I dag stod vi igen tidlig op. Vurderede at vi ville på en tur, men kom an på vejret hvilken det skulle være. Der er to turer svi har meget lyst til. Den ene går ned til Cape Point (sydlig spids) og undervejs er der mulighed for at cykle og vandre. Har i prinsippet enormt meget lyst til den. Men det har været ret så dårligt vejr og så er den ikke så morsom. Da vi stod op i dag tidlig regnede det, og det var så tåget, at vi ikke kunne se table Mountain som vi ellers har udsigt til fra vores værelse. . Derfor bestemte vi os i stedet for at tage på en vintur. Området rundt om Cape town er kenndt for god vin, og i Sydafrika er der en 854 km lang vinrute. Det må siges at være ret så imponerende.
Vi spiste morgenmad og ventede på at vi skulle blive hentet. Der var flere forskellige vinture man kunne vælge imellem og vi valgte en såkaldt "gourmettur". De af jer som kender mig godt ved jo, at jeg ikke er så tosset med vin. Men det var alligevel min tur at tage på turenn. Dette fordi det er enormt hyggeligt at tage rundt til alle de små vingods og se. Chaufføren som skulle hente os var en del forsinket. Men det gjorde ikke noget eftersom han var så hyggelig og vidende.
Vi var 11 mennesker om bord som passagerer i minibussen og på vejj til den første vinfarm fortalte han lystigt over mikrofon, eller spilte musik. Det var virkelig hyggeligt. Og på det tidspunkt hvor vi endelig forlod Cape Town var det faktisk begyndt at klare op. Så hurra for det! Var ca. ½ times kørsel til den første vingård. Det var et meget hyggeligt sted og vores guide startede med at forklare os om vinsmagningens ædle kunst. Eftersom jeg har været tjener/servitør i mange år tidligere har jeg før været på vinkursus. Så inden vi tog afsted havde jeg allerde givet Morten et par fif, så vi stilte stærkt:-).
Det første sted smagte vi først på en meget tør (læs sur) hvidvin som jeg absolut ikke synes at der var god. Derefter havde vi mulighed for selv at vælge yderligere 6 vine fra deres omfattende vinliste. I tillæg til vinene var der nogle virkelig skønne hjemmelavede oste. Det var virkelig et højdepunkt. På gården havde de nemlig 2000 bjerggeder som gik omkring og som de brugte til osteproduktion. Er noget af det første gedeost jeg har smagt, som jeg har synes at der har været virkelig lækkert. Hele vinområdet er enormt flot med flotte bjerge i baggrunden, vinranker så langt øjet rækker og bare smuk, smuk natur. Virkelig herligt. Efter at have købt lidt brød og ost det første sted (det var simpelthen uimodståeligt og nu har vi lækker morgenmad de næste par dage).
Næste stop var ret så anderledes.. det var en meget gammel vingård fra 1800 et eller andet. Det blev drevet som et "community project" og udmærkede sig på den måde. Det lå i virkelig flotte omgivelser og vi sad udenfor og smagte på ca. 6 forskellige slags vin. Vinen var ok, men ikke fantastisk efter min smag. Men som sagt er ikke nogen vin person. Så det var heldigt at der var mulighed for at hælde det meste væk i bøtter som stod på bordet. Og nej, det er ikke helligbrøde! Morten er, som de fleste af jer sikkert ved, meget nem at gøre tilfreds, både når det kommer til mad og alkohol. Hans skala indenfor vin er således: okay, good, fine. Og jeg tror ikke at der er så meget forskel på kategoriierne. Og han hældte selvfølgelig (det er jo Morten) ikke noget af sin vin i bøtterne på midten af bordet.
Næste stop var også en megeet hyggelig lille vingård, hvor vi skulle starte med at spise en frokost. Vi havde fået valget mellem ca. 8 lækre retter og fik dem serveret næsten umiddelbart efter ankomst. Service! Vi fik begge en helt fantastisk lammeburger med karameliserde løg, Mmmmm... Undervejs fik vi (selvfølgelig) serveret et par glas med vin. Efter en virkelig lækker frokost var det på tide at komme i gang med mere vinsmagning. Her fortalte vores guide en masse om de forskellige vine, opbevaring, osv. Og jeg lærte virkelig een masse. Så det har absolut ikke været spildt:-). Smagte også her på ca. 7 vin så det begyndte da at være en del må man sige.
Sidste stop var en rimelig ny vingård som blev drevet af to fætre. Her lavede de musserende vin i tillæg til rød, hvid og dessert. Det var nok dette sted jeg synes, at de havde de bedste (efter min meget ringe evne) vine. Desværre kan de ikke købes i Skandinavien. Snakkede med indehaveren som fortalte at alle de skandinaviske lande havde noget a'la systembolaget, også Dk. Men det kan jeg simpelthen ikke få til at passe. Jeg tror at det er vinhandlere som køber selvstændigt fra en gros forhandlere i Dk, men blev meget i tvivl efter det hun sagde. Så hvem ved. Men vinene kan man i hvert fald få fat i i Tyskland. På dette sted havde vi også en mere grundig gennemgang af selve vinproduktionen. Det var meget interessant og lærerigt.
Kørte derefter tilbage til Cape Town efter at have haft en virkelig super dag. Nogle lidt mere berusede end andre:-). Kørte igennem Stellenbosch mens vi var ude i "landskabet" ogn det var virkelig en meget hyggelig by, som jeg en anden gang gerne vil se lidt nærmere på. Det er den anden ældste by i Sydafrika (hvad der er den ældste ved jeg så til gengæld ikke). Tilbage i Cape town besvimede Morten mere eller mindre i vores skønne seng og ligger nu og snorker så alle naboerne må kunne høre det:-). Det er et sikkert tegn på, at han har fået "god value" for sine penge:-). Ellers er planerne for i aften at jeg skal i bad (glæder mig allerede9. Derudover skal vi ned og finde en dejlig restaurant i Long Street (håber personlig på italiensk) og så på net. Har enormt meget jeg skal have gjort i forhold til snarlig afrejse til Argentina osv. Har været rigtig mange dage i Afrika uden net og det har været bde godt og skidt.
I morgen satser vi på at tage til Boilders Beach ved Simon's Town, hvor der skal være en pingvinkoloni. Efter at Morten startede i Linpro har pingvinen haft en helt speciel plads i hans hjerte (det er deres logo). Håber også at vi får mulighed for at komme op på Table mountain. Havde egentlig lyst ti lat gå derop, men eftersom der er mange byger her er vi usikre på om det er sikkert at gp eller om det bliver for glat. Vi får at se. Kan også være at det er mere tidsbesparende at tage kabelbanen. Og der er stadig meget vi gerne vil nå inden vi skal afsted på lørdag. Der er alt for kort tid til. Man kunne sgatens have brugt over en uge bare i Cape Town. Sydafrika er i øvrig det eneste af alle de lande jeg indtil nu har været i, hvor jeg synes at det ville være oplagt at leje en bil og køreb rundt på egen hånd. Der er et enormt godt vejnett med masser af motorvej, hvor det er let og orientere sig, og der er masser af smuk og varieret natur. Plus der er en hel del nationalparker hvor der er tilrettelagt for at man kan køre rundt på egen hånd. Så det er et oplagt sted at leje en bil. Next time!
torsdag den 30. april 2009
Cape Town, 29. april
Kom godt frem til Cape Town sen aften/nat til onsdag. Blev hentet i lufthavnen af vores hostel, og det må siges at være let når man ankommer en fremmed by midt om natten. Vi var meget imponerede over standarden på hostellet vi bor på, tror at det er det pæneste hostel jeg nogensinde har boet på. Men så er det heller ikke ligefrem billigt. Koster 450 Rand per værelse pr nat. For at få det i norske kr. Skal man gange med 0,75. Så det er lidt penge og det er vel at mærke uden morgenmad.
Vi stod op ret så tidligt fordi vi ikke viddste om vi ville med på en tur eller ikke. Alle turene fra hostellet starter ca. Kl 8 om morgenen. Så det gælder om at komme op i ordentlig tid. På hostellet er der tilknyttet et rejsebureau, og der fik vi os en god lang snak med en af de ansatte. Han var super flink og meddelsom. Endte med at vi bestemte os for ikke at tage på en tur og hellere se os lidt omkring i Cape Town på egen hånd. Så efter at have spist morgenmad på hostellet begav vi os på vej. Det var desværre ikke ret godt vejr og desværre lader det ikke til at det skal blive godt vejr mens vi eer i Cape Town. Det er her så koldt at jeg går rundt med fleece hele tiden, det blæser og det er byger. Men det er sikkert fint at blive lidt afklimatiseret inden Buenos Aires?
Hostellet har en meget god plassering. Ligger 3-5 min. gang fra Long Street, som er restaurant- og bargade i Cape Town. En meget hyggelig gade med masser af dejlige restauranter, flotte gamle kolonihuse og generelt bare en rigtig god stemning. Gik igennem hele Long Street og endte nede ved Vicoria og Alfred Waterfront. Derfra gpr der færge over til Robben Island (der hvor bl.a. Mandela sad fængslet i mange år). Men turene blev desværre aflyst for hele dagen pga for dårligt vejr. Øv bøv. Men vi så os lidt rundt i museet og må sige at jeg blev chokeret over at læse om apartheit, det er godt nok ikke mange år siden!
Derefter gik vi til klokketårnet som er en af kendetegnene fra Cape town, det er meget gammelt og ligger ved V & A Waterfront. Bestemte os for at vi ville se os lidt omkring når vi nu var der. Så vi gik rundt ved vandpromenaden, så enormt mange butikker (rigtig mange var meget dyre mærke butikker), gadeartister af forskellige slags og endte med at spise frokost på en enor,t god restaurant. Selvom restauranterne ligger i indkøbscenteret som er meget dyrt synes vi at maden er rimelig ifht at det er i Sydafrika. Man får virkelig god mad for pengene.
Morten gik lidt shop amok i et sydafrikansk mærke, som han også tidligere har købt et par shorts i. Fik meget for pengene, ikke mindst med tanke på at man får VAT refunderet når man er turist. Bestemte os for at vi ville se hvad der var i biografen, og fandt ud af at der var meget interessant. Blev til at vi bestemte os for at vi ville se hele to film. Nemlig den nye X men og Milk. Begge var enormt gode film og det var uhyggelig billigt at gå i biografen. Kostede kun 12 nok pp pr film. Det var billigere onsdage men vi var i hvert fald glade:-). Og begge film var enormt gode på hver sin måde. Anbefales. Mellem de to film var vi nede for at finde noget hurtigt at spise, fandt et sted de solgte shawarma, og det er det dårligste måltid jeg har fået så langt i Afrika. Så træls nok.
Da vi var færdig med at se filmene valgte vi at tage en taxa hjem. Dette var noget vi havde fåået anbefalet af vores hostel. Kostede heller ikke det helt vilde (igen, vi er ikke længere i Asien, så det er meget dyrere end det ville have været der). Har haft en fantastisk dag selvom vi ikke fik set det helt vilde og det ærlig talt ikke var så godt vejr. Det gælder bare om at gøre det meste ud af det.
Vi stod op ret så tidligt fordi vi ikke viddste om vi ville med på en tur eller ikke. Alle turene fra hostellet starter ca. Kl 8 om morgenen. Så det gælder om at komme op i ordentlig tid. På hostellet er der tilknyttet et rejsebureau, og der fik vi os en god lang snak med en af de ansatte. Han var super flink og meddelsom. Endte med at vi bestemte os for ikke at tage på en tur og hellere se os lidt omkring i Cape Town på egen hånd. Så efter at have spist morgenmad på hostellet begav vi os på vej. Det var desværre ikke ret godt vejr og desværre lader det ikke til at det skal blive godt vejr mens vi eer i Cape Town. Det er her så koldt at jeg går rundt med fleece hele tiden, det blæser og det er byger. Men det er sikkert fint at blive lidt afklimatiseret inden Buenos Aires?
Hostellet har en meget god plassering. Ligger 3-5 min. gang fra Long Street, som er restaurant- og bargade i Cape Town. En meget hyggelig gade med masser af dejlige restauranter, flotte gamle kolonihuse og generelt bare en rigtig god stemning. Gik igennem hele Long Street og endte nede ved Vicoria og Alfred Waterfront. Derfra gpr der færge over til Robben Island (der hvor bl.a. Mandela sad fængslet i mange år). Men turene blev desværre aflyst for hele dagen pga for dårligt vejr. Øv bøv. Men vi så os lidt rundt i museet og må sige at jeg blev chokeret over at læse om apartheit, det er godt nok ikke mange år siden!
Derefter gik vi til klokketårnet som er en af kendetegnene fra Cape town, det er meget gammelt og ligger ved V & A Waterfront. Bestemte os for at vi ville se os lidt omkring når vi nu var der. Så vi gik rundt ved vandpromenaden, så enormt mange butikker (rigtig mange var meget dyre mærke butikker), gadeartister af forskellige slags og endte med at spise frokost på en enor,t god restaurant. Selvom restauranterne ligger i indkøbscenteret som er meget dyrt synes vi at maden er rimelig ifht at det er i Sydafrika. Man får virkelig god mad for pengene.
Morten gik lidt shop amok i et sydafrikansk mærke, som han også tidligere har købt et par shorts i. Fik meget for pengene, ikke mindst med tanke på at man får VAT refunderet når man er turist. Bestemte os for at vi ville se hvad der var i biografen, og fandt ud af at der var meget interessant. Blev til at vi bestemte os for at vi ville se hele to film. Nemlig den nye X men og Milk. Begge var enormt gode film og det var uhyggelig billigt at gå i biografen. Kostede kun 12 nok pp pr film. Det var billigere onsdage men vi var i hvert fald glade:-). Og begge film var enormt gode på hver sin måde. Anbefales. Mellem de to film var vi nede for at finde noget hurtigt at spise, fandt et sted de solgte shawarma, og det er det dårligste måltid jeg har fået så langt i Afrika. Så træls nok.
Da vi var færdig med at se filmene valgte vi at tage en taxa hjem. Dette var noget vi havde fåået anbefalet af vores hostel. Kostede heller ikke det helt vilde (igen, vi er ikke længere i Asien, så det er meget dyrere end det ville have været der). Har haft en fantastisk dag selvom vi ikke fik set det helt vilde og det ærlig talt ikke var så godt vejr. Det gælder bare om at gøre det meste ud af det.
tirsdag den 28. april 2009
Syd Afrika, 28. april
I dag fik vi lov til at sove helt frem til 7.30. Wow! Vild luksus. Fik derefter en fantastisk morgenmad lavet af husets værtinde, der var vafler og det hele. En meget fantastisk ting ved stedet var ogsp at de havde diverse husdyr. Udover 2 meget kælne små hunde var der to strudse som marcherede rundt i gården (men de havde ikke adgang til husets terasse), en kæmpe stor hyggelig gris som hed napoleon og to vortesvin som var håndfodret fra de var små og så på mennesker som artsfrænder. Vi blev advaret mod at de godt kunne finde på at stange en kærligt i måsen. Godt så. Meget hyggeligt! Satte os ind i lastbilen for sidste gang, næste destination Johannesburg.
Hele turen hertil gik megget smertefrit. Havde et par stop undervejs for at spise, gå på toilet osv. Kørte igennem masser af plantager med bananer, majs og andre afgrøder. Der er enormt frodigt i Sydafrika, i hvert fald de steder vi har set. Kørte igennem masser af flotte bjerglandskaber og et ufærdigt stadion til fodbold VM næste år. Ser ud som om at de får travlt hvis de skal nå det. Vi havde lavet en aftale med Wilco om at han kunne sætte os af i lufthavnen eftersom det ellers ville blive lidt stress for os eftersom Drifters inn ligger langt væk fra lufthavnen. Det var alletiders. Havde i udgangspunktet ca. 5 ½ time her. Men tiden går hurtigt og vi kommer nok på flyet til capetown til slut:-).
Vi fik selvfølgelig sagt pænt farvel til hele gruppen. Det har været en god tur og vi har set enormt meget. Men vi har også siddet rigtig meget på vores flade. Mere end hvad jeg havd troet før vi tog hjemmefra. Det har været en meget mikset gruppe men alle har kommet godt ud af det med hinanden. Glæder mig nu ti llidt individuel frihed igen og gruer mig til Morten skal hjem om meget kort tid. Men mon ikke vi klarer det også. Glæder mig enormt meget til at se Cape Town, men tror nok at det bliver et af de steder vi er nødt til at komme tilbage til eftersom vi kommer til at havve alt for lidt tid der.
Hele turen hertil gik megget smertefrit. Havde et par stop undervejs for at spise, gå på toilet osv. Kørte igennem masser af plantager med bananer, majs og andre afgrøder. Der er enormt frodigt i Sydafrika, i hvert fald de steder vi har set. Kørte igennem masser af flotte bjerglandskaber og et ufærdigt stadion til fodbold VM næste år. Ser ud som om at de får travlt hvis de skal nå det. Vi havde lavet en aftale med Wilco om at han kunne sætte os af i lufthavnen eftersom det ellers ville blive lidt stress for os eftersom Drifters inn ligger langt væk fra lufthavnen. Det var alletiders. Havde i udgangspunktet ca. 5 ½ time her. Men tiden går hurtigt og vi kommer nok på flyet til capetown til slut:-).
Vi fik selvfølgelig sagt pænt farvel til hele gruppen. Det har været en god tur og vi har set enormt meget. Men vi har også siddet rigtig meget på vores flade. Mere end hvad jeg havd troet før vi tog hjemmefra. Det har været en meget mikset gruppe men alle har kommet godt ud af det med hinanden. Glæder mig nu ti llidt individuel frihed igen og gruer mig til Morten skal hjem om meget kort tid. Men mon ikke vi klarer det også. Glæder mig enormt meget til at se Cape Town, men tror nok at det bliver et af de steder vi er nødt til at komme tilbage til eftersom vi kommer til at havve alt for lidt tid der.
Syd Afrika, 27. april
I dag stod vi op før fanden fik sko på. Skulle være klar ti lat tage fra lejren kl 6, og inden da skulle telte være pakket sammen og morgenmad fortæret. Og det var efter at vi aftenen i forvejen havde fået middag kl 21. Pyha, det var drøj kost. Vi tog afsted fra lejren fyldt med spænding og i håb om at vi ville få set et næsehorn. Det var det der var øverst på listen nu. Det eneste af the big five som vi endnu ikke havde set. Dagen i forvejen havde der været mange dyr og vi havde set vores første bøffel og gnu så vi var fulde af forventninger. Kørte fra Lower Sabei lejren med mål Hazyview, hvor vi senere skulle tilbringe natten. Så alt imens vi kørte mod dette sted var vi på "gamedriving". Ved ikke hvorfor at de vilde dyr bliver kaldt for game, men det gør de.
Første stop var en sø som lå lige i nærheden af Lower Sabei. Der så vi flodheste, kingfischer (fugl) og andre fugle. Kørte videre mod det sted, hvor vi skulle spise vores primære morgenmad. Det lå ca. 1 ½ time væk. Så skuffende få dyr på vejen, men håbede at der skulle komme flere efter morgenmaden. Det sted hvor vi parkerede var lige ned til floden. Det var meget idyllisk, men ikke så mange spændende dyr. Det vil sige bortset fra alle flagermusene som boede på pigetoilettet. Det var i et stråtækt hus og det var tydeligt at flagermusene havde gjort det til deres hjem. Der var ekskrementer over hele gulvet. Kom senere en ret så sur rengøringsdame som skulle tage sig af det. Utaknemmeligt job at gøre rent efter maks skidede frugtflagermus hver morgen. Men, men.... Synes personlig at det var ret underholdende. Er mere eller mindre fan af alle dyr som lever af at spise insekter (går udfra at en frugtflagermus også spiser et insekt i ny og næ? Hvis ikke, er jeg ikke så stor fan eftersom jeg hellere vil spise frugten selv).
Efter en meget god og mættende morgenmad nr. 2 kørte vi videre. Der var et par enkelte fra vores gruppe som så løver i horisonten, men det var meget få af os. Vi så dem desværre ikke. Ellers s vi en meget stor flok med elefanter (der må have været over 20) som var på begge sider af vejen. Det var ret så fantastisk. Selvom vi har set mange elefanter allerede synes jeg stadig at de er enormt fascinerende at se på. Andre fra gruppen var knap så begejstrede og kunne knap nok løsrive sig fra deres læsestof. Men sådan er vi så forskellige.
Blev efterhånden tid for at spise frokost uden at vi havde set det helt vilde af dyr. Holdt et sted hvor der var mulighed for at bade i en svømmepøl bagefter. Det var der mange som benyttede sig af. Morten og jeg var for dovne og havde egentlig ikke lyst. I stedet lagde vi os på en bænk og "læste" lidt. Efter en lang pause til frokost kørte vi videre i håb om at se nogle dyr. Så mange fugle, en ensom gammel bøffelhan, en del zebraer, aber, elefanter, kudu, vandbuk, impalaere i hundredevis og ikke mindst masser af flot natur. Ulempen med at rejse til Afrika nu er at der er meget grønt og flot. Det gør det vanskeligere at se de vilde dyr. Det bedste tidspunkt at tage til Afrika på er når det er juni-august. Men der er det også meget køligt. Så hvis man har intentioner om det skal man huske en god sovepose og en ulden lue. Men så er det nok også det værd. Allerede nu, hvor vi er her, har jeg haft fleecetrøje på næsten hver eneste aften da det ellers ville være for koldt.
Tog ud af arken ved 4-tiden og var ærlig talt en lille smule skuffede. Vi havde selvfølgelig haft en god dag og fået set en masse smuk natur. Men helt ærlig var vi jo mest der for at se alle de fantastiske dyr. Men der var ikke så meget at komme efter i kruger parken denne dag. Øv bøv. Wilco sagde også at det havde været en af de meere stille dage han havde været i parken. Men han troede at det var pga at der var ferie og mange biler i parken. Når der er det trækker dyrene sig (selvfølgelig9 længere væk fra vejen end hvis der kun er nogle få biler. Men, men, det var en god oplevelse at se Kruger parken og det er helt klart et sted man kan tage rundt på egen hånd i lejet bil og udforske eftersom hele parken er bygget op med vanvittig god infrastruktur. Om man så synes at det er et plus eller ikke kommer an på personlig smag. Men let er det i hvert fald. Plus der er mange dyr som lever der.
Var et hurtigt stop forbi et indkøbscenter hvor Wilco fik købt de sidste småting til aftensmaden. Kørte derefter til Drifters lodge i Hazyview. Der var enormt hyggeligt og der løb en elv lige i nærheden af huset som man kunne høre tydeligt. Siden det var afskedsmiddag og Wilco havde fordelen af et almindelig køkken (ikke bare gasblus og bål) blev det til et helt fantastisk måltid. Mange af os blev sat i sving med at hjælpe. Har virkelig nydt at være med til at lave mad, også selvom jeg bare har været hende som har skåret ting efter anvisning. Skønt at være med til at lave lidt mad! Var et fantastisk måltid med lækkert oksekød, 2 slags salat, brokkoli og blomkål i ostesovs, buttersquash med feta, kartoffelbåde og sidst men ikke mindst varm æblekage til dessert. Fantastisk! Gik i seng mætte og tilfredse.
Første stop var en sø som lå lige i nærheden af Lower Sabei. Der så vi flodheste, kingfischer (fugl) og andre fugle. Kørte videre mod det sted, hvor vi skulle spise vores primære morgenmad. Det lå ca. 1 ½ time væk. Så skuffende få dyr på vejen, men håbede at der skulle komme flere efter morgenmaden. Det sted hvor vi parkerede var lige ned til floden. Det var meget idyllisk, men ikke så mange spændende dyr. Det vil sige bortset fra alle flagermusene som boede på pigetoilettet. Det var i et stråtækt hus og det var tydeligt at flagermusene havde gjort det til deres hjem. Der var ekskrementer over hele gulvet. Kom senere en ret så sur rengøringsdame som skulle tage sig af det. Utaknemmeligt job at gøre rent efter maks skidede frugtflagermus hver morgen. Men, men.... Synes personlig at det var ret underholdende. Er mere eller mindre fan af alle dyr som lever af at spise insekter (går udfra at en frugtflagermus også spiser et insekt i ny og næ? Hvis ikke, er jeg ikke så stor fan eftersom jeg hellere vil spise frugten selv).
Efter en meget god og mættende morgenmad nr. 2 kørte vi videre. Der var et par enkelte fra vores gruppe som så løver i horisonten, men det var meget få af os. Vi så dem desværre ikke. Ellers s vi en meget stor flok med elefanter (der må have været over 20) som var på begge sider af vejen. Det var ret så fantastisk. Selvom vi har set mange elefanter allerede synes jeg stadig at de er enormt fascinerende at se på. Andre fra gruppen var knap så begejstrede og kunne knap nok løsrive sig fra deres læsestof. Men sådan er vi så forskellige.
Blev efterhånden tid for at spise frokost uden at vi havde set det helt vilde af dyr. Holdt et sted hvor der var mulighed for at bade i en svømmepøl bagefter. Det var der mange som benyttede sig af. Morten og jeg var for dovne og havde egentlig ikke lyst. I stedet lagde vi os på en bænk og "læste" lidt. Efter en lang pause til frokost kørte vi videre i håb om at se nogle dyr. Så mange fugle, en ensom gammel bøffelhan, en del zebraer, aber, elefanter, kudu, vandbuk, impalaere i hundredevis og ikke mindst masser af flot natur. Ulempen med at rejse til Afrika nu er at der er meget grønt og flot. Det gør det vanskeligere at se de vilde dyr. Det bedste tidspunkt at tage til Afrika på er når det er juni-august. Men der er det også meget køligt. Så hvis man har intentioner om det skal man huske en god sovepose og en ulden lue. Men så er det nok også det værd. Allerede nu, hvor vi er her, har jeg haft fleecetrøje på næsten hver eneste aften da det ellers ville være for koldt.
Tog ud af arken ved 4-tiden og var ærlig talt en lille smule skuffede. Vi havde selvfølgelig haft en god dag og fået set en masse smuk natur. Men helt ærlig var vi jo mest der for at se alle de fantastiske dyr. Men der var ikke så meget at komme efter i kruger parken denne dag. Øv bøv. Wilco sagde også at det havde været en af de meere stille dage han havde været i parken. Men han troede at det var pga at der var ferie og mange biler i parken. Når der er det trækker dyrene sig (selvfølgelig9 længere væk fra vejen end hvis der kun er nogle få biler. Men, men, det var en god oplevelse at se Kruger parken og det er helt klart et sted man kan tage rundt på egen hånd i lejet bil og udforske eftersom hele parken er bygget op med vanvittig god infrastruktur. Om man så synes at det er et plus eller ikke kommer an på personlig smag. Men let er det i hvert fald. Plus der er mange dyr som lever der.
Var et hurtigt stop forbi et indkøbscenter hvor Wilco fik købt de sidste småting til aftensmaden. Kørte derefter til Drifters lodge i Hazyview. Der var enormt hyggeligt og der løb en elv lige i nærheden af huset som man kunne høre tydeligt. Siden det var afskedsmiddag og Wilco havde fordelen af et almindelig køkken (ikke bare gasblus og bål) blev det til et helt fantastisk måltid. Mange af os blev sat i sving med at hjælpe. Har virkelig nydt at være med til at lave mad, også selvom jeg bare har været hende som har skåret ting efter anvisning. Skønt at være med til at lave lidt mad! Var et fantastisk måltid med lækkert oksekød, 2 slags salat, brokkoli og blomkål i ostesovs, buttersquash med feta, kartoffelbåde og sidst men ikke mindst varm æblekage til dessert. Fantastisk! Gik i seng mætte og tilfredse.
Mozambique - Syd Afrika, 26. april
Tidlig morgen i Maputo, med solopgang over havet, gør vi os klar med at pakke og spise morgenmad. Derefter kørte vi lidt rundt i Maputo og stoppede ved jernbanestationen, hvor vi fik mulighed for at gå rundt i 5 kvarter for os selv. Der var i midlertid ikke så meget at se, ikke så mærkeligt med tanke på at klokken var 8 søndag morgen. Men vi gik da rundt et stykke tid og så os lidt omkring.
Kl 9.15 gik turen videre. På det tidspunkt havde vi set en del gamle kolonibygninger, en rimelig pæn moske og en hel del mennesker som ventede på at den rette minibus skulle komme forbi så de kunne få et lift. Men synderlig meget så vi som sagt ikke. Vi kørte ud af byen og satte kurs mod grænsen til Sydafrika. Der var godt 100 km på en fin vej. Hurra! Kom til grænsen og det gik smertefrit på begge sider.
Næste stop var det første, det bedste supermarked som vi kom forbi. Fantastisk at være tilbage i civilisation. Ville ikke have noget imod at lave et måltid mad med de ting man kan få i supermarkederne her. Udvalget er enormt. Spiste frokost på parkeringspladsen. Ikke værst, første gang vi har fået frokost før jeg var døden nær af sult (i hvert fald næsten). Spiste ved 12-tiden.
Videre mod Krüger nationalpark som lå i umiddelbar nærhed. Det tog maks 15 min at køre derhen. Kom ind i parken ved noget som hed Crocodile passing, og man kom ind vha en bro. Noget som adskiller Krüger fra de andre nationalparker vi har været i er, at her er der hegn rundt om parken, og alle de lejre som er i parken. Det er også meget anderledes ifht at man skal køre på asfalterede veje rundt. Man bliver også nødt til at reservere plads. Parken lukker kun x antal folk ind ad gangen. I dag da vi skulle over broen var der flere som ikke fik lov til at komme ind fordi der var fyldt. Det er en meget anderledes nationalpark på godt og ondt. Det gode er, at man kan gå rundt inde i lejren uden at være bange for at der er en løve som ligger i baghold. Men det er meget mere civiliseret på godt og ondt.
Allerede p vej over broen ind i nationalparken så vi zebraer, gnu og impala i samlet flok. Meget imponerende! Så også et relativt stort firben på vej ned i floden som vi kørte over + nogle flodheste som lå og gryntede i vandoverfladen.
Kørte ca. 40 km. I meget lav fart (man må ikke køre hurtigt i parken) til vores lejr som hedder Lower Sabei. Så en bøffel (tjek på endnu en af the big five, så har vi kun næsehorn tilbage), en giraf, et par elefanter, masser af impalaer, kudu, flodheste, og et par vandbukke. Kom derefter til lejren, hvor vi gik ned til et udsigtspunkt over floden. Der var en fantastisk udsigt, masser af flodheste på land (ikke ofte at man ser det), en kæmpe krokodill (må have været i hvert fald 5 meter?) og en hel del fugle som baskede omkring. Fantastisk! Udsigtspunktet lå i forbindelse med en restaurant og inde i restauranten var der en flot ugle som sad og kiggede ned fra en bjælke. Sådan. Efter at have sat teltene op (for sidste gang) blev det efter meget om og men til at vi kørte ud i parken igen. Kørte rundt et kort stykke tid (under en time, fordi det begyndte at blive mørkt og vi skulle tilbage til lejren og lave aftensmad) og så giraf, impala (altid), en gammel hanbøffel, flodheste, elefanter, krokodiller, aber og fugle, Ikke værst! Og solnedgangen var virkelig fantastisk flot.
Tilbage i lejren gik jeg ned til floden alt imens Morten gik på net (selvom det var svindyrt og han ikke fik publiseret bloggen). Nede ved floden fik jeg set det sidste af solnedgangen og det var virkelig et flot syn. Gik derefter ind i en butik hvor de solgte allt mulig. Købte ikke noget men kunne bruge masser af tid på at gå rundt og se på alle de fine ting (mange souvenirer) som var til salg. Det var ikke ligefrem billigt, men udvalget var godt. En skam at man ikke har plads til mere i rygsækken. I aften skal vi have en traditionel brai (grill på afrikaans). Wilco købte noget kød som så helt fantastisk godt ud i dag på suoermarkedet. Glæder os meget.
Kl 9.15 gik turen videre. På det tidspunkt havde vi set en del gamle kolonibygninger, en rimelig pæn moske og en hel del mennesker som ventede på at den rette minibus skulle komme forbi så de kunne få et lift. Men synderlig meget så vi som sagt ikke. Vi kørte ud af byen og satte kurs mod grænsen til Sydafrika. Der var godt 100 km på en fin vej. Hurra! Kom til grænsen og det gik smertefrit på begge sider.
Næste stop var det første, det bedste supermarked som vi kom forbi. Fantastisk at være tilbage i civilisation. Ville ikke have noget imod at lave et måltid mad med de ting man kan få i supermarkederne her. Udvalget er enormt. Spiste frokost på parkeringspladsen. Ikke værst, første gang vi har fået frokost før jeg var døden nær af sult (i hvert fald næsten). Spiste ved 12-tiden.
Videre mod Krüger nationalpark som lå i umiddelbar nærhed. Det tog maks 15 min at køre derhen. Kom ind i parken ved noget som hed Crocodile passing, og man kom ind vha en bro. Noget som adskiller Krüger fra de andre nationalparker vi har været i er, at her er der hegn rundt om parken, og alle de lejre som er i parken. Det er også meget anderledes ifht at man skal køre på asfalterede veje rundt. Man bliver også nødt til at reservere plads. Parken lukker kun x antal folk ind ad gangen. I dag da vi skulle over broen var der flere som ikke fik lov til at komme ind fordi der var fyldt. Det er en meget anderledes nationalpark på godt og ondt. Det gode er, at man kan gå rundt inde i lejren uden at være bange for at der er en løve som ligger i baghold. Men det er meget mere civiliseret på godt og ondt.
Allerede p vej over broen ind i nationalparken så vi zebraer, gnu og impala i samlet flok. Meget imponerende! Så også et relativt stort firben på vej ned i floden som vi kørte over + nogle flodheste som lå og gryntede i vandoverfladen.
Kørte ca. 40 km. I meget lav fart (man må ikke køre hurtigt i parken) til vores lejr som hedder Lower Sabei. Så en bøffel (tjek på endnu en af the big five, så har vi kun næsehorn tilbage), en giraf, et par elefanter, masser af impalaer, kudu, flodheste, og et par vandbukke. Kom derefter til lejren, hvor vi gik ned til et udsigtspunkt over floden. Der var en fantastisk udsigt, masser af flodheste på land (ikke ofte at man ser det), en kæmpe krokodill (må have været i hvert fald 5 meter?) og en hel del fugle som baskede omkring. Fantastisk! Udsigtspunktet lå i forbindelse med en restaurant og inde i restauranten var der en flot ugle som sad og kiggede ned fra en bjælke. Sådan. Efter at have sat teltene op (for sidste gang) blev det efter meget om og men til at vi kørte ud i parken igen. Kørte rundt et kort stykke tid (under en time, fordi det begyndte at blive mørkt og vi skulle tilbage til lejren og lave aftensmad) og så giraf, impala (altid), en gammel hanbøffel, flodheste, elefanter, krokodiller, aber og fugle, Ikke værst! Og solnedgangen var virkelig fantastisk flot.
Tilbage i lejren gik jeg ned til floden alt imens Morten gik på net (selvom det var svindyrt og han ikke fik publiseret bloggen). Nede ved floden fik jeg set det sidste af solnedgangen og det var virkelig et flot syn. Gik derefter ind i en butik hvor de solgte allt mulig. Købte ikke noget men kunne bruge masser af tid på at gå rundt og se på alle de fine ting (mange souvenirer) som var til salg. Det var ikke ligefrem billigt, men udvalget var godt. En skam at man ikke har plads til mere i rygsækken. I aften skal vi have en traditionel brai (grill på afrikaans). Wilco købte noget kød som så helt fantastisk godt ud i dag på suoermarkedet. Glæder os meget.
Mozambique, 25. april
I dag stod vi op klokken 6. Pakkede vores grej, spiste morgenmad og gjorde os klar til afrejse. Det tog i midllertid et godt stykke tid før vi kom afsted. Dette skyldtes blandt andet at vi ville vente til "husdrengen" kom så han kunne etage det værste opvask. Af os fik han i øvrig en top (til mænd) som han så ud som om han blev oprigtig glad for. Ikke værst.
Men endelig kom vi afsted. Der var ca. 450 km til maputo, som er hovedstaden i Mozambique, og endedestinationen for dagens rejse. Hjemme i dk, ville det jo ikke have taget så lang tid, but this is Africa... Hele dagen har vi siddet i lastbilen og bumpet (mere eller mindre) afsted. Vejene har for det meste været helt ok, men ikke fantastiske. Vi er kørt forbi uendelig mange marker med majs, lerhytter, farvestrålende små huse i blå, rød, gul og grøn, kvinder som bærer småbørn på ryggen og de mest vanvittige ting på hovedet, ladbiler som er fyldt til randen af mennsker (utrolig hvor mange der kan være på en ladbil), gamle lortebusser, små markeder hvor kvinder sidder og sælger tomater, mandariner og andet godt stablet i små bunker. Med andre ord en helt almindelig dag i Afrika med Drifters.
Kl. 13.30 havde vi endelig pause for at få frokost. På det tidspunkt var jeg enormt sulten. Så det vaar på tide. Det er ikke sådan når man kører med en mand som aldrig skal tisse og aldrig har brug for at spise (han spiser ikke engang når vi holder pauserne), men på den anden side er det ikke så forskelligt fra min barndom på tur med far og mor i campingvognen. I dag har det været ret varmt, og der var en af de andre piger som fik det smådårligt da vi kom ud. Sandsynligvis for lidt at drikke og ikke noget mad i for mange timer. Det kan slå selv den bedste ud. Frokosten blev indtaget ved vejen et sted. Præsterede at få mine bukseben ret så våde i et forsøg på att finde et egnet sted at gå på "toilettet", kom til at gå ned i en godt dækket sump. Fedt!
Så gik turen videre, og selvom der kun var godt 100 km til maputo 8ifølge et skilt kom det til at tage en del timer. Var fremme ved Costa da Sol 8hvor vi skulle sove i nat) kl 17.30. I mellemtiden havde vi kørt igennem det vildeste marked (var ikke helt let med lastbil), forbi den største skraldeplads jeg nogensinde har set. Den var flere kvadratkilometer stor, og der gik masser af mennsker rundtpå den for at se om de kunne finde noget nyttigt. Ret så trist. Der var massevis af mennsker og der blev lidt af en amper stemning på markedet da nogle på vores tur blev ved med at tage billeder (selvom folk blev møgsure) det kolliderede med at en mand kastede en appelsin og derefter en sten efter os. Så var vi (Morten og jeg) nødt til at markere og bede folk om at stoppe med at tage billeder. Det er utroligt, at nogle mennesker ikke kan fatte det selv. Men ellers var markedet en meget farverig affære.
I området hvor vi skal bo er det meget anderledes. Det er helt ned til vandet og det ligger i et kvarter, hvor der var mange pæne blokke. I det fjerne kunne man sågar skimte noget som mindede om skyskrabere (små, men alligevel). Det var skønt endelig at komme frem og vi glæder os til maden vi skal haave på den tilhørende restaurant i aften. Det bliver alt godt fra havet igen. Tror at Morten er ved at glæde sig til att få kød. Noget han også gav kraftigt udtryk for i går aftes til Wilco, som har lovet ham et stk grill-kødorgie en af de nærmeste dage. Det skal nok blive godt. Nu er det tid for et hurtigt bad før vi skal ned at spise.
Men endelig kom vi afsted. Der var ca. 450 km til maputo, som er hovedstaden i Mozambique, og endedestinationen for dagens rejse. Hjemme i dk, ville det jo ikke have taget så lang tid, but this is Africa... Hele dagen har vi siddet i lastbilen og bumpet (mere eller mindre) afsted. Vejene har for det meste været helt ok, men ikke fantastiske. Vi er kørt forbi uendelig mange marker med majs, lerhytter, farvestrålende små huse i blå, rød, gul og grøn, kvinder som bærer småbørn på ryggen og de mest vanvittige ting på hovedet, ladbiler som er fyldt til randen af mennsker (utrolig hvor mange der kan være på en ladbil), gamle lortebusser, små markeder hvor kvinder sidder og sælger tomater, mandariner og andet godt stablet i små bunker. Med andre ord en helt almindelig dag i Afrika med Drifters.
Kl. 13.30 havde vi endelig pause for at få frokost. På det tidspunkt var jeg enormt sulten. Så det vaar på tide. Det er ikke sådan når man kører med en mand som aldrig skal tisse og aldrig har brug for at spise (han spiser ikke engang når vi holder pauserne), men på den anden side er det ikke så forskelligt fra min barndom på tur med far og mor i campingvognen. I dag har det været ret varmt, og der var en af de andre piger som fik det smådårligt da vi kom ud. Sandsynligvis for lidt at drikke og ikke noget mad i for mange timer. Det kan slå selv den bedste ud. Frokosten blev indtaget ved vejen et sted. Præsterede at få mine bukseben ret så våde i et forsøg på att finde et egnet sted at gå på "toilettet", kom til at gå ned i en godt dækket sump. Fedt!
Så gik turen videre, og selvom der kun var godt 100 km til maputo 8ifølge et skilt kom det til at tage en del timer. Var fremme ved Costa da Sol 8hvor vi skulle sove i nat) kl 17.30. I mellemtiden havde vi kørt igennem det vildeste marked (var ikke helt let med lastbil), forbi den største skraldeplads jeg nogensinde har set. Den var flere kvadratkilometer stor, og der gik masser af mennsker rundtpå den for at se om de kunne finde noget nyttigt. Ret så trist. Der var massevis af mennsker og der blev lidt af en amper stemning på markedet da nogle på vores tur blev ved med at tage billeder (selvom folk blev møgsure) det kolliderede med at en mand kastede en appelsin og derefter en sten efter os. Så var vi (Morten og jeg) nødt til at markere og bede folk om at stoppe med at tage billeder. Det er utroligt, at nogle mennesker ikke kan fatte det selv. Men ellers var markedet en meget farverig affære.
I området hvor vi skal bo er det meget anderledes. Det er helt ned til vandet og det ligger i et kvarter, hvor der var mange pæne blokke. I det fjerne kunne man sågar skimte noget som mindede om skyskrabere (små, men alligevel). Det var skønt endelig at komme frem og vi glæder os til maden vi skal haave på den tilhørende restaurant i aften. Det bliver alt godt fra havet igen. Tror at Morten er ved at glæde sig til att få kød. Noget han også gav kraftigt udtryk for i går aftes til Wilco, som har lovet ham et stk grill-kødorgie en af de nærmeste dage. Det skal nok blive godt. Nu er det tid for et hurtigt bad før vi skal ned at spise.
Mozambique, 24. april
Igen i går var der mulighed for at sove lidt længere. Aftenen i forvejen havde vi haft grill med scampi og et meget stort stykke fisk. Fisken tog i midlertid noget længere tid at tilberede end Wilco havde forudset og derfor fik vi ikke middag før kl 21. På det tidspunkt var jeg ekstremt sulten. Er ikke vandt til at spise med så store mellemrum som det vi gør med Drifters. Men, men...
Efter en god og rolig start på morgenen med morgenmad kunne man gøre som man havde lyst til. Morten og en del andre fra gruppen havde lyst ti lat tage ud på havsafari. Der skulle der være mulighed for at se hvalhajer. De tog afsted kl 10.30. Jeg havde for så vidt lyst men turde ikke helt. Mine snorkle evner på meget dybt vand er begrænset til redningsvest. Så tænkte at jeg ville stå over:-). I stedet gik jeg en meget lang tur langs stranden og efter kort tid blev det helt enormt overskyet. Men det gjorde ikke så meget da det ellers bare ville være blevet for varmt.
Var tilbage i huset ved 12-tiden og så var der tid til at sætte sig ned og slappe lidt af. Havde tænkt på at gå lidt længere. Men da jeg gik et stykke længere i den modsatte retning af den jeg oprindelig havde gået, kom jeg forbi et skib , ikke langt fra huset vi boede i, hvor der var en helt masse mennesker som havde samlet sig rundt. Det gik heftigt for sig, af uvisse grunde, og da jeg så en mand skubbe til en kvinde så hårdt at hun røg i sandet, tænkte jeg at det var bedre at gå hjem. Havde egentlig forventet at Morten og de andre ville komme tilbage ganske snart efter at jeg var kommet. Men der gik lidt over en time.
Morten kom tilbage og fortalte om turen. Det havde ikke været ubetinget succes. Af de 7 som tog afsted var der to (begge fra vores gruppe) som kastede op pga søsyge. Morten havde i tillæg slugt en hel del vand da han var nede sammen med den ene hvalhaj de fandt, det var en "lille" en på ca 5-6 meter. Morten var måske 10 min nede sammen med den, og nogle af de andre endnu kortere tid fordi de blev dårlige. Ved ikke hvor stor succes han synes det var, men nu har han i hvert fald prøvet det. På vej tilbage til land stoppede båden så to af dem der var med kunne foretage et dyk. Det var da mange blev søsyge, fordi de bare sad i en lille båd på et hav med ret meget bølger. Uff, men heldigvis blev morten ikke søsyg.
Efter at have spist frokost, var det tid for at gå hen til et andet hotel, hvor der var mulighed for at køre på ATV/ firhjuling. Dette var noget vi havde set ret så meget frem til. Vi betalte ca. 300 nok pp. For en to timers køretur. |Vi havde en lokal guide med og vi kørte af sandveje hele tiden. Kunne godt mærke at jeg lige skulle vænne mig til at køre på sandveje. Det skred lidt når man kørte i sving osv. Desuden var der ingen sikkerhedsudstyr. Vi spurgte efter hjelme, som ikke var påbudt, og fik udleveret cykelhjelme, som ikke passede. Guiden lo nærmest af os da vi spurgte om at få hjelm. Det var tydeligvis ikke standard. Så det blev til, at vi kørte afsted uden hjelm. Vi kørte igennem små "landsbyer", forbi brønde, marker, masser af me nesker, børn som lo og vinkede, mangrove, klipper, hav og flotte huse ud til klipperne. Det var enn rigtig god tur, men eftersom vi hele tiden kørte steder, hvor der boede mennesker var der ikke så meget mulighed for at give den fuld gas. Det var lidt ærgeligt, men det var smadder sjovt alligevel. Så to timer fløj hurtigt afsted.
Til aftensmad fik vi blæksprutte. Og jeg må sige at det er den mest velsmagende jeg har fået til dags dato. Bliver aldrig noget jeg kommer ti lat bestille på en restaurant, men i det mindste var det ikke ligesom at tyggei elastikker.
Efter en god og rolig start på morgenen med morgenmad kunne man gøre som man havde lyst til. Morten og en del andre fra gruppen havde lyst ti lat tage ud på havsafari. Der skulle der være mulighed for at se hvalhajer. De tog afsted kl 10.30. Jeg havde for så vidt lyst men turde ikke helt. Mine snorkle evner på meget dybt vand er begrænset til redningsvest. Så tænkte at jeg ville stå over:-). I stedet gik jeg en meget lang tur langs stranden og efter kort tid blev det helt enormt overskyet. Men det gjorde ikke så meget da det ellers bare ville være blevet for varmt.
Var tilbage i huset ved 12-tiden og så var der tid til at sætte sig ned og slappe lidt af. Havde tænkt på at gå lidt længere. Men da jeg gik et stykke længere i den modsatte retning af den jeg oprindelig havde gået, kom jeg forbi et skib , ikke langt fra huset vi boede i, hvor der var en helt masse mennesker som havde samlet sig rundt. Det gik heftigt for sig, af uvisse grunde, og da jeg så en mand skubbe til en kvinde så hårdt at hun røg i sandet, tænkte jeg at det var bedre at gå hjem. Havde egentlig forventet at Morten og de andre ville komme tilbage ganske snart efter at jeg var kommet. Men der gik lidt over en time.
Morten kom tilbage og fortalte om turen. Det havde ikke været ubetinget succes. Af de 7 som tog afsted var der to (begge fra vores gruppe) som kastede op pga søsyge. Morten havde i tillæg slugt en hel del vand da han var nede sammen med den ene hvalhaj de fandt, det var en "lille" en på ca 5-6 meter. Morten var måske 10 min nede sammen med den, og nogle af de andre endnu kortere tid fordi de blev dårlige. Ved ikke hvor stor succes han synes det var, men nu har han i hvert fald prøvet det. På vej tilbage til land stoppede båden så to af dem der var med kunne foretage et dyk. Det var da mange blev søsyge, fordi de bare sad i en lille båd på et hav med ret meget bølger. Uff, men heldigvis blev morten ikke søsyg.
Efter at have spist frokost, var det tid for at gå hen til et andet hotel, hvor der var mulighed for at køre på ATV/ firhjuling. Dette var noget vi havde set ret så meget frem til. Vi betalte ca. 300 nok pp. For en to timers køretur. |Vi havde en lokal guide med og vi kørte af sandveje hele tiden. Kunne godt mærke at jeg lige skulle vænne mig til at køre på sandveje. Det skred lidt når man kørte i sving osv. Desuden var der ingen sikkerhedsudstyr. Vi spurgte efter hjelme, som ikke var påbudt, og fik udleveret cykelhjelme, som ikke passede. Guiden lo nærmest af os da vi spurgte om at få hjelm. Det var tydeligvis ikke standard. Så det blev til, at vi kørte afsted uden hjelm. Vi kørte igennem små "landsbyer", forbi brønde, marker, masser af me nesker, børn som lo og vinkede, mangrove, klipper, hav og flotte huse ud til klipperne. Det var enn rigtig god tur, men eftersom vi hele tiden kørte steder, hvor der boede mennesker var der ikke så meget mulighed for at give den fuld gas. Det var lidt ærgeligt, men det var smadder sjovt alligevel. Så to timer fløj hurtigt afsted.
Til aftensmad fik vi blæksprutte. Og jeg må sige at det er den mest velsmagende jeg har fået til dags dato. Bliver aldrig noget jeg kommer ti lat bestille på en restaurant, men i det mindste var det ikke ligesom at tyggei elastikker.
Mozambique, 23. april
I dag fik vi for første gang på hele turen (i hvert fald næsten) lov til selv at bestemme når vi ville stå op. Ikke værst. Men eftersom morgenmaden var i vores hus, og der ikke er individuelt loft til hvert værelse (hvis det giver nogen mening? Grundplanet er delt opp, men det hele har åbent op til det samme loft). Det var skønt at have mulighed for at sove længe for en gangs skyld. Vi stod op og tog os god tid med morgenmaden. Det var desværre ret så overskyet, blæsende og små koldt, men vi bestemte os for at vi bare var nødt til at komme ud i det indiske ocean. Aahhh...
Det var lidt en kold fornemmelse at skulle i, men når først man var i var det alletiders (og ikke så dejligt at ikke være i). Var i vandet i hen mod en halv time og hyggede os enormt. Der var inngen andre mennesker på stranden (bortset fra tre andre fra gruppen) så det var ikke værst. Og det er en af de længste strande jeg har set på min rejse. Det er tydeligvis ikke højsæson. Der går nogle strandsælgere rundt men de ser næsten ud som de ikke har forhåbning om at sælge noget. De er i hvert fald ikke aggressive overhovedet. Heldigvis. Vi kom op af vandet, og så var det pludselig ikke så varmt. Bbbbrrr. Men vi løb tilbage til huset og tog os et dejligt koldt brusebad (uf).
Kort tid efter at vi var kommet tilbage begyndte solen at skinne, hvor heldig har man lov til at være? Men på den anden side var det jo ikke noget vi bare kunne regne med at der ville ske. Men, men... Efter at Morten havde fået barberet det meste af sit fuldskæg af, og ja det tog lang tid, bestemte vi os for at gå en tur på stranden. Det var super dejligt solskin ogder var enormt smukt og forladt store dele af stranden. Ikke værst. Nød det i fulde drag. Kom hjem til huset til frokost som blev serveret ved 13-tiden. Sandwich igen, men det kan man aldrig slå fejl med. Plus der var masser af frugt. Blandt andet en vandmelon hvis type jeg aldrig tidligere har set. Den var enorm, og meget mere lys i kødet og med anderledes kærner. Men smagen er næsten den samme. Tror også at der er til i morgen:-).
Da frokosten var vel overstået bestemte vores guide sig for at han ville køre hen til et lille lokalt marked for at købe nogle tomater til aftensmad. Men det skulle vise sig at være vanskeigere end først antaget. Efter at han forsøgte at bakke ud kom han nemlig til at sidde fast i det løse sand som var i indkørslen. Ups! Der var tendenser til det da vi ankom, men skal love for at han kom til at sidde godt og grundigt fast. Nogle af de ansatte på stedet fandt en måtte ti lat ligge under hjulet for at se om det kunne hjælpe til at få den fri. Og et par skovle blev fundet så Morten (blandt andet) kunne hjælpe med ti lat grave lidt. Det skulle i midlertid vise sig at være vanskeligt at få lastbilen op. Den var total stuck! Men der blev moset frem og tilbage og gravet osv uden det helt store resultat. Men det var sjovt at se på og det var tydeligt at Morten hyggede sig maks. Dette var noget han havde mere eller mindre håbet på siden vi startede. Efter et godt stykke tid, hvor lastbilen mere eller mindre bare kom dybere og dybere ned i sanndet og kom tættere og tættere på en mur, kørte der en mand forbi. Han fortalte at han vidste om en som havde en firhjulstrukken traktor som sikkert kunne hjælpe.
Vi satte os ud og ventede på at denne skulle ankomme. Efter relativt kort tid kom den. Det var nærmest en mellemting mellemen gummiged og en traktor (hvis der findes noget sådan) og den havde både en skovl og en lille kran ting. ÅLastbilen blev spændt til kranen ved hjælp af en jernkæde. Og efter meget om og men, frem og tilbage og en god time kom lastbilen endelig fri. hurra! Så gik der tid med det for at sige det sådan. Og det var da ret så morsomt. Ikke mindst fordi den faktisk kom fri til slut. Efter denne spændende begivenhed gik vi en tur til på stranden. Denne gang i modsat retning af sidst. Der var lidt flere mennesker i modsat retning. Og vi fandt et sted, hvor der var mulighed for at leje atv. Tror måske at vi kommer til at gøre det i morgen. Det bliver vildt godt. Der er også mulighed for hvalsafari. Som går ud på at man kan snorkle rundt med kæmpe hvaler på op til 13 meter (som eftersigende kun spiser plankton). Ved ikke helt om jeg tør (eller er ret sikker på at jeg ikke gør). Men Morten vurderer om det er noget han skal.
Nu er aftensmaden ved at blive klar. Vi skal have Sail fish i aluminiumsfolie på grillen, rejer, salat og en lokal specialitet som vidst smager som spinat. Spændende og jeg glæder mig allerede. Mmmm. Vi er enormt heldige med at vores guide er så god til at lave mad.
Det var lidt en kold fornemmelse at skulle i, men når først man var i var det alletiders (og ikke så dejligt at ikke være i). Var i vandet i hen mod en halv time og hyggede os enormt. Der var inngen andre mennesker på stranden (bortset fra tre andre fra gruppen) så det var ikke værst. Og det er en af de længste strande jeg har set på min rejse. Det er tydeligvis ikke højsæson. Der går nogle strandsælgere rundt men de ser næsten ud som de ikke har forhåbning om at sælge noget. De er i hvert fald ikke aggressive overhovedet. Heldigvis. Vi kom op af vandet, og så var det pludselig ikke så varmt. Bbbbrrr. Men vi løb tilbage til huset og tog os et dejligt koldt brusebad (uf).
Kort tid efter at vi var kommet tilbage begyndte solen at skinne, hvor heldig har man lov til at være? Men på den anden side var det jo ikke noget vi bare kunne regne med at der ville ske. Men, men... Efter at Morten havde fået barberet det meste af sit fuldskæg af, og ja det tog lang tid, bestemte vi os for at gå en tur på stranden. Det var super dejligt solskin ogder var enormt smukt og forladt store dele af stranden. Ikke værst. Nød det i fulde drag. Kom hjem til huset til frokost som blev serveret ved 13-tiden. Sandwich igen, men det kan man aldrig slå fejl med. Plus der var masser af frugt. Blandt andet en vandmelon hvis type jeg aldrig tidligere har set. Den var enorm, og meget mere lys i kødet og med anderledes kærner. Men smagen er næsten den samme. Tror også at der er til i morgen:-).
Da frokosten var vel overstået bestemte vores guide sig for at han ville køre hen til et lille lokalt marked for at købe nogle tomater til aftensmad. Men det skulle vise sig at være vanskeigere end først antaget. Efter at han forsøgte at bakke ud kom han nemlig til at sidde fast i det løse sand som var i indkørslen. Ups! Der var tendenser til det da vi ankom, men skal love for at han kom til at sidde godt og grundigt fast. Nogle af de ansatte på stedet fandt en måtte ti lat ligge under hjulet for at se om det kunne hjælpe til at få den fri. Og et par skovle blev fundet så Morten (blandt andet) kunne hjælpe med ti lat grave lidt. Det skulle i midlertid vise sig at være vanskeligt at få lastbilen op. Den var total stuck! Men der blev moset frem og tilbage og gravet osv uden det helt store resultat. Men det var sjovt at se på og det var tydeligt at Morten hyggede sig maks. Dette var noget han havde mere eller mindre håbet på siden vi startede. Efter et godt stykke tid, hvor lastbilen mere eller mindre bare kom dybere og dybere ned i sanndet og kom tættere og tættere på en mur, kørte der en mand forbi. Han fortalte at han vidste om en som havde en firhjulstrukken traktor som sikkert kunne hjælpe.
Vi satte os ud og ventede på at denne skulle ankomme. Efter relativt kort tid kom den. Det var nærmest en mellemting mellemen gummiged og en traktor (hvis der findes noget sådan) og den havde både en skovl og en lille kran ting. ÅLastbilen blev spændt til kranen ved hjælp af en jernkæde. Og efter meget om og men, frem og tilbage og en god time kom lastbilen endelig fri. hurra! Så gik der tid med det for at sige det sådan. Og det var da ret så morsomt. Ikke mindst fordi den faktisk kom fri til slut. Efter denne spændende begivenhed gik vi en tur til på stranden. Denne gang i modsat retning af sidst. Der var lidt flere mennesker i modsat retning. Og vi fandt et sted, hvor der var mulighed for at leje atv. Tror måske at vi kommer til at gøre det i morgen. Det bliver vildt godt. Der er også mulighed for hvalsafari. Som går ud på at man kan snorkle rundt med kæmpe hvaler på op til 13 meter (som eftersigende kun spiser plankton). Ved ikke helt om jeg tør (eller er ret sikker på at jeg ikke gør). Men Morten vurderer om det er noget han skal.
Nu er aftensmaden ved at blive klar. Vi skal have Sail fish i aluminiumsfolie på grillen, rejer, salat og en lokal specialitet som vidst smager som spinat. Spændende og jeg glæder mig allerede. Mmmm. Vi er enormt heldige med at vores guide er så god til at lave mad.
Mozambique, 22. april
Endelig en lidt mere lempelig start på dagenn. Aftenen i forvejen havde vi hygget os på restauranten som hængte sammen med boligerne vi boede i. Vi fik en bedre middag, som vi selv betalte og sad ud over aftenen og drak Tipo Tinto, som er lokal rom. Slet ikke værst. Vi fik en engelsk morgenmad som blev serveret af stedet, hvor vi boede. Absolut ikke min livret. Hvad skal man med det når man kan få youghurt og müsli? Men vi tog fra Vilanculos ved 8.30. tiden. Inden da havde vi været i den lokale bank og hævet penge plus været i et lille supermarked, hvor man kunne hamstre sprut. Det var pretty much det eneste de havde. Men når en lokal flaske rom koster ca. 25 nok kan man vel ikke tillade sig at klage?
Derefter kørte vi nedover langs kysten (selvom vi sjældent så vandet) i Mozambique. Vejret var ikke fantastisk, noget som er lidt af et antiklimaks eftersom vi nu er kommet til det punkt på turen, hvor der skal bades og soles. Det regnede en del menns vi sad i lastbilen, men det var meget lokale og korte byger. Så kom vi til et sted, hvor vi fik tilbus om at sejle over til halvøen Imhanbane. Det var med et lille lokalt sejlskib, og det bliver kaldt en dhow. Turen tog vel 45 min og det var en ret så lille skude. Wilco kørte i mellemtiden lastbilen rundt, eftersom der langt fra var plads til den på den lille sejlbåd. Mens vi sad på båden så det meget ud som om det ville begynde at regne, men det holdt sig heldigvis.
Da Wilco var kommet ind på halvøen også, han kom vel 20 min. efter os var det tid for frokost, Endelig, vi fik en god omgang sandwich som sædvanlig. Derefter tog vi hen på det lokale marked, hvor vi havde mulighed for at købe lidt småting. De havde en helt masse smukke ting i flet. Kunne ikke stå for en taske som stakkels Morten nu bliver nødt til at børe rundt i et par lufthavne. Men mon han ikke er så maskulin og sikker på sin seksualitet at det går? Har sagt til ham at han bare skal sige at hans kæreste er på toilettet hvis nogen spørger:-),
Så kørte vi det sidste lille stykke før vi kom til stedet som vi skal kalde hjem i de næste 3 dage. Steddet hedder Barra, vi kom kort tid før solnedgang, og vi bor i små stråtøkte hus som ligger på stranden. Det er vildt godt. Skønt med en ordentlig seng at sove i. Man kan godt blive en lille smule træt af telt:-). Om aftenen spiste vi middag på stedets restaurant. Jeg fik fantastisk gode kongerejer. Mmmm. Anbefales. Og solnedgangen over den brede og forladte strand var bare helt fantastisk. Også selvom solen gik ned allerede kl 17.15. Ret så tidligt. Men så var der jo lidt tid til at slappe af før middagen. Nogle stykker af os sad oppe nogle timer og hyggede os groft. Den altid snøvlende og fulde (om aftenen vel at mærke, heldigvis ikke når han kører lastbil) Wilco som et naturligt midtpunkt.
Derefter kørte vi nedover langs kysten (selvom vi sjældent så vandet) i Mozambique. Vejret var ikke fantastisk, noget som er lidt af et antiklimaks eftersom vi nu er kommet til det punkt på turen, hvor der skal bades og soles. Det regnede en del menns vi sad i lastbilen, men det var meget lokale og korte byger. Så kom vi til et sted, hvor vi fik tilbus om at sejle over til halvøen Imhanbane. Det var med et lille lokalt sejlskib, og det bliver kaldt en dhow. Turen tog vel 45 min og det var en ret så lille skude. Wilco kørte i mellemtiden lastbilen rundt, eftersom der langt fra var plads til den på den lille sejlbåd. Mens vi sad på båden så det meget ud som om det ville begynde at regne, men det holdt sig heldigvis.
Da Wilco var kommet ind på halvøen også, han kom vel 20 min. efter os var det tid for frokost, Endelig, vi fik en god omgang sandwich som sædvanlig. Derefter tog vi hen på det lokale marked, hvor vi havde mulighed for at købe lidt småting. De havde en helt masse smukke ting i flet. Kunne ikke stå for en taske som stakkels Morten nu bliver nødt til at børe rundt i et par lufthavne. Men mon han ikke er så maskulin og sikker på sin seksualitet at det går? Har sagt til ham at han bare skal sige at hans kæreste er på toilettet hvis nogen spørger:-),
Så kørte vi det sidste lille stykke før vi kom til stedet som vi skal kalde hjem i de næste 3 dage. Steddet hedder Barra, vi kom kort tid før solnedgang, og vi bor i små stråtøkte hus som ligger på stranden. Det er vildt godt. Skønt med en ordentlig seng at sove i. Man kan godt blive en lille smule træt af telt:-). Om aftenen spiste vi middag på stedets restaurant. Jeg fik fantastisk gode kongerejer. Mmmm. Anbefales. Og solnedgangen over den brede og forladte strand var bare helt fantastisk. Også selvom solen gik ned allerede kl 17.15. Ret så tidligt. Men så var der jo lidt tid til at slappe af før middagen. Nogle stykker af os sad oppe nogle timer og hyggede os groft. Den altid snøvlende og fulde (om aftenen vel at mærke, heldigvis ikke når han kører lastbil) Wilco som et naturligt midtpunkt.
Mozambique, 21. april
Vi stod op kl 4.30. Det var stadig ret sp mørkt, men der var ingen kære mor. Så det var bare at få pakket ens habbengut og derefter teltet sammen. Pyha. Det er egentlig et alt for tidligt tidspunkt at være så aktiv. Derefter var det tid for morgenmad. Og så var det afsted. Vi kørte fra golfklubben (home sweet home) kl lidt i 6 og satte retning mod Blantyre. Vi kom til Blantyre ca. Kl 7.30. grunden til at vi skulle have et stop der, var at vi 6 skandinaver ikke havde visum til Mozambique, og vores guide var bange for at det kunne blive et problem ved grænsen. Derfor troppede vi op ved et meget anonymt udseende kontor som lå i 2 etage i en anonymt udseende bygning i Blantyre. Vores guide fik hjælp af en af de lokale guide fra dagen før til at finde vej.
Da vi kom ti lkontoret fik vi af omveje at vide, at det ville åbne kl 8. Så vi satte os ned og ventede. Da kl. Blev ca. 8 kom der en kvinde ud fra kontoret. Hun sagde at de ikke kunne åbne endnu fordi de ikke havde nøglen til kontoret? Aha... Vi ventede så ca. ½ time uden at der skete så meget andet end at 2 fyre prøvede at komme igennem den indre dør med vold (den ydre dør havde damen en nøgle til). Vi fik derefter at vide at et visum ville koste os 7900 MWK så vi kunne gå ud at få fat i det mens de prøvede at få fat i en nøgle. Mens dette udfoldede sig tog Wilco og det resterende af gruppen hen for at fylde nogle gasflasker. Vi 6 skandinaver (alle de andre var fra Norge) begyndte at gå rundt til de mange banker som lå i området for at få nogle penge fra en minibank. Det gik ikke så godt. Mange steder tog de ikke visa, og det første sted vi fandt, hvor de gjorde, havde de netværksproblemer. Vi gik ind i banken og ventede der et stykke tid mens de prøvede at fikse det. Efter et kvarters tid gav vi op og gik videre.
Endelig fandt vi en bank, hvor vi kunne fp penge. Halleluja! Vi fik pengene og Morten gik hen for at få taget pasbilleder. Derefter tilbage til kontoret, hvor der ikke var sket det helt store. Døren til kontoret var stadig låst og den ret sp sure dame fortalte, at der var blevet sendt en chauffør ud for at få fat i nøglen. Da vi spurgte om, hvor lang tid det ville tage svarede hun at hun ikke vidste det. Fedt! Elsker African Time. Grunden til at der ikke var nogen af os som havde visum var, at alle havde tjekket på UD's hjemmesider (i mit tilfælde for både Norge og Danmark) og havde der fået oplysninger om at det ikke skulle være noget problem at få visum ved grænsen. Det UD skriver på deres hjemmesider ifht visum har aldrig tidligere slået fejl, så vi brgyndte at have det lidt sådan at vi bare kunne tage hen til grænsen. Vi tænkte at det uanset ikke ville tage længere tid end, hvad det allerede havde gjort i Blantyre.
Men så kom heldigvis nøglen. Det var nu 1 t og 45 min. siden kontoret skulle have åbnet. Fantastisk! Men da vi først kom ind gik det meget hurtigt. Tog nok 20 min. Så var det bare at komme tilbage i bussen og derudad. Denne dag vidste vi fra før at vi skulle køre langt, ca. 700 km. Og der var allerde gået meget tid til at få de forbandede visum. Så nu gik det med fulde gardiner til grænsen. Det gik glat at komme ud af Malawi. Men da vi skulle ind i Mozambique (selvom alle havde visum) tog det lidt tid. De skulle nemlig have 3 USD pr person for en stempelafgift. Op i røven siger jeg bare. Men vi havde jo ikke noget egentligt valg. Så det tog også tid. Men endelig var alle i boks.
Frokosten blev i samme tid indtaget stående bagerst i lastbilen. Der var der snak om at spise hurtigt. Ikke fantastisk men vi fik da lidt i maven. Kort tid før lastbilen skulle køre prøvede jeg desperat at få samlet de få ting fra frokosten sammen så det hele ikke ville ramle rundt når vi begyndte at køre. Jeg nåede det næsten. Jeg var på vej til at sætte mig p mit såde da Wilco lavede et vanvittigt sving som resulterede i at jeg gik med hovedet direkte ind i ruden. Det grojde monster ondt og sendte en strøm af ubehag ned igennem min nakke- og rygsøjle. Halløjsa gamle Whiplas skade. Total uretfærdigt eftersom jeg ikke er en af dem som altid rejser sig op når vi kører. Der er nogle af de andre fra gruppen (faktisk de tre ældste, mystisk at de ikke ved bedre) som har tendens til at rejse sig op på de mest upassende tidspunkter. Men sådan er det at køre lastbil i Afrika. Det er højrisiko sport. Kort tid efter at vi var kommet ind i Mozambique så vi en lastbil som var kørt af vejen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden og sikkerhedsselen fastspændt.
Den eneste forskel man umiddelbart kunne se på Malawi og Mozambique var at der i Malawi virkede som om, at der var flere folk og hytterne var måske lidt mere fattige at se på. Noget som straks sprang os i øjnene i Mozambique var at der var en masse fantastisk store træer. Nogle som jeg ikke har set tidligere. De var virkelig flotte at se på. Men ellers er det svært at se forskellen sådan umiddelbart. Det er i høj grad det samme tøj folk har på, ting bliver båret på hovedet (elsker det) og spædbørn sidder solidt fast på mødrenes ryg med et tørklæde.
Vejene i Mozambique var i øvrigt ikke noget at prale af. Der var ret mage hump i vejen og det var den reneste rutsjebane at sidde bagi. Tror måske heller ikke at Morten og jeg har været specielt heldige med vores placering i lastbilen eftersom vi sidder bagerst. Har nok tendens til at hoppe og danse lidt mere der? Der gik et godt stykke tid før næste stop. Det var blevet mørkt og klokken var måske henad 8. Vi fik hurtig serveret lidt makaroni og ost, sm gutterne fra golfklubben havde tilberedt til os. Det var godt at få noget i skrutten igen. Og derefter var det tilbage i lastbilen, hvor jeg tror at de fleste af os slumrede i mørket alt imens vi sneglede os afsted på den enormt humpede vej. Kom frem til et lejrskoleagtigt sted kl ca. 23 som lå i udkanten af Chimoio i Mozambique. Mao en meget lang dag, ikke mindst for Wilco som pta dette var i knald humør da vi kom frem. Det kan man kun tage hatten af for. Tror at jeg ville have været lidt grumpy hvis det var mig. Og så alligevel det er jo hans job? Men jeg var i hvert fald ikke misundelig. Så var det bare med at komme ud og få sat teltene op i en aller helvedes til fart så man kunne komme i seng. Zzzzzzzz
Da vi kom ti lkontoret fik vi af omveje at vide, at det ville åbne kl 8. Så vi satte os ned og ventede. Da kl. Blev ca. 8 kom der en kvinde ud fra kontoret. Hun sagde at de ikke kunne åbne endnu fordi de ikke havde nøglen til kontoret? Aha... Vi ventede så ca. ½ time uden at der skete så meget andet end at 2 fyre prøvede at komme igennem den indre dør med vold (den ydre dør havde damen en nøgle til). Vi fik derefter at vide at et visum ville koste os 7900 MWK så vi kunne gå ud at få fat i det mens de prøvede at få fat i en nøgle. Mens dette udfoldede sig tog Wilco og det resterende af gruppen hen for at fylde nogle gasflasker. Vi 6 skandinaver (alle de andre var fra Norge) begyndte at gå rundt til de mange banker som lå i området for at få nogle penge fra en minibank. Det gik ikke så godt. Mange steder tog de ikke visa, og det første sted vi fandt, hvor de gjorde, havde de netværksproblemer. Vi gik ind i banken og ventede der et stykke tid mens de prøvede at fikse det. Efter et kvarters tid gav vi op og gik videre.
Endelig fandt vi en bank, hvor vi kunne fp penge. Halleluja! Vi fik pengene og Morten gik hen for at få taget pasbilleder. Derefter tilbage til kontoret, hvor der ikke var sket det helt store. Døren til kontoret var stadig låst og den ret sp sure dame fortalte, at der var blevet sendt en chauffør ud for at få fat i nøglen. Da vi spurgte om, hvor lang tid det ville tage svarede hun at hun ikke vidste det. Fedt! Elsker African Time. Grunden til at der ikke var nogen af os som havde visum var, at alle havde tjekket på UD's hjemmesider (i mit tilfælde for både Norge og Danmark) og havde der fået oplysninger om at det ikke skulle være noget problem at få visum ved grænsen. Det UD skriver på deres hjemmesider ifht visum har aldrig tidligere slået fejl, så vi brgyndte at have det lidt sådan at vi bare kunne tage hen til grænsen. Vi tænkte at det uanset ikke ville tage længere tid end, hvad det allerede havde gjort i Blantyre.
Men så kom heldigvis nøglen. Det var nu 1 t og 45 min. siden kontoret skulle have åbnet. Fantastisk! Men da vi først kom ind gik det meget hurtigt. Tog nok 20 min. Så var det bare at komme tilbage i bussen og derudad. Denne dag vidste vi fra før at vi skulle køre langt, ca. 700 km. Og der var allerde gået meget tid til at få de forbandede visum. Så nu gik det med fulde gardiner til grænsen. Det gik glat at komme ud af Malawi. Men da vi skulle ind i Mozambique (selvom alle havde visum) tog det lidt tid. De skulle nemlig have 3 USD pr person for en stempelafgift. Op i røven siger jeg bare. Men vi havde jo ikke noget egentligt valg. Så det tog også tid. Men endelig var alle i boks.
Frokosten blev i samme tid indtaget stående bagerst i lastbilen. Der var der snak om at spise hurtigt. Ikke fantastisk men vi fik da lidt i maven. Kort tid før lastbilen skulle køre prøvede jeg desperat at få samlet de få ting fra frokosten sammen så det hele ikke ville ramle rundt når vi begyndte at køre. Jeg nåede det næsten. Jeg var på vej til at sætte mig p mit såde da Wilco lavede et vanvittigt sving som resulterede i at jeg gik med hovedet direkte ind i ruden. Det grojde monster ondt og sendte en strøm af ubehag ned igennem min nakke- og rygsøjle. Halløjsa gamle Whiplas skade. Total uretfærdigt eftersom jeg ikke er en af dem som altid rejser sig op når vi kører. Der er nogle af de andre fra gruppen (faktisk de tre ældste, mystisk at de ikke ved bedre) som har tendens til at rejse sig op på de mest upassende tidspunkter. Men sådan er det at køre lastbil i Afrika. Det er højrisiko sport. Kort tid efter at vi var kommet ind i Mozambique så vi en lastbil som var kørt af vejen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden og sikkerhedsselen fastspændt.
Den eneste forskel man umiddelbart kunne se på Malawi og Mozambique var at der i Malawi virkede som om, at der var flere folk og hytterne var måske lidt mere fattige at se på. Noget som straks sprang os i øjnene i Mozambique var at der var en masse fantastisk store træer. Nogle som jeg ikke har set tidligere. De var virkelig flotte at se på. Men ellers er det svært at se forskellen sådan umiddelbart. Det er i høj grad det samme tøj folk har på, ting bliver båret på hovedet (elsker det) og spædbørn sidder solidt fast på mødrenes ryg med et tørklæde.
Vejene i Mozambique var i øvrigt ikke noget at prale af. Der var ret mage hump i vejen og det var den reneste rutsjebane at sidde bagi. Tror måske heller ikke at Morten og jeg har været specielt heldige med vores placering i lastbilen eftersom vi sidder bagerst. Har nok tendens til at hoppe og danse lidt mere der? Der gik et godt stykke tid før næste stop. Det var blevet mørkt og klokken var måske henad 8. Vi fik hurtig serveret lidt makaroni og ost, sm gutterne fra golfklubben havde tilberedt til os. Det var godt at få noget i skrutten igen. Og derefter var det tilbage i lastbilen, hvor jeg tror at de fleste af os slumrede i mørket alt imens vi sneglede os afsted på den enormt humpede vej. Kom frem til et lejrskoleagtigt sted kl ca. 23 som lå i udkanten af Chimoio i Mozambique. Mao en meget lang dag, ikke mindst for Wilco som pta dette var i knald humør da vi kom frem. Det kan man kun tage hatten af for. Tror at jeg ville have været lidt grumpy hvis det var mig. Og så alligevel det er jo hans job? Men jeg var i hvert fald ikke misundelig. Så var det bare med at komme ud og få sat teltene op i en aller helvedes til fart så man kunne komme i seng. Zzzzzzzz
Malawi - Mozambique, 20. april
Vi stod op kl 4.30. Det var stadig ret sp mørkt, men der var ingen kære mor. Så det var bare at få pakket ens habbengut og derefter teltet sammen. Pyha. Det er egentlig et alt for tidligt tidspunkt at være så aktiv. Derefter var det tid for morgenmad. Og så var det afsted. Vi kørte fra golfklubben (home sweet home) kl lidt i 6 og satte retning mod Blantyre. Vi kom til Blantyre ca. Kl 7.30. grunden til at vi skulle have et stop der, var at vi 6 skandinaver ikke havde visum til Mozambique, og vores guide var bange for at det kunne blive et problem ved grænsen. Derfor troppede vi op ved et meget anonymt udseende kontor som lå i 2 etage i en anonymt udseende bygning i Blantyre. Vores guide fik hjælp af en af de lokale guide fra dagen før til at finde vej.
Da vi kom ti lkontoret fik vi af omveje at vide, at det ville åbne kl 8. Så vi satte os ned og ventede. Da kl. Blev ca. 8 kom der en kvinde ud fra kontoret. Hun sagde at de ikke kunne åbne endnu fordi de ikke havde nøglen til kontoret? Aha... Vi ventede så ca. ½ time uden at der skete så meget andet end at 2 fyre prøvede at komme igennem den indre dør med vold (den ydre dør havde damen en nøgle til). Vi fik derefter at vide at et visum ville koste os 7900 MWK så vi kunne gå ud at få fat i det mens de prøvede at få fat i en nøgle. Mens dette udfoldede sig tog Wilco og det resterende af gruppen hen for at fylde nogle gasflasker. Vi 6 skandinaver (alle de andre var fra Norge) begyndte at gå rundt til de mange banker som lå i området for at få nogle penge fra en minibank. Det gik ikke så godt. Mange steder tog de ikke visa, og det første sted vi fandt, hvor de gjorde, havde de netværksproblemer. Vi gik ind i banken og ventede der et stykke tid mens de prøvede at fikse det. Efter et kvarters tid gav vi op og gik videre.
Endelig fandt vi en bank, hvor vi kunne fp penge. Halleluja! Vi fik pengene og Morten gik hen for at få taget pasbilleder. Derefter tilbage til kontoret, hvor der ikke var sket det helt store. Døren til kontoret var stadig låst og den ret sp sure dame fortalte, at der var blevet sendt en chauffør ud for at få fat i nøglen. Da vi spurgte om, hvor lang tid det ville tage svarede hun at hun ikke vidste det. Fedt! Elsker African Time. Grunden til at der ikke var nogen af os som havde visum var, at alle havde tjekket på UD's hjemmesider (i mit tilfælde for både Norge og Danmark) og havde der fået oplysninger om at det ikke skulle være noget problem at få visum ved grænsen. Det UD skriver på deres hjemmesider ifht visum har aldrig tidligere slået fejl, så vi brgyndte at have det lidt sådan at vi bare kunne tage hen til grænsen. Vi tænkte at det uanset ikke ville tage længere tid end, hvad det allerede havde gjort i Blantyre.
Men så kom heldigvis nøglen. Det var nu 1 t og 45 min. siden kontoret skulle have åbnet. Fantastisk! Men da vi først kom ind gik det meget hurtigt. Tog nok 20 min. Så var det bare at komme tilbage i bussen og derudad. Denne dag vidste vi fra før at vi skulle køre langt, ca. 700 km. Og der var allerde gået meget tid til at få de forbandede visum. Så nu gik det med fulde gardiner til grænsen. Det gik glat at komme ud af Malawi. Men da vi skulle ind i Mozambique (selvom alle havde visum) tog det lidt tid. De skulle nemlig have 3 USD pr person for en stempelafgift. Op i røven siger jeg bare. Men vi havde jo ikke noget egentligt valg. Så det tog også tid. Men endelig var alle i boks.
Frokosten blev i samme tid indtaget stående bagerst i lastbilen. Der var der snak om at spise hurtigt. Ikke fantastisk men vi fik da lidt i maven. Kort tid før lastbilen skulle køre prøvede jeg desperat at få samlet de få ting fra frokosten sammen så det hele ikke ville ramle rundt når vi begyndte at køre. Jeg nåede det næsten. Jeg var på vej til at sætte mig p mit såde da Wilco lavede et vanvittigt sving som resulterede i at jeg gik med hovedet direkte ind i ruden. Det grojde monster ondt og sendte en strøm af ubehag ned igennem min nakke- og rygsøjle. Halløjsa gamle Whiplas skade. Total uretfærdigt eftersom jeg ikke er en af dem som altid rejser sig op når vi kører. Der er nogle af de andre fra gruppen (faktisk de tre ældste, mystisk at de ikke ved bedre) som har tendens til at rejse sig op på de mest upassende tidspunkter. Men sådan er det at køre lastbil i Afrika. Det er højrisiko sport. Kort tid efter at vi var kommet ind i Mozambique så vi en lastbil som var kørt af vejen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden og sikkerhedsselen fastspændt.
Den eneste forskel man umiddelbart kunne se på Malawi og Mozambique var at der i Malawi virkede som om, at der var flere folk og hytterne var måske lidt mere fattige at se på. Noget som straks sprang os i øjnene i Mozambique var at der var en masse fantastisk store træer. Nogle som jeg ikke har set tidligere. De var virkelig flotte at se på. Men ellers er det svært at se forskellen sådan umiddelbart. Det er i høj grad det samme tøj folk har på, ting bliver båret på hovedet (elsker det) og spædbørn sidder solidt fast på mødrenes ryg med et tørklæde.
Vejene i Mozambique var i øvrigt ikke noget at prale af. Der var ret mage hump i vejen og det var den reneste rutsjebane at sidde bagi. Tror måske heller ikke at Morten og jeg har været specielt heldige med vores placering i lastbilen eftersom vi sidder bagerst. Har nok tendens til at hoppe og danse lidt mere der? Der gik et godt stykke tid før næste stop. Det var blevet mørkt og klokken var måske henad 8. Vi fik hurtig serveret lidt makaroni og ost, sm gutterne fra golfklubben havde tilberedt til os. Det var godt at få noget i skrutten igen. Og derefter var det tilbage i lastbilen, hvor jeg tror at de fleste af os slumrede i mørket alt imens vi sneglede os afsted på den enormt humpede vej. Kom frem til et lejrskoleagtigt sted kl ca. 23 som lå i udkanten af Chimoio i Mozambique. Mao en meget lang dag, ikke mindst for Wilco som pta dette var i knald humør da vi kom frem. Det kan man kun tage hatten af for. Tror at jeg ville have været lidt grumpy hvis det var mig. Og så alligevel det er jo hans job? Men jeg var i hvert fald ikke misundelig. Så var det bare med at komme ud og få sat teltene op i en aller helvedes til fart så man kunne komme i seng. Zzzzzzzz
Da vi kom ti lkontoret fik vi af omveje at vide, at det ville åbne kl 8. Så vi satte os ned og ventede. Da kl. Blev ca. 8 kom der en kvinde ud fra kontoret. Hun sagde at de ikke kunne åbne endnu fordi de ikke havde nøglen til kontoret? Aha... Vi ventede så ca. ½ time uden at der skete så meget andet end at 2 fyre prøvede at komme igennem den indre dør med vold (den ydre dør havde damen en nøgle til). Vi fik derefter at vide at et visum ville koste os 7900 MWK så vi kunne gå ud at få fat i det mens de prøvede at få fat i en nøgle. Mens dette udfoldede sig tog Wilco og det resterende af gruppen hen for at fylde nogle gasflasker. Vi 6 skandinaver (alle de andre var fra Norge) begyndte at gå rundt til de mange banker som lå i området for at få nogle penge fra en minibank. Det gik ikke så godt. Mange steder tog de ikke visa, og det første sted vi fandt, hvor de gjorde, havde de netværksproblemer. Vi gik ind i banken og ventede der et stykke tid mens de prøvede at fikse det. Efter et kvarters tid gav vi op og gik videre.
Endelig fandt vi en bank, hvor vi kunne fp penge. Halleluja! Vi fik pengene og Morten gik hen for at få taget pasbilleder. Derefter tilbage til kontoret, hvor der ikke var sket det helt store. Døren til kontoret var stadig låst og den ret sp sure dame fortalte, at der var blevet sendt en chauffør ud for at få fat i nøglen. Da vi spurgte om, hvor lang tid det ville tage svarede hun at hun ikke vidste det. Fedt! Elsker African Time. Grunden til at der ikke var nogen af os som havde visum var, at alle havde tjekket på UD's hjemmesider (i mit tilfælde for både Norge og Danmark) og havde der fået oplysninger om at det ikke skulle være noget problem at få visum ved grænsen. Det UD skriver på deres hjemmesider ifht visum har aldrig tidligere slået fejl, så vi brgyndte at have det lidt sådan at vi bare kunne tage hen til grænsen. Vi tænkte at det uanset ikke ville tage længere tid end, hvad det allerede havde gjort i Blantyre.
Men så kom heldigvis nøglen. Det var nu 1 t og 45 min. siden kontoret skulle have åbnet. Fantastisk! Men da vi først kom ind gik det meget hurtigt. Tog nok 20 min. Så var det bare at komme tilbage i bussen og derudad. Denne dag vidste vi fra før at vi skulle køre langt, ca. 700 km. Og der var allerde gået meget tid til at få de forbandede visum. Så nu gik det med fulde gardiner til grænsen. Det gik glat at komme ud af Malawi. Men da vi skulle ind i Mozambique (selvom alle havde visum) tog det lidt tid. De skulle nemlig have 3 USD pr person for en stempelafgift. Op i røven siger jeg bare. Men vi havde jo ikke noget egentligt valg. Så det tog også tid. Men endelig var alle i boks.
Frokosten blev i samme tid indtaget stående bagerst i lastbilen. Der var der snak om at spise hurtigt. Ikke fantastisk men vi fik da lidt i maven. Kort tid før lastbilen skulle køre prøvede jeg desperat at få samlet de få ting fra frokosten sammen så det hele ikke ville ramle rundt når vi begyndte at køre. Jeg nåede det næsten. Jeg var på vej til at sætte mig p mit såde da Wilco lavede et vanvittigt sving som resulterede i at jeg gik med hovedet direkte ind i ruden. Det grojde monster ondt og sendte en strøm af ubehag ned igennem min nakke- og rygsøjle. Halløjsa gamle Whiplas skade. Total uretfærdigt eftersom jeg ikke er en af dem som altid rejser sig op når vi kører. Der er nogle af de andre fra gruppen (faktisk de tre ældste, mystisk at de ikke ved bedre) som har tendens til at rejse sig op på de mest upassende tidspunkter. Men sådan er det at køre lastbil i Afrika. Det er højrisiko sport. Kort tid efter at vi var kommet ind i Mozambique så vi en lastbil som var kørt af vejen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden og sikkerhedsselen fastspændt.
Den eneste forskel man umiddelbart kunne se på Malawi og Mozambique var at der i Malawi virkede som om, at der var flere folk og hytterne var måske lidt mere fattige at se på. Noget som straks sprang os i øjnene i Mozambique var at der var en masse fantastisk store træer. Nogle som jeg ikke har set tidligere. De var virkelig flotte at se på. Men ellers er det svært at se forskellen sådan umiddelbart. Det er i høj grad det samme tøj folk har på, ting bliver båret på hovedet (elsker det) og spædbørn sidder solidt fast på mødrenes ryg med et tørklæde.
Vejene i Mozambique var i øvrigt ikke noget at prale af. Der var ret mage hump i vejen og det var den reneste rutsjebane at sidde bagi. Tror måske heller ikke at Morten og jeg har været specielt heldige med vores placering i lastbilen eftersom vi sidder bagerst. Har nok tendens til at hoppe og danse lidt mere der? Der gik et godt stykke tid før næste stop. Det var blevet mørkt og klokken var måske henad 8. Vi fik hurtig serveret lidt makaroni og ost, sm gutterne fra golfklubben havde tilberedt til os. Det var godt at få noget i skrutten igen. Og derefter var det tilbage i lastbilen, hvor jeg tror at de fleste af os slumrede i mørket alt imens vi sneglede os afsted på den enormt humpede vej. Kom frem til et lejrskoleagtigt sted kl ca. 23 som lå i udkanten af Chimoio i Mozambique. Mao en meget lang dag, ikke mindst for Wilco som pta dette var i knald humør da vi kom frem. Det kan man kun tage hatten af for. Tror at jeg ville have været lidt grumpy hvis det var mig. Og så alligevel det er jo hans job? Men jeg var i hvert fald ikke misundelig. Så var det bare med at komme ud og få sat teltene op i en aller helvedes til fart så man kunne komme i seng. Zzzzzzzz
Malawi, 19. april
Dette var dagen jeg havde glædet mig til enormt længe. Nemlig tid for lidt motion. Hurra. Dejligt endelig at få mulighed for at bevæge sig. Vi stod op kl 6, spiste morgen mad og kørte den korte distance til Mount Mulanje. Der var ikke langt fra golfklubben som vi nu kaldte hjem. På vejen kørte vi forbi mange flotte themarker (elsker themarker, de er bare så grønne og flotte) og vi fik et fantastisk syn af Mulanje som tårnede sig op. Der var en flot dis i dalene rundt bjerget og det var utrolig smukt at se på.
Henne ved bjerget mødte vi de to som skulle være vores lokale guider for dagen. Så gik det ellers op ad. Og det var ret så stejlt næsten allerede lige fra begyndelsen. Heldigvis havde den ældste af os, Rose Marie, valgt at blive hjemme. Er ret sikker på at hun ikke ville have kunnet klare de hårde strabasser. Der var rimelig godt tempo på gruppen og der var hurtig nogen som havde problemer med at følge med. Det var et dejligt vejr og smukke omgivelser. Men problemet med at gå tur i bjerge, hvor der ikke er stier som er specielt vellavede er, at man meget sjældent har tid og mulighed for at se op for at nyde den fantastiske udsigt af fare for at man kommer til at falde. Men det gik da nogenlunde.
Efter et stykke tid begyndte jeg at få ondt i mit venstre knæ, det har ikke været helt i orden siden jeg faldt for 2 år siden i et forsøg på at indhente en hjemismand (sad but true). Men det gik da nogenlunde. Da vi havde gået i ca. 2 timer kom vi til et sted, hvor gruppen skulle skilles. Her var der mulighed for at gå ind til et lille vandfald og vente der til resten af gruppen havde været opppe på toppen og ned igen ad en anden rute. Lise, Dirk og Jetti valgte den løsning. Mit knæ havvde det som sagt ikke så godt, så jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle slå følge med dem, men den meget stædige side af mig (man skal aldrig undervurdere stædighed) ville bare op til toppen. Alt i alt var der vel snak om at gå 900 højdemeter, optil ca. 1800 m. Mao var den lokale golfklub allerede oppe i tyndere luftlag end vi har i Danmark.
Jeg valgte derfor at gå sammen med den største del af gruppen op mod toppen. Men da jeg havde gået i måske 10 min. havde jeg faktisk rigtig meget ondt i mit knæ. Stigningen var enorm stejl og der var næsten mere klatring end gåning. Derfor blev jeg nødt til at vende om. Snakkede med vores guide Wilco og vi blev enige om at jeg skulle gå til vandfaldet og møde det resterende af gruppen der efter et par timer. Derefter begyndte jeg at små humpe nedover. Men ikke lang tid efter at Morten og Wilco var ude af syne var jeg nødt til at kalde på Morten. Det var lidt for skummelt at gå rundt i en skov i Malawi helt alene. Er faktisk belevet noget mere bange for at gå rundt alene efter episoden i Goa i Indien, og jeg må sige at det irriterer mig groft. At sådan en nar skal få lov til at ødelægge noget for mig gør mig vred.
Nå, men Morten hørte mig heldigvis og kom til undsætning. Alt imens stod jeg og småflæbede og synes at det var enormt synd for mig selv. Både fordi jeg havde ondt i knæet, men mest fordi jeg var så utrolig skuffet over mig selv og mine manglende evner til at komme op til toppen. Var meget bitter og ked af det. Men Morten skulle i hvert fald hjælpe med at følge mig hen til det famøse vandfald. Vi gik ind der, hvor vi havde skiltes fra de andre. Vi fandt ikke lige en sti, men satsede på at vi nok skulle finde vej. Morten i front og mig bagefter, han ukuelig optimist og mig rimelig ked af det og skuffet. Det endte med at vi kom ti lat gå os lidt vild, og nu var jeg, om mulig, endnu mere taknemmlig for at Morten var med. Ville have været mega nedtur at gå rundt inde i vildnisset helt alene og lede efter et vandfald. Vi prøvede at gå efter lyden, og den retning den anden guide havde peget at vandfaldet lå i, men det var ikke så let.
Vi gik rundt i noget der lignede 45 min. før vi tilfældigvis stødte på en lokal guide med 2 turister. Vi spurgte omm han kunne fortælle os vejen til vandfaldet, men han sagde at vi bare kunne slå følge eftersom han skulle samme vej. Smaddeer godt. Det viste sig så at vi havde været ved at gå den rigtige vej (jeg havde faktisk sagt at vi skulle fortsætte op ad den vej, men Morten troede at det ville være den forkerte vej) men vi havde vendt om da vi skulle gå over en bæk. Så tæt på og så alligevel. Men vi var taknemmlige for at vi fik lov til at følge med.
Efter ca. 20 min. gåtur kom vi endelig til det famøse vandfald og fandt de tre andre fra Drifters gruppen. Joy! Jeg fik plasseret mig sammen med de andre. Morten fik knipset et par billeder og var derefter på vej på farten igen. Han var meget bestemt på at bestige bjerget og begav sig (imod min vilje) ud på egen hånd for at komme op på toppen. De næste par timer brugte jeg på at sidde og slikke sol og snakke med Lise om løst og fast. Det var smadder hyggeligt men ville bare så enormt gerne have været på toppen i stedet for. Tror godt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde fået lov til at gå i mit eget tempo, men, men. Har man ondt er man nødt til at vende om.
Efter at have siddet ved vandfaldet nogle timer, uden at bade, det var simpelthen for koldt. Fuldstændig ligesom fjeldvand i Norge. Bbbrrrrrr... Det øvrige af gruppen kom, og de var godtt brugte. Flere af dem valgte at kaste sig ud i vandet og jeg er da også helt sikker på at det var forfriskende:-). ca. 20 min. efter at hele gruppen var kommet kom Morten (heldigvis) også. Aftalen med ham var at han skulle have mødtes med os ved bilen hvis han kunne se på klokken at han ikke ville kunne nå at komme til vandfaldet til ret tid. Men han kom, fuldstændig gennemsvedt (selvfølgelig) og godt brugt. Men meget glad for at han havde været på toppen. Jeg var mest bare misundelig. Og det hjalp så ikke så meget da han senere ville vise mig alle de flotte bileder fra toppen (og dette fra manden som endnu ikke har set nogle af de billeder jeg har taget mens han har været i Norge, snak om mangel på situationsfornemmelse). Men jeg var selvfølgelig glad på hans vegne for at han havde klaret det og var især glad for at han var kommet trygt ned.
Derefter gik det ned ad bjerget igen. Og selvom jeg ikke havde været helt på toppen må jeg sige at det overraskede mig, hvor lang tid det tog at komme ned igen. Det tog ca. 1 time, så lidt i højderne havde jeg trods alt været:-). Knæet havde godt af lidt hvile og heldigvis var det hverken rødt eller hævet. Vel tilbage i bussen gik det hjemover til golfklubben. Her tog vi en hurtig dukkert i pølen før vi tog os et dejligt bad. Var skønt at vaske skov og sved af os igen.
Kl. 7 var der middag serveret af kokkene på hotellet vores guide havde betalt dem for at lave den mad som han egentlig skulle lave. På den måde blev han fri og de fik lidt ekstra skillinger, så er alle glade). Efter middagen fik vi at vide, hvor tidlig vi skulle op dagen efter. Nemlig kl 4.30. Så da klokken var 20.30 var så at sige alle i seng. Men først skulle barregningen betales. Og jeg må sige at Malawi er det eneste land jeg ved om, hvor øllene i baren er billigere end dem man kan købe i supermarkedet. Meget mærkeligt!
Henne ved bjerget mødte vi de to som skulle være vores lokale guider for dagen. Så gik det ellers op ad. Og det var ret så stejlt næsten allerede lige fra begyndelsen. Heldigvis havde den ældste af os, Rose Marie, valgt at blive hjemme. Er ret sikker på at hun ikke ville have kunnet klare de hårde strabasser. Der var rimelig godt tempo på gruppen og der var hurtig nogen som havde problemer med at følge med. Det var et dejligt vejr og smukke omgivelser. Men problemet med at gå tur i bjerge, hvor der ikke er stier som er specielt vellavede er, at man meget sjældent har tid og mulighed for at se op for at nyde den fantastiske udsigt af fare for at man kommer til at falde. Men det gik da nogenlunde.
Efter et stykke tid begyndte jeg at få ondt i mit venstre knæ, det har ikke været helt i orden siden jeg faldt for 2 år siden i et forsøg på at indhente en hjemismand (sad but true). Men det gik da nogenlunde. Da vi havde gået i ca. 2 timer kom vi til et sted, hvor gruppen skulle skilles. Her var der mulighed for at gå ind til et lille vandfald og vente der til resten af gruppen havde været opppe på toppen og ned igen ad en anden rute. Lise, Dirk og Jetti valgte den løsning. Mit knæ havvde det som sagt ikke så godt, så jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle slå følge med dem, men den meget stædige side af mig (man skal aldrig undervurdere stædighed) ville bare op til toppen. Alt i alt var der vel snak om at gå 900 højdemeter, optil ca. 1800 m. Mao var den lokale golfklub allerede oppe i tyndere luftlag end vi har i Danmark.
Jeg valgte derfor at gå sammen med den største del af gruppen op mod toppen. Men da jeg havde gået i måske 10 min. havde jeg faktisk rigtig meget ondt i mit knæ. Stigningen var enorm stejl og der var næsten mere klatring end gåning. Derfor blev jeg nødt til at vende om. Snakkede med vores guide Wilco og vi blev enige om at jeg skulle gå til vandfaldet og møde det resterende af gruppen der efter et par timer. Derefter begyndte jeg at små humpe nedover. Men ikke lang tid efter at Morten og Wilco var ude af syne var jeg nødt til at kalde på Morten. Det var lidt for skummelt at gå rundt i en skov i Malawi helt alene. Er faktisk belevet noget mere bange for at gå rundt alene efter episoden i Goa i Indien, og jeg må sige at det irriterer mig groft. At sådan en nar skal få lov til at ødelægge noget for mig gør mig vred.
Nå, men Morten hørte mig heldigvis og kom til undsætning. Alt imens stod jeg og småflæbede og synes at det var enormt synd for mig selv. Både fordi jeg havde ondt i knæet, men mest fordi jeg var så utrolig skuffet over mig selv og mine manglende evner til at komme op til toppen. Var meget bitter og ked af det. Men Morten skulle i hvert fald hjælpe med at følge mig hen til det famøse vandfald. Vi gik ind der, hvor vi havde skiltes fra de andre. Vi fandt ikke lige en sti, men satsede på at vi nok skulle finde vej. Morten i front og mig bagefter, han ukuelig optimist og mig rimelig ked af det og skuffet. Det endte med at vi kom ti lat gå os lidt vild, og nu var jeg, om mulig, endnu mere taknemmlig for at Morten var med. Ville have været mega nedtur at gå rundt inde i vildnisset helt alene og lede efter et vandfald. Vi prøvede at gå efter lyden, og den retning den anden guide havde peget at vandfaldet lå i, men det var ikke så let.
Vi gik rundt i noget der lignede 45 min. før vi tilfældigvis stødte på en lokal guide med 2 turister. Vi spurgte omm han kunne fortælle os vejen til vandfaldet, men han sagde at vi bare kunne slå følge eftersom han skulle samme vej. Smaddeer godt. Det viste sig så at vi havde været ved at gå den rigtige vej (jeg havde faktisk sagt at vi skulle fortsætte op ad den vej, men Morten troede at det ville være den forkerte vej) men vi havde vendt om da vi skulle gå over en bæk. Så tæt på og så alligevel. Men vi var taknemmlige for at vi fik lov til at følge med.
Efter ca. 20 min. gåtur kom vi endelig til det famøse vandfald og fandt de tre andre fra Drifters gruppen. Joy! Jeg fik plasseret mig sammen med de andre. Morten fik knipset et par billeder og var derefter på vej på farten igen. Han var meget bestemt på at bestige bjerget og begav sig (imod min vilje) ud på egen hånd for at komme op på toppen. De næste par timer brugte jeg på at sidde og slikke sol og snakke med Lise om løst og fast. Det var smadder hyggeligt men ville bare så enormt gerne have været på toppen i stedet for. Tror godt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde fået lov til at gå i mit eget tempo, men, men. Har man ondt er man nødt til at vende om.
Efter at have siddet ved vandfaldet nogle timer, uden at bade, det var simpelthen for koldt. Fuldstændig ligesom fjeldvand i Norge. Bbbrrrrrr... Det øvrige af gruppen kom, og de var godtt brugte. Flere af dem valgte at kaste sig ud i vandet og jeg er da også helt sikker på at det var forfriskende:-). ca. 20 min. efter at hele gruppen var kommet kom Morten (heldigvis) også. Aftalen med ham var at han skulle have mødtes med os ved bilen hvis han kunne se på klokken at han ikke ville kunne nå at komme til vandfaldet til ret tid. Men han kom, fuldstændig gennemsvedt (selvfølgelig) og godt brugt. Men meget glad for at han havde været på toppen. Jeg var mest bare misundelig. Og det hjalp så ikke så meget da han senere ville vise mig alle de flotte bileder fra toppen (og dette fra manden som endnu ikke har set nogle af de billeder jeg har taget mens han har været i Norge, snak om mangel på situationsfornemmelse). Men jeg var selvfølgelig glad på hans vegne for at han havde klaret det og var især glad for at han var kommet trygt ned.
Derefter gik det ned ad bjerget igen. Og selvom jeg ikke havde været helt på toppen må jeg sige at det overraskede mig, hvor lang tid det tog at komme ned igen. Det tog ca. 1 time, så lidt i højderne havde jeg trods alt været:-). Knæet havde godt af lidt hvile og heldigvis var det hverken rødt eller hævet. Vel tilbage i bussen gik det hjemover til golfklubben. Her tog vi en hurtig dukkert i pølen før vi tog os et dejligt bad. Var skønt at vaske skov og sved af os igen.
Kl. 7 var der middag serveret af kokkene på hotellet vores guide havde betalt dem for at lave den mad som han egentlig skulle lave. På den måde blev han fri og de fik lidt ekstra skillinger, så er alle glade). Efter middagen fik vi at vide, hvor tidlig vi skulle op dagen efter. Nemlig kl 4.30. Så da klokken var 20.30 var så at sige alle i seng. Men først skulle barregningen betales. Og jeg må sige at Malawi er det eneste land jeg ved om, hvor øllene i baren er billigere end dem man kan købe i supermarkedet. Meget mærkeligt!
Malawi, 18. april
I dag fik jeg endelilg smækket alle de tidligere indlæg ud på bloggen. Dejligt. Det skete under et besøg i byen Blatyre i Malawi. Her havde vi et stop i ca 1 time, hvor vi havde mulighed for at købe snacks og drikke til de næste 4 dage. Efter at have handlet og været på net der, gik det videre. Ikke lang tid efter, at vi var kommet ud af Blatyre var det heldigvis tid til att få frokost. Det var meget længe siden, at vi havde spist sidst. Klokken var da 14.30 og morgenmad fik vi ca. Kl 6. Pyha. Det er hårdt at være backpacker. Og vores kære guide spiser aldrig noget. Han har seriøst verdens mest usunde livsstil. Han spiser meget sjældent andet end Biltong (tørret råt kød) og når han gør er det meget små portioner (i forhold til at han er en mand), ha nryger som en skorsten, gerne 2 pakker dagligt og så drikker han som en svamp. Plus han arbejder mere eller mindre hele tiden. Efter denne tur skal have ferie for første gang i 2 ½ år. Nogen som har lyst til at bytte? Nej tak siger jeg bare.
Froksten blev indtaget i det grønne, med ca 20 mennesker som stirrede på os. Der var udsigt til det meget flotte Mulanje bjerg. Som kommer til at være destinationen i morgen. Alle de mennsker som betragtede os mens vi spiste var ret grænseoverskridende. Og meget mærkeligt. Men det er vel noget af charmen ved at være i Afrika? I kan forestille jer, hvordan det var at gå og tisse. Ret svært med alle de mennesker i umiddelbart nærhed. Men vi fandt da en majsmark, hvor man kunne gå lidt ind og tisse relativt uforstyrret.
Efter frokost kørte vi et relativt kort stykke videre. Kom til lejren som egentlig er en golfklub som ligger tæt på Mulanje bjerget. Det er et af de mere mærkelige steder jeg har sovet. Der er et stort klublokale med bar, svømmepøl osv. Mærkeligt. Vi har så fået lov til at sætte vores telte o lige ved siden af pølen. Men det er helt fint og der er omklædningsrom til svømmerne så der er også mulighed for at få et bad. Klager ikke. Kom frem til ca. Kl 16. fik sat teltet op i dagslys (altid en fordel) og bestemte os derefter for at vi ville prøve at spille squash. Dette er en af Mortens favorit sport. Men noget jeg aldrig havde prøvet og vidste at jeg ville være dårlig til fordi jeg er en boldspasser. Men det gik faktisk nogenlunde og vi havde det sjovt i den time jeg kunne holde til det (har nu enormt ondt i højre hånd). Kan ikke finde ud af bagserv og tror aldrig at jeg kommer til at lære det. That is life.
Venter nu på aftensmad (glæder mig allerede). I morgen skal vi op på Mulanje. Skal gå 13 km og opad noget af en stigning. Glæder mig som et lille barn til at få lidt motion:-).
Froksten blev indtaget i det grønne, med ca 20 mennesker som stirrede på os. Der var udsigt til det meget flotte Mulanje bjerg. Som kommer til at være destinationen i morgen. Alle de mennsker som betragtede os mens vi spiste var ret grænseoverskridende. Og meget mærkeligt. Men det er vel noget af charmen ved at være i Afrika? I kan forestille jer, hvordan det var at gå og tisse. Ret svært med alle de mennesker i umiddelbart nærhed. Men vi fandt da en majsmark, hvor man kunne gå lidt ind og tisse relativt uforstyrret.
Efter frokost kørte vi et relativt kort stykke videre. Kom til lejren som egentlig er en golfklub som ligger tæt på Mulanje bjerget. Det er et af de mere mærkelige steder jeg har sovet. Der er et stort klublokale med bar, svømmepøl osv. Mærkeligt. Vi har så fået lov til at sætte vores telte o lige ved siden af pølen. Men det er helt fint og der er omklædningsrom til svømmerne så der er også mulighed for at få et bad. Klager ikke. Kom frem til ca. Kl 16. fik sat teltet op i dagslys (altid en fordel) og bestemte os derefter for at vi ville prøve at spille squash. Dette er en af Mortens favorit sport. Men noget jeg aldrig havde prøvet og vidste at jeg ville være dårlig til fordi jeg er en boldspasser. Men det gik faktisk nogenlunde og vi havde det sjovt i den time jeg kunne holde til det (har nu enormt ondt i højre hånd). Kan ikke finde ud af bagserv og tror aldrig at jeg kommer til at lære det. That is life.
Venter nu på aftensmad (glæder mig allerede). I morgen skal vi op på Mulanje. Skal gå 13 km og opad noget af en stigning. Glæder mig som et lille barn til at få lidt motion:-).
lørdag den 18. april 2009
Malawi, 18. april
Hej kaere tittelyttere.
Nu har Morten (som den super skat han er) lige publiseret 8 indlaeg for mig fra et stk crappy forbindelse i Malawi. Haaber at I bliver glade for det. Vi har det godt og er overhovedet ikke syge, slappe eller daarlige. ret fantastisk med tanke paa relativt mangelfuld hygiene naar der bliver lavet mad. Gad nok vide hvordan de saa goer det i Indien?
Er kommet i tanke om et par detaljer. Det marked vi var paa i gaar havde som sagt 50 boder, af alle de boder var der kun en som var ejet af en kvinde (som selvfoelgelig var hende jeg handlede med). Utroligt!
Ellers ikke ret meget nyt. kl. er nu naesten 11 og vi har koert i lastbilen siden kl 6.30. Glaeder os til at komme frem ved 4 tiden senere i dag. Men indtil da har jeg en god bog at laese saa tiden flyver afsted. Og bliver man traet af at laese er det jo bare at se ud paa det fantastiske Malawi. Der er relativt frodigt her og masser af mennesker som smiler og vinker. Dejligt
Nu har Morten (som den super skat han er) lige publiseret 8 indlaeg for mig fra et stk crappy forbindelse i Malawi. Haaber at I bliver glade for det. Vi har det godt og er overhovedet ikke syge, slappe eller daarlige. ret fantastisk med tanke paa relativt mangelfuld hygiene naar der bliver lavet mad. Gad nok vide hvordan de saa goer det i Indien?
Er kommet i tanke om et par detaljer. Det marked vi var paa i gaar havde som sagt 50 boder, af alle de boder var der kun en som var ejet af en kvinde (som selvfoelgelig var hende jeg handlede med). Utroligt!
Ellers ikke ret meget nyt. kl. er nu naesten 11 og vi har koert i lastbilen siden kl 6.30. Glaeder os til at komme frem ved 4 tiden senere i dag. Men indtil da har jeg en god bog at laese saa tiden flyver afsted. Og bliver man traet af at laese er det jo bare at se ud paa det fantastiske Malawi. Der er relativt frodigt her og masser af mennesker som smiler og vinker. Dejligt
Malawi, 17. april
I dag stod vi op kl. 8. Og Morten havde lidt ondt i håret. Men morgenmaden skulle ikke serveres før kl 9, så vi havde god tid (for en gangs skyld). Fantastisk! Så der blev faktisk tid til er morgenbad for første gang længe. Til morgenmad ffik vi bacon, æg og the works. Herligt! Efter denne dejlige morgenseance tog vi ind til Selima, som ligger i umiddelbar nærhed (efter at have kommet over den ca. 5 km lange grusvej). Her tog vi først ind på et lille lokalt marked. Det var ærlig talt ikke noget særligt, det var ikke stort, mange af boderne var forladte og generelt solgte folkene kun en ting (f.eks. en tomat bod, eller en løg bod osv.). Men det var da meget godt at få lidt indblik. Efter at have været der et lille stykke tid misforstod jeg noget guiden sagde. Jeg troede at han sagde at vi kunne gå lidt længere op ad vejen til et andet marked. Så derfor gik Morten og jeg ud for at finde det andet marked. Vi gik et godt stykke, men kunne ikke finde det. I stedet fandt vi enbank, hvor vi vurderede at veksle penge, men kursen var ikke bedre end i baren, så det var der ingen grund til.
Så derfor gik vi videre ad den store vej, indtil vores lastbil kom kørende. De havde ledt en del efter os. Det viste sig nemlig at jeg havde misforstået. Det var meningen at vi skulle tage lastbilen hen til det andet marked. Ikke gå. Og ikke nok med det. Vi havde også gået den forkerte vej! Ups Ann Kirstine. Da det var på sit værste havde flere fra gruppen sidet med kikkerter og set ud ad vinduet for at spejde efter os. Men det ordnede sig til slut.
Da Morten og jeg gik rundt for os selv fik vi en hel del opmærksomhed (kun positvt). Vi blev tilbudt diverse varer, blandt andet stoffer og vi så på det lokale liv. Der var masser af folk som gik rundt og dette er det første land i Afrika, hvor vi har set at det er udbredt at cykle. Faktisk var der en hel del cykeltaxaer. Men de var ikke magen ti lrickshawene som man finder i Asien. Her var det en cykel med et dobbeltsæde så man kunne sidde bagpå. Det meste vi så, var 6 mennesker på en sådan cykel, hvoraf 2 var voksne. Ret imponerende. Ellers bliver cyklerne også brugt til at transportere brænde osv. Der kan faktisk være ret meget på.
Efter at være blevet hentet af resten af gruppen, kørte vi et lille stykke hen til det andet marked, dette var noget mere minded mod turister (selvom vi var de eneste der9. Der var 50 boder på rad og række som solgte diverse håndværk. Det var meget træfigurer, flettede kurve, billeder osv. Der var en del fra gruppen som købte enormt meget. Meen vi havde allerede købt meget Zimbabwe så vi købte næsten ingenting. Men vi sad til gengæld og ventede i meeeget lang tid på de øvrige fra gruppen. Der var masser af børn som stod udenfor lastbilen og prøvede at tigge til sig diverse. Men både de lokale butiksejere, guiden og jeg personlig var imod at give dem noget. Pta dette var der nogle som gav dem noget. Det er ikke så smart. Det er desværre ssådan at mentaliteten i Afrika er meget anderledes end andre steder i verden (det har vi allerede set bevis på mange gange). Her er det sådan at man ikke har lyst til at arbejde hvis man ikke strengt taget behøver. Og hvis bbørnene bliver vandt til at hvide mennesker giver dem alt mulig kan det meget hurtigt blive en meget dårlig vane.
Hjemme igen i lejren fik vi frokost og satte derefter i mange timer og snakkede. Vi havde ikke specielt lyst til at bade i søen. Der er nogengange en hel del snegle og parasitter i vandet og vi følte ikke at det var den risiko værd. Men vi har siddet og snakket meget med de norske pigerm og tiden har bare fløjet afsted. Det har været smadder hyggeligt.
Aftensmaden var en enorm omgang lækker grill. Nu er det på tide at komme i seng. I morgen bliver endnu en tidlig dag med efterfølgende meget køring.
Så derfor gik vi videre ad den store vej, indtil vores lastbil kom kørende. De havde ledt en del efter os. Det viste sig nemlig at jeg havde misforstået. Det var meningen at vi skulle tage lastbilen hen til det andet marked. Ikke gå. Og ikke nok med det. Vi havde også gået den forkerte vej! Ups Ann Kirstine. Da det var på sit værste havde flere fra gruppen sidet med kikkerter og set ud ad vinduet for at spejde efter os. Men det ordnede sig til slut.
Da Morten og jeg gik rundt for os selv fik vi en hel del opmærksomhed (kun positvt). Vi blev tilbudt diverse varer, blandt andet stoffer og vi så på det lokale liv. Der var masser af folk som gik rundt og dette er det første land i Afrika, hvor vi har set at det er udbredt at cykle. Faktisk var der en hel del cykeltaxaer. Men de var ikke magen ti lrickshawene som man finder i Asien. Her var det en cykel med et dobbeltsæde så man kunne sidde bagpå. Det meste vi så, var 6 mennesker på en sådan cykel, hvoraf 2 var voksne. Ret imponerende. Ellers bliver cyklerne også brugt til at transportere brænde osv. Der kan faktisk være ret meget på.
Efter at være blevet hentet af resten af gruppen, kørte vi et lille stykke hen til det andet marked, dette var noget mere minded mod turister (selvom vi var de eneste der9. Der var 50 boder på rad og række som solgte diverse håndværk. Det var meget træfigurer, flettede kurve, billeder osv. Der var en del fra gruppen som købte enormt meget. Meen vi havde allerede købt meget Zimbabwe så vi købte næsten ingenting. Men vi sad til gengæld og ventede i meeeget lang tid på de øvrige fra gruppen. Der var masser af børn som stod udenfor lastbilen og prøvede at tigge til sig diverse. Men både de lokale butiksejere, guiden og jeg personlig var imod at give dem noget. Pta dette var der nogle som gav dem noget. Det er ikke så smart. Det er desværre ssådan at mentaliteten i Afrika er meget anderledes end andre steder i verden (det har vi allerede set bevis på mange gange). Her er det sådan at man ikke har lyst til at arbejde hvis man ikke strengt taget behøver. Og hvis bbørnene bliver vandt til at hvide mennesker giver dem alt mulig kan det meget hurtigt blive en meget dårlig vane.
Hjemme igen i lejren fik vi frokost og satte derefter i mange timer og snakkede. Vi havde ikke specielt lyst til at bade i søen. Der er nogengange en hel del snegle og parasitter i vandet og vi følte ikke at det var den risiko værd. Men vi har siddet og snakket meget med de norske pigerm og tiden har bare fløjet afsted. Det har været smadder hyggeligt.
Aftensmaden var en enorm omgang lækker grill. Nu er det på tide at komme i seng. I morgen bliver endnu en tidlig dag med efterfølgende meget køring.
Malawi, 16. april
Torsdag var endnu en dag med meget køring. Vi stod op kl 4.30 og kørte fa lejren kl 5.45. Mao alt for tidligt. Om natten havde vi besøg af flodheste, der var en lige udenfor vores telt. Morten hørte den (han sover meget lettere end mig), han vækkede mig så jeg også kunne høre/se den, men jeg faldt meget hurtigt i søvn igen. Næste morgen fandt vi ud af, at det ikke var det enste som havde været i lejren. Vores skraldespand var nemlig sporløst forsvundet. Efter meget ledning fandt vores guide den 100 m væk inde i skoven. Den var blevet bortført af hyæner. De havde haft noget af en fest med vores.
Derefter fulgte en hel del timer med meget dårlig vej (den samme vej som vi kørte på ned til nationalparken). Men efter at have overstået den etape på 3-4 timer blev vejen heldigvis bedre. Men det har også sin charme at køre på lortevej. Man får bevæget kroppen lidt mere end når man er på almindelig vej og man kører så langsomt atn man i højere grad ser hvad der sker udenfor vinduet. I Malawi er der masser af børn (og voksne) som stopper op nåår lastbilen kører forbi, vinker eller råber "hello". Det er ret så hyggeligt.
Ellers er Malawi et landt med ret så mange menneker. Befolkningstætheden er en af de højeste i Afrika (det tættest befolkede af de lande vi besøger i denne omgang). Der bor 144 mennesker pr kvadratmilomet. Ved ikke hvor mange der bor i Norge og Danmark, menn hvis nogen havde lyst til at finde ud af det og skrive det på bloggen som kommentar ville det have været meget interessant:-).
Efter at have kørt i mange timer kom vi endelig til hovedstaden Lusaka. Vi kørte kun rundt i yderkanten, men det virkede som en meget grøn og fin hovedstad. Meget hyggeligt. Noget af det mest iøjenfallende var reklamerne, der var mange morsomme. Mange af dem var et eller andet slogan agtigt med et billede af præsidenten. Her følger et lille udpluk " tarred roads are the first step towards development", "keep a good healthsystem, pay your tax on time" osv. Ellers var der reklamer for boliger, kvindekondomer (hvad er mon det og hvorfor er det ikke mere udbredt i Europa, det sjoveste ved den reklame var i øvrigt hvor man kunne købe dem, på apoteket og hos frisøren (?)).
Vi havde et langt stop i Lusaka, hvor vi fik lov til at komme på toilettet (endelig min blære var seriøs ved at sprænges). Ellers var der mulighed for at handle lidt og så spiste vi sandwich til frokost. Og så var det ellers bare på den igen. Da vi endelig fik frokost var kl. 15, så man kan sige at det var rimelig mange timer, hvor vi levede af, hvad vi nu end havde købt fra tidligere af snacks.
Efter kun et par timers mere køretur kom vi frem til vores næste lejr. Det var 5 km ned af en rimelig bumpet grusvej, men det var en smuk beliggenhed lige ud til Lake Malawi (som er meget stor, ser mere ud som havet end som en sø). Vi kom frem til lejren ca kl 17.15, så vi npede at få sat teltene op før det blev mørkt. Det gør det hele noget lettere...
Efter aftensmad blev det til at vi sad og snakkede og hyggede os. Alle var kisteglade for at vi dagen efter kune sove længe for første gang meget længe. Så det blev til at vi var oppe et godt stykke tid. Wilco, Pat, Morten og jeg gik videre til baren som hører til lejren. Det var en meget lille og intim bar som lå ude på vandet. Det var smadder hyggelig og der var en del folk i baren. Og øllene var billige, faktisk billigere end i supermarkedet. En Carlsberg special kostede 1 dollar og en Amarula (likør a la Bailey) kostede 1,5 dollar. Ikke værst! Kom i senng på det absolut seneste tidspunkt i løpet af turen, nemlig kl 1.30. Uhhh... En lille detalje var, at vi fandt vores guide i lastbilen, det var meningen, at han skulle sove på stranden. Men han gik ud som et lys. Og selvom vi prøvede (kraftigt) at vække ham blev det til slut til, at i stedet fik vi ham helt ind i lastbilen, så vi kunne lukke døren.
Derefter fulgte en hel del timer med meget dårlig vej (den samme vej som vi kørte på ned til nationalparken). Men efter at have overstået den etape på 3-4 timer blev vejen heldigvis bedre. Men det har også sin charme at køre på lortevej. Man får bevæget kroppen lidt mere end når man er på almindelig vej og man kører så langsomt atn man i højere grad ser hvad der sker udenfor vinduet. I Malawi er der masser af børn (og voksne) som stopper op nåår lastbilen kører forbi, vinker eller råber "hello". Det er ret så hyggeligt.
Ellers er Malawi et landt med ret så mange menneker. Befolkningstætheden er en af de højeste i Afrika (det tættest befolkede af de lande vi besøger i denne omgang). Der bor 144 mennesker pr kvadratmilomet. Ved ikke hvor mange der bor i Norge og Danmark, menn hvis nogen havde lyst til at finde ud af det og skrive det på bloggen som kommentar ville det have været meget interessant:-).
Efter at have kørt i mange timer kom vi endelig til hovedstaden Lusaka. Vi kørte kun rundt i yderkanten, men det virkede som en meget grøn og fin hovedstad. Meget hyggeligt. Noget af det mest iøjenfallende var reklamerne, der var mange morsomme. Mange af dem var et eller andet slogan agtigt med et billede af præsidenten. Her følger et lille udpluk " tarred roads are the first step towards development", "keep a good healthsystem, pay your tax on time" osv. Ellers var der reklamer for boliger, kvindekondomer (hvad er mon det og hvorfor er det ikke mere udbredt i Europa, det sjoveste ved den reklame var i øvrigt hvor man kunne købe dem, på apoteket og hos frisøren (?)).
Vi havde et langt stop i Lusaka, hvor vi fik lov til at komme på toilettet (endelig min blære var seriøs ved at sprænges). Ellers var der mulighed for at handle lidt og så spiste vi sandwich til frokost. Og så var det ellers bare på den igen. Da vi endelig fik frokost var kl. 15, så man kan sige at det var rimelig mange timer, hvor vi levede af, hvad vi nu end havde købt fra tidligere af snacks.
Efter kun et par timers mere køretur kom vi frem til vores næste lejr. Det var 5 km ned af en rimelig bumpet grusvej, men det var en smuk beliggenhed lige ud til Lake Malawi (som er meget stor, ser mere ud som havet end som en sø). Vi kom frem til lejren ca kl 17.15, så vi npede at få sat teltene op før det blev mørkt. Det gør det hele noget lettere...
Efter aftensmad blev det til at vi sad og snakkede og hyggede os. Alle var kisteglade for at vi dagen efter kune sove længe for første gang meget længe. Så det blev til at vi var oppe et godt stykke tid. Wilco, Pat, Morten og jeg gik videre til baren som hører til lejren. Det var en meget lille og intim bar som lå ude på vandet. Det var smadder hyggelig og der var en del folk i baren. Og øllene var billige, faktisk billigere end i supermarkedet. En Carlsberg special kostede 1 dollar og en Amarula (likør a la Bailey) kostede 1,5 dollar. Ikke værst! Kom i senng på det absolut seneste tidspunkt i løpet af turen, nemlig kl 1.30. Uhhh... En lille detalje var, at vi fandt vores guide i lastbilen, det var meningen, at han skulle sove på stranden. Men han gik ud som et lys. Og selvom vi prøvede (kraftigt) at vække ham blev det til slut til, at i stedet fik vi ham helt ind i lastbilen, så vi kunne lukke døren.
Præsentation af Drifters gruppen.
Tidligere har jeg præsenteret de grupper som vi er en del af. Denne gang er det næsten endnu mere vigtigt end ellers fordi vi bruger meget mere tid sammen med de andre end vi har gjort på GAP turene i Kina og Indien. Her er man meget af tiden mere eller mindre tvunget til at være sammen. F.eks. Når vi er i lejrene kan vi ikke bare g rundt på må og få som det passer sig, oftest fordi der er risiko for at vi støder på vilde (og potensielt farlige) dyr. Drifters mistede en af deres klienter for ca. 2 år siden. Det var en mand på ca. 40 som bestemte sig for at gå en morgentur sammen med sin 4 årige søn. Ikke specielt smart. Det var i øvrig i ca. Det samme område som det vi nu befinder os i. Det endte med at han blev stanget ihjel af en bøffel og hans 4-årige søn løb tilbage til lejren (skrigende og grædende selvfølgelig). Guiden spurgte ham, hvad der var galt og han fortalte at hans far var blevet dræbt af en ko. Det må siges at være noget af et traume for en lille knægt. Så der er en grund til at vi skal holde os indenfor bestemte områder.
Wilco: Vores 24-årige guide (som jeg tippede til at være 32) som har været guide for Drifters i 2 år. Han er en god kok, en god chauffør, altid i godt humør og generelt en kanon fyr. Vi er meget tilfredse med ham. Egentlig skulle denne gruppe være ledet af en mand som hedder Erasmus, han er meget militaristisk og forlanger at alle grupper skal tælle alt bestikket før man tager fra den ene lejr til den næste (oftest set med en t-shirt, hvor der står “this is not the militairy, just an extremely well run Drifters tour”). Foor at sige det mildt er jeg glad for at vi fik den altid smilende og afrikaans dialektede engelsktalende Wilco.
Derk og Jetti: midaldrende “ægtepar” (de er gift men kun så det er lovligt i Thailand(?)). Som Morten siger har Jetti (sjældent omtalt intern mellem Morten og mig som andet end “den afskyelige snemand”) 6 i skalaen for initiativ og 0 for overvejelse af hvad hendes handlinger kan medføre. De har flere gange på turen taget temmelig dumme beslutninger, f.eks. Sejlet lidt for tæt på en flodhest, rejst sig op i bussen for at smide skrald når den ryster mest , taget billeder af upassende ting (ofte) osv. De er i øvrig fra Holland og Jetti snakker et noget gebrokkent engelsk, men er helt sikkert den med størst underholdningsfaktor på turen (læs ret speciel). Begge arbejder i øvrigt i banker i Belgien, virker som om mange arbejder med det i Belgien.
Jeanett, Lise, Oda og Marianne: 4 stk 19- årige Stavanger jenter (ja, det er i Norge) som er ude at se så meget de kan nå på 3 måneder som overhovedet mulig. De har været flere steder i Asien + Australien og nu Afrika. Det er lige til at blive forpustet af at høre om. De har haft endnu mere travelt end mig. De er meget søde og meget stille og rolige (faktisk altid dem der går først i seng, det skulle man ellers ikke lige have forestillet sig).
Rose Marie: 64 år gammel tysk dame. Snakker dårligt engelsk. Er lidt klodset 8og måske lidt for gammel9 til at være på en Drifters tur. Men er som regel i godt humør og klar på at give en hånd med ved opvasken. Tror at hun hører dårligt i tillæg til at hun snakker dårligt engelsk. Lidt dårlig kombi.
Irene: 37 årig schweizisk pige. Har lige cyklet en meget hårdt cykelløb nede ved Cape Town er over middels godt trænet. Stille, rolig og sød.
Pat: Australsk 34-årig ung mand. Er noget af en Afrika ekspert og har tidligere været i Afrika 12 gange. Før denne Drifters tur var han 5 uger i Vestafrika med Dragoman tours. Der var det noget mere basic end hvad det er med Drifters. Er i noget af et skæringspunkt i sit liv eftersom han ikke har noget sted at bo når han kommer hjem, ikke noget fast arbejde og nylig har haft brud med kæreste gennem 9 år. Der bliver nok at rive i også når han kommer hjem.
Wilco: Vores 24-årige guide (som jeg tippede til at være 32) som har været guide for Drifters i 2 år. Han er en god kok, en god chauffør, altid i godt humør og generelt en kanon fyr. Vi er meget tilfredse med ham. Egentlig skulle denne gruppe være ledet af en mand som hedder Erasmus, han er meget militaristisk og forlanger at alle grupper skal tælle alt bestikket før man tager fra den ene lejr til den næste (oftest set med en t-shirt, hvor der står “this is not the militairy, just an extremely well run Drifters tour”). Foor at sige det mildt er jeg glad for at vi fik den altid smilende og afrikaans dialektede engelsktalende Wilco.
Derk og Jetti: midaldrende “ægtepar” (de er gift men kun så det er lovligt i Thailand(?)). Som Morten siger har Jetti (sjældent omtalt intern mellem Morten og mig som andet end “den afskyelige snemand”) 6 i skalaen for initiativ og 0 for overvejelse af hvad hendes handlinger kan medføre. De har flere gange på turen taget temmelig dumme beslutninger, f.eks. Sejlet lidt for tæt på en flodhest, rejst sig op i bussen for at smide skrald når den ryster mest , taget billeder af upassende ting (ofte) osv. De er i øvrig fra Holland og Jetti snakker et noget gebrokkent engelsk, men er helt sikkert den med størst underholdningsfaktor på turen (læs ret speciel). Begge arbejder i øvrigt i banker i Belgien, virker som om mange arbejder med det i Belgien.
Jeanett, Lise, Oda og Marianne: 4 stk 19- årige Stavanger jenter (ja, det er i Norge) som er ude at se så meget de kan nå på 3 måneder som overhovedet mulig. De har været flere steder i Asien + Australien og nu Afrika. Det er lige til at blive forpustet af at høre om. De har haft endnu mere travelt end mig. De er meget søde og meget stille og rolige (faktisk altid dem der går først i seng, det skulle man ellers ikke lige have forestillet sig).
Rose Marie: 64 år gammel tysk dame. Snakker dårligt engelsk. Er lidt klodset 8og måske lidt for gammel9 til at være på en Drifters tur. Men er som regel i godt humør og klar på at give en hånd med ved opvasken. Tror at hun hører dårligt i tillæg til at hun snakker dårligt engelsk. Lidt dårlig kombi.
Irene: 37 årig schweizisk pige. Har lige cyklet en meget hårdt cykelløb nede ved Cape Town er over middels godt trænet. Stille, rolig og sød.
Pat: Australsk 34-årig ung mand. Er noget af en Afrika ekspert og har tidligere været i Afrika 12 gange. Før denne Drifters tur var han 5 uger i Vestafrika med Dragoman tours. Der var det noget mere basic end hvad det er med Drifters. Er i noget af et skæringspunkt i sit liv eftersom han ikke har noget sted at bo når han kommer hjem, ikke noget fast arbejde og nylig har haft brud med kæreste gennem 9 år. Der bliver nok at rive i også når han kommer hjem.
Zambia, 15. april
I går aftes blev Morten, Wilco og jeg siddende oppe til ret sent (kl var måske hen ad halv tolv før vi kom i seng, og det er sent på denne Drifters tur). Det var smadder hyggeligt og vores guide og Morten endte med at være småfulde. Morten og jeg snakkede om, hvor utrolig glade vi er for at have Wilco som guide, han er virkelig en guttermand, og altid med på den værste. An har bl.a. Fortalt os, at der i det seneste er sket en voldsom opblomstring af nordmænd på tur i Afrika, primært igennem Drifters. Det skyldes først og fremmest en mand som hedder Martin (en vi også snakkede med før vi tog afsted) som arbejder på Kilroy i Oslo og anbefaler en tur fra Cape Town til Victoria Falls meget varmt. Det har resulteret i, at Drifters har haft et par ture hvor der har været helt op til 13 ud af 16 deltagere som har været norske. Nej tak siger vi bare. Selvom jeg tror at det ville væære en fantastisk tur op igennem Namibia.
I dag stod vi op kl 5.30. Spiste morgenmad og fik pakket alle vores sager ind i skabet i lastbilen. Jeg var så heldig at mit morgenmads æble blev nakket af en af de frække små vervet aber (muligvis andet navn på skandinavisk, minder meget om hr. Nelson fra Pippi). Det var smadder hurtig og jeg nåede næsten ikke at se den på bordet før den havde stjålet mit æble. Lille skid! Men sådan er det at bo i det vilde Afrika. Man ved aldrig hvad der sker. Og det må vel siges at være noget af charmen? Heldigvis slap vi, for en gangs skyld, for at tage teltet ned. Vi blev hentet ca. Kl 6.30 af en bil som skulle tage os på gamedriving. Der var i midlertid ikke plads til alle fra Drifters i samme bil, så Morten og jeg måtte vente lidt og kom i stedet i en anden bil. Det var helt ok, og vi delte formiddagen med en tysk middelaldrende herre og et hollandsk middelaldrende ægtepar. Alle var meget søde så det var no problemo.
Det var rimelig køligt tidlig på morgenen. Men vi kom godt forberedt i fleece. Troede aldrig at jegde, han skulle komme til at elske det grimme tøj, men føler nu ikke at jeg kan leve uden. Vi kørte først de ca. 6 km hen til Luangwa Nationalpark. På vejen derhen så vi elefanter og giraffer i horisonten. Vel inde i nationalparken var vi klar for det meste. Der er ikke hegn rundt om South Luangwa Nationalpark. Luangwa floden og en bjergkæde udgør et naturligt gærde, men dyrene kan komme og gå som de vil. Fantastisk! Efter kort tid i parken så vi en masse bavianer og impalaer (antilope lignende dyr, som bliver kaldt Afrikas svar på McDonalds for løver og andre rovdyr, fast food (he,he)). Synes at det var meget specielt at de sådan gik rundt sammen, men vores udmærkede lokale guide, Phil, forklarede at det skyldes at impalerne føler sig meget trygge og beskyttet for rovdyr, når de er sammen med bavianer, fordi de har et fantastisk godt syn i dagslys. Bavianerne virker med andre ord som en sirene (og ja, de larmer til tider rimelig meget).
Næste stop var ved en lille flok med zebraer. Det synes jeg, at der er enormt smukke og elegante dyr, med en smart lille mås med fartsstriber. De gik også og græssede sammen med impalaer. Håber at jeg engang i fremtiden kommer til at se (ved godt at det ikke bliver på denne tur) en kæmpe stor flok med zebra som vandrer over en storslået slette. Det ville virkelig have været noget. Men ikke misforstå, var enormt glad for at se zebra i dag. Ort tid efter at vi havde set zebra så vi en puku. Det er også et antilope agtigt dyr, minder meget om impaler, men har ikke hvid bug eller hvide og sorte striber på måsen. Kort tid efter dette så vi en ensom vandbuk. Den havde en aftegning på bagen som næsten så lidt ud som om der var en aftegning af et lokumsbræt (altså samme form).
Så havde vi en kort pause, hvor vi fik en kop kaffe og mødtes med vores Drifters venner. Derefter påstod vores guide, at han kunne lugte løver i nærheden (personlig har jeg mistanke om at han fik en lille hilsen over walkie, men hvad ved jeg?) Så efter at vi havde drukket vores the og kaffe kørte vi videre af de til tider meget bumpede veje. Og ganske rigtig, efter kort tid var der rent faktisk en hel lille løvefamilie som havde søgt tilflugt fra den meget varme sol under en busk. Der var tre vogne som var fyldt med mennesker, som alle knipsede billeder og nød synet af løver. Det var ret stort, også selvom de lå mere eller mindre fuldstændig stille al den tid vi var der. Må sige at der ikke var meget fut i dem.
Filmede dem i et halvt minuts tid og det ser nærmestt ud som stilfilm (bortset fra at min hånd ikke er helt rolig). Men stort var det, ingen tvivl om det. Vi har nu set 2 ud af the big five. Nemlig løve og elefant. Hvis vi har lidt held i aften, kommer vi også til at se en leopard, som der efftersigende skal være mange af her i nationalparken. Et andet dyr som der er mange af er flodheste, der er regnet på det og der skal være ca. 40 flodheste per km. Det må da siges at være ret imponerende. Når det er dry season ser man dem i meget højere grad eftersom der er mindre vand pr flodhest.
I tillæg til alle disse prægtige dyr, så vi også masser af smukke fugle, Mange af dem aner jeg ikke hvad der hedder, men der var et farvespil uden lige på nogle af dem. Det var virkelig flot. Vi så i hvert fald hornbills (ved stadig ikke hvad de hedder på skandinavisk, men så dem også i Thailand i nationalparken, men de der var her så anderledes ud). I tillæg så vi storke, meget smukke blå fugle, gøge (gjøk), pardise white dowes (?) osv. Så også en ret stor og cool fugl med hanekam som hed southern crowned crane. Der var et mylder af fugle og det var virkelig flot (på den front er Morten i midlertid vanskelig at få op at ringe). Guiden fandt også en skildpadde på vejen, efter lokal overtro skal det give held, og kort tid efter så vi løver, hvem ved måske er der noget om snakken?
Derudover var der masser af interessant vegetation, jeg har personlig fået en forkærlighed for sausagetree. Det ser ud som et træ hvorfra der hænger spanske spegepølser. Det ser ret fjollet ud, men er også noget af et særsyn. Ville ønske at jeg stadig arbejdede med ånder så jeg kunne have vist dem billeder af pølsetræet og fortalt at det er der pølserne gror. Tror i hvetr fald en af de ånder jeg engang arbejdede sammen med ville have sat pris på sådan et eventyr:-). Vi så også et baobab træ, også kendt som “vende-på-hovedet-tråæ”, fordi det ser ud som om at rødderne er i luften. Det er et meget berømt træ og mange afrikanske sagn har baobabtræet med.
Kl. 11 var vi “hjemme” i lejren, wildlife camp. På vejen hertil var vi heldige og støde på en flok med elefanter som krydsede vejen. Man kunne se på de lokale (som var på gåben og cykel), at de havde meget respekt for de store dyr. I hvert fald holdt de sig på behørig afstand. En smukt var det. Jeg synes at der er noget meget unikt og flot over at se vilde elefanter, og de er i hvetr fald mere aktive om dagen end hvad løverne kan prale af. Ifølge vores lokale guide sover elefanter kun 2 ud af døgnets 24 timer. Resten af tiden bliver brugt på at gå rundt og æde.
Kl. er nu 13.15 og vi venter alle i spænding på vores frokost som er en national sydafrikansk ret kaldet Pojki (?). Det er noget med kød og grønsager som skal stå og simre over en sagte ild i mange timer. Det lyder godt og jeg kan sige at vi glæder os. I mellemtiden skal man jo aldrig kimse af en lakrids som ens forældre havde med til indien:-). I aften er der tilbud om at komme på gamedrive. Det er ikke inkludert i turen, men det virker som om alle kommer til at gøre det alligevel. Det koster 35 USD p.p. Og varer nok ca. Lige så lang tid som den vi var på i morges. Så er der ikke andet at gøre end at krydse fingre og håbe på leoparder. Det ville have været stort.
Så er jeg tilbage efter en fantastisk frokost med Pojki, det var virkelig lækkert. Kl. 16 blev vi hentet af et åbent køretøj som skulle tage os ud på natsafari. På vej hen til nationalparken så vi thornicraft giraffer. Det er en “afart” af giraffer som kun findes her i Luangwa nationalpark. De har et anderledes mønster end giraffer andre steder og så er de lidt mindre også. Men de var i hvert faald fantastiske at se på, og at der var en baby giraf gjorde det ikke mindre interessant. Elefanter så vi også inden vi var kommet ind i parken så det tegnede godt.
Så kom vi ellers ind i nationalparken. Vi var alle fra vores gruppe i bilen bortset fra Pat som denne gang (i stedet for os) var blevet overladt til tyskeren og det hollandske ægtepar. Det blev først mørkt omkring kl 18, men så bliver det til gengæld også hurtigt mørkt. Vi så masser af impalaer, pukuer, elefanter (flere flokke blandt andet med en llille baby elefant), zebraflokke, zebraerne her i Luangwa er i øvrigt også en afart (ligesom girafferne) de hedder rawshiys og har også anderledes aftegninger.
Vi så også en Western banded snake eagle som sad i ensom majestæt i toppen af et træ og spejdede udover vidderne på jagt efter et bytte. Solnedgangen var fantastisk, det er virkelig noget de kan her i Afrika, Asien gå hjem og læg dig siger jeg baare (i hvert fald i den henseende). Havde enkort pause, hvor vi drak en øl/sodavand og så på solnedgangen. Meget smukt.
Derefter var det en meget flot og klar nat med masser af stjerner. Og nu kom det som vi egentlig havde ventet på, nemlig nightdriven. Det forregik på den måde at der var en ung fyr som havde en lille projektør som han lyste rundt med alt imens chaufføren kørte langsomt for ikke at køre forbi noget. Og jeg skal love for at vi var heldige. Vi så tre Janets på tre forskellige tidspunkter(efterfølgende bliver det hovedsagelig engelske navnfordi jeg ikke har anelse om, hvad det hedder på skandinavisk). Det var et lille katteagtigt dyr ca. På størrelse med en ildert. Så også en ensom plettet hyene som løb foran bilen i et godt stykke tid. Mærkeligt dyr! Men også ret cool, får mig til at tænke på “Løvernes konge”.
Impalaer så vi mange af, også efter at det var blevet mørkt, når den meget kraftige projektør fejede henover landskabet så man deres lysende øjne. Der var 4 køretøjer som kørte rundt i nationalparken, og i begyndelsen kørte vi meget rundt i de ssamme spor. Men så valgte vores chauffør at lave et afbræk, og det var slet ikke så dumt skulle det vise sig. Vi var nemlig super heldige og fik en leopard at se. Ifølge Pat bør man ikke se den under sit første besøg i Afrika. Vi var de enste som så den og vi så den i mange minutter. Det var enestående. Måden den bevægede sig på, hvordan den smøg sig gennem græsset var noget helt specielt. Vi var meget heldige.
Vi så også græssende flodheste af flere omgange, Det var meget fedt at se de store dyr, rigtigt, ikke bare mumlende nede fra en flod eller sø. Men de virkede ret sky og flygtede mere eller mindre med det samme bilen kom. I øvrig var der flere fra vores gruppe som stiftede nærmere bekendtskab med dem i nat, der var nemlig en flodhest som var oppe for at græsse midt i vores lejr. Den ene norske pige, Oda, sagde at den havde været lige udenfor deres telt (hun havde hørt den gå på plastikken) og hun havde selvfølgelig været livred.
Efter at have set leoparden og klokken havde passeret 20, som var det tidspunkt som var sat for tilbagerejse til Wildlife Camp, gik det hjemover. Men på vejen hjem så vi 2 African civits (på to forskellige tidspunkter). Den er i familie med janeten, men er en del større og ser nærmest ud som en vaskebjørn. Den havde nogle meget specielle tegninger på ryggen. Vi så også en krokodille på ca. 1 m. som lå midt på en bro vi skulle over. Det var så imponerende at selv guiderne sagde “wow”. Det var virkelig en alletiders aften og man må sige at vi fik fuld valuta for vores penge. Pat som var med den anden bil var i øvrig også heldig. Han så en bøffel og en masse løver som fortærede en zebra, heller ikke dårligt, men det satser vi så på at vi kommer til at se i Kruger nationalpark i Sydafrika.
Efter et let aftensmåltid bestående af tomatsuppe og en lidt underlig dessert blev vi informeret om, at vi i morgen skal op kl 4.30. Så nu er det bestemt på høje tid at skrubbe over på toilettet og børste bisserne.
I dag stod vi op kl 5.30. Spiste morgenmad og fik pakket alle vores sager ind i skabet i lastbilen. Jeg var så heldig at mit morgenmads æble blev nakket af en af de frække små vervet aber (muligvis andet navn på skandinavisk, minder meget om hr. Nelson fra Pippi). Det var smadder hurtig og jeg nåede næsten ikke at se den på bordet før den havde stjålet mit æble. Lille skid! Men sådan er det at bo i det vilde Afrika. Man ved aldrig hvad der sker. Og det må vel siges at være noget af charmen? Heldigvis slap vi, for en gangs skyld, for at tage teltet ned. Vi blev hentet ca. Kl 6.30 af en bil som skulle tage os på gamedriving. Der var i midlertid ikke plads til alle fra Drifters i samme bil, så Morten og jeg måtte vente lidt og kom i stedet i en anden bil. Det var helt ok, og vi delte formiddagen med en tysk middelaldrende herre og et hollandsk middelaldrende ægtepar. Alle var meget søde så det var no problemo.
Det var rimelig køligt tidlig på morgenen. Men vi kom godt forberedt i fleece. Troede aldrig at jegde, han skulle komme til at elske det grimme tøj, men føler nu ikke at jeg kan leve uden. Vi kørte først de ca. 6 km hen til Luangwa Nationalpark. På vejen derhen så vi elefanter og giraffer i horisonten. Vel inde i nationalparken var vi klar for det meste. Der er ikke hegn rundt om South Luangwa Nationalpark. Luangwa floden og en bjergkæde udgør et naturligt gærde, men dyrene kan komme og gå som de vil. Fantastisk! Efter kort tid i parken så vi en masse bavianer og impalaer (antilope lignende dyr, som bliver kaldt Afrikas svar på McDonalds for løver og andre rovdyr, fast food (he,he)). Synes at det var meget specielt at de sådan gik rundt sammen, men vores udmærkede lokale guide, Phil, forklarede at det skyldes at impalerne føler sig meget trygge og beskyttet for rovdyr, når de er sammen med bavianer, fordi de har et fantastisk godt syn i dagslys. Bavianerne virker med andre ord som en sirene (og ja, de larmer til tider rimelig meget).
Næste stop var ved en lille flok med zebraer. Det synes jeg, at der er enormt smukke og elegante dyr, med en smart lille mås med fartsstriber. De gik også og græssede sammen med impalaer. Håber at jeg engang i fremtiden kommer til at se (ved godt at det ikke bliver på denne tur) en kæmpe stor flok med zebra som vandrer over en storslået slette. Det ville virkelig have været noget. Men ikke misforstå, var enormt glad for at se zebra i dag. Ort tid efter at vi havde set zebra så vi en puku. Det er også et antilope agtigt dyr, minder meget om impaler, men har ikke hvid bug eller hvide og sorte striber på måsen. Kort tid efter dette så vi en ensom vandbuk. Den havde en aftegning på bagen som næsten så lidt ud som om der var en aftegning af et lokumsbræt (altså samme form).
Så havde vi en kort pause, hvor vi fik en kop kaffe og mødtes med vores Drifters venner. Derefter påstod vores guide, at han kunne lugte løver i nærheden (personlig har jeg mistanke om at han fik en lille hilsen over walkie, men hvad ved jeg?) Så efter at vi havde drukket vores the og kaffe kørte vi videre af de til tider meget bumpede veje. Og ganske rigtig, efter kort tid var der rent faktisk en hel lille løvefamilie som havde søgt tilflugt fra den meget varme sol under en busk. Der var tre vogne som var fyldt med mennesker, som alle knipsede billeder og nød synet af løver. Det var ret stort, også selvom de lå mere eller mindre fuldstændig stille al den tid vi var der. Må sige at der ikke var meget fut i dem.
Filmede dem i et halvt minuts tid og det ser nærmestt ud som stilfilm (bortset fra at min hånd ikke er helt rolig). Men stort var det, ingen tvivl om det. Vi har nu set 2 ud af the big five. Nemlig løve og elefant. Hvis vi har lidt held i aften, kommer vi også til at se en leopard, som der efftersigende skal være mange af her i nationalparken. Et andet dyr som der er mange af er flodheste, der er regnet på det og der skal være ca. 40 flodheste per km. Det må da siges at være ret imponerende. Når det er dry season ser man dem i meget højere grad eftersom der er mindre vand pr flodhest.
I tillæg til alle disse prægtige dyr, så vi også masser af smukke fugle, Mange af dem aner jeg ikke hvad der hedder, men der var et farvespil uden lige på nogle af dem. Det var virkelig flot. Vi så i hvert fald hornbills (ved stadig ikke hvad de hedder på skandinavisk, men så dem også i Thailand i nationalparken, men de der var her så anderledes ud). I tillæg så vi storke, meget smukke blå fugle, gøge (gjøk), pardise white dowes (?) osv. Så også en ret stor og cool fugl med hanekam som hed southern crowned crane. Der var et mylder af fugle og det var virkelig flot (på den front er Morten i midlertid vanskelig at få op at ringe). Guiden fandt også en skildpadde på vejen, efter lokal overtro skal det give held, og kort tid efter så vi løver, hvem ved måske er der noget om snakken?
Derudover var der masser af interessant vegetation, jeg har personlig fået en forkærlighed for sausagetree. Det ser ud som et træ hvorfra der hænger spanske spegepølser. Det ser ret fjollet ud, men er også noget af et særsyn. Ville ønske at jeg stadig arbejdede med ånder så jeg kunne have vist dem billeder af pølsetræet og fortalt at det er der pølserne gror. Tror i hvetr fald en af de ånder jeg engang arbejdede sammen med ville have sat pris på sådan et eventyr:-). Vi så også et baobab træ, også kendt som “vende-på-hovedet-tråæ”, fordi det ser ud som om at rødderne er i luften. Det er et meget berømt træ og mange afrikanske sagn har baobabtræet med.
Kl. 11 var vi “hjemme” i lejren, wildlife camp. På vejen hertil var vi heldige og støde på en flok med elefanter som krydsede vejen. Man kunne se på de lokale (som var på gåben og cykel), at de havde meget respekt for de store dyr. I hvert fald holdt de sig på behørig afstand. En smukt var det. Jeg synes at der er noget meget unikt og flot over at se vilde elefanter, og de er i hvetr fald mere aktive om dagen end hvad løverne kan prale af. Ifølge vores lokale guide sover elefanter kun 2 ud af døgnets 24 timer. Resten af tiden bliver brugt på at gå rundt og æde.
Kl. er nu 13.15 og vi venter alle i spænding på vores frokost som er en national sydafrikansk ret kaldet Pojki (?). Det er noget med kød og grønsager som skal stå og simre over en sagte ild i mange timer. Det lyder godt og jeg kan sige at vi glæder os. I mellemtiden skal man jo aldrig kimse af en lakrids som ens forældre havde med til indien:-). I aften er der tilbud om at komme på gamedrive. Det er ikke inkludert i turen, men det virker som om alle kommer til at gøre det alligevel. Det koster 35 USD p.p. Og varer nok ca. Lige så lang tid som den vi var på i morges. Så er der ikke andet at gøre end at krydse fingre og håbe på leoparder. Det ville have været stort.
Så er jeg tilbage efter en fantastisk frokost med Pojki, det var virkelig lækkert. Kl. 16 blev vi hentet af et åbent køretøj som skulle tage os ud på natsafari. På vej hen til nationalparken så vi thornicraft giraffer. Det er en “afart” af giraffer som kun findes her i Luangwa nationalpark. De har et anderledes mønster end giraffer andre steder og så er de lidt mindre også. Men de var i hvert faald fantastiske at se på, og at der var en baby giraf gjorde det ikke mindre interessant. Elefanter så vi også inden vi var kommet ind i parken så det tegnede godt.
Så kom vi ellers ind i nationalparken. Vi var alle fra vores gruppe i bilen bortset fra Pat som denne gang (i stedet for os) var blevet overladt til tyskeren og det hollandske ægtepar. Det blev først mørkt omkring kl 18, men så bliver det til gengæld også hurtigt mørkt. Vi så masser af impalaer, pukuer, elefanter (flere flokke blandt andet med en llille baby elefant), zebraflokke, zebraerne her i Luangwa er i øvrigt også en afart (ligesom girafferne) de hedder rawshiys og har også anderledes aftegninger.
Vi så også en Western banded snake eagle som sad i ensom majestæt i toppen af et træ og spejdede udover vidderne på jagt efter et bytte. Solnedgangen var fantastisk, det er virkelig noget de kan her i Afrika, Asien gå hjem og læg dig siger jeg baare (i hvert fald i den henseende). Havde enkort pause, hvor vi drak en øl/sodavand og så på solnedgangen. Meget smukt.
Derefter var det en meget flot og klar nat med masser af stjerner. Og nu kom det som vi egentlig havde ventet på, nemlig nightdriven. Det forregik på den måde at der var en ung fyr som havde en lille projektør som han lyste rundt med alt imens chaufføren kørte langsomt for ikke at køre forbi noget. Og jeg skal love for at vi var heldige. Vi så tre Janets på tre forskellige tidspunkter(efterfølgende bliver det hovedsagelig engelske navnfordi jeg ikke har anelse om, hvad det hedder på skandinavisk). Det var et lille katteagtigt dyr ca. På størrelse med en ildert. Så også en ensom plettet hyene som løb foran bilen i et godt stykke tid. Mærkeligt dyr! Men også ret cool, får mig til at tænke på “Løvernes konge”.
Impalaer så vi mange af, også efter at det var blevet mørkt, når den meget kraftige projektør fejede henover landskabet så man deres lysende øjne. Der var 4 køretøjer som kørte rundt i nationalparken, og i begyndelsen kørte vi meget rundt i de ssamme spor. Men så valgte vores chauffør at lave et afbræk, og det var slet ikke så dumt skulle det vise sig. Vi var nemlig super heldige og fik en leopard at se. Ifølge Pat bør man ikke se den under sit første besøg i Afrika. Vi var de enste som så den og vi så den i mange minutter. Det var enestående. Måden den bevægede sig på, hvordan den smøg sig gennem græsset var noget helt specielt. Vi var meget heldige.
Vi så også græssende flodheste af flere omgange, Det var meget fedt at se de store dyr, rigtigt, ikke bare mumlende nede fra en flod eller sø. Men de virkede ret sky og flygtede mere eller mindre med det samme bilen kom. I øvrig var der flere fra vores gruppe som stiftede nærmere bekendtskab med dem i nat, der var nemlig en flodhest som var oppe for at græsse midt i vores lejr. Den ene norske pige, Oda, sagde at den havde været lige udenfor deres telt (hun havde hørt den gå på plastikken) og hun havde selvfølgelig været livred.
Efter at have set leoparden og klokken havde passeret 20, som var det tidspunkt som var sat for tilbagerejse til Wildlife Camp, gik det hjemover. Men på vejen hjem så vi 2 African civits (på to forskellige tidspunkter). Den er i familie med janeten, men er en del større og ser nærmest ud som en vaskebjørn. Den havde nogle meget specielle tegninger på ryggen. Vi så også en krokodille på ca. 1 m. som lå midt på en bro vi skulle over. Det var så imponerende at selv guiderne sagde “wow”. Det var virkelig en alletiders aften og man må sige at vi fik fuld valuta for vores penge. Pat som var med den anden bil var i øvrig også heldig. Han så en bøffel og en masse løver som fortærede en zebra, heller ikke dårligt, men det satser vi så på at vi kommer til at se i Kruger nationalpark i Sydafrika.
Efter et let aftensmåltid bestående af tomatsuppe og en lidt underlig dessert blev vi informeret om, at vi i morgen skal op kl 4.30. Så nu er det bestemt på høje tid at skrubbe over på toilettet og børste bisserne.
Zambia, 14. april
I dag var nok en tidlig dag med meget køring. Vi stod op kl 5.30, pakkede teltet sammen, spiste morgenmad og så afsted. I dag skulle vi køre det sidste stykke til South Luwanga nationalpark. De første timer var det mega koldt (alt er relativt) og jeg sad og små frøs lidt i bussen, som ikke er 100 procent tæt ved vinduerne. Af samme grund er Morten nu begyndt at sidde nærmest vinduet eftersom han aldrig fryser.
Vi kørte i nogle timer uden at noget nævneværdigt skete. Vejene var gode og de fleste af os (bagi9 småslumrede lidt. Efter et hurtigt stop i en lejr som hed Mama Rulu, hvor vi fik mulighed for at komme på toilet (noget som ikke forekommer alt for ofte), og hvor Wilco var inde for at høre hvordan vejen var videre. Han fik at vide at det skulle være nogenlunde i orden. Så så var det ellers bare at begive sig ud i det. Og jeg skal love for at det var en rigtig lortevej! Ikke oplevet så dårlig siden Bolivia, og kan rolig sige at jeg ikke har savnet det. Det var en grusvej med masser af huller i. Eftersigende gør de lokale den nogen gange værre end hvad den egentlig er, dette for at de skal ud og hjælpe dem der sidder fast og på den måde få en ekstra skilling. Meget smart men også rimelig frustrerende. Heldigvis var der ikke brug for det i dag. Men jeg skal love for at hele bussen slingrede og dansede og vi alle fik rystet nyren på plads op til flere gange. Vi har alle et skab i enden af bussen, og når der er så dårlig vej som i dag hænder det at skabene går op (på trods af hængelåse nogle gange) og så er vi nødt til at tage et lille stop og få ting på plads igen. Det er lidt noget rod.
Det tog os en god del timer at tilbagelægge de 130 km som skulle køres fra Mama Rulu og til lejren, hvor vi skal være i nat. Den hedder Wildlife Camp og ligger midt i South Luwangas nationalpark. Campingpladsen som vi bor på ligger lige ud til Luwanga floden og der er en del støjendde næsehorn ca 150 m væk. Som tidligere fortalt er det imponerende hvor meget sådan nogle størrelser kan larme.
Umiddelbart efter, at vi var kommet til lejren spiste vi frokost, satte op telt og snakkede lidt om hvad skal ske de næste par dage. I morgen skal vi op tidlig (igen, igen) og på gamedrive. Det skal nok blive godt. Området her er kendt for meget godt dyreliv, blandt andet lever alle "the big five" her. Det vil med andre ord sige, at vi igen ikke kan bevæge os uden få lejren (og få lidt motion) da det er for farligt. Må indrømme at jeg synes at det er lidt træls. Jeg elesker rat gå ture og føler mig ærlig talt lidt hæmmett når man har god tid til at gøre det men stadig ikke kan. Men det er jo en lille ting.
Klokken er nu 17.45 og jeg sidder og ser ud over floden med en smuk solnedgang. Nedenfor hvor jeg sidder er der en stor flok med flodheste som gnøffer, hygger og larmer og i min umiddelbare nærhed er der en flok med aber som tosser rundt. Hannerne har ekstremt blå testikler og jeg har ikke tidligere set denne form for aber. Men i det mindste har de endnu ikke været pågående eller er brudt ind i teltene. Faktisk er de bare ret søde at se på. Tror at der bliver aftensmad om ikke så alt for længe (vi spiser altid i mørke og håber p at vi ikke fortærer alt for mange insekter med i købet) og så går der vel ikke lang tid før vi skal i seng? Kan ikke klage over den lejr vi nu er i, fornemmede oven i købet at der var lunkent vand da jeg var i bruseren. Slet ikke værst og ikke noget man skal blive for vandt til. I morgen bliven enn travl dag, hvor vi forhåbentligvis får set en masse dyr både når vi er på gamedrive om morgenen og om aftenen. Håber at vi kommer til at se både løve og leopard som de har været heldigee med at se de seneste par dage.
Vi kørte i nogle timer uden at noget nævneværdigt skete. Vejene var gode og de fleste af os (bagi9 småslumrede lidt. Efter et hurtigt stop i en lejr som hed Mama Rulu, hvor vi fik mulighed for at komme på toilet (noget som ikke forekommer alt for ofte), og hvor Wilco var inde for at høre hvordan vejen var videre. Han fik at vide at det skulle være nogenlunde i orden. Så så var det ellers bare at begive sig ud i det. Og jeg skal love for at det var en rigtig lortevej! Ikke oplevet så dårlig siden Bolivia, og kan rolig sige at jeg ikke har savnet det. Det var en grusvej med masser af huller i. Eftersigende gør de lokale den nogen gange værre end hvad den egentlig er, dette for at de skal ud og hjælpe dem der sidder fast og på den måde få en ekstra skilling. Meget smart men også rimelig frustrerende. Heldigvis var der ikke brug for det i dag. Men jeg skal love for at hele bussen slingrede og dansede og vi alle fik rystet nyren på plads op til flere gange. Vi har alle et skab i enden af bussen, og når der er så dårlig vej som i dag hænder det at skabene går op (på trods af hængelåse nogle gange) og så er vi nødt til at tage et lille stop og få ting på plads igen. Det er lidt noget rod.
Det tog os en god del timer at tilbagelægge de 130 km som skulle køres fra Mama Rulu og til lejren, hvor vi skal være i nat. Den hedder Wildlife Camp og ligger midt i South Luwangas nationalpark. Campingpladsen som vi bor på ligger lige ud til Luwanga floden og der er en del støjendde næsehorn ca 150 m væk. Som tidligere fortalt er det imponerende hvor meget sådan nogle størrelser kan larme.
Umiddelbart efter, at vi var kommet til lejren spiste vi frokost, satte op telt og snakkede lidt om hvad skal ske de næste par dage. I morgen skal vi op tidlig (igen, igen) og på gamedrive. Det skal nok blive godt. Området her er kendt for meget godt dyreliv, blandt andet lever alle "the big five" her. Det vil med andre ord sige, at vi igen ikke kan bevæge os uden få lejren (og få lidt motion) da det er for farligt. Må indrømme at jeg synes at det er lidt træls. Jeg elesker rat gå ture og føler mig ærlig talt lidt hæmmett når man har god tid til at gøre det men stadig ikke kan. Men det er jo en lille ting.
Klokken er nu 17.45 og jeg sidder og ser ud over floden med en smuk solnedgang. Nedenfor hvor jeg sidder er der en stor flok med flodheste som gnøffer, hygger og larmer og i min umiddelbare nærhed er der en flok med aber som tosser rundt. Hannerne har ekstremt blå testikler og jeg har ikke tidligere set denne form for aber. Men i det mindste har de endnu ikke været pågående eller er brudt ind i teltene. Faktisk er de bare ret søde at se på. Tror at der bliver aftensmad om ikke så alt for længe (vi spiser altid i mørke og håber p at vi ikke fortærer alt for mange insekter med i købet) og så går der vel ikke lang tid før vi skal i seng? Kan ikke klage over den lejr vi nu er i, fornemmede oven i købet at der var lunkent vand da jeg var i bruseren. Slet ikke værst og ikke noget man skal blive for vandt til. I morgen bliven enn travl dag, hvor vi forhåbentligvis får set en masse dyr både når vi er på gamedrive om morgenen og om aftenen. Håber at vi kommer til at se både løve og leopard som de har været heldigee med at se de seneste par dage.
Zambia, 13. april
Mandag var en meget lang dag, hvor vi ikke foretog os meget andet end at sidde i lastbilen og lade os transportere. Vi stod op kl 4.30. Pakkede telt og vådt tøj sammen, spiste morgenmad og så var det ellers afsted. Vores tøj, som vi dagen i forvejen så sindrigt havde vasket, var nemlig ikke blevet tørt. Mega skod og lidt af et problem. Men det gik hverken værre eller bedre end at vi fik hængt ca. halvdelen op til tørre inde i bussen. Vi er nemlig så heldige at eftersom vi sidder på bagerste sæde, som de eneste, har vi råderet over to dobbeltsæder. Så vi hang tøj op næsten overalt, hvor det kunne lade sig gøre.
Så gik det ellers mod Zambias hovedstad, Lusaka. Her havde vi et stop på ca. 1 ½ time i et stk meget fancy indkøbscenter. Der var der på ingen måder tomme hylder. Det bugnede af varer i alle de butikker vi var forbi. Der var også et sted hvor de havde internet men det virkede desværre ikke. Sådan er det at være i Afrika! Men v i fik handlet lidt småtterier og spiste en sandwich fra Subway (vores nye yndlingssted, så simpelthen går ud på at man får en sandwich, det er de mærkeligste ting man kan lære at sætte pris på når man er "on the road").
Så gik det ellers videre. I løbet af de næste mange timer kørte vi igennem smukke bjerglandskaber, grønne sletter og forbi masser af små landsbyer. Det at der er grønne sletter så langt øjet rækker er jo ikke ligefrem noget man forbinder med Afrika, men det er enormt smukt. Dene eneste ulempe er at det kan være vanskeligere at få øje på alle de dyr man har lyst til at se. Grunden til at det er så grønt og frodigt er, at det nylig haar været regnsæson. Meget specielt at få mulighed for at se Afrika på sit grønneste (eller i hver fald grønt), men jeg kan nu godt lide det.
Afrika er lige præcis som jeg havde forestillet mig det. Der er masser af lerhytterr med stråtækt tag, men også murstenshuse med bliktag. Butikkerne hedder næsten alle sammen "shoppingcenter" uanset hvor lille og forfaldent det ser ud. Ret morsomt. Ellers får vi læst en masse og oplevet en masse. Men der er meget transport på denne rundrejse og er helt sikkert ikke noget for alle. Man skal kunne lide at sidde stille på sin flade (ikke min største styrke, men jeg lærer) og bare kunne tage alt det ind, som man kører forbi.
I løbet af eeftermiddagen havde vi også et stop hvor vi fik hot dogs a'la Wilco. Det vil sige udefinerbare pølser med svin kalkun and/or kylling (som der stod på pakken) sammen med baguetter med rosiner (lidt en fejl), tomat, salat, syltede miniagurker, løg og diverse slags dressing. Det var faktisk slet ikke så dumt! Sætter virkelig præg på den vestlige inspirerede mad vi får serveret på turen. Lige hvad jeg kunne trænge til.
Det mest bemærkelsesværdige vi kom forbi på turen i dag var et begravelsesfølge. Vi var midt ude i ingenting og pludselig er vejen helt sort af mennesker. Meget mærkeligt. Eftersom det var 2. påskedag tænkte jeg at de sikkert skulle i kirke. Men da vi kom tættere på kunne jeg se at der forrest var nogle som bar på en kiste. Det var et meget smukt og bevægende syn. Der må mindst have været 100 mennesker.
Dagens lejr var meget basic. Den var drevet af en lille landsby og der var ikke rigtig noget som fungerede. Der var vestlige toiletter, men de var mildest talt uhumske da der ikke var noget vand i deres træk og slip system. Men, men vi tilbragte minimalt med tid der så det var ikke så slemt. Da vi stillede telt op fik vi besøg af 5 små tilskuere (lokale børn) som fulgte nøje med på, hvad vi lavede. Vores guide har opfordret os til ikke at give ungerne slik eller andet da ddet vil opfordre dem til at tigge og lære dem dårlige vaner. Jeg er for så vidt enig. Det er bedre at give penge til en organisation som gør noget godt for lokalsamfundet. Desuden har vi ikke set børn som så ud som om de sultede eller, som var meget fattigdomsrammede. Umiddelbart efter aftenens middag var fortæret gik alle i seng efter en lang dag.
Så gik det ellers mod Zambias hovedstad, Lusaka. Her havde vi et stop på ca. 1 ½ time i et stk meget fancy indkøbscenter. Der var der på ingen måder tomme hylder. Det bugnede af varer i alle de butikker vi var forbi. Der var også et sted hvor de havde internet men det virkede desværre ikke. Sådan er det at være i Afrika! Men v i fik handlet lidt småtterier og spiste en sandwich fra Subway (vores nye yndlingssted, så simpelthen går ud på at man får en sandwich, det er de mærkeligste ting man kan lære at sætte pris på når man er "on the road").
Så gik det ellers videre. I løbet af de næste mange timer kørte vi igennem smukke bjerglandskaber, grønne sletter og forbi masser af små landsbyer. Det at der er grønne sletter så langt øjet rækker er jo ikke ligefrem noget man forbinder med Afrika, men det er enormt smukt. Dene eneste ulempe er at det kan være vanskeligere at få øje på alle de dyr man har lyst til at se. Grunden til at det er så grønt og frodigt er, at det nylig haar været regnsæson. Meget specielt at få mulighed for at se Afrika på sit grønneste (eller i hver fald grønt), men jeg kan nu godt lide det.
Afrika er lige præcis som jeg havde forestillet mig det. Der er masser af lerhytterr med stråtækt tag, men også murstenshuse med bliktag. Butikkerne hedder næsten alle sammen "shoppingcenter" uanset hvor lille og forfaldent det ser ud. Ret morsomt. Ellers får vi læst en masse og oplevet en masse. Men der er meget transport på denne rundrejse og er helt sikkert ikke noget for alle. Man skal kunne lide at sidde stille på sin flade (ikke min største styrke, men jeg lærer) og bare kunne tage alt det ind, som man kører forbi.
I løbet af eeftermiddagen havde vi også et stop hvor vi fik hot dogs a'la Wilco. Det vil sige udefinerbare pølser med svin kalkun and/or kylling (som der stod på pakken) sammen med baguetter med rosiner (lidt en fejl), tomat, salat, syltede miniagurker, løg og diverse slags dressing. Det var faktisk slet ikke så dumt! Sætter virkelig præg på den vestlige inspirerede mad vi får serveret på turen. Lige hvad jeg kunne trænge til.
Det mest bemærkelsesværdige vi kom forbi på turen i dag var et begravelsesfølge. Vi var midt ude i ingenting og pludselig er vejen helt sort af mennesker. Meget mærkeligt. Eftersom det var 2. påskedag tænkte jeg at de sikkert skulle i kirke. Men da vi kom tættere på kunne jeg se at der forrest var nogle som bar på en kiste. Det var et meget smukt og bevægende syn. Der må mindst have været 100 mennesker.
Dagens lejr var meget basic. Den var drevet af en lille landsby og der var ikke rigtig noget som fungerede. Der var vestlige toiletter, men de var mildest talt uhumske da der ikke var noget vand i deres træk og slip system. Men, men vi tilbragte minimalt med tid der så det var ikke så slemt. Da vi stillede telt op fik vi besøg af 5 små tilskuere (lokale børn) som fulgte nøje med på, hvad vi lavede. Vores guide har opfordret os til ikke at give ungerne slik eller andet da ddet vil opfordre dem til at tigge og lære dem dårlige vaner. Jeg er for så vidt enig. Det er bedre at give penge til en organisation som gør noget godt for lokalsamfundet. Desuden har vi ikke set børn som så ud som om de sultede eller, som var meget fattigdomsrammede. Umiddelbart efter aftenens middag var fortæret gik alle i seng efter en lang dag.
Zambia, 10.-12. april
Takin' it easy down the Zambesi 10.-12/4
Nat til fredag skulle Morten og jeg på toilet. Det var lidt uhyggeligt eftersom vi kunne høre mærkelige lyde som kom fra et udefinerbart sted ikke langt væk. Vores lejr lå lige op til Zambesi floden og vi troede at det var næsehorn. Næste morgen fortalte guiden os, at det var rigtigt. Utrolig hvor meget sådan nogle størrelser kan larme, og deres lyd bærer langt.
Fredag morgen startede med, at vi pakkede vores telt sammen, spiste morgenmad og pakkede nødvendige ting til 2 dages kanocruise. Det var ikke så let. Vi fik hver en 15-20 liters spand som vi kunne fylde med de ting som vi mente at vi ville få brug for. Benhård prioritering, men det gik da. Så kom Chris og Edmund, to lokale fyre, som skulle være vores guider på Zambesi i tillæg til Wilco, vores sædvanlige guide. Ikke dårligt. Så gik der ellers et godt styykke tid, hvor folk pakkede deres ting og efterhånden begyndte vi at bære tingene ned til floden.
Det var tungt arbejde, fordi der var et stykke (i hvert fald nogle hundrede meter) fra vores lejr og nedtil, hvor kanoerne stod. Men det gik da. Nede ved kanoerne fik vi et lille lynkursus i padling og fik derefter hvert vores telt, 2 stole, 2 x spand med personlige egendele og i tillæg fællesting som skulle i kanoen. Der blev ret fyldt. Og jeg var selvfølgelig så heldig at jeg fik lov til at sidde forrest (fordi den stærkeste og bedste skal sidde bagerst) med et telt mellem benene. Ikke særlig behageligt! Teltene vi bruger er enormt nemme at sætte op, men de fylder meget og vejer meget. Så var det ellers på med redningsvesten (det var næsten kun os som benyttede os af den) og så kanoen i vandet. Vi fik hver vores padel med dims i hver ende (altså sådan en slags padel som man sædvanligvis ville bruge i en kajak) og så var det ellers bare derudad.
Chris og Edmunds kano skulle hele tiden være i front. Dette fordi de skulle holde øje med flodheste (et potensielt meget farligt dyr) og som Chris sagde, hvis flodhesten skal vælte nogen over bord, foretrækker jeg at det bliver mig. Tak for det siger jeg bare. Zambesi flodenn var ret bred, og der var smukt, grønt og frodigt på bredden. Vi sejlede forbi flere små landsbyer og passered flere steder, hvor enten mænd fiskede eller kvinder vaskede tøj sammen med alle børnene. Mange af stederne, hvor de vaskede tøj var der gærde. Grunden til dette var at de ville forsøge at holde krokodillerne væk. Mange af de små marker var også med hegn rundt, dette for at undgå at flodhestene om natten skulle komme op for at græsse der. Godt man ikke bor sådan et sted normalt! Men mange af de lokale vinkede til os og råbte "Hello" når vi sejlede forbi. Der er enormt mange dejlige unger her, og jeg har advaret Morten og at han nok kommer til at skulle have et par stykker med hjem i rygsækken.
Den første dag så vi Marabou storke (og ja det er dem der er afbilledet udenpå chokoladen), de var enormt store og meget imponerende. Chris mener at de er en af the ugly five. The big five er, som mange af jer sikkert ved, en stor ting her i Afrika. Det bunder i hvilke 5 dyr som oprindelig var sværest at skyde for storvildtsjægerne. På denne liste findes løve, leopard, bøffel. Elefant og næsehorn. Mange safarigæster i Afrika har som ambition at se disse fem dyr. Men i tidens løb er der blevet skabt alternative lister, blandt andet small big five (som er med forskellige smådyr og insekter), the ugly five osv. Indtil videre har vi set elefant ud af de 5 big five, men vi håber da at vi kommer til at se flere. Personlig synes jeg det var enormt stort at se giraffer den anden dag, jeg synes at det er et megett fascinerende dyr. Nå, uanset. På vores vej nedad Zambesi, hvor vi tog det easy, så vi flere gange flodheste. Når dette var tilfældet var det bare om at holde sig i en stor bue udenom. Men selve stemningen og naturen var virkelig utrolig. Og alle lydene fra insekter, fugle og dyr var noget helt specielt. Kan varmt anbefales.
Frokost blev fortæret i skyggen under et træ, ved et lodge som var ved at blive bygget. Ikke værst. Og det var skønt med et langt hvil i den værste hede. Så efter at have spist sandwich og taget det rolig i et par timer (mange benyttede muligheden og fik en lille lur) var det på tide at komme op i kanoen igen. Morten og jeg synes selv at vi klarte med bravour. Vi sejlede i ca. 1 ½ time mere. Det meste af tiden fik vi hjælp af en gunstig medstrøm, så det var ikke så dumt. Efter at have tilbagelagt 28 km, som var dagens distance. Var det tid for at finde stedet, hvor vi skulle slå lejr for natten, nemlig Elephant Bones. Det er en ø som ligger i midten af Zambesi floden. Her var vi virkelig i det fri. Ingen moderne bekvemmeligheder i form af toilet, brusebad eller anden luksus.
Vi slog først teltet op, begynder at få lidt rutine i det efterhånden. Morten laver alle de ting, hvor det er smart at være høj og så gør vi de andre ting i fællesskab. Derefter var det tid for at sætte sig ned og nyde solnedgangen over Zambesi. Det var enormt smukt. Middagen som blev tilberedt af vores guide/kok/chauffør/psykolog Wilco var rigtig godt. Det var sammenkogt ret med kylling og bønner. Må sige at jeg virkelig nyder den mad vi får om bord i lastbilen. Har så langt ingenting at klage over. Ellers sad vi i hver vores klap sammen stol rundt om bålet i mørket, snakkede og hyggede os. De aller fleste var i seng inden kl halv ni. Der er ikke så meget at tage sig til når det er så mørkt plus alle var godt smadrede. Men morsomt nok var vi igen oppe som nogle af de sidste. Fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre (ikke Morten men mig). I løbet af aftenen (da det var meget mørkt, godt at der var næsten fuldmåne så vi alligevel så lidt) så vi 4-5 elefanter som vadede ud i floden for at drikke og bade. Vi hørte dem meget tydeligt og kunne se deres silhuetter i mørket. Det ville have været endnu mere fantastisk hvis det havde været mens det var lyst, men vi klager ikke! Og flodhestene, som boede på den anden side af floden, grøntede og hylte hele natten. Godt at man har et godt sovehjerte. Da vi om natten skulle op og forrette vores nødtørft, havde vi fået streng besked på bare at gå om bag teltet for at gøre det eftersom der var risiko for at der var vilde dyr i området. Så sagt, så gjort!
Næste morgen skulle teltene pakkes sammen før morgenmad og plastbøtterne pakkes. Nogle af de andre på turen, havde ikke haft plads til alle de ting de ville have med på kanoturen, og havde derfor den forrige aften haft f.eks. Våde soveposer. Ikke rart. Vi var meget glade for vores små smarte soveposer på 800 g som tager meget lidt plads. En meget god investering. Efter morgenmad var det om at komme om bord i kanoen igen. Kunne godt mærke at man var lidt øm i skuldre, håndled og fingre fra dagen i forvejen. Men det gik da. Også i dag så vi flere steder flodheste, vi så også en kingfisher, Mortens nye yndlingsfugl eftersom de har opkaldt en øl efter den i Indien. Vi var også meget heldige med at se elefanter i flok x to nede ved floden for at drikke vand og bade. Meget hyggeligt! Så også en krokodille i løbet af dagen, faktisk mere end en gang. Men heldigvis var de ikke så store, og dermed ikke så frygtindgydende. Det var en fantastisk dag, med masser af sol, bjerge i baggrunden og smukke omgivelser. Men det var hårdere at sejle i kano denne dag end dagen før, mange steder havde vi en del modvind, og kom man først "på tværs" på floden var det hårdt arbejde at komme på ret kurs igen. At Morten sad bag i båden og brystede sig af sin kaptajn tittel 8som Chris havde givet alle som sad bagerst) og bjæffede sine små kommandoer "HØYRE", "VENSTRE", "RETT FREM", gjorde ikke sagen væsentlig bedre!
Men tiden kom hvor detvar tid for frokost. Hurra! På det tidspunkt var jeg ved at være godt smadret, specielt i mine fingre på min højre hånd. Så det var skønt med en pause. Frokosten bestod af pastasalat efterfulgt af en time eller to i skyggen. Ikke værst. Efter frokosten sejlede vi forbi et par hvide fiskere som stolt viste deres fangst. De havde fanget en kæmpe stor tiger fish. Den var enorm og var omtrent 70 cm lang Mortens øjemål på afstand). Imponerende og må have været noget af en kamp at få den ombord!
Heldigvis skulle vi kun padle en lille time yderligere efter at vi havde spist frokost. Det var (især) mine fingre meget taknemmelige for. Denne dag tilbagelagde vi ca. 32 km. Hvilket er en del selvom man sejler med strømmen, det var hprdt arbejde ikke mindst pga den relativt stærke vind. Var godt brugte da vi endelig kom frem. Men der var no mercy, og det var bare med at få alt habbenguttet op af kanoerne og få sat teltet op (igen, igen). Dette var en lidt mindre primitiv lejr med et toilet og et brusebad. Men det var stadig meget rustikt, og der var definitivt ikke mulighed ffor at købe noget nogen steder. I umiddelbart nærhed af vores lejr var der en lille "bande" af lastbilsfolk sm også havde lejrbål og spiste. Vi havde ikke noget særlig kontakt med dem men konstaterede at de også var der. Da det var gjort og de opblæsbare liggeunderlag var på plads med soveposen ovenpå satte vi os ned, så ud over floden og læste lidt. Skønt! Middagen i går var rigtig god, og bestod af noget af et kødorgie. Vi fik butterwurst (usikker på stavemåden men det lyder sådan) som er en sydafrikansk specialitet, piri-piri kyllingestykker og lammekotellet stegt over "grillbål". Dertil fik vi yam på to forskellige måder. Det var meget delikat. Ikke mindst lammekoteletterne. Efter en kop the/kaffe var det tid til at komme i seng igen.
Nat til påskesøndag, var der flere i gruppen (deriblandt Morten) som hørte noget som sniffede rundt om teltene. Wilco fortalte os dagen efter at der sandsynligvis var snak om en leopard. Meget spændende. Men når man sover ligeså tungt som mig går man glip af sådanne spændende ting. Jeg hørte ingenting! Vi stod ret tidligt op og så den meget smukke solopgang. Fantastisk syn over Zambesi floden. Noget jeg ikke kommer til at glemme med det første. Og også denne nat var der masser af flodheste som havde en mening at ytre. Men det var egentlig bare hyggeligt! Så var det tid for at pakke teltet sammen, spise morgenmad og pakke plastikspanden med de private egendele. Det var hurtigt gjort. I prinsippet skulle der så komme en båd og hente os kl 8. Men dette er jo Afrika så vi tog først afsted kl 9.10. Der skulle komme to både i alt. Den ene båd skulle have os med plus lidt småting. Den anden skulle have alle kanoerne på slæb og vores telte og stole i den. Det sidste der skete før vi tog afsted var, at Wilco sagde at vi skulle huske at tage de ting med fra plastikspandende som vi havde brug for, fordi kanoerne først ville komme et stykke tid efter.
Så gik det ellers i fuldt firspring op ad Zambesi. Det som tidligere havde taget os to dage at tilbagelægge tog nu 2 timer. Fedt nok. Da vi kom frem til lejren, vi var taget fra to dage tidligere var taget fra, fandt Wilco ud af at han havde glemt at tage nøglerne til lastbilen ud af plastspanden. Spasser! Så alle de planer vi havde lagt for, hvad vi skulle få tiden til at gå med frem til kanoerne kom, gik i vasken. Øv bøv. Så var der ikke så meget andet at gøre end at sætte sig ned og drikke en øl (i Mortens tilfælde) eller en sodavand (i mit tilfælde). Så gik tiden med det. Og vi ventede faktisk et godt stykke tid før kanoerne endelig kom.
Derefter måtte vi slæbe alt udstyret op til lejren. Det var meget hårdt. Og Morten, den overmodige spasser, tog tog telt. Selv Chris sagde til ham "those tents are heavy man, you are crazy" men når først den mand har bestemt sig for noget er det svært at få ham til at ombestemme sig. Så han oksede afsted med et telt på hver skulder og svedte så det piskede af ham. Hyggeligt. Da alt fra kanoerne var oppe i lejren på nyt var det tid at stille telt op. Mens nogle af de andre hjalp Wilco med at lave frokost, vaskede vi tøj ved hjælp af de selvsamme plastikbøtter. Det var noget af et job, men det var et ypperligt tidspunkt at gøre det på. Efter sådann en omgang bliver man forelsket i sin vaskemaskine derhjemme. Det tager godt nok lidt tid at gøre det på den gammeldaws metode.. Men det gik da. Hængte så alt tøjet op på teltet (som ikke ligefrem var rent) og håber nu at det bliver nogenlunde tøørt inden vi skal afsted i morgen tidlig.
Resten af eftermiddagen har vi brugt på brusebad (godt, men meget koldt), læst, lakkeret negle (selvom neglelakken fra Bali holdt godt måtte der til slut et nyt lag til) og har mere eller mindre dovnet for hårdt. I aften skal vi spise i lejren, et måltid vi skal betale for egen lomme. Det kommer til at koste 15 USD pr mand og kommer sandsynligvis til at blive tag selv. Det er ikke billigt at være i Afrika selvom vi gør det på den mest økonomiske måde man kan gøre det på. En af dem vi rejser med arbejder i rejsebranchen og fortæller at mange af de lodges vi er sejlet forbi de sidste par dage koster 700 USD pr person pr nat inkl. Måltider men ikke inkl bådture eller gamedriving (der hvor maan tager ud i bil og ser efter dyr), det er knagme dyrt! Lejren er i øvrig væsentlig mere livlig nu end sidst vi var her. Her er mange unge børnefamilier, og man hører hele tiden lyden af glade børn som tonser rundt. Det er sikkert pga påsken.
Nat til fredag skulle Morten og jeg på toilet. Det var lidt uhyggeligt eftersom vi kunne høre mærkelige lyde som kom fra et udefinerbart sted ikke langt væk. Vores lejr lå lige op til Zambesi floden og vi troede at det var næsehorn. Næste morgen fortalte guiden os, at det var rigtigt. Utrolig hvor meget sådan nogle størrelser kan larme, og deres lyd bærer langt.
Fredag morgen startede med, at vi pakkede vores telt sammen, spiste morgenmad og pakkede nødvendige ting til 2 dages kanocruise. Det var ikke så let. Vi fik hver en 15-20 liters spand som vi kunne fylde med de ting som vi mente at vi ville få brug for. Benhård prioritering, men det gik da. Så kom Chris og Edmund, to lokale fyre, som skulle være vores guider på Zambesi i tillæg til Wilco, vores sædvanlige guide. Ikke dårligt. Så gik der ellers et godt styykke tid, hvor folk pakkede deres ting og efterhånden begyndte vi at bære tingene ned til floden.
Det var tungt arbejde, fordi der var et stykke (i hvert fald nogle hundrede meter) fra vores lejr og nedtil, hvor kanoerne stod. Men det gik da. Nede ved kanoerne fik vi et lille lynkursus i padling og fik derefter hvert vores telt, 2 stole, 2 x spand med personlige egendele og i tillæg fællesting som skulle i kanoen. Der blev ret fyldt. Og jeg var selvfølgelig så heldig at jeg fik lov til at sidde forrest (fordi den stærkeste og bedste skal sidde bagerst) med et telt mellem benene. Ikke særlig behageligt! Teltene vi bruger er enormt nemme at sætte op, men de fylder meget og vejer meget. Så var det ellers på med redningsvesten (det var næsten kun os som benyttede os af den) og så kanoen i vandet. Vi fik hver vores padel med dims i hver ende (altså sådan en slags padel som man sædvanligvis ville bruge i en kajak) og så var det ellers bare derudad.
Chris og Edmunds kano skulle hele tiden være i front. Dette fordi de skulle holde øje med flodheste (et potensielt meget farligt dyr) og som Chris sagde, hvis flodhesten skal vælte nogen over bord, foretrækker jeg at det bliver mig. Tak for det siger jeg bare. Zambesi flodenn var ret bred, og der var smukt, grønt og frodigt på bredden. Vi sejlede forbi flere små landsbyer og passered flere steder, hvor enten mænd fiskede eller kvinder vaskede tøj sammen med alle børnene. Mange af stederne, hvor de vaskede tøj var der gærde. Grunden til dette var at de ville forsøge at holde krokodillerne væk. Mange af de små marker var også med hegn rundt, dette for at undgå at flodhestene om natten skulle komme op for at græsse der. Godt man ikke bor sådan et sted normalt! Men mange af de lokale vinkede til os og råbte "Hello" når vi sejlede forbi. Der er enormt mange dejlige unger her, og jeg har advaret Morten og at han nok kommer til at skulle have et par stykker med hjem i rygsækken.
Den første dag så vi Marabou storke (og ja det er dem der er afbilledet udenpå chokoladen), de var enormt store og meget imponerende. Chris mener at de er en af the ugly five. The big five er, som mange af jer sikkert ved, en stor ting her i Afrika. Det bunder i hvilke 5 dyr som oprindelig var sværest at skyde for storvildtsjægerne. På denne liste findes løve, leopard, bøffel. Elefant og næsehorn. Mange safarigæster i Afrika har som ambition at se disse fem dyr. Men i tidens løb er der blevet skabt alternative lister, blandt andet small big five (som er med forskellige smådyr og insekter), the ugly five osv. Indtil videre har vi set elefant ud af de 5 big five, men vi håber da at vi kommer til at se flere. Personlig synes jeg det var enormt stort at se giraffer den anden dag, jeg synes at det er et megett fascinerende dyr. Nå, uanset. På vores vej nedad Zambesi, hvor vi tog det easy, så vi flere gange flodheste. Når dette var tilfældet var det bare om at holde sig i en stor bue udenom. Men selve stemningen og naturen var virkelig utrolig. Og alle lydene fra insekter, fugle og dyr var noget helt specielt. Kan varmt anbefales.
Frokost blev fortæret i skyggen under et træ, ved et lodge som var ved at blive bygget. Ikke værst. Og det var skønt med et langt hvil i den værste hede. Så efter at have spist sandwich og taget det rolig i et par timer (mange benyttede muligheden og fik en lille lur) var det på tide at komme op i kanoen igen. Morten og jeg synes selv at vi klarte med bravour. Vi sejlede i ca. 1 ½ time mere. Det meste af tiden fik vi hjælp af en gunstig medstrøm, så det var ikke så dumt. Efter at have tilbagelagt 28 km, som var dagens distance. Var det tid for at finde stedet, hvor vi skulle slå lejr for natten, nemlig Elephant Bones. Det er en ø som ligger i midten af Zambesi floden. Her var vi virkelig i det fri. Ingen moderne bekvemmeligheder i form af toilet, brusebad eller anden luksus.
Vi slog først teltet op, begynder at få lidt rutine i det efterhånden. Morten laver alle de ting, hvor det er smart at være høj og så gør vi de andre ting i fællesskab. Derefter var det tid for at sætte sig ned og nyde solnedgangen over Zambesi. Det var enormt smukt. Middagen som blev tilberedt af vores guide/kok/chauffør/psykolog Wilco var rigtig godt. Det var sammenkogt ret med kylling og bønner. Må sige at jeg virkelig nyder den mad vi får om bord i lastbilen. Har så langt ingenting at klage over. Ellers sad vi i hver vores klap sammen stol rundt om bålet i mørket, snakkede og hyggede os. De aller fleste var i seng inden kl halv ni. Der er ikke så meget at tage sig til når det er så mørkt plus alle var godt smadrede. Men morsomt nok var vi igen oppe som nogle af de sidste. Fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre (ikke Morten men mig). I løbet af aftenen (da det var meget mørkt, godt at der var næsten fuldmåne så vi alligevel så lidt) så vi 4-5 elefanter som vadede ud i floden for at drikke og bade. Vi hørte dem meget tydeligt og kunne se deres silhuetter i mørket. Det ville have været endnu mere fantastisk hvis det havde været mens det var lyst, men vi klager ikke! Og flodhestene, som boede på den anden side af floden, grøntede og hylte hele natten. Godt at man har et godt sovehjerte. Da vi om natten skulle op og forrette vores nødtørft, havde vi fået streng besked på bare at gå om bag teltet for at gøre det eftersom der var risiko for at der var vilde dyr i området. Så sagt, så gjort!
Næste morgen skulle teltene pakkes sammen før morgenmad og plastbøtterne pakkes. Nogle af de andre på turen, havde ikke haft plads til alle de ting de ville have med på kanoturen, og havde derfor den forrige aften haft f.eks. Våde soveposer. Ikke rart. Vi var meget glade for vores små smarte soveposer på 800 g som tager meget lidt plads. En meget god investering. Efter morgenmad var det om at komme om bord i kanoen igen. Kunne godt mærke at man var lidt øm i skuldre, håndled og fingre fra dagen i forvejen. Men det gik da. Også i dag så vi flere steder flodheste, vi så også en kingfisher, Mortens nye yndlingsfugl eftersom de har opkaldt en øl efter den i Indien. Vi var også meget heldige med at se elefanter i flok x to nede ved floden for at drikke vand og bade. Meget hyggeligt! Så også en krokodille i løbet af dagen, faktisk mere end en gang. Men heldigvis var de ikke så store, og dermed ikke så frygtindgydende. Det var en fantastisk dag, med masser af sol, bjerge i baggrunden og smukke omgivelser. Men det var hårdere at sejle i kano denne dag end dagen før, mange steder havde vi en del modvind, og kom man først "på tværs" på floden var det hårdt arbejde at komme på ret kurs igen. At Morten sad bag i båden og brystede sig af sin kaptajn tittel 8som Chris havde givet alle som sad bagerst) og bjæffede sine små kommandoer "HØYRE", "VENSTRE", "RETT FREM", gjorde ikke sagen væsentlig bedre!
Men tiden kom hvor detvar tid for frokost. Hurra! På det tidspunkt var jeg ved at være godt smadret, specielt i mine fingre på min højre hånd. Så det var skønt med en pause. Frokosten bestod af pastasalat efterfulgt af en time eller to i skyggen. Ikke værst. Efter frokosten sejlede vi forbi et par hvide fiskere som stolt viste deres fangst. De havde fanget en kæmpe stor tiger fish. Den var enorm og var omtrent 70 cm lang Mortens øjemål på afstand). Imponerende og må have været noget af en kamp at få den ombord!
Heldigvis skulle vi kun padle en lille time yderligere efter at vi havde spist frokost. Det var (især) mine fingre meget taknemmelige for. Denne dag tilbagelagde vi ca. 32 km. Hvilket er en del selvom man sejler med strømmen, det var hprdt arbejde ikke mindst pga den relativt stærke vind. Var godt brugte da vi endelig kom frem. Men der var no mercy, og det var bare med at få alt habbenguttet op af kanoerne og få sat teltet op (igen, igen). Dette var en lidt mindre primitiv lejr med et toilet og et brusebad. Men det var stadig meget rustikt, og der var definitivt ikke mulighed ffor at købe noget nogen steder. I umiddelbart nærhed af vores lejr var der en lille "bande" af lastbilsfolk sm også havde lejrbål og spiste. Vi havde ikke noget særlig kontakt med dem men konstaterede at de også var der. Da det var gjort og de opblæsbare liggeunderlag var på plads med soveposen ovenpå satte vi os ned, så ud over floden og læste lidt. Skønt! Middagen i går var rigtig god, og bestod af noget af et kødorgie. Vi fik butterwurst (usikker på stavemåden men det lyder sådan) som er en sydafrikansk specialitet, piri-piri kyllingestykker og lammekotellet stegt over "grillbål". Dertil fik vi yam på to forskellige måder. Det var meget delikat. Ikke mindst lammekoteletterne. Efter en kop the/kaffe var det tid til at komme i seng igen.
Nat til påskesøndag, var der flere i gruppen (deriblandt Morten) som hørte noget som sniffede rundt om teltene. Wilco fortalte os dagen efter at der sandsynligvis var snak om en leopard. Meget spændende. Men når man sover ligeså tungt som mig går man glip af sådanne spændende ting. Jeg hørte ingenting! Vi stod ret tidligt op og så den meget smukke solopgang. Fantastisk syn over Zambesi floden. Noget jeg ikke kommer til at glemme med det første. Og også denne nat var der masser af flodheste som havde en mening at ytre. Men det var egentlig bare hyggeligt! Så var det tid for at pakke teltet sammen, spise morgenmad og pakke plastikspanden med de private egendele. Det var hurtigt gjort. I prinsippet skulle der så komme en båd og hente os kl 8. Men dette er jo Afrika så vi tog først afsted kl 9.10. Der skulle komme to både i alt. Den ene båd skulle have os med plus lidt småting. Den anden skulle have alle kanoerne på slæb og vores telte og stole i den. Det sidste der skete før vi tog afsted var, at Wilco sagde at vi skulle huske at tage de ting med fra plastikspandende som vi havde brug for, fordi kanoerne først ville komme et stykke tid efter.
Så gik det ellers i fuldt firspring op ad Zambesi. Det som tidligere havde taget os to dage at tilbagelægge tog nu 2 timer. Fedt nok. Da vi kom frem til lejren, vi var taget fra to dage tidligere var taget fra, fandt Wilco ud af at han havde glemt at tage nøglerne til lastbilen ud af plastspanden. Spasser! Så alle de planer vi havde lagt for, hvad vi skulle få tiden til at gå med frem til kanoerne kom, gik i vasken. Øv bøv. Så var der ikke så meget andet at gøre end at sætte sig ned og drikke en øl (i Mortens tilfælde) eller en sodavand (i mit tilfælde). Så gik tiden med det. Og vi ventede faktisk et godt stykke tid før kanoerne endelig kom.
Derefter måtte vi slæbe alt udstyret op til lejren. Det var meget hårdt. Og Morten, den overmodige spasser, tog tog telt. Selv Chris sagde til ham "those tents are heavy man, you are crazy" men når først den mand har bestemt sig for noget er det svært at få ham til at ombestemme sig. Så han oksede afsted med et telt på hver skulder og svedte så det piskede af ham. Hyggeligt. Da alt fra kanoerne var oppe i lejren på nyt var det tid at stille telt op. Mens nogle af de andre hjalp Wilco med at lave frokost, vaskede vi tøj ved hjælp af de selvsamme plastikbøtter. Det var noget af et job, men det var et ypperligt tidspunkt at gøre det på. Efter sådann en omgang bliver man forelsket i sin vaskemaskine derhjemme. Det tager godt nok lidt tid at gøre det på den gammeldaws metode.. Men det gik da. Hængte så alt tøjet op på teltet (som ikke ligefrem var rent) og håber nu at det bliver nogenlunde tøørt inden vi skal afsted i morgen tidlig.
Resten af eftermiddagen har vi brugt på brusebad (godt, men meget koldt), læst, lakkeret negle (selvom neglelakken fra Bali holdt godt måtte der til slut et nyt lag til) og har mere eller mindre dovnet for hårdt. I aften skal vi spise i lejren, et måltid vi skal betale for egen lomme. Det kommer til at koste 15 USD pr mand og kommer sandsynligvis til at blive tag selv. Det er ikke billigt at være i Afrika selvom vi gør det på den mest økonomiske måde man kan gøre det på. En af dem vi rejser med arbejder i rejsebranchen og fortæller at mange af de lodges vi er sejlet forbi de sidste par dage koster 700 USD pr person pr nat inkl. Måltider men ikke inkl bådture eller gamedriving (der hvor maan tager ud i bil og ser efter dyr), det er knagme dyrt! Lejren er i øvrig væsentlig mere livlig nu end sidst vi var her. Her er mange unge børnefamilier, og man hører hele tiden lyden af glade børn som tonser rundt. Det er sikkert pga påsken.
Abonner på:
Opslag (Atom)
