Så greb vi ellers chancen for at sove lidt længere :-). Vel fortjent. Havde bestemt os for at tage en dag mere i mandalay for også at få mulighed for at se på de ting der var i selve byen. Førsste stop efter fantastisk (not) morgenmad var det centrale marked. Der var der ikke meget at se og meget lidt turistrelateret. Havde det så bare været mad havde det jo helt klart været spænddende, men det var masser af butikker med dårlig kvalitets stoffer, hatte, syntetiske tæpper og andet ubrugeligt. Så det blev et hurtigt visit. Gik videre mod Mandalay palads. En stor plads med voldgrav rundt som vi tidligere havde passeret på vej til Mandalay hill to dage i forvejen. Vi tænkte at det ville være en god mulighed for at få en rask spaserur, og det skal jeg love for at vi fik. For det første var der et lille stykke hen til hvor voldgraven begyndte, derefter gik vi mod den nærmeste indgang, hvor der var et skilt, som fortalte at udlændinge ikke kunne komme ind på området via den vej. Så var det ellers bare at gå videre til den modsatte side. Tror at hver side var ca. 2 engelske miles, det skal vel ganges med 1,6? Så der var et stykke. Men til gengæld var det et skønt sted at gå rundt fordi der var fortov hele vejen, så man behøvede ikke at bruge meget tid på at passe på biler, cyklister osv. Skønt!
Efter noget over en times gåtur, og et stop hos et par mobiltelefonforhandlere, senere var vi fremme ved den korrekte udlændinge indgang. Hurra! Paladset er på militært område, vores teori er at alle boligerne som ligger indenfor murene er soldaters hjem, men om det stemmer? Hvem ved? I hvert fald fik man ikke mulighed for at tage billeder før man var kommet ind på selve paladsområdet, og der var ikke ligefrem noget som lignende statshemmeligheder frem til man kom ind i midten. Selve paladset var ikke det helt store, det oprndelige blev mere eller mindre fuldstændig knust under 2. verdenskrig så dette er en kopi. Vi trassede lidt rundt og fandt efter en del søgen også et toilet. Viste sig at man skulle henvende sig hos en fyr som solgte læskedrikke, han havde så en nøgle til et toilet som lå nedenfor der han havde bod, men for at komme derhen nvar man nødt til først at gå igennem en hal (som ellers var aflåst) hvor der var en masse gamle liggestole og hestevogne (mærkeligt at det ikke var noget af det som blev vist frem til publikum) så ned af en trappe og derefter ind under trappe, tada! Toilet. Som vara ca. 1,5 m. Højt, meget ildelugtende og på ingen måder nogen vask hvor man kunne vaaske hænder. Skønt!
Det var ved at være frokosttid og Morten var begyndt at brokke sig lidt fordi morgenmaden på hotellet ikke ligefrem er noget der fylder meget. Men vi bestemte os for at siden vi alligevel var i den rigtige del af byen for at se et par templer jeg havde lyst til at se ville vi gøre det først. Så vi så et af de mest berømte templer i Myanmar kaldet Kuthodaw Paya, også kendt som verdens længste bog. Det er et tempel, men der er enormt mange stupaer over hele området, inde i hver stupa er der en tætskrevet marmorsten med hellige buddhistiske skrifter. Det er ret imponerende eftersom hver sten har sin stpe, alt holdt i hvide farver. Morten fik et par sesamkiks at tygge på ("det smaker greit, ikke at jeg har noe alternativ") og så gik vi ellers lidt rundt på tempelområdet. Sidste stop før frokost lå ikke så langt væk (selvom vi havde lidt problemer med at finde det da kortet i vores guidebog var lidt misvisende, men ved hjælp af flere lokale lykkedes det os til slut at finde frem) Schwenandaw Kyaung, et gammelt kolster i teaktræ og det eneste som er tilbage fra det oprindelige paladsområde da klosteret blev flyttet fra selve paladset før det brændte ned under 2. verdenskrig. Flot, gammel bygning med masser af flotte udskæringsdetaljer.
Tid for frokost. Efter at haave pruttet med en "blå taxa" og før det med en rickshaw, men der blev vi enige om at det var lidt for langt for ham at køre (så lette er vi jo heller ikke) så det endte med den blå taxi. Havde udset os et område i den sydlige ende af centrum og det var ikke noget problem at blive kørt derhen bortset fra at en meget bøllet scooter kørte ind i taxaen på vejen og smadrede hans sidespejl. Og idioten skyndte sig bare at køre videre og lade som ingenting pta at det var midt i et vejkryds og han egentlig skulle have holdt tilbage for rødt lys. Tak for lort! I øvrig er det sådann at de fleste lysstop tæller ned både i forhold til hvor længe der er til det bliver grønt, men når der er grønt også hvor længe der er til der bliver rødt. Det synes vi at der er ret smart. Især når man som fodgænger skal prøve at krydse vejene med livet som indsats, der er ikke ligefrem mange fodovergange, ,og dem der er virker det som om bilisterne er FULDSTÆNDIG ligeglade med. Ikke prioriteret.
Fandt en kinesisk restaurant i stedet for den vi egentlig havde udset os i guidebogen (som vi helt klart ikke tror at der fandtes i virkeligheden). Her fik vi et større måltid (også på tide) som desværre var blevet stegt i alt for meget olie, noget som gjorde det lidt mindre appetitteligt end hvad man kunne have fået. Men der var en meget god finale i form af en lille tallerken med netmelon, vandm,elon og papaya (som faktisk var god). Så havde vi ellers tænkt os at finde jademarkedet som skulle ligge i nærheden. Men det skulle vise sig at være meget, meget vanskeligt. Vi endte ude i et område, hvor det var meget klar tat de ikke var vandt til at se hvide mennesker. Vi blev i endnu højere grad end ellers lagt mærke til, vinket til, skreget "hello" til og stirret på end sædvanlig. Prøvede at få hjælp af de lokale men efter et stykke tid gav vi op. Det var simpelthen ikke muligt at finde, selvom flere af de lokale måske forstod hvad det var vi ledte efter fandt vi det ikke. Skidt pyt. Vi tog en rickshaw tilbage til vores hotel, det tog godt 25 min så vi var virkelig kommet udenfor alfavej. Men det var vildt hyggeligt sådan at få lidt mere indblik i hvordan de fleste lever. Der var ikke mange asfalterede veje vi gik på ikke så langt fra centrum. Noget vi tror de fleste turister ikke sdan oplever. Om bord i rickshawen tilbage var der mange kommentarer fra de lokale til rickshawføreren (især så længe han kørte på lorte vejene og det gik meget langsomt), jeg forestiller mig at de lokale ssagde til ham "nå du har nok rigtig fået llæs på i dag". Men han klarede det i fin stil, så ikke noget at klage over der.
Havde en lille pause hjemme på hotellet ttil lige at hvile lidt før vi ville ud at finde noget at spise. Vi spurgte om råd i receptionen (det har vi gjort to gange og begge gange har de anbefalet steder som står i Lonely planet(guidebogen)) ved ikke om det er et tilfælde? Men som dagen i forvejen endte vi i stedet med at sidde midt i et vejkryds på en plastikstol på en indisk restaurant. De mange indere i Burma er næsten alle 3. generation, de kom da briterne stadig var en kolonimagt og var opfordret af briterne til at komme ti lBurma for at få div. Job under deres styre da briterne (ifølge guidebogen) synes at myanmarene var udugelige. Stedet hvor vi spiste aftensmad var total proppet med mennesker (de fleste så lokale ud). Så vi endte med at blive henvist til at sidde i den ene ende af et bord hvor der sad et par mennesker fra før. Det viste sig at være mere end almindelig heldigt. De too mennesker der sad ved bordet viste sig at være guider, primært på cykel. Denn ene var fra Yangon (og snakkede kanon engelsk) den anden var fra Mandalay (og var lige begyndt med engelsk undervisning). Vi sad og snakkede primært med ham der snakker godt engelsk i laaaaang tid. Super interessant og han kunne fortælle os masse af de ting vi har tænkt på. Han var MEGET åben og fortalte gladeligt om den politiske situation i Myanmar.
Han fortalte at der er sket enormt meget i løbet af de sidste 2 år i positiv retning. Mange politiske fanger er blevet løsladt, blandt andet Aung San Su Kyi (som blandt de lokale næsten kun omtales som "the lady") men der er stadig estimeret at der er mellem 2-3000 som stadig sidder i fængsel. Det er blevet normalt med satellit tv (vi har set masser af paraboler især i Yangon) og folk har på denne måde mulighed for at følge med på BBC, CNN og Al Jezeera. Ikke dårligt. Noget som var utænkeligt for bare et par år siden. Han fortæller også at ingen længere bliver anholdt for at ytre sin mening og at deen nye regering (som har siddet i ca. Et år) har klaret at lave mange forandringer på relativt kort tid, men at det er en proces som kommer til at tage lang tid. Han fortalte videre at der skal være valg i april og at alle håber og tror at Aung San Su Kyi da vil blive den nye statsminister. Vi har registreret at vores mobiltelefoner ikke kan få net ind i Myanmar. Det skyldes at man er nødt til at købe et specielt Myanamr simkort (så de kan følge med i hvad man snakker om). Guiden mentee i midlertid at det ville blive yt i løbet af de næste to år og at man ville gå over til tilsvarende sim kort som resten af verden.
Det var en uhyre interessant samtale og en fantastisk vidende samtalepartner. Jeg undrer mig på en måde lidt over at han gad at snakke med os når han havde fri fra arbejde (han er vel sammen med turister det meste af tiden) men det virkede som om han også synes at det var hyggeligt og nyttigt. Og hvad værre var, hans ven (en tredje som ikke sad ved bordet ret længe) endtemed at betale for vores meget lækre middag bestående af chapati og henholdsvis lamme og oksecurry. Det må man nok sige. Ikke dårligt. Vi prøvede selvfølgelig at insistere på at han ikke skulle betale, men han insisterede. Prøvede at forklare ham om skandinavisk beskedenhed men det ville han ikke høre snak om. Noget som var lidt morsomt var at Morten ikke opfattede at en anden havde betalt for vores mad før vi skulle gå.
Der havde været en stakkels mand som havde holdt øje med os meget af tiden hvor vi spiste maden. JJeg havde lyst til at give ham et måltid mad. Men han ville ikke sætte sig ned på restauranten (ved ikke om han ikke fik lov?) men det endte i hvert fald med (tror vi) at jeg fik betalt for en chapati for ham som han kunne spise. Morten meente at mange af de lokale så mærkeligt på mig da jeg prøvede at forklare det til tjenerne men hvad så? Han var helt klart sulten. Sidste nat på Nylon hotel, stedet med det noget grumme sengetøj, lidt for meget mug på væggene på toilettet men ti lgengæld med alt det varme vand man kan bruge, kabeltv (som skiftes fra receptionen, men alligevel) og enormt søde ansatte.
Nu sidder vi på bussen mod Bagan. Vi var ikke de eneste turister som havde fået den geniale ide'. Var 14 turister med fra byen i pick-upp'en som hentede os i byen. En del af dem asiatiske turister. Det er ikke kun hvide turister i Myanmar. Ifølge guidebogen (hvad skulle man gøre uden) er 60% af turisterne til Myanmar fra andre asiatiske lande. Nu sidder vi ombord i bussen, hvor vi har enormt god benplads, dejlig karaoke tv (og en hel del musikvideoer med enormt politiske budskaber både om "the lady" og om ofrene efter cyclonen Nargis i 2008 plus et helt indslag om en kvinde som bad om at FN skulle gøre en mere helhjertet indsats for at hjælpe Myanmar på benene og løslade hendes far som var politisk fange, hvis ikke det er hård kost så ved jeg ikke? Det bekræfter bare i den grad hvad guiden fortalte os igår). Turen til Bagan skal tage ca. 7-8 timer. Så vi satser på at komme frem før bådturisterne så vi kan finde et sted at sove. Bagan er kendt som Myanmars svar på Angkor i Cambodia. Så det kommer til at blive spændende. Satser på at vi når at se solnedgangen over templerne i aften:-).
Efter noget over en times gåtur, og et stop hos et par mobiltelefonforhandlere, senere var vi fremme ved den korrekte udlændinge indgang. Hurra! Paladset er på militært område, vores teori er at alle boligerne som ligger indenfor murene er soldaters hjem, men om det stemmer? Hvem ved? I hvert fald fik man ikke mulighed for at tage billeder før man var kommet ind på selve paladsområdet, og der var ikke ligefrem noget som lignende statshemmeligheder frem til man kom ind i midten. Selve paladset var ikke det helt store, det oprndelige blev mere eller mindre fuldstændig knust under 2. verdenskrig så dette er en kopi. Vi trassede lidt rundt og fandt efter en del søgen også et toilet. Viste sig at man skulle henvende sig hos en fyr som solgte læskedrikke, han havde så en nøgle til et toilet som lå nedenfor der han havde bod, men for at komme derhen nvar man nødt til først at gå igennem en hal (som ellers var aflåst) hvor der var en masse gamle liggestole og hestevogne (mærkeligt at det ikke var noget af det som blev vist frem til publikum) så ned af en trappe og derefter ind under trappe, tada! Toilet. Som vara ca. 1,5 m. Højt, meget ildelugtende og på ingen måder nogen vask hvor man kunne vaaske hænder. Skønt!
Det var ved at være frokosttid og Morten var begyndt at brokke sig lidt fordi morgenmaden på hotellet ikke ligefrem er noget der fylder meget. Men vi bestemte os for at siden vi alligevel var i den rigtige del af byen for at se et par templer jeg havde lyst til at se ville vi gøre det først. Så vi så et af de mest berømte templer i Myanmar kaldet Kuthodaw Paya, også kendt som verdens længste bog. Det er et tempel, men der er enormt mange stupaer over hele området, inde i hver stupa er der en tætskrevet marmorsten med hellige buddhistiske skrifter. Det er ret imponerende eftersom hver sten har sin stpe, alt holdt i hvide farver. Morten fik et par sesamkiks at tygge på ("det smaker greit, ikke at jeg har noe alternativ") og så gik vi ellers lidt rundt på tempelområdet. Sidste stop før frokost lå ikke så langt væk (selvom vi havde lidt problemer med at finde det da kortet i vores guidebog var lidt misvisende, men ved hjælp af flere lokale lykkedes det os til slut at finde frem) Schwenandaw Kyaung, et gammelt kolster i teaktræ og det eneste som er tilbage fra det oprindelige paladsområde da klosteret blev flyttet fra selve paladset før det brændte ned under 2. verdenskrig. Flot, gammel bygning med masser af flotte udskæringsdetaljer.
Tid for frokost. Efter at haave pruttet med en "blå taxa" og før det med en rickshaw, men der blev vi enige om at det var lidt for langt for ham at køre (så lette er vi jo heller ikke) så det endte med den blå taxi. Havde udset os et område i den sydlige ende af centrum og det var ikke noget problem at blive kørt derhen bortset fra at en meget bøllet scooter kørte ind i taxaen på vejen og smadrede hans sidespejl. Og idioten skyndte sig bare at køre videre og lade som ingenting pta at det var midt i et vejkryds og han egentlig skulle have holdt tilbage for rødt lys. Tak for lort! I øvrig er det sådann at de fleste lysstop tæller ned både i forhold til hvor længe der er til det bliver grønt, men når der er grønt også hvor længe der er til der bliver rødt. Det synes vi at der er ret smart. Især når man som fodgænger skal prøve at krydse vejene med livet som indsats, der er ikke ligefrem mange fodovergange, ,og dem der er virker det som om bilisterne er FULDSTÆNDIG ligeglade med. Ikke prioriteret.
Fandt en kinesisk restaurant i stedet for den vi egentlig havde udset os i guidebogen (som vi helt klart ikke tror at der fandtes i virkeligheden). Her fik vi et større måltid (også på tide) som desværre var blevet stegt i alt for meget olie, noget som gjorde det lidt mindre appetitteligt end hvad man kunne have fået. Men der var en meget god finale i form af en lille tallerken med netmelon, vandm,elon og papaya (som faktisk var god). Så havde vi ellers tænkt os at finde jademarkedet som skulle ligge i nærheden. Men det skulle vise sig at være meget, meget vanskeligt. Vi endte ude i et område, hvor det var meget klar tat de ikke var vandt til at se hvide mennesker. Vi blev i endnu højere grad end ellers lagt mærke til, vinket til, skreget "hello" til og stirret på end sædvanlig. Prøvede at få hjælp af de lokale men efter et stykke tid gav vi op. Det var simpelthen ikke muligt at finde, selvom flere af de lokale måske forstod hvad det var vi ledte efter fandt vi det ikke. Skidt pyt. Vi tog en rickshaw tilbage til vores hotel, det tog godt 25 min så vi var virkelig kommet udenfor alfavej. Men det var vildt hyggeligt sådan at få lidt mere indblik i hvordan de fleste lever. Der var ikke mange asfalterede veje vi gik på ikke så langt fra centrum. Noget vi tror de fleste turister ikke sdan oplever. Om bord i rickshawen tilbage var der mange kommentarer fra de lokale til rickshawføreren (især så længe han kørte på lorte vejene og det gik meget langsomt), jeg forestiller mig at de lokale ssagde til ham "nå du har nok rigtig fået llæs på i dag". Men han klarede det i fin stil, så ikke noget at klage over der.
Havde en lille pause hjemme på hotellet ttil lige at hvile lidt før vi ville ud at finde noget at spise. Vi spurgte om råd i receptionen (det har vi gjort to gange og begge gange har de anbefalet steder som står i Lonely planet(guidebogen)) ved ikke om det er et tilfælde? Men som dagen i forvejen endte vi i stedet med at sidde midt i et vejkryds på en plastikstol på en indisk restaurant. De mange indere i Burma er næsten alle 3. generation, de kom da briterne stadig var en kolonimagt og var opfordret af briterne til at komme ti lBurma for at få div. Job under deres styre da briterne (ifølge guidebogen) synes at myanmarene var udugelige. Stedet hvor vi spiste aftensmad var total proppet med mennesker (de fleste så lokale ud). Så vi endte med at blive henvist til at sidde i den ene ende af et bord hvor der sad et par mennesker fra før. Det viste sig at være mere end almindelig heldigt. De too mennesker der sad ved bordet viste sig at være guider, primært på cykel. Denn ene var fra Yangon (og snakkede kanon engelsk) den anden var fra Mandalay (og var lige begyndt med engelsk undervisning). Vi sad og snakkede primært med ham der snakker godt engelsk i laaaaang tid. Super interessant og han kunne fortælle os masse af de ting vi har tænkt på. Han var MEGET åben og fortalte gladeligt om den politiske situation i Myanmar.
Han fortalte at der er sket enormt meget i løbet af de sidste 2 år i positiv retning. Mange politiske fanger er blevet løsladt, blandt andet Aung San Su Kyi (som blandt de lokale næsten kun omtales som "the lady") men der er stadig estimeret at der er mellem 2-3000 som stadig sidder i fængsel. Det er blevet normalt med satellit tv (vi har set masser af paraboler især i Yangon) og folk har på denne måde mulighed for at følge med på BBC, CNN og Al Jezeera. Ikke dårligt. Noget som var utænkeligt for bare et par år siden. Han fortæller også at ingen længere bliver anholdt for at ytre sin mening og at deen nye regering (som har siddet i ca. Et år) har klaret at lave mange forandringer på relativt kort tid, men at det er en proces som kommer til at tage lang tid. Han fortalte videre at der skal være valg i april og at alle håber og tror at Aung San Su Kyi da vil blive den nye statsminister. Vi har registreret at vores mobiltelefoner ikke kan få net ind i Myanmar. Det skyldes at man er nødt til at købe et specielt Myanamr simkort (så de kan følge med i hvad man snakker om). Guiden mentee i midlertid at det ville blive yt i løbet af de næste to år og at man ville gå over til tilsvarende sim kort som resten af verden.
Det var en uhyre interessant samtale og en fantastisk vidende samtalepartner. Jeg undrer mig på en måde lidt over at han gad at snakke med os når han havde fri fra arbejde (han er vel sammen med turister det meste af tiden) men det virkede som om han også synes at det var hyggeligt og nyttigt. Og hvad værre var, hans ven (en tredje som ikke sad ved bordet ret længe) endtemed at betale for vores meget lækre middag bestående af chapati og henholdsvis lamme og oksecurry. Det må man nok sige. Ikke dårligt. Vi prøvede selvfølgelig at insistere på at han ikke skulle betale, men han insisterede. Prøvede at forklare ham om skandinavisk beskedenhed men det ville han ikke høre snak om. Noget som var lidt morsomt var at Morten ikke opfattede at en anden havde betalt for vores mad før vi skulle gå.
Der havde været en stakkels mand som havde holdt øje med os meget af tiden hvor vi spiste maden. JJeg havde lyst til at give ham et måltid mad. Men han ville ikke sætte sig ned på restauranten (ved ikke om han ikke fik lov?) men det endte i hvert fald med (tror vi) at jeg fik betalt for en chapati for ham som han kunne spise. Morten meente at mange af de lokale så mærkeligt på mig da jeg prøvede at forklare det til tjenerne men hvad så? Han var helt klart sulten. Sidste nat på Nylon hotel, stedet med det noget grumme sengetøj, lidt for meget mug på væggene på toilettet men ti lgengæld med alt det varme vand man kan bruge, kabeltv (som skiftes fra receptionen, men alligevel) og enormt søde ansatte.
Nu sidder vi på bussen mod Bagan. Vi var ikke de eneste turister som havde fået den geniale ide'. Var 14 turister med fra byen i pick-upp'en som hentede os i byen. En del af dem asiatiske turister. Det er ikke kun hvide turister i Myanmar. Ifølge guidebogen (hvad skulle man gøre uden) er 60% af turisterne til Myanmar fra andre asiatiske lande. Nu sidder vi ombord i bussen, hvor vi har enormt god benplads, dejlig karaoke tv (og en hel del musikvideoer med enormt politiske budskaber både om "the lady" og om ofrene efter cyclonen Nargis i 2008 plus et helt indslag om en kvinde som bad om at FN skulle gøre en mere helhjertet indsats for at hjælpe Myanmar på benene og løslade hendes far som var politisk fange, hvis ikke det er hård kost så ved jeg ikke? Det bekræfter bare i den grad hvad guiden fortalte os igår). Turen til Bagan skal tage ca. 7-8 timer. Så vi satser på at komme frem før bådturisterne så vi kan finde et sted at sove. Bagan er kendt som Myanmars svar på Angkor i Cambodia. Så det kommer til at blive spændende. Satser på at vi når at se solnedgangen over templerne i aften:-).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar