeg og guiden) med en redningsvest bundet på ryggen og et varmt tæppe. Ikke dumt især ikke med tanke på at det i tillæg til at være rimelig køligt var vind når først vi bevægede os derudad. Det var i en sædvanlig "piskeris-lang-båd" også kendt fra Mekong, Syd- og Mellem-amerika og alle andre udviklingslande i verden tror jeg. Ikke ligefrem en lydløs sag og absolut ikke noget man skulle bruge hvis man var ude efter at se dyreliv. Men det var jo heldigvis ikke vores mål for dagen.
Det var en helt igennem flot dag med masser af muligheder for at se på livet i og på vandet. Masser af "floating villages" altså på stylter, masser af fiskere ude i søen (men det så ikke ud som om de fangede så meget, ifølge en anden guide som jeg overhørte skyldes det at man i højere grad bruger kemisk gødning og at det har fået fiskebetanden til at synke betragtelig) og masser af mennesker som sejlede rundt i deres små både som vi andre ville sætte os ind i vores bil. Kunne nok ikke bo i en flydende landsby uden en eller anden form for båd. Der var stor forskel på husene vi sejlede forbi nogle bar tydelig præg af at ejeren havde flere penge af naboen. De fleste og enkleste huse var lavet af de karakteristiske bambusvægge (de må dæleme have frosset i nat, ville nok ønske at de havde en god skandinavisk dyne). Ifølge guiden skal alt på de enkleste huse skiftes hvert 2.-3. år. Så det kræver lidt arbejde.
Stillede ca. 1000 spørgsmål til guiden i løbet af dagen, både om ting ifht Inle lake, fiskerne osv. men også ifht sundhedsvæsenet, prostitution (det gik ikke så godt han mente kun at prostitution eksisterede igennem et par homo thaier, men mon det er sandheden?), homoseksualitet (eksisterer og er ok, lidt på linje med Thailand, men der findes ingen kvinder som er homo, interessant!) Det statslige sundhedsvæsen er meget dyrt og de fleste almindelige mennesker har ikke tilgang til sygehus. Guiden fortalte os at hans mor var død af malaria (de havde ikke råd til at betale for anden behandling end det de kunne købe på det lokale apotek og det virkede ikke) og at det vil koste ca. 1200 USD at føde på det statslige sygehus. En uhyre høj sum for en almindelig burmeser, så mange bruger uuddannede jordmødre hjemme og det sker at både mor og barn dør. Jeg spurgte om sygehusene ville hjælpe folk gratis i nødsituationer (ex. Ved en bilulykke) men det mente han ikke at de ville med mindre nogen ville betale (i tilfælde bilulykke, den som har påkørt dig og der findes ikke forsikring, interessant!)
Udover at stene rundt på søen og se på landsbyen livet var vi inde på et væveri, hvor de blandt andet lavede tørklæder af lotusblomstfibre. Ifølge kvinden som arbejdede på væveriet noget meget specielt for området. Og det var i sandhed en lang proces fra start til slut. Var også på et lokalt marked, og det virkede faktisk rimelig lokalt, der var ikke så mange turister. Her kunne jeg stille guiden spørgsmål om alt det mad der var til salg. Meget interessant. Morten stillede ikke så mange spørgsmål kan jeg fortække. Han sagde faktisk så lidt i løbet af dagen at guiden kommenterede til frokost:-). På markedet kom der folk ind fra de omkringliggende bjerge for at sælge deres varer, isør brænde. Noget vi tydelig kan mærke der bliver brugt om aftenerne, hvor der nogle gange ligger en tæt os af røg fra de mange bål som er ved at forberede aftensmad. Ifølge guiden er det de fattigste der bruger brænde, de rigere bruger kul og de som bor i byerne bruger primært elektricitet. Noget som ikke var muligt i landsbyerne på søen da de ikke havde elektricitet.
Spændende at få lidt indblik. Vi var også i et tempel med 5 små Buddhaer. Sjov historie ifht dem. Hvert år sejler de de 5 Buddhaer i en speciel guldbåd i 21 dage (de er så på besøg i mange af landsbyerne på vejen). I 50'erne blev der et forfærdelig uvejr og båden Buddaerne var med på kæntrede. Ved hjælp af ihærdig indsats fik de lokale reddet 4 af Buddhaerne op fra søen. Men de kunne ikke finde den sidste. Historien går så som følger, da de kom tilbage til templet, meget slukørede fordi den 5. Buddha var forsvundet var den allerede kommet på plads på podiet. Ingen havde fundet den. Den var bare mirakuløst kommet frem selv. Fantastisk ikke sandt? Det blev tolket på den måde at den 5 Buddha ikke ønskede at deltage i processionen rundt om søen så hvert år bliver den nu hjemme og passer på tempelet. Skøn historie synes jeg. Det er et meget populært tempel i Myanmar, de 5 statuer er ret små og total overplastret i guld så man ikke kan se at det egentlig er Buddhaer, det ligner bare små guldbolde, fordi så mange mennesker køber små blade guld og klistrer på Buddhaerne.
Frokost blev spist på en restaurant med udsigt til tempelet og Buddhaerne (næsten hvis ikke det havde været fordi de var godt gemt inde i templet). Efter frokost gik vi over en meget vakkelvorn bro over på den anden side for at se på båden som blev brugt til at sejle Buddhaerne rundt på søen. Havde et stop hos en sølvsmed, hvor de virkede noget skuffede over at vi ikke købte noget idet vi gik. Var ellers i et tempel som er kendt for hoppende katte. Det var nu ved at være sen eftermiddag så kattene hoppede ikke så højt igennem ringene længere. Det krævede meget overtalelse af kvinden som prøvede at få dem til det og hun blev nødt til at sænke ringen hver gang. Sådan går det når kattene hellere vil ligge og fede den i eftermiddagssolen og de har fået nok at spise. Der er ikke så meget motivation:-). Lige overfor klosteret var der smuk udsigt til nogle af de flydende haver i Inle Lake. Meget imponerende! Der bliver dyrket tomater, agurker, zucchini og andet i stor stil. De bruger vandplanter som "jord" og stikker bambuspæle ned, for at holde på planterne og for at tomaterne skal have noget at vokse op ad. Ifølge guiden kan det være op til en meter med vandplante under tomatbuskene. Imponerende. Man bruger enten kemisk gødning eller man tager tang op fra søbunden og bruger det som naturlig gødning.
Klosteret var sidste stop for dagen og siden vi gerne ville se solnedgangen over søen brugte vi en del tid der. Men der var ikke så meget at se på (de sædvanlige souvenirboder var der selvfølgelig men dem var vi ikke så interesserede i, så i stedet lagde vi os yderst på broen og fik en lille halv time på øjet. Ikke dumt i heden (for nu var det blevet varmt i hvert fald i solen). Og med smuk udsigt til de flydende haver.
Så var det ellers tilbage i båden igen sammen med den cigarrygende chauffør. Ret morsomt i øvrigt, i en af de flydende landsbyer har de en cigarfabrik. Tobakken kan ikke dyrkes i området da det er for koldt her men de får det fra Mandalay. Det virker som om det er ret populært i Myanmar, vi ser en del lokale som ryger de grønne cigarer. Tror ikke ligefrem at de er på højde med de cubanske. Klosteret som var det sidste vi så på søen (af "seværdigheder") lå ret langt mod syd i søen (det er også muligt at komme til en anden sø hvis man sejler videre langs en flod, men der er langt derned og det er en rimelig kostbar affære). Men der var et stykke tilbage til Nyaung Schwe så det var bare at få piskeriset i gang i vandskorpen. Og det var vores chauffør helt klart mand for. Så vi fræsede derudad mens vi så på fiskere, måger, ænder, gæs, hejre, unger med snot, kvinder der bader (med et klæde bundet for det meste af kroppen så de stadig er tækkelige) masser af både og bare sø leben. Smukt! Og helt klart det bedste af turen, bare sidde og stene på båden og nyde udsigten.
Chaufføren "parkerede" båden i en dynge siv. For så vidt fedt nok bortset fra at sivene huser flere insekter end man lige skulle tro. Han gav sig til at vaske lidt tøj mens vi ventede på at solen gik ned. En meget ivrig fisker sejlede nærmest ind i båden mens han demonstrerede hvordan man skulle bruge den slags net han havde, viste os hvor mange fisk han havde fanget i løbet af en hel dag (ikke så mange) og posede meget villigt for kameraet. Han var selvfølgelig interesseret i en skilling for ulejligheden. Og vi følte næsten ikke at vi havde noget valg, så det fik han. Guiden blev nødt til at låne fiskerens båd for at komme ind til land (der var et stykke) for at tisse. Alt imens blev fiskeren siddende på vores båd og snakkede med chaufføren. Begge var fra Intha stammen og snakkede et sprog som guiden ikke forstod på trods af at hans far var Intha og hans mor var Shan. Inle lake ligger i øvrig i Shan delstaten. I dag bor der et miks af mange forskellige folk, men traditionelt var det primært Shan som boede her. Sagde i øvrigt nej tak til at se "longneck women" i en landsby. Vi har læst at de tager meget unge piger væk fra deres familier og sætter mange ringe rundt om halsen på dem og efterfølgende viser dem frem som dyr i zoologisk have. Det vil vi selvfølgelig ikke støtte.
Solnedgangen over bjergene (som ikke var så høje men alligevel) med spejlbillede af solen i søen. Smukt. Og ikke langt tilbage til Nyaung Schwe da forestillingen var færdig. Spiste shan suppe og meget oljede "chapati" på enkel fortovscafe på vejen hjem. Sidder nu og små fryser på værelset og er meget glad for at jeg har fået fingrene i flere tæpper. Skal ikke fryse i nat:-).
I morgen har vi planer om at cykle lidt rundt i nærområdet før vi kl. lidt efter 13 skal med en pick up ud til et kryds hvor vi skal med en bus til Yangon. Bussen skal gå fra krydset kl. 15 men alle travelagenterne insisterer på at man skal tage af sted fra Nyaung Schwe ca. 2 timer før bussen går fordi det kan tage lidt tid at fylde pick up'erne. Men alligevel. Der er kun 11 km. Til krydset. Men vi må vel hellere lytte til de lokale. Det er ofte bedste. Så venter der en humpende tur på ca. 14 timer. Halvdelen af tiden (heldigvis de sidste ca.6-7 timer) er på highway, men frem til da er det bumpet vej all the way:-). Det skal nok blive godt at få rystet nyrene lidt på plads:-). Bliver sat af på busstationen som ligger et godt stykke fra selve Yangon kl. Lort om morgenen og skal så komme ind til byen. Heldigvis har vi booket værelse hvor vi sov sidst så vi slipper for at flyve rundt og lede. Onsdag går turen i første omgang til Bangkok lufthavn, her skal vi vente en del timer før næste fly videre til Ho Chi Minh. Glæder mig så meget til Pho, baguetter Vietnam style, iskaffe og forårsruller. Mmmm.... Kommer hjem god og fed forudser jeg;-).
tirsdag den 17. januar 2012
Bagan
Efter en rimelig ok bustur fra Mandalay (tog "kun" 6 timer, vi havde fået at vide at det ville tage 8, men en del var på rigtig dårlig vej. Og med tanke på at vi var blevet fortalt at vejen var blevet meget bedre kan man jo bare forestille sig hvor dårligt det har været før). Vel fremme i Bagan tog vi benene fat og fandt et sted at sove (det første sted vi prøvede havde kun plads for en nat). I midlertid var "betjeningen" ikke særlig venlig på det sted vi fandt, og det var et "toppick" af Lonely Planet, noget som sikkert var grunden, de kunne være ligeglade, der ville komme masser af mennesker uanset. Efter et kort stykke tid på værelset begav vi os ud for at finde solnedgangen over Bagan. Vi bestemte os for at gå da der ikke skulle være så langt til Buledi, et tempel som var anbefalet som et sted at se solnedgangen fra. Da vi næsten var kommet hele vejen ud til tempelet, efter først at have blevet tilbudt en hestekøretur X antal gange af en mere end almindelig ihærdig fyr, var der en fyr på scooter som sænkede farten. Han fortalte os at han kunne vise os et bedre tempel, tæt på Buledi hvor der ikke var turister.
Og det gjorde han. Efter et lille sår på knæet var vi oppe på tempelet med en helt igennem fantastisk udsigt udover sletterne og alle de smukke templer i Bagan. Det er helt klart først når man kommer op i højden at man virkelig sætter pris på Bagan. Templerne har ikke samme udsøgte udsmykninger som Angkor, men det er muligheden for at kunne klatre op på en stor del af templerne og få den smukke og unikke udsigt som virkelig gør Bagan til noget specielt. Vel oppe på tempelet viser det sig selvfølgelig at manden på motorcykel (som sagde at han ikke skulle have penge for at vise os tempelet og at han ikke var guide) gerne ville sælge os et maleri eller to. Lidt svært at sige nej til at se hans billeder, og når han først har fundet dem frem kan man rolig sige at det er endnu mere svært at sige nej tak til at købe. Det er jo trods alt manden som har vist jer det fedeste sted at se på solnedgangen helt fri for andre turister. Så det ændre selvfølgelig med at jeg blev nødt til at købe et lille maleri af manden. Og til vildt overpris viser det sig selvfølgelig næste dag:-). But what can you do. Vi lader som om det var oplevelsen, som virkelig var spektakulær, som vi betalte for.
Tilbage i Nyaung U (byen vi boede i ved Bagan) fik vi fikset flybilletter til Inle Lake. Vi bestemte os kort og godt for at de 13-15 timer det ville tage med bus på elendig vej som ville tage os en hel dag ville være de 70 USD værd som det kostede at flyve indenrigs. Man er vel blevet en gammel og halv bedagelig backpacker:-). Fik noget at spise, på en "italiensk restaurant". Kan fortælle at pizzaen i Myanmar ikke er bedre end den i Australien (selvom den jævnt over var ret så elendig). Havde ærlig talt ikke ret meget med pizza at gøre. Men der skal åbenbart ikke ret meget mere end en god uge til før man igen har lyst til vestlig mad. Interessant. Vi fandt også et andet hotel som vi lavede en aftale med om at sove hos dem de næste to nætter.
Næste morgen efter morgenmad lavede vi en aftale med en hestevognschauffør om en hel dag rundt i Bagan området plus solopgang dagen efter. Først fik vi læsset alle rygsækkene ind i vognen, som var en lille sag med en tynd madras som man kunne sidde/ligge på. Men det var ret tydeligt at Morten var nødt til at sidde forrest i forhold til vægtfordeling for at den stakkels hest (som var i godt hold, det var noget vi tjekkede inden vi valgte chauffør) ikke skulle kollapse helt. Så der sad vi så det lille stykke hen til det næste hotel. Fik tjekket ind og så var det ellers videre. Første stop var et godt stykke væk fra Nyaung U. Det er den eneste "rigtige" by i Bagan området. I tillæg er det muligt at sove i New Bagan og old Bagan. Begge de to steder er noget der mere eller mindre er konstrueret kun for turister. Der bor nogle lokale i New Bagan, alle tidligere tvangsflyttet fra gamle Bagan, men Nyaung U er stedet hvor der er rimelig overnatning.
Men så gik det ellers derudad i "fulde fart" (det går jo ikke så hurtigt med sådan en hestevogn, man kunne godt have cyklet hurtigere ved siden af) mod Bagan og alle templerne. Vi er desværre så dårlige turister at vi ikke helt har styr på hverken, hvor mange templer vi så, eller navnet på alle templerne. Rimelig urutineret. Men sådan blev det altså. Det var en super dag, chaufføren kunne snakke noget engelsk (ikke ligefrem lange forklaringer om templerne så som hvornår de var fra osv, men det var muligt at have korte samtaler med ham), Vi fik vel set i hvert fald 10 templer i løbet af dagen. Højdepunkterne var de vi kunne klatre på, det måtte man ikke på nogen af dem i Old Bagan, Ananda templet, som er det mest berømte. Tilfældigvis var der festival da vi var der. For hvide mennesker indebærer det to ting: kæmpe stort marked med rimelig ubrugelige ting udenfor templet, og munke som messer 24/7 i mange døgn (de skifter munk en gang i timen). Men det var et super fint tempel og med masser af liv. En kvinde ville meget gerne sælge "sandal three" pulver til mig, noget mange af kvinderne har i ansigtet i Myanmar i forskellige mønstre. For at prøve på at overbevise mig puttede hun noget i ansigtet på mig. Så ikke så værst ud faktisk, noget mindre kontrast når man er lige så bleg som mig i modsætning til de lokale kvinder. Måske er det noget man skal indføre i Oslo. Eller måske ikke. Købte i hvert fald ikke noget pulver:-).
Ellers spiste vi en helt ok frokost på et sted, hvor kun hvide mennesker spiste. Til vores forsvar gik vi til et andet sted som lå lige over gaden, og som så MEGET enkelt ud, men på grund af lokaliseringen lige ved siden af Ananda templet (som alle turister bliver nødt til at se) tog de samme pris for alt som stedet overfor som var af en noget anden standart. Så var valget pludselig meget enkelt. I løbet af dagen så vi X antal Buddaher, en enormt stor som var liggende i cement tror jeg, 2 meget høje i guld, en i sten osv. Og næsten ved alle templerne var der enormt mange sælgere som ville sælge os t-shirts (souvenir from Burma), armbånd, lakarbejde, gamle mynter, postkort, you name it! Nogle meget ihærdige! Men de fleste rimelig afslappet. Alle var interesserede i at få "lucky money" noget jeg også har oplevet flere andre steder i Asien. Troen på at med det samme man har solgt en ting den dag kommer de næste salg til at være meget enklere.
Vi var også inde i en butik for at se, hvordan man laver lakarbejde. Det er en meget tidskrævende proces (for at sige det mildt) når der skal være 14 lag. Ifølge ejeren (som snakkede pidgin engelsk og havde hareskår, med andre ord rimelig krævende at forstå) ville en kop med 14 lag kunne holde i mere end 45 år. Det er i så fald meget imponerende. Men prisen var selvfølgelig også derefter. Meget pebret. Så vi kiggede kun, men jeg føler helt klart presset for at købe noget når jeg er sådanne steder. Morten har ikke samme samvittighed så han siger bare "skal vi gå nu?"
Sidste stop for dagen var ved solnedgangspagoda nr. 1, Shwesandaw Paya, skal vi ellers lige love for. I hvert fald hvis man så på antal turbusser som kørte ind for at se den derfra. Hold da helt op! Men vi kom i rimelig god tid og fik et sted på forreste parket at se "forestillingen fra. Så det var heldigt. At man skulle passe meget på når nogle af de asiatiske turister masede sig frem for ikke at falde ned, var noget man bare måtte tage med:-). Og solnedgangen var fantastisk, men helt klart en fuldstændig anderledes oplevelse med alle de andre mennesker i forhold til aftenen i forvejen hvor vi havde siddet på vores eget lille sted og nydt det helt alene. Men absolut også majestætisk her! Og vi var de store "filmstjerner" efter solen var gået ned. Der var en flok med nationale turister som meget gerne ville foreviges med os, og så længe folk spørger om lov stiller vi selvfølgelig gerne op, glinsende af solcreme, beskidte efter hele dagens støv og med alt for store solbriller. Men med smilet på plads. Ret morsomt!
Tilbage i Nyaung U efter en lang dag fik vi noget at spise og så hjem. Men desværre havde vi spise et eller andet som især ikke Morten kunne tåle. Så han brugte store dele af natten på toilettet. Derfor var det kun mig som næste morgen (efter alt for lidt søvn med en syg kæreste og en chauffør som kommer kl. 5.00) afsted for at se solopgangen sammen med chaufføren. Det var en utrolig flot oplevelse og jeg fulgtes en del med en tysker som tilfældigvis kom frem til "solopgangstemplet" samme tid som mig. Han havde en meget bedre lommelygte så det var ikke så dårligt. Og det var helt ok at følges med en igennem de meget mørke gange i tempelet for at komme op i højden. Oppe på toppen var der lige plads til to turist måse mere efter at de andre klemte sig lidt sammen. Der var allerede en "tripod" bande i gang med at tage masser af billeder af 100% mørke. Men det skulle vise sig ikke at være så dumt at have en tripod eftersom der gik lang tid før der var lys nok til at jeg kunne tage et anstændigt billede. Umuligt at holde kameraet stille nok til at tage et billede uden lys.
På grund af festivalen ved Ananda tempelet var der messen fra munkene i baggrunden. Lidt hyggeligt men også lidt højt selvom tempelet vi var på var et stykke væk. Men det er vel lyden af Myanmar. Solopgangen var helt igennem fantastisk og det var det værd at sidde og fryse lidt (sådan nogle sten er ikke specielt varme før solen er stået op) og hele turen værd kl. lort om morgenen. Sad vel alt i alt på tempelet fra 5.30 til 7.15. Smukt, smukt syn og helt anderledes end solnedgangen. Og der var heldigvis ikke så mange turister denne morgen som aftenen i forvejen selvom man på INGEN måde var alene. Så det var nok meget godt at vi købte det maleri den første dag i Bagan. Så var det ellers tilbage mod Nyaung U, tyskeren cyklede hele vejen ved siden af hestevognen og vi snakkede om løst og fast. Super hyggelig fyr. Med endnu kortere tid i Myanmar end os (ja, man skulle jo nærmest ikke tro at det var mulig), men tror faktisk at mange kun er her 10 dage. At man bliver nødt til at have kontanter med til hele opholdet er nok med til at mange ikke har lyst til at være her alt for længe.
Resten af dagen havde det egentlig været planen at vi skulle cykle rundt på tempelområdet, men Morten var rimelig udskidt så det blev der ikke noget af. I stedet lå han inde på værelset (med det mest fugtige og svampebefængte toilet vi har haft så langt, noget vi overhovedet ikke så da vi tjekkede værelset fordi det mere eller mindre kun var bag døren, smart). Jeg vil mene at jeg helt klart kunne mærke det når vi sov, mega træls og sandsynligvis ret så usundt. Så det var en stille og rolig dag med masser af bananer og cola. Sneg os hen til centrum af byen i løbet af eftermiddagen hvor vi fortærede pandekager og prøvede at gå på net. Strømafbrud næsten med det samme. Det samme skete aftenen i forvejen, ikke 1 men 2 gange i løbet af det meget korte stykke tid vi var der. Så det var ikke noget der var værd at satse på.
torsdag den 12. januar 2012
Sidste dag i Mandalay
Så greb vi ellers chancen for at sove lidt længere :-). Vel fortjent. Havde bestemt os for at tage en dag mere i mandalay for også at få mulighed for at se på de ting der var i selve byen. Førsste stop efter fantastisk (not) morgenmad var det centrale marked. Der var der ikke meget at se og meget lidt turistrelateret. Havde det så bare været mad havde det jo helt klart været spænddende, men det var masser af butikker med dårlig kvalitets stoffer, hatte, syntetiske tæpper og andet ubrugeligt. Så det blev et hurtigt visit. Gik videre mod Mandalay palads. En stor plads med voldgrav rundt som vi tidligere havde passeret på vej til Mandalay hill to dage i forvejen. Vi tænkte at det ville være en god mulighed for at få en rask spaserur, og det skal jeg love for at vi fik. For det første var der et lille stykke hen til hvor voldgraven begyndte, derefter gik vi mod den nærmeste indgang, hvor der var et skilt, som fortalte at udlændinge ikke kunne komme ind på området via den vej. Så var det ellers bare at gå videre til den modsatte side. Tror at hver side var ca. 2 engelske miles, det skal vel ganges med 1,6? Så der var et stykke. Men til gengæld var det et skønt sted at gå rundt fordi der var fortov hele vejen, så man behøvede ikke at bruge meget tid på at passe på biler, cyklister osv. Skønt!
Efter noget over en times gåtur, og et stop hos et par mobiltelefonforhandlere, senere var vi fremme ved den korrekte udlændinge indgang. Hurra! Paladset er på militært område, vores teori er at alle boligerne som ligger indenfor murene er soldaters hjem, men om det stemmer? Hvem ved? I hvert fald fik man ikke mulighed for at tage billeder før man var kommet ind på selve paladsområdet, og der var ikke ligefrem noget som lignende statshemmeligheder frem til man kom ind i midten. Selve paladset var ikke det helt store, det oprndelige blev mere eller mindre fuldstændig knust under 2. verdenskrig så dette er en kopi. Vi trassede lidt rundt og fandt efter en del søgen også et toilet. Viste sig at man skulle henvende sig hos en fyr som solgte læskedrikke, han havde så en nøgle til et toilet som lå nedenfor der han havde bod, men for at komme derhen nvar man nødt til først at gå igennem en hal (som ellers var aflåst) hvor der var en masse gamle liggestole og hestevogne (mærkeligt at det ikke var noget af det som blev vist frem til publikum) så ned af en trappe og derefter ind under trappe, tada! Toilet. Som vara ca. 1,5 m. Højt, meget ildelugtende og på ingen måder nogen vask hvor man kunne vaaske hænder. Skønt!
Det var ved at være frokosttid og Morten var begyndt at brokke sig lidt fordi morgenmaden på hotellet ikke ligefrem er noget der fylder meget. Men vi bestemte os for at siden vi alligevel var i den rigtige del af byen for at se et par templer jeg havde lyst til at se ville vi gøre det først. Så vi så et af de mest berømte templer i Myanmar kaldet Kuthodaw Paya, også kendt som verdens længste bog. Det er et tempel, men der er enormt mange stupaer over hele området, inde i hver stupa er der en tætskrevet marmorsten med hellige buddhistiske skrifter. Det er ret imponerende eftersom hver sten har sin stpe, alt holdt i hvide farver. Morten fik et par sesamkiks at tygge på ("det smaker greit, ikke at jeg har noe alternativ") og så gik vi ellers lidt rundt på tempelområdet. Sidste stop før frokost lå ikke så langt væk (selvom vi havde lidt problemer med at finde det da kortet i vores guidebog var lidt misvisende, men ved hjælp af flere lokale lykkedes det os til slut at finde frem) Schwenandaw Kyaung, et gammelt kolster i teaktræ og det eneste som er tilbage fra det oprindelige paladsområde da klosteret blev flyttet fra selve paladset før det brændte ned under 2. verdenskrig. Flot, gammel bygning med masser af flotte udskæringsdetaljer.
Tid for frokost. Efter at haave pruttet med en "blå taxa" og før det med en rickshaw, men der blev vi enige om at det var lidt for langt for ham at køre (så lette er vi jo heller ikke) så det endte med den blå taxi. Havde udset os et område i den sydlige ende af centrum og det var ikke noget problem at blive kørt derhen bortset fra at en meget bøllet scooter kørte ind i taxaen på vejen og smadrede hans sidespejl. Og idioten skyndte sig bare at køre videre og lade som ingenting pta at det var midt i et vejkryds og han egentlig skulle have holdt tilbage for rødt lys. Tak for lort! I øvrig er det sådann at de fleste lysstop tæller ned både i forhold til hvor længe der er til det bliver grønt, men når der er grønt også hvor længe der er til der bliver rødt. Det synes vi at der er ret smart. Især når man som fodgænger skal prøve at krydse vejene med livet som indsats, der er ikke ligefrem mange fodovergange, ,og dem der er virker det som om bilisterne er FULDSTÆNDIG ligeglade med. Ikke prioriteret.
Fandt en kinesisk restaurant i stedet for den vi egentlig havde udset os i guidebogen (som vi helt klart ikke tror at der fandtes i virkeligheden). Her fik vi et større måltid (også på tide) som desværre var blevet stegt i alt for meget olie, noget som gjorde det lidt mindre appetitteligt end hvad man kunne have fået. Men der var en meget god finale i form af en lille tallerken med netmelon, vandm,elon og papaya (som faktisk var god). Så havde vi ellers tænkt os at finde jademarkedet som skulle ligge i nærheden. Men det skulle vise sig at være meget, meget vanskeligt. Vi endte ude i et område, hvor det var meget klar tat de ikke var vandt til at se hvide mennesker. Vi blev i endnu højere grad end ellers lagt mærke til, vinket til, skreget "hello" til og stirret på end sædvanlig. Prøvede at få hjælp af de lokale men efter et stykke tid gav vi op. Det var simpelthen ikke muligt at finde, selvom flere af de lokale måske forstod hvad det var vi ledte efter fandt vi det ikke. Skidt pyt. Vi tog en rickshaw tilbage til vores hotel, det tog godt 25 min så vi var virkelig kommet udenfor alfavej. Men det var vildt hyggeligt sådan at få lidt mere indblik i hvordan de fleste lever. Der var ikke mange asfalterede veje vi gik på ikke så langt fra centrum. Noget vi tror de fleste turister ikke sdan oplever. Om bord i rickshawen tilbage var der mange kommentarer fra de lokale til rickshawføreren (især så længe han kørte på lorte vejene og det gik meget langsomt), jeg forestiller mig at de lokale ssagde til ham "nå du har nok rigtig fået llæs på i dag". Men han klarede det i fin stil, så ikke noget at klage over der.
Havde en lille pause hjemme på hotellet ttil lige at hvile lidt før vi ville ud at finde noget at spise. Vi spurgte om råd i receptionen (det har vi gjort to gange og begge gange har de anbefalet steder som står i Lonely planet(guidebogen)) ved ikke om det er et tilfælde? Men som dagen i forvejen endte vi i stedet med at sidde midt i et vejkryds på en plastikstol på en indisk restaurant. De mange indere i Burma er næsten alle 3. generation, de kom da briterne stadig var en kolonimagt og var opfordret af briterne til at komme ti lBurma for at få div. Job under deres styre da briterne (ifølge guidebogen) synes at myanmarene var udugelige. Stedet hvor vi spiste aftensmad var total proppet med mennesker (de fleste så lokale ud). Så vi endte med at blive henvist til at sidde i den ene ende af et bord hvor der sad et par mennesker fra før. Det viste sig at være mere end almindelig heldigt. De too mennesker der sad ved bordet viste sig at være guider, primært på cykel. Denn ene var fra Yangon (og snakkede kanon engelsk) den anden var fra Mandalay (og var lige begyndt med engelsk undervisning). Vi sad og snakkede primært med ham der snakker godt engelsk i laaaaang tid. Super interessant og han kunne fortælle os masse af de ting vi har tænkt på. Han var MEGET åben og fortalte gladeligt om den politiske situation i Myanmar.
Han fortalte at der er sket enormt meget i løbet af de sidste 2 år i positiv retning. Mange politiske fanger er blevet løsladt, blandt andet Aung San Su Kyi (som blandt de lokale næsten kun omtales som "the lady") men der er stadig estimeret at der er mellem 2-3000 som stadig sidder i fængsel. Det er blevet normalt med satellit tv (vi har set masser af paraboler især i Yangon) og folk har på denne måde mulighed for at følge med på BBC, CNN og Al Jezeera. Ikke dårligt. Noget som var utænkeligt for bare et par år siden. Han fortæller også at ingen længere bliver anholdt for at ytre sin mening og at deen nye regering (som har siddet i ca. Et år) har klaret at lave mange forandringer på relativt kort tid, men at det er en proces som kommer til at tage lang tid. Han fortalte videre at der skal være valg i april og at alle håber og tror at Aung San Su Kyi da vil blive den nye statsminister. Vi har registreret at vores mobiltelefoner ikke kan få net ind i Myanmar. Det skyldes at man er nødt til at købe et specielt Myanamr simkort (så de kan følge med i hvad man snakker om). Guiden mentee i midlertid at det ville blive yt i løbet af de næste to år og at man ville gå over til tilsvarende sim kort som resten af verden.
Det var en uhyre interessant samtale og en fantastisk vidende samtalepartner. Jeg undrer mig på en måde lidt over at han gad at snakke med os når han havde fri fra arbejde (han er vel sammen med turister det meste af tiden) men det virkede som om han også synes at det var hyggeligt og nyttigt. Og hvad værre var, hans ven (en tredje som ikke sad ved bordet ret længe) endtemed at betale for vores meget lækre middag bestående af chapati og henholdsvis lamme og oksecurry. Det må man nok sige. Ikke dårligt. Vi prøvede selvfølgelig at insistere på at han ikke skulle betale, men han insisterede. Prøvede at forklare ham om skandinavisk beskedenhed men det ville han ikke høre snak om. Noget som var lidt morsomt var at Morten ikke opfattede at en anden havde betalt for vores mad før vi skulle gå.
Der havde været en stakkels mand som havde holdt øje med os meget af tiden hvor vi spiste maden. JJeg havde lyst til at give ham et måltid mad. Men han ville ikke sætte sig ned på restauranten (ved ikke om han ikke fik lov?) men det endte i hvert fald med (tror vi) at jeg fik betalt for en chapati for ham som han kunne spise. Morten meente at mange af de lokale så mærkeligt på mig da jeg prøvede at forklare det til tjenerne men hvad så? Han var helt klart sulten. Sidste nat på Nylon hotel, stedet med det noget grumme sengetøj, lidt for meget mug på væggene på toilettet men ti lgengæld med alt det varme vand man kan bruge, kabeltv (som skiftes fra receptionen, men alligevel) og enormt søde ansatte.
Nu sidder vi på bussen mod Bagan. Vi var ikke de eneste turister som havde fået den geniale ide'. Var 14 turister med fra byen i pick-upp'en som hentede os i byen. En del af dem asiatiske turister. Det er ikke kun hvide turister i Myanmar. Ifølge guidebogen (hvad skulle man gøre uden) er 60% af turisterne til Myanmar fra andre asiatiske lande. Nu sidder vi ombord i bussen, hvor vi har enormt god benplads, dejlig karaoke tv (og en hel del musikvideoer med enormt politiske budskaber både om "the lady" og om ofrene efter cyclonen Nargis i 2008 plus et helt indslag om en kvinde som bad om at FN skulle gøre en mere helhjertet indsats for at hjælpe Myanmar på benene og løslade hendes far som var politisk fange, hvis ikke det er hård kost så ved jeg ikke? Det bekræfter bare i den grad hvad guiden fortalte os igår). Turen til Bagan skal tage ca. 7-8 timer. Så vi satser på at komme frem før bådturisterne så vi kan finde et sted at sove. Bagan er kendt som Myanmars svar på Angkor i Cambodia. Så det kommer til at blive spændende. Satser på at vi når at se solnedgangen over templerne i aften:-).
Efter noget over en times gåtur, og et stop hos et par mobiltelefonforhandlere, senere var vi fremme ved den korrekte udlændinge indgang. Hurra! Paladset er på militært område, vores teori er at alle boligerne som ligger indenfor murene er soldaters hjem, men om det stemmer? Hvem ved? I hvert fald fik man ikke mulighed for at tage billeder før man var kommet ind på selve paladsområdet, og der var ikke ligefrem noget som lignende statshemmeligheder frem til man kom ind i midten. Selve paladset var ikke det helt store, det oprndelige blev mere eller mindre fuldstændig knust under 2. verdenskrig så dette er en kopi. Vi trassede lidt rundt og fandt efter en del søgen også et toilet. Viste sig at man skulle henvende sig hos en fyr som solgte læskedrikke, han havde så en nøgle til et toilet som lå nedenfor der han havde bod, men for at komme derhen nvar man nødt til først at gå igennem en hal (som ellers var aflåst) hvor der var en masse gamle liggestole og hestevogne (mærkeligt at det ikke var noget af det som blev vist frem til publikum) så ned af en trappe og derefter ind under trappe, tada! Toilet. Som vara ca. 1,5 m. Højt, meget ildelugtende og på ingen måder nogen vask hvor man kunne vaaske hænder. Skønt!
Det var ved at være frokosttid og Morten var begyndt at brokke sig lidt fordi morgenmaden på hotellet ikke ligefrem er noget der fylder meget. Men vi bestemte os for at siden vi alligevel var i den rigtige del af byen for at se et par templer jeg havde lyst til at se ville vi gøre det først. Så vi så et af de mest berømte templer i Myanmar kaldet Kuthodaw Paya, også kendt som verdens længste bog. Det er et tempel, men der er enormt mange stupaer over hele området, inde i hver stupa er der en tætskrevet marmorsten med hellige buddhistiske skrifter. Det er ret imponerende eftersom hver sten har sin stpe, alt holdt i hvide farver. Morten fik et par sesamkiks at tygge på ("det smaker greit, ikke at jeg har noe alternativ") og så gik vi ellers lidt rundt på tempelområdet. Sidste stop før frokost lå ikke så langt væk (selvom vi havde lidt problemer med at finde det da kortet i vores guidebog var lidt misvisende, men ved hjælp af flere lokale lykkedes det os til slut at finde frem) Schwenandaw Kyaung, et gammelt kolster i teaktræ og det eneste som er tilbage fra det oprindelige paladsområde da klosteret blev flyttet fra selve paladset før det brændte ned under 2. verdenskrig. Flot, gammel bygning med masser af flotte udskæringsdetaljer.
Tid for frokost. Efter at haave pruttet med en "blå taxa" og før det med en rickshaw, men der blev vi enige om at det var lidt for langt for ham at køre (så lette er vi jo heller ikke) så det endte med den blå taxi. Havde udset os et område i den sydlige ende af centrum og det var ikke noget problem at blive kørt derhen bortset fra at en meget bøllet scooter kørte ind i taxaen på vejen og smadrede hans sidespejl. Og idioten skyndte sig bare at køre videre og lade som ingenting pta at det var midt i et vejkryds og han egentlig skulle have holdt tilbage for rødt lys. Tak for lort! I øvrig er det sådann at de fleste lysstop tæller ned både i forhold til hvor længe der er til det bliver grønt, men når der er grønt også hvor længe der er til der bliver rødt. Det synes vi at der er ret smart. Især når man som fodgænger skal prøve at krydse vejene med livet som indsats, der er ikke ligefrem mange fodovergange, ,og dem der er virker det som om bilisterne er FULDSTÆNDIG ligeglade med. Ikke prioriteret.
Fandt en kinesisk restaurant i stedet for den vi egentlig havde udset os i guidebogen (som vi helt klart ikke tror at der fandtes i virkeligheden). Her fik vi et større måltid (også på tide) som desværre var blevet stegt i alt for meget olie, noget som gjorde det lidt mindre appetitteligt end hvad man kunne have fået. Men der var en meget god finale i form af en lille tallerken med netmelon, vandm,elon og papaya (som faktisk var god). Så havde vi ellers tænkt os at finde jademarkedet som skulle ligge i nærheden. Men det skulle vise sig at være meget, meget vanskeligt. Vi endte ude i et område, hvor det var meget klar tat de ikke var vandt til at se hvide mennesker. Vi blev i endnu højere grad end ellers lagt mærke til, vinket til, skreget "hello" til og stirret på end sædvanlig. Prøvede at få hjælp af de lokale men efter et stykke tid gav vi op. Det var simpelthen ikke muligt at finde, selvom flere af de lokale måske forstod hvad det var vi ledte efter fandt vi det ikke. Skidt pyt. Vi tog en rickshaw tilbage til vores hotel, det tog godt 25 min så vi var virkelig kommet udenfor alfavej. Men det var vildt hyggeligt sådan at få lidt mere indblik i hvordan de fleste lever. Der var ikke mange asfalterede veje vi gik på ikke så langt fra centrum. Noget vi tror de fleste turister ikke sdan oplever. Om bord i rickshawen tilbage var der mange kommentarer fra de lokale til rickshawføreren (især så længe han kørte på lorte vejene og det gik meget langsomt), jeg forestiller mig at de lokale ssagde til ham "nå du har nok rigtig fået llæs på i dag". Men han klarede det i fin stil, så ikke noget at klage over der.
Havde en lille pause hjemme på hotellet ttil lige at hvile lidt før vi ville ud at finde noget at spise. Vi spurgte om råd i receptionen (det har vi gjort to gange og begge gange har de anbefalet steder som står i Lonely planet(guidebogen)) ved ikke om det er et tilfælde? Men som dagen i forvejen endte vi i stedet med at sidde midt i et vejkryds på en plastikstol på en indisk restaurant. De mange indere i Burma er næsten alle 3. generation, de kom da briterne stadig var en kolonimagt og var opfordret af briterne til at komme ti lBurma for at få div. Job under deres styre da briterne (ifølge guidebogen) synes at myanmarene var udugelige. Stedet hvor vi spiste aftensmad var total proppet med mennesker (de fleste så lokale ud). Så vi endte med at blive henvist til at sidde i den ene ende af et bord hvor der sad et par mennesker fra før. Det viste sig at være mere end almindelig heldigt. De too mennesker der sad ved bordet viste sig at være guider, primært på cykel. Denn ene var fra Yangon (og snakkede kanon engelsk) den anden var fra Mandalay (og var lige begyndt med engelsk undervisning). Vi sad og snakkede primært med ham der snakker godt engelsk i laaaaang tid. Super interessant og han kunne fortælle os masse af de ting vi har tænkt på. Han var MEGET åben og fortalte gladeligt om den politiske situation i Myanmar.
Han fortalte at der er sket enormt meget i løbet af de sidste 2 år i positiv retning. Mange politiske fanger er blevet løsladt, blandt andet Aung San Su Kyi (som blandt de lokale næsten kun omtales som "the lady") men der er stadig estimeret at der er mellem 2-3000 som stadig sidder i fængsel. Det er blevet normalt med satellit tv (vi har set masser af paraboler især i Yangon) og folk har på denne måde mulighed for at følge med på BBC, CNN og Al Jezeera. Ikke dårligt. Noget som var utænkeligt for bare et par år siden. Han fortæller også at ingen længere bliver anholdt for at ytre sin mening og at deen nye regering (som har siddet i ca. Et år) har klaret at lave mange forandringer på relativt kort tid, men at det er en proces som kommer til at tage lang tid. Han fortalte videre at der skal være valg i april og at alle håber og tror at Aung San Su Kyi da vil blive den nye statsminister. Vi har registreret at vores mobiltelefoner ikke kan få net ind i Myanmar. Det skyldes at man er nødt til at købe et specielt Myanamr simkort (så de kan følge med i hvad man snakker om). Guiden mentee i midlertid at det ville blive yt i løbet af de næste to år og at man ville gå over til tilsvarende sim kort som resten af verden.
Det var en uhyre interessant samtale og en fantastisk vidende samtalepartner. Jeg undrer mig på en måde lidt over at han gad at snakke med os når han havde fri fra arbejde (han er vel sammen med turister det meste af tiden) men det virkede som om han også synes at det var hyggeligt og nyttigt. Og hvad værre var, hans ven (en tredje som ikke sad ved bordet ret længe) endtemed at betale for vores meget lækre middag bestående af chapati og henholdsvis lamme og oksecurry. Det må man nok sige. Ikke dårligt. Vi prøvede selvfølgelig at insistere på at han ikke skulle betale, men han insisterede. Prøvede at forklare ham om skandinavisk beskedenhed men det ville han ikke høre snak om. Noget som var lidt morsomt var at Morten ikke opfattede at en anden havde betalt for vores mad før vi skulle gå.
Der havde været en stakkels mand som havde holdt øje med os meget af tiden hvor vi spiste maden. JJeg havde lyst til at give ham et måltid mad. Men han ville ikke sætte sig ned på restauranten (ved ikke om han ikke fik lov?) men det endte i hvert fald med (tror vi) at jeg fik betalt for en chapati for ham som han kunne spise. Morten meente at mange af de lokale så mærkeligt på mig da jeg prøvede at forklare det til tjenerne men hvad så? Han var helt klart sulten. Sidste nat på Nylon hotel, stedet med det noget grumme sengetøj, lidt for meget mug på væggene på toilettet men ti lgengæld med alt det varme vand man kan bruge, kabeltv (som skiftes fra receptionen, men alligevel) og enormt søde ansatte.
Nu sidder vi på bussen mod Bagan. Vi var ikke de eneste turister som havde fået den geniale ide'. Var 14 turister med fra byen i pick-upp'en som hentede os i byen. En del af dem asiatiske turister. Det er ikke kun hvide turister i Myanmar. Ifølge guidebogen (hvad skulle man gøre uden) er 60% af turisterne til Myanmar fra andre asiatiske lande. Nu sidder vi ombord i bussen, hvor vi har enormt god benplads, dejlig karaoke tv (og en hel del musikvideoer med enormt politiske budskaber både om "the lady" og om ofrene efter cyclonen Nargis i 2008 plus et helt indslag om en kvinde som bad om at FN skulle gøre en mere helhjertet indsats for at hjælpe Myanmar på benene og løslade hendes far som var politisk fange, hvis ikke det er hård kost så ved jeg ikke? Det bekræfter bare i den grad hvad guiden fortalte os igår). Turen til Bagan skal tage ca. 7-8 timer. Så vi satser på at komme frem før bådturisterne så vi kan finde et sted at sove. Bagan er kendt som Myanmars svar på Angkor i Cambodia. Så det kommer til at blive spændende. Satser på at vi når at se solnedgangen over templerne i aften:-).
Abonner på:
Opslag (Atom)
