Hanoi, meget koldt og gråt!

Det var en relativt begivedsfattig oplevelse at flyve fra Da Nang til Hanoi, højdepunktet på den ca. 1 timers flyrejse var nok hvor mange servietter/duge man kan få tryllet frem foran sig (på business class that is) for at få et lille stykke toastbrød (her snakker vi en lille engelsk lignende hightea variant men ikke i lag) med klam skinke og laks på. Utrolig. Det andet højdepunkt var måske da jeg var på toilettet og døren gik op til stor forskrækkelse for stewardene:-). Mærkeligt! Ellers var der en rimelig vigtig mand med. Vi tror han var en minister? Men det er 100% et gæt. I hvert fald blev vi bedt om ikke at sidde på de sæder vi oprindelig havde fået henvist, så han kunne sidder der. Og da vi landede i Hanoi kom der en speciel bil ud til rampen og hentede ham. Så uanset hvem han var må han have været lidt vigtig.

Vel fremme i Hanoi gik det for alvor op for os, hvad vinter er i det nordlige Vietnam. Det var koldt, surt, gråt og støvregnenede. Men der var ikke andet at gøre end at finde minibussen mod centrum og så afsted. Der er god motorvej hele vejen indtil byen, men der er måske ikke så meget spændende at se på? De meget smalle huse (som hvis nok skyldes at man skal betale skat udfra hvor bredt ens hus er så de bygger super smalt og højt. Ikke specielt praktisk skulle man synes, men meget karakteristisk. Man ser ikke lige så meget af det i Saigon), masser af scootere (men jeg indbilder mig at der er noget flere biler end da jeg var her sidst) og ikke mindst masser af lukkede butikker. Det er i hvert fald det vi tror der var bag alle de lukkede gitre. Det ser ud som om man tager Tet noget mere seriøst i Hanoi end de andre steder vi har været. Men de skal (efter guidenbogens vise ord) også være noget mere konservative og traditionalistiske i nord. Der er måske noget om snakken?

Vi blev sat af syd for Hoan Kiem lake søen, det absolutte midtpunkt i det turisterne kender til af Hanoi. En taxachauffør tilbød os et lift til en fuldstændig åndssvag pris så vi bestemte os i stedet for at gå. Der var ca. En km. Så det var ikke så slemt. Vi kom til hostellet vi havde booket på net og havde knap nok sat vores bagage på gulvet før receptionisten begyndte at bombardere os med muligheden for ture til næsten hvor som helst i Vietnam. Vi takkede høfligt nej, men han blev ved noget længere. Ikke specielt fedt! Men vi fik et fint værelse (som selvfølgelig var ret så koldt, jeg har aldrig fattet at lande hvor der er varmt det meste af året (måske minus 3 måneder) ikke har radiator. Det er som om de tænker at de ikke har behov for det, men det har de! Super, duper fodkoldt. Bbrrr..... Nå, men ud med os for at se lidt nærmere på byen. Vi havde været der måske 2 timer før Morten nok så nochelant sagde "man kunne jo også se på hvad det ville koste at komme en dag tidligere til Bangkok". Så var håndklædet kastet i ringen:-). Og det skal så siges at vejret var usandsynlig surt (jeg havde 2 uldting på plus fleece og regnjakke plus bukser) og at de aller fleste butikker var lukket, og vi havde gået rundt i over en time for at se efter et sted at spise. Men alligevel. Men så var det at man begyndte at tænke at det måske slet ikke var så tosset en ide'?

Men vi fandt til slut et sted at spise. Det var ikke noget særligt, men der var mad. Og det var delvis udendørs, skønt når det er sommer, knap så skønt om vinteren. Et generelt problem når vi skulle finde et sted at spise, svært at finde steder der var indendørs. Jeg fandt ud af, at hotellet, hvor jeg havde boet ganske mange nætter sidste gang, lå i et helt andet hood så der var ikke ret meget jeg kunne genkende. Men da vi gik en tur rundt om søen senere begyndte det heldigvis at dæmre kraftigt. Gik ind på en isbar kaldet Fannys, som er ret så legendarisk i Vietnam. Der var der dejlig varmt inde (sikkert for at stimulere folk til at spise mere is?) tjenerne gik sågar rundt med bare ben i deres små kjoler. Så lur mig om vi ikke fik en is trods alt, inde i varmen that is! Den var ok, men der var mærkelig kage i bunden som de godt kunne have sparet sig for. Vi fik også bestilt billetter til aftenens forestilling på Water Puppet teateret. En flot oplevelse sidst jeg var i Vietnam.

Så var Morten ellers mør for at bruge den ca. 1,5 vi havde inden forestillingen begyndte med vanddukkerne på at prøve at finde ud af om vi kunne ombooke vores billige airasia billetter til en dag tidligere. Så vi gik tilbage til hostellet og fandt ud af at det godt kunne lade sig gøre, kostede godt nok 125 USd (for os begge) fordi vi skulle betale mellemlægget på, hvor meget dyrere det var blevet. Men vi så på hinanden og tænkte "Fuck det", lad os være de meget priviligerede backpackere som gør det. Betalte og tada, en dag mere i varmen i Bangkok. Ikke et specielt svært valg egentlig:-). Fik også i fuld fart bestilt et sted at sove i nærheden af Siam Square, hvor Morten har store planer om at købe 2 telefoner (en til mig og en til ham, min blev stjålet/mistet i Myanmar, så hvis nogen har prøvet at sende sms'er til mig og jeg ikke har svaret er det helt klart derfor) og et netbræt. Så han glæder sig som et lille barn. Han har brugt utænkelig mange timer på at undersøge hvad han gerne vil have og nu nærmer det sig. Så må vi se om det overhovedet kommer til at kunne betale sig.

Water puppet showet var fantastisk. En helt anden forestilling ifht da jeg så det sidst. Meget inspireret af Drageåret som netop er beegyndt. Men rigtig, rigtig godt. Og det tror jeg faktisk også at Morten synes. Det er helt klart et must når man er i Vietnam. Relativt tidlig i seng så vi var klar for turbo sightseeing på vores eneste hele dag i Hanoi.

Tidlig op, halv tam morgenmad og så afsted på gåben mod Ho Chi Minh Mausoleet som lå ca. 45 min. fra hostellet. Heldigvis lidt bedre vejr end dagen før, men stadig gråt og koldt. Og næsten alle butikker lukket, gik forbi tusindvis (ja sådan føltes det) af tomme vinduer og jerngittere der vaar taget ned foran butikkerne. Det kunne have været en meget kortere gåtur hvis ikke det havde været for at der var et stort spærret militært område mellem os og Onkel Ho. Da vi endelig var kommet hen i nærheden af mausoleet blev militærfolkene som arbejdede på stedet ved med at vise os længere og længere væk. Men endelig var vi der. Man fik ikke lov til at tage sin rygsæk med ind, så den blev pænt tjekket ind ved indgangen. Sammen med kameraet, fandt senere ud af at det ikke var så smart.

Så var det ellers at stå i kø sammen med alle vietnameserne. Der var en salig blanding, og det første der skete efter at vi havde stilt os i kø var at der var et barn lige bag ved os som kastede op. Great! Så var stemningen til at tage og føle på. Men ellers gik det meget nemt med køen. Tusind gange hurtigere end i Beijing, hvor vi stod i kilometervis med kø sammen med alle kineserne (ikke at der ikke var orden, det sørgede alle råbemændende med megafoner for). Efter måske 15 min. i kø var vi inde i mausoleet, en stor betong klods som på ingen måde var smuk. Men det er vel gerne sådan det er med gamle kommunist ting? Det var i hvert fald et meget kommunistisk præg over det hele.

Så var højdepunktet kommet, hvor vi fik lov til at gå i en ring rundt om onkel Ho. Det er jo en lidt mærkelig oplevelse sådan at se en mand udstillet på den måde, især når det virkelig var imod hans ønske. Han ville have været brændt og ikke gjort til helgen. Det valgte kommunist partiet bare at skide på:-). Det er jo vitigt at have helte man kan besøge. Det sjoveste ved at besøge disse gamle mumier, er efter min mening, at se på reaktionen på de lokale. De er meget ærbødige og det er helt sole klart at det er stort for dem. Og så kan man jo sige at man har set onkel Ho. He, he...

Efter at være kommet ud af mausoleet var det videre til næste stop. Man kunne betale en symbolsk sum (som var blevet væsentlig mindre symbolsk end sidst jeg var i Vietnam) for at komme ind og se Ho's bosteder de sidste år af hans liv (han boede jo mange år i jungelen og kæmpede til den store guldmedalje). Man så en samling af hans gamle biler, et lille styltehus han havde fået bygget fordi han synes at det andet palads var for pompøst til ham. Alt i alt får man et indtryk af at han var en meget sympatisk mand som ikke blev korrumperet af magten han fik. Det er et hyggeligt område i en park, det eneste minus var at vi ikke havde kameraet med, noget de fleste andre havde fordi de havde været smarte nok til at tjekke den ind et sted og få den udleveret et andet. Hvorfor stod der ikke noget om den mulighed i elskede LP? Jeg spørger bare. Så der var ingen fotosession fra det område. Men hyggeligt var det. Bestemte os for at se på det halv mærkelige museum på vej ud af Ho Chi Minh komplekset. Det var et meget mærkeligt museum. Handlede mest om Ho men ikke udelukkende. Var også en forvokset frugtskål blandt andet. Ikke godt at vide hvad den skulle symbolisere. Tror heller aldrig vi finder ud af det. Men så kan vi da sige at vi har været der. Alle de andre hvide mennesker (så at sige i hvert fald) som var på området var der igennem en tour og kom derfor ind af andre indgange end os. Vi var til næsten alle tider omgivet af vietnamesere. Og det er jo unægtelig noget sjovere. Ud af komplekset, fik overtalt en vagt til at vi kunne gå ind af en indgang, hvor vi egentlig ikke fik lov at komme ind, så vi kunne tage et par billeder af mausoleet.

Næste stop Temple of Litterature. Det er et meget kendt tempel, som i mange år var det eneste (og ældste) universitet i Vietnam. Lisa og jeg var der også sidste gang da vi var i Hanoi. Det er ikke så langt fra Ho så vi gik derhen. Meget kan man sige om Morten, men han er f.... hård til at finde vej. Giv ham et nogenlunde præcis kort og så er han på vej. Skulle over et stk. helt ekstremt meget trafikkeret vej lige før templet, det var meget svært, men ellers gik det godt. Har helt klart indtryk af at der er kommet mange flere biler i Hanoi (og lidt færre scootere) end sidst jeg var her. Ikke nødvendigvis en heldig udvikling med tanke på forureningsniveauet i byen. Der er rigtig mange der kører rundt med mundbind på, og det kan man egentlig godt forstå.

Sidst jeg var i Tempel of litterature var det en fredelig oase, som Lisa og jeg mere eller mindre havde for os selv, og hvor man i en gd halv times tid kunne slippe for at forholde sig til trafikken. Det var en meget anderledes oplevelse denne gang. Der var SMÆK fyldt med vietnamesere overalt. Helt vildt! Så man gik i kø (efter at have stået i en forfærdentlig kø for at få billetter ind til stedet, hvor alle mændene mosede rundt og snød i køen, det endte med at jeg forbarmede mig over en småbarnsmor og købte til hende også) ind på området og rundt på området. Det var ret vildt. Jeg tror at det havde noget at gøre med Tet. Men det er ikke noget jeg kan vide sikkert. Vi så at i det inderste tempelområde gav de røde plakater væk med friskmalede kinesiske skrifttegn på. Måske var det noget der kunne bringe lykke det næste år? Det er rent gæt. Eller måske skulle man tage derhen for at få gode karakterer i det næste års studie? Det var morsomt at se på alle vietnameserene som gik rundt med deres våde røde skriftruller mens de prøvede at tørre dem. Lidt af et syn. Men det var ikke ligefrem specielt afslappende at være på tempelområdet.

Så derefter gik vi over til en restaurant som jeg havde udset mig i guidebogen. Den hed Koto og var nok engang et af de steder, hvor de hjælper unge mennesker fra dårlige kår med at få en uddannelse indenfor restaurationsfaget så de har en fremtid. Spise lækker mad og støtte et godt formål, bliver det meget bedre? Næppe. Det var et meget populært sted blandt hvide mennesker som lige havde været på Tempel of litterature, men vi fik et stted at sidde. Maden var helt ok, men desværre ikke helt ligeså lækker som jeg havde drømt om. Men absolut spiselig don't get me wrong. Vi betemte os for at vi ville gå og se Hoa Lu, eller Hanoi Hilton som det også er kendt. Et meget berømt fængsel bygget af franskmændene for at sætte vietnamesiske fanger som var imod Frankrig i Vietnam i. Det blev senere et sted hvor mange amerikanske krigsfanger blev sat ind, og af dem blev fængslet døbt Hanoi Hilton. En af fangerne som sad der er tidligere præsidentkandidat John McCain. Der var flere billeder på stedet af ham der kom tilbage til fængselet for nogle år tilbage og der var også billeder af da han blev "reddet" ud af en sø i Hanoi hvor han blev skudt ned under krigen.

Det er et godt museum som giver et indblik i hvordan politiske fanger blev behandlet af franskmændene i Vietnam (ikke specielt godt for at sige det mildt). Vi bestemte os efterfølgende for at gå lidt rundt i den gamle by i Hanoi. Et magisk sted med masser af små gyder og gader, nogle fyldt med scootere andre mere stille og rolige. Igen, på grund af Tet var der en noget anderledes stemning. Mange butikker var lukket og der var til tider usædvanlig stille. Vi ledte efter en speciel restaurant kaldet Cyclo (hvor de skulle have rickshaw som var ombygget til borde) for at drikke en kop kaffe. Men stedet var ikke at finde. Måske er det blevet lukket? Vi gik rundt i de mange gader, fik en kop kaffe et sted og osede rundt. Ville absolut have været en anderledes oplevelse hvis det havde været godt vejr og butikkerne havde været åbne. Nu var det mest af alt lidt mærkeligt. Men på en måde også lidt spøgelsesagtig til tider.

Det er super mærkeligt hvor meget Tet og vejr kan have at sige for en oplevelse. Sidst jeg var i Vietnam ELSKEDE jeg Hanoi. Kunne slet ikke få nok også med tanke på hvor mange skønne dagsudflugter der var fra byen. Vejret var lige tilpas og det var bare skønt, skønt at sidde ude på alle de sjove små restauranter som var i 2. etage af mange af de gamle huse i nærheden af Hoan Kiem lake. Saigon faldt derimod ikke helt i smag. Der var alt for varmt, for vestlig og ikke så meget charme. Plus meget lidt at lave den sidste dag vi var der. Denne gang føles det helt omvendt. Vejret i Saigon var helt perfekt, der var masser at se og gøre og tiden gik super hurtigt med masser af skøn mad. Mærkeligt! Så jeg er helt sikker på at næste gang vi kommer tilbage til Vietnam kommer jeg til at elske Hanoi igen, den er en meget mere hyggelig og "asiatisk" by end Saigon. Men næste gang skal vi IKKE til Vietnam når der er Tet, det er simpelthen for bøvlet med transport. Vi skal også afsted på et tidspunkt, hvor det er væsentlig varmere i nord. Tjek!

Resten af dagen gik vi bare rundt og dalrede, kiggede lidt rundt om Hoan Kiem lake igen, drak en kop kaffe på en franskpræget restaurant, fik sendt det sidste postkort, købt et ekstra halstørklæde (hvorfor er det lige at nu hvor vi skal til at hjem kommer det til at blive vinter i Oslo, jeg har sagt til Morten længe at det sikkert kom til at ske eftersom det ikke havde været vinter endnu. F.... fu..... typisk! Så kommer vi hjem når det er aller værst. Tak for lort!) Men jeg kan jo takke mig selv for at jeg i har fleece, regnjakke, skibukser (tak til Saigon) og tørklæder så mon ikke vi klarer turen fra Gardermoen. For vi skal jo snart hjem nu. Mega mærkeligt! Tænkk sig at der allerede er gået 3 måneder. Det er slet ikke til at forstå.

Det endte med at vi spiste vores sidste måltid på Pho 24 (pho KÆDEN i Vietmam). Ikke det jeg gerne ville, men det endte med at Morten blv småsur og utålmodig fordi jeg ikke kunne bestemme mig for et sted jeg ville spise og vetoede det sted. Så var der dømt småsur pigestemning i 5 min. Men det gik alt sammen. Så tilbage til hotellet hvor vi betalte for værelset, vasketøjet og en taxa som skulle komme og hente os morgenen efter kl. 6.00 dut. Skønt! Pakke ens grej igen (rygsækkene er efterhånden blevet så tunge at Morten er nødt til at løfte den op på mig, så på den måde er det meget godt at vi snart skal hjem.