One night in Bangkok og hjem til Oslo

Når man skal fra Hua Hin til Bangkok er der tre muligheder. Tog (går ret så langsomt), alm. bus (busstationen er langt pokker i vold fra Bangkok C) eller minibus (ikke så komfortabelt når man har Mortens størrelse). Men vi valgte det sidste eftersom vi ikke skulle så langt. Og det havde været en fin tur på vej ned:-). Så hotellets tuk-tuk kørte os til et sted lige ved natmarkedet, ventede 10-15 min. og så var vi afsted på vej mod Bangkok. Det tog lidt længere tid denne gang, ikke fordi chaufføren ikke prøvede at gøre det spændende ved at køre som en idiot (tak for det:-)). Men på grund af fredagstrafikken i Bangkok. Af festligheder på denne tur kan vi nævne at der var to munke med, den ene meget besværet af et dårligt ben. Men der er helt klart ingen lande som slår Myanmar i munke antal. Der var de seriøst overalt.

Vel i Bangkok ved demokrati monumentet fandt vi hurtigt en taxa og tog den til Banglampu området. Vi havde bestilt et hotelværelse i Soi Rambutri lige ved Khao San road (backpacker GADEN i sydøstasien, verdens bedste sted at glo på mennesker). Det tog et godt stykke tid til området pga trafikken, men det gik da til slut. Hotellet havde en perfekt placering, men ellers var det ikke noget særligt. Havde det været muligt havde jeg absolut bestilt værelse på det sted jeg har boet decideret flest gange i Bangkok, nemlig Ban Sabai som ligger længere nede i samme gade. Men eftersom det ikke var muligt og dette hotel faktisk havde en bedre placering var det absolut brugbart for kun en nat. At personalet havde ca. lige så meget serviceindstilning som en karklud og at man skulle betale for at have sin bagage opbevaret er en anden snak:-).

Og havd tror I så at vi brugte resten af dagen på i Bangkok? GÆT! Morten insisterede på at vi var NØDt til at tage tilbage til Siam Square og MBK (stedet hvor han sidst gik shop amok i elektronik) og gæt hvorfor vi var nødt til at tage tilbage. Han skulle købe opladere. Hurra! Så ind i en taxa igen og så afsted (så hurtigt som det nu engang går i Bangkok en fredag eftermiddag) men når det går så langsomt er der jo rig mulighed for at kigge ud af vinduet, og tro mig, det er ALDRIG kedeligt i Bangkok:-). På MBK gjorde vi klogeligt det, at Morten kiggede på elektronik selv (også meget bedre for ham, eftersom jeg ikke er en solstræle når jeg skal gøre det i mere end 15 min.) alt i mens kiggede jeg på nogle af de andre etager, eller rettere sagt den nederste etage. Og det tog ca. en time og så havde jeg ikke engang tid til at se på supermarkedet som var i samme etage. Det er bare vildt stort! Morten fik det han skulle have, jeg fik købt nogle lækre spa produkter, så alle var glade;-).

Ind i taxa igen (prøvede at sige noget til Morten om at når mann skal med så mange taxaer i Bangkok er det ikke sikkert at de ladere er så billige alligevel, men det mente han heldigvis at de var). Tilbage i Banglampu gik vi runde rundt i gaderne. Endte med at spise et helt igennem fantastisk måltid på gaden. Ikke dårligt. Der er MASSER af boder som er til for backpackere (og thaier for den sags skyld) i området ved Khao San. Så vi spiste en skøn pad thai, grillet kød på spid, majskolber og afsluttede med en pandekage med Nutella og banan, det hele skyllet ned med mango- og ananas smoothie, ikke dprligt. Og hele molevitten kostede godt 40 nok og smagte fantastisk. Det kan man simpelthen ikke klage over. Og når vejret så i tillæg er så godt at man bare kan sidde og stene i mørket. Ja, så er det man føler sig lykkelig, intet mindre, og tænker på hvor heldig man er som oplever alt det.

Derefter var det ned igennem Soi Rambutri (hvor vi boede) det er blevet noget mere kræmmermarked end sidst jeg var i Bangkok, det er en "halv gågade" men der er alligevel en del biler som prøver at mose sig igennem området i snegletempo oftest. Er nok ikke blevet lettere for de stakkels bilister at de nu skal snirkle sig forbi alle de boder der er blevet banket op:-). Men det er et skønt område bare at gå rundt og ose i. Det der også er så fedt (for selverklærede madvrag som mig selv) er at der er masser af ting man kan købe og gå og småspise af. SKØNT! Resten af aftenen sad vi på Khao San road, drak et par drinks, gloede på mennesker og stirrede hinanden dybt i øjnene til hamrende høj musik. Kl. 2 kom politiet rundt og gjorde opmærksom på at nu var det på tide for værtshusene at skrue ned (det er noget nyt fra sidst vi var der, men måske ikke så dumt?) Dejlig aften.

Sidste dag i Bangkok var (for mit vedkommende planlagt for længe siden) weekendmarkedet. Det vildeste marked ever. Det man ikke kan købe der er ikke værd at købe. Nemmere kan det vel ikke siges. Men først var det tid for morgenmad på stamstedet i Soi Rambutri. Og der var dømt youghurt med frugt og müsli plus omelet til Morten, friskpresset juice og hel igennem velvære. Ved ikke om jeg har sagt det før, men jeg ELSKER Bangkok, måske er det fordi jeg efterhånden har været der flere gange. Men det er bare så skønt, rimeligt og der er ALT. Når jeg sidder hjemme i vintermørket og drømmer mig væk er det ofte til lige præcis Bangkok, der er noget ved den by som bare gør noget ved mig. Det er helt igennem fantastisk.

Men efter morgenmad var det (igen) i en taxa, vi er så meget blevet flashpackere (backpackere som opgraderer helt vildt, hvem ville ellers have betalt så eget for at komme en dag tidligere til Thailand, flyve indenrigs i Myanmar, sove på så fancy hoteller, GISP! Det er officielt, vi er blevet GAMLE!) ud til weekendmarkedet gik det. Det er det store minus med at bo i Banglampu, der er ingen offentlig transport bortset fra busser. Det er lidt bedre at bo steder hvor man kan tage metro eller sky train. Det tager ofte ret lang tid at tage bus og taxa fordi trafikken er så voldsom.

men ti lweekendmarkedet kom vi til slut. Blev sat af i en helt anden ende end jeg tidligere har været i. Men vi kom godt forberedt. Havde sågar købt et "shoppingkort" til anledningen, ikke at det egentlig hjalp os alt for meget men hvad pokker? Vi gik rundt i mange timer på markedet, købte stort set pudebetræk (det trængte vi, dem vi har hjemme er gået mega meget (pinlig meget) i stykker). Og så gik vi ellers bare rundt og osede. Og det fedeste var at Morten lod som om at han ikke var ved at dø hele tiden. Ikke dårligt:-). Efter en hel del timer (og en god del regn, selvom det ikke var monsun tid, men det meste af markedet er overdækket både pga solen og regnen så det var ikke et stort problem) var vi møre for at tage hjem til Banglampu. Med en hel del nye poser i hånden (man begyndte så småt at tænke på det der fly man skulle med og det der overvægtsproblem igen, igen).

Tog et godt stykke tid at få fat i en taxa (indtil vi gik over på den anden side af den meget store vej vi stod på. så var det pludselig ikke et problem alligevel) men tilbage til bannglampu kom vi. Valgte at betale ekstra for at køre på highwayen så det gik noget hurtigere på vej tilbage. Skønt. Første stop tilbage i Banglampu var Swensens (sidste mulighed). Så var det tid for skøn massage 8jeg prøvede sådan noget urte noget hvor de masserede med en slags gigantisk thepose, kommer nok ikke til at vælge den slags næste gang, men så har man da prøvet det). Morten havde tidligere på dagen været i "fiskespa" som går ud på at man betaler lidt for at sætte sine fødder ned i et basseng med små fisk som spiser af huden på dine fødder. Det var ikke noget for mig (kylling!). Aftenen i forvejen havde jeg fået en ansigtsbehandling til den billige sum af 40 nok. Massagen kostede fra det og opover afhængig af hvad man valgte for en time. Så der er ingen tvivl om at man skal gribe chancen for at få mest mulig af det når man er der:-).

Ellers osede vi rundt i området, købte en hel del på et apotek (så vi kan fylde lagrene op med billige sager hjemme), spiste indisk, købte crazy t-shirts på Khao San. Og til slut tilbage til hotellet. Satte mine (nu godt brugte) sandaler i receptionen, hvem ved, måske er der en anden sjæl som får brug for dem. Og så var det ellers med minibus ud til den store lufthavn i Bangkok. Det tog en god halv time efter at alle var blevet samlet op fra rundt omkring. Vores fly gik først kl. 2.30 om natten, så vi fik købt lidt småting i lufthavnen også (alt var åbent selvom det var midt om natten). Fik også tjekket alle vores ting ind (selvom hun vejede vores håndbagage og vi faktisk havde et par kg. for meget hver, men hun godtog det eftersom hun forstod at vi var nødt til at have vintertøj tilgængeligt i håndbagagen (skulle siden vise sig at være et smart træk)).

Turen tilbage mod Europa gik rigtig fint. Det var heldigvis en meget bedre fly end sidst (som ærlig talt var noget gammel lort med enorm elendig skærm med en film som alle skulle se) der var nu individuel skærm med masser af film. Skønt. Så går tiden altså noget hurtigere. Og der er trods alt mange timer på det fly. Kan det passe at det er over 10? Kan ikke huske det. Men fordi vi fløj midt om natten kunne jeg faktisk sove en del. Ikke dårligt. Det plejer jeg ellers at have svært ved på længere flyrejser, jeg som ellers kan sove overalt og til enhver tid. Af en eller anden grund ikke fly. Meget mærkeligt. Men tiden gik super hurtigt, og pludselig var vi i Amsterdag. Hvor vi mødte en tidligere fantastisk sød kollega. Verden er lille. Hun og mandden havde været med samme fly som os fra Bangkok og skulle også videre til Kbh og derfra til Oslo. Vi havde ikke lang tid i Shiphol, men det er en sjov lufthavn at ose rundt i. Tiren videre til Kbh gik uden problemer. Fik købt lidt ost og spegepølse plus en hotdog 8det spiser jeg vel ca. 2 gange i året) i Kastrup. Ikke dårligt. Der var i øvrigt lavet en del om i Kastrup siden vi har været der sidst. Fik også købt en hat til 30 dkk, på enormt udsalg, tænkte at den ville være smart når vi landede på Gardermoen.

Sidste etape til Gardermoen gik jo hurtigere end hurtigt. Og så var man lige pludselig hjemme i sneen og kulden. Mega mærkeligt. Og min bagage kom ikke frem (så var man godt nok glad for at man havde pakkett alt det varme i håndbagagen, tjek). Men det var heldigvis ikke så koldt som jeg havde frygtet. Og på en måde var det helt ok, at min rygsæk ikke var med. Så slap man for at slæbe den selv, leveres hjemme i stedet, og når det nu skal være er det jo ikke katastrofe på vejen hjem. Er meget værre når man er ude i den store verden og ikke lige har rene trusser i skabet:-). Så held i uheld. Og den glædelige nyhed er at nu kan man tage toget til Oslo S for halvdelen af hvad det har kostet tidligere med NSB i stedet for Flytoget. Det tager lidt længere tid, men ikke slemt. Skønt! Var sågar henne hos grøntsagshandleren samme aften for at få lidt i køleskabet, og med osten og spegepølsen fra Kastrup sammen med rugfler i fryseren, ja så har man pludsleig et måltid. Fantastisk.

Vi har nu været hjemme i Oslo i godt en uge. Og det er på en måde som om vi aldrig har været væk. Som sædvanlig var vi på arbejde dagen efter. Vi er meget tilpasningsdygtige:-). Og jeg synes egentlig at det er fint at bare komme i gang igen. ved godt at mange bare vil slappe af og lande lidt. Men det føler jeg på en måde bare ikke at der er behov for. Nedtur med at komme hjem var at da vi tændte for vandet fandt vi ud af, at vi nu ikke kun havde en vandhane der dryppede på køkkenet men at der helt klart også var gået en pakning på badeværelset (big time). Så vi kunne kun have vandet tændt i meget korte perioder. Skod. Men begge dele blev fikset i fredags, så i weekenden har jeg ikke lavet andet end at vaske tøj:-). Ellers fandt vi hurtigt ud af at vores radiatorer ikke rigtig kunne gøre det varmt nok i lejligheden, så vi har været ude og investeret i sådan en på hjul og nu er alt godt:-). Det er godt at være tilbage p åarbejde med alle de skønne kollegaer og spændende faglige udfordringer. Er allerede ved at planlægge flere rejser (korte godt nok), er lidt som om jeg bliver fysisk uvel hvis ikke der er et eller andet "eksotisk" at se frem til. Hvis der er noget der hedder rejseGALSKAB er der nok ingen tvivl om at jeg har det:-). So untill next time

Hua Hin, ferien på rejsen

Op tidlig morgen, spise morgenmad og så afsted med en tuk-tuk til demokrati monumentet som lå lidt længere nord i Bangkok ifht Siam Square. Det var ikke en lang tur men til gengæld prøvede chaufføren at gøre det mest mulig vildt med diverse hasarderede sving osv. Skønt. Så kan man lige smage morgenmaden igen. Og sikkerhedsseler er selvfølgelig en by i Rusland. Men frem kom vi, og i et stykke. Det er ikke nogen selvfølge, læste lige at der var 4 unge svenskere der var omkommet i Thailand. Det er i øvrig det flest turister kommer til skade ved/dør af i Thailand. Trafikken. Og det selvom den virker mere sikker end i Vietnam. I Vietnam dyttede de helt vildt hele tiden. Det gør de i meget mindre grad i Thailand. Skønt!

Det var ikke svært at finde minibussen til Hua Hin og efter 5 min. og noget brok fra min side fordi de ville have betalt for 3 mennesker fordi vores rygsækkene var så store, det er første gang nogensinde kan jeg så afsløre, men vi gik slukøret med til at betale for en ekstra da vi ellers skulle til at finde en anden løsning. Og på en måde var det ok eftersom de var nødt til at ligge et af sæderne ned for at få plads til dem.

Med afsted gik det ud af Bangkok og det gik rimelig hurtigt. Efter godt 2,5 time var vi i Hua Hin. Der var smuk natur og masser af byer vi kørte igennem på vejen, men mest af alt var det noget a'la en motorvej vi kørte på, så det var ikke så spændende. Vel fremme i Hua Hin fik vi fat i en taxa, som selvfølgelig prøvede at tage røven på de nye og delvis klarede det også. Han kørte os til hotellet som vi havde bestilt i forvejen. Det lå et stykke udenfor byen, noget vi godt var klar over, og på den forkerte side ifht stranden, man skulle lige over et. stk kæmpe vej. Men absolut overkommelig afstand på måske 5-10 min, alt efter hvor længe man skulle vente på at komme over vejen (ja, der var rigtig mange biler). Det var et SKØNT hotel, uden tvivl det vildeste vi har boet på. Der kom en vagt og ville have vores bagage op i sådan en vogn som man ser på film, og selvom vi prøvede at insistere på at vi kunne bære det selv var der no mercy. Noget andet morsomt med vagterne, som vi så de efterfølgende dage, var at hver gang man kom ind af porten rejste de sig op fra skammelen de sad på og slog hælene sammen når man nærmede sig og gjorde honnør. Meget mærkeligt, men også lidt underholdende.

Værelset var total nice med lækkert badekar og interiør. Skønt. Så var der ellers dømt fuldkommen afslapning et par dage. Efter check in lagde vi os ned til pølen. Eftersom det var overskyet var der ikke andre der og vi fandt ud af at det ikke var så morsomt. Fordi solen ikke havde skinnet den dag var vandet i bassenget også småkøligt så jeg soppede bare lidt rundt. Ja, jeg er mega meget en kylling, som Morten også fortalte mig rimelig mange gange. Pga skyerne hang vi ikkeved pølen så længe, i stedet tog vi hotellets tuk-tuk (som kørte en gang i timen) indtil centrum af Hua Hin. Vi havde nemlig bestemt os for at tage på Sofitel, et smukt lille tidligere jernbanehotel som ligger ned til vandet inde i centrum af byen. Det er et af de steder, hvor buskene er skåret ud som elefanter og der er en fuldkommen ro over stedet. Meget hyggeligt. Line og jeg var der for godt 3 år siden og drak high tea. Og vi havde tænkt os at gentage successen.

Men først skulle vi lige overtale en vagt om at vi var velkomne for han kunne nok tydligt se at vi ikke hørte hjemme på det überfancy hotel. Men da vi havde fået overbevist ham om at vi bare ville have high tea var det ok. Hotellets område er kæmpe stort med masser af flotte planter, vi blev tilbud lift med en golfbil kort tid efter vi var kommet ind på området. Vi takkede pænt nej og med hjælp fra en receptionist gik vi mod museumscafeen. Det viste sig at være en noget anderledes oplevelse end sidst, hvor Line og jeg mere eller mindre var de eneste gæster og hvor vi fik tingene serveret på et fad og de hele tiden kom og fyldte vores thekander op. Der var tydeligvis mange flere gæster, så i stedet var der buffet. Egentlig ikke en ulempe da man så kan vælge og vrage mellem de ting der tilbydes. Og det var i sandhed et slaraffenland af små mundfulde med godt.

Der var små "kyllingepuf", lidt dim sum, is, frugt, sandwich som der stod en dame og tilberedte efter ens ønske, makroner i alle farver (en seriøst overvurderet spise synes jeg, men de er jo så fancy), scones (også overvurderet), div. Sandkager, belgiske vafler, og et lille bord med masser af mægtige chokoladekager (i miniature størrelse), chokolademousse, pannacotta, youghurt med frugt, Mmmmmm..... Et sandt overdådigheds horn af lækkerier. Himlen var nær, og med omgivelserne på Sofitel var det bare helt perfekt. Morten kom måske til at spise lidt for meget, han sad i hvert fald og småsov det sidste stykke tid.

Så listede vi ellers så småt fra hotellet efter at have brugt næsten 3 timer på en high tea der. Anbefales. That is all I have to say. Og så var det at det for alvor begyndte at gå op for os (hvad vi forresten godt vidste i forvejen men på en måde lidt havde glemt). Udover at være det nærmeste sted man kan tage til fra Bangkok udover Pattaya (som vi virkelig ikke havde lyst til), så er Hua Hin også et stk. vaskeægte skandinavisk tilholdssted af dimentioner. Der er smækfyldt med skræddere, hvor der står hvad de kan tilbyde på dansk, norsk, svensk, finsk og selvfølgelig også engelsk og tysk. Men der er INGEN tvivl om hvem det er der virkelig kommer til Hua Hin, det er den midaldrende plus skandinaviske garde. Og det er jo for så vidt meget hyggeligt. Man føler sig i hvert fald ret ungdommelig:-). Men det er et lidt sjovt fænomen, at man på den måde klumper sig sammen. I centrum er der masser af små restauranter med menukort på mange sprog nogle thai klassikere og de evindelige pizza'er og pastaretter. Ikke specielt ophidsende.

Vi var et kort smut forbi natmarkedet som Hua Hin er berømt for, mest af alt for "alt godt fra havet" som bliver tilberedt i mange små bikse. Men vi var ikke ligefrem sultne så i stedet bevægede vi os hjemover. Der var et stykke at gå, men på vejen var vi forbi et sted hvor vi fik en pad thai (og blev spist af myg, men det er en anden sag) og vi var henne ved det store center kaldet Market Village, hvor vi egentlig ville have været inde, men vi kom efter 21, hvor der var lukket. Men der var live musik udenfor og mulighed for at få en Chang fadøl, så det gjorde vi da. Og det var slet ikke så ringe.

Næste dag var det tid for at tjekke stranden ud. Vi var heldige med vejret og en sol der skinnede fra en skyfri himmel. Ikke dårligt. Morten var klar i en fart og mente ikke at det var nødvendig for ham at ligge under parasol, blege mor her, blev trygt under parasollen, også fordi jeg stadig skallede på ryggen efter Nha Trang, min hud er ikke solhud. DDet kan man vist trygt sige! Det var en skøn dag på en lille restaurant/sted hvor de har strandstole (men desværre ikke noget toilet, noget som var lidt problematisk eftersom ingen af hotellerne ved vandkanten ville låne deres ud til os andre fattigrøve). Så kan I jo selv forestille jer hvad man blev nødt til at gøre når man ikke orkede at gå tilbage til hotellet for at tisse. Men de var en dejlig dag og jeg læste i total klam bog om hvordan amerikansk fastfood produceres og hvor helt igennem grusomt det er i alle led. Ikke at jeg egentlig var i tvivl om det fra før.

Solen gik tidlig ned (på grund af alle højhusene primært) så ved 4-5 tiden vendte vi snuden hjem. Det skulle vise sig, at Morten havde fået alt for meget sol (prøvede at sige noget, men på den anden side ved jeg jo at han kan tåle solen meget bedre end mig) men det endte med at han blev dårlig kort tid efter vi var kommet hjem. Ørlede og gik i seng. Stakkels ham. Jeg gik hen i Market Village (centeret som lå ca. 15. min væk), fik købt lidt halvubrugeligt køkkengrej som jeg havde overbevist mig selv om at jeg ikke kunne leve uden, spiste en Swensens is (et must enhver dag i Thailand, min yndlingskæde, og så findes den i øvrig ikke i USA, primært i Thailand med et par andre filialer i andre asiatiske land, bl.a. Saigon hvor vi også aflagde dem et besøg). Og så gik jeg ellers hjem til den syge mand som heldigvis var blevet bedre mens jeg var væk. Man er ikke så dårlig når man sidder med den nye netbook i hånden når man kommer hjem!

Næste dag havde Morten lidt mere respekt for solen (han var rimelig rød på hele brystkassen, så er det man skal være glad for at man har en meget bleg kone (som aldrig bliver brun) og som har faktor 50 med i tasken). Det var rimelig overskyet, men Morten havde virkelig lært en lektie og insisterede på at parasollen skulle være oppe alligevel. En fed ting ved stranden i Hua Hin er at det er ret så børnevenligt (det vil sige at der er lavvannde et godt stykke ud, fuldstændig i modsætning til Nha trang hvor der var helt sindsyge bølger) og ud på eftermiddagen bliver der lavvande og så er det muligt at gå ude i vandet men på noget som minder om en lille tange. Vildt hyggeligt! Dagen gik med 100% afslapning og boglæsning i skyggen. SKØNT.

Aften var vi forbi Market Village (Morten fik nogle t-shirts og jeg et par sko, dem kan man aldrig få for mange af), ellers var det hen til night market. Hvor vi osede rundt, så på butikkerne, spiste en dejlig middag med store rejer (for mit vedkommende) bøf for Mortens. Skønt. Det er helt sndsygt at tænke på, hvor hurtigt tiden har gået i de 3 måneder vi har været afsted. Det virker på mange måde som om det er meget kortere vi har været afsted. Og det er total surrealistisk at tænke på at vi (skræmmendde) snart er hjemme i den skandinaviske kulde. Bbbbrrr. Ville ønske at vi ikke skulle tilbage før den værste kulde var væk. April ville have været ypperligt, for ikke at sige maj. Men det må blive næste gang. I det mindste slap vi for januar. Det synes jeg er den værste måned hjemme. Det hele er så koldt og mørkt. Total deprimerende.

Næste morgen var det igen kurs mod Bangkok, baby.

Kort stop i Bangkok, kan I sige shopping af elektronik?

Tidlig op og ud i lufthavnen. Blev hentet lidt før aftalt, så alt var i den skønneste orden. Lufthavnen i Hanoi er ikke noget særlig, men vi fik et måltid mad (toasted baguette) mens vi ventede på at check in skulle åbne. LANG tid at vente med til slut kom vi igennem den lange kø og kom ind i selve lufthavnen. Så afsted på ca. 2 timers tur til Bangkok. Et lille minus ved at flyve med Air Asia, asiens svar på lavprisluftfartsselskab er, at de vil at man skal betale for at sidde sammen. Noget jeg indtil videre har nægtet det er simpelthen for åndssvagt at betale for. Men hvad de så gør er at de bevidst skiller folk ad for at straffe dem for at de ikke har betalt det åndssvage gebyr. Virkelig træls!

Det gik smertefrit til Bangkok. Kom ud af lufthavnen og skulle prøve de nye smarte tog fra lufthavnen og indtil byen. Og det var smart, rigtig smart. Dt gik hurtigt og kostede os kun 35 baht pr. Person (100 baht er 20 nok). Der har Oslo lidt at lære selvom vi har hørt rygter om at NSB har sat prisen på toget fra Gardermoen kraftig ned mens vi har været væk. Håber at det passer-). Vi stod af på en station der hed Makkasan, som vi troede skulle ligge lige i nærheden af det hotel vi havde bestilt for natten. Det skulle vi snart finde ud af at der var en sandhed med modifikationer. Vi gik ud af terminalen (et meget mærkeligt og øde sted, hvor der ikke var nogen thaier, et meget mærkeligt syn i Bangkok) krydsede en jernbanelinie ved at gå lige over den. Og så gik vi ellers derudad. Morten kunne ikke få gps signaler ind på telefonen, så selvom han selvfølgelig benægter det vil je påstå at vi gik lidt i blinde. Og vi gik ret langt, og det var varmt (ikke dø varmt men over 30 grader) og rygsækkende var meget, meget TUNGE. Vi fandt ud af at grunden til at vi troede at hotellet lå tæt på stationen viste sig at være fordi hotellet lå tæt på skytrainen, men ikke tæt på den station som vi stod af på (vi troede at det skulle være det samme sted).

Vi prøvede at spørge en taxa om han kunne køre os til hotellet men han fattede ingenting af hvor det var. Og pludselig var der gps på Mortens telefon. Så vi kunne gå videre (vi havde gået den rigtige vej så langt, så ingen problem) i de rigtige retning. Men der var stadig et godt stykke og da vi endelig kom frem troede jeg lidt at jeg skulle dø. Men det gik da. Hurra! Vel fremme. Men med mega oondt i skuldrene og begyndende hovedpne fra at bære rundt på alt for mange kg. Alt for længe. Ikke særlig meget hurra. Morten havde bestemt at den ekstra dag i Bangkok skulle bruges på at købe alt det elektroniske gejl som han havde gået og savlet over, drømt om og læst uendelig mange artikler om de sidste tre måneder for ikke at nævne alle de uendelig mange butikker han har slæbt mig ind i i ALLE de lande vi har været i, inkl. Australien hvor han vidste at det ville være alt for dyrt og hvor de ikke havde det han ville have. Skønt!

Så vi begav os kort efter at have kommet til hotellet mod Siam Square og MBK, det meget store indkøbscenter som er verdensberømt for at være mere eller mindre et stort kaotisk og rodet marked hvor man kan købe alt der findes (næsten i hvert fald) til mobiler. Der var et stykke derned, tog vel 45. min. uden stop, men vi var på 7/11 (som er absolut overalt i Bangkok, havde helt glemt/fortrængt, hvor slemt det er) for at købe vand, jeg købte lækre kandiserede peanuts med sesam på et andet sted og hyggede mig rigtig meget med at være tilbage i Bangkok med alt livet der sker på gaden. Og vejen ned til Siam var fyldt med steder, hvor der blevet lavet masser at mad på gaden. Det er bare så hyggeligt at gå rundt og glo ned i alle gryderne. Se på folk der spiser, unger der løber rundt osv. Vi nærmede os Siam og var først i et nyt indkøbscenter som hed Digital Gateway. Men de havde ikke det Morten var på udkig efter så det var videre mod MBK. Ikke langt derfra. Første stop foodcourten i 6. etage. Det fungerede sådan at man først skulle købe kuponger og derefter gå ind, hvor alt maden blev lavet og bruge kupongerne der. Det er ærlig talt nemmere at betale kontant, but what can you do. Jeg fik Pad Thai, lækker nuddelret med kylling. Mmmmm... Og en mango, ananas og passionsfrugtshake. Lige hvad jeg havde brug for, blodsukkeret var ved at være noget lavt og jeg var rimelig bitchy.

Så var Morten ellers i himmelen i 4. etage med alt det elektroniske lort de havde samlet sammen der. Efter mange timer endte det med at han købte to mobiltelefoner en til os hver, eftersom jeg har mistet/fået stjålet mi og et netbræt (som han brugte rigtig lang tid på at støve op, der var kun en forhandler som havde det). Jeg endte med at kaste håndklædet i ringen og gik ind og fik en times fod og skuldermassage. Manden der masserede mig, fik virkelig arbejdet mine mioser igennem. Så meget at jeg næsten ikke kunne bevæge mine skuldre de næste to dage. Derefter ville Morten købe europæiske opladere, det tog også et stykke tid. Jeg ville gerne have pimpet min telefon, men det var helt umulig at finde et etui som passede til den, og damerne som puttede diverse glitter på telefoner gjorde det kun på blackberrys. ØV!

Spiste et japansk (ikke så godt desværre måltid inden vi forlod centeret) og jeg prøvede at se lidt på nogle af de andre etager (hvor der ikke kun er elektronisk lort men i stedet alt mellem himmel og jord) men der var Morten helt færdig og småsur og havde 0 tålmodighed for sådanne projekter. Det var blevet halv sent og vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet. Så for at koge det ned brugte vi hele den dyrkøbte dag ekstra i Bangkok på at se på elektronisk lort på et indkøbscenter i Bangkok. Fantastisk! Nej vel. Men sådan er det nok bare når man er kærester med en gadgetfreak. Man bliver nødt til at acceptere det (ikke nødvendigvis stiltiende men alligevel) eller move on.

Hanoi, meget koldt og gråt!

Det var en relativt begivedsfattig oplevelse at flyve fra Da Nang til Hanoi, højdepunktet på den ca. 1 timers flyrejse var nok hvor mange servietter/duge man kan få tryllet frem foran sig (på business class that is) for at få et lille stykke toastbrød (her snakker vi en lille engelsk lignende hightea variant men ikke i lag) med klam skinke og laks på. Utrolig. Det andet højdepunkt var måske da jeg var på toilettet og døren gik op til stor forskrækkelse for stewardene:-). Mærkeligt! Ellers var der en rimelig vigtig mand med. Vi tror han var en minister? Men det er 100% et gæt. I hvert fald blev vi bedt om ikke at sidde på de sæder vi oprindelig havde fået henvist, så han kunne sidder der. Og da vi landede i Hanoi kom der en speciel bil ud til rampen og hentede ham. Så uanset hvem han var må han have været lidt vigtig.

Vel fremme i Hanoi gik det for alvor op for os, hvad vinter er i det nordlige Vietnam. Det var koldt, surt, gråt og støvregnenede. Men der var ikke andet at gøre end at finde minibussen mod centrum og så afsted. Der er god motorvej hele vejen indtil byen, men der er måske ikke så meget spændende at se på? De meget smalle huse (som hvis nok skyldes at man skal betale skat udfra hvor bredt ens hus er så de bygger super smalt og højt. Ikke specielt praktisk skulle man synes, men meget karakteristisk. Man ser ikke lige så meget af det i Saigon), masser af scootere (men jeg indbilder mig at der er noget flere biler end da jeg var her sidst) og ikke mindst masser af lukkede butikker. Det er i hvert fald det vi tror der var bag alle de lukkede gitre. Det ser ud som om man tager Tet noget mere seriøst i Hanoi end de andre steder vi har været. Men de skal (efter guidenbogens vise ord) også være noget mere konservative og traditionalistiske i nord. Der er måske noget om snakken?

Vi blev sat af syd for Hoan Kiem lake søen, det absolutte midtpunkt i det turisterne kender til af Hanoi. En taxachauffør tilbød os et lift til en fuldstændig åndssvag pris så vi bestemte os i stedet for at gå. Der var ca. En km. Så det var ikke så slemt. Vi kom til hostellet vi havde booket på net og havde knap nok sat vores bagage på gulvet før receptionisten begyndte at bombardere os med muligheden for ture til næsten hvor som helst i Vietnam. Vi takkede høfligt nej, men han blev ved noget længere. Ikke specielt fedt! Men vi fik et fint værelse (som selvfølgelig var ret så koldt, jeg har aldrig fattet at lande hvor der er varmt det meste af året (måske minus 3 måneder) ikke har radiator. Det er som om de tænker at de ikke har behov for det, men det har de! Super, duper fodkoldt. Bbrrr..... Nå, men ud med os for at se lidt nærmere på byen. Vi havde været der måske 2 timer før Morten nok så nochelant sagde "man kunne jo også se på hvad det ville koste at komme en dag tidligere til Bangkok". Så var håndklædet kastet i ringen:-). Og det skal så siges at vejret var usandsynlig surt (jeg havde 2 uldting på plus fleece og regnjakke plus bukser) og at de aller fleste butikker var lukket, og vi havde gået rundt i over en time for at se efter et sted at spise. Men alligevel. Men så var det at man begyndte at tænke at det måske slet ikke var så tosset en ide'?

Men vi fandt til slut et sted at spise. Det var ikke noget særligt, men der var mad. Og det var delvis udendørs, skønt når det er sommer, knap så skønt om vinteren. Et generelt problem når vi skulle finde et sted at spise, svært at finde steder der var indendørs. Jeg fandt ud af, at hotellet, hvor jeg havde boet ganske mange nætter sidste gang, lå i et helt andet hood så der var ikke ret meget jeg kunne genkende. Men da vi gik en tur rundt om søen senere begyndte det heldigvis at dæmre kraftigt. Gik ind på en isbar kaldet Fannys, som er ret så legendarisk i Vietnam. Der var der dejlig varmt inde (sikkert for at stimulere folk til at spise mere is?) tjenerne gik sågar rundt med bare ben i deres små kjoler. Så lur mig om vi ikke fik en is trods alt, inde i varmen that is! Den var ok, men der var mærkelig kage i bunden som de godt kunne have sparet sig for. Vi fik også bestilt billetter til aftenens forestilling på Water Puppet teateret. En flot oplevelse sidst jeg var i Vietnam.

Så var Morten ellers mør for at bruge den ca. 1,5 vi havde inden forestillingen begyndte med vanddukkerne på at prøve at finde ud af om vi kunne ombooke vores billige airasia billetter til en dag tidligere. Så vi gik tilbage til hostellet og fandt ud af at det godt kunne lade sig gøre, kostede godt nok 125 USd (for os begge) fordi vi skulle betale mellemlægget på, hvor meget dyrere det var blevet. Men vi så på hinanden og tænkte "Fuck det", lad os være de meget priviligerede backpackere som gør det. Betalte og tada, en dag mere i varmen i Bangkok. Ikke et specielt svært valg egentlig:-). Fik også i fuld fart bestilt et sted at sove i nærheden af Siam Square, hvor Morten har store planer om at købe 2 telefoner (en til mig og en til ham, min blev stjålet/mistet i Myanmar, så hvis nogen har prøvet at sende sms'er til mig og jeg ikke har svaret er det helt klart derfor) og et netbræt. Så han glæder sig som et lille barn. Han har brugt utænkelig mange timer på at undersøge hvad han gerne vil have og nu nærmer det sig. Så må vi se om det overhovedet kommer til at kunne betale sig.

Water puppet showet var fantastisk. En helt anden forestilling ifht da jeg så det sidst. Meget inspireret af Drageåret som netop er beegyndt. Men rigtig, rigtig godt. Og det tror jeg faktisk også at Morten synes. Det er helt klart et must når man er i Vietnam. Relativt tidlig i seng så vi var klar for turbo sightseeing på vores eneste hele dag i Hanoi.

Tidlig op, halv tam morgenmad og så afsted på gåben mod Ho Chi Minh Mausoleet som lå ca. 45 min. fra hostellet. Heldigvis lidt bedre vejr end dagen før, men stadig gråt og koldt. Og næsten alle butikker lukket, gik forbi tusindvis (ja sådan føltes det) af tomme vinduer og jerngittere der vaar taget ned foran butikkerne. Det kunne have været en meget kortere gåtur hvis ikke det havde været for at der var et stort spærret militært område mellem os og Onkel Ho. Da vi endelig var kommet hen i nærheden af mausoleet blev militærfolkene som arbejdede på stedet ved med at vise os længere og længere væk. Men endelig var vi der. Man fik ikke lov til at tage sin rygsæk med ind, så den blev pænt tjekket ind ved indgangen. Sammen med kameraet, fandt senere ud af at det ikke var så smart.

Så var det ellers at stå i kø sammen med alle vietnameserne. Der var en salig blanding, og det første der skete efter at vi havde stilt os i kø var at der var et barn lige bag ved os som kastede op. Great! Så var stemningen til at tage og føle på. Men ellers gik det meget nemt med køen. Tusind gange hurtigere end i Beijing, hvor vi stod i kilometervis med kø sammen med alle kineserne (ikke at der ikke var orden, det sørgede alle råbemændende med megafoner for). Efter måske 15 min. i kø var vi inde i mausoleet, en stor betong klods som på ingen måde var smuk. Men det er vel gerne sådan det er med gamle kommunist ting? Det var i hvert fald et meget kommunistisk præg over det hele.

Så var højdepunktet kommet, hvor vi fik lov til at gå i en ring rundt om onkel Ho. Det er jo en lidt mærkelig oplevelse sådan at se en mand udstillet på den måde, især når det virkelig var imod hans ønske. Han ville have været brændt og ikke gjort til helgen. Det valgte kommunist partiet bare at skide på:-). Det er jo vitigt at have helte man kan besøge. Det sjoveste ved at besøge disse gamle mumier, er efter min mening, at se på reaktionen på de lokale. De er meget ærbødige og det er helt sole klart at det er stort for dem. Og så kan man jo sige at man har set onkel Ho. He, he...

Efter at være kommet ud af mausoleet var det videre til næste stop. Man kunne betale en symbolsk sum (som var blevet væsentlig mindre symbolsk end sidst jeg var i Vietnam) for at komme ind og se Ho's bosteder de sidste år af hans liv (han boede jo mange år i jungelen og kæmpede til den store guldmedalje). Man så en samling af hans gamle biler, et lille styltehus han havde fået bygget fordi han synes at det andet palads var for pompøst til ham. Alt i alt får man et indtryk af at han var en meget sympatisk mand som ikke blev korrumperet af magten han fik. Det er et hyggeligt område i en park, det eneste minus var at vi ikke havde kameraet med, noget de fleste andre havde fordi de havde været smarte nok til at tjekke den ind et sted og få den udleveret et andet. Hvorfor stod der ikke noget om den mulighed i elskede LP? Jeg spørger bare. Så der var ingen fotosession fra det område. Men hyggeligt var det. Bestemte os for at se på det halv mærkelige museum på vej ud af Ho Chi Minh komplekset. Det var et meget mærkeligt museum. Handlede mest om Ho men ikke udelukkende. Var også en forvokset frugtskål blandt andet. Ikke godt at vide hvad den skulle symbolisere. Tror heller aldrig vi finder ud af det. Men så kan vi da sige at vi har været der. Alle de andre hvide mennesker (så at sige i hvert fald) som var på området var der igennem en tour og kom derfor ind af andre indgange end os. Vi var til næsten alle tider omgivet af vietnamesere. Og det er jo unægtelig noget sjovere. Ud af komplekset, fik overtalt en vagt til at vi kunne gå ind af en indgang, hvor vi egentlig ikke fik lov at komme ind, så vi kunne tage et par billeder af mausoleet.

Næste stop Temple of Litterature. Det er et meget kendt tempel, som i mange år var det eneste (og ældste) universitet i Vietnam. Lisa og jeg var der også sidste gang da vi var i Hanoi. Det er ikke så langt fra Ho så vi gik derhen. Meget kan man sige om Morten, men han er f.... hård til at finde vej. Giv ham et nogenlunde præcis kort og så er han på vej. Skulle over et stk. helt ekstremt meget trafikkeret vej lige før templet, det var meget svært, men ellers gik det godt. Har helt klart indtryk af at der er kommet mange flere biler i Hanoi (og lidt færre scootere) end sidst jeg var her. Ikke nødvendigvis en heldig udvikling med tanke på forureningsniveauet i byen. Der er rigtig mange der kører rundt med mundbind på, og det kan man egentlig godt forstå.

Sidst jeg var i Tempel of litterature var det en fredelig oase, som Lisa og jeg mere eller mindre havde for os selv, og hvor man i en gd halv times tid kunne slippe for at forholde sig til trafikken. Det var en meget anderledes oplevelse denne gang. Der var SMÆK fyldt med vietnamesere overalt. Helt vildt! Så man gik i kø (efter at have stået i en forfærdentlig kø for at få billetter ind til stedet, hvor alle mændene mosede rundt og snød i køen, det endte med at jeg forbarmede mig over en småbarnsmor og købte til hende også) ind på området og rundt på området. Det var ret vildt. Jeg tror at det havde noget at gøre med Tet. Men det er ikke noget jeg kan vide sikkert. Vi så at i det inderste tempelområde gav de røde plakater væk med friskmalede kinesiske skrifttegn på. Måske var det noget der kunne bringe lykke det næste år? Det er rent gæt. Eller måske skulle man tage derhen for at få gode karakterer i det næste års studie? Det var morsomt at se på alle vietnameserene som gik rundt med deres våde røde skriftruller mens de prøvede at tørre dem. Lidt af et syn. Men det var ikke ligefrem specielt afslappende at være på tempelområdet.

Så derefter gik vi over til en restaurant som jeg havde udset mig i guidebogen. Den hed Koto og var nok engang et af de steder, hvor de hjælper unge mennesker fra dårlige kår med at få en uddannelse indenfor restaurationsfaget så de har en fremtid. Spise lækker mad og støtte et godt formål, bliver det meget bedre? Næppe. Det var et meget populært sted blandt hvide mennesker som lige havde været på Tempel of litterature, men vi fik et stted at sidde. Maden var helt ok, men desværre ikke helt ligeså lækker som jeg havde drømt om. Men absolut spiselig don't get me wrong. Vi betemte os for at vi ville gå og se Hoa Lu, eller Hanoi Hilton som det også er kendt. Et meget berømt fængsel bygget af franskmændene for at sætte vietnamesiske fanger som var imod Frankrig i Vietnam i. Det blev senere et sted hvor mange amerikanske krigsfanger blev sat ind, og af dem blev fængslet døbt Hanoi Hilton. En af fangerne som sad der er tidligere præsidentkandidat John McCain. Der var flere billeder på stedet af ham der kom tilbage til fængselet for nogle år tilbage og der var også billeder af da han blev "reddet" ud af en sø i Hanoi hvor han blev skudt ned under krigen.

Det er et godt museum som giver et indblik i hvordan politiske fanger blev behandlet af franskmændene i Vietnam (ikke specielt godt for at sige det mildt). Vi bestemte os efterfølgende for at gå lidt rundt i den gamle by i Hanoi. Et magisk sted med masser af små gyder og gader, nogle fyldt med scootere andre mere stille og rolige. Igen, på grund af Tet var der en noget anderledes stemning. Mange butikker var lukket og der var til tider usædvanlig stille. Vi ledte efter en speciel restaurant kaldet Cyclo (hvor de skulle have rickshaw som var ombygget til borde) for at drikke en kop kaffe. Men stedet var ikke at finde. Måske er det blevet lukket? Vi gik rundt i de mange gader, fik en kop kaffe et sted og osede rundt. Ville absolut have været en anderledes oplevelse hvis det havde været godt vejr og butikkerne havde været åbne. Nu var det mest af alt lidt mærkeligt. Men på en måde også lidt spøgelsesagtig til tider.

Det er super mærkeligt hvor meget Tet og vejr kan have at sige for en oplevelse. Sidst jeg var i Vietnam ELSKEDE jeg Hanoi. Kunne slet ikke få nok også med tanke på hvor mange skønne dagsudflugter der var fra byen. Vejret var lige tilpas og det var bare skønt, skønt at sidde ude på alle de sjove små restauranter som var i 2. etage af mange af de gamle huse i nærheden af Hoan Kiem lake. Saigon faldt derimod ikke helt i smag. Der var alt for varmt, for vestlig og ikke så meget charme. Plus meget lidt at lave den sidste dag vi var der. Denne gang føles det helt omvendt. Vejret i Saigon var helt perfekt, der var masser at se og gøre og tiden gik super hurtigt med masser af skøn mad. Mærkeligt! Så jeg er helt sikker på at næste gang vi kommer tilbage til Vietnam kommer jeg til at elske Hanoi igen, den er en meget mere hyggelig og "asiatisk" by end Saigon. Men næste gang skal vi IKKE til Vietnam når der er Tet, det er simpelthen for bøvlet med transport. Vi skal også afsted på et tidspunkt, hvor det er væsentlig varmere i nord. Tjek!

Resten af dagen gik vi bare rundt og dalrede, kiggede lidt rundt om Hoan Kiem lake igen, drak en kop kaffe på en franskpræget restaurant, fik sendt det sidste postkort, købt et ekstra halstørklæde (hvorfor er det lige at nu hvor vi skal til at hjem kommer det til at blive vinter i Oslo, jeg har sagt til Morten længe at det sikkert kom til at ske eftersom det ikke havde været vinter endnu. F.... fu..... typisk! Så kommer vi hjem når det er aller værst. Tak for lort!) Men jeg kan jo takke mig selv for at jeg i har fleece, regnjakke, skibukser (tak til Saigon) og tørklæder så mon ikke vi klarer turen fra Gardermoen. For vi skal jo snart hjem nu. Mega mærkeligt! Tænkk sig at der allerede er gået 3 måneder. Det er slet ikke til at forstå.

Det endte med at vi spiste vores sidste måltid på Pho 24 (pho KÆDEN i Vietmam). Ikke det jeg gerne ville, men det endte med at Morten blv småsur og utålmodig fordi jeg ikke kunne bestemme mig for et sted jeg ville spise og vetoede det sted. Så var der dømt småsur pigestemning i 5 min. Men det gik alt sammen. Så tilbage til hotellet hvor vi betalte for værelset, vasketøjet og en taxa som skulle komme og hente os morgenen efter kl. 6.00 dut. Skønt! Pakke ens grej igen (rygsækkene er efterhånden blevet så tunge at Morten er nødt til at løfte den op på mig, så på den måde er det meget godt at vi snart skal hjem.