Ann Kirstines verdensomrejse

Madlavningskursus og skræddere under Tet i Hoi An

2012-01-27T16:03:00.004+01:00

I forgårs var jeg på et madlavningskursus. Jeg ville egentlig gerne have været med en anden "kokkeskole" denne gang, da jeg ikke var specielt tilfreds med den jeg var med sidst. Men eftersom den anden tilgængelige skole var lukket igennem hele vores ophold i Hoi An var der ikke så meget valg. Men eftersom Morten ikke havde lyst til at lære at lave vietnamesisk mad blev vi enige om, at jeg skulle med på "deluxe kurset". Og det var helt klart meget bedre end det jeg var med på for 3 år siden, det meste af tiden da blev brugt til at lære at lave gulerødder om til blomster, ikke ligefrem noget jeg har brugt meget siden da:-).

Vi var 8 mennesker som var med på deluxe turen. Mig, et super sødt australsk par, 3 amerikanske kvinder som arbejdede på ambassade/konsulat i henholdsvis Hanoi og Guangshou og et fransk par (helt klart dem jeg snakkede mindst med). Vi mødtes om morgenen på Hai Cafe i midten af den gamle by i Hoi An. Der fik vi en velkomstdrikkevarer og sad og snakkede lidt med dem vi skulle kurse med. Rigtig hyggeligt. Den anden variant af kokkeskolen havdehelt klart mange flere deltagere eftersom det var ca. halv pris. Første stop på ruten var en økologisk landsby lige udenfor Hoi An, hvor de dyrkede alle mulige krydderurter og salater, som blev solgt på det centrale marked i Hoi An. Red bridge kokkeskolen støttede projektet ved at købe alle sine produkter der. Fedt nok. Fik en mærkelig bryg i et lokal hus, megett sødt stas, og "guiden/hovedkokken" sagde at det der var i bunden af glasset var frøæg. Men det var det helt klart ikke, var vidst i stedet nogle kerner fra en eller anden plante?

Næste stop før vi skulle cook up a storm var på det centrale marked. Som helt klart var ret præget af Tet. Der var kun nogle få boder der var åbne, og det var den første dag, hvor der overhovedet var noget der var åbent. Jeg elsker at kunne stille masser af spørgsmål sådanne steder, det er virkelig noget jeg lærer nogett af, såsom, hvordan mærker man at den er moden? Hvad er det? osv. Men det gav hovedkokken desværre meget begræset mulighed for. Det var lidt en skam. Ind i bilen igen og så afsted mod kokkeskolen. Som ligger super nydeligt lige i udkanten af Hoi An, et virkelig fint sted. Og de har nyligt fået lavet en super fin svømmepøl, som det var muligt at bruge efter kurset var færdig. Men det var det desværre ikke ligefrem vejr til. Selvom det heldigvis var lidt varmere end dagen i forvejen startede jeg alligevel dagen med fleece. Så ret køligt. Den kom heldigvis af i løbet af formiddagen, men der var også mange af de lokale som klagede over kulden og forkølelse pga pludselig skift i vejret. Så Morten var ikke den eneste:-).

Ude på kokkeskolen var det endelig i gang med det vi egentlig havde betalt for. At lære at lave mad. Hovedkokken fortalte os, at bossen var australsk og ejede x antal restauranter i Da Nang og Hoi An plus diverse huse. Han var gift med en lokal pige og havde boet i Hoi An området i 12 år. Hovedkokken havde været ansat i 10 år og kendte bossen rigtig godt. Han var flere gange blevet tilbudt at blive "overflyttet" til Australine, noget han gerne ville men det kunne ikke lade sig gøre pga familieforpligtellser overfor forældre. Hovedkokken insisterede på at vi skulle drikke australsk vin mens vi lavede mad, det er svært at sige nej tak til det:-).

Det første der skulle sættes i gang var fonden til Pho (nuddelsuppe med kylling eller oksekød). Så vi startede med at grille et par kyllingekadavere og koge dem i nogle timer med diverse krydderrier. Så skulle der ellers laves nudler til Pho, og det skulle vi gøre selv. Samme fremgagsmåde som hvis man vil lave rispapir til friske forårsruller, bortset fra at man selvføleglig skærer nudlerne i strimler. Man tager en kop med ris (ikke basmati eller jasmin, men helst (selvfølgelig) vietnamesiske ris) i blød i vand over natten. Vandet hældes fra og der tilsættes 2 nye kopper vand sammen med risen i en blender og så blendes der ellers i 7-10 min, til det er en masse uden gryn. Det skal så stå i 1 time til boblerne har lagt sig og så er man klar til at lave rispapir og nudler. Blev lidt for tykt for min smag, kan helt klart bedst lide at spise de meget tynde nudler, de andre bliver hurtig en ret træls konsistens synes jeg. Men det er heldigvis smag og behag. Hovedkokken lavede også et par friske forårsruller så vi kunne smage. De var kanon gode med lækre rejer.

Så var det tid til at lave grøn papaya og grøn mango salat. Det blev overraskende godt, men det er ikke ligefrem ingredienser deter enkelt at få fat i hjemme. Vi brugte nogle gode værktøjer og det var muligt at købe knive, citrusskræl dims og skrælledims til rimelige beløb efterfølgende. Noget jeg selvfølgelig gjorde, og håber at kniven kan komme med hele vejen hjem til Norge. Men tror ikke at det er et tort problem når det er i indtjekket bagage? Mit eneste store hjertesuk ifht kokkeskolen var at der stadig var alt for mange ting som blev gjort for os af et par flinke kvinder i kulisserne. Det er ligesom om, at når ikke man gør alting selv så sidder det ikke i fingrene og så er det sværere at genskabe når man kommer hjem. Ville hellere at vi skulle have gjort det længere. Det var heller ikke os der f.eks. grillede rejerne i bananblade med hjemmelavet chilipasta (mums!), så hvor det længe det fik på grillen, det er en hemmelighed. Lidt synd.

Ellers lavede vi også lækker kylling på grillen med bananblomstsalat (igen ikke ligefrem en ingrediens jeg tror der er let tilgængelig på Grønland, men man ved aldrig?). Sidste ret var fisk (makrel i dette tilfælde) i lerpotter. Det smagte himmelsk. Og til slut fik vi også Pho'en vi havde lavet grundlaget til. Det var ikke den bedste jeg har fået, men god var den. Tror måske at fonden ville have haft godt af at koge flere timer for virkelig at blive kraftig. Men det var absolut lækre retter vi havde været med til at lave og snakken gik løst blandt de hyggelige deltagere, en stor bonus. Da vi skulle spise nogle af retterne blev vi overflyttet til restauranten, hvor vi igen kunne få hvad vi gerne ville have at drikke. Synes ikke at prisen på 46 USD var så gal ifht hvad man fik for det. Til slut fik vi opskrifterne og et forklæde til at tage med hjem. Om bord på et lille skib gik det så ellers tilbage til Hoi An. En god måde at bruge dagen på.

Tilbage i Hoi An gik jeg, efter at have vidst det australske par syndens hule i form af Cargo Club med alle deres himmelske kager, tilbage til hotellet, hvor Morten ventede efter en dag hvor han ikke havde gjort stort andet end at spise frokost i den gamle by og trisse lidt rundt. Vi gik til skrædderen til kl. 17 som aftalt dagen i forvejen. Mønsteret som morten havde valgt ti ljakkesæt klædte ham virkelig og skjorterne var super fine. Han var så tilfreds med dem at han fluks bestilte to til. Så nu får han syet 6 skjorter, et par bukser til og jakkesættet. Der skulle også gøres nogle småting ved mine nederdele da de ikke helt havde den rigtige størrelse og facon.

Gik ned til den hyggelige flod med alle de fine gamle gule huse og vandrede lidt rundt. Masser af folk i byen til Tet, ifølge en kvinde jeg snakkede med var der masser af vietnamesiske lokale turister i byen og det var grunden til at der virkede rimelig fyldt. Meget af byen, både på den ene og den anden side af floden er super fint pyntet til Tet med lysende lamper og papirdekorationer. Smukt. Af samme grund valgte vi at spise aftensmad på en restaurant, hvor man kunne sidde i 2. etage og se ud over broen over floden og nyde alt livet på gaden i tryg afstand. Smukt. Morten fik en "set menu" og eftersom jeg havde spist trucker meget på madlavningskurset spiste jeg kun lidt af hans. Gemte plads til desserten efterfølgende på Cargo Club, man er vil ikke født igår. Mortens mad var ok, meget af det ikke specielt fantastisk. "Højdepunktet" var en tropisk frugttallerken bestående af en banan med skræl på leveret på en tallerken, da måtte jeg le.

Næste stop Cargo Club med den meget farlige kagedisk. Morten valgte en cappucino og en chokolademoussekage. Den var super god men meget, meget mægtig. Så mægtig at han faktisk ikke klarede at spise den op. Vildt. Tror aldrig at det er sket før. Jeg valgte en dobblecreme chocolate cake. Den var "to die for" men den var også så stor at det var umulig at spise det hele uden at brække sig, men meget af det blev fortæret med en kande jasminthe ved min side. Det var sindsygt godt men næsten lidt for meget. Morten ville ikke have mere kage under resten af opholdet i Hoi An, men så kureret blev jeg heldigvis ikke:-).

Næste dagg valgte vi ikke at tage til My Son, Cham ruinerne som ligger i nærheden af Hoi An og som jeg heller ikke fik set sidst. Har næsten dårlig samvittighed. Men Morten havde ikke lyst ("vi har da set nok ruiner og pagodaer har vi ikke?") å i stedet brugte vi hele dagen på at trisse rundt i byen. Købe lidt tøj, var ovre på den anden side af floden osv. Jeg har købt en ny grøn silkekjole som jeg synes er super fin. Jeg købte en blå sidst jeg var i Hoi An og den har jeg været rigtig glad for. Har også købt et par fine små blå sko med drager på. Så nu er det bar et glæde sig til sommer i Oslo (mistænker at der er meget længe til). Var til en ny fitting hos skrædderen kl. 14. Af mine 4 nederdele var der fortsat 2 jeg ikke var tilfredse med så det var en ommer. Vi skulle komme tilbage igen kl. 18, hvor det viste sig at de enndnu ikke var færdige så i stedet blev de leveret senere på aftenen på hotellet. Alt i den fineste orden. Og Morten er meget smækker i alt hans fine nye tøj. han købte også lige 4 nye slips for at sætte prikken over i'et.

Var på Cargo om eftermiddagen, hvor jeg nød en skøn mangomedalion med vaniliecreme. Et meget godt valg og på ingen måder lige så kvalm som en kun med chokolade så den gled ned på højkant:-). Begynder at dæmre, hvorfor jeg tog et par kg. på sidst jeg var i Vietnam:-). Maden er bare fantastisk her. Frokost var på et lille sted hvor vi fik fantastiske sandwich med skøn salat til (vi skider på alle råd om minus isterninger og salat, så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det er simpelthen for upraktisk når man rejser mere end en uge synes jeg). Aftensmad blev spist på et sted der hed "streets" et af de mange projekter hvor de ansætter unge mennesker fra dårlige kår og giver dem en uddannelse enten som tjenere eller kokke så de har en mulighed for at klare sig videre. En smuk tanke og virkelig lækker mad med god samvittighed. Fantastisk kombination:-).

Nu sidder vi på business class i Da Nang lufthavn på vej mod Hanoi. vi havde egentlig tænkt os at komme til Hue og se DMZ (demilitarised zone) derfra. Men fandt ud af at det ville være umulig med tidspunkterne, hvor busserne går på. Vi havde allerede købt en busbillet til hue (som vi ikke kan få refunderet, men det var kun 10 USD så ikke verdens undergang). Det var svært at få busbillet videre, og ret så dyrt pga Tet. Så det endte med at vi bestemte os for at flyve. Så slipper vi også 21 timer i bus (de første 4 til Hue). men der var meget få (ingen i morgen f.eks) flybilletter tilbage. Det eneste vi kunne få var business. Koster ca. 750 pr. person så det er ikke så slemt. Sidder nu i loungen og lader som om vi er megeet rige mennesker som er meget vigtige. He, he. Næste stop Hanoi, hvor vi så for bedre tid. ikke noget minus da det er en super skøn by. Og så slipper vi alt det stress med ikke at kunne nå det der var vigtigst for Morten i nærheden af hue alligevel.

Next stop fantastiske Hanoi. Hvor vi håber at det værste Tet hysteri snart giver sig.

Hoi An

2012-01-25T17:06:00.002+01:00

Efter en lang bustur fra Nha Trang til Hoi An kom vi frem i dag tidlig morges. Det hele startede ellers halv dramatisk, først med at chaufføren der skulle komme og hente os for at køre os til bussen vi skulle med kom ca. 45 min. efter hvad vi havde fået besked om. Så bliver man lidt bekymret. Da vi så endelig kom ombord på den store bus var der MEGA meget drama. Det viste sig at firmaet havde overbooket bussen ret kraftigt. Det resulterede i at et kinesisk mor-datter par skulle sove på gulvet på en madras. Det var ikke populært og, hvorfor det var lige præcis dem og nogle vietnamesere. Det vides ikke. men der kom en mand fra kontoret, som snakkede noget engelsk, han råbte og skreg og kineserne skreg tilbage på kinesisk. Det endte med at moren begyndte at rgæde og at de efter meget frem og tilbage fik en madras på gulvet (efter at have sovet i sæderne der kunne klappes sammen er jeg tilbøjelig til at tro at de ikke fik den nværste deal eftersom de kunne ligge helt udstrakt).

Ankom Hoi An efter en lang og noget ukomfortabel nat (noget værre end med den sidste sleeper bus var Morten og jeg enige om). Normalvis ville vi have valgt en løsning med en "åpen-tur-busbillet" fra Saigon til Hanoi, men pga Tet var det for dyrt så vi har taget det etapevis i stedet. Vi var glade for at vi ikke havde bundet os til det sidste selskab for resten af rejsen det skal være sikkert:-). Vel fremme i Hoi An var det bælgmørkt og ret køligt (men havde fleece og bukser på fra bussen så det var ikke så slemt). Kunne ikke helt finde ud af, hvor vi var henne på kortet, så det endte med at vi tog en taxa den km. der var til hotellet (helt ok med tanke på at det kostede os 1,5 dollar og vi slap for at slæbe vores habbengut så langt). Vi var super heldige på hotellet, hvor vi havde bestilt værelse på forhånd. De havde et værelse klart lige med det samme. Hurra. Og et dejligt stort værelse med balkon var det. Luksus:-). At de så påstod at det skulle være midt i det gamle byområde er jeg ikke helt enig i, men det er vel en meningssag.

Jeg havde savlet over en restaurant, hvor Lisa og jeg ved vores sidste Hoi An besøg havde været mere end en gang. Desværre serverede de ikke morgenmad pga Tet. RØV! Men de var åben for frokost så der var lys i tunnelen:-). Men vi fik et ok måltid et andet sted og så var det ellers afsted for at finde et sted, hvor de kunne sy noget tøj til os. Prioritet nr. 1 var at Morten skulle have et jakkesæt (han har "kun" 3 fra før, og han briger dem hele tiden, NOT). Gik først et par forskellige steder for at se lidt, hvad de havde at tilbyde og hvad priserne var. Problemet var bare at da Morten så kom i den situation, at han faktisk skulle til at vælge stof gik han helt i handlingslammelse:-). Å vi brugte ret lang tid på at finde et sted. Men til slut lykkedes det heldigvis. Samme sted bestilte jeg nogle nederdele med lommer, meget praktisk til arbejde og næsten umulig at finde i butikker, så vi satser på at det bliver godt.

Priserne på at få syet ting i Hoi An har steget en del siden jeg var her for 3 år siden. Men jeg har helt klart planer om at gøre som sidst. Gå i de billige skrædderbutikker og bare prøve ting. Ser det godt ud og prisen er rigtig, købt. Der er som regel rimelig meget lavet i min størrelse (den luksus har Morten ikke, han er ikke ligefrem standard størrelse) så det er en stor fordel. Satser på at få fat i en nederdel eller 2 og en silkekjole, har også lidt øjnene på et par sko så vi får at se. I morgen har jeg meldt mig på "de luxe" madlavningskursus. Morten har tidligere været med men gav tydelig udtryk for, at han ikke havde lyst denne gang. Så han slipper og jeg tager i stedet på det kursus som er dobbelt så dyrt. Håber at lære lidt mere end, hvad der vara tilfældet sidst på samme skole. Højdepunktet da var da de ville have os til at lave åndssvage dekorationer af tomater og agurker, det er ikke ligefrem noget der er blevet prioriteret hjemme siden for at sige det sådan. Ville gerne have været med en anden skole, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da de var lukket pga Tet. Men satser på at blive færdiguddannet i kunsten at lave Pho. Det ville være top nice.

Eftermiddagen brugte jeg på at vade rundt i den hyggelige gamle bydel og bare ose. Morten lå hjemme og slappede af. Han siger at han føler sig som udskidt æblegrød og er noget blank i øjnene. Det er nok ikke specielt sundt med alle de konstante klimaforandringer? Han hoster i hvert fald og siger at han fryser (han havde fleece på ud at spise i aften, så ved jeg i hvert fald at det også er ok jeg har min på). Både frokost (som blev fortæret, hvor jeg havde tænkt vi skulle have morgenmad) og aftensmad var godt. Frokosten var 2 gange baguette med lækkert fyld. Stedet hvor vi spiste har fantastisk bagværk. Så lur mig om jeg ikke lige sneg en brownie med derfra:-). Men det jeg havde våde drømme om til morgenmad var en brødkurv 8altså en kurv med forskellige slags brød), som vi havde fået sidst. Lidt nedtur at man ikke kunne få det selvom det andet absolut også var godt.

Aftensmaden var på en lokal bule hvor vi prøvede en del af de lokale delikatesser. "White rose" som er dim sum lignenede ting med svin og rejer i, ret godt. Ban Xea som er en "pandekage" af æg med rejer, svin og bønnespirer som i Hoi An pakkes i rispapir sammen med salat og urter. Cao lau som er en nuddelret med svin, absolut ikke velsmagende på denne restaurant. Og selvfølgellig forårsruller, noget vi får næsten daglig. Det er bare så godt i Vietnam næsten overalt. Nu er det på tide at knalde brikker (og få Morten op så han kan få børstet tænder, han gik helt kold med det samme vi kom hjem). Satser på at næste gang jeg skriver har jeg sort bælte i Pho ("nationalretten" i Vietnam, oksekraftssuppe med tynde strimler oksekød, bønnespirer og masser af friske krydderurter, meget velsmagende når det er lavet ordentlig).

Nha Trang

2012-01-25T16:36:00.001+01:00

Efter en helt ok bustur fra Saigon til Nha Trang med sæder, hvor man kunne ligger mere eller mindre ned. Relativt behageligt ifht busserne i Myanmar også med tanke på at vejene er meget, meget bedre. At vi var blevet forespejlet at bussen skulle køre kl. 20.00 og da vi kom til kontoret for at "checke ind" fik at vde at den først gik 1 time senere. Men det var en relativt lille ting, og timen bleev brugt på en nærliggende cafe. Kl. var rimelig meget lort om morgenen da vi ankom Nha Trang, tror at kl. var ca. 6. Efter at have tjekket lidt på mobilen (med det smarte satelit system) fandt vi ud af at der ikke var ret langt hen til hostellet vi havde booket, så vi gik den km. penge.

På hostellet var der selvfølgelig ikke et ledig værelse. Det ville næsten være for godt til at være sandt. Men vi sad på hotellet et par timer (var lidt for tidligt at gøre andet) gik derefter ud for at spise morgenmad. Det blev mere eller mindre det første det bedste, og det var ikke ligefrem succes. Betjeningen tog evigheder og da maden endelig kom (Morten fik en kold-som-skulle-have-været-varm morgenting med æg osv) og jeg fik müsli (var mere som frosties med sukret frugt, vel ikke ligefrem så sundt og nærende). I tillæg var det noget dyrere end hvad vi var vandt til fra Saigon (ikke at det var mange norske kroner der var snak om, men alligevel, når kvaliteten også er dårligere er det ikke særlig feedt). Tilbage til hostellet, var vi så heldige, at der nu var et værelse ledigt. Noget Morten var rigtig glad for. Han var nemlig total smadret og ret så forkølet. Så det endte med at han blev liggende på værelset og jeg vandrede ned mod stranden. Det er jo derfor man er i Nha Trang.

Det var jo i øvrigt den store Tet dag, noget byen bar rimelig meget præg af eftersom rigtig meget var lukket. Men vi fandt et rejsebureau, hvor vi fik bestilt en busrejse fra Nha Trang til Hoi An dagen efter, så var der tjek på det. Og vi så en gruppe med "dragedansere" som dansede det nye kinesiske nytår ind. Så at de gjorde det ved, hvad der så ud som et privat hus. Hyggeligt. Men vi havde desværre ikke kamera med til at forevige seancen.

Vel nede ved stranden fandt jeg hurtigt ud af, at det var varmt, men på ingen måder brændende varmt. Da Morten kom til stranden et par timer senere fandt vi et par strandstole vi kunne leje. Og så var det ellers bare at ligge i skyggen (for sent fandt jeg ud af senere da jeg mærkede at halvdelen af min ryg var blevet sveden. Det er sådan det går når man selv prøver at smøre sig på ryggen, det er derfor man har en mand tydeligvis). Stranden i Nha Trang er smuk, med flotte kalkstenformationer og skiv hele vejen rundt. Desværre var det ikke ligefrem specielt fedt at bade der. Der var MEGA vilde bølger og sygt meget understrøm. Så den første dag faldt jeg rimelig meget alene. Dagen efter var jeg helt nede og vende i sandet (som havde lidt konsistens a'la grus så ikke specielt fedt at ligge der med bikini udover det hele og solbriller forsvindede ud i havet). Så for at sige det mildt er Nha Trang ikke ligefrem en børnevenlig strand.

Aftensmad var ok men ikke noget særligt. Som med morgenmaden dyrere end i Saigon og ikke lige så god kvalitet. Men helt klart bedre end morgenmaden trods alt. Så ellers tilbage til hostellet, Morten var ret smadret og forkølet, så vi så Karate Kid nr. hvem-ved-hvad og knaldede efterfølgende brikker for hårdt. Dagen efter sov vi længe, det var fortjent. Morgenmad blev heldigvis indtaget på et væsentlig bedre sted end dagen før. Lækker vietnamesisk baguette med skøn omelet til. Dejlige smoothies og skøb vietnamesisk iskaffe med kondenseret mælk, det er et hit all over Vietnam. Resten af dagen blev brugt ved stranden, i skyggen, på en liggestol, læsende en bog og prøve på at undgå at blive mere stegt på ryggen. Noget jeg tror lykkedes. Sandelig godt at vi ikke havde planlagt 3 måneder med strandferie, det havde min stakkels lyserøde hud aldrig taklet:-). Skulle tit ønske at man havde lidt mere pigment, så man kunne spare lidt på solcremen. Men nej:-). Men noget lidt overraskende var, at det ikke var så varmt i nha trang. Med det samme klokken nærmede sig 4 om eftermiddagen begyndte det at blive køligere. Og om aftenen var det faktisk skjortevejr.

Nha Trang er et helt ok sted at brug et par dage, men det er ikke den bedste strand jeg har været på. Hostellet vi boede på var fint og super god value for prisen. Men restauranterne var meget dyrere end i Saigon ifht prisen. Vi var heldige at finde en god restaurant (så vi valgte også at spise aftensmad der, man er vel lidt af et vanedyr). At næsten alle restauranter i byen havde menukort på russisk og at der var enormt mange russiske kunder gjorde også at der var en lidt sjov/mærkelig stemning. Men som sagt alt i alt et ok sted at bruge et par dage. Ikke ligefrem et sted man kan bade ret meget eftersom bølgerne er så sindsyge men en smuk strand. Et dejligt sted at dase i en liggestol et par dage. Men tror at hvis jeg skal til en strand i Vietnam igen vil jeg måske se hvordan Mui Ne er?

Saigon

2012-01-22T11:39:00.007+01:00

De to sidste dage i Saigon er blevet godt udnyttet. Vi startede igaar rimelig tidlig for at proeve at faa noget ud af dagen, dette paa trods af at vores kroppe er begyndt at raabe lidt efter muligeheden for at sove laenge. Jeg er i oevrig helt ok igen efter at have vaeret noget smadret og diare traels i nogle dage. det er skoent at vaere paa toppen igen. Hurra. Foerste stop War Remnants museet. Det er et helt igennem forfaerdentlig museum som viser alle de barske virkeligheder fra Amerikakrigen. Der er ikke sparet paa de barske billeder af fuldstaedig flaensede vietcong kroppe, deforme fostre efter agent orange, masser af billeder af meget invalidiserede mennesker som bivirkning af agent orange. helt igennem forfaerdentlig! Jeg blev, som sidste gang, fysisk daarlig af det hele.

Men det er helt klart noget man bliver noed til at goere, ogsaa selvom guiden fra cu Chi mente at det absolut ikke var sandfaerdigt. Han mente kun at det var hans side som var den rigtige. Men saaden er det jo sjaeldent. Man bliver noedt til at proeve at saette sig ind i begge sider selvom det ikke er saa let. jeg har stadig ikke helt forstaaet hvorfor USA blandede sig i konflikten. Men maaske hvis jeg laeser lidt mere finder jeg ud af det? Alle museer har labng frokostpause. Noget der er lidt upraktisk. derfor bestemt vi os for at vi ville krydse fingre for at Reunification paladset ogsaa ville vaere aabent dagen efter og istedet tage ned til Dong Khoi omraadet, som er omraadet, hvor alle de rige kan boltre sig i hvad som helst af vilde luksusting. Vi koebte ingenting, men det er vildt at se hvor meget der er sket i omraadet. jeg er ret sikker paa at jeg var der sidst men jeg kunne naesten ikke kende noget. Kaempe store, dyre varehuse med alt mellem himmel og jord i. Og langt over vores prisklasse. Men det er jo altid sjovt at se lidt.

I omraadet var der ogsaa en hel gade som var blevet lavet om til gaagade i anledning af Tet. Der var smaekfyldt med smukke blomsterdekorationer af drager (fra og med i nat kl. 24.00 er det dragens aar, et meget heldigt aar at vaere foedt) og andet godt med inspiration fra Vietnam. De lokale elskede det, minder meget om de dekorationer vi saa i Beijing under Ol. Morsomt. Naetse stop Ben Than markedet, det er det stoerste og mest centrale overdaekked marked i Saigon. Ikke saa langt fra hvor, vi bor. Jeg tror snart at Morten og jeg maa begynde at se i oejnene at vi har rejst meget. Foer hen er jeg ret sikker paa at jeg ville have set 1000 ting som jeg ikke kunne leve uden. Men man begynder at have set det meste. Saa der var ikke saa meget der fristede. Men vi koebte en flot og meget funktionel skuldertaske til Morten. Det skal man jo heller ikke kimse ad. Man kan faa fat i mange gode produkter i Saigon fordi mange af fabrikkerne, hvor det bliver produceret ligger her "made in Vietnam".

Saa da vi efter at have vaeret paa markedet kom tilbage til backpackerghettoen koebte jeg ogsaa en flot skuldertaske (mindre end Mortens) og noget meget, meget maerkeligt at koebe i Vietnam. Et par Skibukser af maerket Colombia. Det er jo ikke lige det man havde forestillet sig at man skulle fylde tasken med. Men de var meget rimelige og sandsynligvis aegte men til staerkt rabatteret pris. Og jeg har ingen hjemme. Saa nu kan Oslo kulden bare komme an naar vi lander paa Gardermoen. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse benene. He, he.... Jeg er et stk. glad julegris nu. Aftensmad var vietnamesisk. Der er jo saa meget godt at vaelge imellem. Derefter en omgang massage, der er kommet mange af de steder a'la Thailand her ogsaa (det var der overhovedet ikke sidst jeg var her). Det vi fandt ud af var imidlertid at selv om massagen var billig var pigerne mere end almindelig ude efter at faa drikkepenge. De lagde en seddel hvor der stod pleased with massage 5 USD og nederst none 2 USD. Saa selvom massagen i seig selv skulle koste 9 USD blev det hurtigt lidt mere. Saa har man ogsaa laert det:-).

I dag sov vi laenge. Aahhhh. Fik pakket taskerne som helt klart er blevet mere fyldte nu. Og saa afsted at spise morgenmad paa et sted hvor saadan noget godt kunne tage lidt tid, for at sige det saadan. Da jeg var faerdig med mit fik Morten sit, og frugttallerkenen tog det over en time at faa. Man skulle naesten tro at de var noedt til at tage paa markedet at koebe ind til den. Men det er jo Tet fra og med i aften saa maaske var de travlt optaget af a lave masser af laekkerier til familien i stedet? Paa vejen hen til Reunification paladset var vi et smut forbi et sted, hvor jeg fik en mani- og pedicure. Foeler mig saa meget mere laekker efter at have faaet fjernet panserpladerne af skidt under foedderne og have faaet roed neglelak og glitter paa. Pretty. Morten gik ogsaa modvilligt med til at faa en pedicure. Noget jeg har anbefalet laenge. Og kvinden der fiksede hans foedder var ikke ligefrm imponeret af, hvordan de saa ud for at sige det saadan. Tror at der ca. ligger 5 kg. Morten paa det sted nu, og saa er det ikke engang 100% i orden selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne. Men det er en god start. Hvis han goer det en gang mere inden vi tager hjem tror jeg sagen er boef.

Vi var heldige Reunification paladset var aabent i dag selvom vi kan se at MANGE andre steder har lukket i dag. Det er en saelsom oplevelse at se stedet hvor den tidligere diktator lignenede figur blev vaeltet i 1975. De har ikke lavet om paa noget som helst siden, saa det er lidt af en tidslomme. Og ret saa ekstravagant. Hoejdepunktet er helt klart den paranoide bombekaelder. Ellers har tiden bare gaaet og nu er det naesten ved at vaere tid for at komme med bussen til Nha Trang. Vi ankommer i morgen tidlig. Busserne var gode sidst jeg var her, man kan ligge helt ned og vejen skal ogsaa vaere god, saa vi er fulde af fortroestning. Morten fikser billeder, saa man kan jo se paa et par gamle indlaeg hvis man har lyst.

Happy Tet.

Mekong Delta

2012-01-22T11:39:00.004+01:00

Morten har aldrig vaeret i Mekong deltaet da det er hans foerste gang et sted i naerheden af hvor den loeber (den er i 6 lande Kina, Laos, Cambodia, Thailand. Myanmar og Vietnam) men det er i Vietnam den stopper og, hvor jeg tror den er paa noget af sit mest imponerende. Vi snakkede om muligheden for et homestay for en enkel nat dernede (noget jeg gjorde sidst og som var en rigtig god oplevelse) men eftersom det var Morten som ikke havde set det foer fik han lov til at bestemme. Han bestemte sig for at vi skulle se Mekong som en en-dags-tur fra Saigon. Efter at have proevet det vil jeg ikke anbefale det. Det er simpelthen for kort tid, noget det hele kommer til at baere noget praeg af. Man skal naa mest mulig paa hurtigst muligt tid.

Efter en gang pho ved den samme nabokone som dagen foer (det gik jo saa hurtigt) var det afsted til bussen mod Mekong. Den var godt fyldt og den unge guide var noedt til at staa op hele vejen ned til Mekong. En bustur paa godt 3 timer (og det er grunden til at jeg ikke vil anbafale en dags tur til Mekong, der bliver simpelthen alt for meget koersel ifht hvor meget tid man tilbringer dernede). Og eftersom det er Tet nu (i hvert fald naesten) var der pres paa vejen ned til Mekong. Saa der var en del koe, men vejene er gode saa det gik rimelig godt. Flaskehalsene blev broerne hvor der kun var et felt (naesten) til hvr side. Men to busser kunne ikke passere hinanden paa broerne.

Endelig nede ved mekong efter en lang bustur kom vi over i en rimelig stor turistbaad med pressing over saa vi ikke skulle solbraende vores smaa hoveder. Der var en del andre hvide mennesker i tilsvarende baade noget der ikke er saa meget at goere ved, men gjorde det til en helt anden oplevelse end da jeg var der sidst og vi var de eneste hvide mennesker til markedet, fordi vi havde vaeret paa et homestay og stod op kl. lort. Smart! Men det var fint at se alle baadene med ders varer annonceret vha en stang hvor de havde haengt det op de solgte. Guiden forklarede at de solgte engros til mindre forhandlere og at alle var boender som tog husbaaden ned til Cai Be, hvor de saelger alle deres varer og saa efterfoelgende tager tilbage til farmen og henter nye forsyninger. Smart!

Naeste stop var hos en "fabrik", hvor divrse ting blev produeret. Puffede ris med soed maelk paa, kokoskarameller (overraskende gode), risvin (med en alkoholprocent paa 40% saa ved jeg ikke lige hvor meget vin det er?), rispapir og andet godt. Vi fik en kort forklaring paa de forskellige processer mens vi loeb igennem det hele (saadan foeltes det i hvert fald lidt). Morten blev noget irriteret paa en asiatisk kvindelig turist som hele tiden gik forrest for at kunne filme det hele og dermed stod i vejen for de 30 andre turister som ogsaa var interesserede i at tage billeder. Tilbage i baaden sejlde vi mod frokost som var ca. 45 min. vaek. Saa var der ellers tid til at sidde i baaden og stene og se paa alt livet i Mekong floden. De smaa baade der henter sand op fra bunden, folk der vasker sig selv eller deres toej osv. Altid hyggeligt med noget vandliv.

Frokosten var paa en ok restaurant, hvor vi skulle gaa et par hundrede meter til (mere eller mindre det eneste motion vi fik den dag). Vi fik ris, kylling og lidt jackfruit til dessert. Helt ok. Kom i snak med 2 argentinere som sad ved det samme bord som os. Super hyggelige mennesker. Jeg er jo naesten ved at doe af stress over det meget haesblaesende program vi har paa denne tur med kun 2 uger i baade Vietnam og Myanmar. Men sammenlignet med deres program var det vildt luksus. De skulle i loebet af 45 dage vaere i Malaysia, Thailand, Indien, Vietnam (4 dage i Saigonomraadet), Nepal og et par steder mere. Helt vildt! Kan godt forstaa at de var rimelig stressede. Naar overhovedet ikke f.eks. at forholde sig til en valuta foer man skal forholde sig til den naeste. Stress. Og ikke at anbefale udfra hvad de sagde:-).

I frokosten skulle man eftersigende ogsaa have mulighed for enten at slappe af i en haengekoeje eller tage en rask cykeltur. Men hvordan nogle skulle kunne naa det paa 10 min. Det er fortsat et mysterium:-). Saa var det ellers tid for "traditionel robaadstur" paa ca. 300 meter. Lige til at doe af grin over. Mega morsomt de skulle have alle turisterne i de smaa baade og ro saa kort en distance. Naesten saa man ikke kunne se nogen grund til det. Men saa har man da ogsaa proevet det, maa vaere devicen. Saa var det ellers tilbage i den store baad, godt en halv time paa vandet og vi var kommet til Vinh Long. Her stod bussen og ventede efter en halv kaotisk gaatur i gaasegang (igen med godt 30 hvide turister) igennem et stoerre markedsagtig sted. Men det er jo altid sjovt at se hvad der bliver solgt selvom man suser forbi. Ind i bussen med alle mand minus 2 hollaendere som skulle videre fra Vinh Long, saa guiden fik et sted at saette sig paa tilbageturen, det tror jeg han satte pris paa.

Turen hjem gik meget langsomt. Pga Tet var der enromt meget trafik tilbage til Saigon. Vi stod mere eller mindre bom stille i meget lang tid. Men der var god tid til at faa en lur saa der er jo altdi et lyspukt. Bortset fra et stop paa vejen hvor man kunne koebe noget at drikke og tisse var det tilbage mod Saigon. Det sidste stykke tid paa en moget stoere vej saa det gik hurtigere. Fedt. Og Saigon er virkelig blevet en verdens metropol med hvad som helst man kan droemme om af luksusvarer. Bevaeger sig helt klart i retning Bangkok. Og det gaar hurtigt. Saa kom foer det er for sent:-). Aftensmad var efterlaengtet og vi spiste det paa en lille restaurant (som jeg kender rigtig godt fra sidst vi var i Saigon) hvor de har alt mellem himmel og jord paa deres menukort og hvor alt smager fantastisk og er billigt. Kan man bede om mere? Naeppe!Saa en god men hektisk dag i Mekong kan man vidst opsummere det som. Har man tid til 2 eller 3 dage dernede boer man absolut goere det.

Cu chi tunlerne

2012-01-21T17:41:00.003+01:00

Morgenen startede med at vi gik hen til en af nabodamerne (vi bor i en lille sidegade i backpackerghettoen, som mange af de andre sidegader er her masser af små guesthouse og hosteller) hvor vi startede morgenen på traditionel vietnamesisk vis med Pho. Suppe med små stykker af oksekød, nudler og en hel tallerken med krydderurter, chili og lime. Mmmmm... Og det går lynende stærkt, oksebouillonen er klar så det er bare at dyppe risnudlerne i den, hælde det op i en skål og putte tynde stykker af råt oksekød i som så bliver kogt. Perfekt morgenmad når man skal nå en tur til Cu Chi kl. 8.30.

Der kom en "guide" og hentede os (og en hulens masse andre hvide mennesker) hvor vi boede og saa gik det ellers i gaasegang hen til bussen, som de aabenbart ikke selv mente vi ville vaere i stand til at finde selvom den ligger kun 100 m. vaek og er "hovedgaden" ret morsomt! Og saa var det ellers ind i den rigtige bus som koerte mod Cu Chi. Vi havde en ret speciel (vi var meget heldige) guide. Tidligere soldat, som kaempde paa amerikanernes side. Han var meget aerlig og ikke saa maerkeligt en ret bitter mand. Det vil man vel altid vaere naar man kaempede paa den "forkerte" side i krigen og efterfoelgende maatte bruge 5 aar af sit liv i et faengsel som politisk fange. Jeg ville sgu ogsaa have vaeret bitter. Men det gjorde at vors tur til Cu Chi gav os et helt andet indblik i "Amerikakrigen" (som de sandt nok kalder det her). Han gav et spaendende indblik i den anden side som man ellrs i meget lille grad bliver praesenteret for i Vietnam. Dette paa trods af, at vi saa flere af de andre turister i vores gruppe vende det hvide ud af oejnene som tiden gik.

Turen ned til Cu Chi tog ca 1,5 time i en mellemting mellem en alm. bus og en minibus. Og vi sad saamaend ggodt beskyttet mod varmen og alt det andet skidt udenfor vinduerne, saa der var ikke noget at klage over:-). Et lille stop ved en souvenirfabrik paa vejen var selvfoelgelig ogsaa med, mange af de ansatte var handikappede i den ene eller anden grad pga eftervirkninger fra agent orange fra krigen. Ret trist, men godt at de har faaet mulighed for at forsoerge sig selv.

Vel nede ved Cu Chi skulle vi betale 80.000 Dong (24 nok) for at komme ind. Intet mindre end 4 billetter pr. snude fik man. Man kan jo undre sig over hvad det skulle goere godt for? Tunlerne var spaendede og det gav et godt indblik i, hvordan vietcong soldaterne kunne narre amerikaenrne til sidst selvom amerikanerne var klart overlegne ifht udstyr. De var super smarte med diverse faelder, hjemmelavet ammunition og ikke mindst lokalkendskab til omraadet. I omraadet er der hele 285 km. med tunler, det er selvfoelgelig kun en meget lille del som er tilgaengelig for turister. Og vi fik mulighed for at kravle rundt i ca. 100 m. af dem. Det var ikke for hvide mennesker, for at sige det mildt. Helt igennem forfaerdentlig. Jeg har tidligere vaeret i tunlerne ved DMZ nord for Hue, og det er en fuldstaendig anderledes oplevelse. Det er store tunler, hvor folk boede. Disse ved Cu Chi var kun til naerkamp med amerikanerne. Men efter maaske 40 m. med de meget trange tunler havde vi faaet nok og gik op af en af "noedudgangene" saa federe var det heller ikke. Men man fik et indtryk. Og tanken paa, at disse tunler saagar er blevet lavet lidt stoerre pga stoerrelsen paa hvide mennesker. Sindsygt!

Besoeget ved Cu Chi gav ogsaa mulighed for at skyde med diverse vaaben der var blevet brugt under krigen (mod en heftig sum selvfoelgelig). Noget Morten selvfoelgelig blev noedt til at goere. Han valgte at skyde med en AK 47 eller en kalashnikov for os uindviede. Det synes han var ret sjovt (jeg som var med for at tage billeder, synes at det var ret grusomt paa grund af de meget hoeje lyde det gav naar skud blev affyret). Morten mente at det var fedt at have proevet men at saa var det heller ikke vildere. Men han har faaet nogle gode billeder:-). Besoeget ved Cu Chi blev afsluttet med et stk. vaskeaegte propaganda film om vietcongernes deltagelse i krigen. Det var ret morsomt men maaske ikke specielt informativt. Hele Cu Chi var smaek fyldt med hvide mennsker som alle havde faaet den gode ide' at se stedet. Ogsaa fordi det kun koster 6 USD at komme derned med et af de mange turoperatoerer som opererer i backpackerghettoen. Saa vi var ikke alene for at sige det saadan.

Da vi kom tilbage til Saigon var kl. naesten 15, noget af det sidste guiden havde fortalt os var at alle hoteller i Nha Trang (som vi har bestemt skal vaere vores naeste stop) var helt fulde. Fik en lille smule panik, saa selvom vi egentlig var meget sultne maatte vi foerst hjem til hostellet og finde noget paa hostelbookers.com. Det var heldigvis ikke noget problem saa vi bookede baade for Nha Trang og Hoi An, bare saa vi ikke skal taenke mere paa det de naeste dage. Efter raad fra vores hostel venter vi med at koebe busbillet videre fra Nha Trang til Hoi An til vi kommer derop. Saa nu satser vi paa at resten af turen gaar som smurt paa trods af Tet (nytaar).

Udsaa os et sted i LP (guidebogen over ale guideboeger som alle backpackere med respekt for sig selv ejer:-)), hvor de skulle have kanon gode burgere og bevaegede os i den retning. Og de tog ikke fejl. At det var lige midt i et meget trafikeret lyskryds saa amn kunne sidde og foelge med i al aktiviteten var selvfoelgelig bare et kaempe stort plus. Ikke mindst da der koerte en fyr forbi paa scooter med et KOELESKAB (I kid you not!) bagpaa. Vildt hvad man kan faa paa en scooter hvis man bare bestemmer sig for det. Jeg husker at jeg i Trondheim skulle i Ikea paa scooteren for at koebe flyttekasser og at jeg var noedt tilat tage bussen hjem og derefter bussen tilbage til Ikea for at hente scooeteren. Ingen tvivl om, at jeg har noget at laere af vietnameserne, det var aldrig sket for dem. Et par timer efter var der ogsaa plads til en is paa Swensens (verdens bedste isbar, super populaer og overalt i Thailand og total afhaengighedsskabende billige og vilde iskreationer). Jeg indroemmer det, jeg havde saagar tjekket paa net i forvejen om det fandtes i Vietnam, og der findes den ene i Saigon. Og det var en froem som saedvanlig. Ellers slappede vi af med et par oel paa en "fortovscafe" med bitte smaa plastikstole. Det var saa hyggeligt. Og i den dejlige behagelige varme der er i Saigon (det er maaske lidt for varmt midt paa dagen men ellers er det 100% perfekt) skoent!

Og vi bor paa det dejligste hostel. Kun 2 minus der er langt til 4. sal plus naar der ikke er elevator (isaer med store rygsaekke) og der er ikke noget vindue. Men hvad goer vel det naar det er en super soed familie der har det, det ligger smadder centralt men roligt. der er air con, fan, fantastisk Wifi og masser af engelske kanaler paa det lille fjernsyn. Og rent, meget, meget rent. Og de goer rent hver dag. A smale piece of heaven. Anbefales og saa til den latterlige billige sum af 16 USD pr. nat.

På vej til Vietnam

2012-01-19T17:11:00.001+01:00

Tidlig op mandag (næsten) morgen. Ud til lufthavenen med den nærmeste taxi. Vel fremme havde lufthavnen ikke helt åbent endnu. I hvert fald ikke sikkerhedstjekket. Så det var bare at sætte sig ned. Et par timer efter og efter at have fået en kop the for de sidste Kyat var vi ombord på flyet til Bangkok. No frills Air Asia. Men det funker. Vel fremme i Bangkok fik vi bagage (fik ikke lov til at tjekke det hele vejen igennem til Saigon som ellers ville have sparet os for liddt bøvl, men, men) kom igennem paskontrol (nu har jeg allerede 2 gange stempler fra Thailand pga transit, så det er ikke så mærkeligt at et pas næsten kan blive fyldt på sådan 10 års tid). MAD! Og så på postkontoret hvor vi fik sendt alle mine elskede uidebøger hjem, som jeg bare ikke kunne nænne at smide væk, så er der frigjort lidt plads til souvenirer fra Vietnam:-). Tiden i lufthavenenn (som var mere end 5 timer) fløj afsted, ikke mindst på grund af at check in'en ved Air Asia tog RIGTIG lang tid.

Efter en hurtig flytur fra Bangkok til Saigon var vi fremme i Vietnam. Hurra! Og for en forskel fra Myanmar. Det sætter virkelig det hele i perspektiv. Så selvom Yangon på alle måder er ret meget fremme i skoene til at have været isoleret i så mange år, ja så er det milevidt fra Saigon. Efter heftig diskusion med x antal taxamænd i lufthavnen (det er jo ikke så længe siden jeg var her sidst og havde selvfølgelig været den gode backpacker sidst og skrevet, hvor meget vi gav da. Prisen er gået kraftigt op for at sige det sådan) var vi på vej mod backpacker ghettoen. Den er noget a'la Khao San området i Banglampu i Bangkok men der er desværre ikke en gade som er spærret af for trafik om aftenen som Khao San. Men Saigon, enten er der rent faktisk sket meget i de 3 år siden jeg var her sidst eller også så har jeg bare dårlig hukommelse). Masser af fancy butikker, restauranter og kapitalisme all over baby. Saigon, syndens by.

Kaos med masser og masser af scootere. Mann kan bare tænke på, hvad der sker der dag hvor alle vietnamesere får råd til en bil. Gulp! det kommer til at blive en miljøkatastrofe a'la Beijing. Havde fundet et hostel på hostelworld fordi det er ved at være lige ved og næsten, kinesisk nytår, eller tet som det hedder. Jul, nyttår og påske all wrapped into one. Stor, stor helligdag og fest i Vietnam. Noget vi har vidst ville være et potensielt problem længe. Skønt hostel. Super hyggelige mennesker som arbejder der og fik i løbet af kort tid bestilt en halvdagstur til Cu Chi tunlerne (det ser bare mega mærkeligt ud, men ved ikke, hvordan det ellers skal staves).

Aftensmaden var HIMMEL og ligeså lækker mad som jeg huskede fra Vietnam sidst. Skønt startede med forårsruller, en pandekageting med svin og rejer, satay spyd og mmmmm...... Morten fik øl til 4,5 kr for en halvliter så han er også rimelig glad. Heaven! Og så var det ellers at vi snakkede med hostelet om en åben-tur-billet med bussen hele vejen til Hanoi. Hun ringede til selskabet som de brugte og vi fik fortalt at det var steget fra 882000 (under 300 nok) til 1780000 (ca. 540 nok). Og da hun så ringte tilbage ca. 4 min. efter var der ikke flere busbilletter tilbage. Velkommen til Vietnam når der er Tet. Snakkede en del med damerne på hostellet og de sagde at hvis vi bare kunne komme med en bus til Nha Trang (som vi har udset os som næste stop på vejen opover) så mente de at det nok skulle gå bedre videre. Så var forbi en hel del rejsebureauer, de ligger på stribe lige ved, hvor vi bor så det var ikke et stort problem. Og vi fandt heldigvis en busbillet med sleeper (mega nice busser i Vietnam hvor man faktisk ligger helt ned) men ikke den 21. som vi egentlig havde tænkt os, spurgte mange steder og der var bare totalt udsolgt. Men den 22. gik. Så vi har bestemt os for at tage en ekstra dag i Saigon, det er heller ikke det værste der kan ske med tanke på at vejret i syd er mega skønt nu, i modsætning til da jeg var her sidst, hvor der var trucker varmt. Her er stadig varmt men tilpas varmt.

Så nu er planen 4 dage i Saigon med 2 "udflugter" til Cu Chi og Mekong. Derefter natbus til Nha Trang. Satser på at tage en overnatning der og så med en overnatningsbus videre til Hoi An dagen efter. Nogle dage i Hoi An (vi skal da total meget have syet alt muligt lækkert gejl) videre til Hue, Morten har meget lyst til at få en tur til DMZ og eftersom det er ham der ikke har været her før bliver det lidt op til ham hvad der skal prioriteres (jeg havde dog insisteret på et sted som jeg ikke så sidst, det blev Nha Trang, næste gang bliver Dalat, no doubt about it). Og så til slut Hanoi, hvor vi kommer til at få alt for kort tid til en så skøn by, love it. Men på den anden side ser det ud som om der er trucker koldt deroppe nu, så det kan vi have lidt til gode til næste gang. Og Halong Bay udgår sandsynligvis. Vi kommer simpelthen ikke til at have tid til. Næsten kriminelt med tanke på Morten ikke har været der tidligere. Men på den anden side ser den måske lidt bedre ud i mere end 10 grader? Over and out:-)

Sidste dage i Myanmar

2012-01-19T16:28:00.002+01:00

Så er vi kommet til Vietnam. Men først er det vidst på sin plads at blive færdig med Myanmar før vi bevæger os videre.

Stod op rimelig tidligt sidste dag i ved inle så vi kunne prøve at få lidt ud af dagen. Havde været en meget bedre nat end natten i forvejen hvor jeg havde frosset, men med tre tæpper var sagen bøf:-). Jeg var ikke helt i topform, stadig, noget diare, men heldigvis ikke invidaliserende:-). Så efter morgenmad var vi en tur på det lokale markked som lå midt i byen, der var masser at se på af frugt, grøntsager, mærkelige tørrede ting og lokalt leben. Altid hyggeligt. Derefter var det hen ti den nærmeste cykeludlejer og så afsted. Havde fået et tip af guiden fra dagen før om en retning der kunne være god at cykle. Og jeg skal love for at man meget hurtig kom ud på landet. I løbet af nul komma niks var den i forvejen rimelig dårlige "asfaltvej" byttet ud med jord.

Kørte forbi op til flere skoler på vejen hvor man tydeligt kunne høre klasseundervisningen som bestod 100% af udenadslæren. Ikke meget individuel læringsplan:-). Det er vel primært en vestlig opfindelse. Der var grønt og frodigt med masser af oversvømmede rismarker, unger med snør der legede ved siden af vejen, gnøffede mørke svin som hyggede i stalden/huset, vandbøfler som var ude at græsse, gamle der sad og stenede eller snakkede i vejkanten. Med andre ord helt igennem hyggeligt. Cyklerne var ikke de bedste og efter et par timer i sadlen var det næsten humpende afsted og øm mås, men hvad gør vel det.

Var næsten oppe på en vingård, men da vi ikke havde så god tid valgte vi at vende da vi alligevel ikke havde tid til vinsmagning eller andet sjovt. Men man må da sige at det er rimelig eksotisk med vingårde i Myanmar. Ikke lige det man har forestillet sig når man tænker på Myanmar, men det er nok pga det kolde klima. Efter at have kørt rundt i området udenfor byen, kørte vi til slut rundt inde i byen. Også hyggeligt og, man skulle ikke langt væk fra hovedgaden med de mange steder hvor de kunne hjælpe med bådture, ,busturer og tuuristprægede restauranter før man var som et heelt andet sted. Det vildeste vi så var en helt nyfødt baby (de var ved at pille hinnen af ham) på en gårdsplads, tror at de to der var ved at gøre ham ren var lokale "jordmødre". VILDT! Så tidligere i Mandalay en kvinde med veer hvis mand var ved at hjælpe hende ombord på en scooter taxi. Rimelig cool kvinder i Myanmar må man sige:-). Ikke mange skandinaver som ville have fundet sig i det.

Efter frokost var det tid til at komme i en pick-up ud til "krydset" som ligger 11 km. fra nyaung Schwe. Fandt en som vi var de første passagerer i. Så det tager jo lidt tid før den bliver fuld. Endte med at den (selvfølgelig) blev meget fuld og de sidste lokale kvinder der kom ombord med alt deres habbengut var nødt tili at stå bagerst og klamre sig fast. ikke at det er noget nyt i Myanmar. De kan fandme fylde deres "offentlige" transportmidler til randen. Sætter myldretid i Oslo lidt i perspektiv. Så slemt er det jo heller ikke. Total lorte vej ud til krydset, bumpede af pommern til og nu var jeg ved at have det lidt dårligt. Glimrende start på 16 timers bustur forude.

Busturen til Yangon var LANG! Meget lang, og de første timer (måske to) var helt ok. Men så skal jeg ellers love for at der var fest. Især når man var mega kvalm. Først "kravlede" vi langsomt op af bjerge, det gik ok, men da vi så skulle ned igen. Forfærdentlig! Især når man havde det ikke så alt for godt. Flere passagerer kastede op fordi de blev vold køresyge. Det eneste der redde mig var at jeg faldt i søvn. Halleluja. Og så var der heldigvis et stop på vejen ned. Skønt. Mulighed for at købe masser af lokale "kolde" specialiteter såsom "jordbærvin", jordbær, friterede kartofler og andre skønne ting. Endelig nede af bjergkørselen gik resten af turen ok. Især efter at vi kom ud på "highwayen" mellem Yangon og Mandalay, den er top nice og uden tvivl det bedste vej i Myanmar. Hands Down! Så da vi først var kommet så langt var alt fryd og gammen. Havde et langt stop kl 3.00 for hvad? Morgenmad? Det mest glitzy sted med masser af restauranter og lys. Nøjagtig samme sted som vi havde et stop ved på vejen til Mandalay. Ellers var det en rimelig stille og rolig bustur (og vi var meget glade for at vi havde valgt IKKE at tage bussen mellem Bagan og Inle Lake) med de sædvanlige burmesiske musikvideoer, mærkelige sketch og surprice, surprice en amerikansk actionfilm med et meget macho "jeg kan fikse hele verden" tema.

Vel fremme i Yangon kom vi efter lidt frem og tilbage med en taxa indtil byen (både godt og ondt at placere busstationerne så langt ude, godt fordi man slipper for alle busserne i byen men dårligt fordi man er så er nødt til at tage en taxa). Var heldigvis i Yangon kl. 6.00 i stedet for tidligere, kom frem til tidligere hostel hvor vi havde reservation, heldigvis, for der var fyldt. Stenede lidt tid på hostellet og fik et værelse ved 8-tiden. Total luksus. Skønt at kunne strække ud i en seng. Jeg var ikke helt på top, så den sidste dag i Yangon blev meget stille og rolig. Vi gik hen på det store marked i byen, så på alle de ting man kunne købe der (meget af det sædvanlige asiatiske nips, og ingenting vi havde lyst til at købe sjovt nok) og så var det lidt det. Var en tur på net, i biffen og se Mission Impossible nr. hvem-ved-hvad som var helt ok og meget overraskende var der ingen burmesiske undertekster. Mærkeligt. Og et sjovt specielt feature i biffen efter at filmen var færdig var der solksikkekerner spyttet ud over næsten hele gulvet. Godt at man ikke var den der skulle feje det op.

Måltiderne denne dag bestod af fantastisk morgenmad på hostellet hvor vi boede, bedste i Myanmar hands down. Lækker, nærmest vietnamesisk, pandekage med lækkert fyld. Frokost var indisk Briyani, også meget velsmagende med skøn bananlassi til. Det skal man aldrig kimse af. Aftensmad var en god "salat" a'la asien altså ikke rå (det kunne min mave ikke tåle overhovedet) på en meget simpel fortavscafe mere eller mindre i mørket. Det tog lidt modet fra Morten som var sikker på at de tørrede rejer var larver. Men det gled ned alligevel! Og en meget skøn ting, på mange af de rimelige steder kan man få alt den kinesiske tynde the man kan skylle ned. Dejligt!

Planen er at Morten skal ligge billeder ud snart. Så det er bare at vente i spænding.

Inle Lake

2012-01-18T17:15:00.000+01:00

Efter en sidste nat på det mugbefængte værelse (tjekker så meget bag ved badeværelsesdøren fremover) var det op tidlig for at komme ud i lufthavnen. Taxamanden som vi havde lavet en aftale med kom ikke til aftalt tid så det var bare med at komme afsted og få prajet en ny. Det var heldigvis ikke så svært. Lufthavnen i Nyaung U er ikke stor. Føles helt klart meget mere som en busstation end som en lufthavn. Ikke meget international klasse der. Tjekkede først ind, noget som indebar to flybilletter (den vi havde med var i øvrig skrevet i hånden, ret så gammeldags må man sige) og et klistermærke på trøjen for at vise hvilket firma man skulle flyve med. Morsom detalje og ikke noget jeg har set tidligere. Så sad man ellers og ventede lidt i afgangs/ankomsthallen. Fik at vide at man kunne gå igennem sikkerhedskontrollen, som indebar at man fik et stempel på billetten og at man gik gennem en metaldetektor, alle bippede og der stod en sløv dame og fægtede lidt med en håndholdt metaldetektor. Men hun tjekkede ikke hvorfor det bippede. Morsomt. Og det var ikke noget problem at få 1 l. vand med. Den regel er nok ikke lige kommet til Nyaung U?

Så sad man ellers og ventede i den næste hal. Og så skete der noget ret så morsomt. Når et fly var klar til at tage af sted kom der en mand med vest ind i afgangshallen med et skilt med flyselskabets navn og flynummer på hvorefter han gik rundt i afgangshallen og råbte (på burmesisk selvfølgelig) om at passagerene kunne gå ombord. FANTASTISK. Og det gentog sig for alle flyene som skulle lette. Og det var ikke så få. Ligesom busserne i NZ afgår alle fly i Myanmar på mere eller mindre samme tidspunkt. Det er bare så helt igennem utrolig smart. Not! Endelig blev det vores tur. Og flyturen var rimelig sædvanlig. Og meget kort, kun 35 min. kontra 13-15 timer i bus. Skønt! Vel fremme i Heho, nærmeste lufthavn til Inle Lake, fandt vi et tysk par som vi delte taxaudgifter med til Nyaung Schwe byen ved inle Lake). Skønt for det var ikke ligefrem billigt, alle tager næsten altid samme pris, noget de kan gøre fordi det er en lufthavn. Så er det bare take it or leave it.

I Nyaung Schwe fandt vi et super sted (måske det bedste indtil videre, der er skønt varmt vand, og et badeværelse (næsten uden mug) lige så stort som det værelse min søster har boet i de sidste godt 5 år. Ikke dårligt og vi fik oven i købet pruttet prisen lidt ned. Hurra! Men stedet ligger længst væk fra floden som fører til Inle Lake så en lille ulempe skulle der selvfølgelig være:-). Jeg havde det ikke så godt desværre, det var nok det vi havde spise to dage i forvejen som reagerede anderledes på mig. Men vi gik ud for at spise frokost og tog det så ellers roligt mere eller mindre resten af dagen. Har man det skidt er der ikke så meget at gøre ved det. Det er man ikke rigtig herre over, men skod at vi skal bruge 2 dage af vores i forvejen ikke så alt for lange tid på det i Myanmar. Natten var frysende kold (selvom jeg sov i uldtrøje med lange ærmer, har lige været nede i receptionen og spørge om et tæppe mere til i nat så det ikke kommer til at gentage sig. Bbrrrr... Vågnede flere gange ved at jeg frøs, og desværre er det to separate senge her så jeg ikke engang kan varme mig på Morten. Øv!

Dagen i forvejen havde vi fikset en bådtur på Inle Lake, så op kl. 7, spise morgenmad og så afsted. Der er "travel agents" overalt i Nyaung Schwe så vi kom først til at gå lidt for langt. Havde en guide hele dagen kaldet Nini. En rar fyr som snakker godt engelsk. Helt klart lidt ekstra Kyat værd at have en guide med en hel dag i stedet for kun at være sammen med en bådfører som snakker meget begrænset engelsk. Det var ret så koldt tidlig morgen. Men vi fik hver vores stol (Morten, jeg og guiden) med en redningsvest bundet på ryggen og et varmt tæppe. Ikke dumt især ikke med tanke på at det i tillæg til at være rimelig køligt var vind når først vi bevægede os derudad. Det var i en sædvanlig "piskeris-lang-båd" også kendt fra Mekong, Syd- og Mellem-amerika og alle andre udviklingslande i verden tror jeg. Ikke ligefrem en lydløs sag og absolut ikke noget man skulle bruge hvis man var ude efter at se dyreliv. Men det var jo heldigvis ikke vores mål for dagen.

Det var en helt igennem flot dag med masser af muligheder for at se på livet i og på vandet. Masser af "floating villages" altså på stylter, masser af fiskere ude i søen (men det så ikke ud som om de fangede så meget, ifølge en anden guide som jeg overhørte skyldes det at man i højere grad bruger kemisk gødning og at det har fået fiskebetanden til at synke betragtelig) og masser af mennesker som sejlede rundt i deres små både som vi andre ville sætte os ind i vores bil. Kunne nok ikke bo i en flydende landsby uden en eller anden form for båd. Der var stor forskel på husene vi sejlede forbi nogle bar tydelig præg af at ejeren havde flere penge af naboen. De fleste og enkleste huse var lavet af de karakteristiske bambusvægge (de må dæleme have frosset i nat, ville nok ønske at de havde en god skandinavisk dyne). Ifølge guiden skal alt på de enkleste huse skiftes hvert 2.-3. år. Så det kræver lidt arbejde.

Stillede ca. 1000 spørgsmål til guiden i løbet af dagen, både om ting ifht Inle lake, fiskerne osv. men også ifht sundhedsvæsenet, prostitution (det gik ikke så godt han mente kun at prostitution eksisterede igennem et par homo thaier, men mon det er sandheden?), homoseksualitet (eksisterer og er ok, lidt på linje med Thailand, men der findes ingen kvinder som er homo, interessant!) Det statslige sundhedsvæsen er meget dyrt og de fleste almindelige mennesker har ikke tilgang til sygehus. Guiden fortalte os at hans mor var død af malaria (de havde ikke råd til at betale for anden behandling end det de kunne købe på det lokale apotek og det virkede ikke) og at det vil koste ca. 1200 USD at føde på det statslige sygehus. En uhyre høj sum for en almindelig burmeser, så mange bruger uuddannede jordmødre hjemme og det sker at både mor og barn dør. Jeg spurgte om sygehusene ville hjælpe folk gratis i nødsituationer (ex. Ved en bilulykke) men det mente han ikke at de ville med mindre nogen ville betale (i tilfælde bilulykke, den som har påkørt dig og der findes ikke forsikring, interessant!)

Udover at stene rundt på søen og se på landsbyen livet var vi inde på et væveri, hvor de blandt andet lavede tørklæder af lotusblomstfibre. Ifølge kvinden som arbejdede på væveriet noget meget specielt for området. Og det var i sandhed en lang proces fra start til slut. Var også på et lokalt marked, og det virkede faktisk rimelig lokalt, der var ikke så mange turister. Her kunne jeg stille guiden spørgsmål om alt det mad der var til salg. Meget interessant. Morten stillede ikke så mange spørgsmål kan jeg fortække. Han sagde faktisk så lidt i løbet af dagen at guiden kommenterede til frokost:-). På markedet kom der folk ind fra de omkringliggende bjerge for at sælge deres varer, isør brænde. Noget vi tydelig kan mærke der bliver brugt om aftenerne, hvor der nogle gange ligger en tæt os af røg fra de mange bål som er ved at forberede aftensmad. Ifølge guiden er det de fattigste der bruger brænde, de rigere bruger kul og de som bor i byerne bruger primært elektricitet. Noget som ikke var muligt i landsbyerne på søen da de ikke havde elektricitet.

Spændende at få lidt indblik. Vi var også i et tempel med 5 små Buddhaer. Sjov historie ifht dem. Hvert år sejler de de 5 Buddhaer i en speciel guldbåd i 21 dage (de er så på besøg i mange af landsbyerne på vejen). I 50'erne blev der et forfærdelig uvejr og båden Buddaerne var med på kæntrede. Ved hjælp af ihærdig indsats fik de lokale reddet 4 af Buddhaerne op fra søen. Men de kunne ikke finde den sidste. Historien går så som følger, da de kom tilbage til templet, meget slukørede fordi den 5. Buddha var forsvundet var den allerede kommet på plads på podiet. Ingen havde fundet den. Den var bare mirakuløst kommet frem selv. Fantastisk ikke sandt? Det blev tolket på den måde at den 5 Buddha ikke ønskede at deltage i processionen rundt om søen så hvert år bliver den nu hjemme og passer på tempelet. Skøn historie synes jeg. Det er et meget populært tempel i Myanmar, de 5 statuer er ret små og total overplastret i guld så man ikke kan se at det egentlig er Buddhaer, det ligner bare små guldbolde, fordi så mange mennesker køber små blade guld og klistrer på Buddhaerne.

Frokost blev spist på en restaurant med udsigt til tempelet og Buddhaerne (næsten hvis ikke det havde været fordi de var godt gemt inde i templet). Efter frokost gik vi over en meget vakkelvorn bro over på den anden side for at se på båden som blev brugt til at sejle Buddhaerne rundt på søen. Havde et stop hos en sølvsmed, hvor de virkede noget skuffede over at vi ikke købte noget idet vi gik. Var ellers i et tempel som er kendt for hoppende katte. Det var nu ved at være sen eftermiddag så kattene hoppede ikke så højt igennem ringene længere. Det krævede meget overtalelse af kvinden som prøvede at få dem til det og hun blev nødt til at sænke ringen hver gang. Sådan går det når kattene hellere vil ligge og fede den i eftermiddagssolen og de har fået nok at spise. Der er ikke så meget motivation:-). Lige overfor klosteret var der smuk udsigt til nogle af de flydende haver i Inle Lake. Meget imponerende! Der bliver dyrket tomater, agurker, zucchini og andet i stor stil. De bruger vandplanter som "jord" og stikker bambuspæle ned, for at holde på planterne og for at tomaterne skal have noget at vokse op ad. Ifølge guiden kan det være op til en meter med vandplante under tomatbuskene. Imponerende. Man bruger enten kemisk gødning eller man tager tang op fra søbunden og bruger det som naturlig gødning.

Klosteret var sidste stop for dagen og siden vi gerne ville se solnedgangen over søen brugte vi en del tid der. Men der var ikke så meget at se på (de sædvanlige souvenirboder var der selvfølgelig men dem var vi ikke så interesserede i, så i stedet lagde vi os yderst på broen og fik en lille halv time på øjet. Ikke dumt i heden (for nu var det blevet varmt i hvert fald i solen). Og med smuk udsigt til de flydende haver.

Så var det ellers tilbage i båden igen sammen med den cigarrygende chauffør. Ret morsomt i øvrigt, i en af de flydende landsbyer har de en cigarfabrik. Tobakken kan ikke dyrkes i området da det er for koldt her men de får det fra Mandalay. Det virker som om det er ret populært i Myanmar, vi ser en del lokale som ryger de grønne cigarer. Tror ikke ligefrem at de er på højde med de cubanske. Klosteret som var det sidste vi så på søen (af "seværdigheder") lå ret langt mod syd i søen (det er også muligt at komme til en anden sø hvis man sejler videre langs en flod, men der er langt derned og det er en rimelig kostbar affære). Men der var et stykke tilbage til Nyaung Schwe så det var bare at få piskeriset i gang i vandskorpen. Og det var vores chauffør helt klart mand for. Så vi fræsede derudad mens vi så på fiskere, måger, ænder, gæs, hejre, unger med snot, kvinder der bader (med et klæde bundet for det meste af kroppen så de stadig er tækkelige) masser af både og bare sø leben. Smukt! Og helt klart det bedste af turen, bare sidde og stene på båden og nyde udsigten.

Chaufføren "parkerede" båden i en dynge siv. For så vidt fedt nok bortset fra at sivene huser flere insekter end man lige skulle tro. Han gav sig til at vaske lidt tøj mens vi ventede på at solen gik ned. En meget ivrig fisker sejlede nærmest ind i båden mens han demonstrerede hvordan man skulle bruge den slags net han havde, viste os hvor mange fisk han havde fanget i løbet af en hel dag (ikke så mange) og posede meget villigt for kameraet. Han var selvfølgelig interesseret i en skilling for ulejligheden. Og vi følte næsten ikke at vi havde noget valg, så det fik han. Guiden blev nødt til at låne fiskerens båd for at komme ind til land (der var et stykke) for at tisse. Alt imens blev fiskeren siddende på vores båd og snakkede med chaufføren. Begge var fra Intha stammen og snakkede et sprog som guiden ikke forstod på trods af at hans far var Intha og hans mor var Shan. Inle lake ligger i øvrig i Shan delstaten. I dag bor der et miks af mange forskellige folk, men traditionelt var det primært Shan som boede her. Sagde i øvrigt nej tak til at se "longneck women" i en landsby. Vi har læst at de tager meget unge piger væk fra deres familier og sætter mange ringe rundt om halsen på dem og efterfølgende viser dem frem som dyr i zoologisk have. Det vil vi selvfølgelig ikke støtte.

Solnedgangen over bjergene (som ikke var så høje men alligevel) med spejlbillede af solen i søen. Smukt. Og ikke langt tilbage til Nyaung Schwe da forestillingen var færdig. Spiste shan suppe og meget oljede "chapati" på enkel fortovscafe på vejen hjem. Sidder nu og små fryser på værelset og er meget glad for at jeg har fået fingrene i flere tæpper. Skal ikke fryse i nat:-).

I morgen har vi planer om at cykle lidt rundt i nærområdet før vi kl. lidt efter 13 skal med en pick up ud til et kryds hvor vi skal med en bus til Yangon. Bussen skal gå fra krydset kl. 15 men alle travelagenterne insisterer på at man skal tage af sted fra Nyaung Schwe ca. 2 timer før bussen går fordi det kan tage lidt tid at fylde pick up'erne. Men alligevel. Der er kun 11 km. Til krydset. Men vi må vel hellere lytte til de lokale. Det er ofte bedste. Så venter der en humpende tur på ca. 14 timer. Halvdelen af tiden (heldigvis de sidste ca.6-7 timer) er på highway, men frem til da er det bumpet vej all the way:-). Det skal nok blive godt at få rystet nyrene lidt på plads:-). Bliver sat af på busstationen som ligger et godt stykke fra selve Yangon kl. Lort om morgenen og skal så komme ind til byen. Heldigvis har vi booket værelse hvor vi sov sidst så vi slipper for at flyve rundt og lede. Onsdag går turen i første omgang til Bangkok lufthavn, her skal vi vente en del timer før næste fly videre til Ho Chi Minh. Glæder mig så meget til Pho, baguetter Vietnam style, iskaffe og forårsruller. Mmmm.... Kommer hjem god og fed forudser jeg;-).

Bagan

2012-01-17T06:30:00.002+01:00

Efter en rimelig ok bustur fra Mandalay (tog "kun" 6 timer, vi havde fået at vide at det ville tage 8, men en del var på rigtig dårlig vej. Og med tanke på at vi var blevet fortalt at vejen var blevet meget bedre kan man jo bare forestille sig hvor dårligt det har været før). Vel fremme i Bagan tog vi benene fat og fandt et sted at sove (det første sted vi prøvede havde kun plads for en nat). I midlertid var "betjeningen" ikke særlig venlig på det sted vi fandt, og det var et "toppick" af Lonely Planet, noget som sikkert var grunden, de kunne være ligeglade, der ville komme masser af mennesker uanset. Efter et kort stykke tid på værelset begav vi os ud for at finde solnedgangen over Bagan. Vi bestemte os for at gå da der ikke skulle være så langt til Buledi, et tempel som var anbefalet som et sted at se solnedgangen fra. Da vi næsten var kommet hele vejen ud til tempelet, efter først at have blevet tilbudt en hestekøretur X antal gange af en mere end almindelig ihærdig fyr, var der en fyr på scooter som sænkede farten. Han fortalte os at han kunne vise os et bedre tempel, tæt på Buledi hvor der ikke var turister.

Og det gjorde han. Efter et lille sår på knæet var vi oppe på tempelet med en helt igennem fantastisk udsigt udover sletterne og alle de smukke templer i Bagan. Det er helt klart først når man kommer op i højden at man virkelig sætter pris på Bagan. Templerne har ikke samme udsøgte udsmykninger som Angkor, men det er muligheden for at kunne klatre op på en stor del af templerne og få den smukke og unikke udsigt som virkelig gør Bagan til noget specielt. Vel oppe på tempelet viser det sig selvfølgelig at manden på motorcykel (som sagde at han ikke skulle have penge for at vise os tempelet og at han ikke var guide) gerne ville sælge os et maleri eller to. Lidt svært at sige nej til at se hans billeder, og når han først har fundet dem frem kan man rolig sige at det er endnu mere svært at sige nej tak til at købe. Det er jo trods alt manden som har vist jer det fedeste sted at se på solnedgangen helt fri for andre turister. Så det ændre selvfølgelig med at jeg blev nødt til at købe et lille maleri af manden. Og til vildt overpris viser det sig selvfølgelig næste dag:-). But what can you do. Vi lader som om det var oplevelsen, som virkelig var spektakulær, som vi betalte for.

Tilbage i Nyaung U (byen vi boede i ved Bagan) fik vi fikset flybilletter til Inle Lake. Vi bestemte os kort og godt for at de 13-15 timer det ville tage med bus på elendig vej som ville tage os en hel dag ville være de 70 USD værd som det kostede at flyve indenrigs. Man er vel blevet en gammel og halv bedagelig backpacker:-). Fik noget at spise, på en "italiensk restaurant". Kan fortælle at pizzaen i Myanmar ikke er bedre end den i Australien (selvom den jævnt over var ret så elendig). Havde ærlig talt ikke ret meget med pizza at gøre. Men der skal åbenbart ikke ret meget mere end en god uge til før man igen har lyst til vestlig mad. Interessant. Vi fandt også et andet hotel som vi lavede en aftale med om at sove hos dem de næste to nætter.

Næste morgen efter morgenmad lavede vi en aftale med en hestevognschauffør om en hel dag rundt i Bagan området plus solopgang dagen efter. Først fik vi læsset alle rygsækkene ind i vognen, som var en lille sag med en tynd madras som man kunne sidde/ligge på. Men det var ret tydeligt at Morten var nødt til at sidde forrest i forhold til vægtfordeling for at den stakkels hest (som var i godt hold, det var noget vi tjekkede inden vi valgte chauffør) ikke skulle kollapse helt. Så der sad vi så det lille stykke hen til det næste hotel. Fik tjekket ind og så var det ellers videre. Første stop var et godt stykke væk fra Nyaung U. Det er den eneste "rigtige" by i Bagan området. I tillæg er det muligt at sove i New Bagan og old Bagan. Begge de to steder er noget der mere eller mindre er konstrueret kun for turister. Der bor nogle lokale i New Bagan, alle tidligere tvangsflyttet fra gamle Bagan, men Nyaung U er stedet hvor der er rimelig overnatning.

Men så gik det ellers derudad i "fulde fart" (det går jo ikke så hurtigt med sådan en hestevogn, man kunne godt have cyklet hurtigere ved siden af) mod Bagan og alle templerne. Vi er desværre så dårlige turister at vi ikke helt har styr på hverken, hvor mange templer vi så, eller navnet på alle templerne. Rimelig urutineret. Men sådan blev det altså. Det var en super dag, chaufføren kunne snakke noget engelsk (ikke ligefrem lange forklaringer om templerne så som hvornår de var fra osv, men det var muligt at have korte samtaler med ham), Vi fik vel set i hvert fald 10 templer i løbet af dagen. Højdepunkterne var de vi kunne klatre på, det måtte man ikke på nogen af dem i Old Bagan, Ananda templet, som er det mest berømte. Tilfældigvis var der festival da vi var der. For hvide mennesker indebærer det to ting: kæmpe stort marked med rimelig ubrugelige ting udenfor templet, og munke som messer 24/7 i mange døgn (de skifter munk en gang i timen). Men det var et super fint tempel og med masser af liv. En kvinde ville meget gerne sælge "sandal three" pulver til mig, noget mange af kvinderne har i ansigtet i Myanmar i forskellige mønstre. For at prøve på at overbevise mig puttede hun noget i ansigtet på mig. Så ikke så værst ud faktisk, noget mindre kontrast når man er lige så bleg som mig i modsætning til de lokale kvinder. Måske er det noget man skal indføre i Oslo. Eller måske ikke. Købte i hvert fald ikke noget pulver:-).

Ellers spiste vi en helt ok frokost på et sted, hvor kun hvide mennesker spiste. Til vores forsvar gik vi til et andet sted som lå lige over gaden, og som så MEGET enkelt ud, men på grund af lokaliseringen lige ved siden af Ananda templet (som alle turister bliver nødt til at se) tog de samme pris for alt som stedet overfor som var af en noget anden standart. Så var valget pludselig meget enkelt. I løbet af dagen så vi X antal Buddaher, en enormt stor som var liggende i cement tror jeg, 2 meget høje i guld, en i sten osv. Og næsten ved alle templerne var der enormt mange sælgere som ville sælge os t-shirts (souvenir from Burma), armbånd, lakarbejde, gamle mynter, postkort, you name it! Nogle meget ihærdige! Men de fleste rimelig afslappet. Alle var interesserede i at få "lucky money" noget jeg også har oplevet flere andre steder i Asien. Troen på at med det samme man har solgt en ting den dag kommer de næste salg til at være meget enklere.

Vi var også inde i en butik for at se, hvordan man laver lakarbejde. Det er en meget tidskrævende proces (for at sige det mildt) når der skal være 14 lag. Ifølge ejeren (som snakkede pidgin engelsk og havde hareskår, med andre ord rimelig krævende at forstå) ville en kop med 14 lag kunne holde i mere end 45 år. Det er i så fald meget imponerende. Men prisen var selvfølgelig også derefter. Meget pebret. Så vi kiggede kun, men jeg føler helt klart presset for at købe noget når jeg er sådanne steder. Morten har ikke samme samvittighed så han siger bare "skal vi gå nu?"

Sidste stop for dagen var ved solnedgangspagoda nr. 1, Shwesandaw Paya, skal vi ellers lige love for. I hvert fald hvis man så på antal turbusser som kørte ind for at se den derfra. Hold da helt op! Men vi kom i rimelig god tid og fik et sted på forreste parket at se "forestillingen fra. Så det var heldigt. At man skulle passe meget på når nogle af de asiatiske turister masede sig frem for ikke at falde ned, var noget man bare måtte tage med:-). Og solnedgangen var fantastisk, men helt klart en fuldstændig anderledes oplevelse med alle de andre mennesker i forhold til aftenen i forvejen hvor vi havde siddet på vores eget lille sted og nydt det helt alene. Men absolut også majestætisk her! Og vi var de store "filmstjerner" efter solen var gået ned. Der var en flok med nationale turister som meget gerne ville foreviges med os, og så længe folk spørger om lov stiller vi selvfølgelig gerne op, glinsende af solcreme, beskidte efter hele dagens støv og med alt for store solbriller. Men med smilet på plads. Ret morsomt!

Tilbage i Nyaung U efter en lang dag fik vi noget at spise og så hjem. Men desværre havde vi spise et eller andet som især ikke Morten kunne tåle. Så han brugte store dele af natten på toilettet. Derfor var det kun mig som næste morgen (efter alt for lidt søvn med en syg kæreste og en chauffør som kommer kl. 5.00) afsted for at se solopgangen sammen med chaufføren. Det var en utrolig flot oplevelse og jeg fulgtes en del med en tysker som tilfældigvis kom frem til "solopgangstemplet" samme tid som mig. Han havde en meget bedre lommelygte så det var ikke så dårligt. Og det var helt ok at følges med en igennem de meget mørke gange i tempelet for at komme op i højden. Oppe på toppen var der lige plads til to turist måse mere efter at de andre klemte sig lidt sammen. Der var allerede en "tripod" bande i gang med at tage masser af billeder af 100% mørke. Men det skulle vise sig ikke at være så dumt at have en tripod eftersom der gik lang tid før der var lys nok til at jeg kunne tage et anstændigt billede. Umuligt at holde kameraet stille nok til at tage et billede uden lys.

På grund af festivalen ved Ananda tempelet var der messen fra munkene i baggrunden. Lidt hyggeligt men også lidt højt selvom tempelet vi var på var et stykke væk. Men det er vel lyden af Myanmar. Solopgangen var helt igennem fantastisk og det var det værd at sidde og fryse lidt (sådan nogle sten er ikke specielt varme før solen er stået op) og hele turen værd kl. lort om morgenen. Sad vel alt i alt på tempelet fra 5.30 til 7.15. Smukt, smukt syn og helt anderledes end solnedgangen. Og der var heldigvis ikke så mange turister denne morgen som aftenen i forvejen selvom man på INGEN måde var alene. Så det var nok meget godt at vi købte det maleri den første dag i Bagan. Så var det ellers tilbage mod Nyaung U, tyskeren cyklede hele vejen ved siden af hestevognen og vi snakkede om løst og fast. Super hyggelig fyr. Med endnu kortere tid i Myanmar end os (ja, man skulle jo nærmest ikke tro at det var mulig), men tror faktisk at mange kun er her 10 dage. At man bliver nødt til at have kontanter med til hele opholdet er nok med til at mange ikke har lyst til at være her alt for længe.

Resten af dagen havde det egentlig været planen at vi skulle cykle rundt på tempelområdet, men Morten var rimelig udskidt så det blev der ikke noget af. I stedet lå han inde på værelset (med det mest fugtige og svampebefængte toilet vi har haft så langt, noget vi overhovedet ikke så da vi tjekkede værelset fordi det mere eller mindre kun var bag døren, smart). Jeg vil mene at jeg helt klart kunne mærke det når vi sov, mega træls og sandsynligvis ret så usundt. Så det var en stille og rolig dag med masser af bananer og cola. Sneg os hen til centrum af byen i løbet af eftermiddagen hvor vi fortærede pandekager og prøvede at gå på net. Strømafbrud næsten med det samme. Det samme skete aftenen i forvejen, ikke 1 men 2 gange i løbet af det meget korte stykke tid vi var der. Så det var ikke noget der var værd at satse på.

Sidste dag i Mandalay

2012-01-12T15:19:00.001+01:00

Så greb vi ellers chancen for at sove lidt længere :-). Vel fortjent. Havde bestemt os for at tage en dag mere i mandalay for også at få mulighed for at se på de ting der var i selve byen. Førsste stop efter fantastisk (not) morgenmad var det centrale marked. Der var der ikke meget at se og meget lidt turistrelateret. Havde det så bare været mad havde det jo helt klart været spænddende, men det var masser af butikker med dårlig kvalitets stoffer, hatte, syntetiske tæpper og andet ubrugeligt. Så det blev et hurtigt visit. Gik videre mod Mandalay palads. En stor plads med voldgrav rundt som vi tidligere havde passeret på vej til Mandalay hill to dage i forvejen. Vi tænkte at det ville være en god mulighed for at få en rask spaserur, og det skal jeg love for at vi fik. For det første var der et lille stykke hen til hvor voldgraven begyndte, derefter gik vi mod den nærmeste indgang, hvor der var et skilt, som fortalte at udlændinge ikke kunne komme ind på området via den vej. Så var det ellers bare at gå videre til den modsatte side. Tror at hver side var ca. 2 engelske miles, det skal vel ganges med 1,6? Så der var et stykke. Men til gengæld var det et skønt sted at gå rundt fordi der var fortov hele vejen, så man behøvede ikke at bruge meget tid på at passe på biler, cyklister osv. Skønt!

Efter noget over en times gåtur, og et stop hos et par mobiltelefonforhandlere, senere var vi fremme ved den korrekte udlændinge indgang. Hurra! Paladset er på militært område, vores teori er at alle boligerne som ligger indenfor murene er soldaters hjem, men om det stemmer? Hvem ved? I hvert fald fik man ikke mulighed for at tage billeder før man var kommet ind på selve paladsområdet, og der var ikke ligefrem noget som lignende statshemmeligheder frem til man kom ind i midten. Selve paladset var ikke det helt store, det oprndelige blev mere eller mindre fuldstændig knust under 2. verdenskrig så dette er en kopi. Vi trassede lidt rundt og fandt efter en del søgen også et toilet. Viste sig at man skulle henvende sig hos en fyr som solgte læskedrikke, han havde så en nøgle til et toilet som lå nedenfor der han havde bod, men for at komme derhen nvar man nødt til først at gå igennem en hal (som ellers var aflåst) hvor der var en masse gamle liggestole og hestevogne (mærkeligt at det ikke var noget af det som blev vist frem til publikum) så ned af en trappe og derefter ind under trappe, tada! Toilet. Som vara ca. 1,5 m. Højt, meget ildelugtende og på ingen måder nogen vask hvor man kunne vaaske hænder. Skønt!

Det var ved at være frokosttid og Morten var begyndt at brokke sig lidt fordi morgenmaden på hotellet ikke ligefrem er noget der fylder meget. Men vi bestemte os for at siden vi alligevel var i den rigtige del af byen for at se et par templer jeg havde lyst til at se ville vi gøre det først. Så vi så et af de mest berømte templer i Myanmar kaldet Kuthodaw Paya, også kendt som verdens længste bog. Det er et tempel, men der er enormt mange stupaer over hele området, inde i hver stupa er der en tætskrevet marmorsten med hellige buddhistiske skrifter. Det er ret imponerende eftersom hver sten har sin stpe, alt holdt i hvide farver. Morten fik et par sesamkiks at tygge på ("det smaker greit, ikke at jeg har noe alternativ") og så gik vi ellers lidt rundt på tempelområdet. Sidste stop før frokost lå ikke så langt væk (selvom vi havde lidt problemer med at finde det da kortet i vores guidebog var lidt misvisende, men ved hjælp af flere lokale lykkedes det os til slut at finde frem) Schwenandaw Kyaung, et gammelt kolster i teaktræ og det eneste som er tilbage fra det oprindelige paladsområde da klosteret blev flyttet fra selve paladset før det brændte ned under 2. verdenskrig. Flot, gammel bygning med masser af flotte udskæringsdetaljer.

Tid for frokost. Efter at haave pruttet med en "blå taxa" og før det med en rickshaw, men der blev vi enige om at det var lidt for langt for ham at køre (så lette er vi jo heller ikke) så det endte med den blå taxi. Havde udset os et område i den sydlige ende af centrum og det var ikke noget problem at blive kørt derhen bortset fra at en meget bøllet scooter kørte ind i taxaen på vejen og smadrede hans sidespejl. Og idioten skyndte sig bare at køre videre og lade som ingenting pta at det var midt i et vejkryds og han egentlig skulle have holdt tilbage for rødt lys. Tak for lort! I øvrig er det sådann at de fleste lysstop tæller ned både i forhold til hvor længe der er til det bliver grønt, men når der er grønt også hvor længe der er til der bliver rødt. Det synes vi at der er ret smart. Især når man som fodgænger skal prøve at krydse vejene med livet som indsats, der er ikke ligefrem mange fodovergange, ,og dem der er virker det som om bilisterne er FULDSTÆNDIG ligeglade med. Ikke prioriteret.

Fandt en kinesisk restaurant i stedet for den vi egentlig havde udset os i guidebogen (som vi helt klart ikke tror at der fandtes i virkeligheden). Her fik vi et større måltid (også på tide) som desværre var blevet stegt i alt for meget olie, noget som gjorde det lidt mindre appetitteligt end hvad man kunne have fået. Men der var en meget god finale i form af en lille tallerken med netmelon, vandm,elon og papaya (som faktisk var god). Så havde vi ellers tænkt os at finde jademarkedet som skulle ligge i nærheden. Men det skulle vise sig at være meget, meget vanskeligt. Vi endte ude i et område, hvor det var meget klar tat de ikke var vandt til at se hvide mennesker. Vi blev i endnu højere grad end ellers lagt mærke til, vinket til, skreget "hello" til og stirret på end sædvanlig. Prøvede at få hjælp af de lokale men efter et stykke tid gav vi op. Det var simpelthen ikke muligt at finde, selvom flere af de lokale måske forstod hvad det var vi ledte efter fandt vi det ikke. Skidt pyt. Vi tog en rickshaw tilbage til vores hotel, det tog godt 25 min så vi var virkelig kommet udenfor alfavej. Men det var vildt hyggeligt sådan at få lidt mere indblik i hvordan de fleste lever. Der var ikke mange asfalterede veje vi gik på ikke så langt fra centrum. Noget vi tror de fleste turister ikke sdan oplever. Om bord i rickshawen tilbage var der mange kommentarer fra de lokale til rickshawføreren (især så længe han kørte på lorte vejene og det gik meget langsomt), jeg forestiller mig at de lokale ssagde til ham "nå du har nok rigtig fået llæs på i dag". Men han klarede det i fin stil, så ikke noget at klage over der.

Havde en lille pause hjemme på hotellet ttil lige at hvile lidt før vi ville ud at finde noget at spise. Vi spurgte om råd i receptionen (det har vi gjort to gange og begge gange har de anbefalet steder som står i Lonely planet(guidebogen)) ved ikke om det er et tilfælde? Men som dagen i forvejen endte vi i stedet med at sidde midt i et vejkryds på en plastikstol på en indisk restaurant. De mange indere i Burma er næsten alle 3. generation, de kom da briterne stadig var en kolonimagt og var opfordret af briterne til at komme ti lBurma for at få div. Job under deres styre da briterne (ifølge guidebogen) synes at myanmarene var udugelige. Stedet hvor vi spiste aftensmad var total proppet med mennesker (de fleste så lokale ud). Så vi endte med at blive henvist til at sidde i den ene ende af et bord hvor der sad et par mennesker fra før. Det viste sig at være mere end almindelig heldigt. De too mennesker der sad ved bordet viste sig at være guider, primært på cykel. Denn ene var fra Yangon (og snakkede kanon engelsk) den anden var fra Mandalay (og var lige begyndt med engelsk undervisning). Vi sad og snakkede primært med ham der snakker godt engelsk i laaaaang tid. Super interessant og han kunne fortælle os masse af de ting vi har tænkt på. Han var MEGET åben og fortalte gladeligt om den politiske situation i Myanmar.

Han fortalte at der er sket enormt meget i løbet af de sidste 2 år i positiv retning. Mange politiske fanger er blevet løsladt, blandt andet Aung San Su Kyi (som blandt de lokale næsten kun omtales som "the lady") men der er stadig estimeret at der er mellem 2-3000 som stadig sidder i fængsel. Det er blevet normalt med satellit tv (vi har set masser af paraboler især i Yangon) og folk har på denne måde mulighed for at følge med på BBC, CNN og Al Jezeera. Ikke dårligt. Noget som var utænkeligt for bare et par år siden. Han fortæller også at ingen længere bliver anholdt for at ytre sin mening og at deen nye regering (som har siddet i ca. Et år) har klaret at lave mange forandringer på relativt kort tid, men at det er en proces som kommer til at tage lang tid. Han fortalte videre at der skal være valg i april og at alle håber og tror at Aung San Su Kyi da vil blive den nye statsminister. Vi har registreret at vores mobiltelefoner ikke kan få net ind i Myanmar. Det skyldes at man er nødt til at købe et specielt Myanamr simkort (så de kan følge med i hvad man snakker om). Guiden mentee i midlertid at det ville blive yt i løbet af de næste to år og at man ville gå over til tilsvarende sim kort som resten af verden.

Det var en uhyre interessant samtale og en fantastisk vidende samtalepartner. Jeg undrer mig på en måde lidt over at han gad at snakke med os når han havde fri fra arbejde (han er vel sammen med turister det meste af tiden) men det virkede som om han også synes at det var hyggeligt og nyttigt. Og hvad værre var, hans ven (en tredje som ikke sad ved bordet ret længe) endtemed at betale for vores meget lækre middag bestående af chapati og henholdsvis lamme og oksecurry. Det må man nok sige. Ikke dårligt. Vi prøvede selvfølgelig at insistere på at han ikke skulle betale, men han insisterede. Prøvede at forklare ham om skandinavisk beskedenhed men det ville han ikke høre snak om. Noget som var lidt morsomt var at Morten ikke opfattede at en anden havde betalt for vores mad før vi skulle gå.

Der havde været en stakkels mand som havde holdt øje med os meget af tiden hvor vi spiste maden. JJeg havde lyst til at give ham et måltid mad. Men han ville ikke sætte sig ned på restauranten (ved ikke om han ikke fik lov?) men det endte i hvert fald med (tror vi) at jeg fik betalt for en chapati for ham som han kunne spise. Morten meente at mange af de lokale så mærkeligt på mig da jeg prøvede at forklare det til tjenerne men hvad så? Han var helt klart sulten. Sidste nat på Nylon hotel, stedet med det noget grumme sengetøj, lidt for meget mug på væggene på toilettet men ti lgengæld med alt det varme vand man kan bruge, kabeltv (som skiftes fra receptionen, men alligevel) og enormt søde ansatte.

Nu sidder vi på bussen mod Bagan. Vi var ikke de eneste turister som havde fået den geniale ide'. Var 14 turister med fra byen i pick-upp'en som hentede os i byen. En del af dem asiatiske turister. Det er ikke kun hvide turister i Myanmar. Ifølge guidebogen (hvad skulle man gøre uden) er 60% af turisterne til Myanmar fra andre asiatiske lande. Nu sidder vi ombord i bussen, hvor vi har enormt god benplads, dejlig karaoke tv (og en hel del musikvideoer med enormt politiske budskaber både om "the lady" og om ofrene efter cyclonen Nargis i 2008 plus et helt indslag om en kvinde som bad om at FN skulle gøre en mere helhjertet indsats for at hjælpe Myanmar på benene og løslade hendes far som var politisk fange, hvis ikke det er hård kost så ved jeg ikke? Det bekræfter bare i den grad hvad guiden fortalte os igår). Turen til Bagan skal tage ca. 7-8 timer. Så vi satser på at komme frem før bådturisterne så vi kan finde et sted at sove. Bagan er kendt som Myanmars svar på Angkor i Cambodia. Så det kommer til at blive spændende. Satser på at vi når at se solnedgangen over templerne i aften:-).

Mandalay og Mingun

2012-01-12T15:17:00.001+01:00

Efter en lang og velfortjent nats søvn var det tidlig op igen, denne gang fordi vi ville nå en færge til Mingun som skulle sejle kl. 9.00. Vores utrolig venlige hotelpersonale havde informeret os om at det ville tage ca. 15 min at gå ned til færgeterminalen. Efter en meget intetsigende morgenmad bestående af kaffe, forfærdentlig toastbrød (nærmest som de forskrekkelige melbatoast man kan købe hjemme men meget større, tykkere og om muligt tørrer), smøragtig sag, ananasagtig syltetøjs-alt-for-sødt-stas og et stk æg pr. Mand plus en banan til dessert.

Vi kom afsted fra hotellet lidt senere end planlagt og fandt ud af at det tog noget længere end 15 min. at gå til terminalen. Så der var ikke andet at gøre end at sætte ekspresmotoren på og småjogge derudad. Lettere sagt end gjort i mylderet af mennesker som råber "hello", masser af rickshaws, scootere og biler af forskellig størrelse og kvalitet. Og problemet er jo også at når man ikke har været et sted før ved man aldrig hvor langt der er så det er svært at anslå hvor travlt man egentlig har. Men vi nåede det og fik oplevet masser af burmesisk morgenstemning på vejen. Nede ved terminalet var der masser af leben og masser af sjove traktormotor-lastbilsting. Har aldrig tidligere set noget lignende, de larmede af helvede til, kørte mega langsomt men så ud som om de fik gjort det de skulle, nemlig at transportere varer. Efter at have fået hjælp af diverse lokale med at finde ned til havnen var vi endelig fremme, ca. 15 min. før afgang. Ikke dårligt:-). Fandt "tourist transport center" som er den eneste mulighed for at komme til Mingun for hvide mennesker. Så der var hvide mennesker så langt øjet rakte (ok lidt overdrevet men måske 20 hvide?) i kendt asiatisk stil skulle man passere 5 både (eller lignende) på vej ud till den båd man egentlig skulle med. Ret underholdende. Så eller op på dæk hvor der ventede ret smadrede dækstole (meget tilbagelænede) til alle blegansigterne:-). Ikke dårligt.

Tog ca. 45 min. med båden med strømmen op til Mingun, der var sædvanlig smukt flodliv med badende, folk som vaskede tøj ved floden, hele samfund som blev transporteret på store "sivmåtter" af en slæbebåd, gad nok vidst hvor de var på vej hen. Slæbebåde med masser af træstammer, oksekærrer som blev vasket i vandkanten osv, osv. Helt igennem fantastisk, man får ikke nok af det i mange timer, masser af ting at se på. Vel fremme i Mingun blev vi tilbudt de første 5 "taxier" som var en oksekærre, vi takkede pænt nej (som mange af de andre hvide) og begyndte i stedet at vade derudad. Første stop et stk tempel/pagoda Settawya Paya, ikke så meget at sige om den bortset fra at den var smuk og hvid med masser af hvide flotte statuer på vej op af trappen til selve tempelet. Den sædvanlige Buddha med de smukke tacky stråler udfra hovedet og en ny ting. En stor "Buddhafod" som var ret morsom, men man skulle vide at det var en fod for at sige det sådan. Kan godt huske at jeg har set noget lignende tidligere i andre templer men har aldrig reflekteret over at det er en fod.

Der var en del sælgere ved templet, alle sælgerne i Burma har været søde og ikke for meget som de ellers nogle gange godt kan være. Siger man bestemt nej accepterer de det ret så let. Skønt! Var et stk. Gravid kvinde som prøvede at sælge postkort, det kunne jeg ikke helt stå for og købte 20. Kan mærke at jeg er ved at være gammel (og måske mere kapitalstærk end tidligere?) i hvert fald pruttede jeg minimalt og accepterede prisen og tænkte at det uanset maks ville være 1 dollar hun tjente ekstra på det. Måske en stor forskel for hende og en minimal forskel for mig.

Mingun's ubestridte højdepunkt var Mingun Paya (tempel). En stor kolods firkant som er et tempel og som aldrig blev helt færdig, arbejdet begyndte i 1790 og stilnede af i 1819 da kongen som havde befalet at den skulle bygges døde. Der var et stort jordskælv i 1838 og store dele af templet blev ødelagt. Men det var stadig muligt at bestige skønheden, i bare fødder vel at mærke, eftersom det er et helligt sted. Morten var ikke alt for begejstret for det da han har ret sensitive fødder og det var ikke ligefrem det bedste terræng op til toppen. Men det gik da og vi blev i den grad belønnet med en helt igennem fantastisk udsigt over floden og det nærliggende Hsinbyume Paya som mere eller mindre var nærmeste nabo. Vel nede igen var det videre til Hsinbyume Paya som var et smukt hvidt malet tempel i flere terrasser. At der var munke som gik rundt på templet lavede en meget smuk kontrast med de røde rober. Så var der lige tid til frokost inden vi skulle vende tilbage til båden. Prøvede at finde Mingun bell på vejen til færgen men mislykkedes. Lidt synd eftersom det skal være den største hængende klokke i verden som ikke er delvis ødelagt. Men der var ikke rigtig nogle af de lokale som kunne hjælpe os med at gå i den rigtige retning, lidt mærkeligt egentlig eftersom mange af dem snakkede engelsk. Mingun paya var absolut højdepunktet, smuk udsigt over hele floddeltaet.

Tilbage på båden var det ca. 1. time tilbage til Mandalay fordi vi nu sejlede mod strømmen, og ja vi indrømmer gerne at vi måske kom til at falde en lille smule i søvn i middagsheden i den meget tilbagelænede lænestol. Men sådanne ting kan jo ske. Tilbage i Mandalay var prioritet nr. Et at finde et toilet, det var i midlertid ikke så enkelt. Endte med at vi kom ind på noget a'la et lille gartneri hvor vi fik lov til at låne ejerens private toilet. Ikke dårligt. Og hun ville på ingen måde modtage betaling for det. Der er seriøst så mange fantastisk hjælpsomme og søde mennekser her i Myanmar. Og ikke mindst pagodaer, templer og klostre overalt. En anden pudsig ting er at de lokale synes at være enormt optaget af vores tatoveringer på benene, vi ser ofte at folk stirrer på dem, peger osv. Højdepunktet var nok da Morten på toppen af Mandalay hill var ved at tage et billede af mig altimens en af de lokale (som Morten ikke så eftersom han stod med hovedet inde i linsen) listede hen og rørte ved Mortens tatovering på læggen. Ret morsomt. Men det mærkelige er at vi ser a der også er nogle af de lokale som har tatoveringerne som vi forstår ikke helt, hvorfor vores skulle være noget specielt. Mærkeligt? Måske er det bare fordi man letter ser dem på hvid hud? Tror også de synes at det er meget mærkeligt at en kvinde har valgt at have det.

På vej tilbage til byen gik vi forbi en systue, hvor vi spurgte om de kunne sy en omgang på mit velcrobånd i hatten da det var begyndt at løsne lidt. Det gjorde de meget gerne (omend lidt generte) og insisterede på at de ikke ville have betaling for arbejdet. Hold da helt op. Hvor er det lige vi er henne? VILDT! I de fleste andre lande ville det have være tden oplagte mulighed for at loppe de rige udlændinge. Men ikke i Burma. Ellers var vejen tilbage ind til centrum lang og varm med masser af opmærksomhed hele vejen. Igen lidt mærkeligt eftersom vi på INGEN måde er de eneste hvide mennesker her. Men alt i alt super hyggeligt, føles lidt som en mellemting af at man siger hej til alle naboerne og at man er kendis. Morsomt. Gik en lille runde i byen, blandt andet forbi det ret slidte postkontor for at høre, hvor meget det ville koste at sende nogle kg hjem (Ann Kirstine har efterhånden et helt bibliotek i den store rygsæk med bøger fra områder hvor vi har været men som jeg ikke kan nænne at smide ud da de vil gøre sig så godt hjemme i reolen, valgets kvaler). Men det var ikke ligefrem billigt så det blev lagt i glemme kurven. Gik mere rundt, så i diverse mærkelige elektronikbutikker (helt klart Mortens ting ikke min) i mærkelige alt-mulig-mærkelig butikker osv. Og ikke mindst hilste på alle de søde lokale.

Blev efterhånden enormt smadrede og blev enige om at det mest fornuftige var at gå tilbage til hotellet og hvile lidt. Morten mente at Mandalay var en noget kaotisk by som man hurtig kunne blive noget smadret i låget af at manøvrere sig rundt i.

Han fik en velfortjent lur og efter et stykke tid prøvede vi at tænde for det lille tv vi har på værelse. Til vores store glæde fandt vi ud af at vi har kabeltv (1 kanal som bliver styret fra receptionen men alligevel) så der dømt tv på ebgelsk med engelske undertekster. Top nice! Brugte også en hel del tid på at bestemme os for, hvordan og hvornår vi skulle komme videre til Bagan. Næste stop på turen. Der er 3 alternativer, 1 slow boat som går 2 gange i ugen koster 12 USD og tager 13-15 timer, da jeg fandt ud af at der ikke var noget toilet på hele turen røg den mulighed, mulighed nr. 2, fast boat som er et tilbud kun for turister (de er de eneste som har råd til det) koster 40 USD og tager mellem 8-9 timer, og 3 og sidste muligehed bus som tager ca. 7 timer efter der er kommet nye og bedre veje.

Efter megen og alvorlig overvejelse valgte vi at tage bussen efter at have snakket meget med personalet på hotellet. Aftensmad blev på den lokale indiske på hjørnet, jeg var ikke specielt sulten efter meget kraftig frokost, men en bananpandekage kan man vel altid klemme nned uanset næsten i hvert fald) hvor meget olie den er stegt i. Ingen øl til Morten da næstten alle indiske steder er drevet af indiske 3. generationsmuslimer. Havde en længere samtale med en af de ansatte, morsom fyr. Og så i seng, bestemte os for en dag mere i Mandalay da der stadig var meget vi ikke havde fået set.

Mandalay. Mandalay Hill, Sagaing, Inwa og U Bein

2012-01-12T15:02:00.002+01:00

Sidste eftermiddag i Yangon efter at have været på nette da det var mest varmt, daffede vi rundt, følte på folkelivet, var inne på et marked, købte et indisk (ikke så godt) måltid og lidt pomelo. Gik tilbage til hostellet til kl. 17.00. Fik fikset et par ting med rygsækkene og så var planen ellers at vi ville have taget en taxa hen til busstationen. Men efter at en ung mand som arbejdede på guest houset havde insisteret længe på at det ikke var nødveendigt fordi der ikke var så langt var der ikke så meget andet at gøre end at begynde at gå. Og vi vidste jo godt at der ikke var så langt, men rygsæækkene vejer jo ikke ligefrem 5 kg:-). Men vi oksede derudad og det tog måske godt et kvarter, og solen var ikke bagende længere, så den unge mand havde jo ret. Det var ikke mere end hvad vi havde godt af:-).

Henne på kontoret, hvor vi havde købt vores busbillet fandt vi ud af, hvad den gratis pick up bestod af. Det var i en pick up:-). Og der var masser af kasser som også skulle med på bussen nordpå til mandalay. Så sad vi og tre ansatte som alle arbejdede på kontoret bag i bilen og nød aftenen på en lille meget hård bænk. Og der var faktisk langt ud til busstationen. Det tog næsten en time at køre derud og en del af vejene var ikke ret meget mere end grus og dette var i Yangon. Havde ca. en times ventetid på den meget store og ret uoverskuelige busstation. Lige nok til at Morten kunne få aftensmad og jeg kunne gumle min pomelo:-). Fik faktisk megett velsmagende mad efter lidt hjølp af en af de lokale sælgere som havde pejjlet os i den rigtige retning for den bedste restaurant. Der var mange som gik rundt med store æsker på armen (a'la de tobakpigerne gik rundt med i de gode gamle dage) og falbød diverse mærkelige varer. Og ikke mindst, fulgte med på den meget dramatiske burmesiske soapopera som gik på tv'et i venteværelset.

Bussen var ok, bortset fra at vi var så uheldige at få det eneste sæde hvor der var noget mærkelig net noget under sædet og et stykke frem. Det gjorde bevægelsesmulighederne mindre end hvad der var optamalt plus Morten havde ikke hul under armlænet ud mod midtergangen så der var lidt trangt. Men det gik fint. Busturen fra Yangon til Mandalay tog 8,5 time inkl. et længre stop hvor der var mulighed for at købe mad og gå på toilettet, jeg tør nærmest ikke drikke noget på busturene af frygt for at jeg skal på toilettet, det er der bare ikke rigtig mulighed for. Foretrækker helt klart at der er et klamt bustoilet bare så man ved at man har muligheden (og så i øvrigt ikke at sidde for tæt på det famøse toilet selv). Uanset var der underholdning hele vejen fra Yangon til Mandalay, i de første timer via div. Burmesiske musikvideoer (har fået en af sangene mega meget på hjernen) og diverse små sketch. I sædvanlig asiatisk stil med alt for højt volumen. Skønt. Og resten af natten var der dømt musik i varierende lydstyrke.

Kl. ca. 4.30 var det ankomst Mandalay busstation som ligger et stykke udenfor sselve Mandalay. Og det var ret så køligt, jeg havde fleece og uldtrøje på fra den alt for meget airconede bus. Seriøst sad og halvfrøs pta trømpebukser, fleece, uldtrøje (med lange ærmer) og tørklæde over ansiktet hele turen. Skønt. Men behøvede ikke at tage noget af tøjet af da vi kom frem, og alle chaufførene som var kommet til busstationen for at transportere folk til byen havde også masser af tøj på. Men eftersom det var så tidligt bestemte vi os for at det måske ville være en ide' at tage det lidt roligt og drikke en kop kaffe, læse lidt guidebog og danne os et overblik eftersom kl. stadig var kvart i røvhul. Så det gjorde vi så den næste gode time. Slet ikke en dum ide'. Fik god hjælp af meget hjælpsom motochauffør som var overbevist om at det ikke ville være noget problem at transportere os og vores bagage indtil byen på hans motorcykel. Vi sagde nej tak, ingen sure miner, og han hjalp os gladelig med at komme med en "blå taxi" i stedet (en lille ladvogn med forskellige slags dårlige motorer, lidt som en tuk-tuk i Thailand men mere udformet som en lille mini ladvogn.

Kom til Hotel Nylon i midtbyen, det første vi havde tænkt os at spørge om værelse. Og vi var svine heldige, de havde et værelse som allerede stod klart. Hvor heldig har man lov til at være? Så det var bare at bære bagagen op og slappe lidt af. Men vi følte os egentlig rimelig udhvilede og blev enige om at vi lige så godt kunne udnytte at vi var tidlig oppe og bestemte os for at tage til Mandalay Hill. Kom ud på gaden og blev enige om en fair pris med et par motorcykelchauffører, der var et godt stykke derhen, det var tidlig morgen, solen var så vidt ved at stå op og der var allerede gang i den i Mandalay, endnu mere et par timer efter fandt vi ud af senere.

Vel fremme ved foden af Mandalay Hill var der ikke andet at gøre end at tage sandalerne af (det er et stort tempelområde), lade en sød ældre dame passe på dem og så ellers op mod toppen. Og der var rimelig langt, især i bare tæer (heldigvis var de fleste af trapperne rimelig ok at gå på). Vi troede flere gange at vi var på toppen og tog fejl flere gange. De lokale som så ud som om de boede på bjerget i små spartanske hytter sagde høfligt godmorgen og viste os videre. Og endelig var vi på toppen, desværre var der ikke fantastisk udsigt udover byen da der var for mange træer i vejen som spærrede udsigten udover byen og fordi der var lidt for meget morgentåge. Men der var en dejlig frisk luft og masser af super søde lokale og ikke et hvidt menneske at se (det er jo altid lidt sjovt). På vej ned fra bjerget fik vi en gang nuddelsuppe og en balje tynd the. Skønt med så god tid om morgenen, det er noget vi ellers ikke er så gode til.

Vel nede igen var første prioritet toilet, det lykkedes os til sidst at skaffe det, men det er helt klart en af udfordringerne i Myanmar. Ofte meget svært at finde et toilet. Ti gengæld, når man først finder et toilet er der så at sige altid et stykke sæbe. Burmeserne virker som ekstremt renlige mennsker, vi ser dem ofte bade i floder, ved vejen osv. ligesom i Cambodia bruger de et stort stykke stof som de svøber om sig mens de bader. Ret smart. Mange af menneskene vi møder har også rigtig gode tænder, bortset fra alle dem som mere eller mindre har ødelagt dem fuldstændig med misfarvning fra betelnødder. Noget der sælges næsten overalt. Store grønne blade, hvor der puttes noget hvidt (ser næsten ud som kalk) på og derefter nødderne som er delt i mindre blade. Det er enormt populært her, især blandt mændende. Mange af kvinderne og børnene (og nogle få mænd) har en hvid pasta smurt i ansigtet, nogle over det hele men de fleste primært på kinderne. Det er en slags skønhedsting som vidst også skal give noget beskyttelse mod solen. Så en ældre kvinde sidde og tilberede det. Man knuser det på en morter og tilsætter lidt vand hvorefter det smøres i ansigtet. Meget specielt og unikt for Myanmar vil jeg påstå. En anden ting som skiller sig ud er at mange af mændene stadig bruger de traditionelle "nederdele", vi så også lidt af det i Cambodia men slet ikke i en målestok som her.

Nå, her afsporede jeg vidst totalt, men efter at have været på toilet var der mange interesserede taxafolk som var meget interesserede i at give os et lift til de mange seværdigheder udenfor Mandalay (den egentlige grund til at mange kommer til Mandalay. Det var egentlig ikke noget vi havde tænkt os den dag men efter meget frem og tilbage blev vi enige med en hyggelig fyr om at vi faktisk ville tage af sted den dag (igen en fordel med at stå op så tidlig). Det viste sig at manden som snakkede rigtig godt engelsk ikke selv skulle være vores chauffør for dagen men en ven. I øvrigt en rigtig sød ven men som desværre snakkede meget begrænset/overhovedet ikke engelsk. Men skidt pyt, det hele gik fint alligevel. Første stop Paleik, aka slangetempelet. Det var ca. 45 min. køretur fra Mandalay til Paleik, vi havde læst i guidebogen at slangerne blev taget frem, badet og madet ved 11-tiden og vi kunne se at det ville blive svært at nå det. Vi var fremme ca. 11.15 og der var fyldt med masser af lokale som var kommet til tempelet for at se slangerne. Historien går på at i 1974 var der pludselig 3 pytoner som bestemte sig for at gøre tempelet til deres nye hjem og som kom krybende fra skoven. Da vi var på tempelet var der kun 2 slanger der, prøvede at snakke med de lokale om hvad som var sket med den sidste (var den bare taget tilbage til skoven? Død?) men ingen snakkede rigtig engelsk så det er fortsat et mysterium:-). Da vi kom var der fotosession med alle de myanmarske familier og en af pytonerne. Det hele var ærlig talt lidt bizart. Den anden slange var i et tilstødende lokale, den havde lige fået et bad? I hvert fald var der mange som tørrede på den med et håndklæde. Rundt omkring i tempelet var der billeder af mennesker med slangerne, blandt andet et helt absurd billede med en baby som sad i vand sammen med en kæmpe pyton og så noget betuttet ud. Det kan man jo godt forstå!

Hele oplevelsen var meget mærkelig og bizar. Morten fik taget et par billeder hvor han sad sammen med pytonen, men jeg skulle ikke nyde noget. De lokale virkede for det meste meget afslappede rundt om slangen og de to slanger så absolut ud til at blive passet godt på. Så også den anden slange blive badet. Den blev også klappet på maven, vi er ret sikre på at det var for at få den til at skide. MÆRKELIGT. Men så har vi også oplevet slangetempelet i Myanmar.

Næste stop var et stykke væk. Bilen vores chauffør havde var nærmest en slags jeep som var udbygget med en lille firkant yderst. Ret fint for så kunne vi sidde på den som konge og dronning og strække vores lange hvide ben ind i bilen i stedet for at sidde på de små bænke inde i selve bilen, men vi var ærlig talt noget spændte på om det kunne holde til os, men det gjorde den helt uden problemer. Næste stop Sagaing hill, hele området er kendt for utallige templer og stupaer, klostre med masser af nonner og munke. Vi gik op til toppen (noget mindre langt end til Mandalay hill toppen). Smuk udsigt udover landskabet rundt med masser af stupaer og klostre. Plus udover hele dalen med de to broer (den nyeste fra 2005 med tre flotte buer) som går over Ayeyarwady floden. Der var også fantastisk udsigt til Sagaing da vi kørte over broen til Sagaing. Smukt område og meget roligt, bortset fra en masse munke som nederst ved bjerget løb rundt som gale og spillede fodbold. Fedt! Vi ser i øvrig hele tiden munke som gør ting som de "ikke skal". Spise efter kl. 12.00, masser af egendele, køber hele tiden mad. Når man ser en man tror sidder og mediterer sender han i stedet en sms osv. Lidt grineren, men der er seriøst munke overalt. Ser dem næsten hele tiden. Sagaing var det første sted vi så hvide mennesker denne morgen (nu efterhånden middag).

Ind i jeepen igen (efter at chaufføren havde fået hjælp af en anden chauffør til at oversætte for os hvad det næste trin i planen var) og så mod Inwa (tidligere kendt under navnet Aya). Fik frokost på en lille "restaurat" lige ved floden. Ingen tvivl om at vi enten betalte for chaufførens måltid eller at han fik lidt penge for at tage os med derhen, men det var god mad så det var ikke et stort problem. Skønt med lidt mad i maven, nuddelsuppen fra mange timer tidligere havde ikke ligefrem mættet så meget. Da frokosten var slugt var det videre med den lille lokale færge over til Inwa. Og der var selvfølgelig plads til både cykler og scooter ombord på den lille pram, det er alt sammen bare et spørgsmål om at få stablet ting rigtigt. På den anden side blev vi mødt af en mur af små souvenirsælgere som havde næsten hvad som helst til salg (vi købte ikke noget men havde god tid da vi skulle den anden vej til at sidde og småsludre med alle de små piger om alle de ting de havde til salg).

Næste stop var at tage den første den bedste hestevogn som falbød sine tjenester. Efter at have konstateret at hesten ikke så alt for træt ud (skulle jo trods alt have to ikke alt for lette hvide mennesker med plus guiden og vognen, det kræver sgu lidt af en lille hest). Og så gik det ellers derudad. Guiden fandt hurtigt ud af at det var bedste hvis Morten sad foran sammen med ham, det gjorde vægtfordelingen bedre. Kørte længe igennem et meget landligt landskab med masser af rismarker, børn, kvinder og ældre som råbte "hello" (utrolig med tanke på hvor mange turister der må komme der, men vi oplever hele tiden at vi smiler, nikker og siger hej til næsten gud og hver mand. Ret underholdene). Hele området (som er en ø) var et kongerige i 400 år fra 1364, der er masser mere eller mindre rehabiliterede templer i området, mange af dem ligger ude i rismarkerne og kunne godt trænge til en kærlig hånd.

fter en lang hestekøretur (stakkels hest) på små grusveje var vi fremme ved første attraktion, Bagaya Kyaung fra 1834, et gammelt kloster opført i meget imponerende teak. Jeg er i det hele taget meget overrasket over at det har kunnet holde til det noget barske klima i Myanmar så længe. Ikke dårligt. Det var en utrolig fin bygning med masser af fine detaljer i træet. Snakkede også med et par lokale turister som insisterede på at tage billeder sammen med os. Noget der er ret fedt er at de i Burma også er meget interesserede i Morten (ikke som i f.eks. Kina hvor de gav ham kameraet og bad ham om at tage billeder af hele familyen sammen med den blonde dansker), de synes at han er stor stærk og spændende, ret morsomt. Tror også at kombinationen blond og stor, stærk og spændende er grunden til at vi hele tiden bliver hilst på når vi går rundt, og fordi vi hele tiden prøver på at være meget høflige, venlige og smilende når vi gåår rundt.

Næste stop med hestevognen var ikke langt væk, et andet tempel som mindede om Angkor i Buddha stil og forfald. Her blev vi mere eller mindre overfaldet af en ældre dame (ikke så gammel, emn vanskeligt at sige hvor gammel hun var) plus to børn. De spurgte om shampoo, parfume, kuglepenne og bolcher. Vi havde ingen af delene, i stedet fik hele banden en fluortablet. De var også meget villige til at sælge små ting, som vi takkede nej tak til at købe. Men det var ikke lligefrem let, især ikke da kvinden sagde, jeg har næsten inge penge og I har så mange (hvilket selvfølgelig er 100% rigtig). Men hvad skal man med så mange elefanter?

Hele Inwa området var en fryd at køre rundt i med masser af oksekærrer, folk i rismarkerne, smukke banaplantager, bønder som var ude at lufte denn ene ko osv. Fryd og idyl. Helt igennem ideelt. Sidste stop var et skævt vagttårn (blev skævt under et jordskælv). Navnet på denne var Nanmyin, smuk oversigt fra taget udover hele området også udover broerne i Ayeyarwady. SMUKT! Og lidt grænseoverskridende at stå i en bygning som så tydeligt var skæv. I mellemtiden havde guiden bestemte sig for en lille lur i hestevognen og vi var nødt til at vække ham til live for at komme videre, ikke andet end charmerende:-). Er man i Burma kan Inwa absolut anbefales, Sagaing også da det giver et helt andet aspekt end Inwa. Sidste stop for dagen (og nu var det ved at være tid for solnedgang) var U Bein's bro i Amarapura. Verdens længst teakbro. Utrolig flot og imponerende bygningsværk, eftersigende godt 200 år gammel. Da vi kom frem til broen var det næsten tid for solnedgang så vi kom lige i tide. Der var masser af lokale (blandt andet enormt mange munke) som krydsede broen. Smukt:-). Og så med den flotte røde sol bag. Det var i høj grad et Kodak moment. Og der blev da også knipset løs. Først nedenfra broen hvor vi tog billeder op på broen og efterfølgende fra broen, hvor vi selv gik på den. Virkelig en flot oplevelse. Nærmest lidt religiøs også på grund af alle de munke som var på og ved broen. Broen er sindsygt lang og på billederne var det næsten ikke muligt at få hele broen med, det endte også med at vi ikke gik hele vejen over da det begyndte at blive noget mørkt og der ikke var gelænder på broen (det var aldrig gået i sikkerhedsklarerende Skandinavien).

Så var det ellers bare at sætte sig ind i jeepen for sidste gang og vende næsen tilbage mod Mandalay efter en meget begivenhedsrig og flot dag. Utrolig mange indtryk fra tidlig morgen til halvsen aften. Var tilbage på hotellet kl. 18.30 så det kan man da vidst roligt kalde en hel dag. Var hurtigt ude at få noget at spise og så var det ellers hjem og på hovedet i seng.

Yangon, endelig Burma

2012-01-07T08:09:00.000+01:00

Efter en nat i SIngapore lufthavn, Changi hvor vi sov paa gulvet, men det var jo ikeke ligefrem kvalitetssoevn, til gengaeld kom der to hyggelige vagter og vaekkede os (knap saa hyggeligt) for at fortaelle os at de ville passe paa os, og alle andre i loebet af natten men at vi alligevel skulle vaere forsigtige. Tror ikke det ville ske i andre lufthavne, alt er bare mega nice der. Fik desvaerre ikke lov af Jetstar flyselskab til at aflevere vores bagage aftenen foer (saa vi i loebet af natten kunne have benyttet os af lufthavnenes faciliteter). Roev! Naar man er i lufthavnenen som tusind gange er kaaret til verdens bedste. Til gengaeld var der gratis traadloes saa nu er der kommet billeder paa de fleste blogindlaeg. Havde et naerdoedsoejeblik i lufthavnen hvor vi troede at vi ikke kunne faa nogle penge ud af minibankerne (ville have vaeret mega krise eftersom man ikke kan bruge kort overhovedet i Burma). Endte med at jeg tastede fejlkode tre gange paa mit kort (hvor dum har man lov til at vaere) men alt ordnede sig til slut og vi boer have nok USD med til at klare os. Hvad vi siden har fundet ud af, er at vi ikke burde have insisteret paa ikke at faa 100 USD sedler, da man kan veksle dem ti bedre kurs her end 50 USD sedler. Meget unikt og maerkeligt system. Men vi stod i lufthavnen i Singapore og byttede sedler (har tidligere erfaring med at de naegter at tage imod penge som er gaaet det mindste i stykker er skrevet paa eller andet).

Ja, saa var man kommet til Yangon i Burma. Og her gik man saa og troede at der var nul vestlige glaeder i et saadan land. Der tog vi fejl. Vil sige at Yangon fuldt ud er lige saa teknologsk med som f.eks. Phnom Pehn og Vientiane, mindst. Og lige nu sidder vi paa en internetcafe hvor der er relativt godt signal, rimelig forbindelse og vi har ikke haft problemer med at komme paa nogen sider. Saa langt saa godt:-). Og lige nu bager det kraftigt udenfor saa v bestemte os for at bruge lidt tid paa internettet.

Vi ankom igaar. Proevede at prutte om en taxa fra lufthavnen og ind til centrum, men det var umuligt at finde nogen som var villig til at saenke prisen. Saa 10 dollars blev det, og det er jo ikke saa vaerst for 45 min. tur. Ellers virker Yangon relativt moderne. Vi har set mange butikker med hoejteknologiske tv'er (godt nok meget dyrere end hvad de vile have vaeret hemme i Norge, men det er tilgaengeligt), det nyeste indenfor netbraet (inlk. maerker Morten aldrig havde hoert om foer). Tror roligt man kan sige at Burma nok er tilfredse med at det kun er den vestlige verden der har haft handelsboykot, ikke de andre asiatiske lande. Vi har set masser af aviser med Aung San Su Kyi paa forsiden (men vi forstaar ingenting af hvad der staar fordi det er paa burmesisk). Fandt et guest house i LP (Lonely Planet) som vi fik taxachauffoeren til at koere os til. Der var fyldt, ogsaa paa den der laa lige ved. Men der var der til gengaeld en meget hyggelig receptionist som ringede rundt til et par andre steder (alle var fulde) og til slut reserverede et rom paa et andet sted fra guidebogen. Var alt for langt vaek med den tunge oppakning og i varmen saa vi satte os ind i en ny taxa. Proevede igen forgaeves at prutte (2 taxaer koerte videre og saa paa os som om vi ikke forstod noget som helst). aa det er rimelig meget fast pris virker det som om. I hver fald naar an er hvid. Har aldrig tidligere haft det problem at man ikke kan prutte priserne ned. Nyt og spaendende maa man sige:-).Vi var i oevrig heldige med det sidste gusethouse, vi fik det sidste ledige dobbeltvaeresle, var meget tilfredse og har bestilt det ogsaa for den sidste nat vi regner med at tilbringe her i Yangon.

I gaar stenede vi foerst lidt paa vaerelset. Saa var det ud i varmen og opleve det nye spaendende land. Fik vekslet nogle penge i en bank (efter at have snakket med en del udlaendinge som havde vaeret her laengere end os og som var in the know), i 2009 hvor LP blev skrevet anbefalte de at man skulle bruge det sorte marked. Men de fleste vi har snakket med nu har brugt banker. Hvad vi ikke var klar over igaar var at bankerne har lukket i dag saa vi burde maaske have vekslet mere igaar da raterne eftersigende er bedre i Yango end andre steder. Men den tid den sorg. Derefter gik vi hen til jernbanestationen, hvor vi gik rundt til mange busselskaber som holder til lige ved og fik koebt en busbillet aften videre til Mandalay i aften. Det var meget det samme udbud og det koster ca. 17 USD pp for at komme derop. Haaber at bussen er ok, saa saadan ud paa billedet. Selve busterminalen er 45 min. udenfor byen saa selvom bussen afgaar kl. 20.00 maa vi vaere paa stedet her i byen kl. 18.00.

Derefter tog vi en taxa (3. gang den dag) videre til omrradet rundt ved Schwedagon Paya, Yangons hovedsattraktion nr. 1. Men foerst skulle vi paa en thai restaurant som vi havde udset os i LP. Taxachauffoeren havde store problemer med at finde den (fordi den havde lukket 1 aar tidligere viste det sig) men gjorde en meget haederlig indsats for at proeve at lokalisere den. Ret sjovt eftersom vi et stykke tid sad i taxaen og ventede paa at han var henne at proeve at ringe til dem for at faa vejvisning. Men der laa en anden thai restaurant hvos vi den gamle laa, saa vi spiste der. Godt. Derefter fandt vi til slut frem til Schwedagon Paya, ikke lang tid foer solen gik ned. Masser af mennesker der, nogle faa hvide men ellers primaert burmesere. Smukt. Og lidt for meget som disse ting ofte er. Masser af blinkende lyskaeder i alle mulige farver, buddhaer med lys skinnende ud fra hovedet og masser og masser af GULD. Glad for at vi ikke var der midt paa dagen det ville have vaeret stegende hedt og man bliver totalt blaendet af guldet som skinner. Den store stupa i midten skal eftersigende indeholde 60 ton guld. Det er helt sygt! Er ogsaa masser af diamanter, rubiner og smaragder oeverst, man kan ikke se det med det blotte oeje men der er kikkerter et par teder hvor man saa vidt kan ane det. Dejlig aften. Og et meget imponerende tempelomraade. Masser af smaa steder alle steder hvor man kunne beundre div. buddhaer, stupaer osv.

I dag fik vi sereveret morgenmad paa guest houset som var lidt nuddelsalat med et par fisketing? meget tynd the og en kop "tre" nget der er reklamer for overalt. Det er en kombi af pulverkaffe, sukker, og creamer. Mmmmm... Meget, meget soedt, naesten saa soedt saa selv jeg kan drikke det. Vi har slentret lidt rundt i midtbyen, set paa Sule Paya som ligger lige ved hvor vi bor, det er en rundkoersel med et tempel i midten af en rundkoersel som fungerer som centrum i byen. Har spist paa en meget populaer restaurant hvr vi fik kylling Briyani til 1700 Kyat pr portion, det er ca. 2,5 USD. Har vaeret inde paa et fancy pancy hotel hvor det eneste vi gjorde var at laane toilettet, set masser af bygninger, asiatisk kaos med markeder, steder at spise som naermest er der hvor bilerne koere forbi med smaa plastik skamler osv. Masser af munke her, virker som om det er samme system som i Thailand hvor det forventes at en ung mand skal bruge mindst et aar som munk. Kvinder behoever ikke. Ellers har vi snakket med en munk som gerne ville forbedre sit engelsk. En ret sjov lille gammel dame som sagde at hendes far var britisk og hendes mor burmesisk. Hvem ved om det var rigtigt? Men hun snakkede relativt godt engelsk (det er der i oevrigt flere som har gjort) og sagde at hun ikke var ude efter at veksle penge, saege os rejser eller andet men at hun bare ville hjaelpe, men hun fik selvfoelgelig en lille skilling. Jeg kan ikke staa for aeldre damer, de gaar lige i hertet, isaer naar de som hende her er lidt vind og skaeve og har levet nogle aar. Smukt! Ellers oplever vi meget genuin glaede over at se os, mange kigger, smiler, vil se billeder som bliver taget med kamera, vil tages billeder af selv og er meget venlige. Selvfoelgelig vil nogle gerne saelge noget men det er paa en meget afslappet og hyggelig maade. Skoent.

Saa maa vi se hvad Burma ellers har at byde paa. Yangon har i hver fald vaeret et dejligt sted at vaere. Bliver spaendende at se om det er anderledes naar vi forlader storbyen, man kan paa en maade ikke lade vaere med at vaere lidt.... skuffet?... ved ikke lige om det er det rigtige ord... over at de er saa langt fremme i skoene her. Der har sket meget paa faa aar tror vi. Ifoelge LP skulle der vaere masser af cyklister her, vi har set meget faa. Men times they are achanging (som Bob Dylan ca. ville have sunget det). Beklager hvis der er masser af stavefejl i dette. Lidt daarligt keyboard og jeg er ikke saa god til touch.

Kakadu, Litchfield og Darwin

2012-01-05T06:26:00.001+01:00

Så er det blevet et nyt år. Ikke at jeg helt har fået hjernen drejet ind på at skrive 2012. Men det kommer nok snart. Her er hvordan vi valgte at bruge de første par dage i det nye år, kunne ikke have været en meget bedre start på ett nyt år spørger i mig:-).

Ankom med fly fra Sydney til Darwin halvsen aften (især i Sydney tid, Darwin er 1 ½ time bagefter Sydney). Kom med en minibus indtil byen, fik pakket vores grej til morgenen efter (de store rygsække blev hjemme på hostellet) og så i seng. Ret trætte og smadrede.

Næste morgen var det tidlig op, blev hentet af tourguide Paul kl. 6.30 (nåede ikke at få morgenmad på hostellet fordi de ikke begyndte at servere det før kl. 6.30, lidt træls, men som sædvanlig er vi godt beredt med diverse müslibarer og andet godt). Gruppen bestod de første to dage af 15 mennesker, et meget passende antal for en gruppe synes jeg. 4 australiere, 1 japaner, 2 schweizere (og så dem der var med alle tre dage) 3 tyskere, 1 brite, 1 fra Frankrig og 1 italiener plus den dynamiske skandinaviske duo bestående af Morten og undertegnende;-). Så var det ellers afsted i den lille minibus og med det samme fik man et noget bedre indtryk af den nye tourguide end den forrige i Central Australien. Han fortalte os faktisk om hvad det var vi skulle lave resten af dagen.. Fagre nye verden:-). Og ikke nok med det, han havde en mikrofon, og han var ikke bange for at bruge den i den positive forstand, i forhold til at han fortalte os om ting vi kørte forbi, historier om landskabet osv. Fantastisk! Og ikke nok med det, bussen var af en noget bedre kvalitet med bedre siddekomfort, ville måske have været endnu mere nyttigt i Central Australien, hvor vi faktisk kørte intet mindre end 1500 km på 3 dage og hvor bussen var smækfyldt fra start til slut.

Turen til Kakadu Nationalpark skiltet tog ca. 2 timer, vi var selvfølgelig ude at forevige øjeblikket. Kakadu Nationalpark er på UNESCOs verdensarvsliste både for natur og for kultur fordi der har boet indfødte i Kakadu i over 60.000 år (det er ifølge vores tourguide det sted i verden hvor der har boet mennesker længst i hele perioden). Næste stop var ikke lang væk og var en bar/restaurant/campsite kaldet Bark hut (skulle senere finde ud af at det er en populær kombination i nationalparken) hvor der var mulighed for at købe lidt morgenmad, gå på toilettet (tiltrængt, man bliver jo lige pludselig nødt til at drikke så trucker meget vand igen fordi det er blevet så hulens varmt og fugtigt, havde (næsten) lykkelig glemt hvor ulækre et pat underhakkere kan blive efter en god og svedig dag i et rigtig godt og klamt klima, ummmm).

Ind i bussen igen og så afsted til et sted som hed Fogg Dam. Der var masser af åkander med smukke pink/lyserøde blomster (og der skal bidst komme mange flere nu hvor det er wet season og vi kun er lige i begyndelsen af den og der endnu ikke er kommet så meget vand). Var oppe i et udsigtstårn hvor man kunne få udsigt over en relativt stor slette. Der var magpie gæs, en hel del, kakaduer (er ret sikker på det er det de er kaldt i Dk, de er hvide papegøjelignende ting med en lidt gullig "hanekam" på hovedet som kun bliver løftet engang i mellem) var også lidt andre fugle men ved ikke hvad det var, varmen var endnu ikke overvældende:-). En lidt (ikke nødvendigvis så hyggelig detalje) var at der også var en stor krokodillefælde i vandet. Dette fordi der var en stor krokodille i området som var til noget besvær/fare for alle de glade turister som valfarter til området. Hyggeligt! Nu er vi rigtig kommet på ferie.

Så var det afsted til Nourlangie, en lidt længere køretur men på grund af varmen blev man noget slået ud og sad og halvdøsede en del af tiden. Ved Nourlangie gik vi en runde på måske en god km. penge. Så en masse imponerende hulemalerier, som ingen ved hvor gamle der er da det ikke er muligt at lave en kulstof14 prøve (er det ikke det det hedder) af dem pga materialet det er malet med. Men man tror at det er ret så gammelt. Guiden fortalte en del om historierne man tror er bag malerierne og om folket som har malet dem (men som ikke længere er en "stamme" som findes i området, den er uddød). I øvrigt er det lidt mærkeligt at i the Top End (som det kaldes heroppe nordpå) er det lige pludselig stuerent at sige aboriginal igen, det står sågar i alle brochurene fra Kakadu. Det er lige til at blive forvirret af. Frokost blev indtaget i en lejr ikke så langt fra Nourlangie et sted der hed Cooinda. Samme sted som skulle være vores lejr for natten. Og her var der dæleme noget mere luksus på drengen end hvad vi nærmest nogensinde før har været vandt til på denne slags korte ture (det er måske det alle vores ekstra penge er gået til?) Der var permanente telte at sove i, ikke at de var specielt fancy, men vi slap for at sætte dem op selv. Score! At det var mere end almindelig varmt inde i dem og at det ville have været topnice med en vifte er en anden sag. Frokosten bestod af hotdogs fra gasgrillsagen i det permanente køkkentelt (igen wow!).

Efter frokost var det tid for Warradjan Aboriginal Cultural Center. Dette er den stamme som "passer på" området for stammen som er uddød men som har malet de hulemalerier vi så tidligere på dagen. Kulturcenteret lå lige ved siden af campen og jeg skal ellers love for at der var ved at være en god og varm temperatur midt på dagen. Kulturcenteret var super interessant synes jeg. Man fik noget mere indblik i hvordan man har tænkt i forhold til skabelse, hvordan man har udnyttet de naturlige ressourcer i et noget vanskelig terreng osv. Altid spændende. Efter det var der 1 god time hvor man kunne gøre hvad man ville. De fleste valgte at gå i den enormt lækre pool, men ikke jeg da jeg var for bange for at blive lidt for stegt af solen. Så jeg sad bedageligt i skyggen (og svedede og bandede af min alabast hvide skandinaviske hud) og læste en bog.

Så det store højdepunkt på den tre dage lange Kakadu og Litchfield Nationalpark tur, en to timers bådtur ned af Yellow Water med en speedsnakkkende guide ved navn Ruben, jeg lyver ikke han snakkede non stop i 2 timer uden at der blev stillet et eneste spørgsmål. Imponerende! Han fortalte os at det kun var en uge siden han havde skiftet "havneplads" (selvom det ikke var en havn men en bro men i mangel af bedre ord) på grund af the wet season. Sejlede forbi det sted han normalt sejler fra i dry season, man kunne tydeligt se at det der plejede at være parkeringspladsen var ret så oversvømmet. Så det var ikke ligefrem et alternativ længere. Vi sejlede først på en lille flod (nylig oversvømmet ville ikke have eksisteret hvis det var dry)kom til en billabong (australsk for vandhul som er der året rundt uanset om det er wet eller dry, også navnet på et meget kendt surfermærke, lidt mærkeligt egentligt da jeg ikke tror man kan surfe på et vandhul?) og derefter ind på en lille flod igen, ud igennem en lille lysnning og så var der ellers vand så langt øjet rakte. Det er lavsæsong i Top End nu, turisterne ankommer i hobetal i dryseason når man kan se masser og masser og masser af fugle (migrerende og fastboende) og krokodillerne er nærmest umulig at undgå at se fordi der er så lidt vand at de klumper sig sammen. Det er anderledes i wet, vi så en krokodille på turen men anser os for at være meget heldige eftersom de tre sidste turer vores guide havde haft ikke havde set nogen. Så hurra for det. Når det er wet har krokodillerne masser af steder de kan valfarte til (tror at vi fik fortalt at der var ca. 150.000 krokodiller i Kakadu, går udfra at det er et estimat, der er næsten 50/50 af saltvandskrokodiller og ferskvandskrokodiller. Lidt misvisende navne da begge kan leve både i saltvand og ferskvand, men det er saltvandskrokodillerne der er kendt for at være aggressive og som kan angribe mennesker) noget som gør det sværere at spotte dem.

Men vi så som sagt en krokodille som lå i vandkanten og lurede på en Jesus fugl. Dem så vi nemlig også mange af. En af mine absolut yndlings fugle, har tidligere set dem (eller i hvert fald tilsvarende) i Pampasen i Brasilien. Små hyggelige fugle som går rundt ved åkander og andre vandplanter og ser ud som om de går på vandet. Deraf navnet Jesus fugle, kan ikke huske hvad de hedder rigtigt. Så også 2 stk. Ørne som sad et godt stykke væk ret højt oppe i et træ. Et andet højdepunkt var et par skov Kingfishers, de fangede ikke noget mens vi sejlede forbi men det er nogle rigtig fine fugle. Så også en træslange som lå og solede sig på en gren, guiden blev næsten nødt til at pakere båden inde i træet før jeg kunne se hvor den var, de guider er gode, ikke nogen tvivl om det. Vi så også dykkende skarvlignende fiskefugle, lidt som de de bruger til at fiske med i Kina, kan ikke huske hvad de hedder i Skandinavien, men det ser mega mmærkeligt ud når deres hoveder pludselig kommer til syne. Ellers var det først og fremmest et spektakulært landskab med masser af vand (guiden fremhævede mange gange at de 50.000 turister der kommer i dry season aldrig vil kunne forestille sig hvordan det ser ud i wet og omvendt, de lokale mener bestemt at det er wet som er den smukkeste årstid). Der var smuk, smuk regnbue med nærmest overjordisk smukke reflektioner i vandet, på et tidspunkt var der sågar to regnbuer. Og ikke lang tid før vi kom i land kom så det som ofte kommer når der er regnbuer, nemlig regn. Og jeg skal love forr at det væltede ned i ca. 10 min. Men det var så det. Så det var lige til at overkomme.

Aftensmad bestod af lynstegte grønsager og kylling. Ikke noget at skrive hjemm om, men det valgte jeg så at gøre alligevel:-). Efter aftensmaden havde jeg det rimelig mærkelig og dårligt. Følte mig totalt opsvulmet, opblæst, hovedpine agtig og bare skidt tilpas. Var en tur i den smukke pool sammen med Morten og det hjalp lidt at køle sig ned men bagefter var det på hovedet i seng ret så tidligt. Tror at min krop (og især min nyre af en eller anden forunderlig grund) lukkede ned på grund af den uventede varme og fugtighed, men fik det bedre i løbet af natten og var så god som ny næste morgen efter mange tissepauser igennem natten. Ret varm nat i teltet, men tusind gange bedre end en swag spørger du mig, får ikke å meget noia i sådan et telt som under åben himmel. Hele natten igennem kunne man se lyn i horisonten og til tider også høre torden, men jeg tror ikke at det regnede i løbet af natten. Noget lidt specielt var også at vi i løbet af natten tydeligt hørte vildheste som gik rundt og gumlede græs, havde tidligere set dem på dagen hvor de gik rundt og græssede lige i nærheden af der vi skulle sove.

Efter morgenmad var det tid til en rask gåtur ikke langt fra campen til et sted der hedder Gubara. Det var en rask gåtur på ca. 3 km hver vej men i flat terræng, den eneste udfordring var at det var lidt varmt (men ikke så slemt da vi stod tidligt op) og at der var oversvømmet nogle steder. Belønningen i den anden ende var et lille vand, hvor der var mulighed for at bade. Og det ville man måske gerne. Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at gøre det da jeg er mega kylling ifht steder hvor jeg ikke kan bunde (og ikke se hvad der er undre mine fødder) men da jeg fik at vide at man ikke kunne se et vandfald med mindre man kom over på den anden side bestemte jeg mig for at svømme over, med fisk og det hele. Ikke værst. En lille gåtur i bare tæer og gennem et vandløb førte til en lysning med et lille vandfald (som bankede ret kraftigt løs ifht størrelsen), her var det så bare at hoppe ud og evt. Stille sig under vandfaldet (noget jeg gjorde ca. ½ sekund før jeg måtte opgi i fare for at miste mine kontaktlinser) det har vi desværre ikke nogle billeder af da vi ikke kunne svømme over det første vandhul med vores kameraer. ØV! Men vi gjorde det, og jeg blev sågar nippet lidt af af de små fisk på vej over det første vandhul på vejen tilbage, mest af alt fordi jeg stod og ventede på at Morten skulle forevige mine graciøse (not!) svømmetag over på den anden side og fiskene så sit snit til at nippe af mig. Jeg må trøste mig med at havde det været på et spa skulle jeg have betalt fiskene for at gøre det:-).

Tilbage i bussen til næste attraksjon, og hvad så vi så ud af busvinduet i alle de timer vi kørte rundt tænker du måske? På mange måder et ret så ensformeligt landskab (men ikke overraskende lidt mere spændende på grund af al frodigheden end nede i central Australien). Masser, og masser af en speciel slags eukalyptus træer med sort stamme nederst og hvidt øverst (for at beskytte det nederste af stammen mod de bushbrande der er ca. Årligt og som ofte startes af rangerne i nationalparken) og græs. I perioder mange wallabies (en nær slægtning af kænguru og ærlig talt kan jeg ikke se forskel men der er vidst et eller andet med at de har en anden knogleudformning i ryggen/halen??? Troede først at wallabies var mindre end kænguruer men det er de vidst ikke nødvendigvis, kommer an på hvilken art det er, ja, lidt forvirrende?). Vi var også heldige flere gange at se Jaiburu (tror det var det de hed) storke, store smukke fugle som var sorte og hvide. Virkelig majestætiske at se på. Og periodevis så vi selvfølgelig også vand, vand og lidt mere vand ud af busvinduet. Og masser af andre fugle som fløj hurtigt væk og man ikke vidste hvad var, nogle få køer på et par farme og selvfølgelig næsten ingen huse eller andet som minder om den civilicerede verden eftersom det er en nationalpark.

Næste stop Bowali visitor center, et park ranger hovedkvarter med en lille udstilling om området pmkring, spændende men måske ikke helt på højde med centeret vi så dagen før. Som mere eller mindre den eneste i gruppen gik jeg rundt og slugte alle alle tingene i udstillingen, man skulle jo nødig gå glip af noget? Frokost i kendt gruppestil med "salatsandwich" som de kalder det hernede, altså et stk toastbrød (eller nogen gange en wrap hvis de skal være rigtig frække) som man klasker sammen med noget tun, klam skinke og div. Salat, absolut en bedre frokost end en hot dog spørger i mig. Efter frokost fik vi en driveby sightseeing i Jabiru, hovedbyen i Kakadu. Ikke meget by der var ca. 5 butikker, et legecenter og nok verdens mindste skole (stakkels unger som blev nødt til at gå der). Jabiru er en mineby så der er pretty much lige det essentielle, vil man have noget mere fancy må man til Darwin. Kørte forbi en uranium mine (med et drive by shooting) af hullet som var minen. Australien bruger ikke selv uranium og har ingen atomkraftværker men sælger hele produktionen til Frankrig (med en klausul om at de ikke kan bruge produktionen til atomvåben). Der har været stor diskution hernede fordi den nuværende statsminister har åbnet en debat om at sælge uranium til Indien. Hmmmm... Vi må se om det bliver penge eller integritet der vinder til slut.

Så var det ellers en længere køretur til vi kom tilbage til Bark Hut, det første stop vi havde haft dagen i forvejen efter vi var kommet ind i Kakadu. Her skulle de som kun var med en 2-dages tur videre til Darwin mens vi resterende 8 skulle fortsætte videre. Men først var der tid til en dukkert i poolen på stedet. Noget Morten og jeg straks benyttede os af, det var tæskevarmt. Men det var der ikke mange andre der gjorde så vi havde det næsten for os selv. Score! Ikke dårligt med en lille dukkert (sellvom det kun er en halv time i heden). Da 7 fra gruppen var taget afsted var vi kun 9 inkl. Guide og masser af plads at boltre os på i minibussen. Hurra. Kørte i ca. ½ time før vi kom til en total forladt camp (velkomsten var CLOSED) men åbenbart havde firmaet en deal med dem alligevel. Vi sov i tilsvarende telte som aftenen før og det virkede som om (ikke for mig men for Morten og nogle af de andre) som om det var lidt køligee denne aften). Vi havde et godt stykke tid i poolen, så på masser af fugleliv og wallabies som var overalt i lejren. Og slappede af og nød livet kort fortalt. Aftensmaden bestod af lækkert marineret kængurukød, buffalopølser (begge dele grillet) en halvklam dåse kartoffelsalat og coleslaw. Ikke en dårlig afslutning på dagen.

Sidste dag var det ind i bilen til kl. 8, dvs at vi ikke behøvede at stå op før kl. 7, total luksus når man er på sådan en tur. Glemte i øvrigt at fortælle at vi aftenen i forvejen havde et møde med en babypyton på herretoilettet. Den var måske 30 cm lang? Og prøvede at bide guiden, noget der ifølge ham var ret så usædvanligt. Ifølge guiden burde vi have været ude aftenen i forvejen og lede efter pytoner og krokodiller i det nærliggende vandhul men eftersom ingen havde en virkelig god lommelygte blev der ikke noget af det. Passede mig fint, hvis der er nooget jeg har lært af tidligere anaconda nærdødsoplevelse i Bolivia er det at det er en meget dårlig ide' at gå ud at lede aktivt efter vilde dyr til fods:-).

Startede dagen ud med et par timers køring for at komme fra udkantenn af Kakadu Nationalpark til Litchfield Nationalpark (den er meget mindre og ligger nærmere Darwin). Til slut var jeg nødt til at spørge guiden om han kunne være sød at stoppe ved et toilet. Og fandt ud af på de andre to pigers løben at jeg ikke var den eneste der var trængende:-). Svært at holde væskebalancen oppe hvis man aldrig kan komme på toilet. Første stop var ikke landgt væk, det var termittuer. 2 forskellige slags. Både magnetiske (tuerne er ikke magnetiske men de er instillet efter NSØV) det er nogle tynde termittuer som på afstand lidt ser ud som gravsten, det var på en stor slette og det så lidt ud som en stor gravplads. De andre var "almindelige" termittuer som vi har kørt forbi enormt mange af på vejene i Kakadu og Litchfield. Dette var første gang vi fik mulighed for at tage billede af det plus det er def. En af de største vi har set. Man mener at det tager ca. 10 år for en termittue (kan godt være at jeg husker fejl, spurgte lige Morten men han kan overhovedet ikke huske noget om det) at vokse en meter. Denne var godt 5 (ret imponerende skulle jeg hilse at sige) så er ca. 50 år gammel. Termittuerne er meget hårde, er næsten som at røre ved beton, væggene er lavet af spyt og lort (hyggeligt at få det at vide efter man har rørt ved væggene:-)).

Florence Falls, et vandfald som krævede en meget stille og rolig gåtur ned af nogle trapper var næste stop på ruten. Smukt vandfald og der var mulighed for at bade. Jeg nøjedes med at dyppe tæerne, men Morten plaskede rundt med et smil om munden. Men der var rimelig dybt og en del strøm, i hvert fald henne ved vandfaldet. Men ikke dårligt at dyppe tæerne heller:-). Havde en god km. Sti tilbage til parkeringspladsen hvor guiden var sød at vise os masser af meget store edderkopper som sad og hyggede sig i deres spind. Den ene var sågar ved at blive befrugtet af en "mand" som var på størrelse med hendes øjenvipper, ikke at man kunne se sexaction:-). Det er en af de edderkopperacer hvor kvinden æder manden efterfølgende hvis han ikke kommer afsted hurtig nok bagefter. Hyggeligt!

Ind i bussen igen og hen til Wangi falls en lille køretur derfra. Smukt, smukt, smukt vandfald, hvor man ikke kunne bade fordi der var risiko for krokodiller. Sådan er det bare at være i the Northern Territory. Man skal aldrig tage noget for givet. Men det var meget, meget smukt. Frokosten blev spist på den nærliggende parkeringsplads ved nogle bænke. Fik wraps med godt og blandet:-). Jeg synes det holder som frokost. Så jeg var tilfreds, ikke mindst da guiden fandt en lille plastikpose med kirsebær frem .MUMS. Så var der lige en som var i frugthimmelen et stykke tid:-). Ikke dårligt, nærmest uhørt luksus og ville ALDRIG have sket på den tidligere tur vi var på i Australien.

Sidste stop før vejen førte tilbage til Darwin var Burley Rockholes som var nærmeste nabo til Florence falls, men vi skulle den vej alligevel så det passede fint. Nu var det blevet mere end almindelig lummert så vi lod os ikke bede to gange da der var mulighed for at kaste sig i de naturlige bassenger som var over et halvstort areal. Fandt den første den bedste, gjorde vores bedste (og lykkedes) med ikke at falde uelegant på måsen på vej ned i bassenget. Smadder glatte sten. Og det var helt igennem skønt! AHHHH..... Så var det ellers den lige vej tilbage til Darwin, tog nogle timer men med et par stop på vejen. Skønt. Fremme i Darwin kl. 18.30. Tjekkede ind på hostel, fik noget middag, fik vasket ildelugtende tøj (YDRK, havde tænkt at vente til Burma fordi vi mere eller mindre bløder penge hernede i Australien kursen er lige gået op igen, men tøjet stank simpelthen for meget til at det kunne udsættes).

Sidste dag i Australien i dag. Vi har vadet lidt rundt i roligt tempo (det er for varmt til andet). Morten har købt et stk. Australsk cowboyhat og tror nu at han blender ind med de lokale (det gør han ikke, men ikke sig det til ham). Vi har været nede på havnen (ikke den som er i brug nu til fiskeri osv, den ligger længere udenfor byen). Det er blevet et stort rekreationsområde med indhegnet havn (for at undgå hajer, krokodiller giftige jellyfish og andet godt:-)). Og så er der et vandland med bølgebad lige ved, noget som så ud til at være meget mere populært. Mærkeligt? Spist det sidste vestlige måltid vi kommer til at få et stykke tid, steak med pommes og salat. Nu er det ris og nudler som gælder fremover:-). Vi glæder os til at komme til Burma, meget! Håber at det holder sig roligt og gi den nye spændende ånd mens vi er der. I nat tilbringes i lufthavnen i Singapore. Vi håber at det er muligt at tjekke vores bagage hele vejen igennem til Burma, Rangoon, men vi tror det desværre ikke. Så det bliver nok inde i den luksuriøse del af lufthavnen er jeg bange for. Men det klarer vi nok alligevel mon ikke?

Ikke bliv bekymret hvis ikke I hører noget de næste 14 dage. Aner ikke om de har net i Burma? Bliver så spændende. Hurra! Glæder mig så meget til at få en på den kulturelle oplever igen. Meget kan man sige om NZ og Australien, men det får man bestemt ikke i samme grad her:-).

Nytårsaften i Sydney

2012-01-01T09:11:00.002+01:00

Efter en ret sen nat med blogsskrivning var det op rimelig sent. Tog bilen op til en cafe som ligger i nærheden af hvor Claire og Hughie bor. Vi ville aldrig have taget bilen for afstande så korte, men når bilen er parkeret 10 meter fra lejligheden og man har et lille barn bliver det hurtigt til at man gør det. Endnu en grund til aldrig at få bil, man bliver super afhængig af det. Fik lækker, lækker morgenmad på cafeen, kom hjem og havde egentlig planer om at vi skulle i supermarkedet, men alle var noget bombeet ikke mindst den lille pige Aoibhe som virkelig har stjålet vores hjerter. Hun elsker Morten (som jo ellers ikke ligefrem er typen der sætter sig ned på knæ og snakker med unger), Claire mener at den lille piges fremtid kommer til at være præget af mænd som kommer til at være "hard to get". Morsomt. Personlig tror jeg også at Aoibhe siger Mortens navn oftere end mit fordi det er meget nemmmere at sige. Nå, men nanyway, alle var super bombede så det endte faktisk med at alle gik i seng i stedet for en morfar. Morten og jeg begyndte at blive lidt småstressede over at vi ikke havde købt mad til nytårsaftensmiddagen da kl. var over 15.30 og vi skulle gå hjemmefra kl. 17. Men Claire er supeer afslappet og det ordner sig altid. Hun var i øvrig super organiseret til 24.og 25. så det er på ingen måder symptomatisk.

Det var egentlig meningen at Morten og jeg skulle have gået en lang tur med Aoibhe (stavet på irsk men udtales Eva) så Claire og Hughie kunne få lidt tid alene for at snakke om nogle vigtige ting ifht om de skal flytte hjem til Irland snart eller ikke. Men vi fik så drlig tid at det blev til at Aoibhe og jeg gik ud, legede i en sandkasse en times tid mens Hughie og Claire handlede og Morten prøvede at fikse nogle billeder. Vi fik fikset lidt mad (det eneste vi lavede var lidt pastasalat) og så var det ellers ned med køletaskerne i rygsække, Aoibhe i en klapvogn og så afsted. Vi skulle nemlig gå ned til en park som lå yderst på pynten på den halvø Claire og Hughie bor på i Sydney. Der var super god udsigt til Sydney Harbour Bridge (som er der hvor der er mest action fyrværkeri mæssigt) så det var helt perfekt. Mødtes med en del af Claire og Hughies venner og alle havde skovtur i græsset. Masser af unger eftersom de fleste de kender hernede er igennem mor-barngruppen. Så Morten og jeg var de eneste uden børn, Claire og Hughie de eneste med kun et barn. Men det var hyggeligt og Morten og jeg sørgede for at gå en lang tur rundt for at få lidt af stmeningen med:-).

Vi sad og hyggede frem til ca. 20.30. Så var der "familiefyrværkeri" kl. 21.00. Derefter gik de fleste familier hjem. hughie gik hjem med Aoibhe og Claire, Morten og jeg blev tilbage. Desuden kom Drew (ham vi var til grilling hos d. 26.) tilbage efter at have fulgt familien hjem. Det var smadder hyggeligt at sidde på et tæppe nytårsaften (selvom det var koldt til at være Sydney i Januar) drikke et glas vin og vente på midnat. Fyrværkerishowet kl. 12 var helt igennem fantastisk og super koordineret. Det flotteste jeg nogensinde har set hands down. Helt utroligt. Anbefales kraftigt. Vi var gået et andet sted hen hvor der var endnu bedre udsigt. SMUKT!

Efter et par glas vin mere i parken gik vi hjem til Drew, sad og drak et par glas vin hos ham, hyggede og snakkede og var ikke i seng før kl. 4. Vildt. Så det var lidt hårdt a tkomme op i dag. Har taget det roligt, været i pølen. Har været fantastisk vejr (bedste mens vi har været i Sydney. Nogle dage har det været ret overskyet. Fantastisk og dejligt at bruge den sidste dag sammen med hele familien. Nu sidder vi i lufthavnen på vej til Darwin, 4,5 time væk i fly. Det er i sandhed et kæmpe stort land. De næste tre dage venter Kakadu og Litchfield nationalparker. Glæder os. bliver hentet kl. 6.40 i morgen fra hostellet.

GODT nytår alle sammen:-).

Jul og nytaar i Sydney hos Claire og Hughie

2011-12-30T15:31:00.010+01:00

Tog flyet fra Alice Spings ved middagstid (var allerede ved at vaere godt varmt). Kom frem til Sydney ved 4-tiden lokal tid (forskellige tidszone ifht Alice), hvor Hughie og Aiobhe (deres lille datter paa naesten 2, navnet er stavet paa irsk og udtales Eva, MAERKELIGT) var kommet for at hente os. Super hyggeligt og en uvant luksus. Efter lidt start problemer med at finde bilen i garageanlaegget (Hughie havde ogsaa foerst vaeret i den internationale terminal hvor han forgaeves havde ledt efter os) koerte vi indtil Sydney. Hughie var noedt til at koere forbi arbejdet pa vejen for at hente gaver til Claire som han havde glemt at tage med tidligere. Jeg fik den dejlige opgave det var at pakke dem ind mens vi koerte videre (det gik fatisk meget godt). Hjem til Claire hvor der ventede dejlig julemiddag med porchered laks og salat. Mmmm... Total luksus. Og det var dejligt vejr saa vi sad paa deres kanon store og vildt laekre terasse. Claire havde via email givet mig indtryk af at de boede i en lille lejlighed. NOT. De bor i en skoen stor lejlighed ikke langt fra centrum. Vil tro at lejligeheden er 100 kvm? 2 badevaerelser, 2 sovevaeleser, koekkenalrum og stor balkon paa i hvert fald 30 kvm med havudsigt og hele dynen. Vi klager ikke. Og vi har faaet det ene sovevaerelse, Aiobhe er kommet indtil mor og far i sovevaerelset og vi har faaet vores eget bad. Total LUKSUS. Og i tillaeg er Claire og Hughie bare fantastisk soede mennesker som man slet ikke kan faa nok af. WIN!

Den 25. er jo den store dag for irere. Vi var med i den katolske kirke (som de i oevrig ikke har vaeret i siden sidste jul, men de siger begge at havde det vaeret hjemme i Irland havde de nok gaaet meget oftere) og det var en oplevelse. Vi er jo ikke helt inde i rutinerne, men det er bare at se paa sidemanden. Saa var det ellers hjem, spise frokost, pakke gaver ud med Aiobhe. Vi havde koebt to par stroemper til Aiobhe hvor der stod "from friends in Norway", en Viking t-shirt til Hughie og en koeleskabsmagnet med vikinger til Claire. Smukt. Desuden havde vi suppleret med en flot illustreret eventyrsbog til Aiobhe og koebt dyr chokolade fra Haighs i Adelaide. Paa mirakuloes vis klarede den skaerene med varmen i Central Australine, maa helt klart vaere paa grund af meget grundig indpakning, jeg er i hvert fald meget imponeret. Vi fik en dvd med australsk madlavning fra gakkede steder. Det glaeder jeg mig til at se naar vi kommer hjem. Ellers blev der saa smaat lavet mad til om aftenen. Kalkunen kom i ovnen, kartofler blev skraellet, bord blev daekket osv. Og saa naaede vi ogsaa en hurtig tur i poelen. Ikke daarligt.

Til middag kom et vennepar med deres to boern den ene paa alder med Aiobhe den anden 3 maaneder gammel. Saa der var liv og glade dage under middagen. Men det gik fint og ungerne var rigtig soede. Maden var god og det var bare rigtig hyggeligt. Prikken over i'et maa have vaeret Claires marengsuletrae. Meget morsomt!

Naeste dag koerte vi en tur til Bondi beach, men vi sov lidt laenge saa det blev bare i ca. 1 1/2 time. Morten og jeg gik en tur langs en smuk kyststraekning mens de andre satte sig paa en cafe. Vi gik selvfoelgelig ogsaa hen ad Bondi, det er ligesom en af de ting man bliver noedt til at have gjort hvis man har vaeret i Sydney. Vejret var desvaerre ikke saa godt, saa det gav maaske ikke det aller bedste indtryk. Men dejligt sand og ret saa koeligt vand. Var ingen/meget faa der svoemmede men nogle som proevede at surfe. Bbbrrr...

Hjemme igen havde vi kort tid til at goere os faerdige foer vi skulle til de samme venner som var hos Claire og Hughie aftenen foer til grill aften. Total aent gjort at vi ogsaa blev inviteret. Det var en blandet flok af expats (altsaa folk som egentlig hoerer hjemme andre steder men som har faaet arbejde her af den ene eller den anden grund). Hyggeligt og rigtig god mad, mange boern med raedsomme navne. Huxhley, Rufus osv. Men det er selvfoelgelig ikke ungernes skyld og jeg gaar udfra at foraeldrene synes at det var paent. Hughie sagde paa hjemvejen at han mente at det maatte vaere boerneplageri.

Den 27. var den foerste chance for at se noget af Sydney paa egen haand eftersom baade d. 25. og 26. var helligdage/lukket paa arbejde. Havde bestilt billetter til akvariet og wildlife center som ligger i Darling Harbour. Men fordi vi sad lidt laenge med morgenmaden (Claire snakker meget og laenge og hurtigt, saa det var svaert at loesrive sig men hun er saa soed, hun er ogsaa hjemmegaaende husmor saa tror at hun nyder at have voksne at snake med) kom vi sent afsted og der var allerede proppet med familier, saa vi valgte at udsaette det og gik i stedet for langs Darling Harbour ned til The Rocks (det aeldste omraade i Sydney) hvor vi trissede rundt, spiste frokost paa en italiensk restaurant, gloede paa et lille marked (jeg koebte en lakridsstang det var vidst det vildeste der skete der) og saa gik vi over Sydney Harbour bridge (det er den beroemte hvor man ser at nytaarsfyrvaerkeriet bliver skudt af fra). Smukt, men ogsaa en hel del trafik. Mange vaelger at betale mange penge for at gaa laengere oppe paa konstruktionen med diverse sikkerhedsgrej, vi var enige om at det ikke var saa vigtig for os, men der er ingen tvivl om at de tjener mange penge paa den lille geschaeft.

Derefter gik det stille og rolig videre til Sydney Opera House, fik en cappuchino, noed livet og saa paa alle de sjove mennesker som ilede forbi. Hyggeligt. Vurderede at tage med et havnecruise dagen efter, men forblev i vores backpacker roedder og bestemte os i stedet for at tage faergen dagen efter til Manley. Noget billigere og sikkert mindst lige saa godt:-). Bussen ind til byen fra Rozelle, hvor vores fantastiske vaerter bor, tager ca. 15-20 min. til Cirkular Quay som er lige ved operahuset og 10 min. til Daling Harbour, naar der ikke er rush vel at maerke saa kan det godt tage lidt laengere tid. Spiste rester til aften og hyggede os med sludder og sladder resten af aftenen.

Den 28. var det rigtig godt vejr (det var det i oevrig ogsaa dagen i forvejen, solskin men ikke taeskevarmt paa nogen maade, naermest lidt halv koeligt i skyggen, noget som er meget usaedvanligt for Sydney paa denne aarstid). Vi bestemte os for at udnytte det gode vejr og tog indtil Sydney Tower Eye, et udkigstaarn som ligger i et indkoebscenter (lidt maerkeligt men ok). Der var selvfoelgelig rigtig flo udsigt. Nogle mennesker, mig selv inkluderet, ser sig omkring og er saa tilfreds, andre, Morten f.eks, kan virkelig nyde det paa et helt andet niveau. Saa vi var der et stykke tid, skal vi ikke bare sige det saadan? Gik ned igennem gaagaden (Hughie arbejder lige ved siden af det officelle juletrae i Sydney, med andre ord meget centralt) saa lidt paa butikker, kiggede paa mennesker osv. Gik ned til faergehavenen og fik 2 billeter til Manly som ligger paa den anden side af bugten end Sydney (er sikkert stadig Sydney?) Var heldige og fik plads ude i solen saa vi kunne sidde og se paa smukke Sydney mens vi sejlede derud ad. Skoent. Og perfekt vejr til en sejltur. I Manly var der rigtig mange som havde faaet den samme gode ide' med at komme paa besoeg sa man gik mere eller mindre i koe fra man gik af faergen til man kom over til stranden. Pudsigt.

Vi fandt et sted hvor vi spiste frokost, 2 sk. meget store og velsmagende burgere. Gik en lang og hyggelig tur paa stranden. Fik et mindst lige saa godt indtryk af Manly som Bondi men til Bondi forsvar var det noget bedre vejr da vi var i Manly. Morten koebte et par nye badeshorts (meget god ide' eftersom de han har nu tager ca. 12 timer for at toerre ikke det smarteste). Saa han er nu et stk. lykkelig indehaver af et par Billabong. Smukt! Fik en stor is til deling fra "Copenhagen", har ogsaa set en "Andersen" (som i H.C.) saa dansk is er tydeligvis populaert (ikke at jeg tror at maerkene egentlig har noget med Dk at goere). Var ogsaa fordi et Aldi supermarked paa havnen, hvor der i lynets hast blev koebt vingummibamser og grammofonplaer (lakridser). Ikke daarligt. Tilbage ved operahuset gik vi en smut i botanisk have og ud til St. M..... chair, som er et flot udkigspunkt over til operahuset. Fik taget et par billeder og saa tilbage. Saa masser af store hvide kakaduer/papegoejer i et trae. De larmede helt vildt. Men jeg elsker naar dyrelivet paa den maade kommer snigende i en storby. Meget hyggeligt.

Hjemme var det ti for et hurtigt skift alt imens barnepigen fik instrukser i forhold til Aiobhe saa de voksne kunne komme ud og more sig. Tog paa en restaurant i relativt naer omraade, havde en hyggelig og lang middag (vi insisterede paa at betale naturligvis men fik kun lov til at betale for maden). Var ogsaa et smut paa den lokale irske pub hvor Morten fik en Guinness (tror meget at hele det besoeg var for Mortens skyld). Hyggeligt. Hjemme til midnat og lidt promille i blodet.

Den 29. havde vi egentlig planer om at tage ud til Blue Mountains National Park 2 timer fra Sydney men det var kroppen ikke lige med paa. Blev i stedet til baade akvarie og wildlife park i Darling Harbour. Begge dele var rigtig godt, mange boernefamilier og mange mennesker men saadan er det naar man ikke kan finde ud af at staa op i ordentlig tid. Vi var foerst i Wildlifeparken hvor vi moedte mange "lokale" dyr. Hygelig maade det hele er bygget op paa. Fik en subway i mellem slagene og saa var det ellers i akvariet. Igen rigtig mange mennesker som desvaerre laegger lidt en daemper paa det hele. Men det er nok bare saaden det er mellem jul og nytaar? Men rigtig fint akvarie. Hoejdepunktet var helt klart alle tunnellerne man kunne gaa i for at se soekoer, hajer, djaevlerokker osv. i deres naturlige miljoe. Rigtig godt lavet. Var et smut forbi Chinatown inden vi vendte naesen hjem til faerdig aftensmad med pasta. Vild luksus!

Planen med Sydney opholdet inkluderede i udgangspunktet en tur til Blue Mountains men allerede igaar blev vi enige om at vi simpelthen ikke gad at bruge 5 timer paa transport. I stedet blev vi oppe den halve nat (efter at Hughie og Claire var gaaet i seng) og droemte om hoteller til de sidste par dage i Thailand. Spiste morgenmad med Claire og Aiobhe i morges foer vi tog en bus indtil centrum. Gik lidt rundt i en anden del af Chinatown, var paa Paddys marked (stort med alt mulig skrammel plus lidt mad). Var i et center med foodcourt (igen et af de steder med mange smaa restauranter samlet paa et sted saa man kan vaelge hvad man har lyst til at spise uavhaengig af hvad den man er sammen med har lyst til, smart). Saa Morten fik indisk og jeg japansk til frokost i dag. Ellers nussede vi rundt i butikker (koebte ny vandfalske til mig, hvor fornuftig er det lige man har lov til at vaere, kunne i forestille jer noget mere kedeligt at have koebt efter en uge i Sydney?) Men vi har virkelig taget det rolig i Sydney og har for foerste gang paa vores rejse haft "ferie" (hvis det giver mening paa nogen som helst maade?) Det har vaeret top nice at bo hos Claire og Hughie som begge er totalt afslappede og lader os hjaelpe med baade middagslavning og opvask. I aften noed vi pastarester fra igaar ude i parken lige ved siden af lejligheden. De andre fik Aiobhe i seng og jeg fik skypet med mor og far. Skoent bliver nok sidste gang inden jeg kommer hjem.

I morgen er det nytaarsaften (klokken er lort her og jeg bliver serioest noedt til at gaa i seng snart men faar paa ingen maade skrevet blogg med Claire ved min side, der er alt for meget at snakke om:-). Saa det maa blive i nattens skjul at jeg faar det gjort. kan fryde mig over at jeg ikke har boern i morgen og sove laenge. Ellers er planen en brunch ude et sted. Morten og jeg skal gaa en lang tur med Aiobhe saa Claire og Hughie kan faa snakket grunigt om om de vil flytte hjem til Irland snart eller ikke (Hughie har lyst til at starte egen virksomhed og skal have fundet ud af hvor det er smartest at goere det). Og saa skal der laves nytaarsmiddag som skal vaere en picnic som skal tages med ud paa pynten af den halvoe de bor paa, der skal vi saa sidde og spise og drikke og se paa fyrvaerkeriet over Sydney Harbour Bridge, uden at maatte staa sammen med alle de stinkende backpackere et eller andet sted fra tidlig morgen. Perfekt! Og d. 1. er det sent om aftenen videre til Darwin (ankommer deroppe lokal tid kl. 22 eller 23 tror jeg). Kl. 6.40 d. 2. bliver vi hentet af turselskab som skal tage os med til Kakadu og Litchfield nationalparker i 3 dage. Saa er der fuld droen paa igen. Det bliver fedt.

Uluru (Ayers Rock), Katju Tjuta (the Olgas), Kings Canyon

2011-12-27T11:50:00.027+01:00

Saa er det ved at vaere tid til at fortelle hvad vi saa i det smukke centrale Australien. Foerste dag startede med at vi blev hentet paa hotellet meget tidlig. Moedte et stk. smaa-irriteret guide fordi det havde regnet hele natten og morgenen. Blev registreret paa The Rock tour kontoret. Var 21 mennesker (efter senere at have hentet flere mennesker i Ayers Rock Resort) i den halv lille (og ret brugte) minibus. 3 danskere (mig selv inkl.), Morten, et aeldre svensk/finsk par, 3 belgiere (2 fransk talende en flamsk talende), 3 tyskere, 2 schweitsere, 2 australiere, 3 sydkoreanere, 1 kinesisk pige (faktisk den samme som vi var paa vinsmagning med i Marlborough i New Zealand, ret maerkeligt) og 1 hollaender. Relativt faa tyskere i forhold til at vores guide haardnakket blev ved med at paastaa at der var 4 mill. tyske turister i Australien om sommeren (synes at det naesten lyder for utroligt til at vaere sandt). Masser af soede mennesker. Guiden Cooper var en lidt maerkvaerdig australsk fyr sikkert 35 plus. Super sarkastisk, svarer modvillig paa spoergsmaal, og lidt smaa-snobbet. Maerkelig fyr. Men helt ok som guide i 3 dage, ville vaere blevet irriteret paa ham hvis han skulle have vaeret vores guide over laengere tid.

Foerste stop Erldunda, egentlig bare et vejkryds/benzin station i midten af ingenting, men helt klart stedet for at faa et lift i den ene eller den anden retning. Mange indfoedte (aboriginals, men det er politisk ukorrekt at kalde dem det saa frem over indfoedte) som var interreserede i et lift videre. Men det var vi ikke ligefrem i stand til at give dem, ikke at jeg tror vores guide havde gjort det selvom der havde vaeret plads. Meget varmt, efter middag 38 grader. Men maerkelig morgen med regn. Masser af oede landskab blev tilbagelagt paa vejen ned til Uluru. Masser af toerre buske og roed jord. Ikke saa ugaestfrit som det sydelige Argentina synes jeg. Var trods alt noget groent (faktisk meget mere end jeg havde regnet med). Men faa biler som passerede, et par lastbiler med mange anhaengere (det er en af tingene central Australien er beroemt for). Frokosten var et stk. bolle med halvtraels paalaeg, en mueslibar og et aeble. Ikke meget mad for en voksen mand som Morten. Godt at vi kom forberedt og havde snacks med selv ogsaa men lidt irriterende at det var noedvendigt. Sandwichen blev hentet frem af et stk. stor koeleboks (noget australierne omtaler "eskie" med kaerlighed, hvordan det staves? Aner det ikke).

Foerste virkelig spaendende stop efter at have sat folk af, hentet folk i lufthavn osv. var et kultur center inden man kom ind i National parken. Fikk her en time til at gaa rundt og snuse til den lokale kultur forklaret af de indfoedte (det er ikke alle historierne de vil at man skal kende, men nogle af hostorierne (saasom skabelseshistorien) var skrevet ned). Var ogsaa mulighed for at snakke med park rangere hvis man ville det. Saa var det en kort koeretur videre til selve hovedattraktionen, Uluru. Ifoelge den oprindelige plan var det det man skulle se de sidste to dage men fordi der var saa mange turister som ville med var der to busser afsted og vi startede i "den forkerte ende" noget Morten synes var traels da han mente resten ville vaere antiklimaks naar man starter med det mest beroemte og dermed bedste. Var fremme ved Uluru ved 2-tiden, det vil sige saadan ca. det varmeste tidspunkt om dagen. Hurra! Vi blev saa tilbudt om vi ville gaa den lange eller den korte tur rundt om Uluru. Foerst havde guiden en lille gatur med os hvor han forklarede os lidt om de indfoedtes kultur, om de hellige steder og om hvordan historierne aldrig har vaeret skrevet ned men er blevet overleveret fra generation til generation ved hjelp af dans, sang og fortaellinger.

Som de dumme skandinaver vi nu engang er valgte vi selvfoelgelig at gaa den lange tur. Det fortroed vi faktisk ikke. Det var lettere overskyet og det var faktisk skoent saa det ikke var alt for varmt. Turen rundt var ca. 8 km. lang og vi fik at vide at vi fik to timer til at goere det. Ikke alt for lang tid eftersom det var ret varmt. De foerste km. var et stykke fra selve Uluru og man fik ikke lov til at tage billeder fordi der var "hellige steder" som de indfoedte ikke oenskede man skulle tage billeder af. Fint nok. Ifoelge vores guide bliver turister anset som boern af de indfoedte fordi der er saa meget som vi ikke forstaar. Derfor er det f.eks. ok for en mand som er turist (og dermed uvidende) at se paa kvindernes hellige steder (kvinder og maend har hver sine hellige steder) fordi de alligevel ikke vil forstaa det (som kvinde kan jeg jo kun sige at det goer jeg heller ikke, men det er saa igen fordi vi er anset som boern).

Morten og jeg gik i rask tempo rundt om Uluru, taenkte at vi hellere ville have god tid til sidst. Guiden havde sagt at vi som gik den lange tur ca. skulle gaa ca. 8 km. og den korte ca. 6. Efter vores beregninger (med Mortens GPS) var det naermere at vi gik godt 8 km. og de andre gik 4. De sidste mange km. gik vi og snakkede laenge og meget med et par danske gutter saa det var naesten saa vi glemte at se os omkring saa hyggeligt var det. I hvert fald oversaa vi et sted med en lille soe som helt klart var noget man burde have faaet med sig naar man gaar hele vejen rundt om Uluru. Men, men... Der er 2 soeer rundt om Uluru og begge er meget, meget forurenede, dette fordi en del mennesker stadig vaelger at klatre op paa Uluru (selvom det er meget imod de indfoedtes oenske, noget alle paa vores tur heldigvis valgte at respektere) men mange skal tisse (eller det der er vaerre) efter at have klatret op og goer det paa Uluru. Paa grund af sandstenene bliver det ikke ordentlig absorberet og bliver i stedet skyllet ned med neste regnfald, lige ned i soeerne. Mmmmm..... Da vi var der var der en del indfoeste (kvinder og boern) som paa trods af dette havde en forfriskende dukkert. Nej tak...

Efter at have gaaet rundt om Uluru var det tid til at komme ind i den lille og nu meget, meget varme minibus for at komme til det sted hvor vi skulle se solnedgangen over Uluru. Skoent. En tysk backpacker gik fuldstaendig amok med billeder og tog bogstavelig talt billeder hvert 20. sekund (eller lignende) fra stativ for at faa alle nuancerne af solnedgangen med. Serioest! Hvor mange billeder er det lige man gider at have af det saadan helt realistisk set. I tillaegg havde han kun et lille mindekort med til kameraet og var bekymret for at det ikke ville vaere nok. Idiot! Proevede ogsaa at bestikke den stakkels hollaender til at saelge ham sit til underpris. Skoent! Lidt for ivig maaske. Guiden lavede spaghetti som smagte godt men som der paa ingen maader var rigeligt af. Ikke nok med at frokosten var mere end almindelig skaldet, der var heller ikke saa meget aftensmad. Ikke saa fedt. Godt at man altid er beredt i en far og har masser af muslibarer og chips med. Man har vel vaeret ude en vinternat foer? Lige efter at solen var gaaet ned kom der ogsaa nogle indfoedte kvinder som gerne ville saelge kunst til os. Jeg synes at det var en rigtig maade at stoette dem direkte paa og koebte et flot bogmaerke som jeg er sikker paa at jeg kan bruge i mange aar og taenke tilbage paa Australien.

Efter aftensmaden blev vi koert til en campingplads, fik en brugsanvisning i hvordan man bruger en swag (ingen telte paa denne tur) og saa var det ellers i seng. Boer maaske for god ordens skyld forklare hvad en swag er til alle de stakkels uvidende mennesker hjemme. Det er kort fortalt en godt polstret sovepose med en tynd madras i bunden. Havde saa lejet en sovepose som man puttede ned i den og det var det. Det eneste som skilte os hele den nat (og den naeste) fra alle de farligste krybdyr i verden en tynd madras i en swag. Fedt! Tror maaske min fejl den foerste nat var at jeg valgte at fokusere lidt for meget paa det. I hvert fald havde jeg MEGET store problemer med at falde i soevn. Morten derimod sov som en stud naermest fra det oejeblik han lagde hovedet paa puden. Men det var nu ikke det vaerste sted at have poblemer med at sove, der var en helt igennem fantastisk smuk stjernehimmel (som jeg det meste af tiden godt nok ikke kunne se fordi jeg havde mit partisaner toerklaede over hovedet som beskyttelse mod hvad som helst (sandsynligvis myg) som havde lyst til at aede mig). Morten var i oevrig meget soed og tjekkede swagen inden jeg lagde mig i den for at tjekke alt var ok. Guiden sagde man skulle goere det inden man kroeb i den og naegtede at det var for at tjekke for edderkopper eller andet godt men for at finde ud af om nogle andre natten i forveen havde glemt at tage noget ud af swagen. Yeah right! Det kan godt vaere at vi ikke er vant til outbacken men vi er jo heller ikke foedt igaar.

Naeste morgen var det tid for morgenmad. En rimelig simpel affaere bestaaende af weetabix (de er helt tossede med det i Australien) det er mere eller mindre smaa stykke med pap som puttes i maelk og bliver totalt gennembloedte og ulaekre i loebet af nul, niks. Mmmmm... Har nu endlig fundet trickset, det er at dyppe dem gradvis i maelken, saa er det faktisk spiselige. Derudover lidt corn flakes og masser af hvidt toastbroed (og maerkelig gas, toster ting inde i bagagevognen) og gele. Mmmm... Virkelig noget for kroppen at arbejde med. Sorry jeg er saa negativ. Men det er altsaa ikke den bedste start paa morgenen. Men jeg glemte maaske at fortaelle at alt dette var kl. roevhul om morgenen og foregik samme sted som aftenen foer da vi selvfoelgelig skulle have glaeden af at se solpgangen over Uluru imens. Smukt:-). En hurtig opvask og saa ind i minibusen igen. Naeste stop Katja Tjuta. Det ligger ikke langt fra Uluru og er den samme slags sten, men i stedet for at vaere en stor sten som Uluru er det mere et omraade. Her gik vi foerst lidt sammen med guiden som forklarede os mere om de indfoedtes kultur. Derefter valgte alle (paa naer guiden) at gaa en rundtur rundt om Kata Tjuta. Det var varmt, men ikke saadan at man var ved at doe, simpelthen fordi det stadig var meget tidligt om morgenen. Smart. Det er helt klart det rigtige tidspunkt at goere det paa. Det var meget, meget smukt i Katja Tjuta.

En lidt mere udfordrende gaatur eftersom der var lidt stigning osv. Det var der ikke paa Uluru turen dagen i forvejen. Fik snakket en del med et super hyggeligt schweisisk par. Saa i tillaeg til at man paa disse gruppeturer selvfoelglig har mulighed for at faa et mere lokalt blik paa ting er det ogsaa en fantastisk mlighed for at moede ligesindede rejsende. Altid hyggeligt. Om ikke andet kan man altid bitche lit over guiden og dennes mangler naar der er gaaet et oar dage og folk er ved at blive varme i troejen:-). Smuk gaatur, en hel del fugle saa vi. Og nogle meget dovne kaenguruer som laa i skyggen og tog det meget roligt allerede saa tidlig om morgenen. De maa vaere mere eller mindre doede naa solen virkelig bager. Noget af det sidste stykke vi gik var op til et udsigtspunkt hvorfra der var udsigt udover dalen som bliver kaldt Valley of the winds. Var lidt vind (skoent naar man lit sveder som en gris og temperaturen allerede er over 30). Tilbage til bilen og saa var det ellers bare at laene sig tilbage, laese lidt bog, sove lidt, stene lidt, snakke lidt med naboen osv. For naar man er paa tur i Australien skal man helt klart indstille sig paa at der skal tilbagelaegges lidt km. foer man kommer nogen steder. Maalet for denne dags koeretur var at komme naermere Kings Canyon, noget som laa ca. 300 km vaek hvis ikke jeg husker helt forkert.

Paa vejen til Kings Canyn var der stop for frokost som boed paa wraps med tun og spegepoelse. Nogle af os valgte selvfoelgelig enten eller, men der var flere end Morten som (ifoelge mine snobbede meninger) havde meget "interessante" kombinationer. Og der var mere end nok til alle. Hurra. Paa vejen koerte vi igennem et stort omraade med steppebrand. Det var ret vildt at se paa. Det sker jaevnlig i central Australien og vores indtryk var at de i lille grad vaelger at goere saa meget med det udover selvfoelgelig at proeve paa at soerge for at det ikke braender huse eller andet ned. Havde ogsaa et stop paa vejen hvor guiden brugte meget lang tid paa at proeve at finde en larve, som lever i en rod under en vis slags buske. Han gravede under mange buske foer han endelig fandt en larve. Og der var saamaend en belgier som var crazy nok til at spise den. Han mente at man skulle have teknikken klar paa forhaand. Soerge for at tygge godt i begyndelsen for at undgaa at den bevaegede sig alt for meget derinde. Uhm. Stedet hvor vi gravede rundt efter larven var der mange vildheste i naerheden som holdt oeje med os. Hyggeligt og smukt. Smagte ogsaa paa indfoert plante kaldet bittermelon oprindelig bragt til Australien til kamelerne. Der er mange af dem der lever vildt i Central Australien nu, der var oprindlig en plan for dem, men jeg kan desaerre ikke huske hvad den plan var. Sandsynligvis at de skulle bruges som pakdyr til et eller andet smart, jernbanen?

Kings Canyon var maalet for naeste dags trekking saa det var smart at vaere lige i naerheden. Pa vejen til den nye lejr var der i oevrigt et stort logistisk projekt i gang i minibussen hvor man proevede at faa alles oeloenske til at gaa op med at man kunne koebe kasse af x antal stoerrelse for at goere det billigere. Og det lykkedes til sidst. Oel og generelt alkohol er helt klart ikke en billig fornoejelse i Australien, noget dyrere end i Dk, ca. samme pris (maaske en lille smule billigere men det er daeleme ikke meget) end i Norge. Aftenen blev brugt til en tur i poelen, hvor den ene australier fortalte om meget giftige edderkopper som kan sidde paa bunden af en svoemmepoel i mange, mange timer og se ud som om den er doed selvom den ikke er det. Skummelt! Saa var det ligesom om poelen ikke var saa fristende mere (kan potensielt ogsaa have vaeret pga alle de doede insekter som svoemmede rundt)? Aftensmaden var rigelig og god. Hurra. Mange sad rundt om lejrbaalet (var tidligere blevet tvunget til at loebe rundt paa en slette for at lede efter braende i et saa lang tid, Morten begyndte selvfoelgelig at hive et trae op fordi han syntes at det var den mest effektive loesning).

Sov noget bedre denne nat. Tror at det var en kombination af at det var gaaet godt den foerste nat og at jeg derfor ikke saa mig noedsaget til at ligge med toerklaedet over hoevedet hele natten og at det var lidt koeligere temperatur. Naeste morgen var det igen op tidligt (men ikke lige saa tidligt som morgenen foer), spise morgenmad, pakke swagen sammen (det er det gode med en swag i forhold til et telt, det gaar noget hurtigere at pakke det sammen), boerste taender og saa alle mand ind i minibussen for at komme til Kings Canyon. Noget anderledes klima og natur end de to foregaaende turer. Ikke ligesaa roedt men igen en rigtig fin tur. Guiden mente at denne tur var meget haaredere og vaerre end de andre og var meget strikse med at alle maatte have mindst 3 l. vand med fordi der ikke var mulighed for at fylde vandflaskerne undervejs og fordi han tidligere havde vaeret noedt til at faa nogen hentet i helikopter fordi de var blevet sa dehydrerede. Men jeg tror at det har vaeret nogel som har gaaet om eftermiddagen, i hvert fald var tuen ikke slem da vi gik den. Hele flokken gik sammen og det er nok den mest afslappede gaatur jeg mere eller minde nogensinde har gaaet. Vi fik ikke drukket vores 3 l. for at sige det saadan.

Hoejdepunktet var da vi kom til en oase paa vejen som bliver kaldt Edens Have. Meget smukt. Guiden anbefalede os ikke at bade i soeen, men nogle valgte at goere det alligevel. Det stank noget af kloak, simpelthen fordi mange pisser og skider i vandet, totalt klamt. Og vi skulle ikke nyde noget, ellers tak. Men smukt var det. Havde et par smaaproblemer foerst med at guiden havde sagt at han altid ville gaa bagerst for at sikre at alle var med. Morten havde glemt sine solbriller paa toilettet og var gaaet tilbage foer at hente dem, men fordi guiden ikke havde gjort som han havde sagt han ville goere, nemlig at gaa bagerst, havde Morten ikke haft mulighed for at sige at han gik tilbage til toilettet. Saa der var en kort overgang, hvor jeg var kommet halvvejs op ad bjerget, guiden stod nede paa jorden og ventede paa Morten og spurgte mig om hvor han var, hvilket jeg ikke vidste og jeg begyndte at vurdere om jeg bare skulle gaa ned eftersom Morten ogsaa havde min vandration (som den store staerke mand han nu engang er). Men Morten kom til slut, guiden begyndte at skaelde ham ud, hvor til Morten svarede at det aldig ville vaere sket hvis han havde gaaet bagerst som han havde sagt at han ville. Saa sagde guiden ikke mere:-).

Skoen gaatur i Kings Canyon tog vel et par timer men i MEGET roligt tempo. Skoent. Saa ind i minibussen igen. Naeste og sidste stop Alice Springs. Paa vejen var vi forbi smukke saltsletter hvor man skulle gaa over rygende varme sanddyner for at kunne se dem. Alle med de nymodens flipflopper med den ene dims mellem storetaa og naeste taa var lige ved at doe. Men det gik da alt sammen. Frokosten blev indtaget pa Erldunda, samme benzinstation som paa vejen ned til Uluru, der er ikke saa mange steder at vaelge imellem i Central Australien. Samme velsmagende frokost som dagen i forvejen. Lidt sporadisk opvask (helt utrolig at alle ikke bliver monster syge af at vaere paa saadane ture). Havde et stop en time foer Alice hvor der var mulighed for at koee en tur paa en kamel. En del som havde lyst til det. Morten og jeg har begge gjort det tidligere (Egypten, Marokko, Indien) saa det fristede ikke saa meget. I stedet havde vi glaeden af at overvaere kaenguru porno, se en meget sloev dingo som blev holdt som husdyr, klappe et par andre kameler og se de vilde emuer lige i naerheden (de hang foroevrig ogsaa ude paa Eldrunde den foerste dag vi var der).

Tilbage i Alice Springs fik vi tjekket ind paa vores nye hostel (hvor det ifoelge den oprindelige plan skulle have vaeret gruppemiddag men det var flyttet ind til midtbyen, og der var et stykke at gaa). Men der var noget andet som var mere vigtigt. Vi havde faaet en sms om at der var problemer med den booking vi tidligere havde lavet til Kakadu nationalpark til 2. jan. Gik derfor hen til selskabet vi havde vaeret med paa tur og de proevede at hjaelpe os med at booke en ny tur. Efter et par telefoner fandt den meget rare mand ud af at der kun var et selskab som havde ture i starten af januar. Normalt er der mange virksomheder som har turer til Kakadu og Litchfield fra Darwin, men fordi det er wet season og mange af firmaerne tager ferie frem til midten af januar var der kun et firma vi kunne komme med. Ikke dem man ville vaelge som foerste prioritet (de er landsdaekkende og rimelig store) men hvad f... Desvaerre havde vi en hel del smaa uheld og det endte med at den hjaelpsomme mand ikke var i stand til at booke. Heldigvis fik vi et telefonopkald dagen efter hvor han fortalte at det var gaaet i orden. Vi havde faaet 2 af de 3 sidste pladser. Meget heldigt og sa behoevede vi ikke at bruge mere tankekapacitet paa at faa det loest. Smukt!

Aftenenen blev brugt paa The Rock Bar, hvor vi fik et maaltid, fik snakket med alle de herlige mennekser fra turen og gik hjem rimelig traette efter 3 lange og gode dage ved midnat. Fik en del advarsler fra nogle af de andre fra turen da de havde faaet at vide fra deres hostels at det kunne vaere utrygt i Alice Springs om natten. Mange af de indfoedte unge maend som er i grupper. Men vi boede ad hovedvejen som var oplyst hele vejen og havde ingen problemer. Heldigvis.

New Zealand hit eller hit?

2011-12-20T12:22:00.001+01:00

Obs! Flere indlæg i dag.

Har tidliger haft for vane at skrive en hit eller shit liste over de lande jeg har været i. En slags opsummering over havd som virkelig hildt og hvor der var forbedringspotensiale. Dermed denne hit eller shit liste

SHIT
1.Offentlig transport, seriøst. 3 busser om dagen fra Christchurch med tre forskellige firmaer som tager afsted med ti mn. Mellemrum. Det må kunne gøres bedre.
2.Vejret, lidt for mange skyer, lidt for lidt sol og ALT for meget fleece og zip off buker (uden at de var zippet of selvfølgelig)
3.Høj pris (men ikke så høj som i Australien ser vi nu) på morsomme aktiviteter.
4.Hvidt toastbrød. Seriøst, kom nu ind i kampen. Hvad er næringsindholdet i det?
5.Christchurch, bliver nødt til at overnatte der for at komme videre når man er med bus. Ikke et hyggeligt sted at være efter jordskælvet og stort manko på steder at spise og sove. Meget trist stemning.
6.At blive 30, seriøst hvem vil (hånden på hjertet) ikke hellere være i 20'erne? Jeg spørger bare,

HIT
1.Dyrelivet, relativt tilgænglig gennem turudbydere og masser at se, bpde hvaler, pingviner, delfiner og sæler.
2.Queenstown, måske fordi vi var meget heldige med vejret men fremstod som rigtig hyggelig og kompakt lille by, fantastisk oplevelse at paraglide.
3.Hyggelig mennesker
4.Tongariro Alpine crossing og Queen Charlotte track, rigtig fine og gode gåturer, hvor man kunne mærke at man blev brugt uden at blive totalt udslidt
5.God og relativt rimelig mad på restauranter og cafeer, altid god og vellavet kaffe uanset hvor man kommer ud på landet.
6.Thermal aktiviteten i Whaka, den levende landsby stor oplevelse. Polynesian spa var også rigtig godt.
7.Smuk og overvældende natur.

Det var vidst det vi lige kunne komme på i farten. Håber alle hygger sig hjemme i kulden med juleforberedlser:-). Kommer nok ikke til at føles som jul når det er så varmt. Men det er helt ok:.).

Alice Springs, the middle of absolutely nowhere

2011-12-20T12:10:00.002+01:00

Sidste morgen i Adelaide var det bare at få pakket rygsækkene, spist lidt morgenmad (spædet kraftig op med selvkøbte ting), ringe til en taxa og så afsted mod lufthavenen. Havnede i en speed snakkende 2. genrations græker som havde mange tanker om Grækenland, kultur, Australien, you name it. Behøvede ikke at putte mange penge på ham før han snakkede som et vandfald. Men ret underholdende:-). Ankom til Alice Spring i midten af INGETING ved 12-tiden lokal tid. Havde på vejen fløjet over oceaner af rødt ingenting. Utroliigt at der er en by her. Bor godt 30.000 plus en del turister. Nogle som kører mellem Adelaide og Darwin, nogle (som os) som skal på tur til Ulura (tidligere Ayers Rock) ++. Masser af indfødte (aborigines men ved ikke om det fortsat er stuerent at kalde dem det, sså beklager meget hvis det ikke er det).

Havde en relativt humoristisk chauffør på vej indtil byen. Han understregede kort sagt vigtigheden af at drikke rigeligt (på grund af varmen som er godt 37 grader), ikke gå ud i bushen hvor der kan være diverse dyr, ikke samle slager og skorpioner op hvis man ser dem (as if jeg kunne finde på det) og solcreme, solcreme og solcreme. Rimelig dræber sol de har herude. Så det er om at være forsigtigt (sagde hun alt imens hun kiggede ned på hende skallende bryster fra fadæsen i Taupo i det overskyede svømmebasseng, må håbe man har lært noget). Chaufføren fortalte videre at der er masser af bush brande rundt om Alice Springs nu, man kunne tydligt se røg når man ser ud i horisonten så det er nok ikke så langt væk, men vi kan ikke lugte røg. Måske pga vindretningen? Tjekkede ind på hyggeligt lille hostel, hvor vi har fået vores egen campingvogn med dobbeltseng, lille køleskab og aircon (er ligefør at selv jeg som hader aircon bliver lidt fan i varmen, så længe den ikke er rettet direkte mod mit fjæs som de plejer at være, men det er den heldigvis ikke her:-).

Var henne på turbureauet, hvor vi bekræftede at vi skulle med på tur i morgen. Bliver hentet kl. 6 i morgen tidlig. Fik frokost og var i supermarkedet for at hente forsyninger til de næste dage. Vi glæder os selvom u.t. Gruer sig rimelig meget til at ligge i sovepose lignende ting midt i ørkenen blandt alle de farlige reptiler og insekter. Bbbrrr. Så meget at min underbevisthed tydeligvis prøver at gøre noget med rædselen mens jeg sover. I hvert fald vækkede jeg Morten med kraftige benspjæt og mareridt den anden nat fordi jeg prøvede at jage de farlige edderkopper væk:-). He, he... Det skal nok blive spændende. Kommer så meget til at sove med mit trofaste Palæstine tørklæde over hovedet. Ellers har vi bare slappet af i varmen (det er så varmt at selvom man sidder stille sveder man bare lige så stille). Skal have pakket rygsækkene klare til i morgen og så er det ellers bare i seng. Vil returnere med spændende fortællinger om Uluru ++ når vi kommer tilbage:-). Og den 24. vender vi næsen mod Sydney hvor vi skal bo frem til d. 1. jan. (sent om aftenen) hos irske venner vi mødte i Kina. De har store planer med katolsk messe, julefrokost og alt mulig andet. Det kommer til at blive meget spændende og hyggeligt:-). Vi glæder os meget til at se dem. Har ikke set dem siden Kina i 2008 hvor vi rejste sammen på en tur i 3 uger. Fantastisk dejlige mennesker som er villige til at have to klamme, svedende backpackere til at bo hjemme hos dem (og deres barn) i en lille lejlighed i over en uge. Fantastisk! Så det er sandelig godt vi har smeltet chokolade fra Adelaide med for at sige tak:-).

Adelaide

2011-12-20T11:11:00.005+01:00

Fremme i Adelaide kl. Lort om morgenen med to lange stop undervejs fra Melbourne var det på tide at finde ud af hvordan vi skulle komme hen til hostellet. De reklamerede nok så flot med at de ville hente en på busstationen men eftersom ingen på busstationen var villige til at hjælpe os (her kunne man godt savne alle de gratis telefoner der var i NZ og alle de sindssygt hjælpsomme mennesker som arbejdede på turistinformationerne). Der var over en km. Så vi bestemte os for at tage en taxa. Og så skete der noget helt igenneem fantastisk og unikt. Taxachaufføren fra Jaipur, Rajastan, Indien sagde at han ikke skulle have betaling. WHAT! Hvem har nogensinde hørt om en taxachauffør som kører nogen som helst noget sted gratis. Ærlig talt. Jeg er stadig i chok. Og det var før han overhovedet vidste hvor vi skulle hen. WOW. Han havde boet i Australien i 3 år og var i stand til at forsørge hele familien (forældre, kone og børn sikkert plus, plus) så de havde et godt og behageligt liv hjemme i Indien ved at arbejde som taxachauffør i Adelaide. Det er egentlig ret vildt. Han fortalte at han ikke ville have sin familie til Australien, han ville arbejde meget og hårdt i mange år og efterfølgende vende tilbage. Det er et hårdt liv, men ved at en del taxachauffører jeg har snakket med i Norge har det på samme måde. Nogle ønsker selvfølgelig familiegenforening. Fantastisk start på dagen. WOW!

Tog det stille og rolig på hostellet i et par timer (kl. var lidt over 6 da vi ankom så der var ikke ligefrem så meget man kunne se på ude i byen endnu). Fik lidt morgenmad (hvidt toastbrød med gele og peanutbutter, det hjalp i hvert fald lidt). Så gik det ellers mod Central Market. Adelaide er kendt i Australien som en gourmet destination og der var virkelig også et rigtig lækkert udvalg af frugt og grønt. Efter en del snakken frem og tilbage fandt vi ud af at vi ville købe mad som vi kunne lave hjemme på hostellet 2 dage. Det er noget nemmere at købe ind ti l2 dage end til 1 (det er næsten umuligt). Morten kastede hurtigt håndklædet i ringen af fatigue over min perffektionisme, man skal jo finde den bod hvor de har billigst og bedst salat, tomat, steak osv. osv. Det var lidt for meget for ham (også med den dårlige søvnkvalitet) så han satte sig på en bænk sammen med andre gamle mennesker mens jeg løb rundt som en anden halv sindssyg:-). Vejret var nu monster træls i Adelaide, regn, regn, regn. Tog tilbage på hostellet hvor vi fik en ordentlig morfar (blund) i et par timer. Da vi vågnede var det stadig monster deprimerende vejr så der var ikke andet at gøre end at lave middag, surfe på det meget dårlige net, læse lidt i en bog. Se på torden vejret og tage det rolig:-).

Næste dag var det tid for vinsmagning i Barosso Valley som ligger ca. 45 min fra Adelaide. Vi var med en tur med 19 andre turister lige i overkanten til en vinsmagning men det gik fint. Havde en dygtig guide som havde masser af viden om området og om vin generelt. Fedt! Vi var meget, meget heldige og så MASSER af kænguruer på vejen til Barosso. Guiden fortalte at det var mange flere end hvad som var normalt, han mente at det kunne være pga al regnen. Så en stor flok som lå på en mark og en som hoppede over vejen lige foran bilen. Fuldstændig som på skiltene hvor der står at man skal passe på at der kan komme kænguruer hoppende. Fantastisk! De kan hoppe meget højt, hopper over fåreindhegning som om det var det bare intet. Virkelig storartet. Så føler man virkeig at man er kommet til Australien. Flot og frodig natur oppe i Adelaide hills og i dalen, meget frodigt.

Første stop bortset fra kænguruerne var ved en dæmning og dæmningevæggen som bliver kaldt whispering wall. Kort fortalt kan man stå på den ene side og hviske og så kan man høre det på den anden side. Har vi set det før? Ja, men altid lidt sjovt alligevel. Guiden fortalte os at vandreserverne var på et all time high (bedste i 20 år) men at vinen ikke var glad for at få så meget regn på dette tidspunkt. Og det var rimelig miserabelt vejr hele dagen, små regnede næsten hele tiden.

Næste stop var første af fire vingårde den dag. Smagte en hel del vin, som var god men tror at Shiraz måske er lidt for kraftig til min (ikke vinelskende) gane. Beklager. Men nogle af hvidvinene smagte næsten som vand så de kunne selv jeg have skyllet ned. Bar også en opal butik (fabriksudsalg, ifølge guiden et af de billigste steder at købe opaler i hele Australien). Men måden det hele er skåret på og udseendet er lidt for bling, bling og østeuropæisk til min smag så der blev ingen opaler i denne omgang.

Næste stop var hos Peter Lehman, en lokal legende som tidligere havde reddet røven til maneg af vinbønderne og som har en meget høj stjerne i området. Han er nu 81 og pensioneret. Smagte masser af vin og derefer var det tid til en Barossa tallerken med lokale delikatesser, spegepølse, røget filet, mandler, chutneys, oste og selvfølgelig helt hvidt brød. Hurra! Gik fra Peter Lehman til næste stop på ruten, en vingård som lå umiddelbart ved siden af, her var der selvstændig smagning (hvilket var godt, på det første sted skulle alle 19 mose sig frem for at få et par dråber og på det næste sted var der en kvinde som gik rundt og skænkede i folks glas). Her kunne man selv vælge hvad man ville smage. Jeg sværger helt klart til de søde dessertvine og portvinen (en venlig tanke gik til min gode veninde Carla som elsker portvin). Men vi nåede ikke så mange af dem, fik derimod lov til at smage på nogle halvdyre vine som jeg synes var alt for kraftige.

Blev kørt til et flot udsigtssted med udsigt udover store dele af dalen. Rigtig fint og heldigvis var der ophold der og da. Sidste stop var et boutique sted med få, dyre (og gode går jeg udfra hvis man godt kan lide) vin. Dejligt sted med en super sød hund som næsten med det samme løb forbi alle hundeelskerne som var en del af gruppen og hoppede op i Mortens skød hvor den sad og skuede ud over det hele. Lige til at smelte af og sådan en lille hund kunne jeg godt tænke mig at eje. Morten siger nej. Han er slem, det var overnikøbet ham den sad på:-). Kørte en mere lige strækning på vej tilbage til Adelaide og var tibage i byen ved 5-tiden. Morten fik en morfar og derefter var vi ude at se på en mediteranean festival (ikke specielt spændende) et par telte og en ret dygtig arabisk sanger. That is about it. Så der spiste vi ikke aftensmad. Fandt i steedet et sted med en pizza, 3. gang og igen ikke fantastisk. Måske er de bare ikke specielt gode til at lave pizza i Australien? Ellier måske har vi været meget uheldige.

3. og sidste dag i Adelaide, dalrede vi rundt i solskinnet (hurra) og så på byen. Hyggelig by (virker ikke som om den er større end Oslo men den er den, måske er byerne her mere langstrakte)? Gik igennem botanisk have, som virkelig var smuk efter al regnen den havde fået, var på National Wine Center (tror måske man skal være lidt mere interesseret i vin end hvad vi er for at det skal være virkelig spændende), spiste en burger, købte et par julegaver til folkene vi skal være hos til jul i Sydney (har købt dyr chokolade hvilket fremstod som en god ide' på tidspunktet men nu hvor vi er kommet til Alice Springs hvor der er 37 grader og vi skal på en tre dages tur er planen lidt mere svævende, der er ikke andet at gøre end at se hvordan det ser ud når de åbner det, men hvad er det lige man giver til folk som har en lille lejlighed, som man ikke har set i tre år og man ikke kan købe vin til fordi det bliver smadret i rygsækken?) Dagen endte med skøn steak og salat a'la Morten og Ann Kirstine (jep helt klart mest sidst nævnte:-).

Melbourne

2011-12-20T11:09:00.002+01:00

Ankom Melbourne lidt før middag. Hurra, der var solskin, og det var varmt. Virkelig dejligt. Tog en bus indtil centrum, skiftede til lokaltog som kørte direkte til hostellet hvor vi havde bestilt overnatning. Dejligt, lidt problemer med at finde stedet hvor vi kunne købe busbilletter og andre småting men gik relativt smertefrit:-).

Fik puttet rygsækkene i hostellets opbevaring og så var det ellers afsted for at se Melbourne. Var først og fremmest glade for at solen skinnede, selvom det var en lille smule køligt i skyggen. Der var spået masser af regn og skyer så det var en behagelig overraskelse:-). I øvrig var flyet fra NZ til Australien rigtig godt med mad (uuhhh, der skal ikke så meget til når man er vant til at flyve med Air Asia) og egen skærm med film. Det er de små glæder. Ville bare ønske at det var det fly vi skulle hjem med når vi returnerer til Norge:-). Men tilbage til Melbourne. Vi tog indtil centrum (det hostel vi boede på var 7 min. i tog udenfor absolut centrum i et halvfancy neighbourhood) Inde i midtbyen var i fast besluttet på græsk. Snakkede i øvrig med en taxachauffør i dag som fortalte at der bor 500.000 grækere (1. og 2. generation) i Melbourne. Det er dæleme mange. I Adelaide bor der 60.000. Lidt unyttig viden:-). Der er en gade i centrum af Melbourne som bliver kaldt little Greece. Der var en del restauranter og gik kort og godt ind på den der var mest fyldt. Fik 2 gange lækker Souvlaki og hummus. Mmmm... Og stiftede for første gang bekendtskab med de australske priser. Dollaren er pt meget høj (1 dollar er 6 nok) og det er faktisk (meget tæt på næsten) norske priser. Lidt billigere for overnatning, men at spise ude og alkohol er meget pebret.

Men det var rigtig god souvlaki og så er alle jo glade:-). Efter frokost bestemte vi os for at vi ville gå hen til Queen Elisabeth marked. Meget stort, flot og centralt marked i Melbourne. Masser af lækre sager at spise, ikke mindst frugt og grønt. Australien er mere eller mindre selvforsynende af alt mulig frugt og grønt da landet er mere eller mindre i alle klimaer. SMART! Og lidt misundelig. Det kan vi ikke ligefrem prale af hjemme. Men il gengæld er vores jordbær altså de aller, aller bedste:-). Trissede rundt på markedet og bestemte os for at tage en tur med en gratis bus som kører rundt i halvanden time så man kan se mange af seværdighederne i Melbourne som er en rigtig hyggelig by, det var i hvert fald vores indtryk. Turen i bussen var fint for at få lidt overblik, mange smukke parker i centrum, fine "gamle" (alt er jo relativt i den nye verden) og masser af sjove mennesker at se på. Gik en ur langs et nyt havnepromenade kvarter, lidt a'la Aker Brygge. Hyggeligt men ikke ligeså mange restauranter. Havde også samme problem som Aker Brygge med at solen forsvinder lidt for tidlig om eftermiddagen. Måske skal de lave en klub?

Tog en sporvogn (er også en gratis linje i Melbourne så det er fornem service) hen til Federation square som er et livligt sted med moderne bygninger, lige ved floden og jernbanestationen. Bestemte os for at gå igennem botanisk have tilbage til hostellet. Rigtig, rigtig fin botanisk have. Anbefales. Var også så heldige at se papegøje lignende fugle som hyggede sig med at spise kerner i et træ. Midt i Melbourne. Der var kort fortakt fyldt af alle mulige smukke fugle i parken. Fantastisk. I nærheden af hostellet fandt vi et pizzaria lignende sted hvor vi fik en halvtræls pizza. Men, men...

Dagen efter bestemte vi os for ikke at have nogle særlige planer men bare daffe rundt og se på byen. Tog toget indtil centrum hvor vi gik op ad de store gader. Morten fandt et Android center hvor vi "var nødt til" at bruge over en time. Han hyggede sig helt vildt så det var jo godt. Han bruger for tiden mange ressourcer på at finde ud af hvilket "netbræt" han bare må eje. Efter nøje (har læst så mange test at an skulle tro at det var løgn) har han nu fundet ud af det og bliver hele tiden nødt til t tjekke priser (selvom det er dyrere at købe det i Australien end i Norge, han glæder sig meget til vi skal have en overnatning i Singapore og til vi skal til Bangkok, skal vi ikke bare sige det sådan). Et meget interessant syn i centrum var den helt enormt lange kø af børnefamilier som ville se udstillingsvinduerne til et stormagasin. Det var helt vildt. Ret sjovt og minder os meget om USA lignende tilstande. Men så kan man jo grine lidt af det og ryste på hovedet. Frokost blev indtaget i området China Town, men på en japansk restaurant hvor vi fik Raamen (japansk nuddelsuppe som jeg længe har haft lyst til at smage) det var rigtig, rigtig godt. Som jeg plejer at sige giv mig en "fry rye" eller noodle any day til morgenmad frem for det trælse hvide toastbrød de prøver at spise os af med her. Ydrk!

Så lallede vi ellers videre. Var et smut forbi Queen Elisabeth marked igen og kiggede lidt på det krims krams de havde i tillæg til maden:-). Maden er selvfølgelig sjovest når man ved at man snart skal til Asien (hvor det hele alligevel er produceret og koster en brøkdel) plus man har ikke rigtig plads i rygsækken endnu. Lidt for langt at bære den:-). Tog en sporvogn op til Brunswick street som er Melbournes svar på Grünerløkka, lidt boheme, masser af lækre cafeer, sjove butikker osv. ik rundt og nød atmosfæren og en kop kaffe eller to. Fantastisk vejr (i dag også varmt i skyggen). Dejligt! Gik derefter videre til Little Italy som ikke lå langt væk. Denne gang fast besluttet på at finde et sted hvor man kunne få en rigtig god italiensk pizza. Men det var så sandelig ikke let. Endte med en ok pizza men på ingen måde italiensk. Øv! Indtil videre kan vi ikke anbefale pizzaerne i Australien (har også fået en siden) men det er et relativt billigt måltid fordi man kan købe en stor og dele.

Efter besøg i Little Italy var det tilbage med sporvogn og tog til hostellet hvor vi fik resten af vores bagage, tog toget tilbage til centrum og kom ombord på Greyhound bussen (forbinder det totalt med USA, det er sikkert pga amerikaniseret tv) mod Adelaide. Bussen afgik ved 20-tiden og vi ville være fremme næste morgen i Adelaide kl. 6.00. sæderne kunne lænes noget tilbage men det er jo ikke ligefrem kvalitets søvn man får i sådan en bus. Farvel til Melbourne hvor vi havde et par virkelig hyggelige dage.

Auckland

2011-12-18T13:43:00.002+01:00

Hvad kan man sige om Auckland. Især når man tænker på at vi kun var der en dag og at det var en meget grå og tidvis regnende dag (altså ikke det bedste indtryk af Auckland)? Efter at have tjekket ud fra den meget, meget skønno lejlighed var det ud i regnen og prøve at gøre det bedste ud af dagen. Vi gik først ned til havnen hvor vi vurderede at tage en bådtur på et par timer til et par omkringliggende øer og havnen i Auckland. Men det var lidt for træls vejr. I stedet tog vi en gratis bus op af hovedstrøget til noget der bliver kaldt K-road. Et boheme kvarter som ligger ca. 30 min. gåur fra havnen. Men var helt ok at tage bussen derop med lidt gratis sightseeing på vejen:-). Hit med gratis bus:-). I K-Road gik vi rundt, drak en kop kaffe, vindue shoppede lidt, kiggede på mennesker og hvad man ellers gør i en stor by, som i øvrigt umiddelbart virkede ret lille, men den er også spredt ud over et enormt stort område (som London men med kun 1,3 mill).

Trissede derefter ned ad Queens street som er hovedgaden fra K-Road og ned til havnen. Her var der en del halv kedelige butikker at se på, nogle steder at spise osv. Fandt et godt sted at spise frokost med dejlig shawarma. Humusen var helt igennem fantastisk. Måtte virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at slikke tallerkenen (prøvede i midlertid mit bedste med et stykke brød). Slentrede lidt videre rundt, vejret blev bedre, så på (halv) gamle bygninger. Og til sidst en færgetur (men ikke den helt store tur, bare over til en nærliggende forstad) til Devonport. Lidt høj bølgegang og på ingen måder fedt vejr. Glad for at vi ikke gjorde noget vildere end det til søs. Begyndte at regne ret meget da vi kom til Devonport. Gik en lille runde, var i et supermarked (købte jordbær som jeg pt er helt afhængig af) og tog derefter båden tilbage til byen. I mangel af bedre at lave (lidt for tidligt at spise aftensmad) kørte vi den anden retning med den gratis bus (alt imens Morten var på sit elskede internet, nogle gange tænker man at man måske ligeså kunne være blevet hjemme hvis det alligevel er 1. prioritet, nettet har generelt været ret så dårligt på rejsen, så hvorfor bruge så meget tid på det så, utroligt!)

Så på et par butikker mere og så var det ellers blevet tid for aftensmad. Vi havde udset os et stk. brasiliansk steakhus. Det er jo som oftest en meget god ting med rigelige mængder af mad, primært kød:-). Og det er jo noget vi kan lide. Det var lidt rimeligere at spise inden kl. 19 og det var det vi havde satset på. Ikke nogen dikkedarer med forret og dessert. Are kød til os tak. Måden det fungerer på er normaltvis at der er en salatbar hvor man kan forsyne sig alt man har lyst til. Det var der ikke her men i stedet fik vi en skål med salat og en skål med ovnbagte grøntsager bragt til bordet til os. Plus lidt brød. Og så var det eller bare at signalere med en stor klods (med rød og grøn farve) omman ville have tilbudt kødet som kom forbi eller ikke. Der var pølser (som heldigvis ikke var lige så fede som i Sydamerika, smagte en bid af Mortens), kæmpe svinesteg, lækkert mørt oksekød, lammelår, blæksprutter, coleslaw (ikke godt desværre), asparges, laks og kyllingelår. Tror ikke at jeg har glemt noget nu:-). Det smagte herre godt og vi var hele tiden nødt til at huske på at vi umiddelbart efter skulle have de store, trælse rygsække knyttet om maven for at prøve at vise lidt mådehold. Svært, meget, meget svært. Vi gik i hvert fald fra restauranten meget glade og tilfredse. Tilbage til den skønne lejlighed, få fat i rygsækkene og luske ned til lufthavnsbussen som gik fra havneområdet. Ventede et godt stykke tid (i regnen). Endelig kom lufthavnsbussen og så afsted.

Vel fremme i lufthavnen var det på med rygsækkene igen. Gå i ret meget regn til det hotel vi havde booket ca. 10 min. gåtur fra lufthavnen. Tjekke ind og så sove. Meget tidlig op næste morgen for at komme med flyet til Melbourne, Australien. Hurra. Og forhåbentligvis bedre vejr.

Waitomo hulerne

2011-12-18T13:36:00.001+01:00

Hej alle sammen. Vi har MEGA dårlig net i Australien. At få billeder på bloggen kan man godt bare skyde en hvid pil efter. Desværre! Vi er pt lidt ved at gå i panik over vores forekommende Vietnamtur med Tet (kinesisk nytår) fejring. Alting er ved at være udsolgt og vi har simpelthen været for langsomme. Så nu prøver vi at se hvad som er smartest. Droppe Vietnam (og dermed flybilletterne som allerede er betalt og ikke refunderbare), finde indenrigsfly efter Tet? Bus Tog er umulig har vi fundet ud af. Vi kan ikke selv bestille dem direkte på net og mellemmændende får ikke lov til at sælge billetterne fordi det er Tet. Mærkeligt? Nå men tilbage til NZ:

Bussen fra Rotorua til Waitomo var fremme ved 10-tiden om morgenen. Fik den lokale turistinformation til at passe på vores store rygsække for dagen og gik derefter hen mod den første hule vi troede vi skulle se. I Waitomo er der over 300 huler men kun 7 af dem er tilgængelig for publikum. Vi havde i forvejen bestilt en kombination til 3 af hulerne Waitomo, Ruaraki og Aranui (ikke helt sikker på hvordan det staves har ikke guidebogen her så I må tilgive evt. stavefejl). Vi havde egentlig tænkt at vi skulle se Ruaraki hulen først. Men under kyndig vejledning bestemte kvinden som arbejdede "i hulerne" at det ikke ville være den bedste måde at gøre det på. Der var ca. en god km. At gå fra turistinformationen til denne kvinde. Hulerne ligger et virkelig idyllisk sted med masser af grønt og masser af landbrugsproduktion. Vores meget informationsbehjælpelige buschauffør havde givet os mange detaljer om hvor meget og hvorfor landbruget havde udviklet sig som det gjorde, hvor meget som bliver eksporteret osv.

Kvinden som arbejdede "i hulerne" lavede om på rækkefølgen af hvordan vi skulle se hulerne. Eftersom vi havde fået meget lidt til morgenmad, fordi hostellet vi boede på havde låst køkkenet sandsynligvis frem til kl. 8 (vores bus var kl. 7.45) så vi havde ikke fået fat i vores youghurt om morgenen. Ret irriterende. Men uanset blev det tid til et hurtig køb af rimelig klam baguette inden vi blev hentet af en minibus som ville tage os med tilbage til hvor vi kom fra (ca.). Blev lidt ventetid (mens vi spiste baguetterne) og så var det ellers ind i den første hule, Waitomo hulen. Det er uden sammenligning den der er mest berømt. I alle tre huler var der mange stalagmitter og stalaktitter (som vokser henholdsvis op og ned). Vi havde en ældre guide som mest af alt opførte sig som om vi var hendes 1. klasse på tur. Lidt morsomt. Men hulen var rigtig fin. Afslutningen var en bådtur hvor man så masser og masser (i hvert fald tusindvis) af glow worms (som egentlig er en slags maddike som lyser med bagkroppen for at tiltrække sig insekter i hulen, men jøsses hvor er det smukt). Når vi sejlede i mørket var det næsten som at se op på en helt vild stjernehimmel. Smukt:-).

Med den flotte oplevelse i baghovedet var det tid for en kop kaffe/the mens vi ventede på at blive hentet med en minibus (de var gode til at hjælpe folk uden bil da der var noget afstand mellem hulerne). Næste hule var Ruaraki. Det var en noget anderledes oplevelse. For det første havde de gjort det rullestol venligt, noget jeg synes var meget prisværdigt. De havde bygget en lang rampe på 20 højdemeter ned til hvor hulen startede. Inde i hulen var der igen mulighed for at se glow worms, og denne gang fik vi også lov til at tage billeder af dem, men det var ikke let selv med et godt kamera. Tror i bedste fald at vi har fået et par billeder med nogle meget små lysende pletter. Vi fik lidt mere at vide om glow worms og deres livscyklus, de er først larver/maddiker i 9 måneder. Så forpupper de sig og er derefter flyvende insekter i ca. 3 dage. De har ingen mund som insekter og det eneste formål er at formere sig og lægge æg. Grunden til at de dør så hurtigt er at de ikke har nogen mund så de sulter ihjel. Ikke et specielt godt design? De skal i øvrig passe meget på at de ikke flyver ind i en af snorene (nærmest som spindelvæv) som ormene har lavet da d vil blive spist hvor de flyver ind i dem. En hård og kannibalistisk verden.

Hulen var rigtig fin igen med masser af stalagmitter og stalaktitter. Da vi var færdig med rundturen gik vi i ca. 5 min. til den næste og sidste hule Aranui. Den var noget højere (til loftet hvis man kan kalde det det) og smallere end de to andre. Der var mange turister med denne tur og der var to guider som delte os op i to grupper ikke lang tid efter vi var kommet ind i hulen. Men smukt var det. Rigtig flot og en rigtig god dag. Overskyet ude for det meste men ingen regn. Hurra. Vejrudsigten har heldigvis ikke vist sig at være helt så dårlig som forudsagt. Dejligt. Men meget overskyet. Inden vi tog bussen videre til Auckland ved 5-tiden spiste vi en helt igennem halv dårlig pizza på det eneste sted vi kunne se som havde åbent. Tror helt klart at noget af forskellen på Morten og jeg madmæssigt er at han har det sådan at det er vigtigere at man har fået mad end hvad det er man har fået. Jeg har det helt modsat vil hellere være fri.

Vi var fremme i Auckland lidt efter kl. 21 om aftenen. Stille og rolig køretur op uden de store ting på vejen. Vi havde fået en mail om at vi var blevet opgraderet ifht lejlighed som vi havde bestilt. Det er jo aldrig en dårlig ting. Og jeg skal love for at lejligheden var opgraderet. Det var ca. 10 min. gåtur fra hvor bussen satte os af (det var grunden til at vi i udgangspunktet havde valgt lejligheden i Auckland, så der ikke skulle være så langt at gå). For det første så man lynhurtigt i receptionen at det ikke var et af de sædvanlige hosteller. De havde uniform og det hele. Uuhhh.... Vi fik en lejlighed på måske 50-70 kvm (lidt svært at bedømme) med både lækkert bad, kæmpe dobbeltseng, stort tv og et kontor. He, he.... Som om vi havde brug for det:-). Men vi benyttede os selvfølgelig af det hele og fik vasket vores tøj (selvom der ikke var tørretumbler så vi måtte stryge noget af det tørt dagen efter (men så længe der er strygejern går det jo nok)). Så skøn nat i fantastisk stor og dejlig lejlighed. Bare en skam at man blev nødt til at tjekke ud allerede kl. 10.00. Sådan har det i øvrig været alle steder vi har sovet i NZ.

Rotorua

2011-12-15T23:48:00.002+01:00

Hej folkens. Har haft lidt computer problemer. Billeder kommer. Morten har gjort dem "små":-). Er nu i Melbourne. Kommer indlæg om Waitomo hulerne og Auckland inden. Måske i morgen, med billeder? I mellemmtiden kan man læse de to indlæg fra i dag:-). Hurra solen skinner.

Bus videre til Rotorua kl. 9.45 så der var for en gangs skyld mulighed for at sove længere end til kl. 6.00. Hurra:-). Rimelig kort bustur på godt en time og så var vi fremme i Roto-vegas som nogle af de lokale kalder det. Hvorfor er jeg lidt usikker på. Var på ingen måder masser af lys og gambling. Det nærmeste man kom var nok at der var mange (rigtig mange) moteller, hoteller og hosteller. Men Vegas, ikke rigtig. Vi var her i 2 dage og det var på mange måder en lidt halv død provinsby. Men så var det også en søndag og mandag, måske ikke de mest livlige dage.

Værelset var ikke klar på hostellet så vi gik hen på turistinformationen og slog lidt tid ihjel og prøvede at danne os et overblik over hvad man kunne lave i Rotorua. Vi endte med ikke at vælge et maori show om aftenen. Mest af alt fordi vi synes at det ret så dyrt (måske er alle showene med maorier grunden til at man kalder det Roto-vegas?) Men vi bestemte os for at ville besøge begge landsbyer som ligger i udkanten af Rotorua. Begge har delvis tilgang til det samme termalområde som hedder Te Puia. Den ene hedder Te Puia den anden Whakarewarewa. Efter at have tjekket ind på hostellet, som i iøvrig blev drevet af et rigtig sødt ægtepar som var kiwi/dansk var det ud at finde et sted hvor der var frokost. Jeg fik en salat med oksestrimler og Morten fik noget a'la gullasch. Begge dele godt.

Vi gik ud til Te Puia som ligger ca. 40 min. gåtur ud af Rotorua. Det er ikke en specielt fed vej at gå ud af. Man passerer endeløse rækker med moteller og motorhomes og det er en ret stor og trafikeret vej. Men vi kom derud, fik at vide af div. Ansatte at det var muligt at tage en bus tilbage til byen (jeg var rimelig forkølet og halv dårlig og Morten synes at det var den mest forfærdelige vej han mere eller mindre nogensinde havde gået af). Godt nok var de ansatte ikke enige om hvornår bussen gik men en bus skulle der gå. Kom ind i Te Puia. Mest af alt et turistshow bygget netop for turister, og der var en hel del turister. Tjek. Men ikke overfyldt. Vi skulle med en guidet tur som afgik hver time så vi havde en halv times tid hvor jeg mere eller mindre gik i spand på en bænk i mit forkølelses helvede. Så var det ellers rundt med den ikke så vældig entusiastiske guide som gik meget, meget langsomt rundt. Først var vi nede at se på de to geysere som området er så berømt for. De var i udbrud mens vi var der kontinuerlig. Det har været sådan siden der var et udbrud i Etna (i Sicilien) for en del år siden. Mærkelig at tænke på at det har så meget indflydelse på hinanden. Geyserne sprøjtede måske 5 meter op (den højeste) og det var ærlig talt lidt svært at se at det var vand der kom op, det meste af tiden så det mest ud som damp. Vi gik rundt i området hvor røgen stod op af jorden og der var en smuk lugt af svovl næsten overalt. Næste stop på guidens tur var et stop ved en stor boblende mudderpøl. Ret så fedt synes jeg. Tænk på den varme der så hele tiden er i jorden der for at det vil ske. Vildt!

Næste stop kiwi huset,, som er i mørke eftersom kiwierne (som beskriver både frugten, fuglen og de new zealandske folk, i denne sammenhæng fuglen som også er naionalfuglen) er nataktive. Vi var heldige og så en af de to beboere. En ret mærkelig fugl må jeg sige. Meget langt næb, løber lidt forvildet rundt i skovbunden. Som Morten sagde, man får ikke indtryk af at den er ret klog. De har det desværre rigtig svært de kiwier, i hver fald de som lever i det fri. De har fået masser af fjender som spiser både dem, deres æg og ungerne. Før europæerne tog alle mulige mærkelige dyr med til NZ havde de ingen fjender og kan derfor ikke flyve. Men fordi europæerne i første omgang tog kaniner med og derefter lækatte/mårer eller hvad det nu end er for at holde kaninbestanden nede (og dermed også kiwierne) har det gået rigtig dårligt for dem. Så der er mange projekter rundt omkring i landet som prøver at hjælpe. Men det var i hvert fald fedt at se en som man ved hvad alt er snakken er om.

Og det var så mere eller mindre den tur i tillæg til at hun viste os de to skoler som blev startet for mange år siden. En i forhold til fletning af skørt, tasker osv. efter mønstre efter stammetilhørighed og en for udskæring af figurer igen ifht stammetilhørighed. Så traskede vi ellers rundt et stykke tid selv. Så på geyserne som stadig var i udbrud (samme højde hvilket gjorde at Morten var lidt skuffet) . Så var det ellers ud for at komme med en bus. Det viste sig desværre at der ikke gik nogen bus fordi det var søndag ogg den sidste var gået kl. 16.00. Surt! Så var der ikke andet at gøre end at lunte tilbage af den kedelige vej og lokke Morten med at han kunne få øl i supermarkedet når vi kom så langt. Så der blev både øl og jordbær som et plaster på såret (vi indbildte os at vi bare brugte de penge vi ellers ville have brugt på busbilletter:-)). Spsite aftensmad på en indisk og så var det ellers hjem og slappe af med forkølelsen og solskoldningen på mit stakkels bryst og mave (er altid brystpartiet jeg bliver solskoldet på). Vejret havde været overskyet absolut hele dagen nogen gange med lidt småbyger. Lige til at blive glad af:-).

Næste morgen var det tid for en hurtig morgenmad før vi skulle videre mod Whakarewarewa som ligger ca. det samme sted som Te Puia. Skæbnens ironi ville at vi ikke skulle komme med bussen som kunne have kørt os derud, hvilket lagde en dæmpet start på dagen fordi Morten blev lidt muggen over det. Men eftersom vi vidste at der skulle være en "cultural performance" derude kl. 11.15 var der ikke andet at gøre end at begynde at gå mod landsbyen i raskt tempo. Nåede det også lige. Så ikke dårligt. Jeg får det altid lidt mærkeligt med sådan en slags opvisning. Det er selvfølgelig godt at maorierne får mulighed for at beholde sin kulturelle identitet men det er også lidt mærkeligt. Nogle af sangene var rørende især en smuk kærlighedssang og haka som er en gammel krigssang for at få krigerne i det rette humør. Maorierne er jo kendt for at række tungen ud og gøre øjnene større. Det var en del af at gøre sig klar til at gå i krig. Planen var at hvis man så skræmmende nok ud kunne man forhåbentligvis skræmme modstanderen væk og ikke behøve at gå i krig. For så vidt ret sympatisk:-).

Så var det tid for guidet tur rundt i landsbyen, hvor der fortsat bor 25 familier (og mange andre maori familier i umiddelbar nærhed som også benytter sig af landsbyen men som ikke får lov til at bo der fordi myndighederne har sagt at der ikke kan opføres flere huse i Whakarewarewa da det kan være for farligt). Vores guide havde flere familiemedlemmer i landsbyen og boede selv lige udenfor. Han var super dygtig og igennem de næste næsten 2 timer gav han os rigtig meget info om måden man i mange hundrede år har boet ved Rotorua (både søen og byen) og hvordan man har tilpasset sig det ret barske klima. Landsbyen har stadig fællesbadning med flere badekar, flere fælles "kogekar" (altså trækasser som bliver varmet op af dampen fra de varme kilder som er overalt i landsbyen) og så er der ellers (bogstavelig talt) røg og damp rigtig mange steder. Kirkegården er ret speciel (der er ikke så mange der er begravet der), pga risiko for at man ved at grave ville komme til en varm kilde eller andet godt er kisterne ovenpå jorden og lavet af cement. Kan forestille mig at de døde alligevel bliver mere eller mindre dampkogte. Morsom detalje.

Flere steder i landsbyen var der rør op af jorden for at lede dampen væk fra huse, dampende søer og flot udsigt til geyserne i Te Puia. Morten er jeg er rørende enige om at det ville have været supert bare at have været i denne landsby, godt nok kommer man ikke lige så tæt på geyserne, der er et lidt bedre boblende mudderhul på den anden side og man får mulighed for at se kiwier. Men det hele er meget turistet og mindre sympatisk end Whakarewarewa. Så hvis I kommer til NZ anbefales Whakarewarewa på det varmeste. Vi fik i hvert fald rigtig meget ud af det, et godt indblik i maaorikultur anno 2011. Efter den guidede tur fik vi et hangi måltid (traditionelt tilberedt ved hjælp af de naturlige dampkogere). Det var relativt smagløst men det smagte ikke af svovl som man måske kunne frygte, det rvar altid noget. Kogt kål, majskolbe, kød og noget mærkelig brødkrumme agtig noget. Plus kumara som er en slags sødkartoffel (ikke så god synes jeg) og almindelig kartoffel. That var that. Vi havde indtryk af at vi også skulle have dessert men fik at vide af kvinden i kafeteriet at det skulle vi ikke. Godt så. Gik derefter rundt på egen hånd i landsbyen (og lige udenfor) ad en sti rundt i det termale område. Der var en stor rygende sø med en bro over. Der var en meget magisk og nærmest elveragtig stemning over det hele. Virkelig storslået. Anbefales i den grad. At det så regnede (ikke meget mest lidt sådan støvregn i mere eller mindre grad) var det i den grad vellykket.

På vej tilbage til byen gik vi forbi receptionen for at finde ud af hvor nærmeste busstop var. Så da på et skilt at vi skulle have haft dessert og nævnte det for receptionisten som fik fikset det sådan at kantinen lavede to som vi kunne tage med. Ikke dårligt. Så vi gik hen til busstoppet, spiste vores pudding (jeg vil kalde det krydderkage) men dampet med vaniliesaus og dåsefrugt. Gourmet, nej måske ikke men det smagte overraskende godt. Og tada der kom en bus som tog os med hele vejen tilbage til hostellet. Ikke dårligt. Endelig kom vi med bussen. Og min forkølelse var heldigvis blevet bedre, stadig en del pudsen næse men ikke samme slaphed og ondt over det hele. Dejligt.

Vel hjemme på hostellet var der ikke andett at gøre end at pakke badetøjet og tage ned til Polenisian Spa. Et (efter deres egne ord i hvert fald) af verdens 10 bedste naturlige spa. Og det var et skønt sted med 7 forskellige små pooler (ikke så stort som det måske lyder) i forskellige temperaturer (de fleste for varme til mig, jeg fandt ud af at 37 er passende). Nogle var med svovlvand andre med alkalisk vand (hvad det så end lige er?). Vi var der en del timer, primært sammen med asiatiske turister som kom flokvis i store busser. Skønt:-). Især med meget rødt bryst og mave. Føler sig kke som uansvarlig europæisk turist som ikke kan finde ud af at bruge solcreme når man sidder med kvinder med solskærm på hovedet i regnvejret. Nå jo, det gør man:-). Middag blev thai på et godt sted. Nu sidder vi i bussen på vej til hulerne i Waitomo (det regner) hvor vi skal bruge det meste af dagen på at se tre huler. Bussen som vi nu sidder i er Intercity (har kun været med det selskab en gang tidligere) og buschaufføren er meget villig til at give os alle mulige nyttige (og unyttige) fakta om alt hvad vi passerer. Har en vis underholdningsværdi men kan nok blive træls i langden. Fortsætter med lavprisbussen Naked bus (hvor der på ingen måder er en sådan turistservice) i eftermiddag hvor turen går videre til Auckland hvor vi skal have to overnatninger (den ene ved lufthavnen) før ddet går videre til Melbourne i Australien.

Taupo

2011-12-15T23:47:00.001+01:00

Efter en tidlig aften var det igen op tidligt for at komme med bussen videre mod Taupo. Vi blev hentet på hostellet så det var meget fornemt. De lokale kører ret stærkt på de kanter har vi lagt mærke til, og alle buschaufførerne vi har haft i området har været kvinder, ikke usandsynlig at det er en tilfældighed. Men lidt komisk. Det tog kun godt en time at komme til Taupo. Kørte forbi Taupo søen på vejen, det er den største i NZ. Masser af skov var der også på vejen. Taupo er også en del af det store vulkanområde i NZ. Selve Taupo søen er egentlig et stort vulkankrater. Der var et kæmpe udbrud i ca. 200 efter kristus som kunne ses hele vejen til det sydlige Europa.

Tjekkede ind på hostellet og havde et møde om hvad vi havde lyst til at lave i vores ene dag i Taupo. Jeg var blevet ret forkølet, ved ikke lige om det var pga turen over Tongariro eller om det var noget så simpelt som træk fra vinduet om natten. Men forkølet var jeg i hvert fald godt i gang med at blive. Var også lidt smadret efter gåturen dagen tidligere. Vi bestemte os i første omgang for at komme ud at ffå noget at spise. Efter meget om og men (jeg kan godt nogen gange være noget ubeslutsom ifht hvor og hvad jeg har lyst til at spise) fandt vi et sted. Fik noget at spise, ret standard cafe'mad. Jeg fik en filodej ting med røget kylling og portobello svampe, Morten fik en kyllingeburger. Glade og tilfredse var det på tide at komme ud at se noget af det Taupo havde at byde på. For det førstee var der halv ironman løb i byen, så der var mange lokale sm var ude at heppe. Temmelig vilde mennesker vil jeg mene og jeg havde det rigtigt godt med at nøjes med at se på dem i 55 min. Nok for mig tak.

Gik derefter ud til et sted hvor vi havde læst at der skulle være varme kilder i et termalt ommråde i udkanten af Taupo. Så var der jo ikke andet at gøre end at bruge apostlenes heste (altså gå) afsted. På vejen derud passerede vi et sted hvor der var mulighed for at hoppe i elastikspring. Morten var lidt fristet men bestemte sig for nej tak da han så prisen. Kom ud til termal parken hvor der rigtig nok var en meget varm kilde som løb ned i en større flod så der blev et lille plateau hvor man kunne ligge i miksen mellem de to kilder så det blev tilpas varmt. Der lå allerede et par andre der (det var ikke så stort) og Morten ville gerne have et bad efter strabadserne så vi bestemte os i stedet for at tage hen i den lokale svømmehal som også var opvarmet af de varme kilder. Det var en relativt overskyet dag men det regnede ikke på noget tidspunkt.

Ude i svømmehallen (som var ret stort) var det faktisk meget rimeligt at komme ind. Tror også at vi mere eller mindre var de eneste turister som havde forvildet os derud så det er måske grunden? Vi betalte 15 NZ dollar p.p. For at kunne bruge alle bassengerne plus op til 45 min. i en privat svovl pool. Ikke dårligt. Så var det ellers i det dejlige varme vand og bare fede den. Det gjorde vi i mange timer. De fleste timer ude (tænkte godt nok lidt på om man nu kunne tåle det i huden) men blev enig med mig selv om at når vi kun så solen en gang i mellem gik det nok godt. Det gjorde det så ikke kan jeg godt for fortælle:-). Men det var helt igennem fedt at bare ligge i bassenget og tage det helt, helt rolig. Det private bad var meget varmt 42,6 grader ifølge Mortens hukommelse og det var så meget at det næsten var svært at komme helt ned i og når man gjorde det kunne man kun være der et meget begrænset stykke tid. Det var også for varmt for Morten som ellers åler sådan noget bedre end mig. Så var det ikke så mærkeligt at damen i receptionen sagde "hvis I kan holde til det". Det kunne vi ikke.

Aftensmad denne dag blev brødskiver fra supermarkedet. Lidt trist men kan gå en gang i mellem. Og så købte vi selvfølgelig jordbær. Det spiser jeg hver dag nu. Det er lige i sæson og de er rigtig gode. Anbefales hjemme i sneen:-). Før vi gik i seng var det tid for en lille promenade runde langs søen som Taupo er så berømt for. Mange kiwi familier ferierer her hver sommer. Så i seng til en lang og forkølet nat med snot udover det hele:-).

Tongariro Alpine Crossing

2011-12-12T10:04:00.002+01:00

Efter en dag i Napier var det videre mod Naional Park, som ligger i nærheden af Tongariro National Park. Det er lidt af en tur at komme fra Napier til National Park når man ikke selv har bil. Det tog ca. 8 timer i transporttid med et langt stop i Palmerston North, der var det ene busbytte også. Og det var selvfølgelig skønt vejr (er det ikke bare typisk, den dag hvor man mere eller mindre bare skal sidde i en bus må det jo gerne regne. Når man kun har en dag i Napier er det knap så fedt). Efter en lang tur i 3 forskellige busser (den soom skulle hente os det ene sted var i tillæg næsten 30 min. forsinket men det gik heldigvis altsammen alligevel). Kl. godt 4 om eftermiddagen ankom vi National Park. En lille ubetydelig "by" som er et af de nærmeste steder man kan bo på Tongariro National Park. Det er kort fortalt en lille klynge huse langs et kryds + en jernnbanestation. Smukt. Men der er vel ikke så meget mere man har brug for? Gik en tur rundt i "hele" byen. Der er en smuk udsigt til Mt. Ngauruhoe (også kendt som Mt Doom i Ringenes Herre). Ikke langt derfra var der et højere bjerg fortsat med masser af sne på. Smukt.

Vi fandt en lille cafe hvor vi fik et ok målid bestående af en burger. Morten fik en øl og var strålende glad da der blev taget billede af ham med øl i hånden og Mt Doom i baggrunden. Ellers var den største seværdighed (efter min ydmyge mening) Kirk St. Smukt. Blev selvfølgelig også nødt til at tage et billede af mig sammen med den. Har i øvrigt tidligere været en statsminister i NZ som hed Kirk. Så der må være en del her som hedder det. Har også glemt fra tidligere, at fortælle at vi hilste på NZ statsminister da vi var på omvisning i Wellington. Om en del af en gruppe selvfølgelig, han var ikke ligefrem henne at håndhilse. Men for at være helt ærlig er det jo ikke alt for meget man ser til NZ statsledere i norsk fjernsyn. Så ved faktisk ikke rigtig hvad han hed. Ja, lidt pinligt. Men vi har set ham live:-).

Jeg var ret bekymret for om jeg ville kunne nå at slæbe min store fede skandinaviske røv over Tongariro Alpine Crossing på de 8 timer som hostelet sagde at de kunne tilbyde på deres bustur. Men efter at have snakket med de 2 kvinder som arbejdede på det hostel vi sov på, blev jeg overbevist om at det burde være muligt. Så tidlig i seng og klar til at komme med bussen til Tongariro næste morgen kl. 7.00.

Det var heldigvis en meget smuk dag, vejrudsigten sagde at der var risiko for regnbyger om eftermiddagen men det var smukt om morgenen. Vi satte os ind i en halvstor bus sammen med en mængde andre mennesker. Tongariro Alpine Crossing (TAC) er ikke for de mennesker som ønsker sig en ensom naturoplevelse. Så meget kan man nok godt sige uden at lyve:-). Der var mange mennesker. Ikke så det var ubehageligt og ikke så man på nogen måde gik i kø, men man var heller ikke ligefrem alene. Det ville jo også have været mærkeligt eftersom turen bliver omtalt "som den bedste 1-dags tur i NZ". Turen startede med en tur på toilettet eftersom vi hørte at der ikke ligefrem var for mange af dem på den 19,6 km. Lange rute.

Første etape var på ca. 1 time og var relativt fladt. Det gik langs en bæk som hed Soda stream. Der var en del planter og vi startede på 1100 moh. Derefter kom vi til toilet nr. 2, som jeg selvfølgelig benyttede mig af, vidste jo godt at der var lang tid til næste:-). Så var det tid foor "the devils stairs". Soom jeg havde troet skulle være helt igennem uudholdelig. Og jo da, man mærkede helt klart at blodet pumpede rundt og at man blev meget forpustet. Men så var det heldigvis heller ikke værre. Det tog ca. 45 min. og så kom vi op til South Crater som er et vulkankrater. Tog en kort pause og så gik det videre opad, opad og opad. Denne gang i sten og askeagtig grus. Lidt sværere at gå ind eftersom man let kunne glide lidt men det gik ganske godt. Oppe på toppen af den sidste etape var der en helt igennem smuk udsigt til the emerald lakes (3 stk) og blue lake. Emerald lakes var næsten grønne og der var en "dejlig" lugt af svovl. Var ret vindblæst på det sidste stykke og ifølge buschaufføren skulle man være opmærksom op til emerald lakes og the red cratersom lå lige på den anden side. Det er kendt for at det kan blæse en pelikan og at der kan være meget lavt skydække. Men der var heldigvis ingen store problemer denne dag. Så hurra for det. Faktisk helt igennem perfekt vejr for en god lang gåtur. Ikke for varmt men dejlig vejr. Skønt, endelig heldige med vejret.

The red crater var helt klart også en seværdighed. Var et "vulkangbjerg" (er godt mulig at det er et ord jeg selv lige har opfundet). Masser af rødt, går ud fra at det var fra mineraler, som dækkede store dele af bjerget og fik det til at se fantastisk flot ud. Mindede lidt om noget jeg tidligere har set i Sydamerika men med endnu mere kraftig farve her. Og det gode ved at man var kommet til Emerald lakes var også at nu vidste man at det primært skulle gå nedad resten af vejen. Ikke dårligt. Spiste madpakke ved Emerald Lakes. Prøvede at finde et sted hvor det a. ikke blæste for meget og b. ikke lugtede så meget af svovl at man ville miste appetitten. Fandt et sted som nogenlunde levede op til beskrivelsen. Efter frokost og tømning af sko efter at være gledet ned af vulkanaske/grusen var det på tide at gå videre. Lille stigning igen for at komme op til Blue lake, som var, ja, en blå sø . Den så ikke så thermal ud men den var det sandsynligvis eftersom der ikke var langt til emerald lakes fra den. Derefter var det mere eller mindre nedad. Først i et ret goldt og monotont landskab som gik rigtig meget i zig zag ned af skråningerne. Det er klart at det er begrænset hvad der kan leve af planter så højt oppe og i et så uvenligt landskab. Men ret overraskende var der blomster som så ud til at kunne leve næsten helt oppe ved blue lake. Det højeste punkt på ruten var på 1886 som lå ved red crater. Der var der ingen vegetation at snakke om. Måske lidt mos. På vej ned fra TAC var det som sagt ned ad i sagte zig zag. Det eneste som afbrød monotonien var en hytte på vej ned, her var det 3 toilet på overgangen. Det er ærlig talt ikke nok. Indrømmer at jeg var nødt til at tisse lige ved stien ved 2 tilfælde hvor Morten var nødt til at holde øje med hvor langt der var tilbage til de næste turister og hvor man mere eller mindre tog bukserne på igen mens man gik for at det ikke skulle blive opdaget. Gjorde det også umiddelbart efter et sving så man kunne købe sig lidt mere tid hvor man ikke kunne blive set.

De sidste km. Før vi kom til parkeringspladsen hvor vi skulle hentes kl 16.00 var vi kommet ind i en skov. På vejen op skulle vi stige 750 højdemeter på vejen ned gik vi 1100. Så man kan rolig sige at vi startede i den gode ende. Morten og jeg var også enige om at det ville have været rigtig surt at starte i den modsatte ende eftersom de aller fleste var på vej ned mens man selv skulle have okset op. Var smukt nede i skoven også men begyndte at blive lidt halvbrugt efter den halvlange tur, især i knæene. Men turen gik egentlig over alt forventning og jeg havde ikke behøvet at være bekymret for om jeg ville kunne klare det. Men det er bare så meget lettere at sige bagefter. Nogle af guidebøgerne har sagt at man skal være i meget god form osv. så bliver man lidt smånervøs for om man nu også er i god nok form osv. Ifølge skiltene i nationalparken ville turen tage 8,5 timer. Så jeg synes egentlig ikke at det er for meget at give folk 8 timer til at gennemføre turen. Vi så flere turister som kom til parkeringspladsen og som ikke nåede den bus de skulle have været med. Blandt andet var der en hel flok med folk som kom løbende de sidste par km. Men som alligevel ikke nåede bussen. Vi kom frem ca. 15.15 og havde god tid til at strække ud, spise mad og slappe af før bussen kørte kl. 16.15. En passager var ikke kommet frem, 3 havde vendt om på vejen. Gad vidst hvad der skete med ham den sidste? Tænkte en del på ham om natten faktisk. Men måske havde han også vendt om?

Vel tilbage på hostelet med mestringen sitrende i kroppen var det bare at få vasket krop og tøj, spise lidt og så ellers relativt tidlig i seng. Havde været en rigtig god og flot dag og vi havde været svineheldige med vejret. Hurra! Mere af det:-).

Napier

2011-12-12T09:49:00.002+01:00

5 timers køretur, smuk natur og regnbyger tager det at komme til Napier, en lille by som ligger på Østkysten af Nordøen i NZ. Den er kendt for masser af bygninger i Art Deco stilart. Byen gik nemlig mere eller mindre til grunde i et jordskælv i februar i 1931. Efterfølgende blev den bygget op i den stilart som var top of the pops på det tidspunkt. Art Deco. Det er en lidt mærkelig følelse at gå rundt i en by som på mange måder er så gennemført gammeldags. Smukt og mærkeligt på en gang:-). Men vi må jo nok indrømme at vi ville have været bedre i stand til virkelig at nyde byen hvis ikke det havde regnet næsten al den tid vi var der. Det ligger ligesom lidt en dæmper på det hele. Det eneste tidspunkt (mere eller mindre) hvor det ikke regnede var da vi spiste en skøn frokost på en lidt excentrisk cafe og da vi kom til hostelet vi skulle bo på. Fedt! NOT!

Men vi spadserede rundt i bykernen og så på alle de hyggelige huse, var inde i en butik som solgte (nye fortrinsvis) art deco klenodier. Det var "the art deco foundations" som havde den butik og vi så en film om hvad som skete efter jordskælvet i 31. Ret interessant. Vi så ikke et hus som var en tidligere tobakslokale/fabruk? Simpelthen fordi det regnede og vi ikke gad. Det er ellers en af bygningerne som er mest kendt fra epoken. Min personlige favorit, er en dame som står på en sokkel ved "indgangen" til byen i guld. Smukt!

Aftenen blev brugt på det aldeles udmærkede YHA hostel med en bog i den ene hånd og en kop the i den anden:-).

Våde Wellington

2011-12-06T07:02:00.004+01:00

Vi kom til Wellington d. 4. december på min 30-års fødselsdag. Lidt mærkelig sådan lige pludselig at være i 30-erne. Men det er vel en tilvænnings sag? D. 4. havde Morten været ude at købe rundstykker, så sad vi og hyggede og blev kørt ned til Interislander færgen til kl. 10.00. Der er to forskellige færgeselskaber som forbinder Wellington og Picton og Cook strædet. Interislander er den mest kendte og den der har flest afgange. Muligvis delvis statsejet? Cook strædet kan være en ret voldsom tur. Men vi var heldige. Der var næsten ingen vind da vi skulle over. Heldigvis. Havde været ret nedtur at blive søsyg for første gang på ens 30-års fødselsdag:-). Det var smukt at sejle ud igennem Queen Charlotte Sounds igen. Men vi var glade for at det havde været så godt vejr den første gang vi gjorde det eftersom det var noget gråt og køligt med lavt skydække på denne dag.

Vel fremme i Wellington, Nz. Lille og hyggelige hovedstad, tjekkede vi ind på hostel som ligger lige ved jernbanestationen. Meget bekvemt ifht senere afrejse da den bus vi skal med videre bogstavelig talt går lige udenfor døren:-). Ret mærkeligt hostel ellers. Helt klart et gammel hotel som er blevet ombygget til backpackere. Det fungerer delvis. Vi havde bestilt et dobbelværelse men fik at vide at det var med køjeseng. Det var lidt for træls når man nu havde fødselsdag så vi opgradere til et "ekstravagant" værelse med eget bad og tv. Uuhhhh:-). Da vi endelig var kommet på plads var kl. ved at være en del. Fandt en cafe hvor vi spiste frokost og tog derefter på Te Papa, et kæmpe stort og ret så fantastisk museum i centrum af Wellington. Og ikke nok med det. Gratis er det også. Kan det blive meget bedre? Brugte godt 2 timer der til vi blev bedt om at gå fordi kl. næsten var 18. Maser af gode udstillinger og indblik i New Zealandsk kultur. Rigtig spændende.

Hjem på hostel/hotelllet en hurtig bruser og så ellers det pæneste tøj på som man havde i rygsækken. For så vidt en ret pæn kjole. Men når man pynter videre med ret grimme og klumpede sandaler, en rød regnjakke og et partisaner tørklæde. Ja, så er man ligesom ikke specielt fiks længere alligevel:-). Men det er vel en del af charmen? Vi fandt en hyggelig fransk restaurant hvor vi fik et rigtig godt måltid. Havde på forhånd sagt til Morten at det vigtigste var at vi fik en god dessert, har slet ikke fået det endnu. Og det var der virkelig. Lækker Crème Brûlée og chokolade fondant. Det kan man jo næsten ikke gå galt med. Afslutningen var lækre gourmet lakridser venligst doneret af moster Else inden afrejsen. Ikke dårligt:-).

Den 5. december havde vi egentlig tænkt at tage i Zealandia, en "wild life" park som ligger i udkanten af Wellington. Men det var ikke særlig godt vejr, regnende og gråt så vi bestemte os for at krydse fingre for at det skulle blive bedre dagen efter (vi skulle bare have vidst!) Tog i stedet på en rundvisning i parlamentet. Spændende at få et indblik i hvordan ting bliver gjort hernede. Ikke den store forskel på det og de skandinaviske lande skulle jeg mene. De har afskaffet under- og overhus for mange år siden. Parlamentet bestod af tre forskellige bygninger hvoraf et af dem var bibliotek. Vi så også hvordan de havde prøvet at sikre bygninger i tilfælde jordskælv. Er som sagt ret glad for at det ikke er noget vi behøver at bekymre os for til daglig.

Derefter tog vi en tur i "kabelvognen" op til botanisk have. Det var ikke vildt fantastisk vejr. Stadig gråt og lidt småregnende så det blev et relativt kort visit. Og vi gik nok glip af de fleste højdepunkter. Men sådan er det en gang imellem når vejret ikke vil samarbejde. Spiste en pizza i Cuba street som ligger ca. 20. min fra vores hostel. Det er kendt for at være stedet hvor man kan få mad (og var også stedet vi spiste aftenen i forvejen). Det vi var mindre forberedte på var at det mere eller mindre er det eneste sted hvor vi har kunnet finde mad. Men det er et meget hyggeligt og "boheme" kvarter med masser af gode cafeer og steder at spise. Så kan man vel ikke klage. Morten er blevet træt af den rygsæk vi har med som hans "lille rygsæk" (40 liter er ligesom ikke så lille). Han mener at den er for kort i ryggen, noget han for så vidt kan have ret i eftersom den oprindelig er købt til mig. Men så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved hvorfor han så valgte at tage den med? I hvert fald var det 100% nødvendig at bruge en del tid på at kigge butikker efter en bedre rygsæk. Fandt også et par "knæskånere" til mig så vi håber at jeg kan få min store fede røv over det bjerg som Morten er så hooked på att bestige på fredag. Tror det kommer til at blive hårdt men må se hvor slemt det bliver. Bliver helt sikkert også smukt så det er jo en trøst:-).
Aftensmaden blev fortæret på en god og billig asiatisk restaurant. Var derefter i et supermarked. For så vidt noget vi er næsten hver dag efter småting. Spiser morgenmad på hostellerne hver dag så det kræver lidt proviant plus frugt, müslistænger osv. Og så er det jo altid lidt hyggeligt med supermarkeder? Hjemme blev der vasket tøj til den store guldmedalje og så ellers i seng.

Da vi stod op i dag var det endnu dårligere vejr end i går. Total skod! Det har regnet hele dagen on/off og vi har været nødt til at aflyse Zealandia. Ellers noget af det jeg virkelig havde glædet mig til i Wellington og New Zealand. Men når det regner ad pommern til er der meget lille chance for at man kommer til at se nogle af fuglene som man tager derud for at se. De havde også en udstilling men det lød som om den mindede en del om en af udstillingerne på Te Papa (det store museum). Så vi tog derhen i stedet. Brugte mange timer og så nogle gange ud for at se om vejret var blevet bedre. Men niks. Det var gråt og regnende hele dagen. Så Zealandia må blive næste gang:-). Morten brugte også et par timer i div. Udendørs- og sportsbutikker og har mere eller mindre brugt halvdelen af feriebudgettet og resten af vores vægt (til flyene) på alt mulig mærkelig:-). Lidt frustrerende but what can you do? Hans store forsvar er at alt er MEGET billigt fordi der er udsalg før jul (i sig selv lidt mærkeligt, man skulle tro at det ville være bedre at have det efter jul). Så nu er han den stolte indehaver af en ny "lille rygsæk" og er blevet nødt til at komprimere den vi havde fra før og putte den ned i den store rygsæk. Så må vi se hvor længe han synes det er sjovt. Måske er der nogen som bliver glade for den i Australien eller Burma i stedet? Vi får at se. I morgen går det videre til Napier. Ca. 5 timers bustur. Håbet er at det er meget bedre vejr der. Please!

Vinsmagning i Marlborough vinområdet:-).

2011-12-04T23:35:00.002+01:00

I dag er det Mortens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra:-). Startede morgenen (efter en halv lang nat med mange unge mennesker og meget festning, det er nogle gange prisen for at prøve at være ung med de unge på hosteler), med at jeg gik ned til den lokale bager og købte rundstykker. Hollandsk bageri. Sjovt. Derefter hen i superen og købe morgenmad. Så tilbage og starte dagen med fødselsdagsmorgenmad. Hyggeligt. Dejligt vejr omend lidt overskyet.

Kl. 9.15 kom dagens chauffør og hentede os for dagens heldags vintur. Kørte ned til kajen, hvor 6 australier skulle med til halvdelen af turen. De var med et cruiseskib og havde kun de timer vinturen varede i land. Meget hyggelige mennesker. Så kørte minibussen ellers mod Blenheim (udtales Blenum) og Renwick som ligger ca. ½ time fra Picton sydpå. Det er det sted i NZ hvor der bliver decideret mest vin. Vi har tidligere været på vintur i Sydafrika og Argentina og der er stor forskel på hvordan sådan en tur forløber. Favoritten indtil videre har nok været den i Sydafrika. Der havde vi en super god guide som virkelig fortalte os meget om processen med at lave vin, hvad vi skulle smage efter i vinen osv. Rigtig godt når man er nybegyndere som os og egentlig ikke er så gode til vin:-). For det må vi jo indrømme at vi ikke er. Denne tur derimod var helt klart vinsmagning og ikke så forfærdelig meget mere.

Chaufføren var chauffør og ikke så meget guide. Det var mulig at være med til at påvirke hvilke steder man skulle tage til. Men eftersom vi ikke har drukket så meget vin fra NZ havde vi ikke så stærke indstillinger til det. Området Marlborough er ret stort og står for 70% af NZ vinproduktion. Lidt bliver eksporteret men slet ikke i samme skala som f.eks. Australien og Argentina/Chile. Det er meget hvidvine de er berømte for i området især Sauvignon Blanc. I løbet af dagen var vi på ca. 12 vingårde, men vi mistede lidt oversigten efterhånden fordi der var så mange. Nogle var virkelig store og havde tryk på med mange turister andre var meget små og "boutique". Ret sjovt at se forskellene, men ingen af stederne fik vi mulighed for at fordybe os i produktionen. Det var primært smagning. Og for at være helt ærlig når man har været på 5-6 steder (meget forskelligt hvor meget vi fik lov til at smage de forskellige steder fra 9 forskellige vine til 2 og meget forskelligt hvor meget som blev skænket i glasset) så kan man faktisk ikke smage så store variationer længere. Selvom man hælder det meste ud. Men vi var i godt selskab med de 6 hyggelige australiere. Efter frokost kl. 13.00, det var tiltrængt begyndte at føle os lidt små snaldrede, var det tid for 2 stop mere og så var det adios til australierne og howdy til en kinesisk pige.

Morten kunne jo aldrig finde på at smide noget af alt vinen ud, men hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have været kanon stiv kl. 13.00. Heldigvis hjalp det lidt at få frokost og efter at australierne blev kørt tilbage til båden var vi ikke på så mange flere steder. Det ene sted vi var var den ældste vingård i området fra 1870'erne. Det hele var i midlertid blevet revet op og blevet plantet igen i 1930'erne. Vi var også på en fantastisk flot vingård hvor der var en smuk, smuk udsigt udover hele området. Man kunne faktisk se helt til Wellington. Ikke dårligt. Og så er det at man ikke helt forstår hvordan det kan tage næsten 3,5 time over Cook strædet selvom man først skal igennem Queen Charlotte strait hvor båden ikke kan sejle særlig hurtigt. Men sådan er det nu engang. Med et sidste stop på en chokoladefabrik (ikke dårlig afslutning på dagen) var det tid til at vende næsen tilbage mod Picton. Var tilbage kl. ca. 17.45 efter en særdeles lang dag i vinsmagningens kunst. Små snaldrede, tjek! Men det er måske ikke mere end hvad man kan forvente og Morten synes at det var en dejlig måde at fejre fødselsdag på:-).

Sad og kiggede udover Picton havn og så både cruisebåden tage af sted med slæbebåd (lige noget for min far) og at de to færger sejlede afsted mod Wellington. Så var det tid for aftensmad. Blev 2 x steak på Le Cafe i Picton. Stedet hvor de åbenbart laver den bedste mad her. Det var i hvert fald mere eller mindre det eneste sted hvor der var nogle gæster:-). I det vi skulle til at bestille mærkede vi pludselig jorden ruste kraftigt under os. I et nanosekund tænkte jeg at det måske var en stor højtaler som skabte vibrationerne. Men blev hurtigt klar over at det selvfølgelig var et jordskælv. Især med tanke på reaktionsmønsteret til de lokale som løb ud af lokalet. Det var et meget lille jordskælv som tog måske maks 5 sekunder. Men det var helt klart så kraftigt at der ikke var nogen tvivl om hvad det var. Så har man også oplevet det. Må indrømme at jeg er MEGET taknemmelig for at det ikke er noget jeg behøver at bekymre mig om til daglig. Flere folk fra NZ har i øvrig fortalt os at forsikringerne kommer til at gå rigtig meget op nu, efter jordskælvene i Christchurch. Der er snak om både dobbel og trippel indbetaling årlig. Uanset hvor man bor. Det er helt klart noget der kan mærkes!

Så hjem i seng, se på lidt overnatningssteder og muligheder for busser på Nordøen (er bare super festlig hvor dårlig nogle af busserne korrespondere har sågar været ved at se på muligheden for at leje en bil men er gået væk fra den mulighed igen). Det ser nu ud som om næste stop efter Wellington bliver henholdsvis Napier (på Vestkysten, et sted som blev fuldstændig ødelagt af et jordskælv i 1930'erne og siden bygget op i udelukkende Art Deco stil) og derefter til National Park ved Tongariro Alpine Crossing hvor vi håber på at mit knæ kan holde til at gå den endagstur som eftersigende skal være den bedste i NZ men også ret krævende og stejl. Vi krydser fingre og satser på at tage den tid vi behøver. Bussen fra Napier til National Park kommer mere eller mindre til at tage hele dagen (8 timer) og er rimelig bagvendt. Men der er ikke så meget vi kan gøre ved det desværre:-).

Queen Charlotte Track, Marlborough Sounds ved Picton

2011-12-02T10:56:00.002+01:00

Vi havde fået at vide at vi skulle være nede ved kajen kl. 7.30. Så der var ikke andet at gøre end at få vores småsmadrede kroppe op og i gear. Men det var lidt hårdt. Spiste morgenmad. Fik pakket rygsækkene (både de vi skulle have med ud at gå og de som skulle blive stående på hostelet). Havde købt proviant til madpakke i Kaikoura så vi var godt forberedt. Kl. 8.00 tøffede den lille båd med måske 10-15 passagerer ud mor Queen Charlotte Track (QCT) som ligger i Marlborough Sounds lige udenfor Picton. Det er egentlig en ruten på 71 km. som kan gås på 3-5 dage. Vi valgte den korte version hvor vi blev smidt af i Ship cove (det aller yderste af ruten) og skulle gå ca. 15 km. Derfra til noget der hed Furneaux lodge.

Det var en smuk og klar dag, det var en sand fornøjelse at sidde bag i båden og bare nyde den smukke natur på begge sider af båden. Fantastisk start på dagen. Og for en dejlig frisk luft. Det meste af vegetationen på QCT er oprindelig og ikke importeret som det meste af det andet. Så en del halvdøde fyrre- og grantræer og er ret sikker på at det er DOC ("skovstyrelsen") som har været i gang med at få dem til at forgå lige så stille. På vejen derud var vi også så heldige at få følge af flere delfiner som hoppede langs båden. Det var rigtig stort og super hyggeligt. Det var den samme slags som vi så dagen forvejen i Kaikoura, de hedder Dusky dolphins. Super skønne. Der er flere selskaber som sejler ud til QCT, de bliver både kaldt for the mail route (fordi det var den måde man fik/får breve og små leverancer på) og for the dolphin route, fordi man nogen gange er så heldig at få følge af delfiner på vejen. Kan det blive meget bedre?

Var ude i Ship Cove ca. kl. 9.00. Et sted man ved at kaptajn Cook har været flere gange da han var hernede. Så det har en vis historisk værdi. Men ellers så var det bare afsted. De første kilometer var rimelig hårde, det gik bare opad og opad og opad. Kunne godt mærke det en del i mit dårlige knæ (nå ja, nu er man jo MEGET snart 30, så det er vel ok at have et par små skavanker?) Men det gik da sagte men roligt:-). Og op kom vi. Og til en helt igennem fantastisk udsigt over smukke bugter og grønne fjelde så langt øjet rakte. Masser af "bregnetræer" som er NZ nationalsymbol. Det må i hvert fald være noget i nærheden af det. Er næsten altid på turistting. Smukt. Og en rigtig fin dag at gå på. Det var lige tilpas varmt. Ikke super varmt men nok til at man rimelig hurtigt kunne smide både uldtrøje, tørklæde og regnjakke:-).

Var en helt igennem smuk tur og ankom Furneaux lodge ca. kl. 14.15. Dermed var der god tur til at spise det sidste af madpakken, se på ællingerne, dyppe tæerne i det halvkolde vand og se på de sjove fugle (som vi også havde stødt på flere gange på stierne, de er vilde men er på ingen måder bange for mennesker. Morten mener at det må være en slags vildhøns, og jeg kan godt se hvad han mener, de har lidt de samme bevægelser med nakken, men de siger ikke de samme hyggelige lyde bare så det er sagt. Men det var den rene dyrefest:-). Meget hyggeligt. Kl. 15.00 kom båden og henntede os (og et par andre, flere af dem tror vi der havde tilbragt natten på lodgen). Det var nu smukt vejr og vi sad udenfor og nød solen hele vejen tilbage til Picton. Båden var forbi flere steder på vejen. QCT er i modsætning til mange andre af "the great walks" i NZ fyldt med lækre lodges og resorter ude i den smukke natur. Så der kan man virkelig kombinere luksus med gode gåurer hvis det er ønskeligt. Det tog to timer at komme tilbage til Picton (båden vi var med nu var også væsentlig større), flere af stoppene var for at læsse nogle varer af eller for at hente tomme ølflasker. Det havde absolut charme. Kom en ordentlig røvfuld skoleelever med på det sidste stop, og ikke mindst alt deres bagage. Så var freden lidt ødelagt, men det var heldigvis kun den sidste halve time.

Efter en nydelig dag var det hen på hostellet, hente rygsækkene og så ellers okse ca. 1. km. Udenfor byen til det næste hostel. Men det var slet ikke så ringe. Fik et helt ok rum og fik besked om at det var muligt at bruge en badestamp som de havde på området. Det lød som en rimelig god plan for os . Så det var mere eller mindre det første vi gjorde efter at være tjekket ind. Hoppe i badetøjet og så op i den store balje med meget, dejlig varmt vand. Derefter et brusebad. Ikke tage de halvbeskidte bukser på igen og tada, så føler mann sig næsten som et menneske igen:-). I morgen er det planen at vi skal på vinsmagning i området rundt om Blenheim (et sted vi egentlig havde tænkt at bo, men det var ikke rigtig til at få fat i overnatning). Og så er det jo Mortens fødselsdag i morgen, så mon ikke vi skal se hvad picton kan byde på af lækker mad når der er en der bliver 33?

Kaikoura

2011-12-02T10:55:00.002+01:00

Havde en halvmærkelig dag hvor vi brugte tiden på at komme fra Queenstown til Christchurch. Havde oprindelig tænkt at tage bussen, men vi blev meget fristet til at tage et fly da vi fik en voucher fra Jetstar på 50 NZD fordi de havde lavet om på nogle flytider. Pludselig var det ikke så fristende med en 9 timers bustur alligevel. Men det blev alligevel en dag i transportens tegn. Flyet fra Queenstown gik kl. 14.15. Vi stod ikke op før kl. 9.30. Havde egentlig tænkt at stå op før så vi kunne få noget ud af dagen, men nej. Må have været adrenalinrusen fra i går som gjorde at vi var så trætte? Men efter morgenmaden dinglede vi bare lidt rundt på må og få i Queenstown og ventede på at klokken skulle blive tid til bus til lufthavnen. Havde knap et par timer i lufthavnen, ikke noget specielt at melde der. Vel fremme i Christchurch tog vi en shuttlebus til det hostel vi havde bestilt for natten. Egentlig havde vi ikke specielt lyst til at være i Christchurch men eftersom vi er afhængige af at tage bus og den sidste som går nordover går om morgenen var der ikke så meget valg. Kunne nogle gange have været ret smart med den lejebil:-). Men ærlig talt er busruterne ogs lidt små åndede. Hvorfor er der f.eks. 3 forskellige selskaber som kører fuldstændig den samme rute på det fuldstændig samme tidspunkt (give or take ti min.) og så er det det for den dag? Ikke så smart vel? Kan pludselig godt se det meget smarte i at det offentlige har noget at skulle have sagt i den henseende.

Efter at hele centrum i Chrischurch er lukket pga jordskælv er der et enormt manko på hotel/motel og hostel senge. Det er et stort problem. Vi ville egentlig have været på det hostel vi var på den første nat vi kom. Men det var ikke muligt selvom vi prøvede at bestille en uge i forvejen. Vildt! Så derfor kom vi til at bo på et lidt funky (læs mærkelig) hostel i stedet. Og det var mere eller mindre det eneste som var tilbage. Men det var kun for en nat og var helt ok i den henseende. Spiste på den fantastiske thai restaurant (læs campingvogn i vejkryds, virkelig billig og godt) og gik et par kilometer for at komme i et supermarked. Seriøst, et par kilometer! Men, men... Fik handlet til dagen efter noget som var et plus. Havde også en længere samtale med det busfirma som dagen efter skulle transportere os til Kaikoura. De ville nemlig ikke hente os det sted vi havde forestillet os, ville i stedet bonge flere penge af os for at hente os på vores hostel. Det endte med at vi godtog det:-).

Næste morgen blev vi hentet kl. 6.50 (ca. kvart i røvsprække) blev kørt hen til en anden bus og så kl. 7.25 (15 min efter hvad som var annonceret, vi har endnu ikke oplevet at bussen har kørt eller er kommet frem på det tidspunkt som er annonceret, lidt mærkeligt i NZ synes jeg, havde forventet at de var lige så nazi med køreplaner som skandinaver og tyskere). Denne dag var udtænkt til at vi skulle se hvaler i Kaikoura som ligger mod nord ved kysten over Christchurch godt 2,5 timer i bus. Kom frem og oksede ned til hvalcenter stedet, fik låst vores store rygsække ned (super service eftersom det ikke var muligt at få en bus ud af byen igen før kl. 19.10 (viste sig at den først gik 19.40 fordi den var en halv time forsinket, men pyt!) Det første som mødte os i hvalcenteret var ellers at der var stor fare for søsyge (det er dæleme godt at min mor ikke var med). Men nu havde vi ligesom kun denne ene dag og billetten var allerede bestilt så der var ikke andet at gøre end at spise lidt mad og så ellers med bussen ud til båden som forhåbentlig ville vise os hvaler:-).

Det gik derudad med båden og jo, det vippede en del. Vi havde på hvalcenteret købt noget (sandsynligvis snyd) naturmedicin som skulle hjælpe mod kvalme. Ingen af os har heldigvis tendens til søsyge så vi var ikke så bekymrede. Men der var en del andre af passagerene som blev ret dårlige. En overgang var der virkelig gang i brækposerne. Hyggeligt! Men så havde de ansatte jo også noget at lave:-). Da vi havde sejlet godt en halv time (tror jeg) med rimelig god fart kom vi til et sted hvor kaptajnen troede at der måske ville være en spermhval. Det er kæmpe store hvaler hvor man kun ser ca. 10% af kroppen når de kommer op til overfladen for at trække vejret, det gør de ca. hvert 45. min- hver time. Ikke så ofte med andre ord. Og vi var svine heldige. Den var der, og vi behøvede ikke at vente længe før den kom op til overfladen. Det var i sandhed imponerende. Kæmpe stort dyr (selvom det er meget svært at fatte hvor stort det egentlig er når en så stor del er under vandet). Men det var virkelig fedt at se de store sprøjt op ad vandet når den pustede ud. Og den store finale var selvfølgelig den karakteristiske hale som ser d som en finne som langsomt synker ned i vandet. Smukt!

Derefter sejlede vi videre i jagten efter "furseals". Vi havde jo været heldige os set dem flere gange tidligere. Men er selvfølgelig altid med på at se en legesyg sæl. De er jo ret søde. Fik også at vide at de ikke ville opsøge delfinerne fordi der var mange af dem der havde unger nu. Men vi var svineheldige, på vej hen til sælerne kom der en flok med delfiner som legesyge svømmede langs båden og hoppede op og gjorde sig til. Noget så hyggeligt. Hvis jeg skal være helt ærlig var den oplevelse måske lige så stor. Det er første gang i mit liv jeg har set vilde delfiner som på den måde fulgte med båden. Det var smukt, smukt, smukt! Og Fedt! Og især en glædelig overraskelse eftersom mandskabet havde gjort det klart at det ikke var noget de ville opsøge. FEDT! Så også en "sunfish"? Den var ret stor og havde en stor finne. Hvad det lige er for en størrelse ved jeg desværre ikke mere om. Men den var ret så stor:-). Derefter var det hen til klipperne som var sælernes hænge-ud sted. Og sandelig om der ikke var sæler også. Heldig igen:-). Og de er da nuttede når de sådan svømmer rundt og leger. Så var der gået godt 2 timer og det var tilbage i Kaikoura og med bussen tilbage til hvalcenteret. Det tror jeg nok at der var en del søsyge passagerer som var mere end almindelige taknemmelig for. Stakkels folk. Morten og jeg klarede heldigvis skærene uden at blive dårlige. Jeg bliver bare meget træt og småsmadret af bølgerne.

Resten af dagen brugte vi på at hænge rundt i Kaikoura. Gik en halvlang tur (lidt kortere end ønskelig grundet tunge rygsække) langs kysten og det var virkelig et flot område med masser af bjerge og smuk kyst. Snakkede med det lokalee turistkontor og fik bestilt sejlpas til dagen efter til Queen Charlotte ruten og spiste fish and chips på den lokale snask. Så er der vel ikke så meget junkfood som vi mangler på NZ tror jeg. Er ved at have været igennem det meste:-). Kl. 19.30 gik bussen mod Picton som var det udvalgte sted for nattesøvn. Havde udset os et hostel (på forhånd) men det var allerede fyldt så det blev et andet sted den første nat (var egentlig helt ok eftersom den læ lige ved hvor bussen satte os af kl. 22.00). Det var et lidt mærkelig sted som bar præg af halvklamme gulvtæpper og et par ældre kvinder som styrede biksen. Men absolut helt igennem ok for en enkelt nat. Godnat.

Queenstown eller schreamstown?

2011-11-30T01:06:00.002+01:00

Obs! Tre indlæg i dag:-). To med billeder:-).

Så er vi kommet til Queenstown. Scream city som de lokale kiwi'er kalder det:-). Turen herhen gik med bus fra Dunedin kl. 10.00 for to dage siden. Vi havde en aftale med busselskabet om at de skulle hente os kl. 9.35. Men allerede kl. 9.00 kom vores nye ven Domingo som arbejdede på hostellet og sagde at nu var chaufføren der for at hente os. Øhhhh.... Det var vi jo ikke ligefrem klar til. Men der var ikke andet at gøre end at sluge morgenmaden færdig og kaste vores grej ned i rygsækkene. Vi var klar kl. 9.15. Synes egentlig at det var ok:-). Lidt skod at vi så efterfølgende skulle vente 20 min. nede ved jernbanestationen på at kl. skulle blive 10.00 så vi kunne komme afsted. But what can you do? Et er i hvert fald service at blive hentet der hvor man bor så man slipper for at okse rundt med de tunge, store rygsække. Nogle gange tænker jeg at det ville have været meget dejligere med kun 5 kg. I den. Men det er ret svært at gennemføre når vi er i så varieret klima.

Nå, men så var det ellers afsted med den lidt specielle buschauffør. På vejen til Queenstown kørte vi gennem Roxburgh, Alexandra og Cromwelll, alle tre gamle guldminebyer. Men der var nu ikke meget som bar vidne om det når man kørte igennem. Det lignende mest af alt små søvnige småbyer. Var på et cafeteria i Roxburgh hvor vi fik et stk . Jimmys pie. Noget som kommer stærkt anbefalet af min kollega Berits samboer Kristian, som tidligere har boet på NZ. Er måske ikke ligefrem noget jeg kommer til at savne men var bedre end forventet. Det var et stk. pie i butterdej med kød, løg og måske sovs? Indeni. Helt ok. Men næppe et gastronomisk måltid:-). Men det er nok en af de ting man skal spise når man er helt hernede. Har godt lagt mærke til at der findes mange steder hvor de sælger diverse lignende pie'r. Så tjek:-).

Det var igen smuk udsigt fra den lille minibus. Grønt så langt øjet ser og masser af får. Vi bliver seriøst nødt til at begynde at spise nogle af alle de dejlige lamsebamser som der tydeligvis er her:-). Noget regn er vel også hvad man skal forvente. Men det var meget til og fra. Så regnede det lidt og så gjorde det ikke. Kom frem til Queenstown ca. kl. 14.30. Fandt frem til hostellet vi havde booket i forvejen. Det ligger lidt udenfor centrum og selvfølgelig meget op ad bakke. DØ! Men det gik alt sammen fint alligevel. Har igen været heldige og fået et fint stort værelse. Skønt:-). Men at finde gratis net i Queenstown er umulig. Selv på det lokale bibliotek koster det penge. Skod! Og så er forbindelsen sågar ikke særlig god. Men, men.... For en gangs skyld havde Morten brugt meget af busturen på at sætte sig ind i den by vi var på vej til og havde vel mere eller mindre allerede bestemt sig for at han ville af action pakkede aktiviteter når han kom frem til Queenstown. Allerede da vi kom til receptionen på hostellet var de mere end villige til at hjælpe os med at booke hvad som helst. Så langt så godt.

Men først var det tid for frokost. Fandt et sted hvor de solgte sandwich, ja det bliver meget sådan noget mad det går i. Men var faktisk rigtig gode sandwich. Så det var jo altid noget. Så på brochurer for diverse kombinationstilbud på ekstreme aktiviteter i Queenstown, men der var ikke rigtig noget der passede for os. Gik en lang tur langs den smukke, smukke sø (er ret så stor) som Queenstown ligger ved. Landskabet mindede meget om Vestnorge og var i sandhed storslået. Det blæste godt nok en halv pelikan, men solen skinnede for det meste. Så det var ikke så værst. Fandt ud af at vi begge ville med en jetboat og paraglide (noget jeg var noget skeptisk til fordi jeg troede at man mere eller mindre blev nødt til at hoppe ud fra en klippeafsats. Men da jeg fandt ud af at man ikke behøvede det blev jeg lidt mere hooked. Så det blev booket i løbet af aftenen:-). Som Morten sagde, der er ikke andet at gøre end at lukke øjnene og køre kreditkortet, for billigt det er det godt nok ikke at gøre alle de fede ting i NZ. Det koster. Både at se på vilde dyr og at lave "ekstreme aktiviteter". Men så langt har det været værd det, så det er jo altid noget. Feriepengene får vi i hvert fald ikke problemer med at få brugt i NZ:-).

Aftensmad blev fra det lokale supermarked og bestod af toastbrød (det er seriøst svært at få fat i andet brød, men dette her var i hvert fald groft i det). Toastbrød som er hvidt er ikke værd at spise. Gik total i kold relativt tidligt. Efter at have siddet i fælleslokalet og skrevet blog til vi var så kolde at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv. Man kunne næsten se sin egen ånde. Var faktisk oppe i receptionen morgenen efter og klage. Det er ikke ok at sidde og spise morgenmad og hopfryse. Hostellet er ellers totalt lejrskole stemning og er megastort. Der er for tiden ca. 120 unge danskere her som tager et sosiologi studie i Queenstown, i hostellets lokaler. Ret morsomt og gør at man hører dansk ret så ofte.

Kl. 8.30 blev vi hentet af Skippers Jetboat Adventure. Vi haavde valgt dette selskab fordi de i tillæg til jetboaten tog en op til Skippers canyon som er et gammelt guldgraversted. Selvfølgelig mere eller mindre forladt nu, men der er tre gårde i området som tilsammen har 30.000 får, det er jo en slat. Men de kræver jo ikke så meget vedligehold sådanne får. Kørte ca. ½ time udenfor byen for at komme til stedet hvor vi skulle med en jetboat. På vejen fortalte guiden os en masse historie om området og hvor crazy det havde været dengang de fandt guld. Masser af folk fra hele verden kom til Queenstown området, mange døde pga mangelsygdomme da det næsten var umulig at få fat i fødevarer. Trist. Men interessant at køre på en smal bjergvej (til tider var der ret langt ned, men når man har kørt på verdens farligste vej i Bolivia skal der lidt mere til før man bliver rigtig bange:-). Men det var imponerende at tænke på at masser af immigranter, primært kinesere mere eller mindre har hakket hele vejen med håndkraft.

Vel fremme ved stedet hvor jetboaten skulle afsted var det ellers afsted. Og det gik hurtigt, meget hurtigt. Og vandet var koldt. Meget koldt. Når det piskede på panden var det lige før man fik bihulebetændelse (Morten mener at jeg er en istap og at jeg ikke tåler kulde overhovedet jeg er tilbøjelig til at give ham ret). Det var skønt vejr og en helt igennem perfekt dag for jetboating og der var da helt klart tidspunkter hvor man kunne mærke at det kildede meget i maven. Fedt:-). Vi sejlede vel i ca. 20-30 min. Fedt men også koldt. Til tider så man næsten ikke kunne trække vejret synes jeg:-). Men som sagt jeg er en kuldepind. Mere og mere jo ældre jeg bliver synes jeg. Så det ender vel med at jeg bliver nødt til at gå rundt i fleece og uld hele tiden. Kan se at de lokale her går rundt i væsentlig mindre tøj end hvad jeg gør. Det er varmt i solen, men med det samme man kommer i skyggen eller hvis der kommer en vind bliver det straks køligere. Så fleecen er aldrig langt væk:-).

Efter en skøn jetboat tur kørte minibussen tilbage til Queenstown. Havde så et par timer hvor vi sad i solen og fedede den og spiste frokost. Kl 13.00 kommer der en minibus og henter os for at tage os med ud at paraglide. Spændende. Vi blev kørt udenfor Queenstown (der var to muligheder, enten inde i byen eller ude ved Coronet peak, vi valgte den sidste) til Coronet Peak. Masser af udstyr (sådan en faldskærmslignende ting fylder og vejer en del) og minibussen fyldt fordi der var flere solohoppere som også ville benytte sig af den perfekte dag for paragliding. Tror nok at vi var rimelig heldige:-). Jeg hoppede med en fyr som hed Omar fra Venezuela som var helt vildt sød. Havde været lidt bekymret i forvejen men det var der ingen grund til. Det var bare smukt og fredfyldt. Man skulle løbe ned af en bakke og det var ikke 100% enkelt med en instruktør og en faldskærm efter men det gik fint:-). Og så var det ellers op. FEDT! Var i luften i godt et kvarter, noget længere end Morten (måske pga vægtforskellen, han havde også en instruktør som så tungere ud end min, men efter sigende er det en stor fordel at have en del tyngde hvis man skal lave tricks?) Der var smuk udsigt udover fjeldene, søen og Queenstown i baggrunden. Smukt! Virkelig en oplevelse som kan anbefales, og overhovedet ikke skummelt:-). Så nu har vi helt klart fået månedens adrenalinkick. Morten har også lidt lyst til at hoppe i elastik, men det er ikke noget for mig. Så må vi se om har gør det nu eller ved en anden lejlighed:-).

Eftermiddagen og aftenen blev brugt til at spise is i solen. Handle skjorter til Morten (der er allerede 2 af de ting han tog med som er døde) og så var det ellers middag på en skøn restaurant med smuk udsigt udover søen og bjergene i det fjerne mens dampskibet som holder til her forsvinder i horisonten. Smukt! Og middagen var absolut også god jeg fik lammeskank med kartoffelmos (ikke skyggen af grøntsag) og Morten fik en steak med pommes og lidt salat. Mmmmm.... Efterfulgt af en lur (for Mortens vedkommende) på en stenstrand lige ved "havnepromenaden". Det er tydeligt at kiwierne har bestemt sig for at nu skal det være sommer uanset om det egentlig er lidt for koldt til at sidde med bar brystkasse.

Nu er det snart ved at være tid for at se dyner. Har været en begivenhedsrig dag selvom vi for det meste har siddet på rumpen. I morgen går det tilbage mod Christchurch. Heldigvis ved vi denne gang hvor vi kan finde noget at spise. Og at se centrum igen har jeg ikke behov for. Lidt for trist:-(. Stakkels dem der bor der, det må være ret så forfærdeligt. Men der skal være en dejlig gåtur langs en flod. Så måske er det det vi skal satse på i stedet. Dagen efter går det mod Kaikoura og forhåbentligvis hvaler:-). Bådturen er bestilt. Igen et af de øjeblikke hvor man bare skal lukke øjnene og køre kortet.

Dunedin og Otago halvøen

2011-11-27T12:17:00.008+01:00

Efter et par timer i bus med tilsvarende landskab som fra Christchurch til Oamaru meed smukke fjeld på den ene side og masser af masser af grønt og får var vi vel fremme i Dunedin lørdag eftermiddag. Vi var superheldige med at bussen stoppede lige ved det hostel vi havde bestilt i forvejen. Jo mindre jeg behøver at gå med rygsækken jo gladere er jeg:-). Fik et fint værelse (ret stort faktisk med varmeblæser som jeg øjeblikkelig forelskede mig i, ahhhh......). Ret køligt i Dunedin faktisk og jeg bliver nok ikke set på et eneste billede fremover uden min elskede fleece (som engang var hvid men det er den ikke rigtig længere), grå zip-off bukser og regnjakke. Føler mig så smuk og feminin. NOT! Men gider på den anden side ikke at fryse. Så det er et enkelt valg. Så må farveglade Ann Kirstine komme frem igen i varmere strøg. Fatter ikke at der ikke snart er en eller anden fritidstøjsproducent som fatter at ikke alle synes at beige, armygrøn og koksgrå er fede farver. Na, lille sidespor.

Snakkede med en fyr på hostellet som hed Domingo og som var fra Barcelona men som havde arbejdet på hostellet et godt stykke tid. Han var meget rar (altså snill på norsk) og hjælpsom. Så der gik ikke mange minutter før vi var booket på en bryggeri rundtur på det lokale bryggere Speights. Og så gik der lidt under halvanden time før vi småsnaldrede gik derfra. Lidt for mange timer siden vi havde fået noget at spise og lidt for mange øl man kunne nå at tylle på ret kort tid. Men altid hyggeligt med en lille rundtur på et bryggeri. Og dette var tydeligvis en rimelig stor butik men lidt forvirrende når han snakkede om hvilke bryggerier som havde opkøbt hvem og hvorfor eftersom man ikke kendte ret mange af mærkerne som primært var fra NZ og Australien.

Indtil byen gik det hvor vi havde fået anbefalet en burgerbiks. Så der gik vi glade og tilfredse hen. Ifølge vores nye bedste ven skulle det være de bedste burgere i NZ. De var også gode men på ingen måde lige så gode som dem vi for over et år siden fik i Quebec City. Mmmmm. De var faktisk til at dø for. Hvis der nogensinde er nogen som skal til Canada eller i området vil jeg helt klart anbefale det sted. Det her var lidt mindre gourmet men absolut spiselig:-). Derefter vaklede vi hjem i seng (kl. var ca. 20.00) hvor vi begge faldt i søvn på sengen (jeg vendte omvendt i sengen og med varmeblæseren lige i kraniet. Skønt!) Efter et par timer vågnede vi til liv igen og fik set lidt tv (vildt luksus med eget tv).

Det lønnede sig så ikke næste dag hvor vi på ingen måder klarede at komme ud af fjærene før kl. 11.30. UPS! Men så var der lige et par timer til sightseeing før vi om aftenen skulle ud på "Wildlifetour" på Otago halvøen som ligger lige udenfor Dunedin. Vi fik set centrum inkl. flot og gammel togstation fra Viktoriatiden (ældre bliver det ligesom ikke hernede). Byen var oprindelig skotsk og bærer eftersigende stadig præg af det. Det eneste vi lagde mærke til var at der var en fyr som spillede sækkepibe (men det kunne man vel egentlig have mødt hvor som helst?) og at der var enn butik som hed "Den skotske butik". Ellers ikke så meget skotsk. Heller ikke så meget britisk i Christchurch forøvrigt. Men det er måske fordi vi ikke ved hvad vi skal se efter.

Ellers var vi henne og se universitetet som var inspireret af det i Glasgow. Blev bygget i 1869 og var helt ok men måske ikke helt så imponerende som Gløshaugen i Trondheim da det var noget mere spredt og færre bygninger (som vi kunne finde i hvert fald) som var gamle. Dunedin minder i øvrigt meget om Trondheim ifht indbyggertal og studerende. Da vi var i Dunedin var mange af studenterne allerede taget hjem på ferie. Vi var også i Botanisk have, som var rigtig hyggeligt. Men vi nåede ikke Baldwin street som lå endnu mere i den modsatte retning af vores hostel. Baldwin street er ifølge Guiness World Record verdens stejleste gade hvor der bor mennesker. Men sådan går det når man sover længere end planlagt. Så når man ikke alt. Men jeg tror at vi klarer det. Og så blev det lige tid til en burger (fra en anden lokal konkurrent denne gang, må indrømme at den vi fik aftenen før var bedre). Så vi lever virkelig helsekost de lux i NZ. Først Thai take away, derefter pizza efterfulgt af 2 gange burger. Må håbe at jeg stadig kan komme ind af døren hjemme i lejligheden når de 3 måneder har gået:-).

Hjemme var det bare at komme i endnu mere tøj. Var først ret køligt da vi gik ud men blev varmere og varmere. Lidt som at være hjemme i Skandinavien hvad angår vejret. Meget utilregneligt! Ned med kikkert og begge kameraer lidt mad i rygsækken og så ned til vejen for at vente på Elm Wildlifetour som skulle tage os ud til Otago halvøen. En ret pebret (dyr) affære som vi heldigvis ikke kom til at fortryde at vi betalte for.

Vi sad i en minibus sammen med en hel del andre turister fra mere eller mindre hele verden. Alle fik udleveret en kikkert og et infoark med billeder af de dyr og fugle vi måske kom til at møde. Og så gik det ellers derud ad. Smuk natur. Virkelig. Kørte på meget små veje en hel del af tiden på små grusveje. Kørte forbi to små søer som var afhængig af tidevandet i forhold til hvor meget vand der var i dem. Så en del fugleliv både nogle indførte og nogle som var importeret. Vi havde en fantastisk dygtig guide som vidste masser om både dyreliv og naturen vi så på vejen. Hun fortalte blandt andet at kun 5% af vegetationen på NZ er oprindelig. Resten er blevet importeret fra Europa, Australien og USA. Det drejer sig også om f.eks. vaskebjørnslignende dyr som er blevet et stort problem og en ilder lignende ting som er et stort problem for pingviner da de spiser en del af både æggene og ungerne.

Første stop (udover alle de småstop der var når vi så fugle langs vejen) Albatros center. Morten og jeg var 2 af 4 turister fra bussen som havde valgt at betale ekstra for at komme ind og se der. Noget vi ikke kom til at fortryde (som I måske kan se på billederne). Dette er den eneste Albatros koloni som er på fastland (med mindre jeg har misforstået noget). Der er mange forskellige slags albatroser, den slags de havde her (Royal Albatros) havde et gennemsnitlig vingefang på 3 meter (det er f.... stort). Vi havde desværre en halv entusiastisk guide men selve mødet med fuglene var fantastisk. Vi blev ført op i et glasbur med tonede ruder hvor vi havde fuld udsigt udover fuglene. Vi var meget heldige eftersom det lige var åbnet igen efter "breeding season". Vi så en fugl som lå lige ved glasburet og rugede på et æg. Derudover var der et "teenage selskab" som de kaldte det. Når fuglene er 2-3 år viser de sig frem for hinanden og forsøger at finde en partner. Som pingviner er de stort set trofaste resten af livet. Ca. 10% skilsmisse tilsvarende det vi har hørt om pingviner. Noget bedre end for mennesker! Vi var også super heldige med at der var 1-3 "teenagere" som fløj rundt. Det var virkelig et imponerende skue med det sindsygt store vingefang. Vi fik også lov til at stå med en udstillingsmodel af et æg, en unge på en uge og en unge på 4 måneder som vejede hele 8 kg. Det er f..... tungt! Var på centeret ca. 1 time.

Derefter videre ud af de mange små veje til vi kom til Elm's sted som egentlig er en del af en farm. Bonden er heldigvis interesseret i, at lade dyrene som lever i udkanten af hans grund, fortsætte med at være der og har bl.a. ansat en biolog til formålet. Vi var heldige og fik lov til at fortsætte med den samme kanongode guide. En god guide har virkelig alt at sige for at sådan en tur skal blive kanon. Vi gik først igennem et fårehegn for at komme ned til et udsigtspunkt for at se på "furseals". Der var en hel del og også for dem var det "breeding season". De fortalte at pga. stormen som lige har været var der 2 unger som sandsynligvis var drevet til havs. De kvindelige "furseals" laver i øvrigt ikke andet end at være gravide, føde unger og give dem mælk indtil de dør. Hyggeligt. De bliver mere eller mindre voldtaget få dage efter at de har født. Så er spermen nogle måneder i livmoren før fosteret begynder at udvikle sig (hvordan det så lige foregår? Pas!) Men der var masser af liv også blandt de ældre unger på ca. et år som nylig havde fået nej til mere mælk fra mor og som nu skulle lære at klare sig selv (helt alene og uden oplæring). Så nogle af de plaskede rundt i "nybegynderbassenger" på klipperne. Rimelig sødt!

Så var det ellers op af den halv stejle klippe med alle fårene for at komme ned på en strand lige i nærheden. På vejen ned til stranden var vi SUPER heldige da en gul pingvin (de har nærmest gule briller og er den mest sjældne pingvin i verden) var på vej på stien op på en høj. Det som skete så var at turisterne måtte sætte sig på hug langs stien (så vi ikke virkede så frygtindgydende går jeg ud fra) og så gik den ellers lige forbi os. Det er ellers en meget sky slags pingvin, meget i modsætning til de jackass pingviner vi tidligere har mødt i Sydafrika som mere eller mindre var ligeglade med vores tilstedeværelse. Så det var rigtig, rigtig stort. Og, i mangel af bedre ord, fantastisk sødt. Når de sådan kommer vuggende er de bare lige til at knuse og tage med hjem i lommen (selvom de lugter rimelig meget af fisk og lort!)

Videre ned på stranden var det tid for søløver. De var i mange år ikke at finde på NZ kyster da de blev udryddet af hvalfangere som særlig var interesseret i spækket som kunne bruges til lys. Men de er vendt tilbage. Det er næsten kun hanner som er her. Ca. 180 i alt hvoraf kun 20 er hunner. De andre steder hvor der er søløver er er det omvendt. Mange hunner og få hanner. Der var 4 søløver på stranden og de var til gengæld fuldstændig ligeglade med at vi var der. Vi var meget tætte på og de ikke så meget som løftede et knurhår. Store dyr. Men ligner egentlig mest store klumper som bare ligger og feder den for hårdt på stranden. Men når de vender sig rundt i sandet på maven får man en trang til at løbe hen og klappe dem på maven ligesom en hund. Ved ikke lige om det vil blive godt modtaget så undertrykkede trangen selvom det var ret svært!

Der var mange tegn på stranden efter den voldsomme storm og man så masser af kæmpetang som tydeligvis var kommet fra dybt nede i havet. Meget mere kraftigt end det man plejer at se. Fordi der var en søløve længst nede på stranden var pingvinerne lidt bange for at komme op på land. Søløverne spiser til tider pingviner og guiden fortalte at der i vinter havde været en ung søløve som havde slået op til flere ihjel. Til stor irritation for guiderne. Men det er naturens gang. Denne søløve var der heldigvis ikke længere nu. Men vi så nogle par som kom i land og som vuggede op af klipperne op til deres reder. I modsætning til de blå pingviner kommer de ikke i rafter men ofte i par. Fantastisk. Vi sad i et skjul oppe på klippen (blev en del skøn motion op og ned af klipperne, så staser på at burgerne ikke sætter sig alt for meget på røven:-)) og kunne med et live kamera se en pingvin som lå og rugede på et æg. Hyggeligt!

Så var det ellers tid til at vende næsen hjemover mod Dunedin efter mange flotte timer i smuk natur med fantastiske dyr. Otago halvøen bør absolut være et must på alles rejserute i NZ. Fantastisk! Var hjemme i Dunedin igen ca. kl. 22.30. Kort tid efter i seng, klar til at komme med bussen næste dag kl. 9.30 fra hostelet til Queenstown:-). Farvel og tak fra Dunedin.

Oamaru

2011-11-27T12:07:00.005+01:00

Tidlig fredag morgen tog vi fra Christchurch til Oamaru. Bussen gik heldigvis ikke langt fra det hostel vi sov på om natten. Der var smuk natur til begge siden langs kysten fra Christchurch til Oamaru. Det var i midlertid sjældent at vi kunne se vandet og selve kysten. Men det var smukt og grønt og masser af får og nogle køer. Tror at jeg har læst et eller andet sted at der er 3 gange så mange får som der er mennesker i NZ. Ved ikke lige om det er rigtigt? Men smukt var det i hvert fald.

Vel fremme i Oamaru ca. 1 time senere end annonceret fandt vi et hostel i gågaden som vi havde bestilt på forhånd. Der var nemlig 2 grunde til at vi valgte at slå vejen forbi Oamaru på vejen til Dunedin. Den vigtigste grund var at der er et stort Blå pingvin reservat der, men da vi prøvede at finde et hostel i Dunedin fandt vi ud af at alt som var rimeligt var udsolgt. P.g.a. (I gætter det aldrig) Elton John som skulle have koncert fredag aften i Dunedin. He, he... Så derfor blev det Oamaru alligevel. Efter at være kommet til Oamaru fik vi smækket rygsækkene ind på rummet. Og så var det ellers ud for at finde et sted at spise frokost. Morgenmaden havde bestået af hvidt toastbrød med klistret gele på. Mmmm... Det er jo virkelig noget man er mæt af i mage timer efter. Not! Fatter ikke at så mange i verden kan leve af hvidt toastbrød. Det er en seriøst overvurderet spise!

Frokost blev der og derefter var det videre til biblioteket= gratis internet. Smukt. Mange fordele ved at rejse i NZ. Man kan drikke alt vandet (genialt når man altid har et stk. termoflaske med sig), lækre offentlige og gratis toiletter mange steder, varmt vand når man skal i bad. Skønt! Men der er stadig gulvtæppe overalt (mærkeligt!) og to vandhaner alle steder, altså en varm og en kold. Det er altså ikke specielt praktisk.

Nå, men efter en tur på biblioteket var det afsted til pingvinkolonien. Det var ca. 15-20 min. væk fra byen. Der var mulighed for en omvisning om dagen i tillæg til at komme om aftenen hvor der var mest action. Nu er vi jo ret tossede med pingviner så vi skulle da totalt meget have det hele med. Så vi kom på en lille tur rundt i kolonien. Der var en ældre kvinde som fortalte os masser om de små blå pingviner (der er 18 forskellige slags og den blå er den mindste på ca. 30 cm. Når den er oprejst). Inde i kolonien så vi først en "furseal" (hår/skindsæl?) som lå og slikkede sol på strandkanten. Derefter var det ind i kolonien. Det var midt i breeding season (æggeruge og unge passe sæson?). Så vi så flere små fugle som lå i små kasser rundt omkring i terrænet. Men det var svært at få gode billeder af dem eftersom de såvidt stak hoveder ud. Derefter kom vi ind i et mørkerum hvor vi kunne se ned i reder til nogle af pingvinerne. De kunne helt klart mærke at de blev observeret og der var en odør af øhhhh..... en blanding mellem hønsegård og fisk. Mmmm... Må opleves. Men vi kunne se dem og at de lå på æg og i en af kasserne kunne vi også se to unger. Hyggeligt:-).

Så var det ellers tilbage til byen, som faktisk var rigtig hyggelig. En meget levende lille lokal by med masser af småbyliv. F.eks. var der masser der kom på biblioteket og jeg tror helt klar at vi var de eneste backpackere der. Hyggeligt. Og der var en hel del bygninger fra Viktoriatiden. Blev pizza til aftensmad. Sundt og nærende:-). Og så en lille tur i supermarked (smart med hjemmekøbt morgenmad så pengene varer lidt længere). Og så var det ellers mere eller mindre på vej tilbage til pingvinkolonien til kl. 20.15.

De blå pingviner kommer ind fra havet i rafter, det vil sige at de i grupper på mellem 10-100 (det sidste er vidst ret sjældent) surfer ind sammen (så de er mindre sårbare går jeg ud fra). Så vi sad sammen med en helt masse andre turister på et lille podie og så på at pingvinerne skulle komme ind. Først skete der ingenting men så begyndte der at komme lidt action. Først kom der en lille flok ind på maske 20 stk. De er nu ret nuttede når de sådan vakler rundt. De skulle først op ad en klippe (det var desværre ikke ok at tage billeder da de var bange for at for mange af turisterne ikke kunne finde ud af at lade være med at bruge blitz noget pingvinerne tydeligvis ikke kan tåle overhovedet). Efter at være kommet op ad klippen samlede de sig i en gruppe (det kunne godt tage et godt stykke tid fordi de skulle af med varme efter at de var kommet på land). Men når der så var mange nok som havde samlet sig på toppen af klippen løb de over et lille stykke asfalt (til alle turisters store fornøjelse) og krøb derefter ind i kolonien hvor mange af dem skulle ind og afløse en partner som lå på æg eller var sammen med unger. Dette sad vi og så på længe og det var på alle måder fascinerende. Også at se på hvordan pingvinerne vraltede rundt inde i kolonien og snakkede med hinanden (ret højlydt faktisk). Men efter at have været der et par timer var jeg ved at være små kold i kærnen. Så det var på tide at vende næsen hjem.

Det er ret omskiftelig vejr her i NZ. Nogle gange kan det være ret så varmt (og det var det faktisk det meste af dagen i Oamaru) men om aftenen er det koldt og med det samme man ikke er i solen er det helt klart også køligt. På vejen tilbage til hotellet så vi mange flere pingviner i nærheden af parkeringsområdet. Vi havde set et skilt med "pingviner krydser vejen" men havde måske ikke tænkt over at det var så bogstavelig ment. Men der var masser som krydsede vejen. Hyggeligt. Morten ville meget gerne have et billede af de søde små dyr. Men vores halvdyre kamera syntes at der var alt for lidt lys. Men jeg har alligevel lagt et lille billede ved. Ved godt at det ikke er kanon men man kan nok alligevel fornemme hvad det er?

Næste morgen ventede vi et par timer efter morgenmaden hvor vi mest af alt dalrede lidt rundt, snakkede med turistkontoret (de var ikke til meget hjælp i øvrigt og Morten mener ikke at der er nogen som helst grund til at snakke med dem nogensinde igen) og var lidt på net på biblioteket. Kl. ca. 12.30 gik bussen mod Dunedin. Adios til de små søde blå pingviner.

Christchurch første stop New Zealand

2011-11-25T02:00:00.004+01:00

Håber på et par billeder i morgen:-). Så er vi i Christchurch. Er begrænset hvor meget vi har ste eftersom vi kom kl. 15. Måtte igennem en helt masse told og paskontrol. Skulle vise både vores flybillet ud og at der ikke var noget mudder under vores sko. De er lige så nazi med det her som i Australien virker det til. Ret morsomt i øvrigt at stewardesserne på Air Asia sagde ved flere lejligheder " on this plane on the way to Autralia" man bliver lidt forvirret:-). Men igennem kom vi til slut. Og efter noget bøvl kom vi også igennem til det hostel vi skulle bo hos som havde som service at de ville hente en gratis i lufthavnen. Så til slut kom vi til hostel i Christchurch. Det første vi gjorde her var mere eller mindre at storme i bad. Følte os mere end almindelig småklamme efter at have gået rundt en hel dag i heden i KL uden mulighed for bad inden vi skulle med flyet videre. Skønt! Og dejlig varmt vand var der også. Ellers er vejret i Christchurch bedre end jeg havde frygtet men selvfølgelig ikke varmt som Malaysia. Det er vel som en halvgod skandinavisk sommerdag. Godt når man sidder i læ men lidt mere koldt når man kommer op og kan mærke vinden. Tror at min flotte (engang noget hvidere fleece, selvom den er brugt minimalt) kommer til at blive min absolut bedste ven (udover Morten selvfølgelig) i New Zealand.

Da vi var færdige i badet ville vi ud at opdage mest mulig af byen inden det blev mørkt. Men efter at have gået ned til centrum fandt vi ud af hvor meget jordskælvet i februar egentlig havde ødelagt. Hele centrum lå øde og det var næsten umulig at finde et sted at spise. Da vi var ved at have givet op (og jeg var ved at være rigtig muggen fordi maden jeg havde fået ombord på flyet ikke havde været det bedste så jeg havde ikke spist så meget) så vi lys i mørket i form af en ombygget campingvogn i et lyskryds kun 500 meter fra hvor vi boede. De serverede den bedste og mest autentiske thai mad jeg har smagt længe og til absolut meget rimelig pris. Win, win. Snakkede med en lokal som forrtalte at jordskælvet i seeptember i 2010 ikke skadede byen så meget men at det der kom 22. februar og de mellem 7-8000 efterskælv (helt vildt!) har gjort centrum til det det er nu. Var et sted hvor der var lukket af ind til centrum med militærvagter fordi der var for stor risiko forbundet med at gå videre. Når vi kommer tilbage til Christchurch (det tror vi at vi kommer til på et andet tidspunkt for en enkelt overnatning) ved vi helt klart godt hvor vi skal gå hen for at få noget at spise. Bingo. Ellers er det små stinkende og klamme tøj fra Malaysia blevet vasket og vi er ved at være klare til at gå i seng. I morgen går bussen videre til Oamaru hvor vi skal tilbringe en nat. Mest af alt fordi vi ikke kunne få fat i rimelig overnatning i Dunedin, sandsynligvis fordi Elton John spiller der i morgen aften.

De sidste tre dage i KL

2011-11-23T15:55:00.010+01:00

Så sidder vi i lufthavnen på vej til NZ og Christchurch. Det er en flytur på godt 9 timer og 5 nye tidszoner at forholde sig til:-). Håber at der kommer flere billeder snart.

I mandags kom vi med bussen fra Melaka og tog en taxa hen til Myanmar ambassaden. Denne gang heldigvis med mere held end første gang:-). Der var folk, de tog imod vores pas og ansøgning om visum og Morten fik glæden af at få lavet 4 nye pasbilleder fordi de første 4 han havde fået lavet i Melaka var med forkert farve baggrund (blå i stedet for hvid). Ligesom sidst var der også denne gang sygt mange mennesker på ambassaden. Vi tror at det skyldes at de registrerede sig til det valg som skal komme i Burma snart. Det var i hvert fald det vi fik besked om? Efter at have udfyldt papirene bestemte vi os for at tage til Little india for at finde et sted at bo fordi det var i nærheden af det hotel vi havde forhåndsbooket for den sidste nat i KL. Det sted vi på forhånd havde udset os i guidebogen var desværre udsolgt og efter at være mere end almindelig møre efter at have gået med rygsækkende på lidt for længe under den lidt for varme malaysiske sol endte vi på noget rigtig lort.

Et indisk ejet hotel (kostede alt for meget i forhold til hvad det var værd) med løbende vand overalt på badeværelset og alt for mange insekter. For at sige det sådan, min kakkerlak fobi fik virkelig drivstof og jeg lå mere eller mindre hele natten med silkeposen over mit ansigt og sov ret dårligt pta at det sidste vi gjorde inden vi gik i seng var at DEETe rundt om sengen. YDRK. Ellers brugte vi dagen på at gå rundt i Little India, Merdaka square (der er nogle kolonitidsbygninger) og tog derefter videre til Golden Triangel for at komme i et indkøbscenter fyldt med elektronik. Gæt hvem der havde lyst til det?

Brugte mange timer i elektronik indkøbscenteret, tror at der var 6-7 etager fyldt med mere eller mindre det samme. Telefoner, computere osv. Jeg vil mene at det ikke er så spændende efter ca. 10 min. Men min bedre halvdel har en helt anden opfattelse af det. Og han bliver jo nødt til at gå systematisk igennem alle etagerne så han er helt sikker på at han ikke går glip af noget. Hurra. Men så gik der da tid med det. Og vi købte ingenting. Bagefter gik vi i en gade i nærheden hvor der hver aften er masser af restauranter som serverer mad på gaden. Fik Satay (som jo altid er et hit, altså kødspid med lidt krydret peanuts sovs), nudler og nogle grøntsager a'la water spinach. Mmmm... Bagefter var vi i et af de meget store indkøbscentre i KL (og der er jo mange) hvor vi gik i biograen (alt for koldt men ellers helt ok og noget billigere end hjemme). Bagefter ville vi egentlig have været i den rutsjebane som er inde i indkøbscenteret (siger måske lidt om hvor stort det er) men da var der lukket. Så det blev ved tanken.

Dagen efter tjekkede vi ud fra det meget ulækre hotel tidlig morgen og gik til det nye hotel som ikke var så langt væk, og det er helt klart bedre at gå om morgenen da det ikke er så varmt.Fandt hotellet og var heldige med at vi kunne få en tidlig check in. Så vi spiste morgenmad på hotellet og checkede derefter ind. Og dette var helt andre forhold. TJEK. Kostede knad 300 nok. for en nat og var en helt anden standard end det kakkerlak helvede vi kom fra. Hurra! Så var det ellers afsted mod Petronas Towers. Der var det planen at vi ville have været oppe på broen som forbinder de to tårn. Men der var lukket for restauration og skulle være det nogle måneder fremover. Så vi var glade for at vi begge havde været deroppe før. Ellers ville det have været monster surt! Så vi gik i stedet lidt rundt i det meget overdådige indkøbscenter, så en film i biffen og spiste på den meget store "foodcouurt" (ved ikke helt hvad man skal beskrive det som, men det er et sted hvor mange udbyder deres mad inden for et lille område. Det er en super populær måde at gøre det på mange steder i Asien).

Kl. halv fire var det tilbage mod den burmesiske ambassade. Efter en halv lang gåtur i varmen (denne dag var ekseptionel varm, var ved at koge op da vi var ude i parken omkrinng Petronas for at tage bogle billeder) var vi fremme og passene med det nye fine visum (med billede og alt mulig) var klar til afhentning. HURRA! Mission accomplished! Og der var stadig masser af burmesere der angiveligt for at registrere sig til at stemme. Derefter tilbage til det lækre hotel, en tur i pølen (som ikke var så stor og jeg blev nødt til at have en af Mortens t-shirts på for at være "muslim rigtig").Mens vi var vi pølen begyndte det at regne. Det mærkes ofte meget tryggende og som om det skal begynde at regne. Men halvdelen af gangene hvor man tænker at nu kommer det. Så sker der ikke en skid:-). Men vand er der kommet alle dage vi har været i Malaysia. Men ingen af dagene har det været til stort besvær. Efter dejligt bad i pølen med børnene og "muslim- venlig" t-shirt var det tid for en aftentur til China Town. Ca. 2 km. Fra hvor vi boede i "øvre" Little India. Morten var sidst da har var i Malaysia i China Town sammen med de mange andre fra NTNU. Men som han selv har indrømmet var der en hel del han (og mange af de andre tror jeg) gik glip af fordi de ikke havde en guidebog med. Så sidst han var afsted havde de været i Chinatown men om dagen hvor der er langt mindre liv end om aftenen hvor hele Petaling street (en slags gågade) bliver lavet om til et stort marked.

Da vi kom til Chinatown satte vi os ned på en lille gaderestaurant og spiste kylling i "lerfad" med waterspinach til. Det var både godt og billigst. Inspireret af portugisisk madlavning efter sigende. Derefter blev der gået gennem markedet med Mortens militære præcision det vil sige ikke en eneste bod blev udeladt. Vi fandt et par billige "Adidas" klipklappere (Malaysia er verdensberømte for kopi varer, dette var sandsynligvis ingen undtagelse. Men Politiet virker til at være ret ligeglade eftersom der er en politistation mere eller mindre i Petaling street). Da vi var ved at være færdige på markedet åbnedes sluserne fra oven på maks. Det øsede ned. Længe. Så vi bestemte os for at i stedet for at tage direkte hjem med de to "metroer" som skulle til for at komme til øvre Little India var vi en lille time på internetcafe og fik skrevet lidt ting ud osv.

Efter en fantastisk nats søvn i ikke kakerlak helvede fik vi en seriøst solid morgenmad på hotellet med omelet og det hele. Ikke dårligt for en gang backpackere som os. Derefter havde vi bestemt os for at tage ud til batu caves som er en hule som ligger ca. 17 km. Udenfor KL som hinduerne i byen har gjort til sit helt eget. Vi fandt en bus der gik derud og så var det ellers afsted. Efter ca. 1 time gennem KL's trafikmylder var vi der. Så var det ellers bare op af de mange trapper (meg med skjorte over de bare arme for ikke at fornærme de mange hinduer som var der for at tilbede det hav af guder de nu engang har. Men jeg var sådan ca. den eneste turist som havde gjort det. Men når man nu ved bedre bør man vel også efterfølge det selvom det eneste man har lyst til er at smide den skjorte man har taget på? Varmt var det og da vi kom op på øverste trin mærkede jeg tydeligt mit hjerte banke i halsen. Men det skal jo være så sundt:-). I selve grotten var der en hel del gudestatuer, dog ingen så imponerende som den store guld gude figur som de havde stilt udenfor hulen ved siden af trapperne. Den var meget høj og stor. Resten af grotten var ret så klam (altså rent luftfugtighedsmæssig) og vi har jo set en del templer i Indien tidligere så ikke de helt store overraskelser. Eller det vil sige bortset fra 2 piger. Den ene så ud som en kinesisk malay og den anden som en malaysisk muslimsk malay (her gælder det om at holde tungen lige i munden). Men det fedeste var at da vi kom i nærheden af dem snakkede de dansk indbyrdes. FEDT! Elsker når man bliver overrasket på den måde.

Så bar det ellers tilbage mod KL i bussen. Vi havde ikke de helt store planer for resten af dagen. Meget af det der er i KL af seværdigheder følte vi at vi havde set før eller nu. Så derfor blev det tilbage til Petronas (hoppede af bussen et sted hvor det ikke så ud som om der ville være alt for langt at gå derhen, men der var alligevel et godt stykke, tror at det tog godt og vel en halv time i varmen) hvor vi fik noget at spise på hawkerstandsene, så en ny film (var også mere eller mindre denne eneste som var tilbage som vi gad at se efter 3 dage med biograf i KL). Da filmen var færdig var det tilbage mod hotellet hvor vi havde opbevaret vores store rygsække. Lidt af en proces at komme så langt. Først ned i kælderen på KLCC (der hvor Petronas er). Købe en billet (næsten altid trucker meget kø fordi så at sige ingen af maskinerne virker). Så med banen 3 stop til Masjid Jamek. Ud af LRT gå et stykke for at skifte til MRT. Denne gang problemer på Masjid Jamek fordi maskinerne ikke virkede og der un var en på arbejde som kunne sælge billetter. Så en del kø. Derfra videre til Bandaraya metrostop hvorfra der var ca. 500 m. til hotellet. Få fat i de store rygsække. Tilbage til Bandaraya, købe ny billet. Op ad trapperne med alt for meget vægt. Med MRT et stop. Skifte. Købe ny billet. Med tre stop af. Orientere sig på KL Central for at finde ud af hvor busserne til LCCT (Air Asia terminalen) gik fra. Lidt at spise. Derefter i en sindssvagt lang kø som ikke bevægede sig overhovedet. Finder ud af at grunden til dette er at Malaysia har fået besked af New Zealand at de for enhver pris ikke må lukke nogen ind som ikke har en forhåndsbestilt vej ud. Selvom vi havde alle papirerne i orden tog det alligevel noget tid fordi stewardessen blev nødt til at skrive alle detaljerne ind på computeren. Men ind kom vi til slut. Om bord på flyet og vups 9 timer efter med "lavprisluksus" sidder vi nu i New Zealand i Christchurch.

Melaka

2011-11-23T09:14:00.002+01:00

Hej alle sammen. Dette indlæg er desværre allerede nogle dage gammelt. Vi har haft lidt net problemer. Kommer til at skrive mere om de tre sidste dage i Kuala Lumpur senere. I aften (lokal tid) skal vi med flyet videre til New Zealand. Der er der sikkert fantastisk net?

Så er vi på vej tilbage til Kuala Lumpur i bussen. Stod op kl. 6.00 i dag så vi kan komme tilbage til KL og forhåbentlig blive de lykkelige indehavere af 2 stk Myanmar visum i løbet af de næste par dag:-).

Melaka har været en rigtig hyggelig by at være i. Da KL stadig var en sump var Melaka på sit højeste i forhold til indbyggere og status. Byen var i mange hundrede år et af de vigtigste handelscentre i Asien da alle skibe som skulle fra Europa til Asien (og tilbage) var nødt til at ligge til i Melaka for at vente på at monsunen (og dermed vindene) skiftede. Melaka har primært været under portugisisk indflydelse men også englænderne og hollænderne har været fordi og styret. Melaka (og Malaysia) var indtil 1957 under engelsk herredømme, i 1960 brød Singapore ud af koalitionen og har siden været selvstændig.

Så som I kan forstå er Melaka en by man tager til primært for at se på de gamle huse og nyde stemningen. Så det er mere eller mindre det vi har gjort. Vi har svanset rundt i varmen og nydt alle indtrykkene. Da vi ankom lørdag ved middagstid tog vi en lokal bus indtil byen til et område vi havde udset os som havde mange billige steder at bo. Fandt et helt ok hostel og så var det ellers ud på opdagelse. Og det var meget varmt. Er to kæmpe store indkøbscentre i byen, malayer virker meget glade for shopping når man også tænker på de mega centre som er i KL. Vi var oppe at se en ruin efter et gammelt fort (ikke meget at se men tydeligvis nok til at området sammen med nogle andre gamle bygninger er kommet på World Heritage liste i 2008, der er helt klart gået lidt sport i det). Derefter var det op ad en del trappetrin for at komme til ruinen af en gammel kirke (ret specielt eftersom vi er i et muslimsk/hindu/taoist/konfucius land) der var der en performance og art festival. Performance er jo ret specielt og dette var ingen undtagelse. Men havde en vis underholdningsværdi at se på et stk. asiatisk mand iklædt masser af hvid sminke og en brudekjole som vendte forkert + lidt for høje hæle. Det er hårdt at være kunstner.

Melaka skiller sig også ud ved at have masser af trishaws (næsten samme udformning som en rickshaw) som er rimelig lirede. De har hængt masser af falske blomster, højtalere med al verdens musik (alt for højt oftest), bamser, omtrukket sæderne osv. Og de kommer mest til sin ret om aftenen når mange af dem i tillæg har masser af "flotte" lyskæder på. Smukt! Og helt klart en af de ting ALLE turister gør når de er i Melaka. Vi var også med en søndag eftermiddag. Vi kørte med en chauffør med kinesisk oprindelse som snakkede fantastisk dårlig engelsk. Men på vejen så vi China Town (som efter min mening er det mest spændende sted i Melaka), indisk og kinesisk tempel, kampung Morten (landsby Morten efter en tidl. Engelsk mand som gav en malaysisk landsby et lån så de kunne få et nyt sted at bo, nu et super hyggeligt villaområde lige udenfor centrum). I Kampung Morten var vi inde i et "living museum" som hed Villa Sentosa. Der var der en super hyggelig mand som viste os rundt og fortalte om slægtshistorien. Rigtig spændende. Da vi var næsten færdige kom der et brudepar som skulle bruge stedet som location til deres brudebilleder og bruden ønskede at tage nogle billeder med mig. Morsomt. Har i øvrig allerede blevet spurgt af mange (primært fnisende skolepiger) om de kan få lov til at tage billeder sammen med os eller mig. Ret morsomt og uskyldigt. Foretrækker helt klart at de spørger i stedet for at prøve at snige sig til at tage billeder. Men det er lidt Kina tilstande.

Lørdag aften fik vi en fodmassage (som var super skønt og relativt billigt), Morten siger at han vågnede ved at han hørte sig selv snorke:-). Derefter var det tid for det verdenskendte Jonker Walk som ligger i hjertet af China Town. Det er et stort marked i Melaka som er hver fredag og lørdag aften. Og der var da helt sikkert gang i den. Det bliver en bilfri vej og så kommer der en masse små boder som indtager hele gaden med alt mellem himmel og jord, masser af mad men også solbriller (købte et par hver, Malaysia må være verdens hovedstad for kopier), antikviteter (mere eller mindre autentiske), hatte, røgelsespinde osv. osv. Masser af liv med andre ord også fra en scene med seriøst dårlig musik (kan det overhovedet lade sig gøre ikke at ramme en eneste tone rigtigt og stadig optræde med det?) Højdepunktet der var to (brødre?) fra Singapore med kostymer med lys i. SMUKT! Og hvorfor bliver der ikke lavet mere tøj med det? Helt klart en mangelvare i den lokale H&M, he, he.

Maden: Vi har allerede spist både ups and downs. Generelt vil jeg sige at der skal meget til før man rammer fejl med en ongang nudler (med en undtagelse). Og laksaen til 10 nok i China Town var fantastisk god, lidt som en ret stærk thai suppe med kokosmælk. Mmmm... Det er vist en special a'la Melaka. Ellers har jeg været lidt små kvalm pga varmen men man kan jo altid køre et par is ned så tror ikke at kalorieantallet fejler noget:-). Fik en is lørdag aften lavet af mangojuice som var frosset og som blev skåret af i tynde strimler. Rigtig godt minus de gele lignende frugt klumper de blev nødt til at ligge ovenpå. Meget smagsløst. Morgenmaden lørdag var til gengæld ikke noget hit. Fik en nuddelagtig ting i noget som mest af alt mindede om slimet brun sovs. Ydrk! Kan ikke anbefales.

I går var en rimelig doven dag. Vi fik fikset nogle pasbilleder til Mortens ansøgning til visum (jeg har med hjemmefra), spiste en is på Hagendaz (eller hvordan det nu lige staves) efter et stykke tid begyndte det at vælte ned med vand. Sådan virkelig for alvor. Det er et ret fascinerende med asiatisk monsun. Varmen er virkelig trykkende og så pludselig kommer der bare vand. Smukt! Om aftenen var vi som sagt med en trishaw og vi var også på rivercruise i den små stinkende flod som går gennem Melaka. Vi var blevet rådet til af vores "hostelfar" at gøre det om aftenen da det var mere imponerende da. Og det var rigtig flot. De har lavet en flot flodpromenade langs floden og det var rigtig hyggelig at sidde i båden og se på det små tacky malaysiske lysshow.

Selvom Malaysia er et meget billigt land på alle måder flyver pengesedlerne hurtigt fra os. Vi ved ikke lige hvorfor, men der er nok ikke så meget at gøre ved det? Det koster ca. 2 nok at tage en bybus, lidt mere i KL, en taxa fra lufthavnen og indtil KL (som ligger ca. 75 km. Væk) kostede ca. 160 nok og den to timers lange bustur til Melaka kostede 20 nok. Hostelerne vi har boet på har kostet henholdvis 60 og 90 kr. pr. nat. Så man kan vel ikke klage. Selvom Morten godt nok havde en kommentar i går om at det var dyrt i malaysia. Så havde vi lige et realitets tjek:-). Så nej, absolut ikke dyrt med mindre man ønsker det. Malaysia er et komplekst land og her er der virkelig high tech (som i Singapore) men også det komplet modsatte. Fascinerende og kontrastfyldt.

Så er vi i gang, ankomst Kuala Lumpur

2011-11-20T13:45:00.003+01:00

Efter en noget lang rejse er vi nu fremme i Kuala Lumpur. Eller det vil sige at lige pt er vi faktisk i en bus på vej til Melaka. Først tog vi et fly, som var godt en time forsinket fra Gardermoen til Amsterdam. Havde et par timer der hvor vi spiste medbragt som de gode skandinaver vi nu engang er:-). Derefter var det videre til Bangkok med China Airlines, en noget gammel Jumbojet fløj os i ca. 10 timer til Bangkok. Personlig synes jeg det er svært at sove på de lange flyrejser men det blev måske et par timer halv dårlig søvn sammenlagt. Kunne så more os over meget dårlig kvalitet på storskærmen (med laserkanon i hvert fald fra forrige årtusind) hvor der blev vist diverse dårlige film, eller evt. Samtalen mellem de tre danskere (hvoraf den ene thaikone til en af de andre to) som sad lige bag os. Og må sige at den halvunge thai kvinde var godt integreret i det danske vokabular i hvert fald i forhold til bandeord. Ret morsomt og helt klart en stor forskel fra de thai kvinder som kommer på arbejde. Havde nok noget at gøre med, både at man bander væsentlig mere i Dk end i Norge og at hun måske var sammen med en mand fra en lav socioøkonomisk klasse (altså jeg dømmer ingen bander selv lige så meget som en havnearbejder på dansk, må skyldes mit lastbilchauffør ophav?). Havde et par timer i Bangkok på lufthavnen hvoraf meget af tiden gik med at komme igennem paskontrollen. Det tog sindssygt lang tid!

Men vi kom da igennem til slut, fik tanket op med lidt vand og derefter videre med Air Asia (Asiens lavprisselskab nr. 1) til Kuala Lumpur. Ankom lokal tid ca. kl. 12.30. Efterhånden noget baldrede efter næsten et døgn undervejs. Fatter ikke at nogen mennesker vælger at tage mindre end 14 dage til Asien/Oceanien. Ikke aktuelt for mig i hvert fald. Vel fremme i KL havde vi i forvejen bestemt os for at tage direkte til Myanmar ambassaden for at prøve at få fikset noget visum. Det havde i forvejen ikke været mulig at finde ud af åbningstiderne via internet. Tog en taxa for at gøre det enkelt. Kom med en halv spøjs mand med indisk oprindelse med tyk bollywoodaccent. Men vi kom frem til slut og ca. 10 min. før vi kom frem begyndte det at vælte ned med vand. Rigtig syg troperegn. Og det var der selvfølgelig fortsat da vi stod ud af taxaen med alt vores habengut. Hurra! Men vi skulle heldigvis ikke langt. Det Morten først troede var en restaurant/enkelt spisested viste sig at være der man fik visum. Men der var selvfølgelig lukket. Åbningstiden var 8-12.30 og derefter afhentning af pas mellem kl. 16-17. Da regnen var aftaget noget bestemte vi os for at komme til nærmeste LRT (light rail train) troede vi. Men gik i forkert retning og kom ved hjælp af venlig lokal i stedet med en bus til LRT. Og derfra videre til Chinatown hvor vi havde bestilt en overnatning. Fandt hostelet rimelig let.

Vel fremme på værelset havde vi en mindre diskussion om hvad som ville være bedst? Gå i seng (vi var mega smadrede) eller ud at få noget at spise, prøve at holde os vågne lidt og derefter gå i seng? Jeg vandt så vi gik ud for at få noget at spise, nærmeste restaurant nærmest hvor vi fik noget kylling, øksekød og nogle grøntsager china style. Følte os lidt mere som mennesker efter det, fandt en biks hvor vi købte shampoo og lidt andre nødvendige ting og blev derefter enige om at vi ikke var til mere resten af den dag. Gik tilbage på hostelet hvor vi fik hvert vores meget kolde bad (jeg er ligeglad hvor varmt det er, jeg kommer ALDRIG til at synes at det er dejligt med et iskoldt bad, var ved at fryse hovedbunden af da shampooen skulle skylles ud). Kan i øvrigt sige at det er meget klamt i KL Luftfugtigheden er over 90 og det føles meget som sauna. Er ikke helt sikker på hvor mange grader der er? Måske 30? Det er i hvert fald godt og varmt. Og det er skønt men også lidt uvant. Især med fugtigheden. Men hvad værre er for min del er alt det aircon som bliver brugt overalt. Derfor er jeg altid nødt til at have et halstørklæde og en trøje med for at prøve at kompensere og undgå at blive syg. Here is hoping!

I dag tidlig, eller det vil sige kl. ca. 8 efter ca. 12 timers søvn var det på tide at stå op. Fik klamt, hvidt toastbrød (seriøst hvor meget næring er der lige i det? Og finders der nogle mennesker som synes at det smager godt?) med gelesyltetøj som var så sødt at man kunne mærke karius og baktus vågne fra nattedvalen. Skønt! Fik derefter besked fra den noget morske nattevagt at vi ikke kunne tage bussen fra den busstation som vi havde tænkt men at vi i stedet skulle tage en anden bus ud til den nye busstation hvorfra alle sydgående busser gik. Dette er meget brugt rundt omkring i verden at man har forskellige busstationer til forskellige steder. Men det er virkelig ikke særlig praktisk! Fik hjælp af en enarmet mand som også nød morgenmaden på hostelet. Han viste os hen til den busstation vi egentlig havde tænkt os at tage bussen fra, viste os hvilken bus vi skulle tage og fik en ringgit for det (går ud fra at invalidepensionen ikke er noget at skrive om i Malaysia). Efter at være kommet til den nye og meget fancy busstation, købt billet og lidt snacks er vi nu på vej mod Melaka. Skal tage ca. 2 timer. Det er meget frodigt ud af vinduet og der bliver dyrket palmer big time. Bliver de mon brugt til palmeolie? Ser ikke ud som kokosnødde palmer. Har læst at man i malaysia har fældet kolonorm meget regnskov for at dyrke palmer hvis olie også kan bruges som drivstof. Måske ikke så miljøvenligt alligevel?

Nu venter Melaka og alle dens hemmeligheder forude. Det skal nok blive godt. De er meget kendt (i hvert fald herovre) for Nonya cuisine som er en slags fusion mellem kinesisk og malaysisk. Det skal vidst være godt. Nu må vi smage og bedømme:-). Min mave skriger i hvert fald på grøntsager efter morgenmaden i dag:-). Billederne vil ikke lige samarbejde. Så vi må vente lidt:-)

Bryllupsrejse, rejseplan

2011-11-14T23:24:00.002+01:00

Så er vi ved at være i gang igen. Nu er der meget kort tid til vi skal afsted. Og ja, vi glæder os meget. Nogen har bedt om at jeg skal skrive en rejseoversigt så man kan følge lidt med i hvor vi er henne og hvad næste destination er. Se under, den er ganske så øjagtig:-).

17.11.2011 8.30- 10.20 Oslo- Amsterdam
17.11.2011 14.00- 6.45 Amsterdam- Bangkok
18.11.2011 9.25- 12.35 Bangkok- Kuala Lumpur
23.11.2011 23.40- 14.55 Kuala Lumpur- Christchurch
15.12.2011 14.55- 17.00 Auckland- Melbourne
20.12.2011 10.50- 11.55 Adelaide- Alice Springs
24.12.2011 12.15- 16.35 Alice Springs- Sydney
01.01.2012 19.40- 22.40 Sydney- Darwin
05.01.2012 18.20- 21.20 Darwin- Singapore
06.01.2012 9.10- 10.35 Singapore- Yangon
18.01.2012 8.30- 10.15 Yangon- Bangkok
18.01.2012 15.55- 17.20 Bangkok- Ho chi Minh City
31.01.2012 9.10- 11.10 Hanoi- Bangkok
05.02.2012 2.30- 9.00 Bangkok- Amsterdam
05.02.2012 13.05- 14.50 Amsterdam- Oslo

Så vil nogle sige "bryllupsrejse? Men er det ikke noget længe siden at I blev gift". Jo, det er det helt klart, men der har ikke været tid, råd eller mulighed før nu. Morten vil mene at dette er bryllupsrejse del 3, men det er en smagssag. I dag er det mandag og torsdag tager vi afsted tidlig morgen fra Grønland. Naboen har lovet at hun nok skal holde øje med posten og lejligheden så det skal nok blive godt. Satser på at vi inden da har fået fikset en lille lækage ved vandhanen på køkkenet. Ellers må vi bare slukke for vandet ved hovedafbryderen. Men er det ikke bare typisk at det sker nu? Så er det egentlig bare at læne sig tilbage (få pakket det sidste og gjort lidt rent) og så er vi afsted. Nøj hvor vi glæder os. Det er næsten altid lidt surrealistisk når noget man har gået og ventet på og glædet sig til så længe virkelig nærmer sig. Men må sige at det også er virkelig skønt:-). Og så skrives vi snart. Næste gang fra Malaysia tror jeg. Hurra!

Toronto

2010-09-19T04:53:00.003+02:00

Goodbye Toronto. Sidder nu i toget på vej ud af Toronto. En endnu større by end Montreal. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg nok ikke rigtig faldet for charmen hos nogen af de. Der var helt klart højdepunkter, men det er ikke ligefrem steder jeg tror at jeg kommer til at længes tilbage til som jeg ellers har gjort/gør til nogle af de andre steder jeg har været. Det bliver på et eller plan ledt for meget en nordamerikansk by, uden ligeså meget sjæl som man for eksempel finder i New York. Men det er bare min ydmyge mening. Nu kan vi da i hvert fald sige at vi har været der:-).

Den første dag i Toronto var det rigtig godt vejr. Hurra! Så på med en top og ud i det gode vejr. Det var en lidt sjov bestyrer/ejer af det hostel vi kom på. Man kunne godt mistænke noget arabiskk mafia af en foafart:-). For det første mente han at Østrig var endel af Skandinavien (velkommen til Østrig siger jeg bare) og for det andet var der ikke rent på toiletterne. Nitte. Har ingenting imod at dele toiletter men så SKAL de også være rene. Det var de ikke her. Desuden var der, som det første sted, ikke morgenmad. Og der var ekstremt lydt mellem værelserne. Når der var nogen som lavede mad på køkkenet lød det som om de stod midt på vores værelse. Ikke så fedt i længden og godt at vi har gode sovehjerter. Så ikke et hostel som jeg vil anbefale videre:-).

Vi tog en metro ned til byen efter at have smidt rygsækkene på hostellet. Vi var blevet lidt snydt (følte vi) da vi købte et dagskort Det viste sig nemlig at det ikke gjaldt for 24 timer (som det ellers altid gør) men kun resten af dagen. Ikke så fedt eftersom kl. Var efter 13 da vi kom frem. Men, men desuden fandt vi senere ud af at hvis man bruger en enkeltbillet gælder den ikke i 60-90 min. (som det ellers plejer) det gælder kun så længe man rejser i en retning uden afbrud. Så da vi en anden aften var kort forbi hostellet for at tage et par bukser på og gik tilbage til metroen fik vi ikke lov til at bruge den samme billet selvom det var under 30 min. Siden vi stemplede den. Ikke et særlig fedt system!

Tog metroen tilbage til byen og stod af ved hvor vi var ankommet med toget, Union. Fandt et sted hvor vi fik pizza/pasta til frokost. Alle de andre i lokalet havde jakkesæt på og så meget forretningsagtige ud, sikkert fordi det er midt i finansdistriktet. Men maden var god:-). Så var det ellers Hockey hall of fame som selvfølgelig handlede om ishockey. Noget de dyrker på et meget højt niveau i Canada (sandsynligvis fordi de er bedre end vi er i Danmark). Hockey hall of fame var kort sagt et museum med masser af nyttige (unyttige?) facts om forskellige spillere, kampe osv. Det sjoveste var helt klart der hvor man selv kunne prøve at skyde mod et stort lærred med en målmand. Man kunne også selv prøve at være målmand. Sjovt! Ellers var det ikke så super spændende på museet. Men nu er jeg jo heller ikke så interesseret i Hockey.

Derefter gik vi lidt rundt i midtbyen og bestemte os for at tage op i CN tower (vel uden sammenligning det mest berømte fra Toronto). Vi bestemte os for at vi ville tage derop når det var skumring for både at se byen når det var lyst og mørkt. Så vi havde lidt tid at slå ihjel. GIk ned til vandet ud på et par af molerne. Der var diverse ting, blandt andet masser af turbåde som meget gerne ville tage os med ud på en tur. Men det var der ikke lige tid og lyst til der og da:-). Fra molerne var der god udsigt over til by lufthavnen som er i Toronto. Det ser ret mærkeligt ud når flyene kommer næsten landende hen over byen. Men det er kun små flly (som vi så i hvert fald) som lander der. Fik en burger til aftensmad (den bliver nok aldrig ligeså god som den i Quebec City så det må man bare lade være med at sammenligne med).

Så var det ellers tid for CN tower. Efter lidt køkultur var vi oppe i udsigten. Virker i øvrigt som om canadiere tager deres kø seriøst alvorlig. Der kunne vi skandinaver måske godt lære noget. Af en eller anden grund er det enhver er sig selv nærmest med det samme der kommer en bus. Er det mon noget vikingearv der sidder tilbage i blodet? Vi nåede lige præcis op i tårnet så vi kunne se en rigtig flot solnedgang. Ikke dårlig! Der var en flot udsigt udover byen. Eneste minus var at det var lidt vanskelig at tage gode billeder da det blev mørkt fordi tårnet blev lyst op i skiftevise farver. Det var det fancy pancy kamera ikke lige gearet til under vores halv ukyndige hænder. Men flot var det. Men ikke en billig fornøjelse. Med skat betalte vi 63 canadiske dollar for at få tilgang ti lbegge kuplerne. Men der var ikke noget at gøre. Det er bare en af de ting man bliver nødt til:-). Så var det ellers tilbage på hostellet og på hovedet i seng efter en tidlig start på dagen.

Dag to i Toronto lå vi og gassede os i sengen længe. Dejligt og lidt tiltrængt. Desuden væltede det ned med vand og så er det lidt svært at komme ud af fjærene. Men ud kom vi til sidst. Og der var ikke så meget andet at gøre end at tage regntøjet og sandalerne på (så skoene ikke ville blive totalt gennemblødte) og gå hen til metrostationen. Vi havde egentlig bestemt os for at tage på Royal Ontario Museum. Men efter at have set hvad det kostede og hvilke udstillinger de havde bestemte vi os for at lade være. Gik i stedet for over på en meget populær vietnamesisk restaurant som lå lige overfor. Der fik vi meget god Pho (vietnamesisk suppe med stykker af oksekød. Og det var bare mmmmm.... Bestemte os derefter for at gå hen på det nærliggende skomuseum (noget for noget, vi var på hockey museet dagen i forvejen) og det var faktisk ret så spændende synes jeg. Først varder en gennemgang af sko gennem tiderne. Derefter nogle kendis sko. Der var de mest sindsyge sko som Elton ohn havde haft på. I sølv og total diskostil! Go Elton! Ellers var der eksempler på strømper som var meget gamle og fra Europa (også et par samer strømper og et par sko), sko syet af indianer stammer i nordamerika med forskellene i stil og til sidst noget om rokoko sko fra Europa. Tydeligvis gik nogle kvinder dengang med meget, meget høje sko lavet af kork. Det så rimelig sindsygt ud.

Gik derefter lidt rundt i PATH (som er et undergrundssystem med masser af butikker). Men bestemte os ti lslut for at gå hjem (det regnede ikke længere heldigvis). På vejen fandt vi pasta igen. Og hjemme brugte vi aftenen på at vaske alt vores tøj (der er ikke noget af mit tøj jeg ikke har haft på på nuværende tidspunkt, Morten derimod har vel mere end en tshirt som han godt kunne have undværet? Og selv kunne jeg godt have nøjedes med en regnjakke og ladet min soft shell være blevet hjemme. Men det var altså ikke så let at vide at det ville være så mildt herover).

I dag tog vi til et sted som jeg havde udset mig i Lonely Planet. En slags indkøbsemporium (Morten mener at ordet emporium har en vis dragende effekt på mig og dte kan jeg vel ikke helt løbe fra?) Men det var ikke noget særligt! Gik derfra ned til Kensington Market som er en lille bydel med masser af funky restauranter og små butikker. Osede lidt rundt der indtil vi landede i China Town. Og det var jamen mig lidt mere af et China Town end den der var i Montreal (som ærlig talt ikke var noget at skrive hjem om). Her var der mange kvartaler med alle skilte på kinesisk, masser af simrende restauranter osv. Vi endte med at blive klippet begge to (det var meget tiltrængt ikke mindst for mig, Mit hår ser 100 gange sundere ud nu). Og dte var knagme billigt. Sandsynligvis et af de billigste steder vi kunne gøre det i Toronto. 23 dollar for os begge. Kun for klip ikkee noget vask eller føn. Men fint klippet. Gik derefter (efter frisørens anbefaling) til et spisested lige overfor hvor vi fik fantastisk god kinesisk mad. Nærmest bedre end hvad jeg kan huske vi fik i Kina. Mange point. Også for jasmin teen som fulgte med. Skønt at få lidt the for en gangs skyld.

Gik ned til vandet og tog en af de offentlige både over til øerne. Det var blevet dejlig varmt og en perfekt dag at gå lidt rundt i Torontoanernes rekreationsområde. Der ligger en ø lige ud for Toronto. Det tager måske 10-15 min. med båden derover. Så vi gik fra et sted til et andet. Fik en lur i græsset på vejen og tog en tur i en gynge. Alletiders og en meget dejlig måde at nyde det gode vejr på. Afsluttede besøget med en kop kaffe/the på en hyggelig lille cafe. Og så tog vi ellers båden tilbage til Toronto. Var forbi en herrebutik hvor Morten fik købt et par skjorter og jakker til halvpris og vendte efterfølgende næsen mod "Greek town" som ligger lidt øst i Toronto. Der fandt vi en god græsk restaurant hvor vi fik meze, græsk salat, fisk og souvlaki. Og det smagte herligt.

I dag, den sidste dag i Toronto var vi nede på et marked som hedder St. Lawrence. Der var der masser af lokalt producerede varer i en hal. I en anden hal var der mere kødprodukter, små take away steder og andre lokale lækkerier, mindede lidt om Saluhallen i Stockholm. Meget hyggeligt. Har ellers vandret lidt rundt over det hele og har opsøgt et par butikker som var forhandlere af de famøse canada goose jakker. Mange af de steeder vi var førte de kun til mænd. Lidt morsomt egentlig. Så enden blev at Morten (ja hvem skulle have troet det) købte en vest fra dette mærke. Næsten lidt komisk. Ingenting til mig. Vi må se om det bliver i NY. Ellers klarer jeg mig helt sikkert også godt i den fra Swix. Eneste problem er at rumpetten godt kan blive lidt kold i den. Men den ene butik vi var i hvor de havde kvinde jakker så jeg på den jakke som jeg egentlig har forelsket mig lidt i på net. Hun mente at den var ALT FOR VARM til almindelig brug og at man ville svede en halv hamam i den ør man var kokmmet udenfor en dør. Så den bliver det nok ikke hvis det bliver noget. Vi må se.

Nu sidder vi på toget til Niagara. Det skal blive meget spændende at se det store fald. Se om det er alt som det er blevet beskrevet som...... Derefter er det New York før vi vender snuden tilbage til Oslo og normal halvtrist hverdag. Så nu er det om at nyde det som er tilbage af ferien!