Malawi, 19. april

Dette var dagen jeg havde glædet mig til enormt længe. Nemlig tid for lidt motion. Hurra. Dejligt endelig at få mulighed for at bevæge sig. Vi stod op kl 6, spiste morgen mad og kørte den korte distance til Mount Mulanje. Der var ikke langt fra golfklubben som vi nu kaldte hjem. På vejen kørte vi forbi mange flotte themarker (elsker themarker, de er bare så grønne og flotte) og vi fik et fantastisk syn af Mulanje som tårnede sig op. Der var en flot dis i dalene rundt bjerget og det var utrolig smukt at se på.

Henne ved bjerget mødte vi de to som skulle være vores lokale guider for dagen. Så gik det ellers op ad. Og det var ret så stejlt næsten allerede lige fra begyndelsen. Heldigvis havde den ældste af os, Rose Marie, valgt at blive hjemme. Er ret sikker på at hun ikke ville have kunnet klare de hårde strabasser. Der var rimelig godt tempo på gruppen og der var hurtig nogen som havde problemer med at følge med. Det var et dejligt vejr og smukke omgivelser. Men problemet med at gå tur i bjerge, hvor der ikke er stier som er specielt vellavede er, at man meget sjældent har tid og mulighed for at se op for at nyde den fantastiske udsigt af fare for at man kommer til at falde. Men det gik da nogenlunde.

Efter et stykke tid begyndte jeg at få ondt i mit venstre knæ, det har ikke været helt i orden siden jeg faldt for 2 år siden i et forsøg på at indhente en hjemismand (sad but true). Men det gik da nogenlunde. Da vi havde gået i ca. 2 timer kom vi til et sted, hvor gruppen skulle skilles. Her var der mulighed for at gå ind til et lille vandfald og vente der til resten af gruppen havde været opppe på toppen og ned igen ad en anden rute. Lise, Dirk og Jetti valgte den løsning. Mit knæ havvde det som sagt ikke så godt, så jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle slå følge med dem, men den meget stædige side af mig (man skal aldrig undervurdere stædighed) ville bare op til toppen. Alt i alt var der vel snak om at gå 900 højdemeter, optil ca. 1800 m. Mao var den lokale golfklub allerede oppe i tyndere luftlag end vi har i Danmark.

Jeg valgte derfor at gå sammen med den største del af gruppen op mod toppen. Men da jeg havde gået i måske 10 min. havde jeg faktisk rigtig meget ondt i mit knæ. Stigningen var enorm stejl og der var næsten mere klatring end gåning. Derfor blev jeg nødt til at vende om. Snakkede med vores guide Wilco og vi blev enige om at jeg skulle gå til vandfaldet og møde det resterende af gruppen der efter et par timer. Derefter begyndte jeg at små humpe nedover. Men ikke lang tid efter at Morten og Wilco var ude af syne var jeg nødt til at kalde på Morten. Det var lidt for skummelt at gå rundt i en skov i Malawi helt alene. Er faktisk belevet noget mere bange for at gå rundt alene efter episoden i Goa i Indien, og jeg må sige at det irriterer mig groft. At sådan en nar skal få lov til at ødelægge noget for mig gør mig vred.

Nå, men Morten hørte mig heldigvis og kom til undsætning. Alt imens stod jeg og småflæbede og synes at det var enormt synd for mig selv. Både fordi jeg havde ondt i knæet, men mest fordi jeg var så utrolig skuffet over mig selv og mine manglende evner til at komme op til toppen. Var meget bitter og ked af det. Men Morten skulle i hvert fald hjælpe med at følge mig hen til det famøse vandfald. Vi gik ind der, hvor vi havde skiltes fra de andre. Vi fandt ikke lige en sti, men satsede på at vi nok skulle finde vej. Morten i front og mig bagefter, han ukuelig optimist og mig rimelig ked af det og skuffet. Det endte med at vi kom ti lat gå os lidt vild, og nu var jeg, om mulig, endnu mere taknemmlig for at Morten var med. Ville have været mega nedtur at gå rundt inde i vildnisset helt alene og lede efter et vandfald. Vi prøvede at gå efter lyden, og den retning den anden guide havde peget at vandfaldet lå i, men det var ikke så let.

Vi gik rundt i noget der lignede 45 min. før vi tilfældigvis stødte på en lokal guide med 2 turister. Vi spurgte omm han kunne fortælle os vejen til vandfaldet, men han sagde at vi bare kunne slå følge eftersom han skulle samme vej. Smaddeer godt. Det viste sig så at vi havde været ved at gå den rigtige vej (jeg havde faktisk sagt at vi skulle fortsætte op ad den vej, men Morten troede at det ville være den forkerte vej) men vi havde vendt om da vi skulle gå over en bæk. Så tæt på og så alligevel. Men vi var taknemmlige for at vi fik lov til at følge med.

Efter ca. 20 min. gåtur kom vi endelig til det famøse vandfald og fandt de tre andre fra Drifters gruppen. Joy! Jeg fik plasseret mig sammen med de andre. Morten fik knipset et par billeder og var derefter på vej på farten igen. Han var meget bestemt på at bestige bjerget og begav sig (imod min vilje) ud på egen hånd for at komme op på toppen. De næste par timer brugte jeg på at sidde og slikke sol og snakke med Lise om løst og fast. Det var smadder hyggeligt men ville bare så enormt gerne have været på toppen i stedet for. Tror godt at jeg kunne have klaret det hvis jeg havde fået lov til at gå i mit eget tempo, men, men. Har man ondt er man nødt til at vende om.

Efter at have siddet ved vandfaldet nogle timer, uden at bade, det var simpelthen for koldt. Fuldstændig ligesom fjeldvand i Norge. Bbbrrrrrr... Det øvrige af gruppen kom, og de var godtt brugte. Flere af dem valgte at kaste sig ud i vandet og jeg er da også helt sikker på at det var forfriskende:-). ca. 20 min. efter at hele gruppen var kommet kom Morten (heldigvis) også. Aftalen med ham var at han skulle have mødtes med os ved bilen hvis han kunne se på klokken at han ikke ville kunne nå at komme til vandfaldet til ret tid. Men han kom, fuldstændig gennemsvedt (selvfølgelig) og godt brugt. Men meget glad for at han havde været på toppen. Jeg var mest bare misundelig. Og det hjalp så ikke så meget da han senere ville vise mig alle de flotte bileder fra toppen (og dette fra manden som endnu ikke har set nogle af de billeder jeg har taget mens han har været i Norge, snak om mangel på situationsfornemmelse). Men jeg var selvfølgelig glad på hans vegne for at han havde klaret det og var især glad for at han var kommet trygt ned.

Derefter gik det ned ad bjerget igen. Og selvom jeg ikke havde været helt på toppen må jeg sige at det overraskede mig, hvor lang tid det tog at komme ned igen. Det tog ca. 1 time, så lidt i højderne havde jeg trods alt været:-). Knæet havde godt af lidt hvile og heldigvis var det hverken rødt eller hævet. Vel tilbage i bussen gik det hjemover til golfklubben. Her tog vi en hurtig dukkert i pølen før vi tog os et dejligt bad. Var skønt at vaske skov og sved af os igen.

Kl. 7 var der middag serveret af kokkene på hotellet vores guide havde betalt dem for at lave den mad som han egentlig skulle lave. På den måde blev han fri og de fik lidt ekstra skillinger, så er alle glade). Efter middagen fik vi at vide, hvor tidlig vi skulle op dagen efter. Nemlig kl 4.30. Så da klokken var 20.30 var så at sige alle i seng. Men først skulle barregningen betales. Og jeg må sige at Malawi er det eneste land jeg ved om, hvor øllene i baren er billigere end dem man kan købe i supermarkedet. Meget mærkeligt!