Taipei hit eller shit

Taipei hit eller shit?

1. Rimeligt. Det billigste af de tre lande vi har været i.

2. Dejligt klima (omend noget fugtigt på det sidste besøg)

3. God mad. Og noget fra ethvert verdens hjørne

4. Taipei 101, det er sgu en meget fed bygning

5. Offentlig transport. Effektivt, billigt, nyt, rent og nemt. Perfekt. Og så sørger det for at man hurtigt kan komme til dele af Taipei som for bare 15 år siden var mega langt væk. Nice!

6. Super flinke mennesker. Mange kan engelsk og kan de ikke er der oftest en i nærheden som kan.

Shit

1. Hmmm... Vi var kun i Taipei. Total meget vore egen skyld men burde måske have set lidt mere af Taiwan

2. Horderne med kinesiske turister på bl.a. National museet

3. Er det Kina eller er det ikke Kina? Virker som om de ikke engang selv kan finde ud af det. Mystisk!

Taipei

Billeder følger når Morten får fingeren ud:-). 

Vi havde først snakket om at vi ville prøve at få set Taroko Gorge (den mest berømte turistattraktion i Taiwan) i de 2 dage vi skulle tilbringe der inden vi skulle hjem. Men vi ombestemte os og ville i stedet tage det helt rolig og holde ferie. Det synes vi at vi havde fortjent. Så væk med alle ambitiøse plener om at se alt mulig og i stedet, afslapning, ikke de vilde planer og så se hvor meget af taiwanesernes yndlingsbeskæftigelse vi kunne nå: Spise:-).

Så vi ankom Taiwan lufthavn 1 time forsinket ifht planlagt. Turen fra Tokyo til Taipei var overraskende lang. Vi havde tænkt at der ikke var langt (der ser ikke ud til at være langt når man ser på et kort). Men det tog 3 timer (skulle have taget to men vi kom for sent afsted fra Tokyo og måtte vente på at lande). Flyet vi var med havde i øvrig endelig destination Singapore. Må være lidt røv for dem som skulle mellemlande for at komme videre. Det tager usandsynlig lang tid:-). Men heldigvis ikke vores problem da vi skulle af i Taipei.

Eftersom vi havde brugt vores Taiwan dollar som vi havde tilbage fra sidst da vi var i Hiroshima var første stop minibank. Men eftersom vi havde været på lufthavnen tidligere kunne vi køre det hele på rutinen:-). Fik penge, kom med bus til Taipei Station og bestemte os for at tage en taxa da der var et godt sted til hotellet vi havde bestilt. Havde vurederet samme hostel som sidst men bestemte os for at ”splurge” (bruge penge/luksus) med et lidt bedre hotel. Fordi vi havde fortjent det:-). Efter lidt problemer med at få en taxa som havde lyst til at tage den relativt korte tur kom vi afsted. Skønt. Og bare at komme til Taipei og mærke tropevarmen var rent guf. Ja, det er fugtigt, ja der er høj lyftfugtighed. Men det er også bare super varmt, tropeagtigt og skønt. Aahhhh..... Vi fik tjekket ind på hotellet. Fik et dejligt lille værelse med et skønt badeværelse, tjekkede lidt ting på net og så afsted. Denne aften skulle vi på Taiwans mest omtalte resaurant (det er en lille kæde så der er flere filiaer rundt omkring i Taipei. De har også filialer i et par andre lande). Restauranten hedder Dei Fung Sei (TJEKKKKKKKKKKKKKK) . Der er to filialer i Hong Kong som har fået Michellin stjerne og som er berømte for at være noget af det billigste Michellin mad man kan få fingrene i. Hvorfor ”hovedkontoret” i Taipei ikke har stjerne er uvist.

Vi tog en metro hen til området ikke så langt fra Taipei 101, hvor en af filialerne lå. Jeg tror at det er der det hele startede men jeg er ikke sikker. Det var torsdag aften og klokken var ca. 18. Der var mange mennesker og kø. Men det var helt tydeligt at det var dagligdags og at det var noget de var total vant til at håndtere. Da vi kom til stedet fik vi udlevert et ark, hvor man skrev på hvilke numre af maden man gerne ville have, man fik et nummer af damen med mikrofon (jow, jow). Så fik man et menukort og så var der god tid ti lat se på hvad man gerne ville have at spise. Det var blevet mørkt. Og det var skønt at sidde på en bænk i mørket og varmen og vente på at komme ind på restauranten. Der sad en middelaldrende kvinde ved siden af, hun var meget optaget af at vi skulle gøre de rigtige valg og kommunikerede med os gennem hendes datter som snakkede super godt engelsk. Stedet er absolut mest kendt for deres dampede dumplings. De har en speciel slags som er med en tynd dej. De laver fond som de koger ned, tilsætter gelatine (eller noget andet som får det til at sætte sig) og putter små stykker af gele i dumplingsene. Dette gør at når de så bliver dampet sammen med det andet fyld bliver der en lækker suppe. De smagte himmelsk! Vi fik 5 forskellige slags dumplings (vi bestilte halve portioner så vi kunne smage flest mulige), vi fik en nuddelsuppe med braseret oksekød (ikke mega succes da oksekødet var udelukkende fedt) og stegte grønne bønner med svin på. Ingen tvivl om at det var dumplingerne som gjorde det til en helt speciel oplevelse. De smagte fantastiske. Især dem med suppe i. Mmmm... Anbefales på det stærkeste.

Men en stor del af oplevelsen var også bare at være på denne ret så store restaurant. Enormt mange ansatte. Frit indsyn til køkkenet som mest af alt lignenede et laboratorie på grund af det tøj menneskene derinde havde på. Her snakker vi ”lægejakke”, mundbind, hårnet og hele pivtøjet. Det hele holdt i hvidt så det fik et meget sterilt udtryk. Og der var masser som stod derinde og ikke gjorde andet hele dagen end at stå og folde dumplings. Vildt! De andre retter på kortet blev tilberedt på et andet køkken, hvor man ikke kunne se ind. Der var små kopper med the hvor man fik jævnlig påfyld. Dumplingsene kom lidt efter lidt og vi fik et eget kort, hvorpå der stod, hvordan man skulle spise dumplingsene. At man skulle tilsætte 1/3 eddike og 2/3 soya i skålen med de snittede ingefær og så dyppe dumplinsene i det. Genialt. Ellers ville jeg sikkert ikke umiddelbart have forstået hvad man skulle med skålen med ingefærstrimler i.

Næste stop var en anden Taipei legende: Ice Monster. Her var der også kø, her havd de ansatte også mikrofoner, hvor de kommunikerede med hinanden og ledige borde osv. Men køen var noget mindre og det var restauranten også. Vi bestilte den is som så absolut bedst ud: Mango is. Og jeg skal ellers love for at det var lidt af et tårn af is vi fik præsenteret. Dette var ”shaved ice” (barberet is). Vi har fået det flere gange tidligere blandt andet i Kina og Malaysia. Man har en blok med is (nogen gange smagssat men ofte kommer man flydende smag som kondenseret mælk og frugt på efterfølgende) og så skræller man (kokken) simpelthen det yderste lag af i papirstynde skiver. Det er vanvittig lækker. Mango isen var primært barberet is, men der var også lækker mangofrugt (har læst at de taiwanesiske mangoer er i sæsong nu), en lidt mærkelig mangoisklump med tapiocaperler i (det er de samme som bliver brugt i bubbelthe, nu også et smashing hit i skandinaviske hovedstæder, det er isthe med mælk og små kugler som man tygger på undervejs. Opfundet i Taiwan og ikke min kop the:-) og en intetsigende budding. Men mangoen og den barberede mangois var fantastisk. Intet mindre. Efter et kongemåltid kunne vi gå i seng med god samvittighed.

Næste morgen var der hotelmorgenmad efter en meget behagelig nat i dejlig seng og tv til sent om natten (kun AK, er mere eller mindre første gang vi har set tv efter vi tog afsted). Er så at sige den eneste gang vi har fået morgenmad på hotellet. Meget rart til en forveksling at man ikke skal starte dagen med at jage rundt efter et sted at spise. Og der var frugt. Så jeg åd vandmelon, ananas og appelsin til det næsten stod ud af ørene på mig. Føler at jeg er ekstremt i underskud af frugt og grønt. Det er en positiv ting ved at vi snart skal hjem til Grønland. Masser af frugt og grønt, garanteret:-). Næste stop Louisas. Vores elskede kaffebar fra sidst vi var her. Mange gode ting ved det sted. 2 super søde damer som arbejder der (snakker minimalt med engelsk men det går alligevel), ekstremt hyggelige priser og super gode varer. Hvad mere kan man ønske? Lige ved siden af hostellet vi boede på sidst og en god km. Penge fra det nye hotel. Men absolut gåturen i varmen værd:-). Lækker hjemmelavet grøn isthe med passinonsfrugt, iskaffe eller almindelige kaffer. Nam! Og de kunne kende os, i hvert fald indbilder jeg mig det. Super hyggelgt gensyn og noget jeg har sukket over siden vi tog fra Taipei.

Var henne og kigge på elektronik marked. Købte en lille ting med hjem til søster:-). Stenede ellers rundt i rolig tempo og tog det hele i feriemodus. Skønt. Frokosten blev fortæret i samme område som vi var aftenen i forvejen. Denne gang til et andet sted som også er rimelig kendt i Taipei. Det mest spændende ved dette sted var at de i indgangspartiet havde fået et ”nuddelblus” fundet frem så man kunne se to kokke færdiggøre retten stedet var mest kendt for. Nudler med ”kødsovs”. Det smagte godt men var ikke noget man ikke glemmer (i modsætning til aftenen før, de dumplings kommer til at hjemsøge mig længe). Derefter hen til en bager jeg havde læst om. Der er en blog som hedder hungry girl in Taipei. Har læst mange af hendes indlæg for inspiration:-). Og Tartine skuffede ikke. Vi var desværre ikke særlig sultne så vi delte en Mille Feuile (TJEKKKK) som smagte fantastisk. Mmmm.. Jeg ville også gerne have haft chokolade eclaien med havsalt men der var simpelthen ikke plads og Morten sagde strengt nej uanset, hvor meget jeg så på ham med mine hundeøjne:-).

Derefter trissede vi i retning Taipei 101, hvor vi havde et stop hos Sun Yat-sens mindesal. Her var der vagtbytte a'la det i tidligere overværede i Chiang-Kai Sheks memorial. Det er jo altid morsomt at se, hvor lang tid sådan et par soldater kan bruge på at bytte plads. I Taiwans tilfælde.... Ret lang tid. Høje knæløft, masser af flytten på geværer osv. Det mest morsomme var nok da vi kom tilbage ikke så lang tid efter og en mand i jakkesæt var ved at rette på tøjet til de to stenstøtter som nu skulle stå og passe på en kæmpe stor statue af Sun Yatsen. Så fuldstændig ud som om han tog den ene kraftigt på numsen. Og soldaten bevægede sig selvfølgelig ikke en milimeter. Ellers var der ikke så meget spændende at se i memorial hallen. Men der var en skøn park lige ved siden af. Dejligt vejr med sol fra en skyfri himmel. En lille sø (godt nok med noget ret så gustent vand men når fiskene kan leve der er der vel grænser for hvor gustent det er?) en iskaffe og sidde i skyggen. Glo på mennesker, kigge på mærkelige hunde og slappe af. Smuk udsigt til Taipei 101, som er en meget imponerende bygning (skal se ud som en bambus som skyder op ad). Skønt!

Næste stop Warner village i nærheden af Taipei 101. Vi havde tænkt at vi måske kunne se en film. Og vi var super heldige kort tid efter vi kom skulle ”the Great Gatsby” begynde. Vi synes begge at det var en god film. Snakkede lidt grilstegt kylling bagefter og satte ellers næsen mod metroen og Raohe natmarked. Et af de store natmarkeder i Taipei. Og der skal jeg ellers love for at der var liv og glade dage. Masser af mennesker (men færre end Shilin, hvor vi var sidst vi var i Taipei), masser af mad, tingeltangel og herlig asiatisk stemning. Og så slog det mig pludselig at det var lidt det jeg havde savnet ved Japan og Sydkorea. Den der meget asiatiske stemning af et godt marked. Det nærmeste man var kommet i de andre lande var fiskemarked, men der er en helt anden stemning. SÅ dette var SKØNT! Taipei (kan ikke udtale mig om andet i Taiwan eftersom vi kun har været i Taipei) er på mange måder meget af det moderne og nemme men også stadig en genuin asiatisk vibe. Jo der er sindsygt mange kæmpe indkøbssteder, men der er stadig masser af mennesker på markederne. Det er fedt! Vi småsnakkede dumplings, drak tranebærsaftevand, vandmelonjuice og papayamilkshakelignende ting (fik hjælp af meget sød ung kvinde ved juiceboden (alt stod på kinesisk og kvinden som solgte snakkede ikke et skvæt engelsk) og hun anbefalede papayamælken så meget at jeg følte at vi var nødt til at prøve den, jeg er ellers ikke en stor fan af papya), spiste grillet svamp, gloede og hyggede. Masser af mennesker som spiste alt mulig mærkeligt. Kommer nok aldrig til at nære de varmeste føleleser for de stpore buffet lignende udslag med alt mulig indvolde noget. Men det er jo smag og behag. I Taiwan er det delikatesser, i Skandinavien kommer det i pølserne. Brugt skal det nok blive. Kyllingefødder blev i øvrigt solgt i alle mulige afskygninger.

Der blev også tid til en gang radbrækkende massage inden en af de sidste metroer hjem (de slutter med at gå lige efter midnat) Min massør var total vild og trykkede på muskler jeg ikke engang vidste jeg havde. Det var godt men gjorde f.... også ondt.....

Sidste dag i Taipei har vi spist morgenmad, været på Louisas (kommer til at savne det sted maks). Vi har slentret rundt, været henne og spise dumplings på Den Fung Sei (TJEKKKKKKK) (fordi de var så gode. Det blev vi næsten bare nødt til). Og så har vi nydt vejret. Det har været stegende hedt og dejligt. Virkelig prikkende sol fr skyfri himmel Ahhh... Dejligt. Om at nyde det man ved aldrig om vi overhovedet kommer til at se noget til den i sommer i Skandinavien. I Norge er der oversvømmelse og heftige regnskyl så der kan i hvert fald godt komme til at gå et stykke tid før vi ser noget til solen igen.

Turen hjem bliver lang og drøj. Afgang fra Taipei kl. 20. 10. Tar ca. 5 kvarter til Hong Kong, hvor vi har et par timers ventetid før 13 timers flytur til London. Pyha.... Men dte er heldigvis Cathay Airlines. De har god service og god underholdning i sæderne (total nødvendigt på en så lang tur, jeg plejer desværre næsten aldrig at kunne sove). 1,5 time på Heathrow, hvor vi også skal nå at skifte terminal. Og det er en stor lufthavn. Satser på at vi ikke er alt for forsinket fra Hong Kong så skal det nok gå. Og så endelig fly tilbage til Oslo og hvis alt går efter planen. Tilbage på grønland inden kl. 12.00:-). Det skal nok blive godt at få vasket rejsestvet og overskydende solcreme af:-).

Japan, hit eller shit

Hit:

1. Priserne er ikke så dyre som man skulle frygte. Men nu har yen kursen også været i vores favør:-).

2. Maden. Kun blevet skuffet et par enkelte gange over noget morgenmad ellers ingenting at udsætte:-).

3. Bliver vel næsten nødt til at sige Ippudo. Vores 100% favorit nuddelsuppekæde (omend en meget lille en. Tror næsten at jeg skal blive en af dem der starter en facebook gruppe ”Ippudo to Oslo, Grønland”:-).

4. At bo på et onsen ryokan. Virkelig en speciel oplevelse. Fedt! Og meget japansk:-).

5. Kyoto. Wow. Især når man er på tempelområderne hvor der altid er grønt og fint.

6. Shinkansen:-)

7. Kollektiv transport

8. Fuglen i Tokyo. Det var sgu meget sjovt. Anbefales hvis man er i nabolaget:-) 

Shit:

1. Hvordan kan man have en lufthavn hvor man ikke kan tage penge ud? Det er på niveau med Myanmar. Meget mærkeligt. Ind i kampen Hiroshima lufthavn!

2. At mange af de kort der hæger ude i virkeligheden for at gøre det enklere for os rejsende har nord vendt i alle mulige mærkelige retninger. Også lidt et syndrom i Sydkorea men meget værre her!

3. Igen. Ingen skraldespande. Havde måske forventet at de var lidt bedre til det i Japan. Men nej. Her må man også gå omkring med sit skrald i kilometervis

4. Unge kvinder der prøver at sælge dig ting/har solgt dig ting med verdens mest irriterende pibestemmer. Man får lyst til at slå dem, derefter ryste dem og så bede dem om at tage sig sammen. Monster irriterende og sindsygt nasalt. Er det virkelig et salgstræk som virker i Japan?

5. En lille ting at udsætte på det ellers fantastiske kollektive transport netværk. Når man lige har været i Korea blev man jo meget glad for at et kort virkede i hele landet. I Tokyo virker en billet ikke engang på alle metrolinier. Japan, se til Sydkorea:-).

6. Ind i kampen Japan. Det kan da ikke passe at det eneste sted man kan tage penge ud er på posthuset og 7/11. Her må bankerne vist revurdere deres standpunkt. Dog sjældent et problem i de større byer, hvor der er mange 7/11

Tokyo, Ginza og Sense

Billeder følger når Morten bliver færdig med dem:-).  

Sidste dag i Tokyo skulle bruges med stil:-). Havde for ret længe siden bestilt et bord på en fancy pancy kinesisk restaurant som ligger i 38. etage på Hotel Oriental i yderkanten af Ginza området som plejer at blive sammenlignet med Fifth Avenue i New York. Altså her alle de gamle penge kommer for at spise (fancy og dyre) frokoster. Bruge alle deres penge på meget dyre mærkevare (seriøst der er mærkevare butikker overalt i Tokyo, helt utrolig at der er s mange mennesker som mener at de har så mange penge at smide efter bagage og tøj). Det er også et sted, hvor der er mange gamle indkøbscentre med gammel historie. Dette er fra dengang, hvor indkøbscentre var det ultimative indenfor luksus. Vi var inde i flere af dem. Ikke for at se på alle de vilde mærkevare, men for at gå rundt i kældrene, hvor de har de vildeste madbutikker (små butikker). Har ALDRIG i mit liv set så dyr frut. Her snakker vi en lille melon til over 1000 nok. Fuldstændig vanvittigt. De bliver brugt som gaver. Men ellers alt mellem himmel og jord af dyre madvarer, præsenteret på de lækreste måder og med super mange ansatte. Hvis der var lige så mange ansatte i Danmark ville man hurtigt få bugt på arbejdsløsheden. Men for en skandinav er det nærmest lidt for overvældende. Man kan ikke stoppe og kigge på noget (dette gælder alle butikker) uden at der straks kommer en ansat og spørger om man skal have hjælp.

Morgenmaden var ikke det store. Vi delte en baguette lignende sag og drak en kop kaffe mens vi sad på en cafe som ligger midt i Ginza krydset. Ifht Shibuya er det det rene barnemad og jeg synes ikke at vi så så mange fine fruer (det var nok for tidlig til frokost) men alligevel sjovt at sidde og se på alle menneskene som løber forbi. Vi bevægede os langsomt op ad Ginza til klokken var ca. 13 og det var tid for restaurantbesøg. Og det var ildt af en oplevelse. Restauranten hedder Sense og det var virkelig en fest for alle sanser. Selve lobbyen hvor vi kom ind var meget overdådig og med ekstremt mange ansatte. Vi kom med en elevator op, hvor der stod to forretningsmænd fra USA (eller Canada) som stod og diskuterede frokosten de skulle på og hvor meget de undrede sig over den japanske forretningskultur som de ikke forstod så meget af). Da vi kom op blev vi mødt af et stk. sød dame i meget flot pink dragt. Vi blev vist til vores bord (betalte sig at bestille i god tid så vi fik super gode pladser med fantastisk udsigt). Stolene blev holdt ud for os og servietten blev lagt i vores skød. Vi havde for dagens anledning prøvet at se nogenlunde respektable ud så vi ikke skulle falde alt for meget igennem. Men lidt list ser man vel ud. Vi er ikke så gode til det når det bliver alt for stift.

Men tjeneren som serverede det meste af måltidet for os var meget nede på jorden hvilket var super behageligt. Første ret var lækre skaldyr, bllæksprutte, knasende friterede won ton strimler, salat og himmelsk let dressing. Meget god start! Derefter fulgte tre super gode dampede dumplings. En med grønsags- og svampefyld, en med reje og en med reje/svin. Den sidste en meget brugt og utrolig god kombo i det kinesiske køkken selvom det måske lyder lidt mærkeligt. Derefter en lækker græskarsuppe med krabbekød. Så var det friteret kammusling og reje med mangomayonnaise. Lyder lidt mærkeligt men vi blev fortalt at det var en af de retter de var mest berømt for. Og det smagte fantastisk godt. Så var der grønsager, det ene var morning glory, en af mine absolutte yndlingsgrøntsager med lidt svin på, der var også mine pak choy (kinesisk meget lækker kål) med seaurchin. Jeg ved simpelthen ikke hvad det hedder på skandinavisk, men jeg er lidt oppe at køre over at jeg nu har smagt det. Har set det på tv x flere. Det smagte ikke af så meget. Men så kan man da sige at man har smagt det:-). Derefter wokkede grøntsager med nudler (helt klart den mindst spændende ret). Sidst men ikke mindst dessert (ikke asiaternes stærkeste side som vi tidligere har været inde på). Men det smagte godt. Mandelbudding med sukkerlage og dertilhørende kinesisk the. Dette var i sandhed et storslået måltid også på grund af den svimlende udsigt. Man følte virkelig at man sad ”on top of the world”. Super fedt. Og I skal da se alle retterne:-). Restauranten har i øvrig Michellin stjerne, noget der er utrolig mange restauranter i Tokyo som har. Det er den by i verden med flest stjerner. For dem som går op i den slags. Regningen blev på godt 16000 yen inkl. 2 øl. Det er ca. 925 nok. Ikke dårligt for sådan en oplevelse:-). Og vi blev mætte noget der ikke altid er en selvfølge på sådanne fancy pancy steder. Dette er i øvrig det første sted jeg har været, hvor jeg spurgte om, hvor toillettet var og jeg blev fulgt derud. Det må vel siges at være service?

Vi gik lidt rundt på Ginza og vindusshoppede før vi tog en metro til Shinjuku området. Dette er stedet, hvor de fleste af de ”kommunale” bygninger for Tokyo ligger. I en af de bygninger var der mulighed for at komme op i højderne for at se på udsigten over Tokyo gratis. Ikke dårligt og noget der var en del mennesker som benyttede sig af (ikke at der var vild kø eller noget, tvært imod. Det hele gik super hurtigt). Synes at det er et godt initiativ at man stiller de ”kommunale” bygninger til rådighed på den måde. Området er stort og er kendt for at have mange barer (alle meget små), mafiavirksomhed (det snakker man sikkert ikke så meget om), prostitution (ikke der hvor vi var, er nok lidt mere gemt væk?), stormagasiner (som alle andre steder) og masser af mennesker. Stationsområdet er et af de travleste i verden og det er fra denne togstation man ser de berømte billeder af folk som står fuldstændig klemt sammen. Morten var inde på tanken om at tage en af disse lokaltog men jeg var meget imod. Nej tak!

Aftensmad blev indtaget på lokal italiensk restaurant i nærheden af hotellet. Det var ok men ikke spektakulært. Så var det ellers bare at pakke habbenguttet og afsted, snart for sidste gang..... So long Tokyo. Du var ikke lige så vild og overdrevet befolket som forventet/frygtet. Men som Morten siger. Det kan jo skyldes at vi har været ”ude en vinternat før”. Vi har oplevet andre store og vilde byer og der skulle måske lidt mere til for at chokere os. Men mange mennesker var der selvfølgelig.

Måske specielt da vi dagen efter var ude af hotellet ved 7.30 tiden og først skulle med metroen ind til Tokyo Station og derfra videre med lyntog ud til Narita lufthavn. Der var rigtig mange mennesker på Tokyo Station sådan en tidlig morgen. Men ikke så mange at det var aubehageligt eller klaustrofobisk, selv ikke med vores bagage. Det gik bare man prøvede at finde ”hullerne” i menneskestrømmene når man skulle passere:-). Next stop Taipei. Sidste måltid i Tokyo blev for øvrigt ramen (nuddelsuppe) i lufthavnen. Morten mener at Narita må have været ny for mange år siden og ikke længere rigtig kan følge med alle de andre vilde lufthavne i Asien;-).   

Tokyo, Tsukiji fiskemarked, bådtur og Roppongi

Billeder kommer senere og resten følger på søndag eller mandag:-).

I dag var det tid for noget jeg har set frem til længe. Tur til verdens største fiskemarked (primært engros rettet mod større virksomheder men jeg havde også indtryk af at man kunne købe i mindre kvanta som privatperson). De tter er et af verdens aller mest legendariske markeder og noget jeg har set på tv mange gange. Og ja, bare for at få det på det rene. det var helt igennem fantastisk:-). Det man skal være obs på er at det først og fremmest er en arbejdsplads og at man som lille turist skal passe ret så meget på ikke at gå alt for meget i vejen. Her er der trucks som kører non stop rundt med alle mulige varer og man skal passe på ikke at komme til at stå et sted, hvor de skal hen. Er egentlig bedst at prøve at holde sig fra de store midtergange da det er der trucksene tonser rundt. Men bortset fra et var det en stor fornøjelse.

Man ser når man er på vej til markedet at det er anderledes end de andre man har været på netop fordi der er så sindsygt mange trucks som kører rundt over det hele. Nogle af dem er tungtlæssede med flamencokasser fyldt med is og fisk andre er på vej hen til en ny bestilling. Der er lastbiler som fyldes op og masser af aktivitet. Den store superstjerne på Tsukiji er selvfølgelig tunfisken. Hver morgen (bortset fra søndag og onsdag) hodes der tunfiskeauktion fra kl. 5.00. Og vi så masser af store dybrøde stykker tunfisk som var købt af de forskellige forhandlere. Nogle ordentlige basser sådanne tun det er der ingen tvivl om. Og så var der alt mellem himmel og jord af skaldyr, muslinger (især de ekstremt store blåmuslinge lignende nogen var ekstremt imponerende) og masser af fisk. Nogle man havde set før, nogle som så meget eksotiske ud, nogle som var meget levende mens de fik flået indvoldende ud, nogen som man fik lyst til at spise, rejer og norsk laks (vi tror i hvert fald den var norsk, laks var det i hvert fald:-). Kæmpe stor oplevelse, masser at se på og fascinerende at se nogle af de virkelige professionelle som fileterer fisk. Det kunne jeg have set på længe (længere end Morten). At se en mand skære et stort stykke af en tunfisk med verdens største kniv (citat Morten: "Det er jo fandme en sabel det der") var også ret så vildt:-). Aha. Tænker man så det var det de vilde knive i knivbutikkerne skulle bruges til:-). Så det var absolut optur.

Efter at have været på fiskemarkedet havde vi (læs Ann Kirstine) bestemt at i dag måtte være dagen for sushi. Og dermed basta. Morten lidt mere skeptisk. Jeg havde fundet et sted på net hvor de havde en god pris på frokost og sim skulle være godt. Men der var en lille time til de skulle åbne. Vi tog derfor i Sony bygningen ikke så langt derfra. Noget som havde stået højt på Mortens ønskeliste for Tokyo. Det var et lille sted i mange små intime etager. Der var selvfølgelig alt deres nyeste teknoligiske guf, fjernsyn, ørebøffer, mobiltelefoner, computere, kameraer you name it. Men heldigvis var det ikke så stort så det var rimelig overskueligt:-).

Tilbage til sushi stedet (som vi tidligere havde lokaliseret) hvor der nu var åben og fyldt med forretningsfolk til frokost. Men vi behøvede ikke at vente længe før det blev vores tur. Jeg havde virkelig håbet at dette skulle være en øjenåbner for mig ifht sushi. Jeg har spist det en del gange før men har aldrig rigtig kunne se, hvorfor det skulle være så fantastisk. Lad mig starte med at sige at sushien vi fik i dag i hvert fald er det decideret bedste jeg nogensinde har fået. Og jeg ved at der er nogen derude som tænker. hun er i Japan, hvorfor har hun ikke spist sushi hver dag? For det første; Morten ville have nægtet. For det andet, det vi fik i dag var fantastisk. Men hver dag? Men absolut. Vi burde have spist det oftere end vi har gjort. Men manden som aldrig havde spist sushi (viste det sig) synes faktisk at det smagte godt. Så der er håb. Restauranten var ikke så stor, og den var inddelt i mindre rom som man kunne sidde og se på sin sushi kok som stod og lavede sushien foran øjnene på en. Og hold da helt ferie, hvor var han blæret. Shit! Han må have gjort det mange gange før for at kunne have det håndelag. Morten og jeg snakkede om at der må være en masse so får arbejdsskader i hænder og underarme med de samme mekaniske bevægelser så mange gange hver dag.

Vi bestilte 2 gange dagens frokost sushi. Morten bestilte den store, jeg den almindelige. Jeg fik 9 stykker plus 6 små nigiri (er det ikke det det hedder når det er rullet ind i tang?). Nigirien var vegetar med agurk i de 3 og noget andet knasende, syrligt i den anden. En eller anden japansk syltet grøntsag? De 9 bidder med sushi bestod af: 2 x hvid fisk. Hvilken vides ikke og ingen på stedet snakkede en stavelse engelsk. 1 med laks (mums), 1 med tunfisk (mums), 1 med en anden rød fisk som var den jeg synes var aller bedst. Tror ikke at det var tun men det lignende til forveksling, 1 med reje, 1 med blæksprutte (den skulle jeg godt nok lige tage mig sammen til men det smagte faktisk meget godt var heldigvis fra en af de store så man ikke kunne se de små tentakler), og så var der en med noget som jeg tror var sød æggestand/omelet (ikke min favorit). Men sushien var fantastisk og så lækkert tilberedt. Man var ikke i tvivl om at fisken var super frisk og at sushi kokkene virkelig vidste hvad de lavede. Til maden blev der serveret grøn the og miso suppe (den bedste vi har fået indtil videre og det får man ofte til det meste). Pris henholdsvis 900 og 1000 yen (ca. 54 og 60 nok). Super billigt og super godt. Sushi er i Japan regnet som en ret dyr spise og er ikke noget folk under sig særlig tit (har jeg læst). Men til denne pris kan alle være med. Og når stedet i tillæg ikke var langt fra fiskemarkedet var det win-win. Morten var meget skeptisk til om han ville blive mæt. Men det blev han:-).

Næste stop var en have som hedder Hama-rikyu-teien. Den ligger ikke langt fra Tsukiji. Det var en rigtig fin have. Har tidligere været brugt som stald område i en svunden tid. Haven fik store skader under 2. verdenskrig men er nænsomt blevet bygget op igen med tilhørende hyggeligt thehus. Vandet i haven er saltvand som bliver elektronisk reguleret ifht tidevand. Jow, jow. Desuden var det muligt at låne en audioguide på rundturen som via satellit selv skiftede mellem de seværdigheder man så i haven. Super hyggeligt sted og lidt mærkeligt med alt den fred og ro og alt det grønne med store højhuse umiidelbart bagved. Morsomt.

Fra haven var det muligt at tage en "vandbus" opad langs floden til Asakusa området. Det havde været en noget klam og ikke så varm start på dagen men nu var det blevet strålende solskin og en tur på floden lød som en dejlig ide. Så det gjorde vi. Vi sejlede i en lille time fra haven og til Ryogoku. Dette er stedet som er berømt for at have sumostadionet i Tokyo. Der er også et flot museum som omhandler Edo tiden og Tokyos rolle i den tidsperiode. Vi havde egentlig tænkt at vi ville derind. Men fordi det var så godt vejr ombestemte vi os. Vi kiggede på Sumostadionet (hvor der for tiden er tunering, det er der 3 gange i året). På en måde kunne det have været meget sjovt at opleve. Havde tidligere aftalt med Morten at hvis det var noget han havde lyst til at vi skulle så kunne han sørge for det. Det har han ikke gjort så går ud fra at det ikke var så vigtigt:-). Nu er der kun meget dyre billetter tilbage. Så det er ikke aktuelt. Så i øvrig tre sumobrydere som gik over til togstationen. De havde sat håret på den helt rigtige glatte måde og havde den rigtige pondus. Men de var ikke så høje om imponerende som jeg havde troet. Måske var det letvægtssumobrydere? Findes de? De var ikke højere end mig. Men sjovt var det....

Vi var en tur i nørdeparadiset Akibara. Købte 2 gange hørebøffer. Så nu er vi også enige om at vi vist har bidraget nok til at holde den japanske økonomi i gang:-). Derfra var det metro til Roppongi området som ligger lige syd for Akasaka som er der vi bor. Området er kendt for at have mange hvide mennesker (synes ikke at vi så ret mange, primært japanere der i dag). Der er et sted der som hedder Roppongi hills, det er blevet bygget for at være en lille by i den store by. Der er masser af shopping (så meget dyrt ud, aldrig et godt tegn når der er en kæmpe stor butik med to stykker tøj, sådanne steder tør jeg slet ikke at gå ind i), masser af restauranter (nogel så meget formelle og fancy pancy agtige ud) men ikke alle. Vi fandt et sted, hvor vi spiste pizza som ikke var totalt overpriset. Helt ok pizza men ikke så speciel. Bagefter vadede vi noget rundt i området som er kendt for sit natteliv men umiddelbart var vi ikke så imponerede. Vi kiggede måske de forkerte steder? Eller det var for tidligt? Hvem ved. Men vi luskede i hvert fald stille og roligt hjemad:-). 

Tokyo, Kappabashi og Akibara

I dag havde vi ferie og kom ikke ud af fjærene fr ud på formiddagen. Men det er vel også ok engang imellem? Fiskemarkedet Tsukiji var i hvert fald udelukket eftersom det var alt sent. Hvis man er rigtig god skal man egentlig være på markedet kl. 4.30 om morgenen. Der er 140 mennesker som daglig får lov til at overvære den verdensberømte tunfiskauktion. Men jeg er ret så sikker på at vi ikke bliver nogle af de heldige udvalgte. Det er simpelthen alt for tidligt. For resten af os dødelige er man velkommen kl. 9.00 hvor meget af det vildeste leben hvis nok er aftaget. Men det er helt ok:-).

Vi spiste en nuddelsuppe i nabolaget. Her hvor vi bor er der mange forretningsblokke og masser af kontorer, så der er mange restauranter i nabolaget. Bare på vej til den nærmeste metro går vi forbi tre kaffebarer:-). Efter morgenmad/frokost tog vi metroen ud til Kappabashi. Det er et ”wholesale kitchenware” gade som ligger i bydelen Asakusa. Der var et stykke med metro men behøvede ikke at bytte:-). Luksus. Det regnede, var klamt og gråt men ikke så koldt. Og det er jo altid noget. Og så slap man for klistret solcreme i dag. Det er aldrig så galt at det ikke er godt for noget:-). Det var ellers lidt af et slaraffenland som mødte os. Egentlig er hele gaden (og sikkert også delvis gaderne rundt) stedet, hvor man tager hen og køber ALT hvis man skal åbne en retaurant. Alt fra engangskrus til stolene man skal sidde på. Og det var jo lidt af et eldorado for sådan en halv køkkennørd som mig selv:-). Og det endte da også med at vi købte lidt forskellige mærkelige ting: 2 forklæder (de har nogle som er så smarte her. De dækker hele kroppen uden man behøver at få den trælse knude i nakken som jeg slet ikke kan snuppe), 1 stk. vild japansk køkkenkniv med Kirk ingraveret på japansk (der var ikke plads til Ann Kirstine), isterningbakker med pingviner til den pingvinliderige mand (pingvinen er symbolet på Linux som er et overordnet styresystem Morten arbejder med. For at sige det kort, pingviner er et hit!), og en japansk støbejernsthekande.

Så der røg et par hunderedelapper (hmmm... for at sige det mildt) mod japans slunkne økonomi. Det er de helt sikkert glade for. Der blev også tid til en kop kaffe i en übercool kaffebar som vi tror hang sammen med et vildt arkitektkontor eller noget. God kaffe havde de også (og et toilet tiltrængt på det tidspunkt). Alt i alt var det super fedt at gå rundt og rage i alle de sjove ting i gaden. Især var plastikmodel butikkerne underholdende. Aha.... det er her de kommer hen for at købe alle de ting de viser man kan købe af mad i butikkerne. Genialt:-).

Frokost/eftermiddagsmad blev 2 stk. nybagte hvidløgsflutes og en kæmpe ostebolle på Andersen. Den var tilfældigvis (jep, faktisk helt tilfældig men ikke tilfældig at Morten ”tilfældigvis” vidste at den var der:-) perfekt så vi ikke blev alt for mætte før aftensmad. Denne var heller ikke lige så vild og fantastisk som den i Hiroshima (vi kommer ikke til at lede mere for at sige det sådan, den i Hiroshima var moderskibet) men man kunne sidde ned noget som var et stort plus:-).

Næste stop: Nørdecentralen Akibara. Her snakker vi masser af lys og billboards plus lyssky teenagere med lystige fantasier til veldrejede tegneserie piger med mikroskopiske taljemål og mega bryster. Dette er virkelig hvad jeg forventede mig i Japan. Plus pigerne som arbejder på ”maiden restauranter” mærkelige steder, hvor man kan spise og de tegner med hjerter i deres vilde (meget jomfrunalske kostumer) med ketchup på din omelet. De unge teenage knægte er tydeligvis tossede med det. Men det går vel nærmest i skuffen over småbizarre oplevelser. Men det hele var her. Ingen tviv om det. Masser af mange, plastikfigurer, nørdeknægte, spillekonsoller, bamsehaller, you name it. Vildt! Og vi var selvfølgelig inde i et stk. kæmpeelektronik biks, hvor Morten gik rundt og kiggede interesseret på det hele. En del kan fås til rimeligere penge end hjemme. Sandsynligvis pga den favorable yen kurs. Ikke dårligt. Men nu er det jo ikke ligefrem sådan at (mener jeg i hver fald) vi står og mangler det helt vilde....

Da vi var færdige der fik Morten den geniale ide at vi skulle tage toget til Ebisu (hvor vi var i går på ølmuseet) for at spise på Ippudo (kæden som vi spiste mere end 1 gang, hmmmm.... på i Kyoto). Sidste gang lovede vi hinanden og så hinanden dybt i øjnene. Og så tog vi ellers toget til Ebisu. Fandt Ippudo. Spiste de helt igennem vidunderlige dumplings og den lækre nuddelsuppe med masser af frikkværnet hvidløg (det bestemmer man selv om man vil have i), sesamfrø og uhmmm.. Bedste nuddelsuppe ever. Og lige så god i Tokyo (hvor den lille kæde stammer fra) som i Kyoto. Dumplingsene var måske endnu bedre her. Hvis det er muligt??? ANBEFALES! Vi vil have Ippudo til Oslo nu! Skal starte en facebook gruppe:-). Mig som er så super aktiv der:-).  

Tokyo, Shibuya, Harajuku og Ebisu

Tog toget fra Takayama kl. 9.30 så var det ellers en fin tur gennem smukke landskaber, masser af rismarker som altid giver god og eksotisk stemning:-), fjelde, floder og smukt. Dejligt. Og en fornøjelse at sidde og stene mens man så ud af vinduet. I Nagoya skiftede vi fra ikke så hurtig bumletog til Shinkansen (det hurtigste slags tog) som skulle tage os videre til Tokyo. Efter lidt ventetid var det afsted på slaget som det var annonceret selvfølgelig. Ordnung muss sein:-).

Ankom Tokyo hovedbanegård. Fik skiftet til metro. 4 stop og så var vi fremme i nabolaget, hvor det bestilte hotel lå. Hurra. Mega nemt og ikke alt mulig bytte hist og pist. Easy! Efter at have tjekket ind og fået alt bagagen ind på værelset var næste mål: Shibuya! Dette er stedet som måske er mest kendt for at have en af de mest "befolkede" fodgængerovergange i verden. Der skal i snit gå 100.000 mennekser over i timen. I know. Total umulig at fatte! Men sådan er det. Og når man går i det selv kan man godt mærke at der er mange mennesker men måske ikke så mange?

Vi havde fundet et sted på net, hvor vi ville spise. Vi var begge ret så sultne. Det var et sted med shabu shabu. Det er et sted hvor man sidder ved en gryde med kraft i og dypper grøntsager og kød for at hurtigkoge det. Det var "all you can eat" og jeg skal love for at vi spiste en del. Man kunne få alle de skiver med svin og okse man ville (det var meget tyndt skåret) og så var der en "salatbar" med grøntsager. Jeg er især vild med alle de lækre svampe de har herovre. Mums. Og det smagte virkelig godt og vi blev virkelig mætte. Så det var absolut et hit.

Bagefter luntede vi rundt i området som er kendt for at være et sted, hvor alle de unge elsker at hænge. Og der var også mange unge mennesker. Jeg fik købt en sesamkværn. helt klart en ting som jeg ikke anede at jeg ikke kunne leve uden før besøget i Japan. Men den er genial når man skal have nuddelretter. Der har været en på flere af de Ramen (nuddel) steder vi har været. Kanon. Efterhånden som det blev mørkere blev der mere og mere "Las-Vegas-stemning" med masser af lysende skilte og vild lysshow reklamer over det hele. Ret så vildt. Vi kiggede i en hel del sjove butikker og osede rundt. Super hyggeligt.

Vi er godt tilfreds med hotelværelset, ikke mindst fordi placeringen er super ifht offentlig transport. Det skal man aldrig kimse af. Fint værelse er det også og med dejligt badekar. Og til at være Tokyo er godt 500 nok pr nat lidt af et fund. I hvert fald med så meget plads og så god standard. Det lønner sig at gøre god research som altid.

I dag tog vi først metroen hen til Shibuya. Nogle af os (læs Ann Kirstine) kunne ikke glemme Andersen i Hiroshima og Morten havde fundet ud af at de også havde filialer i Tokyo. Så der blev det bestemt at morgenmaden skulle indtages. Det var ikke specielt nemt at finde men da vi fandt det var det ægte gensynsglæde. Var desværre ikke lige så godt som Hiroshima og der var ikke mulighed for at sidde og spise det man købte eller lige så godt udvalg. Men det var stadig godt. Siden man ikke kunne spise maden der fik vi en djævelsk god ide:-). Vi ville købe det og tage det med på en ret berømt Starbucks som ligger midt i Shibuya krydset med udsigt ned på gaden. Kanon. Og vi var ovenikøbet så heldige at vi fik de bedste pladser i huset så vi kunne sidde og gasse os, kigge ned på alle de mange mennesker. Drikke kaffe, glo og spise Andersen bagværk. Ikke en dårlig start på dagen selvom det var på høje tid med noget mad, mit blodsukker var faretruende lavt da vi endelig fik mad:-).

Der skulle være et stort optog lige ved Shibuya krydset. Så da vi var færdige med den halvsene morgenmad gik vi selvfølgelig ned og kiggede på det (vi havde godt set at der var mange med kostumer som var gået igennem Shibuya krydset). Vi ventede idt og de gik i gang med noget vild trommeshow. Det var faktisk meget fedt. Efter 10 minutter med det kom der nogle store bamser gående??? sammen med nogle andre mennesker. Og så kom der to flokke med gardere. Blev holdt en lang tale og da de havde været i gang med den tilpas længe havde vi ikke tålmodighed til at blive stående længere og gik videre.

Vi tog toget til Ebisu området (et togstop væk). Der var et lille Bondens marked lignende ting og det var et hyggelig område. Vi gik ned på det vi var kommet for nemlig Yebisu øl museum. Det var ikke specielt stort, men der var en lille afdeling, hvor man kunne se lidt om udviklingen (brygget efter tyske opskrifter) og der var mulighed for en guidet tur (på japansk). Vi gik lidt rundt, smagte et par øl og hyggede. Dejligt sted, god øl. Drak også en øl på en bar ikke så langt væk (ved hvor der var marked) de var en del af det samme netværk. Super.

Tilbage på toget til Harakuju, stoppet efter Shibuya. Dette er et sted som er verdensberømt for sin gademode (vi har alle set goth babesene fra Japan, eller de små tutte nuttede piger med pastel og vilde underskørter, eller fantasy figur wannabeesene?). Vi gik først op ad en af de mest berømte gader der kaldet Takeshita-dori, en ikke så bred gade fyldt med mennesker og masser af små sjove butikker. Spiste en crepe og gloede på mennesker. Desværre ikke helt så mange i vildt tøj som jeg havde håbet. Men det er MEGET tydeligt at man ikke bare kaster et eller andet tøj på og tager ud. Der er meget omtanke bag de outfits folk tager på. Kvinderne sidder hele tiden og kigger på sig selv i spejl (endnu mere i Japan end i Sydkorea, og endnu mere i Tokyo end resten af Japan). MEGET høje sko og mega lange falske øjenvipper er et must. Altid dejligt for os underbemidlede hvide øjenvippe mennesker at være sammen med asiater som heller ikke har været for heldige. Men det kompenceres der big time for i Tokyo. "Alle" som er noget har mega lange øjenvipper. Vi så sågar en pige hjælpe en anden med at ligge dem på da vi var inde og låne toiletet på McDonalds. Her snakker vi midt ude i det hele ikke inde på toilettet. Fascinerende. Ellers gik vi op og ned af Omote-Sando som er kendt som Champes Elysee wannabe i Tokyo. Bred avenue med flotte træer og masser af meget eksklusiv shopping. Ikke lige noget for vores pengepung men et sjovt sted at gå rundt at ose.

Middagen bestod af (meget tilfældigt) en burger på et sted som hed Great Burger. På det tidspunkt have jeg været sulten (lidt for længe) og det var skønt med noget at spise. Og det var en great burger. Ikke på linie med den bedste burger ever som var i Quebec men absolut acceptabel:-). Morten fik købt en ny regnjakke (han mener at den han har ikke kan "puste" noget som er et problem når man hurtig kommer til at svede ved aktivitet. Jeg synes den var dyr men han er glad, og det er vel det vigtigste?) Vi var også et smut i Shibuya 109, som er kendt som modemekkaet for alle de unge som hænger i Shibuya. Vi gik igennem de fleste etager og det var ærlig talt ikke så vildt spændende. Jeg havde troet at det skulle være som det enormt store indkøbscenter MBK i Bangkok, som også er kendt for at appelere til de unge. Men dette var mest pastelfarvet tøj, meget dullede ekspeditricer i skyhøje sko (hvordan klarer de lige det en hel dag???) og ikke så meget mere. Ikke så spændende!

Sidste stop før hjem til hotellet var noget udenfor alfavej. Men noget som måtte ses. Der er en ret berømt (i Oslo any way) kaffebar/bar kaldet Fuglen. DE har åbnet filial nr. 2, og ikke et andet sted i Oslo. Næ nej, i Tokyo. Så den var vi jo bare nødt til at gå hen og tjekke ud. Total samme stil som i Oslo med masser af gamle skandinaviske retromøbler, vildt tapet og sjove gamle ting. Fantastisk kaffe og vilde drinks. Rigtig god oplevelse og en super sød pige (japansk men hun kunne nogle gloser norsk) bag disken. Ikke værst!

Desværre pissede det ned da vi gik hjem mod hotellet. Ikke et stort problem for Morten med den nye fine regnjakke. Men et større problem for Ann Kirstine som måtte gå med en plastikpose ovenpå hovedet for at tage det værste. Og som sagt, Fuglen var lidt udenfor alfavej. Men det gik da. Skønt at komme ind hjemme og komme af med det våde tøj. Vejrudsigten for i morgen er desværre ikke bedre. Så vi må nok hellere få paraplyerne med. Øv!

Takayama

Efter at have forladt hotellet i Kanazawa en tidlig morgen (ikke specielt vimodigt eftersom der lugtede maks af klamme gamle smøger på vores ikke ryger værelse og der var ikke specielt rent på badeværelset) var det tid for at komme med ekspres toget (ikke Shinkansen) til Toyama. Her skiftede vi videre til bumle lokaltog til Takayama. Eftersom vi var oppe så tidlig var vi allerede i Takayama kl. 9.30. Ikke dårligt:-). Gik til den anden ende af byen (Takayama er ikke så stor tog vel 20 min med fuld oppakning) og fik afleveret vores bagage i receptionen. Vi skulle denne nat bo på et onsen ryokan (onsen betyder varme kilder, ryokan er traditionel japansk overnatning oftest med måltider inkluderet). Ryokanen virkede umiddelbart som et lidt eksentrisk sted. Der var små mærkelige nips ting i alle mulige sjove skabe. Der var et lille klaver, hvor der sad en slange ved og spillede alle mulige gamle slagere (meget mærkeligt og meget mekanisk og jeg ville så meget dø hvis jeg skulle have stået i den reception dag ud og ind, pyha). Men der var også meget hyggelig betjening og tøfler man skulle tage på når man kom ind på hotellet (og seperate tøfler til at tage på når man skulle ind på toilettet, meget japansk må man sige).

Vi fik læsset tingene af og begyndte med at se på de to morgenmarkeder der var i byen. Hvad kan man sige? Det kan vel næsten ikke engang svinge sig op på niveau med Bondens Marked i Oslo. I Japan er man nok så meget i "supermarked-alderen" at markeder ikke rigtig kan svinge sig op til det helt store. Det er ikke ligefrem sydøstasien i hvert fald:-). Men det var da meget hyggeligt. Og fra det ene marked var der en super fin udsigt udover floden som løber igennem byen. Imponerend eikke mindst fordi man kunne se alle de store fine fisk som levede i den (ikke så svært siden de var orange og vandet var klart. Lignede meget store guldfisk, men nu er jeg jo ikke ligefrem den store fiskekender).

Næste stop var posten, Takayama er en så lille by at der ikke er nogen 7/11, dem er der ellers mange af i de store byer og det er et af de få steder, hvor man kan få penge ud af en atm. Det andet sted er posten og en bankkæde kaldet citibank. Men i Takayama var posten det eneste alternativ. Vi var også lige et smut nede på stationen for at reservere billetter til dagen efter da vi sidst fandt ud af at der gik få tog mellem Kanazawa og Takayama. Vi fik bestilt til Tokyo så det var fint. Vejret var i øvrig dejligt. Ikke for varmt og ikke for koldt. Perfekt!

Morten insisterede på at vi skulle have Hida steak til frokost. Det er en variant, af den mere kendte Kobe steak. Begge er en del af Wagyua steaksene som er en slags japansk kvæg. Udskæringerne bliver meget fede (og smelte i munden agtige) fordi denne race binder fedtet i sine muskler. Ifølge restauranten (le Midi), hvor vi spiste, vandt Hida steaksene sidst over Kobe i den nationale konkurrance (som er hvert femte år) over den møreste steak. Det var ikke et billigt måltid. Men det ville absolut have været dyrere i Oslo.

Vi spiste først noget ret lækkert brød, efterfulgt af en lækker kartoffelsuppe. Og så højdepunktet; bøffen. Jg havde valgt en lidt rimeligere udskæring end Morten som havde valgt en A5 steak (den højeste placering, men ikke den dyreste udskæring de havde der). Vi smagte selvfølgelig hinandens og fuldstændig som jeg havde forventet synes jeg at den billigere udskæring var meget bedre. Efter min mening (og jeg er godt klar over at det er mig der er noget galt med) blev Mortens udskæring alt for fed. Men Morten synes at den smagte fantastisk (hvilket den selfølgelig også gjorde) og vi fik smagt den slags steak som Japan er verdensberømt for. Ikke dårlig. Desserten var en kop kaffe med en lille kugle is med frystørret hindbær. Selvom steaken ikke var så pokkers stor (tror min var på 150 g) var den enormt mættende. Jeg var næsten nødt til at rulle ud fra restauranten og der gik flere timer før den ubehagelige mæthed forsvandt. De grådige får svi som man siger i Norge:-).

Efter frokost slentrede vi rundt (der var ikke noget kapgang for at sige det sådan) i et super hyggeligt kvarter med masse af gamle værneværdige huse. Der var masser af små sjove butikker og flere sake bryggerier. Det var vi selvfølgelig nødt til at prøve. Det smagte af ris...vin. Ikke lige min kop the, men nu er jeg heller ikke den største drikker. Morten synes at det smagte godt og det var et super fint kvarter at spadsere rundt i sammen med de andre turister. Noget finere end de tilsvarende steder i Kanazawa synes vi:-). Men vejret kan også godt have spillet en lille rolle i det:-).

Derefter gik vi en tur op ad nogle bakker. Kiggede in dpå de almindelige beboelseskvareterer, alle de hyggelige små nyttehaver og den smukke udsigt på bjergene med sne på i baggrund. Smukt! Så luntede vi ellers tilbage til onsen ryokanen og fik tjekket ind. Bagagen var allerede båret op på værelset så det var en fin service. Vi havde bestemt os for at vi ville prøve at gå i de varme bade (onsen) selvom vi egentlig godt vidste at vi ikke måtte da vi begge har tatoveringer (det er de meget hys med at man ikke må vise når man bader i Japan. Skyldes at det traditionelt har været gangstere som har haft tatoveringer og at man ikke ville have dem i onsen. Og i Japan gør man ikke forskel på folk. Så om det er en dum hvid turist eller en mafiaboss. Ingen forskel. Tatoveringer ingen adgang!) Men der var ingen andre i onsen da vi var dernede og ingen ansatte til at passe på faciliteterne. Så vi er ret sikre på at vi ikke stødte nogen. Det var nogle fine varme bade. Det var ikke kæmpe stort. Et lille basseng på størrelse med et stort badekar udendørs og et lidt større baseng indendørs. Kønnene adskilt og nøgenbadning. Jow, jow.. Dejligt og afslappende var det.

Inde på vores værelse var der tatami måtter på gulvet. 4 "stole" på gulvet og et meget lavt bord. Desuden the og en lille meget sød kage. Der var også kimono til at tage på. noget vi benyttede os af. Var især praktisk da vi skulle i onsen. Men vi spiste gså middag i den. Og hvilken middag det var. Der var alt mulig mærkelig linet op. Meget af det koldt, meget af det lidt mystisk. Men det meste relativt velsmagende og lavet af "local mothers" som der stod i turistbrochuren for hotellet:-). Favoritten var nok de meget tynde Hida steak skiver som fik lov til at stå og simre stille over en sagte ild. Men der var også lækre grøntsager og tempura (frityrestegte grøntsager, fisk og rejer i en tynd dej). De små blæksprutter som var semi syltede rørte jeg ikke. Jeg ved det godt. Jeg er mega kylling. Men bare tanken på konsistensen. Nej tak:-). Morten nød efter maden en varm sake på værelset og da vi kom op igen var der nogle små elvere som havde redt vores senge. Sengene var meget mere behagelige end hvad vi havde regnet med så det var en meget positiv overraskelse.

Om morgenen var der  en næsten lige så vild opstilling over mærkelig mad som aftenen i forvejen. Også meget som måske ikke smagte fantastisk. Men absolut en meget stor oplevelse. Anbefales helt klart hvis man er i Takayama. Vi følte i hvert fald at det var en meget "japansk" oplevelse.