Sidste eftermiddag i Yangon efter at have været på nette da det var mest varmt, daffede vi rundt, følte på folkelivet, var inne på et marked, købte et indisk (ikke så godt) måltid og lidt pomelo. Gik tilbage til hostellet til kl. 17.00. Fik fikset et par ting med rygsækkene og så var planen ellers at vi ville have taget en taxa hen til busstationen. Men efter at en ung mand som arbejdede på guest houset havde insisteret længe på at det ikke var nødveendigt fordi der ikke var så langt var der ikke så meget andet at gøre end at begynde at gå. Og vi vidste jo godt at der ikke var så langt, men rygsæækkene vejer jo ikke ligefrem 5 kg:-). Men vi oksede derudad og det tog måske godt et kvarter, og solen var ikke bagende længere, så den unge mand havde jo ret. Det var ikke mere end hvad vi havde godt af:-).
Henne på kontoret, hvor vi havde købt vores busbillet fandt vi ud af, hvad den gratis pick up bestod af. Det var i en pick up:-). Og der var masser af kasser som også skulle med på bussen nordpå til mandalay. Så sad vi og tre ansatte som alle arbejdede på kontoret bag i bilen og nød aftenen på en lille meget hård bænk. Og der var faktisk langt ud til busstationen. Det tog næsten en time at køre derud og en del af vejene var ikke ret meget mere end grus og dette var i Yangon. Havde ca. en times ventetid på den meget store og ret uoverskuelige busstation. Lige nok til at Morten kunne få aftensmad og jeg kunne gumle min pomelo:-). Fik faktisk megett velsmagende mad efter lidt hjølp af en af de lokale sælgere som havde pejjlet os i den rigtige retning for den bedste restaurant. Der var mange som gik rundt med store æsker på armen (a'la de tobakpigerne gik rundt med i de gode gamle dage) og falbød diverse mærkelige varer. Og ikke mindst, fulgte med på den meget dramatiske burmesiske soapopera som gik på tv'et i venteværelset.
Bussen var ok, bortset fra at vi var så uheldige at få det eneste sæde hvor der var noget mærkelig net noget under sædet og et stykke frem. Det gjorde bevægelsesmulighederne mindre end hvad der var optamalt plus Morten havde ikke hul under armlænet ud mod midtergangen så der var lidt trangt. Men det gik fint. Busturen fra Yangon til Mandalay tog 8,5 time inkl. et længre stop hvor der var mulighed for at købe mad og gå på toilettet, jeg tør nærmest ikke drikke noget på busturene af frygt for at jeg skal på toilettet, det er der bare ikke rigtig mulighed for. Foretrækker helt klart at der er et klamt bustoilet bare så man ved at man har muligheden (og så i øvrigt ikke at sidde for tæt på det famøse toilet selv). Uanset var der underholdning hele vejen fra Yangon til Mandalay, i de første timer via div. Burmesiske musikvideoer (har fået en af sangene mega meget på hjernen) og diverse små sketch. I sædvanlig asiatisk stil med alt for højt volumen. Skønt. Og resten af natten var der dømt musik i varierende lydstyrke.
Kl. ca. 4.30 var det ankomst Mandalay busstation som ligger et stykke udenfor sselve Mandalay. Og det var ret så køligt, jeg havde fleece og uldtrøje på fra den alt for meget airconede bus. Seriøst sad og halvfrøs pta trømpebukser, fleece, uldtrøje (med lange ærmer) og tørklæde over ansiktet hele turen. Skønt. Men behøvede ikke at tage noget af tøjet af da vi kom frem, og alle chaufførene som var kommet til busstationen for at transportere folk til byen havde også masser af tøj på. Men eftersom det var så tidligt bestemte vi os for at det måske ville være en ide' at tage det lidt roligt og drikke en kop kaffe, læse lidt guidebog og danne os et overblik eftersom kl. stadig var kvart i røvhul. Så det gjorde vi så den næste gode time. Slet ikke en dum ide'. Fik god hjælp af meget hjælpsom motochauffør som var overbevist om at det ikke ville være noget problem at transportere os og vores bagage indtil byen på hans motorcykel. Vi sagde nej tak, ingen sure miner, og han hjalp os gladelig med at komme med en "blå taxi" i stedet (en lille ladvogn med forskellige slags dårlige motorer, lidt som en tuk-tuk i Thailand men mere udformet som en lille mini ladvogn.
Kom til Hotel Nylon i midtbyen, det første vi havde tænkt os at spørge om værelse. Og vi var svine heldige, de havde et værelse som allerede stod klart. Hvor heldig har man lov til at være? Så det var bare at bære bagagen op og slappe lidt af. Men vi følte os egentlig rimelig udhvilede og blev enige om at vi lige så godt kunne udnytte at vi var tidlig oppe og bestemte os for at tage til Mandalay Hill. Kom ud på gaden og blev enige om en fair pris med et par motorcykelchauffører, der var et godt stykke derhen, det var tidlig morgen, solen var så vidt ved at stå op og der var allerede gang i den i Mandalay, endnu mere et par timer efter fandt vi ud af senere.
Vel fremme ved foden af Mandalay Hill var der ikke andet at gøre end at tage sandalerne af (det er et stort tempelområde), lade en sød ældre dame passe på dem og så ellers op mod toppen. Og der var rimelig langt, især i bare tæer (heldigvis var de fleste af trapperne rimelig ok at gå på). Vi troede flere gange at vi var på toppen og tog fejl flere gange. De lokale som så ud som om de boede på bjerget i små spartanske hytter sagde høfligt godmorgen og viste os videre. Og endelig var vi på toppen, desværre var der ikke fantastisk udsigt udover byen da der var for mange træer i vejen som spærrede udsigten udover byen og fordi der var lidt for meget morgentåge. Men der var en dejlig frisk luft og masser af super søde lokale og ikke et hvidt menneske at se (det er jo altid lidt sjovt). På vej ned fra bjerget fik vi en gang nuddelsuppe og en balje tynd the. Skønt med så god tid om morgenen, det er noget vi ellers ikke er så gode til.
Vel nede igen var første prioritet toilet, det lykkedes os til sidst at skaffe det, men det er helt klart en af udfordringerne i Myanmar. Ofte meget svært at finde et toilet. Ti gengæld, når man først finder et toilet er der så at sige altid et stykke sæbe. Burmeserne virker som ekstremt renlige mennsker, vi ser dem ofte bade i floder, ved vejen osv. ligesom i Cambodia bruger de et stort stykke stof som de svøber om sig mens de bader. Ret smart. Mange af menneskene vi møder har også rigtig gode tænder, bortset fra alle dem som mere eller mindre har ødelagt dem fuldstændig med misfarvning fra betelnødder. Noget der sælges næsten overalt. Store grønne blade, hvor der puttes noget hvidt (ser næsten ud som kalk) på og derefter nødderne som er delt i mindre blade. Det er enormt populært her, især blandt mændende. Mange af kvinderne og børnene (og nogle få mænd) har en hvid pasta smurt i ansigtet, nogle over det hele men de fleste primært på kinderne. Det er en slags skønhedsting som vidst også skal give noget beskyttelse mod solen. Så en ældre kvinde sidde og tilberede det. Man knuser det på en morter og tilsætter lidt vand hvorefter det smøres i ansigtet. Meget specielt og unikt for Myanmar vil jeg påstå. En anden ting som skiller sig ud er at mange af mændene stadig bruger de traditionelle "nederdele", vi så også lidt af det i Cambodia men slet ikke i en målestok som her.
Nå, her afsporede jeg vidst totalt, men efter at have været på toilet var der mange interesserede taxafolk som var meget interesserede i at give os et lift til de mange seværdigheder udenfor Mandalay (den egentlige grund til at mange kommer til Mandalay. Det var egentlig ikke noget vi havde tænkt os den dag men efter meget frem og tilbage blev vi enige med en hyggelig fyr om at vi faktisk ville tage af sted den dag (igen en fordel med at stå op så tidlig). Det viste sig at manden som snakkede rigtig godt engelsk ikke selv skulle være vores chauffør for dagen men en ven. I øvrigt en rigtig sød ven men som desværre snakkede meget begrænset/overhovedet ikke engelsk. Men skidt pyt, det hele gik fint alligevel. Første stop Paleik, aka slangetempelet. Det var ca. 45 min. køretur fra Mandalay til Paleik, vi havde læst i guidebogen at slangerne blev taget frem, badet og madet ved 11-tiden og vi kunne se at det ville blive svært at nå det. Vi var fremme ca. 11.15 og der var fyldt med masser af lokale som var kommet til tempelet for at se slangerne. Historien går på at i 1974 var der pludselig 3 pytoner som bestemte sig for at gøre tempelet til deres nye hjem og som kom krybende fra skoven. Da vi var på tempelet var der kun 2 slanger der, prøvede at snakke med de lokale om hvad som var sket med den sidste (var den bare taget tilbage til skoven? Død?) men ingen snakkede rigtig engelsk så det er fortsat et mysterium:-). Da vi kom var der fotosession med alle de myanmarske familier og en af pytonerne. Det hele var ærlig talt lidt bizart. Den anden slange var i et tilstødende lokale, den havde lige fået et bad? I hvert fald var der mange som tørrede på den med et håndklæde. Rundt omkring i tempelet var der billeder af mennesker med slangerne, blandt andet et helt absurd billede med en baby som sad i vand sammen med en kæmpe pyton og så noget betuttet ud. Det kan man jo godt forstå!
Hele oplevelsen var meget mærkelig og bizar. Morten fik taget et par billeder hvor han sad sammen med pytonen, men jeg skulle ikke nyde noget. De lokale virkede for det meste meget afslappede rundt om slangen og de to slanger så absolut ud til at blive passet godt på. Så også den anden slange blive badet. Den blev også klappet på maven, vi er ret sikre på at det var for at få den til at skide. MÆRKELIGT. Men så har vi også oplevet slangetempelet i Myanmar.
Næste stop var et stykke væk. Bilen vores chauffør havde var nærmest en slags jeep som var udbygget med en lille firkant yderst. Ret fint for så kunne vi sidde på den som konge og dronning og strække vores lange hvide ben ind i bilen i stedet for at sidde på de små bænke inde i selve bilen, men vi var ærlig talt noget spændte på om det kunne holde til os, men det gjorde den helt uden problemer. Næste stop Sagaing hill, hele området er kendt for utallige templer og stupaer, klostre med masser af nonner og munke. Vi gik op til toppen (noget mindre langt end til Mandalay hill toppen). Smuk udsigt udover landskabet rundt med masser af stupaer og klostre. Plus udover hele dalen med de to broer (den nyeste fra 2005 med tre flotte buer) som går over Ayeyarwady floden. Der var også fantastisk udsigt til Sagaing da vi kørte over broen til Sagaing. Smukt område og meget roligt, bortset fra en masse munke som nederst ved bjerget løb rundt som gale og spillede fodbold. Fedt! Vi ser i øvrig hele tiden munke som gør ting som de "ikke skal". Spise efter kl. 12.00, masser af egendele, køber hele tiden mad. Når man ser en man tror sidder og mediterer sender han i stedet en sms osv. Lidt grineren, men der er seriøst munke overalt. Ser dem næsten hele tiden. Sagaing var det første sted vi så hvide mennesker denne morgen (nu efterhånden middag).
Ind i jeepen igen (efter at chaufføren havde fået hjælp af en anden chauffør til at oversætte for os hvad det næste trin i planen var) og så mod Inwa (tidligere kendt under navnet Aya). Fik frokost på en lille "restaurat" lige ved floden. Ingen tvivl om at vi enten betalte for chaufførens måltid eller at han fik lidt penge for at tage os med derhen, men det var god mad så det var ikke et stort problem. Skønt med lidt mad i maven, nuddelsuppen fra mange timer tidligere havde ikke ligefrem mættet så meget. Da frokosten var slugt var det videre med den lille lokale færge over til Inwa. Og der var selvfølgelig plads til både cykler og scooter ombord på den lille pram, det er alt sammen bare et spørgsmål om at få stablet ting rigtigt. På den anden side blev vi mødt af en mur af små souvenirsælgere som havde næsten hvad som helst til salg (vi købte ikke noget men havde god tid da vi skulle den anden vej til at sidde og småsludre med alle de små piger om alle de ting de havde til salg).
Næste stop var at tage den første den bedste hestevogn som falbød sine tjenester. Efter at have konstateret at hesten ikke så alt for træt ud (skulle jo trods alt have to ikke alt for lette hvide mennesker med plus guiden og vognen, det kræver sgu lidt af en lille hest). Og så gik det ellers derudad. Guiden fandt hurtigt ud af at det var bedste hvis Morten sad foran sammen med ham, det gjorde vægtfordelingen bedre. Kørte længe igennem et meget landligt landskab med masser af rismarker, børn, kvinder og ældre som råbte "hello" (utrolig med tanke på hvor mange turister der må komme der, men vi oplever hele tiden at vi smiler, nikker og siger hej til næsten gud og hver mand. Ret underholdene). Hele området (som er en ø) var et kongerige i 400 år fra 1364, der er masser mere eller mindre rehabiliterede templer i området, mange af dem ligger ude i rismarkerne og kunne godt trænge til en kærlig hånd.
fter en lang hestekøretur (stakkels hest) på små grusveje var vi fremme ved første attraktion, Bagaya Kyaung fra 1834, et gammelt kloster opført i meget imponerende teak. Jeg er i det hele taget meget overrasket over at det har kunnet holde til det noget barske klima i Myanmar så længe. Ikke dårligt. Det var en utrolig fin bygning med masser af fine detaljer i træet. Snakkede også med et par lokale turister som insisterede på at tage billeder sammen med os. Noget der er ret fedt er at de i Burma også er meget interesserede i Morten (ikke som i f.eks. Kina hvor de gav ham kameraet og bad ham om at tage billeder af hele familyen sammen med den blonde dansker), de synes at han er stor stærk og spændende, ret morsomt. Tror også at kombinationen blond og stor, stærk og spændende er grunden til at vi hele tiden bliver hilst på når vi går rundt, og fordi vi hele tiden prøver på at være meget høflige, venlige og smilende når vi gåår rundt.
Næste stop med hestevognen var ikke langt væk, et andet tempel som mindede om Angkor i Buddha stil og forfald. Her blev vi mere eller mindre overfaldet af en ældre dame (ikke så gammel, emn vanskeligt at sige hvor gammel hun var) plus to børn. De spurgte om shampoo, parfume, kuglepenne og bolcher. Vi havde ingen af delene, i stedet fik hele banden en fluortablet. De var også meget villige til at sælge små ting, som vi takkede nej tak til at købe. Men det var ikke lligefrem let, især ikke da kvinden sagde, jeg har næsten inge penge og I har så mange (hvilket selvfølgelig er 100% rigtig). Men hvad skal man med så mange elefanter?
Hele Inwa området var en fryd at køre rundt i med masser af oksekærrer, folk i rismarkerne, smukke banaplantager, bønder som var ude at lufte denn ene ko osv. Fryd og idyl. Helt igennem ideelt. Sidste stop var et skævt vagttårn (blev skævt under et jordskælv). Navnet på denne var Nanmyin, smuk oversigt fra taget udover hele området også udover broerne i Ayeyarwady. SMUKT! Og lidt grænseoverskridende at stå i en bygning som så tydeligt var skæv. I mellemtiden havde guiden bestemte sig for en lille lur i hestevognen og vi var nødt til at vække ham til live for at komme videre, ikke andet end charmerende:-). Er man i Burma kan Inwa absolut anbefales, Sagaing også da det giver et helt andet aspekt end Inwa. Sidste stop for dagen (og nu var det ved at være tid for solnedgang) var U Bein's bro i Amarapura. Verdens længst teakbro. Utrolig flot og imponerende bygningsværk, eftersigende godt 200 år gammel. Da vi kom frem til broen var det næsten tid for solnedgang så vi kom lige i tide. Der var masser af lokale (blandt andet enormt mange munke) som krydsede broen. Smukt:-). Og så med den flotte røde sol bag. Det var i høj grad et Kodak moment. Og der blev da også knipset løs. Først nedenfra broen hvor vi tog billeder op på broen og efterfølgende fra broen, hvor vi selv gik på den. Virkelig en flot oplevelse. Nærmest lidt religiøs også på grund af alle de munke som var på og ved broen. Broen er sindsygt lang og på billederne var det næsten ikke muligt at få hele broen med, det endte også med at vi ikke gik hele vejen over da det begyndte at blive noget mørkt og der ikke var gelænder på broen (det var aldrig gået i sikkerhedsklarerende Skandinavien).
Så var det ellers bare at sætte sig ind i jeepen for sidste gang og vende næsen tilbage mod Mandalay efter en meget begivenhedsrig og flot dag. Utrolig mange indtryk fra tidlig morgen til halvsen aften. Var tilbage på hotellet kl. 18.30 så det kan man da vidst roligt kalde en hel dag. Var hurtigt ude at få noget at spise og så var det ellers hjem og på hovedet i seng.
Henne på kontoret, hvor vi havde købt vores busbillet fandt vi ud af, hvad den gratis pick up bestod af. Det var i en pick up:-). Og der var masser af kasser som også skulle med på bussen nordpå til mandalay. Så sad vi og tre ansatte som alle arbejdede på kontoret bag i bilen og nød aftenen på en lille meget hård bænk. Og der var faktisk langt ud til busstationen. Det tog næsten en time at køre derud og en del af vejene var ikke ret meget mere end grus og dette var i Yangon. Havde ca. en times ventetid på den meget store og ret uoverskuelige busstation. Lige nok til at Morten kunne få aftensmad og jeg kunne gumle min pomelo:-). Fik faktisk megett velsmagende mad efter lidt hjølp af en af de lokale sælgere som havde pejjlet os i den rigtige retning for den bedste restaurant. Der var mange som gik rundt med store æsker på armen (a'la de tobakpigerne gik rundt med i de gode gamle dage) og falbød diverse mærkelige varer. Og ikke mindst, fulgte med på den meget dramatiske burmesiske soapopera som gik på tv'et i venteværelset.
Bussen var ok, bortset fra at vi var så uheldige at få det eneste sæde hvor der var noget mærkelig net noget under sædet og et stykke frem. Det gjorde bevægelsesmulighederne mindre end hvad der var optamalt plus Morten havde ikke hul under armlænet ud mod midtergangen så der var lidt trangt. Men det gik fint. Busturen fra Yangon til Mandalay tog 8,5 time inkl. et længre stop hvor der var mulighed for at købe mad og gå på toilettet, jeg tør nærmest ikke drikke noget på busturene af frygt for at jeg skal på toilettet, det er der bare ikke rigtig mulighed for. Foretrækker helt klart at der er et klamt bustoilet bare så man ved at man har muligheden (og så i øvrigt ikke at sidde for tæt på det famøse toilet selv). Uanset var der underholdning hele vejen fra Yangon til Mandalay, i de første timer via div. Burmesiske musikvideoer (har fået en af sangene mega meget på hjernen) og diverse små sketch. I sædvanlig asiatisk stil med alt for højt volumen. Skønt. Og resten af natten var der dømt musik i varierende lydstyrke.
Kl. ca. 4.30 var det ankomst Mandalay busstation som ligger et stykke udenfor sselve Mandalay. Og det var ret så køligt, jeg havde fleece og uldtrøje på fra den alt for meget airconede bus. Seriøst sad og halvfrøs pta trømpebukser, fleece, uldtrøje (med lange ærmer) og tørklæde over ansiktet hele turen. Skønt. Men behøvede ikke at tage noget af tøjet af da vi kom frem, og alle chaufførene som var kommet til busstationen for at transportere folk til byen havde også masser af tøj på. Men eftersom det var så tidligt bestemte vi os for at det måske ville være en ide' at tage det lidt roligt og drikke en kop kaffe, læse lidt guidebog og danne os et overblik eftersom kl. stadig var kvart i røvhul. Så det gjorde vi så den næste gode time. Slet ikke en dum ide'. Fik god hjælp af meget hjælpsom motochauffør som var overbevist om at det ikke ville være noget problem at transportere os og vores bagage indtil byen på hans motorcykel. Vi sagde nej tak, ingen sure miner, og han hjalp os gladelig med at komme med en "blå taxi" i stedet (en lille ladvogn med forskellige slags dårlige motorer, lidt som en tuk-tuk i Thailand men mere udformet som en lille mini ladvogn.
Kom til Hotel Nylon i midtbyen, det første vi havde tænkt os at spørge om værelse. Og vi var svine heldige, de havde et værelse som allerede stod klart. Hvor heldig har man lov til at være? Så det var bare at bære bagagen op og slappe lidt af. Men vi følte os egentlig rimelig udhvilede og blev enige om at vi lige så godt kunne udnytte at vi var tidlig oppe og bestemte os for at tage til Mandalay Hill. Kom ud på gaden og blev enige om en fair pris med et par motorcykelchauffører, der var et godt stykke derhen, det var tidlig morgen, solen var så vidt ved at stå op og der var allerede gang i den i Mandalay, endnu mere et par timer efter fandt vi ud af senere.
Vel fremme ved foden af Mandalay Hill var der ikke andet at gøre end at tage sandalerne af (det er et stort tempelområde), lade en sød ældre dame passe på dem og så ellers op mod toppen. Og der var rimelig langt, især i bare tæer (heldigvis var de fleste af trapperne rimelig ok at gå på). Vi troede flere gange at vi var på toppen og tog fejl flere gange. De lokale som så ud som om de boede på bjerget i små spartanske hytter sagde høfligt godmorgen og viste os videre. Og endelig var vi på toppen, desværre var der ikke fantastisk udsigt udover byen da der var for mange træer i vejen som spærrede udsigten udover byen og fordi der var lidt for meget morgentåge. Men der var en dejlig frisk luft og masser af super søde lokale og ikke et hvidt menneske at se (det er jo altid lidt sjovt). På vej ned fra bjerget fik vi en gang nuddelsuppe og en balje tynd the. Skønt med så god tid om morgenen, det er noget vi ellers ikke er så gode til.
Vel nede igen var første prioritet toilet, det lykkedes os til sidst at skaffe det, men det er helt klart en af udfordringerne i Myanmar. Ofte meget svært at finde et toilet. Ti gengæld, når man først finder et toilet er der så at sige altid et stykke sæbe. Burmeserne virker som ekstremt renlige mennsker, vi ser dem ofte bade i floder, ved vejen osv. ligesom i Cambodia bruger de et stort stykke stof som de svøber om sig mens de bader. Ret smart. Mange af menneskene vi møder har også rigtig gode tænder, bortset fra alle dem som mere eller mindre har ødelagt dem fuldstændig med misfarvning fra betelnødder. Noget der sælges næsten overalt. Store grønne blade, hvor der puttes noget hvidt (ser næsten ud som kalk) på og derefter nødderne som er delt i mindre blade. Det er enormt populært her, især blandt mændende. Mange af kvinderne og børnene (og nogle få mænd) har en hvid pasta smurt i ansigtet, nogle over det hele men de fleste primært på kinderne. Det er en slags skønhedsting som vidst også skal give noget beskyttelse mod solen. Så en ældre kvinde sidde og tilberede det. Man knuser det på en morter og tilsætter lidt vand hvorefter det smøres i ansigtet. Meget specielt og unikt for Myanmar vil jeg påstå. En anden ting som skiller sig ud er at mange af mændene stadig bruger de traditionelle "nederdele", vi så også lidt af det i Cambodia men slet ikke i en målestok som her.
Nå, her afsporede jeg vidst totalt, men efter at have været på toilet var der mange interesserede taxafolk som var meget interesserede i at give os et lift til de mange seværdigheder udenfor Mandalay (den egentlige grund til at mange kommer til Mandalay. Det var egentlig ikke noget vi havde tænkt os den dag men efter meget frem og tilbage blev vi enige med en hyggelig fyr om at vi faktisk ville tage af sted den dag (igen en fordel med at stå op så tidlig). Det viste sig at manden som snakkede rigtig godt engelsk ikke selv skulle være vores chauffør for dagen men en ven. I øvrigt en rigtig sød ven men som desværre snakkede meget begrænset/overhovedet ikke engelsk. Men skidt pyt, det hele gik fint alligevel. Første stop Paleik, aka slangetempelet. Det var ca. 45 min. køretur fra Mandalay til Paleik, vi havde læst i guidebogen at slangerne blev taget frem, badet og madet ved 11-tiden og vi kunne se at det ville blive svært at nå det. Vi var fremme ca. 11.15 og der var fyldt med masser af lokale som var kommet til tempelet for at se slangerne. Historien går på at i 1974 var der pludselig 3 pytoner som bestemte sig for at gøre tempelet til deres nye hjem og som kom krybende fra skoven. Da vi var på tempelet var der kun 2 slanger der, prøvede at snakke med de lokale om hvad som var sket med den sidste (var den bare taget tilbage til skoven? Død?) men ingen snakkede rigtig engelsk så det er fortsat et mysterium:-). Da vi kom var der fotosession med alle de myanmarske familier og en af pytonerne. Det hele var ærlig talt lidt bizart. Den anden slange var i et tilstødende lokale, den havde lige fået et bad? I hvert fald var der mange som tørrede på den med et håndklæde. Rundt omkring i tempelet var der billeder af mennesker med slangerne, blandt andet et helt absurd billede med en baby som sad i vand sammen med en kæmpe pyton og så noget betuttet ud. Det kan man jo godt forstå!
Hele oplevelsen var meget mærkelig og bizar. Morten fik taget et par billeder hvor han sad sammen med pytonen, men jeg skulle ikke nyde noget. De lokale virkede for det meste meget afslappede rundt om slangen og de to slanger så absolut ud til at blive passet godt på. Så også den anden slange blive badet. Den blev også klappet på maven, vi er ret sikre på at det var for at få den til at skide. MÆRKELIGT. Men så har vi også oplevet slangetempelet i Myanmar.
Næste stop var et stykke væk. Bilen vores chauffør havde var nærmest en slags jeep som var udbygget med en lille firkant yderst. Ret fint for så kunne vi sidde på den som konge og dronning og strække vores lange hvide ben ind i bilen i stedet for at sidde på de små bænke inde i selve bilen, men vi var ærlig talt noget spændte på om det kunne holde til os, men det gjorde den helt uden problemer. Næste stop Sagaing hill, hele området er kendt for utallige templer og stupaer, klostre med masser af nonner og munke. Vi gik op til toppen (noget mindre langt end til Mandalay hill toppen). Smuk udsigt udover landskabet rundt med masser af stupaer og klostre. Plus udover hele dalen med de to broer (den nyeste fra 2005 med tre flotte buer) som går over Ayeyarwady floden. Der var også fantastisk udsigt til Sagaing da vi kørte over broen til Sagaing. Smukt område og meget roligt, bortset fra en masse munke som nederst ved bjerget løb rundt som gale og spillede fodbold. Fedt! Vi ser i øvrig hele tiden munke som gør ting som de "ikke skal". Spise efter kl. 12.00, masser af egendele, køber hele tiden mad. Når man ser en man tror sidder og mediterer sender han i stedet en sms osv. Lidt grineren, men der er seriøst munke overalt. Ser dem næsten hele tiden. Sagaing var det første sted vi så hvide mennesker denne morgen (nu efterhånden middag).
Ind i jeepen igen (efter at chaufføren havde fået hjælp af en anden chauffør til at oversætte for os hvad det næste trin i planen var) og så mod Inwa (tidligere kendt under navnet Aya). Fik frokost på en lille "restaurat" lige ved floden. Ingen tvivl om at vi enten betalte for chaufførens måltid eller at han fik lidt penge for at tage os med derhen, men det var god mad så det var ikke et stort problem. Skønt med lidt mad i maven, nuddelsuppen fra mange timer tidligere havde ikke ligefrem mættet så meget. Da frokosten var slugt var det videre med den lille lokale færge over til Inwa. Og der var selvfølgelig plads til både cykler og scooter ombord på den lille pram, det er alt sammen bare et spørgsmål om at få stablet ting rigtigt. På den anden side blev vi mødt af en mur af små souvenirsælgere som havde næsten hvad som helst til salg (vi købte ikke noget men havde god tid da vi skulle den anden vej til at sidde og småsludre med alle de små piger om alle de ting de havde til salg).
Næste stop var at tage den første den bedste hestevogn som falbød sine tjenester. Efter at have konstateret at hesten ikke så alt for træt ud (skulle jo trods alt have to ikke alt for lette hvide mennesker med plus guiden og vognen, det kræver sgu lidt af en lille hest). Og så gik det ellers derudad. Guiden fandt hurtigt ud af at det var bedste hvis Morten sad foran sammen med ham, det gjorde vægtfordelingen bedre. Kørte længe igennem et meget landligt landskab med masser af rismarker, børn, kvinder og ældre som råbte "hello" (utrolig med tanke på hvor mange turister der må komme der, men vi oplever hele tiden at vi smiler, nikker og siger hej til næsten gud og hver mand. Ret underholdene). Hele området (som er en ø) var et kongerige i 400 år fra 1364, der er masser mere eller mindre rehabiliterede templer i området, mange af dem ligger ude i rismarkerne og kunne godt trænge til en kærlig hånd.
fter en lang hestekøretur (stakkels hest) på små grusveje var vi fremme ved første attraktion, Bagaya Kyaung fra 1834, et gammelt kloster opført i meget imponerende teak. Jeg er i det hele taget meget overrasket over at det har kunnet holde til det noget barske klima i Myanmar så længe. Ikke dårligt. Det var en utrolig fin bygning med masser af fine detaljer i træet. Snakkede også med et par lokale turister som insisterede på at tage billeder sammen med os. Noget der er ret fedt er at de i Burma også er meget interesserede i Morten (ikke som i f.eks. Kina hvor de gav ham kameraet og bad ham om at tage billeder af hele familyen sammen med den blonde dansker), de synes at han er stor stærk og spændende, ret morsomt. Tror også at kombinationen blond og stor, stærk og spændende er grunden til at vi hele tiden bliver hilst på når vi går rundt, og fordi vi hele tiden prøver på at være meget høflige, venlige og smilende når vi gåår rundt.
Næste stop med hestevognen var ikke langt væk, et andet tempel som mindede om Angkor i Buddha stil og forfald. Her blev vi mere eller mindre overfaldet af en ældre dame (ikke så gammel, emn vanskeligt at sige hvor gammel hun var) plus to børn. De spurgte om shampoo, parfume, kuglepenne og bolcher. Vi havde ingen af delene, i stedet fik hele banden en fluortablet. De var også meget villige til at sælge små ting, som vi takkede nej tak til at købe. Men det var ikke lligefrem let, især ikke da kvinden sagde, jeg har næsten inge penge og I har så mange (hvilket selvfølgelig er 100% rigtig). Men hvad skal man med så mange elefanter?
Hele Inwa området var en fryd at køre rundt i med masser af oksekærrer, folk i rismarkerne, smukke banaplantager, bønder som var ude at lufte denn ene ko osv. Fryd og idyl. Helt igennem ideelt. Sidste stop var et skævt vagttårn (blev skævt under et jordskælv). Navnet på denne var Nanmyin, smuk oversigt fra taget udover hele området også udover broerne i Ayeyarwady. SMUKT! Og lidt grænseoverskridende at stå i en bygning som så tydeligt var skæv. I mellemtiden havde guiden bestemte sig for en lille lur i hestevognen og vi var nødt til at vække ham til live for at komme videre, ikke andet end charmerende:-). Er man i Burma kan Inwa absolut anbefales, Sagaing også da det giver et helt andet aspekt end Inwa. Sidste stop for dagen (og nu var det ved at være tid for solnedgang) var U Bein's bro i Amarapura. Verdens længst teakbro. Utrolig flot og imponerende bygningsværk, eftersigende godt 200 år gammel. Da vi kom frem til broen var det næsten tid for solnedgang så vi kom lige i tide. Der var masser af lokale (blandt andet enormt mange munke) som krydsede broen. Smukt:-). Og så med den flotte røde sol bag. Det var i høj grad et Kodak moment. Og der blev da også knipset løs. Først nedenfra broen hvor vi tog billeder op på broen og efterfølgende fra broen, hvor vi selv gik på den. Virkelig en flot oplevelse. Nærmest lidt religiøs også på grund af alle de munke som var på og ved broen. Broen er sindsygt lang og på billederne var det næsten ikke muligt at få hele broen med, det endte også med at vi ikke gik hele vejen over da det begyndte at blive noget mørkt og der ikke var gelænder på broen (det var aldrig gået i sikkerhedsklarerende Skandinavien).
Så var det ellers bare at sætte sig ind i jeepen for sidste gang og vende næsen tilbage mod Mandalay efter en meget begivenhedsrig og flot dag. Utrolig mange indtryk fra tidlig morgen til halvsen aften. Var tilbage på hotellet kl. 18.30 så det kan man da vidst roligt kalde en hel dag. Var hurtigt ude at få noget at spise og så var det ellers hjem og på hovedet i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar