Efter en sidste nat på det mugbefængte værelse (tjekker så meget bag ved badeværelsesdøren fremover) var det op tidlig for at komme ud i lufthavnen. Taxamanden som vi havde lavet en aftale med kom ikke til aftalt tid så det var bare med at komme afsted og få prajet en ny. Det var heldigvis ikke så svært. Lufthavnen i Nyaung U er ikke stor. Føles helt klart meget mere som en busstation end som en lufthavn. Ikke meget international klasse der. Tjekkede først ind, noget som indebar to flybilletter (den vi havde med var i øvrig skrevet i hånden, ret så gammeldags må man sige) og et klistermærke på trøjen for at vise hvilket firma man skulle flyve med. Morsom detalje og ikke noget jeg har set tidligere. Så sad man ellers og ventede lidt i afgangs/ankomsthallen. Fik at vide at man kunne gå igennem sikkerhedskontrollen, som indebar at man fik et stempel på billetten og at man gik gennem en metaldetektor, alle bippede og der stod en sløv dame og fægtede lidt med en håndholdt metaldetektor. Men hun tjekkede ikke hvorfor det bippede. Morsomt. Og det var ikke noget problem at få 1 l. vand med. Den regel er nok ikke lige kommet til Nyaung U?
Så sad man ellers og ventede i den næste hal. Og så skete der noget ret så morsomt. Når et fly var klar til at tage af sted kom der en mand med vest ind i afgangshallen med et skilt med flyselskabets navn og flynummer på hvorefter han gik rundt i afgangshallen og råbte (på burmesisk selvfølgelig) om at passagerene kunne gå ombord. FANTASTISK. Og det gentog sig for alle flyene som skulle lette. Og det var ikke så få. Ligesom busserne i NZ afgår alle fly i Myanmar på mere eller mindre samme tidspunkt. Det er bare så helt igennem utrolig smart. Not! Endelig blev det vores tur. Og flyturen var rimelig sædvanlig. Og meget kort, kun 35 min. kontra 13-15 timer i bus. Skønt! Vel fremme i Heho, nærmeste lufthavn til Inle Lake, fandt vi et tysk par som vi delte taxaudgifter med til Nyaung Schwe byen ved inle Lake). Skønt for det var ikke ligefrem billigt, alle tager næsten altid samme pris, noget de kan gøre fordi det er en lufthavn. Så er det bare take it or leave it.
I Nyaung Schwe fandt vi et super sted (måske det bedste indtil videre, der er skønt varmt vand, og et badeværelse (næsten uden mug) lige så stort som det værelse min søster har boet i de sidste godt 5 år. Ikke dårligt og vi fik oven i købet pruttet prisen lidt ned. Hurra! Men stedet ligger længst væk fra floden som fører til Inle Lake så en lille ulempe skulle der selvfølgelig være:-). Jeg havde det ikke så godt desværre, det var nok det vi havde spise to dage i forvejen som reagerede anderledes på mig. Men vi gik ud for at spise frokost og tog det så ellers roligt mere eller mindre resten af dagen. Har man det skidt er der ikke så meget at gøre ved det. Det er man ikke rigtig herre over, men skod at vi skal bruge 2 dage af vores i forvejen ikke så alt for lange tid på det i Myanmar. Natten var frysende kold (selvom jeg sov i uldtrøje med lange ærmer, har lige været nede i receptionen og spørge om et tæppe mere til i nat så det ikke kommer til at gentage sig. Bbrrrr... Vågnede flere gange ved at jeg frøs, og desværre er det to separate senge her så jeg ikke engang kan varme mig på Morten. Øv!
Dagen i forvejen havde vi fikset en bådtur på Inle Lake, så op kl. 7, spise morgenmad og så afsted. Der er "travel agents" overalt i Nyaung Schwe så vi kom først til at gå lidt for langt. Havde en guide hele dagen kaldet Nini. En rar fyr som snakker godt engelsk. Helt klart lidt ekstra Kyat værd at have en guide med en hel dag i stedet for kun at være sammen med en bådfører som snakker meget begrænset engelsk. Det var ret så koldt tidlig morgen. Men vi fik hver vores stol (Morten, jeg og guiden) med en redningsvest bundet på ryggen og et varmt tæppe. Ikke dumt især ikke med tanke på at det i tillæg til at være rimelig køligt var vind når først vi bevægede os derudad. Det var i en sædvanlig "piskeris-lang-båd" også kendt fra Mekong, Syd- og Mellem-amerika og alle andre udviklingslande i verden tror jeg. Ikke ligefrem en lydløs sag og absolut ikke noget man skulle bruge hvis man var ude efter at se dyreliv. Men det var jo heldigvis ikke vores mål for dagen.
Det var en helt igennem flot dag med masser af muligheder for at se på livet i og på vandet. Masser af "floating villages" altså på stylter, masser af fiskere ude i søen (men det så ikke ud som om de fangede så meget, ifølge en anden guide som jeg overhørte skyldes det at man i højere grad bruger kemisk gødning og at det har fået fiskebetanden til at synke betragtelig) og masser af mennesker som sejlede rundt i deres små både som vi andre ville sætte os ind i vores bil. Kunne nok ikke bo i en flydende landsby uden en eller anden form for båd. Der var stor forskel på husene vi sejlede forbi nogle bar tydelig præg af at ejeren havde flere penge af naboen. De fleste og enkleste huse var lavet af de karakteristiske bambusvægge (de må dæleme have frosset i nat, ville nok ønske at de havde en god skandinavisk dyne). Ifølge guiden skal alt på de enkleste huse skiftes hvert 2.-3. år. Så det kræver lidt arbejde.
Stillede ca. 1000 spørgsmål til guiden i løbet af dagen, både om ting ifht Inle lake, fiskerne osv. men også ifht sundhedsvæsenet, prostitution (det gik ikke så godt han mente kun at prostitution eksisterede igennem et par homo thaier, men mon det er sandheden?), homoseksualitet (eksisterer og er ok, lidt på linje med Thailand, men der findes ingen kvinder som er homo, interessant!) Det statslige sundhedsvæsen er meget dyrt og de fleste almindelige mennesker har ikke tilgang til sygehus. Guiden fortalte os at hans mor var død af malaria (de havde ikke råd til at betale for anden behandling end det de kunne købe på det lokale apotek og det virkede ikke) og at det vil koste ca. 1200 USD at føde på det statslige sygehus. En uhyre høj sum for en almindelig burmeser, så mange bruger uuddannede jordmødre hjemme og det sker at både mor og barn dør. Jeg spurgte om sygehusene ville hjælpe folk gratis i nødsituationer (ex. Ved en bilulykke) men det mente han ikke at de ville med mindre nogen ville betale (i tilfælde bilulykke, den som har påkørt dig og der findes ikke forsikring, interessant!)
Udover at stene rundt på søen og se på landsbyen livet var vi inde på et væveri, hvor de blandt andet lavede tørklæder af lotusblomstfibre. Ifølge kvinden som arbejdede på væveriet noget meget specielt for området. Og det var i sandhed en lang proces fra start til slut. Var også på et lokalt marked, og det virkede faktisk rimelig lokalt, der var ikke så mange turister. Her kunne jeg stille guiden spørgsmål om alt det mad der var til salg. Meget interessant. Morten stillede ikke så mange spørgsmål kan jeg fortække. Han sagde faktisk så lidt i løbet af dagen at guiden kommenterede til frokost:-). På markedet kom der folk ind fra de omkringliggende bjerge for at sælge deres varer, isør brænde. Noget vi tydelig kan mærke der bliver brugt om aftenerne, hvor der nogle gange ligger en tæt os af røg fra de mange bål som er ved at forberede aftensmad. Ifølge guiden er det de fattigste der bruger brænde, de rigere bruger kul og de som bor i byerne bruger primært elektricitet. Noget som ikke var muligt i landsbyerne på søen da de ikke havde elektricitet.
Spændende at få lidt indblik. Vi var også i et tempel med 5 små Buddhaer. Sjov historie ifht dem. Hvert år sejler de de 5 Buddhaer i en speciel guldbåd i 21 dage (de er så på besøg i mange af landsbyerne på vejen). I 50'erne blev der et forfærdelig uvejr og båden Buddaerne var med på kæntrede. Ved hjælp af ihærdig indsats fik de lokale reddet 4 af Buddhaerne op fra søen. Men de kunne ikke finde den sidste. Historien går så som følger, da de kom tilbage til templet, meget slukørede fordi den 5. Buddha var forsvundet var den allerede kommet på plads på podiet. Ingen havde fundet den. Den var bare mirakuløst kommet frem selv. Fantastisk ikke sandt? Det blev tolket på den måde at den 5 Buddha ikke ønskede at deltage i processionen rundt om søen så hvert år bliver den nu hjemme og passer på tempelet. Skøn historie synes jeg. Det er et meget populært tempel i Myanmar, de 5 statuer er ret små og total overplastret i guld så man ikke kan se at det egentlig er Buddhaer, det ligner bare små guldbolde, fordi så mange mennesker køber små blade guld og klistrer på Buddhaerne.
Frokost blev spist på en restaurant med udsigt til tempelet og Buddhaerne (næsten hvis ikke det havde været fordi de var godt gemt inde i templet). Efter frokost gik vi over en meget vakkelvorn bro over på den anden side for at se på båden som blev brugt til at sejle Buddhaerne rundt på søen. Havde et stop hos en sølvsmed, hvor de virkede noget skuffede over at vi ikke købte noget idet vi gik. Var ellers i et tempel som er kendt for hoppende katte. Det var nu ved at være sen eftermiddag så kattene hoppede ikke så højt igennem ringene længere. Det krævede meget overtalelse af kvinden som prøvede at få dem til det og hun blev nødt til at sænke ringen hver gang. Sådan går det når kattene hellere vil ligge og fede den i eftermiddagssolen og de har fået nok at spise. Der er ikke så meget motivation:-). Lige overfor klosteret var der smuk udsigt til nogle af de flydende haver i Inle Lake. Meget imponerende! Der bliver dyrket tomater, agurker, zucchini og andet i stor stil. De bruger vandplanter som "jord" og stikker bambuspæle ned, for at holde på planterne og for at tomaterne skal have noget at vokse op ad. Ifølge guiden kan det være op til en meter med vandplante under tomatbuskene. Imponerende. Man bruger enten kemisk gødning eller man tager tang op fra søbunden og bruger det som naturlig gødning.
Klosteret var sidste stop for dagen og siden vi gerne ville se solnedgangen over søen brugte vi en del tid der. Men der var ikke så meget at se på (de sædvanlige souvenirboder var der selvfølgelig men dem var vi ikke så interesserede i, så i stedet lagde vi os yderst på broen og fik en lille halv time på øjet. Ikke dumt i heden (for nu var det blevet varmt i hvert fald i solen). Og med smuk udsigt til de flydende haver.
Så var det ellers tilbage i båden igen sammen med den cigarrygende chauffør. Ret morsomt i øvrigt, i en af de flydende landsbyer har de en cigarfabrik. Tobakken kan ikke dyrkes i området da det er for koldt her men de får det fra Mandalay. Det virker som om det er ret populært i Myanmar, vi ser en del lokale som ryger de grønne cigarer. Tror ikke ligefrem at de er på højde med de cubanske. Klosteret som var det sidste vi så på søen (af "seværdigheder") lå ret langt mod syd i søen (det er også muligt at komme til en anden sø hvis man sejler videre langs en flod, men der er langt derned og det er en rimelig kostbar affære). Men der var et stykke tilbage til Nyaung Schwe så det var bare at få piskeriset i gang i vandskorpen. Og det var vores chauffør helt klart mand for. Så vi fræsede derudad mens vi så på fiskere, måger, ænder, gæs, hejre, unger med snot, kvinder der bader (med et klæde bundet for det meste af kroppen så de stadig er tækkelige) masser af både og bare sø leben. Smukt! Og helt klart det bedste af turen, bare sidde og stene på båden og nyde udsigten.
Chaufføren "parkerede" båden i en dynge siv. For så vidt fedt nok bortset fra at sivene huser flere insekter end man lige skulle tro. Han gav sig til at vaske lidt tøj mens vi ventede på at solen gik ned. En meget ivrig fisker sejlede nærmest ind i båden mens han demonstrerede hvordan man skulle bruge den slags net han havde, viste os hvor mange fisk han havde fanget i løbet af en hel dag (ikke så mange) og posede meget villigt for kameraet. Han var selvfølgelig interesseret i en skilling for ulejligheden. Og vi følte næsten ikke at vi havde noget valg, så det fik han. Guiden blev nødt til at låne fiskerens båd for at komme ind til land (der var et stykke) for at tisse. Alt imens blev fiskeren siddende på vores båd og snakkede med chaufføren. Begge var fra Intha stammen og snakkede et sprog som guiden ikke forstod på trods af at hans far var Intha og hans mor var Shan. Inle lake ligger i øvrig i Shan delstaten. I dag bor der et miks af mange forskellige folk, men traditionelt var det primært Shan som boede her. Sagde i øvrigt nej tak til at se "longneck women" i en landsby. Vi har læst at de tager meget unge piger væk fra deres familier og sætter mange ringe rundt om halsen på dem og efterfølgende viser dem frem som dyr i zoologisk have. Det vil vi selvfølgelig ikke støtte.
Solnedgangen over bjergene (som ikke var så høje men alligevel) med spejlbillede af solen i søen. Smukt. Og ikke langt tilbage til Nyaung Schwe da forestillingen var færdig. Spiste shan suppe og meget oljede "chapati" på enkel fortovscafe på vejen hjem. Sidder nu og små fryser på værelset og er meget glad for at jeg har fået fingrene i flere tæpper. Skal ikke fryse i nat:-).
I morgen har vi planer om at cykle lidt rundt i nærområdet før vi kl. lidt efter 13 skal med en pick up ud til et kryds hvor vi skal med en bus til Yangon. Bussen skal gå fra krydset kl. 15 men alle travelagenterne insisterer på at man skal tage af sted fra Nyaung Schwe ca. 2 timer før bussen går fordi det kan tage lidt tid at fylde pick up'erne. Men alligevel. Der er kun 11 km. Til krydset. Men vi må vel hellere lytte til de lokale. Det er ofte bedste. Så venter der en humpende tur på ca. 14 timer. Halvdelen af tiden (heldigvis de sidste ca.6-7 timer) er på highway, men frem til da er det bumpet vej all the way:-). Det skal nok blive godt at få rystet nyrene lidt på plads:-). Bliver sat af på busstationen som ligger et godt stykke fra selve Yangon kl. Lort om morgenen og skal så komme ind til byen. Heldigvis har vi booket værelse hvor vi sov sidst så vi slipper for at flyve rundt og lede. Onsdag går turen i første omgang til Bangkok lufthavn, her skal vi vente en del timer før næste fly videre til Ho Chi Minh. Glæder mig så meget til Pho, baguetter Vietnam style, iskaffe og forårsruller. Mmmm.... Kommer hjem god og fed forudser jeg;-).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar