Når man skal fra Hua Hin til Bangkok er der tre muligheder. Tog (går ret så langsomt), alm. bus (busstationen er langt pokker i vold fra Bangkok C) eller minibus (ikke så komfortabelt når man har Mortens størrelse). Men vi valgte det sidste eftersom vi ikke skulle så langt. Og det havde været en fin tur på vej ned:-). Så hotellets tuk-tuk kørte os til et sted lige ved natmarkedet, ventede 10-15 min. og så var vi afsted på vej mod Bangkok. Det tog lidt længere tid denne gang, ikke fordi chaufføren ikke prøvede at gøre det spændende ved at køre som en idiot (tak for det:-)). Men på grund af fredagstrafikken i Bangkok. Af festligheder på denne tur kan vi nævne at der var to munke med, den ene meget besværet af et dårligt ben. Men der er helt klart ingen lande som slår Myanmar i munke antal. Der var de seriøst overalt.
Vel i Bangkok ved demokrati monumentet fandt vi hurtigt en taxa og tog den til Banglampu området. Vi havde bestilt et hotelværelse i Soi Rambutri lige ved Khao San road (backpacker GADEN i sydøstasien, verdens bedste sted at glo på mennesker). Det tog et godt stykke tid til området pga trafikken, men det gik da til slut. Hotellet havde en perfekt placering, men ellers var det ikke noget særligt. Havde det været muligt havde jeg absolut bestilt værelse på det sted jeg har boet decideret flest gange i Bangkok, nemlig Ban Sabai som ligger længere nede i samme gade. Men eftersom det ikke var muligt og dette hotel faktisk havde en bedre placering var det absolut brugbart for kun en nat. At personalet havde ca. lige så meget serviceindstilning som en karklud og at man skulle betale for at have sin bagage opbevaret er en anden snak:-).
Og havd tror I så at vi brugte resten af dagen på i Bangkok? GÆT! Morten insisterede på at vi var NØDt til at tage tilbage til Siam Square og MBK (stedet hvor han sidst gik shop amok i elektronik) og gæt hvorfor vi var nødt til at tage tilbage. Han skulle købe opladere. Hurra! Så ind i en taxa igen og så afsted (så hurtigt som det nu engang går i Bangkok en fredag eftermiddag) men når det går så langsomt er der jo rig mulighed for at kigge ud af vinduet, og tro mig, det er ALDRIG kedeligt i Bangkok:-). På MBK gjorde vi klogeligt det, at Morten kiggede på elektronik selv (også meget bedre for ham, eftersom jeg ikke er en solstræle når jeg skal gøre det i mere end 15 min.) alt i mens kiggede jeg på nogle af de andre etager, eller rettere sagt den nederste etage. Og det tog ca. en time og så havde jeg ikke engang tid til at se på supermarkedet som var i samme etage. Det er bare vildt stort! Morten fik det han skulle have, jeg fik købt nogle lækre spa produkter, så alle var glade;-).
Ind i taxa igen (prøvede at sige noget til Morten om at når mann skal med så mange taxaer i Bangkok er det ikke sikkert at de ladere er så billige alligevel, men det mente han heldigvis at de var). Tilbage i Banglampu gik vi runde rundt i gaderne. Endte med at spise et helt igennem fantastisk måltid på gaden. Ikke dårligt. Der er MASSER af boder som er til for backpackere (og thaier for den sags skyld) i området ved Khao San. Så vi spiste en skøn pad thai, grillet kød på spid, majskolber og afsluttede med en pandekage med Nutella og banan, det hele skyllet ned med mango- og ananas smoothie, ikke dprligt. Og hele molevitten kostede godt 40 nok og smagte fantastisk. Det kan man simpelthen ikke klage over. Og når vejret så i tillæg er så godt at man bare kan sidde og stene i mørket. Ja, så er det man føler sig lykkelig, intet mindre, og tænker på hvor heldig man er som oplever alt det.
Derefter var det ned igennem Soi Rambutri (hvor vi boede) det er blevet noget mere kræmmermarked end sidst jeg var i Bangkok, det er en "halv gågade" men der er alligevel en del biler som prøver at mose sig igennem området i snegletempo oftest. Er nok ikke blevet lettere for de stakkels bilister at de nu skal snirkle sig forbi alle de boder der er blevet banket op:-). Men det er et skønt område bare at gå rundt og ose i. Det der også er så fedt (for selverklærede madvrag som mig selv) er at der er masser af ting man kan købe og gå og småspise af. SKØNT! Resten af aftenen sad vi på Khao San road, drak et par drinks, gloede på mennesker og stirrede hinanden dybt i øjnene til hamrende høj musik. Kl. 2 kom politiet rundt og gjorde opmærksom på at nu var det på tide for værtshusene at skrue ned (det er noget nyt fra sidst vi var der, men måske ikke så dumt?) Dejlig aften.
Sidste dag i Bangkok var (for mit vedkommende planlagt for længe siden) weekendmarkedet. Det vildeste marked ever. Det man ikke kan købe der er ikke værd at købe. Nemmere kan det vel ikke siges. Men først var det tid for morgenmad på stamstedet i Soi Rambutri. Og der var dømt youghurt med frugt og müsli plus omelet til Morten, friskpresset juice og hel igennem velvære. Ved ikke om jeg har sagt det før, men jeg ELSKER Bangkok, måske er det fordi jeg efterhånden har været der flere gange. Men det er bare så skønt, rimeligt og der er ALT. Når jeg sidder hjemme i vintermørket og drømmer mig væk er det ofte til lige præcis Bangkok, der er noget ved den by som bare gør noget ved mig. Det er helt igennem fantastisk.
Men efter morgenmad var det (igen) i en taxa, vi er så meget blevet flashpackere (backpackere som opgraderer helt vildt, hvem ville ellers have betalt så eget for at komme en dag tidligere til Thailand, flyve indenrigs i Myanmar, sove på så fancy hoteller, GISP! Det er officielt, vi er blevet GAMLE!) ud til weekendmarkedet gik det. Det er det store minus med at bo i Banglampu, der er ingen offentlig transport bortset fra busser. Det er lidt bedre at bo steder hvor man kan tage metro eller sky train. Det tager ofte ret lang tid at tage bus og taxa fordi trafikken er så voldsom.
men ti lweekendmarkedet kom vi til slut. Blev sat af i en helt anden ende end jeg tidligere har været i. Men vi kom godt forberedt. Havde sågar købt et "shoppingkort" til anledningen, ikke at det egentlig hjalp os alt for meget men hvad pokker? Vi gik rundt i mange timer på markedet, købte stort set pudebetræk (det trængte vi, dem vi har hjemme er gået mega meget (pinlig meget) i stykker). Og så gik vi ellers bare rundt og osede. Og det fedeste var at Morten lod som om at han ikke var ved at dø hele tiden. Ikke dårligt:-). Efter en hel del timer (og en god del regn, selvom det ikke var monsun tid, men det meste af markedet er overdækket både pga solen og regnen så det var ikke et stort problem) var vi møre for at tage hjem til Banglampu. Med en hel del nye poser i hånden (man begyndte så småt at tænke på det der fly man skulle med og det der overvægtsproblem igen, igen).
Tog et godt stykke tid at få fat i en taxa (indtil vi gik over på den anden side af den meget store vej vi stod på. så var det pludselig ikke et problem alligevel) men tilbage til bannglampu kom vi. Valgte at betale ekstra for at køre på highwayen så det gik noget hurtigere på vej tilbage. Skønt. Første stop tilbage i Banglampu var Swensens (sidste mulighed). Så var det tid for skøn massage 8jeg prøvede sådan noget urte noget hvor de masserede med en slags gigantisk thepose, kommer nok ikke til at vælge den slags næste gang, men så har man da prøvet det). Morten havde tidligere på dagen været i "fiskespa" som går ud på at man betaler lidt for at sætte sine fødder ned i et basseng med små fisk som spiser af huden på dine fødder. Det var ikke noget for mig (kylling!). Aftenen i forvejen havde jeg fået en ansigtsbehandling til den billige sum af 40 nok. Massagen kostede fra det og opover afhængig af hvad man valgte for en time. Så der er ingen tvivl om at man skal gribe chancen for at få mest mulig af det når man er der:-).
Ellers osede vi rundt i området, købte en hel del på et apotek (så vi kan fylde lagrene op med billige sager hjemme), spiste indisk, købte crazy t-shirts på Khao San. Og til slut tilbage til hotellet. Satte mine (nu godt brugte) sandaler i receptionen, hvem ved, måske er der en anden sjæl som får brug for dem. Og så var det ellers med minibus ud til den store lufthavn i Bangkok. Det tog en god halv time efter at alle var blevet samlet op fra rundt omkring. Vores fly gik først kl. 2.30 om natten, så vi fik købt lidt småting i lufthavnen også (alt var åbent selvom det var midt om natten). Fik også tjekket alle vores ting ind (selvom hun vejede vores håndbagage og vi faktisk havde et par kg. for meget hver, men hun godtog det eftersom hun forstod at vi var nødt til at have vintertøj tilgængeligt i håndbagagen (skulle siden vise sig at være et smart træk)).
Turen tilbage mod Europa gik rigtig fint. Det var heldigvis en meget bedre fly end sidst (som ærlig talt var noget gammel lort med enorm elendig skærm med en film som alle skulle se) der var nu individuel skærm med masser af film. Skønt. Så går tiden altså noget hurtigere. Og der er trods alt mange timer på det fly. Kan det passe at det er over 10? Kan ikke huske det. Men fordi vi fløj midt om natten kunne jeg faktisk sove en del. Ikke dårligt. Det plejer jeg ellers at have svært ved på længere flyrejser, jeg som ellers kan sove overalt og til enhver tid. Af en eller anden grund ikke fly. Meget mærkeligt. Men tiden gik super hurtigt, og pludselig var vi i Amsterdag. Hvor vi mødte en tidligere fantastisk sød kollega. Verden er lille. Hun og mandden havde været med samme fly som os fra Bangkok og skulle også videre til Kbh og derfra til Oslo. Vi havde ikke lang tid i Shiphol, men det er en sjov lufthavn at ose rundt i. Tiren videre til Kbh gik uden problemer. Fik købt lidt ost og spegepølse plus en hotdog 8det spiser jeg vel ca. 2 gange i året) i Kastrup. Ikke dårligt. Der var i øvrigt lavet en del om i Kastrup siden vi har været der sidst. Fik også købt en hat til 30 dkk, på enormt udsalg, tænkte at den ville være smart når vi landede på Gardermoen.
Sidste etape til Gardermoen gik jo hurtigere end hurtigt. Og så var man lige pludselig hjemme i sneen og kulden. Mega mærkeligt. Og min bagage kom ikke frem (så var man godt nok glad for at man havde pakkett alt det varme i håndbagagen, tjek). Men det var heldigvis ikke så koldt som jeg havde frygtet. Og på en måde var det helt ok, at min rygsæk ikke var med. Så slap man for at slæbe den selv, leveres hjemme i stedet, og når det nu skal være er det jo ikke katastrofe på vejen hjem. Er meget værre når man er ude i den store verden og ikke lige har rene trusser i skabet:-). Så held i uheld. Og den glædelige nyhed er at nu kan man tage toget til Oslo S for halvdelen af hvad det har kostet tidligere med NSB i stedet for Flytoget. Det tager lidt længere tid, men ikke slemt. Skønt! Var sågar henne hos grøntsagshandleren samme aften for at få lidt i køleskabet, og med osten og spegepølsen fra Kastrup sammen med rugfler i fryseren, ja så har man pludsleig et måltid. Fantastisk.
Vi har nu været hjemme i Oslo i godt en uge. Og det er på en måde som om vi aldrig har været væk. Som sædvanlig var vi på arbejde dagen efter. Vi er meget tilpasningsdygtige:-). Og jeg synes egentlig at det er fint at bare komme i gang igen. ved godt at mange bare vil slappe af og lande lidt. Men det føler jeg på en måde bare ikke at der er behov for. Nedtur med at komme hjem var at da vi tændte for vandet fandt vi ud af, at vi nu ikke kun havde en vandhane der dryppede på køkkenet men at der helt klart også var gået en pakning på badeværelset (big time). Så vi kunne kun have vandet tændt i meget korte perioder. Skod. Men begge dele blev fikset i fredags, så i weekenden har jeg ikke lavet andet end at vaske tøj:-). Ellers fandt vi hurtigt ud af at vores radiatorer ikke rigtig kunne gøre det varmt nok i lejligheden, så vi har været ude og investeret i sådan en på hjul og nu er alt godt:-). Det er godt at være tilbage p åarbejde med alle de skønne kollegaer og spændende faglige udfordringer. Er allerede ved at planlægge flere rejser (korte godt nok), er lidt som om jeg bliver fysisk uvel hvis ikke der er et eller andet "eksotisk" at se frem til. Hvis der er noget der hedder rejseGALSKAB er der nok ingen tvivl om at jeg har det:-). So untill next time
mandag den 13. februar 2012
Hua Hin, ferien på rejsen
Op tidlig morgen, spise morgenmad og så afsted med en tuk-tuk til demokrati monumentet som lå lidt længere nord i Bangkok ifht Siam Square. Det var ikke en lang tur men til gengæld prøvede chaufføren at gøre det mest mulig vildt med diverse hasarderede sving osv. Skønt. Så kan man lige smage morgenmaden igen. Og sikkerhedsseler er selvfølgelig en by i Rusland. Men frem kom vi, og i et stykke. Det er ikke nogen selvfølge, læste lige at der var 4 unge svenskere der var omkommet i Thailand. Det er i øvrig det flest turister kommer til skade ved/dør af i Thailand. Trafikken. Og det selvom den virker mere sikker end i Vietnam. I Vietnam dyttede de helt vildt hele tiden. Det gør de i meget mindre grad i Thailand. Skønt!
Det var ikke svært at finde minibussen til Hua Hin og efter 5 min. og noget brok fra min side fordi de ville have betalt for 3 mennesker fordi vores rygsækkene var så store, det er første gang nogensinde kan jeg så afsløre, men vi gik slukøret med til at betale for en ekstra da vi ellers skulle til at finde en anden løsning. Og på en måde var det ok eftersom de var nødt til at ligge et af sæderne ned for at få plads til dem.
Med afsted gik det ud af Bangkok og det gik rimelig hurtigt. Efter godt 2,5 time var vi i Hua Hin. Der var smuk natur og masser af byer vi kørte igennem på vejen, men mest af alt var det noget a'la en motorvej vi kørte på, så det var ikke så spændende. Vel fremme i Hua Hin fik vi fat i en taxa, som selvfølgelig prøvede at tage røven på de nye og delvis klarede det også. Han kørte os til hotellet som vi havde bestilt i forvejen. Det lå et stykke udenfor byen, noget vi godt var klar over, og på den forkerte side ifht stranden, man skulle lige over et. stk kæmpe vej. Men absolut overkommelig afstand på måske 5-10 min, alt efter hvor længe man skulle vente på at komme over vejen (ja, der var rigtig mange biler). Det var et SKØNT hotel, uden tvivl det vildeste vi har boet på. Der kom en vagt og ville have vores bagage op i sådan en vogn som man ser på film, og selvom vi prøvede at insistere på at vi kunne bære det selv var der no mercy. Noget andet morsomt med vagterne, som vi så de efterfølgende dage, var at hver gang man kom ind af porten rejste de sig op fra skammelen de sad på og slog hælene sammen når man nærmede sig og gjorde honnør. Meget mærkeligt, men også lidt underholdende.
Værelset var total nice med lækkert badekar og interiør. Skønt. Så var der ellers dømt fuldkommen afslapning et par dage. Efter check in lagde vi os ned til pølen. Eftersom det var overskyet var der ikke andre der og vi fandt ud af at det ikke var så morsomt. Fordi solen ikke havde skinnet den dag var vandet i bassenget også småkøligt så jeg soppede bare lidt rundt. Ja, jeg er mega meget en kylling, som Morten også fortalte mig rimelig mange gange. Pga skyerne hang vi ikkeved pølen så længe, i stedet tog vi hotellets tuk-tuk (som kørte en gang i timen) indtil centrum af Hua Hin. Vi havde nemlig bestemt os for at tage på Sofitel, et smukt lille tidligere jernbanehotel som ligger ned til vandet inde i centrum af byen. Det er et af de steder, hvor buskene er skåret ud som elefanter og der er en fuldkommen ro over stedet. Meget hyggeligt. Line og jeg var der for godt 3 år siden og drak high tea. Og vi havde tænkt os at gentage successen.
Men først skulle vi lige overtale en vagt om at vi var velkomne for han kunne nok tydligt se at vi ikke hørte hjemme på det überfancy hotel. Men da vi havde fået overbevist ham om at vi bare ville have high tea var det ok. Hotellets område er kæmpe stort med masser af flotte planter, vi blev tilbud lift med en golfbil kort tid efter vi var kommet ind på området. Vi takkede pænt nej og med hjælp fra en receptionist gik vi mod museumscafeen. Det viste sig at være en noget anderledes oplevelse end sidst, hvor Line og jeg mere eller mindre var de eneste gæster og hvor vi fik tingene serveret på et fad og de hele tiden kom og fyldte vores thekander op. Der var tydeligvis mange flere gæster, så i stedet var der buffet. Egentlig ikke en ulempe da man så kan vælge og vrage mellem de ting der tilbydes. Og det var i sandhed et slaraffenland af små mundfulde med godt.
Der var små "kyllingepuf", lidt dim sum, is, frugt, sandwich som der stod en dame og tilberedte efter ens ønske, makroner i alle farver (en seriøst overvurderet spise synes jeg, men de er jo så fancy), scones (også overvurderet), div. Sandkager, belgiske vafler, og et lille bord med masser af mægtige chokoladekager (i miniature størrelse), chokolademousse, pannacotta, youghurt med frugt, Mmmmmm..... Et sandt overdådigheds horn af lækkerier. Himlen var nær, og med omgivelserne på Sofitel var det bare helt perfekt. Morten kom måske til at spise lidt for meget, han sad i hvert fald og småsov det sidste stykke tid.
Så listede vi ellers så småt fra hotellet efter at have brugt næsten 3 timer på en high tea der. Anbefales. That is all I have to say. Og så var det at det for alvor begyndte at gå op for os (hvad vi forresten godt vidste i forvejen men på en måde lidt havde glemt). Udover at være det nærmeste sted man kan tage til fra Bangkok udover Pattaya (som vi virkelig ikke havde lyst til), så er Hua Hin også et stk. vaskeægte skandinavisk tilholdssted af dimentioner. Der er smækfyldt med skræddere, hvor der står hvad de kan tilbyde på dansk, norsk, svensk, finsk og selvfølgelig også engelsk og tysk. Men der er INGEN tvivl om hvem det er der virkelig kommer til Hua Hin, det er den midaldrende plus skandinaviske garde. Og det er jo for så vidt meget hyggeligt. Man føler sig i hvert fald ret ungdommelig:-). Men det er et lidt sjovt fænomen, at man på den måde klumper sig sammen. I centrum er der masser af små restauranter med menukort på mange sprog nogle thai klassikere og de evindelige pizza'er og pastaretter. Ikke specielt ophidsende.
Vi var et kort smut forbi natmarkedet som Hua Hin er berømt for, mest af alt for "alt godt fra havet" som bliver tilberedt i mange små bikse. Men vi var ikke ligefrem sultne så i stedet bevægede vi os hjemover. Der var et stykke at gå, men på vejen var vi forbi et sted hvor vi fik en pad thai (og blev spist af myg, men det er en anden sag) og vi var henne ved det store center kaldet Market Village, hvor vi egentlig ville have været inde, men vi kom efter 21, hvor der var lukket. Men der var live musik udenfor og mulighed for at få en Chang fadøl, så det gjorde vi da. Og det var slet ikke så ringe.
Næste dag var det tid for at tjekke stranden ud. Vi var heldige med vejret og en sol der skinnede fra en skyfri himmel. Ikke dårligt. Morten var klar i en fart og mente ikke at det var nødvendig for ham at ligge under parasol, blege mor her, blev trygt under parasollen, også fordi jeg stadig skallede på ryggen efter Nha Trang, min hud er ikke solhud. DDet kan man vist trygt sige! Det var en skøn dag på en lille restaurant/sted hvor de har strandstole (men desværre ikke noget toilet, noget som var lidt problematisk eftersom ingen af hotellerne ved vandkanten ville låne deres ud til os andre fattigrøve). Så kan I jo selv forestille jer hvad man blev nødt til at gøre når man ikke orkede at gå tilbage til hotellet for at tisse. Men de var en dejlig dag og jeg læste i total klam bog om hvordan amerikansk fastfood produceres og hvor helt igennem grusomt det er i alle led. Ikke at jeg egentlig var i tvivl om det fra før.
Solen gik tidlig ned (på grund af alle højhusene primært) så ved 4-5 tiden vendte vi snuden hjem. Det skulle vise sig, at Morten havde fået alt for meget sol (prøvede at sige noget, men på den anden side ved jeg jo at han kan tåle solen meget bedre end mig) men det endte med at han blev dårlig kort tid efter vi var kommet hjem. Ørlede og gik i seng. Stakkels ham. Jeg gik hen i Market Village (centeret som lå ca. 15. min væk), fik købt lidt halvubrugeligt køkkengrej som jeg havde overbevist mig selv om at jeg ikke kunne leve uden, spiste en Swensens is (et must enhver dag i Thailand, min yndlingskæde, og så findes den i øvrig ikke i USA, primært i Thailand med et par andre filialer i andre asiatiske land, bl.a. Saigon hvor vi også aflagde dem et besøg). Og så gik jeg ellers hjem til den syge mand som heldigvis var blevet bedre mens jeg var væk. Man er ikke så dårlig når man sidder med den nye netbook i hånden når man kommer hjem!
Næste dag havde Morten lidt mere respekt for solen (han var rimelig rød på hele brystkassen, så er det man skal være glad for at man har en meget bleg kone (som aldrig bliver brun) og som har faktor 50 med i tasken). Det var rimelig overskyet, men Morten havde virkelig lært en lektie og insisterede på at parasollen skulle være oppe alligevel. En fed ting ved stranden i Hua Hin er at det er ret så børnevenligt (det vil sige at der er lavvannde et godt stykke ud, fuldstændig i modsætning til Nha trang hvor der var helt sindsyge bølger) og ud på eftermiddagen bliver der lavvande og så er det muligt at gå ude i vandet men på noget som minder om en lille tange. Vildt hyggeligt! Dagen gik med 100% afslapning og boglæsning i skyggen. SKØNT.
Aften var vi forbi Market Village (Morten fik nogle t-shirts og jeg et par sko, dem kan man aldrig få for mange af), ellers var det hen til night market. Hvor vi osede rundt, så på butikkerne, spiste en dejlig middag med store rejer (for mit vedkommende) bøf for Mortens. Skønt. Det er helt sndsygt at tænke på, hvor hurtigt tiden har gået i de 3 måneder vi har været afsted. Det virker på mange måde som om det er meget kortere vi har været afsted. Og det er total surrealistisk at tænke på at vi (skræmmendde) snart er hjemme i den skandinaviske kulde. Bbbbrrr. Ville ønske at vi ikke skulle tilbage før den værste kulde var væk. April ville have været ypperligt, for ikke at sige maj. Men det må blive næste gang. I det mindste slap vi for januar. Det synes jeg er den værste måned hjemme. Det hele er så koldt og mørkt. Total deprimerende.
Næste morgen var det igen kurs mod Bangkok, baby.
Det var ikke svært at finde minibussen til Hua Hin og efter 5 min. og noget brok fra min side fordi de ville have betalt for 3 mennesker fordi vores rygsækkene var så store, det er første gang nogensinde kan jeg så afsløre, men vi gik slukøret med til at betale for en ekstra da vi ellers skulle til at finde en anden løsning. Og på en måde var det ok eftersom de var nødt til at ligge et af sæderne ned for at få plads til dem.
Med afsted gik det ud af Bangkok og det gik rimelig hurtigt. Efter godt 2,5 time var vi i Hua Hin. Der var smuk natur og masser af byer vi kørte igennem på vejen, men mest af alt var det noget a'la en motorvej vi kørte på, så det var ikke så spændende. Vel fremme i Hua Hin fik vi fat i en taxa, som selvfølgelig prøvede at tage røven på de nye og delvis klarede det også. Han kørte os til hotellet som vi havde bestilt i forvejen. Det lå et stykke udenfor byen, noget vi godt var klar over, og på den forkerte side ifht stranden, man skulle lige over et. stk kæmpe vej. Men absolut overkommelig afstand på måske 5-10 min, alt efter hvor længe man skulle vente på at komme over vejen (ja, der var rigtig mange biler). Det var et SKØNT hotel, uden tvivl det vildeste vi har boet på. Der kom en vagt og ville have vores bagage op i sådan en vogn som man ser på film, og selvom vi prøvede at insistere på at vi kunne bære det selv var der no mercy. Noget andet morsomt med vagterne, som vi så de efterfølgende dage, var at hver gang man kom ind af porten rejste de sig op fra skammelen de sad på og slog hælene sammen når man nærmede sig og gjorde honnør. Meget mærkeligt, men også lidt underholdende.
Værelset var total nice med lækkert badekar og interiør. Skønt. Så var der ellers dømt fuldkommen afslapning et par dage. Efter check in lagde vi os ned til pølen. Eftersom det var overskyet var der ikke andre der og vi fandt ud af at det ikke var så morsomt. Fordi solen ikke havde skinnet den dag var vandet i bassenget også småkøligt så jeg soppede bare lidt rundt. Ja, jeg er mega meget en kylling, som Morten også fortalte mig rimelig mange gange. Pga skyerne hang vi ikkeved pølen så længe, i stedet tog vi hotellets tuk-tuk (som kørte en gang i timen) indtil centrum af Hua Hin. Vi havde nemlig bestemt os for at tage på Sofitel, et smukt lille tidligere jernbanehotel som ligger ned til vandet inde i centrum af byen. Det er et af de steder, hvor buskene er skåret ud som elefanter og der er en fuldkommen ro over stedet. Meget hyggeligt. Line og jeg var der for godt 3 år siden og drak high tea. Og vi havde tænkt os at gentage successen.
Men først skulle vi lige overtale en vagt om at vi var velkomne for han kunne nok tydligt se at vi ikke hørte hjemme på det überfancy hotel. Men da vi havde fået overbevist ham om at vi bare ville have high tea var det ok. Hotellets område er kæmpe stort med masser af flotte planter, vi blev tilbud lift med en golfbil kort tid efter vi var kommet ind på området. Vi takkede pænt nej og med hjælp fra en receptionist gik vi mod museumscafeen. Det viste sig at være en noget anderledes oplevelse end sidst, hvor Line og jeg mere eller mindre var de eneste gæster og hvor vi fik tingene serveret på et fad og de hele tiden kom og fyldte vores thekander op. Der var tydeligvis mange flere gæster, så i stedet var der buffet. Egentlig ikke en ulempe da man så kan vælge og vrage mellem de ting der tilbydes. Og det var i sandhed et slaraffenland af små mundfulde med godt.
Der var små "kyllingepuf", lidt dim sum, is, frugt, sandwich som der stod en dame og tilberedte efter ens ønske, makroner i alle farver (en seriøst overvurderet spise synes jeg, men de er jo så fancy), scones (også overvurderet), div. Sandkager, belgiske vafler, og et lille bord med masser af mægtige chokoladekager (i miniature størrelse), chokolademousse, pannacotta, youghurt med frugt, Mmmmmm..... Et sandt overdådigheds horn af lækkerier. Himlen var nær, og med omgivelserne på Sofitel var det bare helt perfekt. Morten kom måske til at spise lidt for meget, han sad i hvert fald og småsov det sidste stykke tid.
Så listede vi ellers så småt fra hotellet efter at have brugt næsten 3 timer på en high tea der. Anbefales. That is all I have to say. Og så var det at det for alvor begyndte at gå op for os (hvad vi forresten godt vidste i forvejen men på en måde lidt havde glemt). Udover at være det nærmeste sted man kan tage til fra Bangkok udover Pattaya (som vi virkelig ikke havde lyst til), så er Hua Hin også et stk. vaskeægte skandinavisk tilholdssted af dimentioner. Der er smækfyldt med skræddere, hvor der står hvad de kan tilbyde på dansk, norsk, svensk, finsk og selvfølgelig også engelsk og tysk. Men der er INGEN tvivl om hvem det er der virkelig kommer til Hua Hin, det er den midaldrende plus skandinaviske garde. Og det er jo for så vidt meget hyggeligt. Man føler sig i hvert fald ret ungdommelig:-). Men det er et lidt sjovt fænomen, at man på den måde klumper sig sammen. I centrum er der masser af små restauranter med menukort på mange sprog nogle thai klassikere og de evindelige pizza'er og pastaretter. Ikke specielt ophidsende.
Vi var et kort smut forbi natmarkedet som Hua Hin er berømt for, mest af alt for "alt godt fra havet" som bliver tilberedt i mange små bikse. Men vi var ikke ligefrem sultne så i stedet bevægede vi os hjemover. Der var et stykke at gå, men på vejen var vi forbi et sted hvor vi fik en pad thai (og blev spist af myg, men det er en anden sag) og vi var henne ved det store center kaldet Market Village, hvor vi egentlig ville have været inde, men vi kom efter 21, hvor der var lukket. Men der var live musik udenfor og mulighed for at få en Chang fadøl, så det gjorde vi da. Og det var slet ikke så ringe.
Næste dag var det tid for at tjekke stranden ud. Vi var heldige med vejret og en sol der skinnede fra en skyfri himmel. Ikke dårligt. Morten var klar i en fart og mente ikke at det var nødvendig for ham at ligge under parasol, blege mor her, blev trygt under parasollen, også fordi jeg stadig skallede på ryggen efter Nha Trang, min hud er ikke solhud. DDet kan man vist trygt sige! Det var en skøn dag på en lille restaurant/sted hvor de har strandstole (men desværre ikke noget toilet, noget som var lidt problematisk eftersom ingen af hotellerne ved vandkanten ville låne deres ud til os andre fattigrøve). Så kan I jo selv forestille jer hvad man blev nødt til at gøre når man ikke orkede at gå tilbage til hotellet for at tisse. Men de var en dejlig dag og jeg læste i total klam bog om hvordan amerikansk fastfood produceres og hvor helt igennem grusomt det er i alle led. Ikke at jeg egentlig var i tvivl om det fra før.
Solen gik tidlig ned (på grund af alle højhusene primært) så ved 4-5 tiden vendte vi snuden hjem. Det skulle vise sig, at Morten havde fået alt for meget sol (prøvede at sige noget, men på den anden side ved jeg jo at han kan tåle solen meget bedre end mig) men det endte med at han blev dårlig kort tid efter vi var kommet hjem. Ørlede og gik i seng. Stakkels ham. Jeg gik hen i Market Village (centeret som lå ca. 15. min væk), fik købt lidt halvubrugeligt køkkengrej som jeg havde overbevist mig selv om at jeg ikke kunne leve uden, spiste en Swensens is (et must enhver dag i Thailand, min yndlingskæde, og så findes den i øvrig ikke i USA, primært i Thailand med et par andre filialer i andre asiatiske land, bl.a. Saigon hvor vi også aflagde dem et besøg). Og så gik jeg ellers hjem til den syge mand som heldigvis var blevet bedre mens jeg var væk. Man er ikke så dårlig når man sidder med den nye netbook i hånden når man kommer hjem!
Næste dag havde Morten lidt mere respekt for solen (han var rimelig rød på hele brystkassen, så er det man skal være glad for at man har en meget bleg kone (som aldrig bliver brun) og som har faktor 50 med i tasken). Det var rimelig overskyet, men Morten havde virkelig lært en lektie og insisterede på at parasollen skulle være oppe alligevel. En fed ting ved stranden i Hua Hin er at det er ret så børnevenligt (det vil sige at der er lavvannde et godt stykke ud, fuldstændig i modsætning til Nha trang hvor der var helt sindsyge bølger) og ud på eftermiddagen bliver der lavvande og så er det muligt at gå ude i vandet men på noget som minder om en lille tange. Vildt hyggeligt! Dagen gik med 100% afslapning og boglæsning i skyggen. SKØNT.
Aften var vi forbi Market Village (Morten fik nogle t-shirts og jeg et par sko, dem kan man aldrig få for mange af), ellers var det hen til night market. Hvor vi osede rundt, så på butikkerne, spiste en dejlig middag med store rejer (for mit vedkommende) bøf for Mortens. Skønt. Det er helt sndsygt at tænke på, hvor hurtigt tiden har gået i de 3 måneder vi har været afsted. Det virker på mange måde som om det er meget kortere vi har været afsted. Og det er total surrealistisk at tænke på at vi (skræmmendde) snart er hjemme i den skandinaviske kulde. Bbbbrrr. Ville ønske at vi ikke skulle tilbage før den værste kulde var væk. April ville have været ypperligt, for ikke at sige maj. Men det må blive næste gang. I det mindste slap vi for januar. Det synes jeg er den værste måned hjemme. Det hele er så koldt og mørkt. Total deprimerende.
Næste morgen var det igen kurs mod Bangkok, baby.
lørdag den 4. februar 2012
Kort stop i Bangkok, kan I sige shopping af elektronik?
Tidlig op og ud i lufthavnen. Blev hentet lidt før aftalt, så alt var i den skønneste orden. Lufthavnen i Hanoi er ikke noget særlig, men vi fik et måltid mad (toasted baguette) mens vi ventede på at check in skulle åbne. LANG tid at vente med til slut kom vi igennem den lange kø og kom ind i selve lufthavnen. Så afsted på ca. 2 timers tur til Bangkok. Et lille minus ved at flyve med Air Asia, asiens svar på lavprisluftfartsselskab er, at de vil at man skal betale for at sidde sammen. Noget jeg indtil videre har nægtet det er simpelthen for åndssvagt at betale for. Men hvad de så gør er at de bevidst skiller folk ad for at straffe dem for at de ikke har betalt det åndssvage gebyr. Virkelig træls!
Det gik smertefrit til Bangkok. Kom ud af lufthavnen og skulle prøve de nye smarte tog fra lufthavnen og indtil byen. Og det var smart, rigtig smart. Dt gik hurtigt og kostede os kun 35 baht pr. Person (100 baht er 20 nok). Der har Oslo lidt at lære selvom vi har hørt rygter om at NSB har sat prisen på toget fra Gardermoen kraftig ned mens vi har været væk. Håber at det passer-). Vi stod af på en station der hed Makkasan, som vi troede skulle ligge lige i nærheden af det hotel vi havde bestilt for natten. Det skulle vi snart finde ud af at der var en sandhed med modifikationer. Vi gik ud af terminalen (et meget mærkeligt og øde sted, hvor der ikke var nogen thaier, et meget mærkeligt syn i Bangkok) krydsede en jernbanelinie ved at gå lige over den. Og så gik vi ellers derudad. Morten kunne ikke få gps signaler ind på telefonen, så selvom han selvfølgelig benægter det vil je påstå at vi gik lidt i blinde. Og vi gik ret langt, og det var varmt (ikke dø varmt men over 30 grader) og rygsækkende var meget, meget TUNGE. Vi fandt ud af at grunden til at vi troede at hotellet lå tæt på stationen viste sig at være fordi hotellet lå tæt på skytrainen, men ikke tæt på den station som vi stod af på (vi troede at det skulle være det samme sted).
Vi prøvede at spørge en taxa om han kunne køre os til hotellet men han fattede ingenting af hvor det var. Og pludselig var der gps på Mortens telefon. Så vi kunne gå videre (vi havde gået den rigtige vej så langt, så ingen problem) i de rigtige retning. Men der var stadig et godt stykke og da vi endelig kom frem troede jeg lidt at jeg skulle dø. Men det gik da. Hurra! Vel fremme. Men med mega oondt i skuldrene og begyndende hovedpne fra at bære rundt på alt for mange kg. Alt for længe. Ikke særlig meget hurra. Morten havde bestemt at den ekstra dag i Bangkok skulle bruges på at købe alt det elektroniske gejl som han havde gået og savlet over, drømt om og læst uendelig mange artikler om de sidste tre måneder for ikke at nævne alle de uendelig mange butikker han har slæbt mig ind i i ALLE de lande vi har været i, inkl. Australien hvor han vidste at det ville være alt for dyrt og hvor de ikke havde det han ville have. Skønt!
Så vi begav os kort efter at have kommet til hotellet mod Siam Square og MBK, det meget store indkøbscenter som er verdensberømt for at være mere eller mindre et stort kaotisk og rodet marked hvor man kan købe alt der findes (næsten i hvert fald) til mobiler. Der var et stykke derned, tog vel 45. min. uden stop, men vi var på 7/11 (som er absolut overalt i Bangkok, havde helt glemt/fortrængt, hvor slemt det er) for at købe vand, jeg købte lækre kandiserede peanuts med sesam på et andet sted og hyggede mig rigtig meget med at være tilbage i Bangkok med alt livet der sker på gaden. Og vejen ned til Siam var fyldt med steder, hvor der blevet lavet masser at mad på gaden. Det er bare så hyggeligt at gå rundt og glo ned i alle gryderne. Se på folk der spiser, unger der løber rundt osv. Vi nærmede os Siam og var først i et nyt indkøbscenter som hed Digital Gateway. Men de havde ikke det Morten var på udkig efter så det var videre mod MBK. Ikke langt derfra. Første stop foodcourten i 6. etage. Det fungerede sådan at man først skulle købe kuponger og derefter gå ind, hvor alt maden blev lavet og bruge kupongerne der. Det er ærlig talt nemmere at betale kontant, but what can you do. Jeg fik Pad Thai, lækker nuddelret med kylling. Mmmmm... Og en mango, ananas og passionsfrugtshake. Lige hvad jeg havde brug for, blodsukkeret var ved at være noget lavt og jeg var rimelig bitchy.
Så var Morten ellers i himmelen i 4. etage med alt det elektroniske lort de havde samlet sammen der. Efter mange timer endte det med at han købte to mobiltelefoner en til os hver, eftersom jeg har mistet/fået stjålet mi og et netbræt (som han brugte rigtig lang tid på at støve op, der var kun en forhandler som havde det). Jeg endte med at kaste håndklædet i ringen og gik ind og fik en times fod og skuldermassage. Manden der masserede mig, fik virkelig arbejdet mine mioser igennem. Så meget at jeg næsten ikke kunne bevæge mine skuldre de næste to dage. Derefter ville Morten købe europæiske opladere, det tog også et stykke tid. Jeg ville gerne have pimpet min telefon, men det var helt umulig at finde et etui som passede til den, og damerne som puttede diverse glitter på telefoner gjorde det kun på blackberrys. ØV!
Spiste et japansk (ikke så godt desværre måltid inden vi forlod centeret) og jeg prøvede at se lidt på nogle af de andre etager (hvor der ikke kun er elektronisk lort men i stedet alt mellem himmel og jord) men der var Morten helt færdig og småsur og havde 0 tålmodighed for sådanne projekter. Det var blevet halv sent og vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet. Så for at koge det ned brugte vi hele den dyrkøbte dag ekstra i Bangkok på at se på elektronisk lort på et indkøbscenter i Bangkok. Fantastisk! Nej vel. Men sådan er det nok bare når man er kærester med en gadgetfreak. Man bliver nødt til at acceptere det (ikke nødvendigvis stiltiende men alligevel) eller move on.
Det gik smertefrit til Bangkok. Kom ud af lufthavnen og skulle prøve de nye smarte tog fra lufthavnen og indtil byen. Og det var smart, rigtig smart. Dt gik hurtigt og kostede os kun 35 baht pr. Person (100 baht er 20 nok). Der har Oslo lidt at lære selvom vi har hørt rygter om at NSB har sat prisen på toget fra Gardermoen kraftig ned mens vi har været væk. Håber at det passer-). Vi stod af på en station der hed Makkasan, som vi troede skulle ligge lige i nærheden af det hotel vi havde bestilt for natten. Det skulle vi snart finde ud af at der var en sandhed med modifikationer. Vi gik ud af terminalen (et meget mærkeligt og øde sted, hvor der ikke var nogen thaier, et meget mærkeligt syn i Bangkok) krydsede en jernbanelinie ved at gå lige over den. Og så gik vi ellers derudad. Morten kunne ikke få gps signaler ind på telefonen, så selvom han selvfølgelig benægter det vil je påstå at vi gik lidt i blinde. Og vi gik ret langt, og det var varmt (ikke dø varmt men over 30 grader) og rygsækkende var meget, meget TUNGE. Vi fandt ud af at grunden til at vi troede at hotellet lå tæt på stationen viste sig at være fordi hotellet lå tæt på skytrainen, men ikke tæt på den station som vi stod af på (vi troede at det skulle være det samme sted).
Vi prøvede at spørge en taxa om han kunne køre os til hotellet men han fattede ingenting af hvor det var. Og pludselig var der gps på Mortens telefon. Så vi kunne gå videre (vi havde gået den rigtige vej så langt, så ingen problem) i de rigtige retning. Men der var stadig et godt stykke og da vi endelig kom frem troede jeg lidt at jeg skulle dø. Men det gik da. Hurra! Vel fremme. Men med mega oondt i skuldrene og begyndende hovedpne fra at bære rundt på alt for mange kg. Alt for længe. Ikke særlig meget hurra. Morten havde bestemt at den ekstra dag i Bangkok skulle bruges på at købe alt det elektroniske gejl som han havde gået og savlet over, drømt om og læst uendelig mange artikler om de sidste tre måneder for ikke at nævne alle de uendelig mange butikker han har slæbt mig ind i i ALLE de lande vi har været i, inkl. Australien hvor han vidste at det ville være alt for dyrt og hvor de ikke havde det han ville have. Skønt!
Så vi begav os kort efter at have kommet til hotellet mod Siam Square og MBK, det meget store indkøbscenter som er verdensberømt for at være mere eller mindre et stort kaotisk og rodet marked hvor man kan købe alt der findes (næsten i hvert fald) til mobiler. Der var et stykke derned, tog vel 45. min. uden stop, men vi var på 7/11 (som er absolut overalt i Bangkok, havde helt glemt/fortrængt, hvor slemt det er) for at købe vand, jeg købte lækre kandiserede peanuts med sesam på et andet sted og hyggede mig rigtig meget med at være tilbage i Bangkok med alt livet der sker på gaden. Og vejen ned til Siam var fyldt med steder, hvor der blevet lavet masser at mad på gaden. Det er bare så hyggeligt at gå rundt og glo ned i alle gryderne. Se på folk der spiser, unger der løber rundt osv. Vi nærmede os Siam og var først i et nyt indkøbscenter som hed Digital Gateway. Men de havde ikke det Morten var på udkig efter så det var videre mod MBK. Ikke langt derfra. Første stop foodcourten i 6. etage. Det fungerede sådan at man først skulle købe kuponger og derefter gå ind, hvor alt maden blev lavet og bruge kupongerne der. Det er ærlig talt nemmere at betale kontant, but what can you do. Jeg fik Pad Thai, lækker nuddelret med kylling. Mmmmm... Og en mango, ananas og passionsfrugtshake. Lige hvad jeg havde brug for, blodsukkeret var ved at være noget lavt og jeg var rimelig bitchy.
Så var Morten ellers i himmelen i 4. etage med alt det elektroniske lort de havde samlet sammen der. Efter mange timer endte det med at han købte to mobiltelefoner en til os hver, eftersom jeg har mistet/fået stjålet mi og et netbræt (som han brugte rigtig lang tid på at støve op, der var kun en forhandler som havde det). Jeg endte med at kaste håndklædet i ringen og gik ind og fik en times fod og skuldermassage. Manden der masserede mig, fik virkelig arbejdet mine mioser igennem. Så meget at jeg næsten ikke kunne bevæge mine skuldre de næste to dage. Derefter ville Morten købe europæiske opladere, det tog også et stykke tid. Jeg ville gerne have pimpet min telefon, men det var helt umulig at finde et etui som passede til den, og damerne som puttede diverse glitter på telefoner gjorde det kun på blackberrys. ØV!
Spiste et japansk (ikke så godt desværre måltid inden vi forlod centeret) og jeg prøvede at se lidt på nogle af de andre etager (hvor der ikke kun er elektronisk lort men i stedet alt mellem himmel og jord) men der var Morten helt færdig og småsur og havde 0 tålmodighed for sådanne projekter. Det var blevet halv sent og vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet. Så for at koge det ned brugte vi hele den dyrkøbte dag ekstra i Bangkok på at se på elektronisk lort på et indkøbscenter i Bangkok. Fantastisk! Nej vel. Men sådan er det nok bare når man er kærester med en gadgetfreak. Man bliver nødt til at acceptere det (ikke nødvendigvis stiltiende men alligevel) eller move on.
Hanoi, meget koldt og gråt!
Det var en relativt begivedsfattig oplevelse at flyve fra Da Nang til Hanoi, højdepunktet på den ca. 1 timers flyrejse var nok hvor mange servietter/duge man kan få tryllet frem foran sig (på business class that is) for at få et lille stykke toastbrød (her snakker vi en lille engelsk lignende hightea variant men ikke i lag) med klam skinke og laks på. Utrolig. Det andet højdepunkt var måske da jeg var på toilettet og døren gik op til stor forskrækkelse for stewardene:-). Mærkeligt! Ellers var der en rimelig vigtig mand med. Vi tror han var en minister? Men det er 100% et gæt. I hvert fald blev vi bedt om ikke at sidde på de sæder vi oprindelig havde fået henvist, så han kunne sidder der. Og da vi landede i Hanoi kom der en speciel bil ud til rampen og hentede ham. Så uanset hvem han var må han have været lidt vigtig.
Vel fremme i Hanoi gik det for alvor op for os, hvad vinter er i det nordlige Vietnam. Det var koldt, surt, gråt og støvregnenede. Men der var ikke andet at gøre end at finde minibussen mod centrum og så afsted. Der er god motorvej hele vejen indtil byen, men der er måske ikke så meget spændende at se på? De meget smalle huse (som hvis nok skyldes at man skal betale skat udfra hvor bredt ens hus er så de bygger super smalt og højt. Ikke specielt praktisk skulle man synes, men meget karakteristisk. Man ser ikke lige så meget af det i Saigon), masser af scootere (men jeg indbilder mig at der er noget flere biler end da jeg var her sidst) og ikke mindst masser af lukkede butikker. Det er i hvert fald det vi tror der var bag alle de lukkede gitre. Det ser ud som om man tager Tet noget mere seriøst i Hanoi end de andre steder vi har været. Men de skal (efter guidenbogens vise ord) også være noget mere konservative og traditionalistiske i nord. Der er måske noget om snakken?
Vi blev sat af syd for Hoan Kiem lake søen, det absolutte midtpunkt i det turisterne kender til af Hanoi. En taxachauffør tilbød os et lift til en fuldstændig åndssvag pris så vi bestemte os i stedet for at gå. Der var ca. En km. Så det var ikke så slemt. Vi kom til hostellet vi havde booket på net og havde knap nok sat vores bagage på gulvet før receptionisten begyndte at bombardere os med muligheden for ture til næsten hvor som helst i Vietnam. Vi takkede høfligt nej, men han blev ved noget længere. Ikke specielt fedt! Men vi fik et fint værelse (som selvfølgelig var ret så koldt, jeg har aldrig fattet at lande hvor der er varmt det meste af året (måske minus 3 måneder) ikke har radiator. Det er som om de tænker at de ikke har behov for det, men det har de! Super, duper fodkoldt. Bbrrr..... Nå, men ud med os for at se lidt nærmere på byen. Vi havde været der måske 2 timer før Morten nok så nochelant sagde "man kunne jo også se på hvad det ville koste at komme en dag tidligere til Bangkok". Så var håndklædet kastet i ringen:-). Og det skal så siges at vejret var usandsynlig surt (jeg havde 2 uldting på plus fleece og regnjakke plus bukser) og at de aller fleste butikker var lukket, og vi havde gået rundt i over en time for at se efter et sted at spise. Men alligevel. Men så var det at man begyndte at tænke at det måske slet ikke var så tosset en ide'?
Men vi fandt til slut et sted at spise. Det var ikke noget særligt, men der var mad. Og det var delvis udendørs, skønt når det er sommer, knap så skønt om vinteren. Et generelt problem når vi skulle finde et sted at spise, svært at finde steder der var indendørs. Jeg fandt ud af, at hotellet, hvor jeg havde boet ganske mange nætter sidste gang, lå i et helt andet hood så der var ikke ret meget jeg kunne genkende. Men da vi gik en tur rundt om søen senere begyndte det heldigvis at dæmre kraftigt. Gik ind på en isbar kaldet Fannys, som er ret så legendarisk i Vietnam. Der var der dejlig varmt inde (sikkert for at stimulere folk til at spise mere is?) tjenerne gik sågar rundt med bare ben i deres små kjoler. Så lur mig om vi ikke fik en is trods alt, inde i varmen that is! Den var ok, men der var mærkelig kage i bunden som de godt kunne have sparet sig for. Vi fik også bestilt billetter til aftenens forestilling på Water Puppet teateret. En flot oplevelse sidst jeg var i Vietnam.
Så var Morten ellers mør for at bruge den ca. 1,5 vi havde inden forestillingen begyndte med vanddukkerne på at prøve at finde ud af om vi kunne ombooke vores billige airasia billetter til en dag tidligere. Så vi gik tilbage til hostellet og fandt ud af at det godt kunne lade sig gøre, kostede godt nok 125 USd (for os begge) fordi vi skulle betale mellemlægget på, hvor meget dyrere det var blevet. Men vi så på hinanden og tænkte "Fuck det", lad os være de meget priviligerede backpackere som gør det. Betalte og tada, en dag mere i varmen i Bangkok. Ikke et specielt svært valg egentlig:-). Fik også i fuld fart bestilt et sted at sove i nærheden af Siam Square, hvor Morten har store planer om at købe 2 telefoner (en til mig og en til ham, min blev stjålet/mistet i Myanmar, så hvis nogen har prøvet at sende sms'er til mig og jeg ikke har svaret er det helt klart derfor) og et netbræt. Så han glæder sig som et lille barn. Han har brugt utænkelig mange timer på at undersøge hvad han gerne vil have og nu nærmer det sig. Så må vi se om det overhovedet kommer til at kunne betale sig.
Water puppet showet var fantastisk. En helt anden forestilling ifht da jeg så det sidst. Meget inspireret af Drageåret som netop er beegyndt. Men rigtig, rigtig godt. Og det tror jeg faktisk også at Morten synes. Det er helt klart et must når man er i Vietnam. Relativt tidlig i seng så vi var klar for turbo sightseeing på vores eneste hele dag i Hanoi.
Tidlig op, halv tam morgenmad og så afsted på gåben mod Ho Chi Minh Mausoleet som lå ca. 45 min. fra hostellet. Heldigvis lidt bedre vejr end dagen før, men stadig gråt og koldt. Og næsten alle butikker lukket, gik forbi tusindvis (ja sådan føltes det) af tomme vinduer og jerngittere der vaar taget ned foran butikkerne. Det kunne have været en meget kortere gåtur hvis ikke det havde været for at der var et stort spærret militært område mellem os og Onkel Ho. Da vi endelig var kommet hen i nærheden af mausoleet blev militærfolkene som arbejdede på stedet ved med at vise os længere og længere væk. Men endelig var vi der. Man fik ikke lov til at tage sin rygsæk med ind, så den blev pænt tjekket ind ved indgangen. Sammen med kameraet, fandt senere ud af at det ikke var så smart.
Så var det ellers at stå i kø sammen med alle vietnameserne. Der var en salig blanding, og det første der skete efter at vi havde stilt os i kø var at der var et barn lige bag ved os som kastede op. Great! Så var stemningen til at tage og føle på. Men ellers gik det meget nemt med køen. Tusind gange hurtigere end i Beijing, hvor vi stod i kilometervis med kø sammen med alle kineserne (ikke at der ikke var orden, det sørgede alle råbemændende med megafoner for). Efter måske 15 min. i kø var vi inde i mausoleet, en stor betong klods som på ingen måde var smuk. Men det er vel gerne sådan det er med gamle kommunist ting? Det var i hvert fald et meget kommunistisk præg over det hele.
Så var højdepunktet kommet, hvor vi fik lov til at gå i en ring rundt om onkel Ho. Det er jo en lidt mærkelig oplevelse sådan at se en mand udstillet på den måde, især når det virkelig var imod hans ønske. Han ville have været brændt og ikke gjort til helgen. Det valgte kommunist partiet bare at skide på:-). Det er jo vitigt at have helte man kan besøge. Det sjoveste ved at besøge disse gamle mumier, er efter min mening, at se på reaktionen på de lokale. De er meget ærbødige og det er helt sole klart at det er stort for dem. Og så kan man jo sige at man har set onkel Ho. He, he...
Efter at være kommet ud af mausoleet var det videre til næste stop. Man kunne betale en symbolsk sum (som var blevet væsentlig mindre symbolsk end sidst jeg var i Vietnam) for at komme ind og se Ho's bosteder de sidste år af hans liv (han boede jo mange år i jungelen og kæmpede til den store guldmedalje). Man så en samling af hans gamle biler, et lille styltehus han havde fået bygget fordi han synes at det andet palads var for pompøst til ham. Alt i alt får man et indtryk af at han var en meget sympatisk mand som ikke blev korrumperet af magten han fik. Det er et hyggeligt område i en park, det eneste minus var at vi ikke havde kameraet med, noget de fleste andre havde fordi de havde været smarte nok til at tjekke den ind et sted og få den udleveret et andet. Hvorfor stod der ikke noget om den mulighed i elskede LP? Jeg spørger bare. Så der var ingen fotosession fra det område. Men hyggeligt var det. Bestemte os for at se på det halv mærkelige museum på vej ud af Ho Chi Minh komplekset. Det var et meget mærkeligt museum. Handlede mest om Ho men ikke udelukkende. Var også en forvokset frugtskål blandt andet. Ikke godt at vide hvad den skulle symbolisere. Tror heller aldrig vi finder ud af det. Men så kan vi da sige at vi har været der. Alle de andre hvide mennesker (så at sige i hvert fald) som var på området var der igennem en tour og kom derfor ind af andre indgange end os. Vi var til næsten alle tider omgivet af vietnamesere. Og det er jo unægtelig noget sjovere. Ud af komplekset, fik overtalt en vagt til at vi kunne gå ind af en indgang, hvor vi egentlig ikke fik lov at komme ind, så vi kunne tage et par billeder af mausoleet.
Næste stop Temple of Litterature. Det er et meget kendt tempel, som i mange år var det eneste (og ældste) universitet i Vietnam. Lisa og jeg var der også sidste gang da vi var i Hanoi. Det er ikke så langt fra Ho så vi gik derhen. Meget kan man sige om Morten, men han er f.... hård til at finde vej. Giv ham et nogenlunde præcis kort og så er han på vej. Skulle over et stk. helt ekstremt meget trafikkeret vej lige før templet, det var meget svært, men ellers gik det godt. Har helt klart indtryk af at der er kommet mange flere biler i Hanoi (og lidt færre scootere) end sidst jeg var her. Ikke nødvendigvis en heldig udvikling med tanke på forureningsniveauet i byen. Der er rigtig mange der kører rundt med mundbind på, og det kan man egentlig godt forstå.
Sidst jeg var i Tempel of litterature var det en fredelig oase, som Lisa og jeg mere eller mindre havde for os selv, og hvor man i en gd halv times tid kunne slippe for at forholde sig til trafikken. Det var en meget anderledes oplevelse denne gang. Der var SMÆK fyldt med vietnamesere overalt. Helt vildt! Så man gik i kø (efter at have stået i en forfærdentlig kø for at få billetter ind til stedet, hvor alle mændene mosede rundt og snød i køen, det endte med at jeg forbarmede mig over en småbarnsmor og købte til hende også) ind på området og rundt på området. Det var ret vildt. Jeg tror at det havde noget at gøre med Tet. Men det er ikke noget jeg kan vide sikkert. Vi så at i det inderste tempelområde gav de røde plakater væk med friskmalede kinesiske skrifttegn på. Måske var det noget der kunne bringe lykke det næste år? Det er rent gæt. Eller måske skulle man tage derhen for at få gode karakterer i det næste års studie? Det var morsomt at se på alle vietnameserene som gik rundt med deres våde røde skriftruller mens de prøvede at tørre dem. Lidt af et syn. Men det var ikke ligefrem specielt afslappende at være på tempelområdet.
Så derefter gik vi over til en restaurant som jeg havde udset mig i guidebogen. Den hed Koto og var nok engang et af de steder, hvor de hjælper unge mennesker fra dårlige kår med at få en uddannelse indenfor restaurationsfaget så de har en fremtid. Spise lækker mad og støtte et godt formål, bliver det meget bedre? Næppe. Det var et meget populært sted blandt hvide mennesker som lige havde været på Tempel of litterature, men vi fik et stted at sidde. Maden var helt ok, men desværre ikke helt ligeså lækker som jeg havde drømt om. Men absolut spiselig don't get me wrong. Vi betemte os for at vi ville gå og se Hoa Lu, eller Hanoi Hilton som det også er kendt. Et meget berømt fængsel bygget af franskmændene for at sætte vietnamesiske fanger som var imod Frankrig i Vietnam i. Det blev senere et sted hvor mange amerikanske krigsfanger blev sat ind, og af dem blev fængslet døbt Hanoi Hilton. En af fangerne som sad der er tidligere præsidentkandidat John McCain. Der var flere billeder på stedet af ham der kom tilbage til fængselet for nogle år tilbage og der var også billeder af da han blev "reddet" ud af en sø i Hanoi hvor han blev skudt ned under krigen.
Det er et godt museum som giver et indblik i hvordan politiske fanger blev behandlet af franskmændene i Vietnam (ikke specielt godt for at sige det mildt). Vi bestemte os efterfølgende for at gå lidt rundt i den gamle by i Hanoi. Et magisk sted med masser af små gyder og gader, nogle fyldt med scootere andre mere stille og rolige. Igen, på grund af Tet var der en noget anderledes stemning. Mange butikker var lukket og der var til tider usædvanlig stille. Vi ledte efter en speciel restaurant kaldet Cyclo (hvor de skulle have rickshaw som var ombygget til borde) for at drikke en kop kaffe. Men stedet var ikke at finde. Måske er det blevet lukket? Vi gik rundt i de mange gader, fik en kop kaffe et sted og osede rundt. Ville absolut have været en anderledes oplevelse hvis det havde været godt vejr og butikkerne havde været åbne. Nu var det mest af alt lidt mærkeligt. Men på en måde også lidt spøgelsesagtig til tider.
Det er super mærkeligt hvor meget Tet og vejr kan have at sige for en oplevelse. Sidst jeg var i Vietnam ELSKEDE jeg Hanoi. Kunne slet ikke få nok også med tanke på hvor mange skønne dagsudflugter der var fra byen. Vejret var lige tilpas og det var bare skønt, skønt at sidde ude på alle de sjove små restauranter som var i 2. etage af mange af de gamle huse i nærheden af Hoan Kiem lake. Saigon faldt derimod ikke helt i smag. Der var alt for varmt, for vestlig og ikke så meget charme. Plus meget lidt at lave den sidste dag vi var der. Denne gang føles det helt omvendt. Vejret i Saigon var helt perfekt, der var masser at se og gøre og tiden gik super hurtigt med masser af skøn mad. Mærkeligt! Så jeg er helt sikker på at næste gang vi kommer tilbage til Vietnam kommer jeg til at elske Hanoi igen, den er en meget mere hyggelig og "asiatisk" by end Saigon. Men næste gang skal vi IKKE til Vietnam når der er Tet, det er simpelthen for bøvlet med transport. Vi skal også afsted på et tidspunkt, hvor det er væsentlig varmere i nord. Tjek!
Resten af dagen gik vi bare rundt og dalrede, kiggede lidt rundt om Hoan Kiem lake igen, drak en kop kaffe på en franskpræget restaurant, fik sendt det sidste postkort, købt et ekstra halstørklæde (hvorfor er det lige at nu hvor vi skal til at hjem kommer det til at blive vinter i Oslo, jeg har sagt til Morten længe at det sikkert kom til at ske eftersom det ikke havde været vinter endnu. F.... fu..... typisk! Så kommer vi hjem når det er aller værst. Tak for lort!) Men jeg kan jo takke mig selv for at jeg i har fleece, regnjakke, skibukser (tak til Saigon) og tørklæder så mon ikke vi klarer turen fra Gardermoen. For vi skal jo snart hjem nu. Mega mærkeligt! Tænkk sig at der allerede er gået 3 måneder. Det er slet ikke til at forstå.
Det endte med at vi spiste vores sidste måltid på Pho 24 (pho KÆDEN i Vietmam). Ikke det jeg gerne ville, men det endte med at Morten blv småsur og utålmodig fordi jeg ikke kunne bestemme mig for et sted jeg ville spise og vetoede det sted. Så var der dømt småsur pigestemning i 5 min. Men det gik alt sammen. Så tilbage til hotellet hvor vi betalte for værelset, vasketøjet og en taxa som skulle komme og hente os morgenen efter kl. 6.00 dut. Skønt! Pakke ens grej igen (rygsækkene er efterhånden blevet så tunge at Morten er nødt til at løfte den op på mig, så på den måde er det meget godt at vi snart skal hjem.
Vel fremme i Hanoi gik det for alvor op for os, hvad vinter er i det nordlige Vietnam. Det var koldt, surt, gråt og støvregnenede. Men der var ikke andet at gøre end at finde minibussen mod centrum og så afsted. Der er god motorvej hele vejen indtil byen, men der er måske ikke så meget spændende at se på? De meget smalle huse (som hvis nok skyldes at man skal betale skat udfra hvor bredt ens hus er så de bygger super smalt og højt. Ikke specielt praktisk skulle man synes, men meget karakteristisk. Man ser ikke lige så meget af det i Saigon), masser af scootere (men jeg indbilder mig at der er noget flere biler end da jeg var her sidst) og ikke mindst masser af lukkede butikker. Det er i hvert fald det vi tror der var bag alle de lukkede gitre. Det ser ud som om man tager Tet noget mere seriøst i Hanoi end de andre steder vi har været. Men de skal (efter guidenbogens vise ord) også være noget mere konservative og traditionalistiske i nord. Der er måske noget om snakken?
Vi blev sat af syd for Hoan Kiem lake søen, det absolutte midtpunkt i det turisterne kender til af Hanoi. En taxachauffør tilbød os et lift til en fuldstændig åndssvag pris så vi bestemte os i stedet for at gå. Der var ca. En km. Så det var ikke så slemt. Vi kom til hostellet vi havde booket på net og havde knap nok sat vores bagage på gulvet før receptionisten begyndte at bombardere os med muligheden for ture til næsten hvor som helst i Vietnam. Vi takkede høfligt nej, men han blev ved noget længere. Ikke specielt fedt! Men vi fik et fint værelse (som selvfølgelig var ret så koldt, jeg har aldrig fattet at lande hvor der er varmt det meste af året (måske minus 3 måneder) ikke har radiator. Det er som om de tænker at de ikke har behov for det, men det har de! Super, duper fodkoldt. Bbrrr..... Nå, men ud med os for at se lidt nærmere på byen. Vi havde været der måske 2 timer før Morten nok så nochelant sagde "man kunne jo også se på hvad det ville koste at komme en dag tidligere til Bangkok". Så var håndklædet kastet i ringen:-). Og det skal så siges at vejret var usandsynlig surt (jeg havde 2 uldting på plus fleece og regnjakke plus bukser) og at de aller fleste butikker var lukket, og vi havde gået rundt i over en time for at se efter et sted at spise. Men alligevel. Men så var det at man begyndte at tænke at det måske slet ikke var så tosset en ide'?
Men vi fandt til slut et sted at spise. Det var ikke noget særligt, men der var mad. Og det var delvis udendørs, skønt når det er sommer, knap så skønt om vinteren. Et generelt problem når vi skulle finde et sted at spise, svært at finde steder der var indendørs. Jeg fandt ud af, at hotellet, hvor jeg havde boet ganske mange nætter sidste gang, lå i et helt andet hood så der var ikke ret meget jeg kunne genkende. Men da vi gik en tur rundt om søen senere begyndte det heldigvis at dæmre kraftigt. Gik ind på en isbar kaldet Fannys, som er ret så legendarisk i Vietnam. Der var der dejlig varmt inde (sikkert for at stimulere folk til at spise mere is?) tjenerne gik sågar rundt med bare ben i deres små kjoler. Så lur mig om vi ikke fik en is trods alt, inde i varmen that is! Den var ok, men der var mærkelig kage i bunden som de godt kunne have sparet sig for. Vi fik også bestilt billetter til aftenens forestilling på Water Puppet teateret. En flot oplevelse sidst jeg var i Vietnam.
Så var Morten ellers mør for at bruge den ca. 1,5 vi havde inden forestillingen begyndte med vanddukkerne på at prøve at finde ud af om vi kunne ombooke vores billige airasia billetter til en dag tidligere. Så vi gik tilbage til hostellet og fandt ud af at det godt kunne lade sig gøre, kostede godt nok 125 USd (for os begge) fordi vi skulle betale mellemlægget på, hvor meget dyrere det var blevet. Men vi så på hinanden og tænkte "Fuck det", lad os være de meget priviligerede backpackere som gør det. Betalte og tada, en dag mere i varmen i Bangkok. Ikke et specielt svært valg egentlig:-). Fik også i fuld fart bestilt et sted at sove i nærheden af Siam Square, hvor Morten har store planer om at købe 2 telefoner (en til mig og en til ham, min blev stjålet/mistet i Myanmar, så hvis nogen har prøvet at sende sms'er til mig og jeg ikke har svaret er det helt klart derfor) og et netbræt. Så han glæder sig som et lille barn. Han har brugt utænkelig mange timer på at undersøge hvad han gerne vil have og nu nærmer det sig. Så må vi se om det overhovedet kommer til at kunne betale sig.
Water puppet showet var fantastisk. En helt anden forestilling ifht da jeg så det sidst. Meget inspireret af Drageåret som netop er beegyndt. Men rigtig, rigtig godt. Og det tror jeg faktisk også at Morten synes. Det er helt klart et must når man er i Vietnam. Relativt tidlig i seng så vi var klar for turbo sightseeing på vores eneste hele dag i Hanoi.
Tidlig op, halv tam morgenmad og så afsted på gåben mod Ho Chi Minh Mausoleet som lå ca. 45 min. fra hostellet. Heldigvis lidt bedre vejr end dagen før, men stadig gråt og koldt. Og næsten alle butikker lukket, gik forbi tusindvis (ja sådan føltes det) af tomme vinduer og jerngittere der vaar taget ned foran butikkerne. Det kunne have været en meget kortere gåtur hvis ikke det havde været for at der var et stort spærret militært område mellem os og Onkel Ho. Da vi endelig var kommet hen i nærheden af mausoleet blev militærfolkene som arbejdede på stedet ved med at vise os længere og længere væk. Men endelig var vi der. Man fik ikke lov til at tage sin rygsæk med ind, så den blev pænt tjekket ind ved indgangen. Sammen med kameraet, fandt senere ud af at det ikke var så smart.
Så var det ellers at stå i kø sammen med alle vietnameserne. Der var en salig blanding, og det første der skete efter at vi havde stilt os i kø var at der var et barn lige bag ved os som kastede op. Great! Så var stemningen til at tage og føle på. Men ellers gik det meget nemt med køen. Tusind gange hurtigere end i Beijing, hvor vi stod i kilometervis med kø sammen med alle kineserne (ikke at der ikke var orden, det sørgede alle råbemændende med megafoner for). Efter måske 15 min. i kø var vi inde i mausoleet, en stor betong klods som på ingen måde var smuk. Men det er vel gerne sådan det er med gamle kommunist ting? Det var i hvert fald et meget kommunistisk præg over det hele.
Så var højdepunktet kommet, hvor vi fik lov til at gå i en ring rundt om onkel Ho. Det er jo en lidt mærkelig oplevelse sådan at se en mand udstillet på den måde, især når det virkelig var imod hans ønske. Han ville have været brændt og ikke gjort til helgen. Det valgte kommunist partiet bare at skide på:-). Det er jo vitigt at have helte man kan besøge. Det sjoveste ved at besøge disse gamle mumier, er efter min mening, at se på reaktionen på de lokale. De er meget ærbødige og det er helt sole klart at det er stort for dem. Og så kan man jo sige at man har set onkel Ho. He, he...
Efter at være kommet ud af mausoleet var det videre til næste stop. Man kunne betale en symbolsk sum (som var blevet væsentlig mindre symbolsk end sidst jeg var i Vietnam) for at komme ind og se Ho's bosteder de sidste år af hans liv (han boede jo mange år i jungelen og kæmpede til den store guldmedalje). Man så en samling af hans gamle biler, et lille styltehus han havde fået bygget fordi han synes at det andet palads var for pompøst til ham. Alt i alt får man et indtryk af at han var en meget sympatisk mand som ikke blev korrumperet af magten han fik. Det er et hyggeligt område i en park, det eneste minus var at vi ikke havde kameraet med, noget de fleste andre havde fordi de havde været smarte nok til at tjekke den ind et sted og få den udleveret et andet. Hvorfor stod der ikke noget om den mulighed i elskede LP? Jeg spørger bare. Så der var ingen fotosession fra det område. Men hyggeligt var det. Bestemte os for at se på det halv mærkelige museum på vej ud af Ho Chi Minh komplekset. Det var et meget mærkeligt museum. Handlede mest om Ho men ikke udelukkende. Var også en forvokset frugtskål blandt andet. Ikke godt at vide hvad den skulle symbolisere. Tror heller aldrig vi finder ud af det. Men så kan vi da sige at vi har været der. Alle de andre hvide mennesker (så at sige i hvert fald) som var på området var der igennem en tour og kom derfor ind af andre indgange end os. Vi var til næsten alle tider omgivet af vietnamesere. Og det er jo unægtelig noget sjovere. Ud af komplekset, fik overtalt en vagt til at vi kunne gå ind af en indgang, hvor vi egentlig ikke fik lov at komme ind, så vi kunne tage et par billeder af mausoleet.
Næste stop Temple of Litterature. Det er et meget kendt tempel, som i mange år var det eneste (og ældste) universitet i Vietnam. Lisa og jeg var der også sidste gang da vi var i Hanoi. Det er ikke så langt fra Ho så vi gik derhen. Meget kan man sige om Morten, men han er f.... hård til at finde vej. Giv ham et nogenlunde præcis kort og så er han på vej. Skulle over et stk. helt ekstremt meget trafikkeret vej lige før templet, det var meget svært, men ellers gik det godt. Har helt klart indtryk af at der er kommet mange flere biler i Hanoi (og lidt færre scootere) end sidst jeg var her. Ikke nødvendigvis en heldig udvikling med tanke på forureningsniveauet i byen. Der er rigtig mange der kører rundt med mundbind på, og det kan man egentlig godt forstå.
Sidst jeg var i Tempel of litterature var det en fredelig oase, som Lisa og jeg mere eller mindre havde for os selv, og hvor man i en gd halv times tid kunne slippe for at forholde sig til trafikken. Det var en meget anderledes oplevelse denne gang. Der var SMÆK fyldt med vietnamesere overalt. Helt vildt! Så man gik i kø (efter at have stået i en forfærdentlig kø for at få billetter ind til stedet, hvor alle mændene mosede rundt og snød i køen, det endte med at jeg forbarmede mig over en småbarnsmor og købte til hende også) ind på området og rundt på området. Det var ret vildt. Jeg tror at det havde noget at gøre med Tet. Men det er ikke noget jeg kan vide sikkert. Vi så at i det inderste tempelområde gav de røde plakater væk med friskmalede kinesiske skrifttegn på. Måske var det noget der kunne bringe lykke det næste år? Det er rent gæt. Eller måske skulle man tage derhen for at få gode karakterer i det næste års studie? Det var morsomt at se på alle vietnameserene som gik rundt med deres våde røde skriftruller mens de prøvede at tørre dem. Lidt af et syn. Men det var ikke ligefrem specielt afslappende at være på tempelområdet.
Så derefter gik vi over til en restaurant som jeg havde udset mig i guidebogen. Den hed Koto og var nok engang et af de steder, hvor de hjælper unge mennesker fra dårlige kår med at få en uddannelse indenfor restaurationsfaget så de har en fremtid. Spise lækker mad og støtte et godt formål, bliver det meget bedre? Næppe. Det var et meget populært sted blandt hvide mennesker som lige havde været på Tempel of litterature, men vi fik et stted at sidde. Maden var helt ok, men desværre ikke helt ligeså lækker som jeg havde drømt om. Men absolut spiselig don't get me wrong. Vi betemte os for at vi ville gå og se Hoa Lu, eller Hanoi Hilton som det også er kendt. Et meget berømt fængsel bygget af franskmændene for at sætte vietnamesiske fanger som var imod Frankrig i Vietnam i. Det blev senere et sted hvor mange amerikanske krigsfanger blev sat ind, og af dem blev fængslet døbt Hanoi Hilton. En af fangerne som sad der er tidligere præsidentkandidat John McCain. Der var flere billeder på stedet af ham der kom tilbage til fængselet for nogle år tilbage og der var også billeder af da han blev "reddet" ud af en sø i Hanoi hvor han blev skudt ned under krigen.
Det er et godt museum som giver et indblik i hvordan politiske fanger blev behandlet af franskmændene i Vietnam (ikke specielt godt for at sige det mildt). Vi bestemte os efterfølgende for at gå lidt rundt i den gamle by i Hanoi. Et magisk sted med masser af små gyder og gader, nogle fyldt med scootere andre mere stille og rolige. Igen, på grund af Tet var der en noget anderledes stemning. Mange butikker var lukket og der var til tider usædvanlig stille. Vi ledte efter en speciel restaurant kaldet Cyclo (hvor de skulle have rickshaw som var ombygget til borde) for at drikke en kop kaffe. Men stedet var ikke at finde. Måske er det blevet lukket? Vi gik rundt i de mange gader, fik en kop kaffe et sted og osede rundt. Ville absolut have været en anderledes oplevelse hvis det havde været godt vejr og butikkerne havde været åbne. Nu var det mest af alt lidt mærkeligt. Men på en måde også lidt spøgelsesagtig til tider.
Det er super mærkeligt hvor meget Tet og vejr kan have at sige for en oplevelse. Sidst jeg var i Vietnam ELSKEDE jeg Hanoi. Kunne slet ikke få nok også med tanke på hvor mange skønne dagsudflugter der var fra byen. Vejret var lige tilpas og det var bare skønt, skønt at sidde ude på alle de sjove små restauranter som var i 2. etage af mange af de gamle huse i nærheden af Hoan Kiem lake. Saigon faldt derimod ikke helt i smag. Der var alt for varmt, for vestlig og ikke så meget charme. Plus meget lidt at lave den sidste dag vi var der. Denne gang føles det helt omvendt. Vejret i Saigon var helt perfekt, der var masser at se og gøre og tiden gik super hurtigt med masser af skøn mad. Mærkeligt! Så jeg er helt sikker på at næste gang vi kommer tilbage til Vietnam kommer jeg til at elske Hanoi igen, den er en meget mere hyggelig og "asiatisk" by end Saigon. Men næste gang skal vi IKKE til Vietnam når der er Tet, det er simpelthen for bøvlet med transport. Vi skal også afsted på et tidspunkt, hvor det er væsentlig varmere i nord. Tjek!
Resten af dagen gik vi bare rundt og dalrede, kiggede lidt rundt om Hoan Kiem lake igen, drak en kop kaffe på en franskpræget restaurant, fik sendt det sidste postkort, købt et ekstra halstørklæde (hvorfor er det lige at nu hvor vi skal til at hjem kommer det til at blive vinter i Oslo, jeg har sagt til Morten længe at det sikkert kom til at ske eftersom det ikke havde været vinter endnu. F.... fu..... typisk! Så kommer vi hjem når det er aller værst. Tak for lort!) Men jeg kan jo takke mig selv for at jeg i har fleece, regnjakke, skibukser (tak til Saigon) og tørklæder så mon ikke vi klarer turen fra Gardermoen. For vi skal jo snart hjem nu. Mega mærkeligt! Tænkk sig at der allerede er gået 3 måneder. Det er slet ikke til at forstå.
Det endte med at vi spiste vores sidste måltid på Pho 24 (pho KÆDEN i Vietmam). Ikke det jeg gerne ville, men det endte med at Morten blv småsur og utålmodig fordi jeg ikke kunne bestemme mig for et sted jeg ville spise og vetoede det sted. Så var der dømt småsur pigestemning i 5 min. Men det gik alt sammen. Så tilbage til hotellet hvor vi betalte for værelset, vasketøjet og en taxa som skulle komme og hente os morgenen efter kl. 6.00 dut. Skønt! Pakke ens grej igen (rygsækkene er efterhånden blevet så tunge at Morten er nødt til at løfte den op på mig, så på den måde er det meget godt at vi snart skal hjem.
fredag den 27. januar 2012
Madlavningskursus og skræddere under Tet i Hoi An
I forgårs var jeg på et madlavningskursus. Jeg ville egentlig gerne have været med en anden "kokkeskole" denne gang, da jeg ikke var specielt tilfreds med den jeg var med sidst. Men eftersom den anden tilgængelige skole var lukket igennem hele vores ophold i Hoi An var der ikke så meget valg. Men eftersom Morten ikke havde lyst til at lære at lave vietnamesisk mad blev vi enige om, at jeg skulle med på "deluxe kurset". Og det var helt klart meget bedre end det jeg var med på for 3 år siden, det meste af tiden da blev brugt til at lære at lave gulerødder om til blomster, ikke ligefrem noget jeg har brugt meget siden da:-).
Vi var 8 mennesker som var med på deluxe turen. Mig, et super sødt australsk par, 3 amerikanske kvinder som arbejdede på ambassade/konsulat i henholdsvis Hanoi og Guangshou og et fransk par (helt klart dem jeg snakkede mindst med). Vi mødtes om morgenen på Hai Cafe i midten af den gamle by i Hoi An. Der fik vi en velkomstdrikkevarer og sad og snakkede lidt med dem vi skulle kurse med. Rigtig hyggeligt. Den anden variant af kokkeskolen havdehelt klart mange flere deltagere eftersom det var ca. halv pris. Første stop på ruten var en økologisk landsby lige udenfor Hoi An, hvor de dyrkede alle mulige krydderurter og salater, som blev solgt på det centrale marked i Hoi An. Red bridge kokkeskolen støttede projektet ved at købe alle sine produkter der. Fedt nok. Fik en mærkelig bryg i et lokal hus, megett sødt stas, og "guiden/hovedkokken" sagde at det der var i bunden af glasset var frøæg. Men det var det helt klart ikke, var vidst i stedet nogle kerner fra en eller anden plante?
Næste stop før vi skulle cook up a storm var på det centrale marked. Som helt klart var ret præget af Tet. Der var kun nogle få boder der var åbne, og det var den første dag, hvor der overhovedet var noget der var åbent. Jeg elsker at kunne stille masser af spørgsmål sådanne steder, det er virkelig noget jeg lærer nogett af, såsom, hvordan mærker man at den er moden? Hvad er det? osv. Men det gav hovedkokken desværre meget begræset mulighed for. Det var lidt en skam. Ind i bilen igen og så afsted mod kokkeskolen. Som ligger super nydeligt lige i udkanten af Hoi An, et virkelig fint sted. Og de har nyligt fået lavet en super fin svømmepøl, som det var muligt at bruge efter kurset var færdig. Men det var det desværre ikke ligefrem vejr til. Selvom det heldigvis var lidt varmere end dagen i forvejen startede jeg alligevel dagen med fleece. Så ret køligt. Den kom heldigvis af i løbet af formiddagen, men der var også mange af de lokale som klagede over kulden og forkølelse pga pludselig skift i vejret. Så Morten var ikke den eneste:-).
Ude på kokkeskolen var det endelig i gang med det vi egentlig havde betalt for. At lære at lave mad. Hovedkokken fortalte os, at bossen var australsk og ejede x antal restauranter i Da Nang og Hoi An plus diverse huse. Han var gift med en lokal pige og havde boet i Hoi An området i 12 år. Hovedkokken havde været ansat i 10 år og kendte bossen rigtig godt. Han var flere gange blevet tilbudt at blive "overflyttet" til Australine, noget han gerne ville men det kunne ikke lade sig gøre pga familieforpligtellser overfor forældre. Hovedkokken insisterede på at vi skulle drikke australsk vin mens vi lavede mad, det er svært at sige nej tak til det:-).
Det første der skulle sættes i gang var fonden til Pho (nuddelsuppe med kylling eller oksekød). Så vi startede med at grille et par kyllingekadavere og koge dem i nogle timer med diverse krydderrier. Så skulle der ellers laves nudler til Pho, og det skulle vi gøre selv. Samme fremgagsmåde som hvis man vil lave rispapir til friske forårsruller, bortset fra at man selvføleglig skærer nudlerne i strimler. Man tager en kop med ris (ikke basmati eller jasmin, men helst (selvfølgelig) vietnamesiske ris) i blød i vand over natten. Vandet hældes fra og der tilsættes 2 nye kopper vand sammen med risen i en blender og så blendes der ellers i 7-10 min, til det er en masse uden gryn. Det skal så stå i 1 time til boblerne har lagt sig og så er man klar til at lave rispapir og nudler. Blev lidt for tykt for min smag, kan helt klart bedst lide at spise de meget tynde nudler, de andre bliver hurtig en ret træls konsistens synes jeg. Men det er heldigvis smag og behag. Hovedkokken lavede også et par friske forårsruller så vi kunne smage. De var kanon gode med lækre rejer.
Så var det tid til at lave grøn papaya og grøn mango salat. Det blev overraskende godt, men det er ikke ligefrem ingredienser deter enkelt at få fat i hjemme. Vi brugte nogle gode værktøjer og det var muligt at købe knive, citrusskræl dims og skrælledims til rimelige beløb efterfølgende. Noget jeg selvfølgelig gjorde, og håber at kniven kan komme med hele vejen hjem til Norge. Men tror ikke at det er et tort problem når det er i indtjekket bagage? Mit eneste store hjertesuk ifht kokkeskolen var at der stadig var alt for mange ting som blev gjort for os af et par flinke kvinder i kulisserne. Det er ligesom om, at når ikke man gør alting selv så sidder det ikke i fingrene og så er det sværere at genskabe når man kommer hjem. Ville hellere at vi skulle have gjort det længere. Det var heller ikke os der f.eks. grillede rejerne i bananblade med hjemmelavet chilipasta (mums!), så hvor det længe det fik på grillen, det er en hemmelighed. Lidt synd.
Ellers lavede vi også lækker kylling på grillen med bananblomstsalat (igen ikke ligefrem en ingrediens jeg tror der er let tilgængelig på Grønland, men man ved aldrig?). Sidste ret var fisk (makrel i dette tilfælde) i lerpotter. Det smagte himmelsk. Og til slut fik vi også Pho'en vi havde lavet grundlaget til. Det var ikke den bedste jeg har fået, men god var den. Tror måske at fonden ville have haft godt af at koge flere timer for virkelig at blive kraftig. Men det var absolut lækre retter vi havde været med til at lave og snakken gik løst blandt de hyggelige deltagere, en stor bonus. Da vi skulle spise nogle af retterne blev vi overflyttet til restauranten, hvor vi igen kunne få hvad vi gerne ville have at drikke. Synes ikke at prisen på 46 USD var så gal ifht hvad man fik for det. Til slut fik vi opskrifterne og et forklæde til at tage med hjem. Om bord på et lille skib gik det så ellers tilbage til Hoi An. En god måde at bruge dagen på.
Tilbage i Hoi An gik jeg, efter at have vidst det australske par syndens hule i form af Cargo Club med alle deres himmelske kager, tilbage til hotellet, hvor Morten ventede efter en dag hvor han ikke havde gjort stort andet end at spise frokost i den gamle by og trisse lidt rundt. Vi gik til skrædderen til kl. 17 som aftalt dagen i forvejen. Mønsteret som morten havde valgt ti ljakkesæt klædte ham virkelig og skjorterne var super fine. Han var så tilfreds med dem at han fluks bestilte to til. Så nu får han syet 6 skjorter, et par bukser til og jakkesættet. Der skulle også gøres nogle småting ved mine nederdele da de ikke helt havde den rigtige størrelse og facon.
Gik ned til den hyggelige flod med alle de fine gamle gule huse og vandrede lidt rundt. Masser af folk i byen til Tet, ifølge en kvinde jeg snakkede med var der masser af vietnamesiske lokale turister i byen og det var grunden til at der virkede rimelig fyldt. Meget af byen, både på den ene og den anden side af floden er super fint pyntet til Tet med lysende lamper og papirdekorationer. Smukt. Af samme grund valgte vi at spise aftensmad på en restaurant, hvor man kunne sidde i 2. etage og se ud over broen over floden og nyde alt livet på gaden i tryg afstand. Smukt. Morten fik en "set menu" og eftersom jeg havde spist trucker meget på madlavningskurset spiste jeg kun lidt af hans. Gemte plads til desserten efterfølgende på Cargo Club, man er vil ikke født igår. Mortens mad var ok, meget af det ikke specielt fantastisk. "Højdepunktet" var en tropisk frugttallerken bestående af en banan med skræl på leveret på en tallerken, da måtte jeg le.
Næste stop Cargo Club med den meget farlige kagedisk. Morten valgte en cappucino og en chokolademoussekage. Den var super god men meget, meget mægtig. Så mægtig at han faktisk ikke klarede at spise den op. Vildt. Tror aldrig at det er sket før. Jeg valgte en dobblecreme chocolate cake. Den var "to die for" men den var også så stor at det var umulig at spise det hele uden at brække sig, men meget af det blev fortæret med en kande jasminthe ved min side. Det var sindsygt godt men næsten lidt for meget. Morten ville ikke have mere kage under resten af opholdet i Hoi An, men så kureret blev jeg heldigvis ikke:-).
Næste dagg valgte vi ikke at tage til My Son, Cham ruinerne som ligger i nærheden af Hoi An og som jeg heller ikke fik set sidst. Har næsten dårlig samvittighed. Men Morten havde ikke lyst ("vi har da set nok ruiner og pagodaer har vi ikke?") å i stedet brugte vi hele dagen på at trisse rundt i byen. Købe lidt tøj, var ovre på den anden side af floden osv. Jeg har købt en ny grøn silkekjole som jeg synes er super fin. Jeg købte en blå sidst jeg var i Hoi An og den har jeg været rigtig glad for. Har også købt et par fine små blå sko med drager på. Så nu er det bar et glæde sig til sommer i Oslo (mistænker at der er meget længe til). Var til en ny fitting hos skrædderen kl. 14. Af mine 4 nederdele var der fortsat 2 jeg ikke var tilfredse med så det var en ommer. Vi skulle komme tilbage igen kl. 18, hvor det viste sig at de enndnu ikke var færdige så i stedet blev de leveret senere på aftenen på hotellet. Alt i den fineste orden. Og Morten er meget smækker i alt hans fine nye tøj. han købte også lige 4 nye slips for at sætte prikken over i'et.
Var på Cargo om eftermiddagen, hvor jeg nød en skøn mangomedalion med vaniliecreme. Et meget godt valg og på ingen måder lige så kvalm som en kun med chokolade så den gled ned på højkant:-). Begynder at dæmre, hvorfor jeg tog et par kg. på sidst jeg var i Vietnam:-). Maden er bare fantastisk her. Frokost var på et lille sted hvor vi fik fantastiske sandwich med skøn salat til (vi skider på alle råd om minus isterninger og salat, så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det er simpelthen for upraktisk når man rejser mere end en uge synes jeg). Aftensmad blev spist på et sted der hed "streets" et af de mange projekter hvor de ansætter unge mennesker fra dårlige kår og giver dem en uddannelse enten som tjenere eller kokke så de har en mulighed for at klare sig videre. En smuk tanke og virkelig lækker mad med god samvittighed. Fantastisk kombination:-).
Nu sidder vi på business class i Da Nang lufthavn på vej mod Hanoi. vi havde egentlig tænkt os at komme til Hue og se DMZ (demilitarised zone) derfra. Men fandt ud af at det ville være umulig med tidspunkterne, hvor busserne går på. Vi havde allerede købt en busbillet til hue (som vi ikke kan få refunderet, men det var kun 10 USD så ikke verdens undergang). Det var svært at få busbillet videre, og ret så dyrt pga Tet. Så det endte med at vi bestemte os for at flyve. Så slipper vi også 21 timer i bus (de første 4 til Hue). men der var meget få (ingen i morgen f.eks) flybilletter tilbage. Det eneste vi kunne få var business. Koster ca. 750 pr. person så det er ikke så slemt. Sidder nu i loungen og lader som om vi er megeet rige mennesker som er meget vigtige. He, he. Næste stop Hanoi, hvor vi så for bedre tid. ikke noget minus da det er en super skøn by. Og så slipper vi alt det stress med ikke at kunne nå det der var vigtigst for Morten i nærheden af hue alligevel.
Next stop fantastiske Hanoi. Hvor vi håber at det værste Tet hysteri snart giver sig.
Vi var 8 mennesker som var med på deluxe turen. Mig, et super sødt australsk par, 3 amerikanske kvinder som arbejdede på ambassade/konsulat i henholdsvis Hanoi og Guangshou og et fransk par (helt klart dem jeg snakkede mindst med). Vi mødtes om morgenen på Hai Cafe i midten af den gamle by i Hoi An. Der fik vi en velkomstdrikkevarer og sad og snakkede lidt med dem vi skulle kurse med. Rigtig hyggeligt. Den anden variant af kokkeskolen havdehelt klart mange flere deltagere eftersom det var ca. halv pris. Første stop på ruten var en økologisk landsby lige udenfor Hoi An, hvor de dyrkede alle mulige krydderurter og salater, som blev solgt på det centrale marked i Hoi An. Red bridge kokkeskolen støttede projektet ved at købe alle sine produkter der. Fedt nok. Fik en mærkelig bryg i et lokal hus, megett sødt stas, og "guiden/hovedkokken" sagde at det der var i bunden af glasset var frøæg. Men det var det helt klart ikke, var vidst i stedet nogle kerner fra en eller anden plante?
Næste stop før vi skulle cook up a storm var på det centrale marked. Som helt klart var ret præget af Tet. Der var kun nogle få boder der var åbne, og det var den første dag, hvor der overhovedet var noget der var åbent. Jeg elsker at kunne stille masser af spørgsmål sådanne steder, det er virkelig noget jeg lærer nogett af, såsom, hvordan mærker man at den er moden? Hvad er det? osv. Men det gav hovedkokken desværre meget begræset mulighed for. Det var lidt en skam. Ind i bilen igen og så afsted mod kokkeskolen. Som ligger super nydeligt lige i udkanten af Hoi An, et virkelig fint sted. Og de har nyligt fået lavet en super fin svømmepøl, som det var muligt at bruge efter kurset var færdig. Men det var det desværre ikke ligefrem vejr til. Selvom det heldigvis var lidt varmere end dagen i forvejen startede jeg alligevel dagen med fleece. Så ret køligt. Den kom heldigvis af i løbet af formiddagen, men der var også mange af de lokale som klagede over kulden og forkølelse pga pludselig skift i vejret. Så Morten var ikke den eneste:-).
Ude på kokkeskolen var det endelig i gang med det vi egentlig havde betalt for. At lære at lave mad. Hovedkokken fortalte os, at bossen var australsk og ejede x antal restauranter i Da Nang og Hoi An plus diverse huse. Han var gift med en lokal pige og havde boet i Hoi An området i 12 år. Hovedkokken havde været ansat i 10 år og kendte bossen rigtig godt. Han var flere gange blevet tilbudt at blive "overflyttet" til Australine, noget han gerne ville men det kunne ikke lade sig gøre pga familieforpligtellser overfor forældre. Hovedkokken insisterede på at vi skulle drikke australsk vin mens vi lavede mad, det er svært at sige nej tak til det:-).
Det første der skulle sættes i gang var fonden til Pho (nuddelsuppe med kylling eller oksekød). Så vi startede med at grille et par kyllingekadavere og koge dem i nogle timer med diverse krydderrier. Så skulle der ellers laves nudler til Pho, og det skulle vi gøre selv. Samme fremgagsmåde som hvis man vil lave rispapir til friske forårsruller, bortset fra at man selvføleglig skærer nudlerne i strimler. Man tager en kop med ris (ikke basmati eller jasmin, men helst (selvfølgelig) vietnamesiske ris) i blød i vand over natten. Vandet hældes fra og der tilsættes 2 nye kopper vand sammen med risen i en blender og så blendes der ellers i 7-10 min, til det er en masse uden gryn. Det skal så stå i 1 time til boblerne har lagt sig og så er man klar til at lave rispapir og nudler. Blev lidt for tykt for min smag, kan helt klart bedst lide at spise de meget tynde nudler, de andre bliver hurtig en ret træls konsistens synes jeg. Men det er heldigvis smag og behag. Hovedkokken lavede også et par friske forårsruller så vi kunne smage. De var kanon gode med lækre rejer.
Så var det tid til at lave grøn papaya og grøn mango salat. Det blev overraskende godt, men det er ikke ligefrem ingredienser deter enkelt at få fat i hjemme. Vi brugte nogle gode værktøjer og det var muligt at købe knive, citrusskræl dims og skrælledims til rimelige beløb efterfølgende. Noget jeg selvfølgelig gjorde, og håber at kniven kan komme med hele vejen hjem til Norge. Men tror ikke at det er et tort problem når det er i indtjekket bagage? Mit eneste store hjertesuk ifht kokkeskolen var at der stadig var alt for mange ting som blev gjort for os af et par flinke kvinder i kulisserne. Det er ligesom om, at når ikke man gør alting selv så sidder det ikke i fingrene og så er det sværere at genskabe når man kommer hjem. Ville hellere at vi skulle have gjort det længere. Det var heller ikke os der f.eks. grillede rejerne i bananblade med hjemmelavet chilipasta (mums!), så hvor det længe det fik på grillen, det er en hemmelighed. Lidt synd.
Ellers lavede vi også lækker kylling på grillen med bananblomstsalat (igen ikke ligefrem en ingrediens jeg tror der er let tilgængelig på Grønland, men man ved aldrig?). Sidste ret var fisk (makrel i dette tilfælde) i lerpotter. Det smagte himmelsk. Og til slut fik vi også Pho'en vi havde lavet grundlaget til. Det var ikke den bedste jeg har fået, men god var den. Tror måske at fonden ville have haft godt af at koge flere timer for virkelig at blive kraftig. Men det var absolut lækre retter vi havde været med til at lave og snakken gik løst blandt de hyggelige deltagere, en stor bonus. Da vi skulle spise nogle af retterne blev vi overflyttet til restauranten, hvor vi igen kunne få hvad vi gerne ville have at drikke. Synes ikke at prisen på 46 USD var så gal ifht hvad man fik for det. Til slut fik vi opskrifterne og et forklæde til at tage med hjem. Om bord på et lille skib gik det så ellers tilbage til Hoi An. En god måde at bruge dagen på.
Tilbage i Hoi An gik jeg, efter at have vidst det australske par syndens hule i form af Cargo Club med alle deres himmelske kager, tilbage til hotellet, hvor Morten ventede efter en dag hvor han ikke havde gjort stort andet end at spise frokost i den gamle by og trisse lidt rundt. Vi gik til skrædderen til kl. 17 som aftalt dagen i forvejen. Mønsteret som morten havde valgt ti ljakkesæt klædte ham virkelig og skjorterne var super fine. Han var så tilfreds med dem at han fluks bestilte to til. Så nu får han syet 6 skjorter, et par bukser til og jakkesættet. Der skulle også gøres nogle småting ved mine nederdele da de ikke helt havde den rigtige størrelse og facon.
Gik ned til den hyggelige flod med alle de fine gamle gule huse og vandrede lidt rundt. Masser af folk i byen til Tet, ifølge en kvinde jeg snakkede med var der masser af vietnamesiske lokale turister i byen og det var grunden til at der virkede rimelig fyldt. Meget af byen, både på den ene og den anden side af floden er super fint pyntet til Tet med lysende lamper og papirdekorationer. Smukt. Af samme grund valgte vi at spise aftensmad på en restaurant, hvor man kunne sidde i 2. etage og se ud over broen over floden og nyde alt livet på gaden i tryg afstand. Smukt. Morten fik en "set menu" og eftersom jeg havde spist trucker meget på madlavningskurset spiste jeg kun lidt af hans. Gemte plads til desserten efterfølgende på Cargo Club, man er vil ikke født igår. Mortens mad var ok, meget af det ikke specielt fantastisk. "Højdepunktet" var en tropisk frugttallerken bestående af en banan med skræl på leveret på en tallerken, da måtte jeg le.
Næste stop Cargo Club med den meget farlige kagedisk. Morten valgte en cappucino og en chokolademoussekage. Den var super god men meget, meget mægtig. Så mægtig at han faktisk ikke klarede at spise den op. Vildt. Tror aldrig at det er sket før. Jeg valgte en dobblecreme chocolate cake. Den var "to die for" men den var også så stor at det var umulig at spise det hele uden at brække sig, men meget af det blev fortæret med en kande jasminthe ved min side. Det var sindsygt godt men næsten lidt for meget. Morten ville ikke have mere kage under resten af opholdet i Hoi An, men så kureret blev jeg heldigvis ikke:-).
Næste dagg valgte vi ikke at tage til My Son, Cham ruinerne som ligger i nærheden af Hoi An og som jeg heller ikke fik set sidst. Har næsten dårlig samvittighed. Men Morten havde ikke lyst ("vi har da set nok ruiner og pagodaer har vi ikke?") å i stedet brugte vi hele dagen på at trisse rundt i byen. Købe lidt tøj, var ovre på den anden side af floden osv. Jeg har købt en ny grøn silkekjole som jeg synes er super fin. Jeg købte en blå sidst jeg var i Hoi An og den har jeg været rigtig glad for. Har også købt et par fine små blå sko med drager på. Så nu er det bar et glæde sig til sommer i Oslo (mistænker at der er meget længe til). Var til en ny fitting hos skrædderen kl. 14. Af mine 4 nederdele var der fortsat 2 jeg ikke var tilfredse med så det var en ommer. Vi skulle komme tilbage igen kl. 18, hvor det viste sig at de enndnu ikke var færdige så i stedet blev de leveret senere på aftenen på hotellet. Alt i den fineste orden. Og Morten er meget smækker i alt hans fine nye tøj. han købte også lige 4 nye slips for at sætte prikken over i'et.
Var på Cargo om eftermiddagen, hvor jeg nød en skøn mangomedalion med vaniliecreme. Et meget godt valg og på ingen måder lige så kvalm som en kun med chokolade så den gled ned på højkant:-). Begynder at dæmre, hvorfor jeg tog et par kg. på sidst jeg var i Vietnam:-). Maden er bare fantastisk her. Frokost var på et lille sted hvor vi fik fantastiske sandwich med skøn salat til (vi skider på alle råd om minus isterninger og salat, så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det er simpelthen for upraktisk når man rejser mere end en uge synes jeg). Aftensmad blev spist på et sted der hed "streets" et af de mange projekter hvor de ansætter unge mennesker fra dårlige kår og giver dem en uddannelse enten som tjenere eller kokke så de har en mulighed for at klare sig videre. En smuk tanke og virkelig lækker mad med god samvittighed. Fantastisk kombination:-).
Nu sidder vi på business class i Da Nang lufthavn på vej mod Hanoi. vi havde egentlig tænkt os at komme til Hue og se DMZ (demilitarised zone) derfra. Men fandt ud af at det ville være umulig med tidspunkterne, hvor busserne går på. Vi havde allerede købt en busbillet til hue (som vi ikke kan få refunderet, men det var kun 10 USD så ikke verdens undergang). Det var svært at få busbillet videre, og ret så dyrt pga Tet. Så det endte med at vi bestemte os for at flyve. Så slipper vi også 21 timer i bus (de første 4 til Hue). men der var meget få (ingen i morgen f.eks) flybilletter tilbage. Det eneste vi kunne få var business. Koster ca. 750 pr. person så det er ikke så slemt. Sidder nu i loungen og lader som om vi er megeet rige mennesker som er meget vigtige. He, he. Næste stop Hanoi, hvor vi så for bedre tid. ikke noget minus da det er en super skøn by. Og så slipper vi alt det stress med ikke at kunne nå det der var vigtigst for Morten i nærheden af hue alligevel.
Next stop fantastiske Hanoi. Hvor vi håber at det værste Tet hysteri snart giver sig.
onsdag den 25. januar 2012
Hoi An
Efter en lang bustur fra Nha Trang til Hoi An kom vi frem i dag tidlig morges. Det hele startede ellers halv dramatisk, først med at chaufføren der skulle komme og hente os for at køre os til bussen vi skulle med kom ca. 45 min. efter hvad vi havde fået besked om. Så bliver man lidt bekymret. Da vi så endelig kom ombord på den store bus var der MEGA meget drama. Det viste sig at firmaet havde overbooket bussen ret kraftigt. Det resulterede i at et kinesisk mor-datter par skulle sove på gulvet på en madras. Det var ikke populært og, hvorfor det var lige præcis dem og nogle vietnamesere. Det vides ikke. men der kom en mand fra kontoret, som snakkede noget engelsk, han råbte og skreg og kineserne skreg tilbage på kinesisk. Det endte med at moren begyndte at rgæde og at de efter meget frem og tilbage fik en madras på gulvet (efter at have sovet i sæderne der kunne klappes sammen er jeg tilbøjelig til at tro at de ikke fik den nværste deal eftersom de kunne ligge helt udstrakt).
Ankom Hoi An efter en lang og noget ukomfortabel nat (noget værre end med den sidste sleeper bus var Morten og jeg enige om). Normalvis ville vi have valgt en løsning med en "åpen-tur-busbillet" fra Saigon til Hanoi, men pga Tet var det for dyrt så vi har taget det etapevis i stedet. Vi var glade for at vi ikke havde bundet os til det sidste selskab for resten af rejsen det skal være sikkert:-). Vel fremme i Hoi An var det bælgmørkt og ret køligt (men havde fleece og bukser på fra bussen så det var ikke så slemt). Kunne ikke helt finde ud af, hvor vi var henne på kortet, så det endte med at vi tog en taxa den km. der var til hotellet (helt ok med tanke på at det kostede os 1,5 dollar og vi slap for at slæbe vores habbengut så langt). Vi var super heldige på hotellet, hvor vi havde bestilt værelse på forhånd. De havde et værelse klart lige med det samme. Hurra. Og et dejligt stort værelse med balkon var det. Luksus:-). At de så påstod at det skulle være midt i det gamle byområde er jeg ikke helt enig i, men det er vel en meningssag.
Jeg havde savlet over en restaurant, hvor Lisa og jeg ved vores sidste Hoi An besøg havde været mere end en gang. Desværre serverede de ikke morgenmad pga Tet. RØV! Men de var åben for frokost så der var lys i tunnelen:-). Men vi fik et ok måltid et andet sted og så var det ellers afsted for at finde et sted, hvor de kunne sy noget tøj til os. Prioritet nr. 1 var at Morten skulle have et jakkesæt (han har "kun" 3 fra før, og han briger dem hele tiden, NOT). Gik først et par forskellige steder for at se lidt, hvad de havde at tilbyde og hvad priserne var. Problemet var bare at da Morten så kom i den situation, at han faktisk skulle til at vælge stof gik han helt i handlingslammelse:-). Å vi brugte ret lang tid på at finde et sted. Men til slut lykkedes det heldigvis. Samme sted bestilte jeg nogle nederdele med lommer, meget praktisk til arbejde og næsten umulig at finde i butikker, så vi satser på at det bliver godt.
Priserne på at få syet ting i Hoi An har steget en del siden jeg var her for 3 år siden. Men jeg har helt klart planer om at gøre som sidst. Gå i de billige skrædderbutikker og bare prøve ting. Ser det godt ud og prisen er rigtig, købt. Der er som regel rimelig meget lavet i min størrelse (den luksus har Morten ikke, han er ikke ligefrem standard størrelse) så det er en stor fordel. Satser på at få fat i en nederdel eller 2 og en silkekjole, har også lidt øjnene på et par sko så vi får at se. I morgen har jeg meldt mig på "de luxe" madlavningskursus. Morten har tidligere været med men gav tydelig udtryk for, at han ikke havde lyst denne gang. Så han slipper og jeg tager i stedet på det kursus som er dobbelt så dyrt. Håber at lære lidt mere end, hvad der vara tilfældet sidst på samme skole. Højdepunktet da var da de ville have os til at lave åndssvage dekorationer af tomater og agurker, det er ikke ligefrem noget der er blevet prioriteret hjemme siden for at sige det sådan. Ville gerne have været med en anden skole, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da de var lukket pga Tet. Men satser på at blive færdiguddannet i kunsten at lave Pho. Det ville være top nice.
Eftermiddagen brugte jeg på at vade rundt i den hyggelige gamle bydel og bare ose. Morten lå hjemme og slappede af. Han siger at han føler sig som udskidt æblegrød og er noget blank i øjnene. Det er nok ikke specielt sundt med alle de konstante klimaforandringer? Han hoster i hvert fald og siger at han fryser (han havde fleece på ud at spise i aften, så ved jeg i hvert fald at det også er ok jeg har min på). Både frokost (som blev fortæret, hvor jeg havde tænkt vi skulle have morgenmad) og aftensmad var godt. Frokosten var 2 gange baguette med lækkert fyld. Stedet hvor vi spiste har fantastisk bagværk. Så lur mig om jeg ikke lige sneg en brownie med derfra:-). Men det jeg havde våde drømme om til morgenmad var en brødkurv 8altså en kurv med forskellige slags brød), som vi havde fået sidst. Lidt nedtur at man ikke kunne få det selvom det andet absolut også var godt.
Aftensmaden var på en lokal bule hvor vi prøvede en del af de lokale delikatesser. "White rose" som er dim sum lignenede ting med svin og rejer i, ret godt. Ban Xea som er en "pandekage" af æg med rejer, svin og bønnespirer som i Hoi An pakkes i rispapir sammen med salat og urter. Cao lau som er en nuddelret med svin, absolut ikke velsmagende på denne restaurant. Og selvfølgellig forårsruller, noget vi får næsten daglig. Det er bare så godt i Vietnam næsten overalt. Nu er det på tide at knalde brikker (og få Morten op så han kan få børstet tænder, han gik helt kold med det samme vi kom hjem). Satser på at næste gang jeg skriver har jeg sort bælte i Pho ("nationalretten" i Vietnam, oksekraftssuppe med tynde strimler oksekød, bønnespirer og masser af friske krydderurter, meget velsmagende når det er lavet ordentlig).
Ankom Hoi An efter en lang og noget ukomfortabel nat (noget værre end med den sidste sleeper bus var Morten og jeg enige om). Normalvis ville vi have valgt en løsning med en "åpen-tur-busbillet" fra Saigon til Hanoi, men pga Tet var det for dyrt så vi har taget det etapevis i stedet. Vi var glade for at vi ikke havde bundet os til det sidste selskab for resten af rejsen det skal være sikkert:-). Vel fremme i Hoi An var det bælgmørkt og ret køligt (men havde fleece og bukser på fra bussen så det var ikke så slemt). Kunne ikke helt finde ud af, hvor vi var henne på kortet, så det endte med at vi tog en taxa den km. der var til hotellet (helt ok med tanke på at det kostede os 1,5 dollar og vi slap for at slæbe vores habbengut så langt). Vi var super heldige på hotellet, hvor vi havde bestilt værelse på forhånd. De havde et værelse klart lige med det samme. Hurra. Og et dejligt stort værelse med balkon var det. Luksus:-). At de så påstod at det skulle være midt i det gamle byområde er jeg ikke helt enig i, men det er vel en meningssag.
Jeg havde savlet over en restaurant, hvor Lisa og jeg ved vores sidste Hoi An besøg havde været mere end en gang. Desværre serverede de ikke morgenmad pga Tet. RØV! Men de var åben for frokost så der var lys i tunnelen:-). Men vi fik et ok måltid et andet sted og så var det ellers afsted for at finde et sted, hvor de kunne sy noget tøj til os. Prioritet nr. 1 var at Morten skulle have et jakkesæt (han har "kun" 3 fra før, og han briger dem hele tiden, NOT). Gik først et par forskellige steder for at se lidt, hvad de havde at tilbyde og hvad priserne var. Problemet var bare at da Morten så kom i den situation, at han faktisk skulle til at vælge stof gik han helt i handlingslammelse:-). Å vi brugte ret lang tid på at finde et sted. Men til slut lykkedes det heldigvis. Samme sted bestilte jeg nogle nederdele med lommer, meget praktisk til arbejde og næsten umulig at finde i butikker, så vi satser på at det bliver godt.
Priserne på at få syet ting i Hoi An har steget en del siden jeg var her for 3 år siden. Men jeg har helt klart planer om at gøre som sidst. Gå i de billige skrædderbutikker og bare prøve ting. Ser det godt ud og prisen er rigtig, købt. Der er som regel rimelig meget lavet i min størrelse (den luksus har Morten ikke, han er ikke ligefrem standard størrelse) så det er en stor fordel. Satser på at få fat i en nederdel eller 2 og en silkekjole, har også lidt øjnene på et par sko så vi får at se. I morgen har jeg meldt mig på "de luxe" madlavningskursus. Morten har tidligere været med men gav tydelig udtryk for, at han ikke havde lyst denne gang. Så han slipper og jeg tager i stedet på det kursus som er dobbelt så dyrt. Håber at lære lidt mere end, hvad der vara tilfældet sidst på samme skole. Højdepunktet da var da de ville have os til at lave åndssvage dekorationer af tomater og agurker, det er ikke ligefrem noget der er blevet prioriteret hjemme siden for at sige det sådan. Ville gerne have været med en anden skole, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da de var lukket pga Tet. Men satser på at blive færdiguddannet i kunsten at lave Pho. Det ville være top nice.
Eftermiddagen brugte jeg på at vade rundt i den hyggelige gamle bydel og bare ose. Morten lå hjemme og slappede af. Han siger at han føler sig som udskidt æblegrød og er noget blank i øjnene. Det er nok ikke specielt sundt med alle de konstante klimaforandringer? Han hoster i hvert fald og siger at han fryser (han havde fleece på ud at spise i aften, så ved jeg i hvert fald at det også er ok jeg har min på). Både frokost (som blev fortæret, hvor jeg havde tænkt vi skulle have morgenmad) og aftensmad var godt. Frokosten var 2 gange baguette med lækkert fyld. Stedet hvor vi spiste har fantastisk bagværk. Så lur mig om jeg ikke lige sneg en brownie med derfra:-). Men det jeg havde våde drømme om til morgenmad var en brødkurv 8altså en kurv med forskellige slags brød), som vi havde fået sidst. Lidt nedtur at man ikke kunne få det selvom det andet absolut også var godt.
Aftensmaden var på en lokal bule hvor vi prøvede en del af de lokale delikatesser. "White rose" som er dim sum lignenede ting med svin og rejer i, ret godt. Ban Xea som er en "pandekage" af æg med rejer, svin og bønnespirer som i Hoi An pakkes i rispapir sammen med salat og urter. Cao lau som er en nuddelret med svin, absolut ikke velsmagende på denne restaurant. Og selvfølgellig forårsruller, noget vi får næsten daglig. Det er bare så godt i Vietnam næsten overalt. Nu er det på tide at knalde brikker (og få Morten op så han kan få børstet tænder, han gik helt kold med det samme vi kom hjem). Satser på at næste gang jeg skriver har jeg sort bælte i Pho ("nationalretten" i Vietnam, oksekraftssuppe med tynde strimler oksekød, bønnespirer og masser af friske krydderurter, meget velsmagende når det er lavet ordentlig).
Nha Trang
Efter en helt ok bustur fra Saigon til Nha Trang med sæder, hvor man kunne ligger mere eller mindre ned. Relativt behageligt ifht busserne i Myanmar også med tanke på at vejene er meget, meget bedre. At vi var blevet forespejlet at bussen skulle køre kl. 20.00 og da vi kom til kontoret for at "checke ind" fik at vde at den først gik 1 time senere. Men det var en relativt lille ting, og timen bleev brugt på en nærliggende cafe. Kl. var rimelig meget lort om morgenen da vi ankom Nha Trang, tror at kl. var ca. 6. Efter at have tjekket lidt på mobilen (med det smarte satelit system) fandt vi ud af at der ikke var ret langt hen til hostellet vi havde booket, så vi gik den km. penge.
På hostellet var der selvfølgelig ikke et ledig værelse. Det ville næsten være for godt til at være sandt. Men vi sad på hotellet et par timer (var lidt for tidligt at gøre andet) gik derefter ud for at spise morgenmad. Det blev mere eller mindre det første det bedste, og det var ikke ligefrem succes. Betjeningen tog evigheder og da maden endelig kom (Morten fik en kold-som-skulle-have-været-varm morgenting med æg osv) og jeg fik müsli (var mere som frosties med sukret frugt, vel ikke ligefrem så sundt og nærende). I tillæg var det noget dyrere end hvad vi var vandt til fra Saigon (ikke at det var mange norske kroner der var snak om, men alligevel, når kvaliteten også er dårligere er det ikke særlig feedt). Tilbage til hostellet, var vi så heldige, at der nu var et værelse ledigt. Noget Morten var rigtig glad for. Han var nemlig total smadret og ret så forkølet. Så det endte med at han blev liggende på værelset og jeg vandrede ned mod stranden. Det er jo derfor man er i Nha Trang.
Det var jo i øvrigt den store Tet dag, noget byen bar rimelig meget præg af eftersom rigtig meget var lukket. Men vi fandt et rejsebureau, hvor vi fik bestilt en busrejse fra Nha Trang til Hoi An dagen efter, så var der tjek på det. Og vi så en gruppe med "dragedansere" som dansede det nye kinesiske nytår ind. Så at de gjorde det ved, hvad der så ud som et privat hus. Hyggeligt. Men vi havde desværre ikke kamera med til at forevige seancen.
Vel nede ved stranden fandt jeg hurtigt ud af, at det var varmt, men på ingen måder brændende varmt. Da Morten kom til stranden et par timer senere fandt vi et par strandstole vi kunne leje. Og så var det ellers bare at ligge i skyggen (for sent fandt jeg ud af senere da jeg mærkede at halvdelen af min ryg var blevet sveden. Det er sådan det går når man selv prøver at smøre sig på ryggen, det er derfor man har en mand tydeligvis). Stranden i Nha Trang er smuk, med flotte kalkstenformationer og skiv hele vejen rundt. Desværre var det ikke ligefrem specielt fedt at bade der. Der var MEGA vilde bølger og sygt meget understrøm. Så den første dag faldt jeg rimelig meget alene. Dagen efter var jeg helt nede og vende i sandet (som havde lidt konsistens a'la grus så ikke specielt fedt at ligge der med bikini udover det hele og solbriller forsvindede ud i havet). Så for at sige det mildt er Nha Trang ikke ligefrem en børnevenlig strand.
Aftensmad var ok men ikke noget særligt. Som med morgenmaden dyrere end i Saigon og ikke lige så god kvalitet. Men helt klart bedre end morgenmaden trods alt. Så ellers tilbage til hostellet, Morten var ret smadret og forkølet, så vi så Karate Kid nr. hvem-ved-hvad og knaldede efterfølgende brikker for hårdt. Dagen efter sov vi længe, det var fortjent. Morgenmad blev heldigvis indtaget på et væsentlig bedre sted end dagen før. Lækker vietnamesisk baguette med skøn omelet til. Dejlige smoothies og skøb vietnamesisk iskaffe med kondenseret mælk, det er et hit all over Vietnam. Resten af dagen blev brugt ved stranden, i skyggen, på en liggestol, læsende en bog og prøve på at undgå at blive mere stegt på ryggen. Noget jeg tror lykkedes. Sandelig godt at vi ikke havde planlagt 3 måneder med strandferie, det havde min stakkels lyserøde hud aldrig taklet:-). Skulle tit ønske at man havde lidt mere pigment, så man kunne spare lidt på solcremen. Men nej:-). Men noget lidt overraskende var, at det ikke var så varmt i nha trang. Med det samme klokken nærmede sig 4 om eftermiddagen begyndte det at blive køligere. Og om aftenen var det faktisk skjortevejr.
Nha Trang er et helt ok sted at brug et par dage, men det er ikke den bedste strand jeg har været på. Hostellet vi boede på var fint og super god value for prisen. Men restauranterne var meget dyrere end i Saigon ifht prisen. Vi var heldige at finde en god restaurant (så vi valgte også at spise aftensmad der, man er vel lidt af et vanedyr). At næsten alle restauranter i byen havde menukort på russisk og at der var enormt mange russiske kunder gjorde også at der var en lidt sjov/mærkelig stemning. Men som sagt alt i alt et ok sted at bruge et par dage. Ikke ligefrem et sted man kan bade ret meget eftersom bølgerne er så sindsyge men en smuk strand. Et dejligt sted at dase i en liggestol et par dage. Men tror at hvis jeg skal til en strand i Vietnam igen vil jeg måske se hvordan Mui Ne er?
På hostellet var der selvfølgelig ikke et ledig værelse. Det ville næsten være for godt til at være sandt. Men vi sad på hotellet et par timer (var lidt for tidligt at gøre andet) gik derefter ud for at spise morgenmad. Det blev mere eller mindre det første det bedste, og det var ikke ligefrem succes. Betjeningen tog evigheder og da maden endelig kom (Morten fik en kold-som-skulle-have-været-varm morgenting med æg osv) og jeg fik müsli (var mere som frosties med sukret frugt, vel ikke ligefrem så sundt og nærende). I tillæg var det noget dyrere end hvad vi var vandt til fra Saigon (ikke at det var mange norske kroner der var snak om, men alligevel, når kvaliteten også er dårligere er det ikke særlig feedt). Tilbage til hostellet, var vi så heldige, at der nu var et værelse ledigt. Noget Morten var rigtig glad for. Han var nemlig total smadret og ret så forkølet. Så det endte med at han blev liggende på værelset og jeg vandrede ned mod stranden. Det er jo derfor man er i Nha Trang.
Det var jo i øvrigt den store Tet dag, noget byen bar rimelig meget præg af eftersom rigtig meget var lukket. Men vi fandt et rejsebureau, hvor vi fik bestilt en busrejse fra Nha Trang til Hoi An dagen efter, så var der tjek på det. Og vi så en gruppe med "dragedansere" som dansede det nye kinesiske nytår ind. Så at de gjorde det ved, hvad der så ud som et privat hus. Hyggeligt. Men vi havde desværre ikke kamera med til at forevige seancen.
Vel nede ved stranden fandt jeg hurtigt ud af, at det var varmt, men på ingen måder brændende varmt. Da Morten kom til stranden et par timer senere fandt vi et par strandstole vi kunne leje. Og så var det ellers bare at ligge i skyggen (for sent fandt jeg ud af senere da jeg mærkede at halvdelen af min ryg var blevet sveden. Det er sådan det går når man selv prøver at smøre sig på ryggen, det er derfor man har en mand tydeligvis). Stranden i Nha Trang er smuk, med flotte kalkstenformationer og skiv hele vejen rundt. Desværre var det ikke ligefrem specielt fedt at bade der. Der var MEGA vilde bølger og sygt meget understrøm. Så den første dag faldt jeg rimelig meget alene. Dagen efter var jeg helt nede og vende i sandet (som havde lidt konsistens a'la grus så ikke specielt fedt at ligge der med bikini udover det hele og solbriller forsvindede ud i havet). Så for at sige det mildt er Nha Trang ikke ligefrem en børnevenlig strand.
Aftensmad var ok men ikke noget særligt. Som med morgenmaden dyrere end i Saigon og ikke lige så god kvalitet. Men helt klart bedre end morgenmaden trods alt. Så ellers tilbage til hostellet, Morten var ret smadret og forkølet, så vi så Karate Kid nr. hvem-ved-hvad og knaldede efterfølgende brikker for hårdt. Dagen efter sov vi længe, det var fortjent. Morgenmad blev heldigvis indtaget på et væsentlig bedre sted end dagen før. Lækker vietnamesisk baguette med skøn omelet til. Dejlige smoothies og skøb vietnamesisk iskaffe med kondenseret mælk, det er et hit all over Vietnam. Resten af dagen blev brugt ved stranden, i skyggen, på en liggestol, læsende en bog og prøve på at undgå at blive mere stegt på ryggen. Noget jeg tror lykkedes. Sandelig godt at vi ikke havde planlagt 3 måneder med strandferie, det havde min stakkels lyserøde hud aldrig taklet:-). Skulle tit ønske at man havde lidt mere pigment, så man kunne spare lidt på solcremen. Men nej:-). Men noget lidt overraskende var, at det ikke var så varmt i nha trang. Med det samme klokken nærmede sig 4 om eftermiddagen begyndte det at blive køligere. Og om aftenen var det faktisk skjortevejr.
Nha Trang er et helt ok sted at brug et par dage, men det er ikke den bedste strand jeg har været på. Hostellet vi boede på var fint og super god value for prisen. Men restauranterne var meget dyrere end i Saigon ifht prisen. Vi var heldige at finde en god restaurant (så vi valgte også at spise aftensmad der, man er vel lidt af et vanedyr). At næsten alle restauranter i byen havde menukort på russisk og at der var enormt mange russiske kunder gjorde også at der var en lidt sjov/mærkelig stemning. Men som sagt alt i alt et ok sted at bruge et par dage. Ikke ligefrem et sted man kan bade ret meget eftersom bølgerne er så sindsyge men en smuk strand. Et dejligt sted at dase i en liggestol et par dage. Men tror at hvis jeg skal til en strand i Vietnam igen vil jeg måske se hvordan Mui Ne er?
søndag den 22. januar 2012
Saigon
De to sidste dage i Saigon er blevet godt udnyttet. Vi startede igaar rimelig tidlig for at proeve at faa noget ud af dagen, dette paa trods af at vores kroppe er begyndt at raabe lidt efter muligeheden for at sove laenge. Jeg er i oevrig helt ok igen efter at have vaeret noget smadret og diare traels i nogle dage. det er skoent at vaere paa toppen igen. Hurra. Foerste stop War Remnants museet. Det er et helt igennem forfaerdentlig museum som viser alle de barske virkeligheder fra Amerikakrigen. Der er ikke sparet paa de barske billeder af fuldstaedig flaensede vietcong kroppe, deforme fostre efter agent orange, masser af billeder af meget invalidiserede mennesker som bivirkning af agent orange. helt igennem forfaerdentlig! Jeg blev, som sidste gang, fysisk daarlig af det hele.
Men det er helt klart noget man bliver noed til at goere, ogsaa selvom guiden fra cu Chi mente at det absolut ikke var sandfaerdigt. Han mente kun at det var hans side som var den rigtige. Men saaden er det jo sjaeldent. Man bliver noedt til at proeve at saette sig ind i begge sider selvom det ikke er saa let. jeg har stadig ikke helt forstaaet hvorfor USA blandede sig i konflikten. Men maaske hvis jeg laeser lidt mere finder jeg ud af det? Alle museer har labng frokostpause. Noget der er lidt upraktisk. derfor bestemt vi os for at vi ville krydse fingre for at Reunification paladset ogsaa ville vaere aabent dagen efter og istedet tage ned til Dong Khoi omraadet, som er omraadet, hvor alle de rige kan boltre sig i hvad som helst af vilde luksusting. Vi koebte ingenting, men det er vildt at se hvor meget der er sket i omraadet. jeg er ret sikker paa at jeg var der sidst men jeg kunne naesten ikke kende noget. Kaempe store, dyre varehuse med alt mellem himmel og jord i. Og langt over vores prisklasse. Men det er jo altid sjovt at se lidt.
I omraadet var der ogsaa en hel gade som var blevet lavet om til gaagade i anledning af Tet. Der var smaekfyldt med smukke blomsterdekorationer af drager (fra og med i nat kl. 24.00 er det dragens aar, et meget heldigt aar at vaere foedt) og andet godt med inspiration fra Vietnam. De lokale elskede det, minder meget om de dekorationer vi saa i Beijing under Ol. Morsomt. Naetse stop Ben Than markedet, det er det stoerste og mest centrale overdaekked marked i Saigon. Ikke saa langt fra hvor, vi bor. Jeg tror snart at Morten og jeg maa begynde at se i oejnene at vi har rejst meget. Foer hen er jeg ret sikker paa at jeg ville have set 1000 ting som jeg ikke kunne leve uden. Men man begynder at have set det meste. Saa der var ikke saa meget der fristede. Men vi koebte en flot og meget funktionel skuldertaske til Morten. Det skal man jo heller ikke kimse ad. Man kan faa fat i mange gode produkter i Saigon fordi mange af fabrikkerne, hvor det bliver produceret ligger her "made in Vietnam".
Saa da vi efter at have vaeret paa markedet kom tilbage til backpackerghettoen koebte jeg ogsaa en flot skuldertaske (mindre end Mortens) og noget meget, meget maerkeligt at koebe i Vietnam. Et par Skibukser af maerket Colombia. Det er jo ikke lige det man havde forestillet sig at man skulle fylde tasken med. Men de var meget rimelige og sandsynligvis aegte men til staerkt rabatteret pris. Og jeg har ingen hjemme. Saa nu kan Oslo kulden bare komme an naar vi lander paa Gardermoen. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse benene. He, he.... Jeg er et stk. glad julegris nu. Aftensmad var vietnamesisk. Der er jo saa meget godt at vaelge imellem. Derefter en omgang massage, der er kommet mange af de steder a'la Thailand her ogsaa (det var der overhovedet ikke sidst jeg var her). Det vi fandt ud af var imidlertid at selv om massagen var billig var pigerne mere end almindelig ude efter at faa drikkepenge. De lagde en seddel hvor der stod pleased with massage 5 USD og nederst none 2 USD. Saa selvom massagen i seig selv skulle koste 9 USD blev det hurtigt lidt mere. Saa har man ogsaa laert det:-).
I dag sov vi laenge. Aahhhh. Fik pakket taskerne som helt klart er blevet mere fyldte nu. Og saa afsted at spise morgenmad paa et sted hvor saadan noget godt kunne tage lidt tid, for at sige det saadan. Da jeg var faerdig med mit fik Morten sit, og frugttallerkenen tog det over en time at faa. Man skulle naesten tro at de var noedt til at tage paa markedet at koebe ind til den. Men det er jo Tet fra og med i aften saa maaske var de travlt optaget af a lave masser af laekkerier til familien i stedet? Paa vejen hen til Reunification paladset var vi et smut forbi et sted, hvor jeg fik en mani- og pedicure. Foeler mig saa meget mere laekker efter at have faaet fjernet panserpladerne af skidt under foedderne og have faaet roed neglelak og glitter paa. Pretty. Morten gik ogsaa modvilligt med til at faa en pedicure. Noget jeg har anbefalet laenge. Og kvinden der fiksede hans foedder var ikke ligefrm imponeret af, hvordan de saa ud for at sige det saadan. Tror at der ca. ligger 5 kg. Morten paa det sted nu, og saa er det ikke engang 100% i orden selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne. Men det er en god start. Hvis han goer det en gang mere inden vi tager hjem tror jeg sagen er boef.
Vi var heldige Reunification paladset var aabent i dag selvom vi kan se at MANGE andre steder har lukket i dag. Det er en saelsom oplevelse at se stedet hvor den tidligere diktator lignenede figur blev vaeltet i 1975. De har ikke lavet om paa noget som helst siden, saa det er lidt af en tidslomme. Og ret saa ekstravagant. Hoejdepunktet er helt klart den paranoide bombekaelder. Ellers har tiden bare gaaet og nu er det naesten ved at vaere tid for at komme med bussen til Nha Trang. Vi ankommer i morgen tidlig. Busserne var gode sidst jeg var her, man kan ligge helt ned og vejen skal ogsaa vaere god, saa vi er fulde af fortroestning. Morten fikser billeder, saa man kan jo se paa et par gamle indlaeg hvis man har lyst.
Happy Tet.
Men det er helt klart noget man bliver noed til at goere, ogsaa selvom guiden fra cu Chi mente at det absolut ikke var sandfaerdigt. Han mente kun at det var hans side som var den rigtige. Men saaden er det jo sjaeldent. Man bliver noedt til at proeve at saette sig ind i begge sider selvom det ikke er saa let. jeg har stadig ikke helt forstaaet hvorfor USA blandede sig i konflikten. Men maaske hvis jeg laeser lidt mere finder jeg ud af det? Alle museer har labng frokostpause. Noget der er lidt upraktisk. derfor bestemt vi os for at vi ville krydse fingre for at Reunification paladset ogsaa ville vaere aabent dagen efter og istedet tage ned til Dong Khoi omraadet, som er omraadet, hvor alle de rige kan boltre sig i hvad som helst af vilde luksusting. Vi koebte ingenting, men det er vildt at se hvor meget der er sket i omraadet. jeg er ret sikker paa at jeg var der sidst men jeg kunne naesten ikke kende noget. Kaempe store, dyre varehuse med alt mellem himmel og jord i. Og langt over vores prisklasse. Men det er jo altid sjovt at se lidt.
I omraadet var der ogsaa en hel gade som var blevet lavet om til gaagade i anledning af Tet. Der var smaekfyldt med smukke blomsterdekorationer af drager (fra og med i nat kl. 24.00 er det dragens aar, et meget heldigt aar at vaere foedt) og andet godt med inspiration fra Vietnam. De lokale elskede det, minder meget om de dekorationer vi saa i Beijing under Ol. Morsomt. Naetse stop Ben Than markedet, det er det stoerste og mest centrale overdaekked marked i Saigon. Ikke saa langt fra hvor, vi bor. Jeg tror snart at Morten og jeg maa begynde at se i oejnene at vi har rejst meget. Foer hen er jeg ret sikker paa at jeg ville have set 1000 ting som jeg ikke kunne leve uden. Men man begynder at have set det meste. Saa der var ikke saa meget der fristede. Men vi koebte en flot og meget funktionel skuldertaske til Morten. Det skal man jo heller ikke kimse ad. Man kan faa fat i mange gode produkter i Saigon fordi mange af fabrikkerne, hvor det bliver produceret ligger her "made in Vietnam".
Saa da vi efter at have vaeret paa markedet kom tilbage til backpackerghettoen koebte jeg ogsaa en flot skuldertaske (mindre end Mortens) og noget meget, meget maerkeligt at koebe i Vietnam. Et par Skibukser af maerket Colombia. Det er jo ikke lige det man havde forestillet sig at man skulle fylde tasken med. Men de var meget rimelige og sandsynligvis aegte men til staerkt rabatteret pris. Og jeg har ingen hjemme. Saa nu kan Oslo kulden bare komme an naar vi lander paa Gardermoen. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fryse benene. He, he.... Jeg er et stk. glad julegris nu. Aftensmad var vietnamesisk. Der er jo saa meget godt at vaelge imellem. Derefter en omgang massage, der er kommet mange af de steder a'la Thailand her ogsaa (det var der overhovedet ikke sidst jeg var her). Det vi fandt ud af var imidlertid at selv om massagen var billig var pigerne mere end almindelig ude efter at faa drikkepenge. De lagde en seddel hvor der stod pleased with massage 5 USD og nederst none 2 USD. Saa selvom massagen i seig selv skulle koste 9 USD blev det hurtigt lidt mere. Saa har man ogsaa laert det:-).
I dag sov vi laenge. Aahhhh. Fik pakket taskerne som helt klart er blevet mere fyldte nu. Og saa afsted at spise morgenmad paa et sted hvor saadan noget godt kunne tage lidt tid, for at sige det saadan. Da jeg var faerdig med mit fik Morten sit, og frugttallerkenen tog det over en time at faa. Man skulle naesten tro at de var noedt til at tage paa markedet at koebe ind til den. Men det er jo Tet fra og med i aften saa maaske var de travlt optaget af a lave masser af laekkerier til familien i stedet? Paa vejen hen til Reunification paladset var vi et smut forbi et sted, hvor jeg fik en mani- og pedicure. Foeler mig saa meget mere laekker efter at have faaet fjernet panserpladerne af skidt under foedderne og have faaet roed neglelak og glitter paa. Pretty. Morten gik ogsaa modvilligt med til at faa en pedicure. Noget jeg har anbefalet laenge. Og kvinden der fiksede hans foedder var ikke ligefrm imponeret af, hvordan de saa ud for at sige det saadan. Tror at der ca. ligger 5 kg. Morten paa det sted nu, og saa er det ikke engang 100% i orden selvom hun virkelig gjorde hvad hun kunne. Men det er en god start. Hvis han goer det en gang mere inden vi tager hjem tror jeg sagen er boef.
Vi var heldige Reunification paladset var aabent i dag selvom vi kan se at MANGE andre steder har lukket i dag. Det er en saelsom oplevelse at se stedet hvor den tidligere diktator lignenede figur blev vaeltet i 1975. De har ikke lavet om paa noget som helst siden, saa det er lidt af en tidslomme. Og ret saa ekstravagant. Hoejdepunktet er helt klart den paranoide bombekaelder. Ellers har tiden bare gaaet og nu er det naesten ved at vaere tid for at komme med bussen til Nha Trang. Vi ankommer i morgen tidlig. Busserne var gode sidst jeg var her, man kan ligge helt ned og vejen skal ogsaa vaere god, saa vi er fulde af fortroestning. Morten fikser billeder, saa man kan jo se paa et par gamle indlaeg hvis man har lyst.
Happy Tet.
Mekong Delta
Morten har aldrig vaeret i Mekong deltaet da det er hans foerste gang et sted i naerheden af hvor den loeber (den er i 6 lande Kina, Laos, Cambodia, Thailand. Myanmar og Vietnam) men det er i Vietnam den stopper og, hvor jeg tror den er paa noget af sit mest imponerende. Vi snakkede om muligheden for et homestay for en enkel nat dernede (noget jeg gjorde sidst og som var en rigtig god oplevelse) men eftersom det var Morten som ikke havde set det foer fik han lov til at bestemme. Han bestemte sig for at vi skulle se Mekong som en en-dags-tur fra Saigon. Efter at have proevet det vil jeg ikke anbefale det. Det er simpelthen for kort tid, noget det hele kommer til at baere noget praeg af. Man skal naa mest mulig paa hurtigst muligt tid.
Efter en gang pho ved den samme nabokone som dagen foer (det gik jo saa hurtigt) var det afsted til bussen mod Mekong. Den var godt fyldt og den unge guide var noedt til at staa op hele vejen ned til Mekong. En bustur paa godt 3 timer (og det er grunden til at jeg ikke vil anbafale en dags tur til Mekong, der bliver simpelthen alt for meget koersel ifht hvor meget tid man tilbringer dernede). Og eftersom det er Tet nu (i hvert fald naesten) var der pres paa vejen ned til Mekong. Saa der var en del koe, men vejene er gode saa det gik rimelig godt. Flaskehalsene blev broerne hvor der kun var et felt (naesten) til hvr side. Men to busser kunne ikke passere hinanden paa broerne.
Endelig nede ved mekong efter en lang bustur kom vi over i en rimelig stor turistbaad med pressing over saa vi ikke skulle solbraende vores smaa hoveder. Der var en del andre hvide mennesker i tilsvarende baade noget der ikke er saa meget at goere ved, men gjorde det til en helt anden oplevelse end da jeg var der sidst og vi var de eneste hvide mennesker til markedet, fordi vi havde vaeret paa et homestay og stod op kl. lort. Smart! Men det var fint at se alle baadene med ders varer annonceret vha en stang hvor de havde haengt det op de solgte. Guiden forklarede at de solgte engros til mindre forhandlere og at alle var boender som tog husbaaden ned til Cai Be, hvor de saelger alle deres varer og saa efterfoelgende tager tilbage til farmen og henter nye forsyninger. Smart!
Naeste stop var hos en "fabrik", hvor divrse ting blev produeret. Puffede ris med soed maelk paa, kokoskarameller (overraskende gode), risvin (med en alkoholprocent paa 40% saa ved jeg ikke lige hvor meget vin det er?), rispapir og andet godt. Vi fik en kort forklaring paa de forskellige processer mens vi loeb igennem det hele (saadan foeltes det i hvert fald lidt). Morten blev noget irriteret paa en asiatisk kvindelig turist som hele tiden gik forrest for at kunne filme det hele og dermed stod i vejen for de 30 andre turister som ogsaa var interesserede i at tage billeder. Tilbage i baaden sejlde vi mod frokost som var ca. 45 min. vaek. Saa var der ellers tid til at sidde i baaden og stene og se paa alt livet i Mekong floden. De smaa baade der henter sand op fra bunden, folk der vasker sig selv eller deres toej osv. Altid hyggeligt med noget vandliv.
Frokosten var paa en ok restaurant, hvor vi skulle gaa et par hundrede meter til (mere eller mindre det eneste motion vi fik den dag). Vi fik ris, kylling og lidt jackfruit til dessert. Helt ok. Kom i snak med 2 argentinere som sad ved det samme bord som os. Super hyggelige mennesker. Jeg er jo naesten ved at doe af stress over det meget haesblaesende program vi har paa denne tur med kun 2 uger i baade Vietnam og Myanmar. Men sammenlignet med deres program var det vildt luksus. De skulle i loebet af 45 dage vaere i Malaysia, Thailand, Indien, Vietnam (4 dage i Saigonomraadet), Nepal og et par steder mere. Helt vildt! Kan godt forstaa at de var rimelig stressede. Naar overhovedet ikke f.eks. at forholde sig til en valuta foer man skal forholde sig til den naeste. Stress. Og ikke at anbefale udfra hvad de sagde:-).
I frokosten skulle man eftersigende ogsaa have mulighed for enten at slappe af i en haengekoeje eller tage en rask cykeltur. Men hvordan nogle skulle kunne naa det paa 10 min. Det er fortsat et mysterium:-). Saa var det ellers tid for "traditionel robaadstur" paa ca. 300 meter. Lige til at doe af grin over. Mega morsomt de skulle have alle turisterne i de smaa baade og ro saa kort en distance. Naesten saa man ikke kunne se nogen grund til det. Men saa har man da ogsaa proevet det, maa vaere devicen. Saa var det ellers tilbage i den store baad, godt en halv time paa vandet og vi var kommet til Vinh Long. Her stod bussen og ventede efter en halv kaotisk gaatur i gaasegang (igen med godt 30 hvide turister) igennem et stoerre markedsagtig sted. Men det er jo altid sjovt at se hvad der bliver solgt selvom man suser forbi. Ind i bussen med alle mand minus 2 hollaendere som skulle videre fra Vinh Long, saa guiden fik et sted at saette sig paa tilbageturen, det tror jeg han satte pris paa.
Turen hjem gik meget langsomt. Pga Tet var der enromt meget trafik tilbage til Saigon. Vi stod mere eller mindre bom stille i meget lang tid. Men der var god tid til at faa en lur saa der er jo altdi et lyspukt. Bortset fra et stop paa vejen hvor man kunne koebe noget at drikke og tisse var det tilbage mod Saigon. Det sidste stykke tid paa en moget stoere vej saa det gik hurtigere. Fedt. Og Saigon er virkelig blevet en verdens metropol med hvad som helst man kan droemme om af luksusvarer. Bevaeger sig helt klart i retning Bangkok. Og det gaar hurtigt. Saa kom foer det er for sent:-). Aftensmad var efterlaengtet og vi spiste det paa en lille restaurant (som jeg kender rigtig godt fra sidst vi var i Saigon) hvor de har alt mellem himmel og jord paa deres menukort og hvor alt smager fantastisk og er billigt. Kan man bede om mere? Naeppe!Saa en god men hektisk dag i Mekong kan man vidst opsummere det som. Har man tid til 2 eller 3 dage dernede boer man absolut goere det.
Efter en gang pho ved den samme nabokone som dagen foer (det gik jo saa hurtigt) var det afsted til bussen mod Mekong. Den var godt fyldt og den unge guide var noedt til at staa op hele vejen ned til Mekong. En bustur paa godt 3 timer (og det er grunden til at jeg ikke vil anbafale en dags tur til Mekong, der bliver simpelthen alt for meget koersel ifht hvor meget tid man tilbringer dernede). Og eftersom det er Tet nu (i hvert fald naesten) var der pres paa vejen ned til Mekong. Saa der var en del koe, men vejene er gode saa det gik rimelig godt. Flaskehalsene blev broerne hvor der kun var et felt (naesten) til hvr side. Men to busser kunne ikke passere hinanden paa broerne.
Endelig nede ved mekong efter en lang bustur kom vi over i en rimelig stor turistbaad med pressing over saa vi ikke skulle solbraende vores smaa hoveder. Der var en del andre hvide mennesker i tilsvarende baade noget der ikke er saa meget at goere ved, men gjorde det til en helt anden oplevelse end da jeg var der sidst og vi var de eneste hvide mennesker til markedet, fordi vi havde vaeret paa et homestay og stod op kl. lort. Smart! Men det var fint at se alle baadene med ders varer annonceret vha en stang hvor de havde haengt det op de solgte. Guiden forklarede at de solgte engros til mindre forhandlere og at alle var boender som tog husbaaden ned til Cai Be, hvor de saelger alle deres varer og saa efterfoelgende tager tilbage til farmen og henter nye forsyninger. Smart!
Naeste stop var hos en "fabrik", hvor divrse ting blev produeret. Puffede ris med soed maelk paa, kokoskarameller (overraskende gode), risvin (med en alkoholprocent paa 40% saa ved jeg ikke lige hvor meget vin det er?), rispapir og andet godt. Vi fik en kort forklaring paa de forskellige processer mens vi loeb igennem det hele (saadan foeltes det i hvert fald lidt). Morten blev noget irriteret paa en asiatisk kvindelig turist som hele tiden gik forrest for at kunne filme det hele og dermed stod i vejen for de 30 andre turister som ogsaa var interesserede i at tage billeder. Tilbage i baaden sejlde vi mod frokost som var ca. 45 min. vaek. Saa var der ellers tid til at sidde i baaden og stene og se paa alt livet i Mekong floden. De smaa baade der henter sand op fra bunden, folk der vasker sig selv eller deres toej osv. Altid hyggeligt med noget vandliv.
Frokosten var paa en ok restaurant, hvor vi skulle gaa et par hundrede meter til (mere eller mindre det eneste motion vi fik den dag). Vi fik ris, kylling og lidt jackfruit til dessert. Helt ok. Kom i snak med 2 argentinere som sad ved det samme bord som os. Super hyggelige mennesker. Jeg er jo naesten ved at doe af stress over det meget haesblaesende program vi har paa denne tur med kun 2 uger i baade Vietnam og Myanmar. Men sammenlignet med deres program var det vildt luksus. De skulle i loebet af 45 dage vaere i Malaysia, Thailand, Indien, Vietnam (4 dage i Saigonomraadet), Nepal og et par steder mere. Helt vildt! Kan godt forstaa at de var rimelig stressede. Naar overhovedet ikke f.eks. at forholde sig til en valuta foer man skal forholde sig til den naeste. Stress. Og ikke at anbefale udfra hvad de sagde:-).
I frokosten skulle man eftersigende ogsaa have mulighed for enten at slappe af i en haengekoeje eller tage en rask cykeltur. Men hvordan nogle skulle kunne naa det paa 10 min. Det er fortsat et mysterium:-). Saa var det ellers tid for "traditionel robaadstur" paa ca. 300 meter. Lige til at doe af grin over. Mega morsomt de skulle have alle turisterne i de smaa baade og ro saa kort en distance. Naesten saa man ikke kunne se nogen grund til det. Men saa har man da ogsaa proevet det, maa vaere devicen. Saa var det ellers tilbage i den store baad, godt en halv time paa vandet og vi var kommet til Vinh Long. Her stod bussen og ventede efter en halv kaotisk gaatur i gaasegang (igen med godt 30 hvide turister) igennem et stoerre markedsagtig sted. Men det er jo altid sjovt at se hvad der bliver solgt selvom man suser forbi. Ind i bussen med alle mand minus 2 hollaendere som skulle videre fra Vinh Long, saa guiden fik et sted at saette sig paa tilbageturen, det tror jeg han satte pris paa.
Turen hjem gik meget langsomt. Pga Tet var der enromt meget trafik tilbage til Saigon. Vi stod mere eller mindre bom stille i meget lang tid. Men der var god tid til at faa en lur saa der er jo altdi et lyspukt. Bortset fra et stop paa vejen hvor man kunne koebe noget at drikke og tisse var det tilbage mod Saigon. Det sidste stykke tid paa en moget stoere vej saa det gik hurtigere. Fedt. Og Saigon er virkelig blevet en verdens metropol med hvad som helst man kan droemme om af luksusvarer. Bevaeger sig helt klart i retning Bangkok. Og det gaar hurtigt. Saa kom foer det er for sent:-). Aftensmad var efterlaengtet og vi spiste det paa en lille restaurant (som jeg kender rigtig godt fra sidst vi var i Saigon) hvor de har alt mellem himmel og jord paa deres menukort og hvor alt smager fantastisk og er billigt. Kan man bede om mere? Naeppe!Saa en god men hektisk dag i Mekong kan man vidst opsummere det som. Har man tid til 2 eller 3 dage dernede boer man absolut goere det.
lørdag den 21. januar 2012
Cu chi tunlerne
Morgenen startede med at vi gik hen til en af nabodamerne (vi bor i en lille sidegade i backpackerghettoen, som mange af de andre sidegader er her masser af små guesthouse og hosteller) hvor vi startede morgenen på traditionel vietnamesisk vis med Pho. Suppe med små stykker af oksekød, nudler og en hel tallerken med krydderurter, chili og lime. Mmmmm... Og det går lynende stærkt, oksebouillonen er klar så det er bare at dyppe risnudlerne i den, hælde det op i en skål og putte tynde stykker af råt oksekød i som så bliver kogt. Perfekt morgenmad når man skal nå en tur til Cu Chi kl. 8.30.
Der kom en "guide" og hentede os (og en hulens masse andre hvide mennesker) hvor vi boede og saa gik det ellers i gaasegang hen til bussen, som de aabenbart ikke selv mente vi ville vaere i stand til at finde selvom den ligger kun 100 m. vaek og er "hovedgaden" ret morsomt! Og saa var det ellers ind i den rigtige bus som koerte mod Cu Chi. Vi havde en ret speciel (vi var meget heldige) guide. Tidligere soldat, som kaempde paa amerikanernes side. Han var meget aerlig og ikke saa maerkeligt en ret bitter mand. Det vil man vel altid vaere naar man kaempede paa den "forkerte" side i krigen og efterfoelgende maatte bruge 5 aar af sit liv i et faengsel som politisk fange. Jeg ville sgu ogsaa have vaeret bitter. Men det gjorde at vors tur til Cu Chi gav os et helt andet indblik i "Amerikakrigen" (som de sandt nok kalder det her). Han gav et spaendende indblik i den anden side som man ellrs i meget lille grad bliver praesenteret for i Vietnam. Dette paa trods af, at vi saa flere af de andre turister i vores gruppe vende det hvide ud af oejnene som tiden gik.
Turen ned til Cu Chi tog ca 1,5 time i en mellemting mellem en alm. bus og en minibus. Og vi sad saamaend ggodt beskyttet mod varmen og alt det andet skidt udenfor vinduerne, saa der var ikke noget at klage over:-). Et lille stop ved en souvenirfabrik paa vejen var selvfoelgelig ogsaa med, mange af de ansatte var handikappede i den ene eller anden grad pga eftervirkninger fra agent orange fra krigen. Ret trist, men godt at de har faaet mulighed for at forsoerge sig selv.
Vel nede ved Cu Chi skulle vi betale 80.000 Dong (24 nok) for at komme ind. Intet mindre end 4 billetter pr. snude fik man. Man kan jo undre sig over hvad det skulle goere godt for? Tunlerne var spaendede og det gav et godt indblik i, hvordan vietcong soldaterne kunne narre amerikaenrne til sidst selvom amerikanerne var klart overlegne ifht udstyr. De var super smarte med diverse faelder, hjemmelavet ammunition og ikke mindst lokalkendskab til omraadet. I omraadet er der hele 285 km. med tunler, det er selvfoelgelig kun en meget lille del som er tilgaengelig for turister. Og vi fik mulighed for at kravle rundt i ca. 100 m. af dem. Det var ikke for hvide mennesker, for at sige det mildt. Helt igennem forfaerdentlig. Jeg har tidligere vaeret i tunlerne ved DMZ nord for Hue, og det er en fuldstaendig anderledes oplevelse. Det er store tunler, hvor folk boede. Disse ved Cu Chi var kun til naerkamp med amerikanerne. Men efter maaske 40 m. med de meget trange tunler havde vi faaet nok og gik op af en af "noedudgangene" saa federe var det heller ikke. Men man fik et indtryk. Og tanken paa, at disse tunler saagar er blevet lavet lidt stoerre pga stoerrelsen paa hvide mennesker. Sindsygt!
Besoeget ved Cu Chi gav ogsaa mulighed for at skyde med diverse vaaben der var blevet brugt under krigen (mod en heftig sum selvfoelgelig). Noget Morten selvfoelgelig blev noedt til at goere. Han valgte at skyde med en AK 47 eller en kalashnikov for os uindviede. Det synes han var ret sjovt (jeg som var med for at tage billeder, synes at det var ret grusomt paa grund af de meget hoeje lyde det gav naar skud blev affyret). Morten mente at det var fedt at have proevet men at saa var det heller ikke vildere. Men han har faaet nogle gode billeder:-). Besoeget ved Cu Chi blev afsluttet med et stk. vaskeaegte propaganda film om vietcongernes deltagelse i krigen. Det var ret morsomt men maaske ikke specielt informativt. Hele Cu Chi var smaek fyldt med hvide mennsker som alle havde faaet den gode ide' at se stedet. Ogsaa fordi det kun koster 6 USD at komme derned med et af de mange turoperatoerer som opererer i backpackerghettoen. Saa vi var ikke alene for at sige det saadan.
Da vi kom tilbage til Saigon var kl. naesten 15, noget af det sidste guiden havde fortalt os var at alle hoteller i Nha Trang (som vi har bestemt skal vaere vores naeste stop) var helt fulde. Fik en lille smule panik, saa selvom vi egentlig var meget sultne maatte vi foerst hjem til hostellet og finde noget paa hostelbookers.com. Det var heldigvis ikke noget problem saa vi bookede baade for Nha Trang og Hoi An, bare saa vi ikke skal taenke mere paa det de naeste dage. Efter raad fra vores hostel venter vi med at koebe busbillet videre fra Nha Trang til Hoi An til vi kommer derop. Saa nu satser vi paa at resten af turen gaar som smurt paa trods af Tet (nytaar).
Udsaa os et sted i LP (guidebogen over ale guideboeger som alle backpackere med respekt for sig selv ejer:-)), hvor de skulle have kanon gode burgere og bevaegede os i den retning. Og de tog ikke fejl. At det var lige midt i et meget trafikeret lyskryds saa amn kunne sidde og foelge med i al aktiviteten var selvfoelgelig bare et kaempe stort plus. Ikke mindst da der koerte en fyr forbi paa scooter med et KOELESKAB (I kid you not!) bagpaa. Vildt hvad man kan faa paa en scooter hvis man bare bestemmer sig for det. Jeg husker at jeg i Trondheim skulle i Ikea paa scooteren for at koebe flyttekasser og at jeg var noedt tilat tage bussen hjem og derefter bussen tilbage til Ikea for at hente scooeteren. Ingen tvivl om, at jeg har noget at laere af vietnameserne, det var aldrig sket for dem. Et par timer efter var der ogsaa plads til en is paa Swensens (verdens bedste isbar, super populaer og overalt i Thailand og total afhaengighedsskabende billige og vilde iskreationer). Jeg indroemmer det, jeg havde saagar tjekket paa net i forvejen om det fandtes i Vietnam, og der findes den ene i Saigon. Og det var en froem som saedvanlig. Ellers slappede vi af med et par oel paa en "fortovscafe" med bitte smaa plastikstole. Det var saa hyggeligt. Og i den dejlige behagelige varme der er i Saigon (det er maaske lidt for varmt midt paa dagen men ellers er det 100% perfekt) skoent!
Og vi bor paa det dejligste hostel. Kun 2 minus der er langt til 4. sal plus naar der ikke er elevator (isaer med store rygsaekke) og der er ikke noget vindue. Men hvad goer vel det naar det er en super soed familie der har det, det ligger smadder centralt men roligt. der er air con, fan, fantastisk Wifi og masser af engelske kanaler paa det lille fjernsyn. Og rent, meget, meget rent. Og de goer rent hver dag. A smale piece of heaven. Anbefales og saa til den latterlige billige sum af 16 USD pr. nat.
Der kom en "guide" og hentede os (og en hulens masse andre hvide mennesker) hvor vi boede og saa gik det ellers i gaasegang hen til bussen, som de aabenbart ikke selv mente vi ville vaere i stand til at finde selvom den ligger kun 100 m. vaek og er "hovedgaden" ret morsomt! Og saa var det ellers ind i den rigtige bus som koerte mod Cu Chi. Vi havde en ret speciel (vi var meget heldige) guide. Tidligere soldat, som kaempde paa amerikanernes side. Han var meget aerlig og ikke saa maerkeligt en ret bitter mand. Det vil man vel altid vaere naar man kaempede paa den "forkerte" side i krigen og efterfoelgende maatte bruge 5 aar af sit liv i et faengsel som politisk fange. Jeg ville sgu ogsaa have vaeret bitter. Men det gjorde at vors tur til Cu Chi gav os et helt andet indblik i "Amerikakrigen" (som de sandt nok kalder det her). Han gav et spaendende indblik i den anden side som man ellrs i meget lille grad bliver praesenteret for i Vietnam. Dette paa trods af, at vi saa flere af de andre turister i vores gruppe vende det hvide ud af oejnene som tiden gik.
Turen ned til Cu Chi tog ca 1,5 time i en mellemting mellem en alm. bus og en minibus. Og vi sad saamaend ggodt beskyttet mod varmen og alt det andet skidt udenfor vinduerne, saa der var ikke noget at klage over:-). Et lille stop ved en souvenirfabrik paa vejen var selvfoelgelig ogsaa med, mange af de ansatte var handikappede i den ene eller anden grad pga eftervirkninger fra agent orange fra krigen. Ret trist, men godt at de har faaet mulighed for at forsoerge sig selv.
Vel nede ved Cu Chi skulle vi betale 80.000 Dong (24 nok) for at komme ind. Intet mindre end 4 billetter pr. snude fik man. Man kan jo undre sig over hvad det skulle goere godt for? Tunlerne var spaendede og det gav et godt indblik i, hvordan vietcong soldaterne kunne narre amerikaenrne til sidst selvom amerikanerne var klart overlegne ifht udstyr. De var super smarte med diverse faelder, hjemmelavet ammunition og ikke mindst lokalkendskab til omraadet. I omraadet er der hele 285 km. med tunler, det er selvfoelgelig kun en meget lille del som er tilgaengelig for turister. Og vi fik mulighed for at kravle rundt i ca. 100 m. af dem. Det var ikke for hvide mennesker, for at sige det mildt. Helt igennem forfaerdentlig. Jeg har tidligere vaeret i tunlerne ved DMZ nord for Hue, og det er en fuldstaendig anderledes oplevelse. Det er store tunler, hvor folk boede. Disse ved Cu Chi var kun til naerkamp med amerikanerne. Men efter maaske 40 m. med de meget trange tunler havde vi faaet nok og gik op af en af "noedudgangene" saa federe var det heller ikke. Men man fik et indtryk. Og tanken paa, at disse tunler saagar er blevet lavet lidt stoerre pga stoerrelsen paa hvide mennesker. Sindsygt!
Besoeget ved Cu Chi gav ogsaa mulighed for at skyde med diverse vaaben der var blevet brugt under krigen (mod en heftig sum selvfoelgelig). Noget Morten selvfoelgelig blev noedt til at goere. Han valgte at skyde med en AK 47 eller en kalashnikov for os uindviede. Det synes han var ret sjovt (jeg som var med for at tage billeder, synes at det var ret grusomt paa grund af de meget hoeje lyde det gav naar skud blev affyret). Morten mente at det var fedt at have proevet men at saa var det heller ikke vildere. Men han har faaet nogle gode billeder:-). Besoeget ved Cu Chi blev afsluttet med et stk. vaskeaegte propaganda film om vietcongernes deltagelse i krigen. Det var ret morsomt men maaske ikke specielt informativt. Hele Cu Chi var smaek fyldt med hvide mennsker som alle havde faaet den gode ide' at se stedet. Ogsaa fordi det kun koster 6 USD at komme derned med et af de mange turoperatoerer som opererer i backpackerghettoen. Saa vi var ikke alene for at sige det saadan.
Da vi kom tilbage til Saigon var kl. naesten 15, noget af det sidste guiden havde fortalt os var at alle hoteller i Nha Trang (som vi har bestemt skal vaere vores naeste stop) var helt fulde. Fik en lille smule panik, saa selvom vi egentlig var meget sultne maatte vi foerst hjem til hostellet og finde noget paa hostelbookers.com. Det var heldigvis ikke noget problem saa vi bookede baade for Nha Trang og Hoi An, bare saa vi ikke skal taenke mere paa det de naeste dage. Efter raad fra vores hostel venter vi med at koebe busbillet videre fra Nha Trang til Hoi An til vi kommer derop. Saa nu satser vi paa at resten af turen gaar som smurt paa trods af Tet (nytaar).
Udsaa os et sted i LP (guidebogen over ale guideboeger som alle backpackere med respekt for sig selv ejer:-)), hvor de skulle have kanon gode burgere og bevaegede os i den retning. Og de tog ikke fejl. At det var lige midt i et meget trafikeret lyskryds saa amn kunne sidde og foelge med i al aktiviteten var selvfoelgelig bare et kaempe stort plus. Ikke mindst da der koerte en fyr forbi paa scooter med et KOELESKAB (I kid you not!) bagpaa. Vildt hvad man kan faa paa en scooter hvis man bare bestemmer sig for det. Jeg husker at jeg i Trondheim skulle i Ikea paa scooteren for at koebe flyttekasser og at jeg var noedt tilat tage bussen hjem og derefter bussen tilbage til Ikea for at hente scooeteren. Ingen tvivl om, at jeg har noget at laere af vietnameserne, det var aldrig sket for dem. Et par timer efter var der ogsaa plads til en is paa Swensens (verdens bedste isbar, super populaer og overalt i Thailand og total afhaengighedsskabende billige og vilde iskreationer). Jeg indroemmer det, jeg havde saagar tjekket paa net i forvejen om det fandtes i Vietnam, og der findes den ene i Saigon. Og det var en froem som saedvanlig. Ellers slappede vi af med et par oel paa en "fortovscafe" med bitte smaa plastikstole. Det var saa hyggeligt. Og i den dejlige behagelige varme der er i Saigon (det er maaske lidt for varmt midt paa dagen men ellers er det 100% perfekt) skoent!
Og vi bor paa det dejligste hostel. Kun 2 minus der er langt til 4. sal plus naar der ikke er elevator (isaer med store rygsaekke) og der er ikke noget vindue. Men hvad goer vel det naar det er en super soed familie der har det, det ligger smadder centralt men roligt. der er air con, fan, fantastisk Wifi og masser af engelske kanaler paa det lille fjernsyn. Og rent, meget, meget rent. Og de goer rent hver dag. A smale piece of heaven. Anbefales og saa til den latterlige billige sum af 16 USD pr. nat.
torsdag den 19. januar 2012
På vej til Vietnam
Tidlig op mandag (næsten) morgen. Ud til lufthavenen med den nærmeste taxi. Vel fremme havde lufthavnen ikke helt åbent endnu. I hvert fald ikke sikkerhedstjekket. Så det var bare at sætte sig ned. Et par timer efter og efter at have fået en kop the for de sidste Kyat var vi ombord på flyet til Bangkok. No frills Air Asia. Men det funker. Vel fremme i Bangkok fik vi bagage (fik ikke lov til at tjekke det hele vejen igennem til Saigon som ellers ville have sparet os for liddt bøvl, men, men) kom igennem paskontrol (nu har jeg allerede 2 gange stempler fra Thailand pga transit, så det er ikke så mærkeligt at et pas næsten kan blive fyldt på sådan 10 års tid). MAD! Og så på postkontoret hvor vi fik sendt alle mine elskede uidebøger hjem, som jeg bare ikke kunne nænne at smide væk, så er der frigjort lidt plads til souvenirer fra Vietnam:-). Tiden i lufthavenenn (som var mere end 5 timer) fløj afsted, ikke mindst på grund af at check in'en ved Air Asia tog RIGTIG lang tid.
Efter en hurtig flytur fra Bangkok til Saigon var vi fremme i Vietnam. Hurra! Og for en forskel fra Myanmar. Det sætter virkelig det hele i perspektiv. Så selvom Yangon på alle måder er ret meget fremme i skoene til at have været isoleret i så mange år, ja så er det milevidt fra Saigon. Efter heftig diskusion med x antal taxamænd i lufthavnen (det er jo ikke så længe siden jeg var her sidst og havde selvfølgelig været den gode backpacker sidst og skrevet, hvor meget vi gav da. Prisen er gået kraftigt op for at sige det sådan) var vi på vej mod backpacker ghettoen. Den er noget a'la Khao San området i Banglampu i Bangkok men der er desværre ikke en gade som er spærret af for trafik om aftenen som Khao San. Men Saigon, enten er der rent faktisk sket meget i de 3 år siden jeg var her sidst eller også så har jeg bare dårlig hukommelse). Masser af fancy butikker, restauranter og kapitalisme all over baby. Saigon, syndens by.
Kaos med masser og masser af scootere. Mann kan bare tænke på, hvad der sker der dag hvor alle vietnamesere får råd til en bil. Gulp! det kommer til at blive en miljøkatastrofe a'la Beijing. Havde fundet et hostel på hostelworld fordi det er ved at være lige ved og næsten, kinesisk nytår, eller tet som det hedder. Jul, nyttår og påske all wrapped into one. Stor, stor helligdag og fest i Vietnam. Noget vi har vidst ville være et potensielt problem længe. Skønt hostel. Super hyggelige mennesker som arbejder der og fik i løbet af kort tid bestilt en halvdagstur til Cu Chi tunlerne (det ser bare mega mærkeligt ud, men ved ikke, hvordan det ellers skal staves).
Aftensmaden var HIMMEL og ligeså lækker mad som jeg huskede fra Vietnam sidst. Skønt startede med forårsruller, en pandekageting med svin og rejer, satay spyd og mmmmm...... Morten fik øl til 4,5 kr for en halvliter så han er også rimelig glad. Heaven! Og så var det ellers at vi snakkede med hostelet om en åben-tur-billet med bussen hele vejen til Hanoi. Hun ringede til selskabet som de brugte og vi fik fortalt at det var steget fra 882000 (under 300 nok) til 1780000 (ca. 540 nok). Og da hun så ringte tilbage ca. 4 min. efter var der ikke flere busbilletter tilbage. Velkommen til Vietnam når der er Tet. Snakkede en del med damerne på hostellet og de sagde at hvis vi bare kunne komme med en bus til Nha Trang (som vi har udset os som næste stop på vejen opover) så mente de at det nok skulle gå bedre videre. Så var forbi en hel del rejsebureauer, de ligger på stribe lige ved, hvor vi bor så det var ikke et stort problem. Og vi fandt heldigvis en busbillet med sleeper (mega nice busser i Vietnam hvor man faktisk ligger helt ned) men ikke den 21. som vi egentlig havde tænkt os, spurgte mange steder og der var bare totalt udsolgt. Men den 22. gik. Så vi har bestemt os for at tage en ekstra dag i Saigon, det er heller ikke det værste der kan ske med tanke på at vejret i syd er mega skønt nu, i modsætning til da jeg var her sidst, hvor der var trucker varmt. Her er stadig varmt men tilpas varmt.
Så nu er planen 4 dage i Saigon med 2 "udflugter" til Cu Chi og Mekong. Derefter natbus til Nha Trang. Satser på at tage en overnatning der og så med en overnatningsbus videre til Hoi An dagen efter. Nogle dage i Hoi An (vi skal da total meget have syet alt muligt lækkert gejl) videre til Hue, Morten har meget lyst til at få en tur til DMZ og eftersom det er ham der ikke har været her før bliver det lidt op til ham hvad der skal prioriteres (jeg havde dog insisteret på et sted som jeg ikke så sidst, det blev Nha Trang, næste gang bliver Dalat, no doubt about it). Og så til slut Hanoi, hvor vi kommer til at få alt for kort tid til en så skøn by, love it. Men på den anden side ser det ud som om der er trucker koldt deroppe nu, så det kan vi have lidt til gode til næste gang. Og Halong Bay udgår sandsynligvis. Vi kommer simpelthen ikke til at have tid til. Næsten kriminelt med tanke på Morten ikke har været der tidligere. Men på den anden side ser den måske lidt bedre ud i mere end 10 grader? Over and out:-)
Efter en hurtig flytur fra Bangkok til Saigon var vi fremme i Vietnam. Hurra! Og for en forskel fra Myanmar. Det sætter virkelig det hele i perspektiv. Så selvom Yangon på alle måder er ret meget fremme i skoene til at have været isoleret i så mange år, ja så er det milevidt fra Saigon. Efter heftig diskusion med x antal taxamænd i lufthavnen (det er jo ikke så længe siden jeg var her sidst og havde selvfølgelig været den gode backpacker sidst og skrevet, hvor meget vi gav da. Prisen er gået kraftigt op for at sige det sådan) var vi på vej mod backpacker ghettoen. Den er noget a'la Khao San området i Banglampu i Bangkok men der er desværre ikke en gade som er spærret af for trafik om aftenen som Khao San. Men Saigon, enten er der rent faktisk sket meget i de 3 år siden jeg var her sidst eller også så har jeg bare dårlig hukommelse). Masser af fancy butikker, restauranter og kapitalisme all over baby. Saigon, syndens by.
Kaos med masser og masser af scootere. Mann kan bare tænke på, hvad der sker der dag hvor alle vietnamesere får råd til en bil. Gulp! det kommer til at blive en miljøkatastrofe a'la Beijing. Havde fundet et hostel på hostelworld fordi det er ved at være lige ved og næsten, kinesisk nytår, eller tet som det hedder. Jul, nyttår og påske all wrapped into one. Stor, stor helligdag og fest i Vietnam. Noget vi har vidst ville være et potensielt problem længe. Skønt hostel. Super hyggelige mennesker som arbejder der og fik i løbet af kort tid bestilt en halvdagstur til Cu Chi tunlerne (det ser bare mega mærkeligt ud, men ved ikke, hvordan det ellers skal staves).
Aftensmaden var HIMMEL og ligeså lækker mad som jeg huskede fra Vietnam sidst. Skønt startede med forårsruller, en pandekageting med svin og rejer, satay spyd og mmmmm...... Morten fik øl til 4,5 kr for en halvliter så han er også rimelig glad. Heaven! Og så var det ellers at vi snakkede med hostelet om en åben-tur-billet med bussen hele vejen til Hanoi. Hun ringede til selskabet som de brugte og vi fik fortalt at det var steget fra 882000 (under 300 nok) til 1780000 (ca. 540 nok). Og da hun så ringte tilbage ca. 4 min. efter var der ikke flere busbilletter tilbage. Velkommen til Vietnam når der er Tet. Snakkede en del med damerne på hostellet og de sagde at hvis vi bare kunne komme med en bus til Nha Trang (som vi har udset os som næste stop på vejen opover) så mente de at det nok skulle gå bedre videre. Så var forbi en hel del rejsebureauer, de ligger på stribe lige ved, hvor vi bor så det var ikke et stort problem. Og vi fandt heldigvis en busbillet med sleeper (mega nice busser i Vietnam hvor man faktisk ligger helt ned) men ikke den 21. som vi egentlig havde tænkt os, spurgte mange steder og der var bare totalt udsolgt. Men den 22. gik. Så vi har bestemt os for at tage en ekstra dag i Saigon, det er heller ikke det værste der kan ske med tanke på at vejret i syd er mega skønt nu, i modsætning til da jeg var her sidst, hvor der var trucker varmt. Her er stadig varmt men tilpas varmt.
Så nu er planen 4 dage i Saigon med 2 "udflugter" til Cu Chi og Mekong. Derefter natbus til Nha Trang. Satser på at tage en overnatning der og så med en overnatningsbus videre til Hoi An dagen efter. Nogle dage i Hoi An (vi skal da total meget have syet alt muligt lækkert gejl) videre til Hue, Morten har meget lyst til at få en tur til DMZ og eftersom det er ham der ikke har været her før bliver det lidt op til ham hvad der skal prioriteres (jeg havde dog insisteret på et sted som jeg ikke så sidst, det blev Nha Trang, næste gang bliver Dalat, no doubt about it). Og så til slut Hanoi, hvor vi kommer til at få alt for kort tid til en så skøn by, love it. Men på den anden side ser det ud som om der er trucker koldt deroppe nu, så det kan vi have lidt til gode til næste gang. Og Halong Bay udgår sandsynligvis. Vi kommer simpelthen ikke til at have tid til. Næsten kriminelt med tanke på Morten ikke har været der tidligere. Men på den anden side ser den måske lidt bedre ud i mere end 10 grader? Over and out:-)
Sidste dage i Myanmar
Så er vi kommet til Vietnam. Men først er det vidst på sin plads at blive færdig med Myanmar før vi bevæger os videre.
Stod op rimelig tidligt sidste dag i ved inle så vi kunne prøve at få lidt ud af dagen. Havde været en meget bedre nat end natten i forvejen hvor jeg havde frosset, men med tre tæpper var sagen bøf:-). Jeg var ikke helt i topform, stadig, noget diare, men heldigvis ikke invidaliserende:-). Så efter morgenmad var vi en tur på det lokale markked som lå midt i byen, der var masser at se på af frugt, grøntsager, mærkelige tørrede ting og lokalt leben. Altid hyggeligt. Derefter var det hen ti den nærmeste cykeludlejer og så afsted. Havde fået et tip af guiden fra dagen før om en retning der kunne være god at cykle. Og jeg skal love for at man meget hurtig kom ud på landet. I løbet af nul komma niks var den i forvejen rimelig dårlige "asfaltvej" byttet ud med jord.
Kørte forbi op til flere skoler på vejen hvor man tydeligt kunne høre klasseundervisningen som bestod 100% af udenadslæren. Ikke meget individuel læringsplan:-). Det er vel primært en vestlig opfindelse. Der var grønt og frodigt med masser af oversvømmede rismarker, unger med snør der legede ved siden af vejen, gnøffede mørke svin som hyggede i stalden/huset, vandbøfler som var ude at græsse, gamle der sad og stenede eller snakkede i vejkanten. Med andre ord helt igennem hyggeligt. Cyklerne var ikke de bedste og efter et par timer i sadlen var det næsten humpende afsted og øm mås, men hvad gør vel det.
Var næsten oppe på en vingård, men da vi ikke havde så god tid valgte vi at vende da vi alligevel ikke havde tid til vinsmagning eller andet sjovt. Men man må da sige at det er rimelig eksotisk med vingårde i Myanmar. Ikke lige det man har forestillet sig når man tænker på Myanmar, men det er nok pga det kolde klima. Efter at have kørt rundt i området udenfor byen, kørte vi til slut rundt inde i byen. Også hyggeligt og, man skulle ikke langt væk fra hovedgaden med de mange steder hvor de kunne hjælpe med bådture, ,busturer og tuuristprægede restauranter før man var som et heelt andet sted. Det vildeste vi så var en helt nyfødt baby (de var ved at pille hinnen af ham) på en gårdsplads, tror at de to der var ved at gøre ham ren var lokale "jordmødre". VILDT! Så tidligere i Mandalay en kvinde med veer hvis mand var ved at hjælpe hende ombord på en scooter taxi. Rimelig cool kvinder i Myanmar må man sige:-). Ikke mange skandinaver som ville have fundet sig i det.
Efter frokost var det tid til at komme i en pick-up ud til "krydset" som ligger 11 km. fra nyaung Schwe. Fandt en som vi var de første passagerer i. Så det tager jo lidt tid før den bliver fuld. Endte med at den (selvfølgelig) blev meget fuld og de sidste lokale kvinder der kom ombord med alt deres habbengut var nødt tili at stå bagerst og klamre sig fast. ikke at det er noget nyt i Myanmar. De kan fandme fylde deres "offentlige" transportmidler til randen. Sætter myldretid i Oslo lidt i perspektiv. Så slemt er det jo heller ikke. Total lorte vej ud til krydset, bumpede af pommern til og nu var jeg ved at have det lidt dårligt. Glimrende start på 16 timers bustur forude.
Busturen til Yangon var LANG! Meget lang, og de første timer (måske to) var helt ok. Men så skal jeg ellers love for at der var fest. Især når man var mega kvalm. Først "kravlede" vi langsomt op af bjerge, det gik ok, men da vi så skulle ned igen. Forfærdentlig! Især når man havde det ikke så alt for godt. Flere passagerer kastede op fordi de blev vold køresyge. Det eneste der redde mig var at jeg faldt i søvn. Halleluja. Og så var der heldigvis et stop på vejen ned. Skønt. Mulighed for at købe masser af lokale "kolde" specialiteter såsom "jordbærvin", jordbær, friterede kartofler og andre skønne ting. Endelig nede af bjergkørselen gik resten af turen ok. Især efter at vi kom ud på "highwayen" mellem Yangon og Mandalay, den er top nice og uden tvivl det bedste vej i Myanmar. Hands Down! Så da vi først var kommet så langt var alt fryd og gammen. Havde et langt stop kl 3.00 for hvad? Morgenmad? Det mest glitzy sted med masser af restauranter og lys. Nøjagtig samme sted som vi havde et stop ved på vejen til Mandalay. Ellers var det en rimelig stille og rolig bustur (og vi var meget glade for at vi havde valgt IKKE at tage bussen mellem Bagan og Inle Lake) med de sædvanlige burmesiske musikvideoer, mærkelige sketch og surprice, surprice en amerikansk actionfilm med et meget macho "jeg kan fikse hele verden" tema.
Vel fremme i Yangon kom vi efter lidt frem og tilbage med en taxa indtil byen (både godt og ondt at placere busstationerne så langt ude, godt fordi man slipper for alle busserne i byen men dårligt fordi man er så er nødt til at tage en taxa). Var heldigvis i Yangon kl. 6.00 i stedet for tidligere, kom frem til tidligere hostel hvor vi havde reservation, heldigvis, for der var fyldt. Stenede lidt tid på hostellet og fik et værelse ved 8-tiden. Total luksus. Skønt at kunne strække ud i en seng. Jeg var ikke helt på top, så den sidste dag i Yangon blev meget stille og rolig. Vi gik hen på det store marked i byen, så på alle de ting man kunne købe der (meget af det sædvanlige asiatiske nips, og ingenting vi havde lyst til at købe sjovt nok) og så var det lidt det. Var en tur på net, i biffen og se Mission Impossible nr. hvem-ved-hvad som var helt ok og meget overraskende var der ingen burmesiske undertekster. Mærkeligt. Og et sjovt specielt feature i biffen efter at filmen var færdig var der solksikkekerner spyttet ud over næsten hele gulvet. Godt at man ikke var den der skulle feje det op.
Måltiderne denne dag bestod af fantastisk morgenmad på hostellet hvor vi boede, bedste i Myanmar hands down. Lækker, nærmest vietnamesisk, pandekage med lækkert fyld. Frokost var indisk Briyani, også meget velsmagende med skøn bananlassi til. Det skal man aldrig kimse af. Aftensmad var en god "salat" a'la asien altså ikke rå (det kunne min mave ikke tåle overhovedet) på en meget simpel fortavscafe mere eller mindre i mørket. Det tog lidt modet fra Morten som var sikker på at de tørrede rejer var larver. Men det gled ned alligevel! Og en meget skøn ting, på mange af de rimelige steder kan man få alt den kinesiske tynde the man kan skylle ned. Dejligt!
Planen er at Morten skal ligge billeder ud snart. Så det er bare at vente i spænding.
Stod op rimelig tidligt sidste dag i ved inle så vi kunne prøve at få lidt ud af dagen. Havde været en meget bedre nat end natten i forvejen hvor jeg havde frosset, men med tre tæpper var sagen bøf:-). Jeg var ikke helt i topform, stadig, noget diare, men heldigvis ikke invidaliserende:-). Så efter morgenmad var vi en tur på det lokale markked som lå midt i byen, der var masser at se på af frugt, grøntsager, mærkelige tørrede ting og lokalt leben. Altid hyggeligt. Derefter var det hen ti den nærmeste cykeludlejer og så afsted. Havde fået et tip af guiden fra dagen før om en retning der kunne være god at cykle. Og jeg skal love for at man meget hurtig kom ud på landet. I løbet af nul komma niks var den i forvejen rimelig dårlige "asfaltvej" byttet ud med jord.
Kørte forbi op til flere skoler på vejen hvor man tydeligt kunne høre klasseundervisningen som bestod 100% af udenadslæren. Ikke meget individuel læringsplan:-). Det er vel primært en vestlig opfindelse. Der var grønt og frodigt med masser af oversvømmede rismarker, unger med snør der legede ved siden af vejen, gnøffede mørke svin som hyggede i stalden/huset, vandbøfler som var ude at græsse, gamle der sad og stenede eller snakkede i vejkanten. Med andre ord helt igennem hyggeligt. Cyklerne var ikke de bedste og efter et par timer i sadlen var det næsten humpende afsted og øm mås, men hvad gør vel det.
Var næsten oppe på en vingård, men da vi ikke havde så god tid valgte vi at vende da vi alligevel ikke havde tid til vinsmagning eller andet sjovt. Men man må da sige at det er rimelig eksotisk med vingårde i Myanmar. Ikke lige det man har forestillet sig når man tænker på Myanmar, men det er nok pga det kolde klima. Efter at have kørt rundt i området udenfor byen, kørte vi til slut rundt inde i byen. Også hyggeligt og, man skulle ikke langt væk fra hovedgaden med de mange steder hvor de kunne hjælpe med bådture, ,busturer og tuuristprægede restauranter før man var som et heelt andet sted. Det vildeste vi så var en helt nyfødt baby (de var ved at pille hinnen af ham) på en gårdsplads, tror at de to der var ved at gøre ham ren var lokale "jordmødre". VILDT! Så tidligere i Mandalay en kvinde med veer hvis mand var ved at hjælpe hende ombord på en scooter taxi. Rimelig cool kvinder i Myanmar må man sige:-). Ikke mange skandinaver som ville have fundet sig i det.
Efter frokost var det tid til at komme i en pick-up ud til "krydset" som ligger 11 km. fra nyaung Schwe. Fandt en som vi var de første passagerer i. Så det tager jo lidt tid før den bliver fuld. Endte med at den (selvfølgelig) blev meget fuld og de sidste lokale kvinder der kom ombord med alt deres habbengut var nødt tili at stå bagerst og klamre sig fast. ikke at det er noget nyt i Myanmar. De kan fandme fylde deres "offentlige" transportmidler til randen. Sætter myldretid i Oslo lidt i perspektiv. Så slemt er det jo heller ikke. Total lorte vej ud til krydset, bumpede af pommern til og nu var jeg ved at have det lidt dårligt. Glimrende start på 16 timers bustur forude.
Busturen til Yangon var LANG! Meget lang, og de første timer (måske to) var helt ok. Men så skal jeg ellers love for at der var fest. Især når man var mega kvalm. Først "kravlede" vi langsomt op af bjerge, det gik ok, men da vi så skulle ned igen. Forfærdentlig! Især når man havde det ikke så alt for godt. Flere passagerer kastede op fordi de blev vold køresyge. Det eneste der redde mig var at jeg faldt i søvn. Halleluja. Og så var der heldigvis et stop på vejen ned. Skønt. Mulighed for at købe masser af lokale "kolde" specialiteter såsom "jordbærvin", jordbær, friterede kartofler og andre skønne ting. Endelig nede af bjergkørselen gik resten af turen ok. Især efter at vi kom ud på "highwayen" mellem Yangon og Mandalay, den er top nice og uden tvivl det bedste vej i Myanmar. Hands Down! Så da vi først var kommet så langt var alt fryd og gammen. Havde et langt stop kl 3.00 for hvad? Morgenmad? Det mest glitzy sted med masser af restauranter og lys. Nøjagtig samme sted som vi havde et stop ved på vejen til Mandalay. Ellers var det en rimelig stille og rolig bustur (og vi var meget glade for at vi havde valgt IKKE at tage bussen mellem Bagan og Inle Lake) med de sædvanlige burmesiske musikvideoer, mærkelige sketch og surprice, surprice en amerikansk actionfilm med et meget macho "jeg kan fikse hele verden" tema.
Vel fremme i Yangon kom vi efter lidt frem og tilbage med en taxa indtil byen (både godt og ondt at placere busstationerne så langt ude, godt fordi man slipper for alle busserne i byen men dårligt fordi man er så er nødt til at tage en taxa). Var heldigvis i Yangon kl. 6.00 i stedet for tidligere, kom frem til tidligere hostel hvor vi havde reservation, heldigvis, for der var fyldt. Stenede lidt tid på hostellet og fik et værelse ved 8-tiden. Total luksus. Skønt at kunne strække ud i en seng. Jeg var ikke helt på top, så den sidste dag i Yangon blev meget stille og rolig. Vi gik hen på det store marked i byen, så på alle de ting man kunne købe der (meget af det sædvanlige asiatiske nips, og ingenting vi havde lyst til at købe sjovt nok) og så var det lidt det. Var en tur på net, i biffen og se Mission Impossible nr. hvem-ved-hvad som var helt ok og meget overraskende var der ingen burmesiske undertekster. Mærkeligt. Og et sjovt specielt feature i biffen efter at filmen var færdig var der solksikkekerner spyttet ud over næsten hele gulvet. Godt at man ikke var den der skulle feje det op.
Måltiderne denne dag bestod af fantastisk morgenmad på hostellet hvor vi boede, bedste i Myanmar hands down. Lækker, nærmest vietnamesisk, pandekage med lækkert fyld. Frokost var indisk Briyani, også meget velsmagende med skøn bananlassi til. Det skal man aldrig kimse af. Aftensmad var en god "salat" a'la asien altså ikke rå (det kunne min mave ikke tåle overhovedet) på en meget simpel fortavscafe mere eller mindre i mørket. Det tog lidt modet fra Morten som var sikker på at de tørrede rejer var larver. Men det gled ned alligevel! Og en meget skøn ting, på mange af de rimelige steder kan man få alt den kinesiske tynde the man kan skylle ned. Dejligt!
Planen er at Morten skal ligge billeder ud snart. Så det er bare at vente i spænding.
onsdag den 18. januar 2012
Inle Lake
Efter en sidste nat på det mugbefængte værelse (tjekker så meget bag ved badeværelsesdøren fremover) var det op tidlig for at komme ud i lufthavnen. Taxamanden som vi havde lavet en aftale med kom ikke til aftalt tid så det var bare med at komme afsted og få prajet en ny. Det var heldigvis ikke så svært. Lufthavnen i Nyaung U er ikke stor. Føles helt klart meget mere som en busstation end som en lufthavn. Ikke meget international klasse der. Tjekkede først ind, noget som indebar to flybilletter (den vi havde med var i øvrig skrevet i hånden, ret så gammeldags må man sige) og et klistermærke på trøjen for at vise hvilket firma man skulle flyve med. Morsom detalje og ikke noget jeg har set tidligere. Så sad man ellers og ventede lidt i afgangs/ankomsthallen. Fik at vide at man kunne gå igennem sikkerhedskontrollen, som indebar at man fik et stempel på billetten og at man gik gennem en metaldetektor, alle bippede og der stod en sløv dame og fægtede lidt med en håndholdt metaldetektor. Men hun tjekkede ikke hvorfor det bippede. Morsomt. Og det var ikke noget problem at få 1 l. vand med. Den regel er nok ikke lige kommet til Nyaung U?
Så sad man ellers og ventede i den næste hal. Og så skete der noget ret så morsomt. Når et fly var klar til at tage af sted kom der en mand med vest ind i afgangshallen med et skilt med flyselskabets navn og flynummer på hvorefter han gik rundt i afgangshallen og råbte (på burmesisk selvfølgelig) om at passagerene kunne gå ombord. FANTASTISK. Og det gentog sig for alle flyene som skulle lette. Og det var ikke så få. Ligesom busserne i NZ afgår alle fly i Myanmar på mere eller mindre samme tidspunkt. Det er bare så helt igennem utrolig smart. Not! Endelig blev det vores tur. Og flyturen var rimelig sædvanlig. Og meget kort, kun 35 min. kontra 13-15 timer i bus. Skønt! Vel fremme i Heho, nærmeste lufthavn til Inle Lake, fandt vi et tysk par som vi delte taxaudgifter med til Nyaung Schwe byen ved inle Lake). Skønt for det var ikke ligefrem billigt, alle tager næsten altid samme pris, noget de kan gøre fordi det er en lufthavn. Så er det bare take it or leave it.
I Nyaung Schwe fandt vi et super sted (måske det bedste indtil videre, der er skønt varmt vand, og et badeværelse (næsten uden mug) lige så stort som det værelse min søster har boet i de sidste godt 5 år. Ikke dårligt og vi fik oven i købet pruttet prisen lidt ned. Hurra! Men stedet ligger længst væk fra floden som fører til Inle Lake så en lille ulempe skulle der selvfølgelig være:-). Jeg havde det ikke så godt desværre, det var nok det vi havde spise to dage i forvejen som reagerede anderledes på mig. Men vi gik ud for at spise frokost og tog det så ellers roligt mere eller mindre resten af dagen. Har man det skidt er der ikke så meget at gøre ved det. Det er man ikke rigtig herre over, men skod at vi skal bruge 2 dage af vores i forvejen ikke så alt for lange tid på det i Myanmar. Natten var frysende kold (selvom jeg sov i uldtrøje med lange ærmer, har lige været nede i receptionen og spørge om et tæppe mere til i nat så det ikke kommer til at gentage sig. Bbrrrr... Vågnede flere gange ved at jeg frøs, og desværre er det to separate senge her så jeg ikke engang kan varme mig på Morten. Øv!
Dagen i forvejen havde vi fikset en bådtur på Inle Lake, så op kl. 7, spise morgenmad og så afsted. Der er "travel agents" overalt i Nyaung Schwe så vi kom først til at gå lidt for langt. Havde en guide hele dagen kaldet Nini. En rar fyr som snakker godt engelsk. Helt klart lidt ekstra Kyat værd at have en guide med en hel dag i stedet for kun at være sammen med en bådfører som snakker meget begrænset engelsk. Det var ret så koldt tidlig morgen. Men vi fik hver vores stol (Morten, jeg og guiden) med en redningsvest bundet på ryggen og et varmt tæppe. Ikke dumt især ikke med tanke på at det i tillæg til at være rimelig køligt var vind når først vi bevægede os derudad. Det var i en sædvanlig "piskeris-lang-båd" også kendt fra Mekong, Syd- og Mellem-amerika og alle andre udviklingslande i verden tror jeg. Ikke ligefrem en lydløs sag og absolut ikke noget man skulle bruge hvis man var ude efter at se dyreliv. Men det var jo heldigvis ikke vores mål for dagen.
Det var en helt igennem flot dag med masser af muligheder for at se på livet i og på vandet. Masser af "floating villages" altså på stylter, masser af fiskere ude i søen (men det så ikke ud som om de fangede så meget, ifølge en anden guide som jeg overhørte skyldes det at man i højere grad bruger kemisk gødning og at det har fået fiskebetanden til at synke betragtelig) og masser af mennesker som sejlede rundt i deres små både som vi andre ville sætte os ind i vores bil. Kunne nok ikke bo i en flydende landsby uden en eller anden form for båd. Der var stor forskel på husene vi sejlede forbi nogle bar tydelig præg af at ejeren havde flere penge af naboen. De fleste og enkleste huse var lavet af de karakteristiske bambusvægge (de må dæleme have frosset i nat, ville nok ønske at de havde en god skandinavisk dyne). Ifølge guiden skal alt på de enkleste huse skiftes hvert 2.-3. år. Så det kræver lidt arbejde.
Stillede ca. 1000 spørgsmål til guiden i løbet af dagen, både om ting ifht Inle lake, fiskerne osv. men også ifht sundhedsvæsenet, prostitution (det gik ikke så godt han mente kun at prostitution eksisterede igennem et par homo thaier, men mon det er sandheden?), homoseksualitet (eksisterer og er ok, lidt på linje med Thailand, men der findes ingen kvinder som er homo, interessant!) Det statslige sundhedsvæsen er meget dyrt og de fleste almindelige mennesker har ikke tilgang til sygehus. Guiden fortalte os at hans mor var død af malaria (de havde ikke råd til at betale for anden behandling end det de kunne købe på det lokale apotek og det virkede ikke) og at det vil koste ca. 1200 USD at føde på det statslige sygehus. En uhyre høj sum for en almindelig burmeser, så mange bruger uuddannede jordmødre hjemme og det sker at både mor og barn dør. Jeg spurgte om sygehusene ville hjælpe folk gratis i nødsituationer (ex. Ved en bilulykke) men det mente han ikke at de ville med mindre nogen ville betale (i tilfælde bilulykke, den som har påkørt dig og der findes ikke forsikring, interessant!)
Udover at stene rundt på søen og se på landsbyen livet var vi inde på et væveri, hvor de blandt andet lavede tørklæder af lotusblomstfibre. Ifølge kvinden som arbejdede på væveriet noget meget specielt for området. Og det var i sandhed en lang proces fra start til slut. Var også på et lokalt marked, og det virkede faktisk rimelig lokalt, der var ikke så mange turister. Her kunne jeg stille guiden spørgsmål om alt det mad der var til salg. Meget interessant. Morten stillede ikke så mange spørgsmål kan jeg fortække. Han sagde faktisk så lidt i løbet af dagen at guiden kommenterede til frokost:-). På markedet kom der folk ind fra de omkringliggende bjerge for at sælge deres varer, isør brænde. Noget vi tydelig kan mærke der bliver brugt om aftenerne, hvor der nogle gange ligger en tæt os af røg fra de mange bål som er ved at forberede aftensmad. Ifølge guiden er det de fattigste der bruger brænde, de rigere bruger kul og de som bor i byerne bruger primært elektricitet. Noget som ikke var muligt i landsbyerne på søen da de ikke havde elektricitet.
Spændende at få lidt indblik. Vi var også i et tempel med 5 små Buddhaer. Sjov historie ifht dem. Hvert år sejler de de 5 Buddhaer i en speciel guldbåd i 21 dage (de er så på besøg i mange af landsbyerne på vejen). I 50'erne blev der et forfærdelig uvejr og båden Buddaerne var med på kæntrede. Ved hjælp af ihærdig indsats fik de lokale reddet 4 af Buddhaerne op fra søen. Men de kunne ikke finde den sidste. Historien går så som følger, da de kom tilbage til templet, meget slukørede fordi den 5. Buddha var forsvundet var den allerede kommet på plads på podiet. Ingen havde fundet den. Den var bare mirakuløst kommet frem selv. Fantastisk ikke sandt? Det blev tolket på den måde at den 5 Buddha ikke ønskede at deltage i processionen rundt om søen så hvert år bliver den nu hjemme og passer på tempelet. Skøn historie synes jeg. Det er et meget populært tempel i Myanmar, de 5 statuer er ret små og total overplastret i guld så man ikke kan se at det egentlig er Buddhaer, det ligner bare små guldbolde, fordi så mange mennesker køber små blade guld og klistrer på Buddhaerne.
Frokost blev spist på en restaurant med udsigt til tempelet og Buddhaerne (næsten hvis ikke det havde været fordi de var godt gemt inde i templet). Efter frokost gik vi over en meget vakkelvorn bro over på den anden side for at se på båden som blev brugt til at sejle Buddhaerne rundt på søen. Havde et stop hos en sølvsmed, hvor de virkede noget skuffede over at vi ikke købte noget idet vi gik. Var ellers i et tempel som er kendt for hoppende katte. Det var nu ved at være sen eftermiddag så kattene hoppede ikke så højt igennem ringene længere. Det krævede meget overtalelse af kvinden som prøvede at få dem til det og hun blev nødt til at sænke ringen hver gang. Sådan går det når kattene hellere vil ligge og fede den i eftermiddagssolen og de har fået nok at spise. Der er ikke så meget motivation:-). Lige overfor klosteret var der smuk udsigt til nogle af de flydende haver i Inle Lake. Meget imponerende! Der bliver dyrket tomater, agurker, zucchini og andet i stor stil. De bruger vandplanter som "jord" og stikker bambuspæle ned, for at holde på planterne og for at tomaterne skal have noget at vokse op ad. Ifølge guiden kan det være op til en meter med vandplante under tomatbuskene. Imponerende. Man bruger enten kemisk gødning eller man tager tang op fra søbunden og bruger det som naturlig gødning.
Klosteret var sidste stop for dagen og siden vi gerne ville se solnedgangen over søen brugte vi en del tid der. Men der var ikke så meget at se på (de sædvanlige souvenirboder var der selvfølgelig men dem var vi ikke så interesserede i, så i stedet lagde vi os yderst på broen og fik en lille halv time på øjet. Ikke dumt i heden (for nu var det blevet varmt i hvert fald i solen). Og med smuk udsigt til de flydende haver.
Så var det ellers tilbage i båden igen sammen med den cigarrygende chauffør. Ret morsomt i øvrigt, i en af de flydende landsbyer har de en cigarfabrik. Tobakken kan ikke dyrkes i området da det er for koldt her men de får det fra Mandalay. Det virker som om det er ret populært i Myanmar, vi ser en del lokale som ryger de grønne cigarer. Tror ikke ligefrem at de er på højde med de cubanske. Klosteret som var det sidste vi så på søen (af "seværdigheder") lå ret langt mod syd i søen (det er også muligt at komme til en anden sø hvis man sejler videre langs en flod, men der er langt derned og det er en rimelig kostbar affære). Men der var et stykke tilbage til Nyaung Schwe så det var bare at få piskeriset i gang i vandskorpen. Og det var vores chauffør helt klart mand for. Så vi fræsede derudad mens vi så på fiskere, måger, ænder, gæs, hejre, unger med snot, kvinder der bader (med et klæde bundet for det meste af kroppen så de stadig er tækkelige) masser af både og bare sø leben. Smukt! Og helt klart det bedste af turen, bare sidde og stene på båden og nyde udsigten.
Chaufføren "parkerede" båden i en dynge siv. For så vidt fedt nok bortset fra at sivene huser flere insekter end man lige skulle tro. Han gav sig til at vaske lidt tøj mens vi ventede på at solen gik ned. En meget ivrig fisker sejlede nærmest ind i båden mens han demonstrerede hvordan man skulle bruge den slags net han havde, viste os hvor mange fisk han havde fanget i løbet af en hel dag (ikke så mange) og posede meget villigt for kameraet. Han var selvfølgelig interesseret i en skilling for ulejligheden. Og vi følte næsten ikke at vi havde noget valg, så det fik han. Guiden blev nødt til at låne fiskerens båd for at komme ind til land (der var et stykke) for at tisse. Alt imens blev fiskeren siddende på vores båd og snakkede med chaufføren. Begge var fra Intha stammen og snakkede et sprog som guiden ikke forstod på trods af at hans far var Intha og hans mor var Shan. Inle lake ligger i øvrig i Shan delstaten. I dag bor der et miks af mange forskellige folk, men traditionelt var det primært Shan som boede her. Sagde i øvrigt nej tak til at se "longneck women" i en landsby. Vi har læst at de tager meget unge piger væk fra deres familier og sætter mange ringe rundt om halsen på dem og efterfølgende viser dem frem som dyr i zoologisk have. Det vil vi selvfølgelig ikke støtte.
Solnedgangen over bjergene (som ikke var så høje men alligevel) med spejlbillede af solen i søen. Smukt. Og ikke langt tilbage til Nyaung Schwe da forestillingen var færdig. Spiste shan suppe og meget oljede "chapati" på enkel fortovscafe på vejen hjem. Sidder nu og små fryser på værelset og er meget glad for at jeg har fået fingrene i flere tæpper. Skal ikke fryse i nat:-).
I morgen har vi planer om at cykle lidt rundt i nærområdet før vi kl. lidt efter 13 skal med en pick up ud til et kryds hvor vi skal med en bus til Yangon. Bussen skal gå fra krydset kl. 15 men alle travelagenterne insisterer på at man skal tage af sted fra Nyaung Schwe ca. 2 timer før bussen går fordi det kan tage lidt tid at fylde pick up'erne. Men alligevel. Der er kun 11 km. Til krydset. Men vi må vel hellere lytte til de lokale. Det er ofte bedste. Så venter der en humpende tur på ca. 14 timer. Halvdelen af tiden (heldigvis de sidste ca.6-7 timer) er på highway, men frem til da er det bumpet vej all the way:-). Det skal nok blive godt at få rystet nyrene lidt på plads:-). Bliver sat af på busstationen som ligger et godt stykke fra selve Yangon kl. Lort om morgenen og skal så komme ind til byen. Heldigvis har vi booket værelse hvor vi sov sidst så vi slipper for at flyve rundt og lede. Onsdag går turen i første omgang til Bangkok lufthavn, her skal vi vente en del timer før næste fly videre til Ho Chi Minh. Glæder mig så meget til Pho, baguetter Vietnam style, iskaffe og forårsruller. Mmmm.... Kommer hjem god og fed forudser jeg;-).
Abonner på:
Opslag (Atom)
