lørdag den 18. maj 2013

Kanazawa


Tidlig morgen tog vi toget fra Kyoto videre til Kanasawa. Eftersom vi ikke havde tjekket køreplan blev der lidt ventetid på perronen men det gik fint. Vejret var desværre væsentlig koldere i dag end de tidligere dage. Nu var man lige begyndt at blive vant til kun at gå i sandaler og ikke at fryse om aftenen (men man kunne allerede mærke aftenen i forvejen at vejret begyndte at skifte). Øv! Togturen tog godt to timer og vi havde leveret bagage på hotellet og var klar for en dag i Kanazawa ved 11-tiden.

Først gik vi hen til et traditionelt geisha kvarter, hvor der var en hyggelig gågade og lidt turister. Der var flere butikker som havde specialiseret sig i fancy pancy produkter med guld i. Kanazawa skal vist stå for 90% af det bladguld som bliver produceret i Japan. Men hvorfor skulle det lige hjælpe at smøre guld i hele ansigtet. Er nok primært rettet mod de lidt for rige kan jeg tænke mig:-). Men hyggelig område helt klart.



Næste stop var frokost, det mest bemærkelsesværdige ved den (den var ikke noget specielt på nogen måde men den var tilgængelig og på vejen i den rigtige retning:-) var at der var en japansk turist som kom hen og spurgte, hvor vi var fra. Da jeg sagde at vi var fra Danmark (hvilket jo er delvis sandt) blev hun helt himmelfalden og hennes stemmeleje gik op i de høje pipetoner. Ret så morsomt. Hun bukkede og prøvede at skrabe alt, hvad hun havde af engelskkundskaber frem. Virkelig sød og hyggelig dame:-).

Næste stop, var det absolut vigtigste i Kanazawa. Kanazawa er nemlig viden kendt (i hvert fald for de som har læst sig op på turistseværdigheder i Japan:-) for at have en af de smukkeste haver i Japan (den er på top tre i hvert fald). Haven hedder Kenroku-en og var virkelig ekstremt smuk. Fantastisk. Der var INGENTING overladt til tilfældighederne. Det var så smukt med små vandløb, søer, flotte gamle træer. Virkelig gennemtænkt, idyllisk og yndigt. Anbefales på det stærkeste. Kom sådan til at tænke på min meget haveinteresserede morbror. For søren, hvor ville han have nydt at snirkle sig rundt der og klappe på alle planterne. Det ville have været noget. Men selv for os haveukyndige var det en virkelig stor oplevelse. Ikke værst. At vi også så munke (som jeg er ret sikker på var på besøg fra et andet land) gjorde at der var endnu mere at tage billeder af:-). Der bliver altid gode billeder med munke. Så har man lige det eksotiske aspekt med;-).








Næste stop var lige overfor og noget fuldstændig anderledes. Nemlig byens nye stolthed, et moderne kunstmuseum kaldet 21st Century Museum of Contemporary Art. Der var et par meget moderne værk som vi så lidt på. Det er jo ofte lidt.... specielt? For os ikke så alt for kunstinteresserede. Men det er jo lidt sjovt at se når det er gratis. Morten er ikke helt af den samme mening men ham om det:-). Meget af tiltrækningen ved museet er også selve bygningen som vist er meget anderkendt også udenfor japans grænser og designet af et berømt arkitektkontor.




Sidste stop for dagen var i et gammel samuraikvarter i Kanazawa. Det var hyggeligt med små kanaler. Lidt som var forsøgt i gammel stil. Men det var nu ikke så spændende. Mest hyggeligt. Måske ville det have været mere spændende hvis vi havde været inde i et af husene. Men de var lukket for dagen. Vi var efterhånden ved at være klar for noget aftensmad og fandt en lille restaurant, hvor vi fik 2x pasta. Det er virkelig noget japanerne har trykket til sit bryst. Mange steder kan man se pasta indslag i en ellers meget japansk menu, men det er jo heller ikke så langt fra nudler. Mortens bolognese var helt fantastisk. Ville ønske at det var mig som havde bestilt den.





Aftenens hotel var nok det dårligste vi har boet på så langt. Men det var vi forberedt på. Men det var billigt og lå 5 min. gåtur fra stationen. Noget som er utrolig praktisk når man kun skal være et sted en nat. At der lugtede af smøger og at der ikke var super rent måtte vi så bare tage med.

Bestilte togbilletter til Takayama dagen efter. Det var vi dæleme glade for at vi gjorde. Det viste sig nemlig at toget gik ret så sjældent. Ville have været monster skod at komme ned til jernbanestationen kl. 8.00 (som vi egentlig havde planlagt) og fået at vide at det næste tog var kl. 9.30. Pyha. Men så er det tidlig op i morgen da toget vi har betilt billleter til er kl. 7.10. Men det har vi nok bare godt af:-).    

Ingen kommentarer: