Bagan

Efter en rimelig ok bustur fra Mandalay (tog "kun" 6 timer, vi havde fået at vide at det ville tage 8, men en del var på rigtig dårlig vej. Og med tanke på at vi var blevet fortalt at vejen var blevet meget bedre kan man jo bare forestille sig hvor dårligt det har været før). Vel fremme i Bagan tog vi benene fat og fandt et sted at sove (det første sted vi prøvede havde kun plads for en nat). I midlertid var "betjeningen" ikke særlig venlig på det sted vi fandt, og det var et "toppick" af Lonely Planet, noget som sikkert var grunden, de kunne være ligeglade, der ville komme masser af mennesker uanset. Efter et kort stykke tid på værelset begav vi os ud for at finde solnedgangen over Bagan. Vi bestemte os for at gå da der ikke skulle være så langt til Buledi, et tempel som var anbefalet som et sted at se solnedgangen fra. Da vi næsten var kommet hele vejen ud til tempelet, efter først at have blevet tilbudt en hestekøretur X antal gange af en mere end almindelig ihærdig fyr, var der en fyr på scooter som sænkede farten. Han fortalte os at han kunne vise os et bedre tempel, tæt på Buledi hvor der ikke var turister.

Og det gjorde han. Efter et lille sår på knæet var vi oppe på tempelet med en helt igennem fantastisk udsigt udover sletterne og alle de smukke templer i Bagan. Det er helt klart først når man kommer op i højden at man virkelig sætter pris på Bagan. Templerne har ikke samme udsøgte udsmykninger som Angkor, men det er muligheden for at kunne klatre op på en stor del af templerne og få den smukke og unikke udsigt som virkelig gør Bagan til noget specielt. Vel oppe på tempelet viser det sig selvfølgelig at manden på motorcykel (som sagde at han ikke skulle have penge for at vise os tempelet og at han ikke var guide) gerne ville sælge os et maleri eller to. Lidt svært at sige nej til at se hans billeder, og når han først har fundet dem frem kan man rolig sige at det er endnu mere svært at sige nej tak til at købe. Det er jo trods alt manden som har vist jer det fedeste sted at se på solnedgangen helt fri for andre turister. Så det ændre selvfølgelig med at jeg blev nødt til at købe et lille maleri af manden. Og til vildt overpris viser det sig selvfølgelig næste dag:-). But what can you do. Vi lader som om det var oplevelsen, som virkelig var spektakulær, som vi betalte for.

Tilbage i Nyaung U (byen vi boede i ved Bagan) fik vi fikset flybilletter til Inle Lake. Vi bestemte os kort og godt for at de 13-15 timer det ville tage med bus på elendig vej som ville tage os en hel dag ville være de 70 USD værd som det kostede at flyve indenrigs. Man er vel blevet en gammel og halv bedagelig backpacker:-). Fik noget at spise, på en "italiensk restaurant". Kan fortælle at pizzaen i Myanmar ikke er bedre end den i Australien (selvom den jævnt over var ret så elendig). Havde ærlig talt ikke ret meget med pizza at gøre. Men der skal åbenbart ikke ret meget mere end en god uge til før man igen har lyst til vestlig mad. Interessant. Vi fandt også et andet hotel som vi lavede en aftale med om at sove hos dem de næste to nætter.

Næste morgen efter morgenmad lavede vi en aftale med en hestevognschauffør om en hel dag rundt i Bagan området plus solopgang dagen efter. Først fik vi læsset alle rygsækkene ind i vognen, som var en lille sag med en tynd madras som man kunne sidde/ligge på. Men det var ret tydeligt at Morten var nødt til at sidde forrest i forhold til vægtfordeling for at den stakkels hest (som var i godt hold, det var noget vi tjekkede inden vi valgte chauffør) ikke skulle kollapse helt. Så der sad vi så det lille stykke hen til det næste hotel. Fik tjekket ind og så var det ellers videre. Første stop var et godt stykke væk fra Nyaung U. Det er den eneste "rigtige" by i Bagan området. I tillæg er det muligt at sove i New Bagan og old Bagan. Begge de to steder er noget der mere eller mindre er konstrueret kun for turister. Der bor nogle lokale i New Bagan, alle tidligere tvangsflyttet fra gamle Bagan, men Nyaung U er stedet hvor der er rimelig overnatning.

Men så gik det ellers derudad i "fulde fart" (det går jo ikke så hurtigt med sådan en hestevogn, man kunne godt have cyklet hurtigere ved siden af) mod Bagan og alle templerne. Vi er desværre så dårlige turister at vi ikke helt har styr på hverken, hvor mange templer vi så, eller navnet på alle templerne. Rimelig urutineret. Men sådan blev det altså. Det var en super dag, chaufføren kunne snakke noget engelsk (ikke ligefrem lange forklaringer om templerne så som hvornår de var fra osv, men det var muligt at have korte samtaler med ham), Vi fik vel set i hvert fald 10 templer i løbet af dagen. Højdepunkterne var de vi kunne klatre på, det måtte man ikke på nogen af dem i Old Bagan, Ananda templet, som er det mest berømte. Tilfældigvis var der festival da vi var der. For hvide mennesker indebærer det to ting: kæmpe stort marked med rimelig ubrugelige ting udenfor templet, og munke som messer 24/7 i mange døgn (de skifter munk en gang i timen). Men det var et super fint tempel og med masser af liv. En kvinde ville meget gerne sælge "sandal three" pulver til mig, noget mange af kvinderne har i ansigtet i Myanmar i forskellige mønstre. For at prøve på at overbevise mig puttede hun noget i ansigtet på mig. Så ikke så værst ud faktisk, noget mindre kontrast når man er lige så bleg som mig i modsætning til de lokale kvinder. Måske er det noget man skal indføre i Oslo. Eller måske ikke. Købte i hvert fald ikke noget pulver:-).

Ellers spiste vi en helt ok frokost på et sted, hvor kun hvide mennesker spiste. Til vores forsvar gik vi til et andet sted som lå lige over gaden, og som så MEGET enkelt ud, men på grund af lokaliseringen lige ved siden af Ananda templet (som alle turister bliver nødt til at se) tog de samme pris for alt som stedet overfor som var af en noget anden standart. Så var valget pludselig meget enkelt. I løbet af dagen så vi X antal Buddaher, en enormt stor som var liggende i cement tror jeg, 2 meget høje i guld, en i sten osv. Og næsten ved alle templerne var der enormt mange sælgere som ville sælge os t-shirts (souvenir from Burma), armbånd, lakarbejde, gamle mynter, postkort, you name it! Nogle meget ihærdige! Men de fleste rimelig afslappet. Alle var interesserede i at få "lucky money" noget jeg også har oplevet flere andre steder i Asien. Troen på at med det samme man har solgt en ting den dag kommer de næste salg til at være meget enklere.

Vi var også inde i en butik for at se, hvordan man laver lakarbejde. Det er en meget tidskrævende proces (for at sige det mildt) når der skal være 14 lag. Ifølge ejeren (som snakkede pidgin engelsk og havde hareskår, med andre ord rimelig krævende at forstå) ville en kop med 14 lag kunne holde i mere end 45 år. Det er i så fald meget imponerende. Men prisen var selvfølgelig også derefter. Meget pebret. Så vi kiggede kun, men jeg føler helt klart presset for at købe noget når jeg er sådanne steder. Morten har ikke samme samvittighed så han siger bare "skal vi gå nu?"

Sidste stop for dagen var ved solnedgangspagoda nr. 1, Shwesandaw Paya, skal vi ellers lige love for. I hvert fald hvis man så på antal turbusser som kørte ind for at se den derfra. Hold da helt op! Men vi kom i rimelig god tid og fik et sted på forreste parket at se "forestillingen fra. Så det var heldigt. At man skulle passe meget på når nogle af de asiatiske turister masede sig frem for ikke at falde ned, var noget man bare måtte tage med:-). Og solnedgangen var fantastisk, men helt klart en fuldstændig anderledes oplevelse med alle de andre mennesker i forhold til aftenen i forvejen hvor vi havde siddet på vores eget lille sted og nydt det helt alene. Men absolut også majestætisk her! Og vi var de store "filmstjerner" efter solen var gået ned. Der var en flok med nationale turister som meget gerne ville foreviges med os, og så længe folk spørger om lov stiller vi selvfølgelig gerne op, glinsende af solcreme, beskidte efter hele dagens støv og med alt for store solbriller. Men med smilet på plads. Ret morsomt!

Tilbage i Nyaung U efter en lang dag fik vi noget at spise og så hjem. Men desværre havde vi spise et eller andet som især ikke Morten kunne tåle. Så han brugte store dele af natten på toilettet. Derfor var det kun mig som næste morgen (efter alt for lidt søvn med en syg kæreste og en chauffør som kommer kl. 5.00) afsted for at se solopgangen sammen med chaufføren. Det var en utrolig flot oplevelse og jeg fulgtes en del med en tysker som tilfældigvis kom frem til "solopgangstemplet" samme tid som mig. Han havde en meget bedre lommelygte så det var ikke så dårligt. Og det var helt ok at følges med en igennem de meget mørke gange i tempelet for at komme op i højden. Oppe på toppen var der lige plads til to turist måse mere efter at de andre klemte sig lidt sammen. Der var allerede en "tripod" bande i gang med at tage masser af billeder af 100% mørke. Men det skulle vise sig ikke at være så dumt at have en tripod eftersom der gik lang tid før der var lys nok til at jeg kunne tage et anstændigt billede. Umuligt at holde kameraet stille nok til at tage et billede uden lys.

På grund af festivalen ved Ananda tempelet var der messen fra munkene i baggrunden. Lidt hyggeligt men også lidt højt selvom tempelet vi var på var et stykke væk. Men det er vel lyden af Myanmar. Solopgangen var helt igennem fantastisk og det var det værd at sidde og fryse lidt (sådan nogle sten er ikke specielt varme før solen er stået op) og hele turen værd kl. lort om morgenen. Sad vel alt i alt på tempelet fra 5.30 til 7.15. Smukt, smukt syn og helt anderledes end solnedgangen. Og der var heldigvis ikke så mange turister denne morgen som aftenen i forvejen selvom man på INGEN måde var alene. Så det var nok meget godt at vi købte det maleri den første dag i Bagan. Så var det ellers tilbage mod Nyaung U, tyskeren cyklede hele vejen ved siden af hestevognen og vi snakkede om løst og fast. Super hyggelig fyr. Med endnu kortere tid i Myanmar end os (ja, man skulle jo nærmest ikke tro at det var mulig), men tror faktisk at mange kun er her 10 dage. At man bliver nødt til at have kontanter med til hele opholdet er nok med til at mange ikke har lyst til at være her alt for længe.

Resten af dagen havde det egentlig været planen at vi skulle cykle rundt på tempelområdet, men Morten var rimelig udskidt så det blev der ikke noget af. I stedet lå han inde på værelset (med det mest fugtige og svampebefængte toilet vi har haft så langt, noget vi overhovedet ikke så da vi tjekkede værelset fordi det mere eller mindre kun var bag døren, smart). Jeg vil mene at jeg helt klart kunne mærke det når vi sov, mega træls og sandsynligvis ret så usundt. Så det var en stille og rolig dag med masser af bananer og cola. Sneg os hen til centrum af byen i løbet af eftermiddagen hvor vi fortærede pandekager og prøvede at gå på net. Strømafbrud næsten med det samme. Det samme skete aftenen i forvejen, ikke 1 men 2 gange i løbet af det meget korte stykke tid vi var der. Så det var ikke noget der var værd at satse på.