Efter en lang og velfortjent nats søvn var det tidlig op igen, denne gang fordi vi ville nå en færge til Mingun som skulle sejle kl. 9.00. Vores utrolig venlige hotelpersonale havde informeret os om at det ville tage ca. 15 min at gå ned til færgeterminalen. Efter en meget intetsigende morgenmad bestående af kaffe, forfærdentlig toastbrød (nærmest som de forskrekkelige melbatoast man kan købe hjemme men meget større, tykkere og om muligt tørrer), smøragtig sag, ananasagtig syltetøjs-alt-for-sødt-stas og et stk æg pr. Mand plus en banan til dessert.
Vi kom afsted fra hotellet lidt senere end planlagt og fandt ud af at det tog noget længere end 15 min. at gå til terminalen. Så der var ikke andet at gøre end at sætte ekspresmotoren på og småjogge derudad. Lettere sagt end gjort i mylderet af mennesker som råber "hello", masser af rickshaws, scootere og biler af forskellig størrelse og kvalitet. Og problemet er jo også at når man ikke har været et sted før ved man aldrig hvor langt der er så det er svært at anslå hvor travlt man egentlig har. Men vi nåede det og fik oplevet masser af burmesisk morgenstemning på vejen. Nede ved terminalet var der masser af leben og masser af sjove traktormotor-lastbilsting. Har aldrig tidligere set noget lignende, de larmede af helvede til, kørte mega langsomt men så ud som om de fik gjort det de skulle, nemlig at transportere varer. Efter at have fået hjælp af diverse lokale med at finde ned til havnen var vi endelig fremme, ca. 15 min. før afgang. Ikke dårligt:-). Fandt "tourist transport center" som er den eneste mulighed for at komme til Mingun for hvide mennesker. Så der var hvide mennesker så langt øjet rakte (ok lidt overdrevet men måske 20 hvide?) i kendt asiatisk stil skulle man passere 5 både (eller lignende) på vej ud till den båd man egentlig skulle med. Ret underholdende. Så eller op på dæk hvor der ventede ret smadrede dækstole (meget tilbagelænede) til alle blegansigterne:-). Ikke dårligt.
Tog ca. 45 min. med båden med strømmen op til Mingun, der var sædvanlig smukt flodliv med badende, folk som vaskede tøj ved floden, hele samfund som blev transporteret på store "sivmåtter" af en slæbebåd, gad nok vidst hvor de var på vej hen. Slæbebåde med masser af træstammer, oksekærrer som blev vasket i vandkanten osv, osv. Helt igennem fantastisk, man får ikke nok af det i mange timer, masser af ting at se på. Vel fremme i Mingun blev vi tilbudt de første 5 "taxier" som var en oksekærre, vi takkede pænt nej (som mange af de andre hvide) og begyndte i stedet at vade derudad. Første stop et stk tempel/pagoda Settawya Paya, ikke så meget at sige om den bortset fra at den var smuk og hvid med masser af hvide flotte statuer på vej op af trappen til selve tempelet. Den sædvanlige Buddha med de smukke tacky stråler udfra hovedet og en ny ting. En stor "Buddhafod" som var ret morsom, men man skulle vide at det var en fod for at sige det sådan. Kan godt huske at jeg har set noget lignende tidligere i andre templer men har aldrig reflekteret over at det er en fod.
Der var en del sælgere ved templet, alle sælgerne i Burma har været søde og ikke for meget som de ellers nogle gange godt kan være. Siger man bestemt nej accepterer de det ret så let. Skønt! Var et stk. Gravid kvinde som prøvede at sælge postkort, det kunne jeg ikke helt stå for og købte 20. Kan mærke at jeg er ved at være gammel (og måske mere kapitalstærk end tidligere?) i hvert fald pruttede jeg minimalt og accepterede prisen og tænkte at det uanset maks ville være 1 dollar hun tjente ekstra på det. Måske en stor forskel for hende og en minimal forskel for mig.
Mingun's ubestridte højdepunkt var Mingun Paya (tempel). En stor kolods firkant som er et tempel og som aldrig blev helt færdig, arbejdet begyndte i 1790 og stilnede af i 1819 da kongen som havde befalet at den skulle bygges døde. Der var et stort jordskælv i 1838 og store dele af templet blev ødelagt. Men det var stadig muligt at bestige skønheden, i bare fødder vel at mærke, eftersom det er et helligt sted. Morten var ikke alt for begejstret for det da han har ret sensitive fødder og det var ikke ligefrem det bedste terræng op til toppen. Men det gik da og vi blev i den grad belønnet med en helt igennem fantastisk udsigt over floden og det nærliggende Hsinbyume Paya som mere eller mindre var nærmeste nabo. Vel nede igen var det videre til Hsinbyume Paya som var et smukt hvidt malet tempel i flere terrasser. At der var munke som gik rundt på templet lavede en meget smuk kontrast med de røde rober. Så var der lige tid til frokost inden vi skulle vende tilbage til båden. Prøvede at finde Mingun bell på vejen til færgen men mislykkedes. Lidt synd eftersom det skal være den største hængende klokke i verden som ikke er delvis ødelagt. Men der var ikke rigtig nogle af de lokale som kunne hjælpe os med at gå i den rigtige retning, lidt mærkeligt egentlig eftersom mange af dem snakkede engelsk. Mingun paya var absolut højdepunktet, smuk udsigt over hele floddeltaet.
Tilbage på båden var det ca. 1. time tilbage til Mandalay fordi vi nu sejlede mod strømmen, og ja vi indrømmer gerne at vi måske kom til at falde en lille smule i søvn i middagsheden i den meget tilbagelænede lænestol. Men sådanne ting kan jo ske. Tilbage i Mandalay var prioritet nr. Et at finde et toilet, det var i midlertid ikke så enkelt. Endte med at vi kom ind på noget a'la et lille gartneri hvor vi fik lov til at låne ejerens private toilet. Ikke dårligt. Og hun ville på ingen måde modtage betaling for det. Der er seriøst så mange fantastisk hjælpsomme og søde mennekser her i Myanmar. Og ikke mindst pagodaer, templer og klostre overalt. En anden pudsig ting er at de lokale synes at være enormt optaget af vores tatoveringer på benene, vi ser ofte at folk stirrer på dem, peger osv. Højdepunktet var nok da Morten på toppen af Mandalay hill var ved at tage et billede af mig altimens en af de lokale (som Morten ikke så eftersom han stod med hovedet inde i linsen) listede hen og rørte ved Mortens tatovering på læggen. Ret morsomt. Men det mærkelige er at vi ser a der også er nogle af de lokale som har tatoveringerne som vi forstår ikke helt, hvorfor vores skulle være noget specielt. Mærkeligt? Måske er det bare fordi man letter ser dem på hvid hud? Tror også de synes at det er meget mærkeligt at en kvinde har valgt at have det.
På vej tilbage til byen gik vi forbi en systue, hvor vi spurgte om de kunne sy en omgang på mit velcrobånd i hatten da det var begyndt at løsne lidt. Det gjorde de meget gerne (omend lidt generte) og insisterede på at de ikke ville have betaling for arbejdet. Hold da helt op. Hvor er det lige vi er henne? VILDT! I de fleste andre lande ville det have være tden oplagte mulighed for at loppe de rige udlændinge. Men ikke i Burma. Ellers var vejen tilbage ind til centrum lang og varm med masser af opmærksomhed hele vejen. Igen lidt mærkeligt eftersom vi på INGEN måde er de eneste hvide mennesker her. Men alt i alt super hyggeligt, føles lidt som en mellemting af at man siger hej til alle naboerne og at man er kendis. Morsomt. Gik en lille runde i byen, blandt andet forbi det ret slidte postkontor for at høre, hvor meget det ville koste at sende nogle kg hjem (Ann Kirstine har efterhånden et helt bibliotek i den store rygsæk med bøger fra områder hvor vi har været men som jeg ikke kan nænne at smide ud da de vil gøre sig så godt hjemme i reolen, valgets kvaler). Men det var ikke ligefrem billigt så det blev lagt i glemme kurven. Gik mere rundt, så i diverse mærkelige elektronikbutikker (helt klart Mortens ting ikke min) i mærkelige alt-mulig-mærkelig butikker osv. Og ikke mindst hilste på alle de søde lokale.
Blev efterhånden enormt smadrede og blev enige om at det mest fornuftige var at gå tilbage til hotellet og hvile lidt. Morten mente at Mandalay var en noget kaotisk by som man hurtig kunne blive noget smadret i låget af at manøvrere sig rundt i.
Han fik en velfortjent lur og efter et stykke tid prøvede vi at tænde for det lille tv vi har på værelse. Til vores store glæde fandt vi ud af at vi har kabeltv (1 kanal som bliver styret fra receptionen men alligevel) så der dømt tv på ebgelsk med engelske undertekster. Top nice! Brugte også en hel del tid på at bestemme os for, hvordan og hvornår vi skulle komme videre til Bagan. Næste stop på turen. Der er 3 alternativer, 1 slow boat som går 2 gange i ugen koster 12 USD og tager 13-15 timer, da jeg fandt ud af at der ikke var noget toilet på hele turen røg den mulighed, mulighed nr. 2, fast boat som er et tilbud kun for turister (de er de eneste som har råd til det) koster 40 USD og tager mellem 8-9 timer, og 3 og sidste muligehed bus som tager ca. 7 timer efter der er kommet nye og bedre veje.
Efter megen og alvorlig overvejelse valgte vi at tage bussen efter at have snakket meget med personalet på hotellet. Aftensmad blev på den lokale indiske på hjørnet, jeg var ikke specielt sulten efter meget kraftig frokost, men en bananpandekage kan man vel altid klemme nned uanset næsten i hvert fald) hvor meget olie den er stegt i. Ingen øl til Morten da næstten alle indiske steder er drevet af indiske 3. generationsmuslimer. Havde en længere samtale med en af de ansatte, morsom fyr. Og så i seng, bestemte os for en dag mere i Mandalay da der stadig var meget vi ikke havde fået set.
Vi kom afsted fra hotellet lidt senere end planlagt og fandt ud af at det tog noget længere end 15 min. at gå til terminalen. Så der var ikke andet at gøre end at sætte ekspresmotoren på og småjogge derudad. Lettere sagt end gjort i mylderet af mennesker som råber "hello", masser af rickshaws, scootere og biler af forskellig størrelse og kvalitet. Og problemet er jo også at når man ikke har været et sted før ved man aldrig hvor langt der er så det er svært at anslå hvor travlt man egentlig har. Men vi nåede det og fik oplevet masser af burmesisk morgenstemning på vejen. Nede ved terminalet var der masser af leben og masser af sjove traktormotor-lastbilsting. Har aldrig tidligere set noget lignende, de larmede af helvede til, kørte mega langsomt men så ud som om de fik gjort det de skulle, nemlig at transportere varer. Efter at have fået hjælp af diverse lokale med at finde ned til havnen var vi endelig fremme, ca. 15 min. før afgang. Ikke dårligt:-). Fandt "tourist transport center" som er den eneste mulighed for at komme til Mingun for hvide mennesker. Så der var hvide mennesker så langt øjet rakte (ok lidt overdrevet men måske 20 hvide?) i kendt asiatisk stil skulle man passere 5 både (eller lignende) på vej ud till den båd man egentlig skulle med. Ret underholdende. Så eller op på dæk hvor der ventede ret smadrede dækstole (meget tilbagelænede) til alle blegansigterne:-). Ikke dårligt.
Tog ca. 45 min. med båden med strømmen op til Mingun, der var sædvanlig smukt flodliv med badende, folk som vaskede tøj ved floden, hele samfund som blev transporteret på store "sivmåtter" af en slæbebåd, gad nok vidst hvor de var på vej hen. Slæbebåde med masser af træstammer, oksekærrer som blev vasket i vandkanten osv, osv. Helt igennem fantastisk, man får ikke nok af det i mange timer, masser af ting at se på. Vel fremme i Mingun blev vi tilbudt de første 5 "taxier" som var en oksekærre, vi takkede pænt nej (som mange af de andre hvide) og begyndte i stedet at vade derudad. Første stop et stk tempel/pagoda Settawya Paya, ikke så meget at sige om den bortset fra at den var smuk og hvid med masser af hvide flotte statuer på vej op af trappen til selve tempelet. Den sædvanlige Buddha med de smukke tacky stråler udfra hovedet og en ny ting. En stor "Buddhafod" som var ret morsom, men man skulle vide at det var en fod for at sige det sådan. Kan godt huske at jeg har set noget lignende tidligere i andre templer men har aldrig reflekteret over at det er en fod.
Der var en del sælgere ved templet, alle sælgerne i Burma har været søde og ikke for meget som de ellers nogle gange godt kan være. Siger man bestemt nej accepterer de det ret så let. Skønt! Var et stk. Gravid kvinde som prøvede at sælge postkort, det kunne jeg ikke helt stå for og købte 20. Kan mærke at jeg er ved at være gammel (og måske mere kapitalstærk end tidligere?) i hvert fald pruttede jeg minimalt og accepterede prisen og tænkte at det uanset maks ville være 1 dollar hun tjente ekstra på det. Måske en stor forskel for hende og en minimal forskel for mig.
Mingun's ubestridte højdepunkt var Mingun Paya (tempel). En stor kolods firkant som er et tempel og som aldrig blev helt færdig, arbejdet begyndte i 1790 og stilnede af i 1819 da kongen som havde befalet at den skulle bygges døde. Der var et stort jordskælv i 1838 og store dele af templet blev ødelagt. Men det var stadig muligt at bestige skønheden, i bare fødder vel at mærke, eftersom det er et helligt sted. Morten var ikke alt for begejstret for det da han har ret sensitive fødder og det var ikke ligefrem det bedste terræng op til toppen. Men det gik da og vi blev i den grad belønnet med en helt igennem fantastisk udsigt over floden og det nærliggende Hsinbyume Paya som mere eller mindre var nærmeste nabo. Vel nede igen var det videre til Hsinbyume Paya som var et smukt hvidt malet tempel i flere terrasser. At der var munke som gik rundt på templet lavede en meget smuk kontrast med de røde rober. Så var der lige tid til frokost inden vi skulle vende tilbage til båden. Prøvede at finde Mingun bell på vejen til færgen men mislykkedes. Lidt synd eftersom det skal være den største hængende klokke i verden som ikke er delvis ødelagt. Men der var ikke rigtig nogle af de lokale som kunne hjælpe os med at gå i den rigtige retning, lidt mærkeligt egentlig eftersom mange af dem snakkede engelsk. Mingun paya var absolut højdepunktet, smuk udsigt over hele floddeltaet.
Tilbage på båden var det ca. 1. time tilbage til Mandalay fordi vi nu sejlede mod strømmen, og ja vi indrømmer gerne at vi måske kom til at falde en lille smule i søvn i middagsheden i den meget tilbagelænede lænestol. Men sådanne ting kan jo ske. Tilbage i Mandalay var prioritet nr. Et at finde et toilet, det var i midlertid ikke så enkelt. Endte med at vi kom ind på noget a'la et lille gartneri hvor vi fik lov til at låne ejerens private toilet. Ikke dårligt. Og hun ville på ingen måde modtage betaling for det. Der er seriøst så mange fantastisk hjælpsomme og søde mennekser her i Myanmar. Og ikke mindst pagodaer, templer og klostre overalt. En anden pudsig ting er at de lokale synes at være enormt optaget af vores tatoveringer på benene, vi ser ofte at folk stirrer på dem, peger osv. Højdepunktet var nok da Morten på toppen af Mandalay hill var ved at tage et billede af mig altimens en af de lokale (som Morten ikke så eftersom han stod med hovedet inde i linsen) listede hen og rørte ved Mortens tatovering på læggen. Ret morsomt. Men det mærkelige er at vi ser a der også er nogle af de lokale som har tatoveringerne som vi forstår ikke helt, hvorfor vores skulle være noget specielt. Mærkeligt? Måske er det bare fordi man letter ser dem på hvid hud? Tror også de synes at det er meget mærkeligt at en kvinde har valgt at have det.
På vej tilbage til byen gik vi forbi en systue, hvor vi spurgte om de kunne sy en omgang på mit velcrobånd i hatten da det var begyndt at løsne lidt. Det gjorde de meget gerne (omend lidt generte) og insisterede på at de ikke ville have betaling for arbejdet. Hold da helt op. Hvor er det lige vi er henne? VILDT! I de fleste andre lande ville det have være tden oplagte mulighed for at loppe de rige udlændinge. Men ikke i Burma. Ellers var vejen tilbage ind til centrum lang og varm med masser af opmærksomhed hele vejen. Igen lidt mærkeligt eftersom vi på INGEN måde er de eneste hvide mennesker her. Men alt i alt super hyggeligt, føles lidt som en mellemting af at man siger hej til alle naboerne og at man er kendis. Morsomt. Gik en lille runde i byen, blandt andet forbi det ret slidte postkontor for at høre, hvor meget det ville koste at sende nogle kg hjem (Ann Kirstine har efterhånden et helt bibliotek i den store rygsæk med bøger fra områder hvor vi har været men som jeg ikke kan nænne at smide ud da de vil gøre sig så godt hjemme i reolen, valgets kvaler). Men det var ikke ligefrem billigt så det blev lagt i glemme kurven. Gik mere rundt, så i diverse mærkelige elektronikbutikker (helt klart Mortens ting ikke min) i mærkelige alt-mulig-mærkelig butikker osv. Og ikke mindst hilste på alle de søde lokale.
Blev efterhånden enormt smadrede og blev enige om at det mest fornuftige var at gå tilbage til hotellet og hvile lidt. Morten mente at Mandalay var en noget kaotisk by som man hurtig kunne blive noget smadret i låget af at manøvrere sig rundt i.
Han fik en velfortjent lur og efter et stykke tid prøvede vi at tænde for det lille tv vi har på værelse. Til vores store glæde fandt vi ud af at vi har kabeltv (1 kanal som bliver styret fra receptionen men alligevel) så der dømt tv på ebgelsk med engelske undertekster. Top nice! Brugte også en hel del tid på at bestemme os for, hvordan og hvornår vi skulle komme videre til Bagan. Næste stop på turen. Der er 3 alternativer, 1 slow boat som går 2 gange i ugen koster 12 USD og tager 13-15 timer, da jeg fandt ud af at der ikke var noget toilet på hele turen røg den mulighed, mulighed nr. 2, fast boat som er et tilbud kun for turister (de er de eneste som har råd til det) koster 40 USD og tager mellem 8-9 timer, og 3 og sidste muligehed bus som tager ca. 7 timer efter der er kommet nye og bedre veje.
Efter megen og alvorlig overvejelse valgte vi at tage bussen efter at have snakket meget med personalet på hotellet. Aftensmad blev på den lokale indiske på hjørnet, jeg var ikke specielt sulten efter meget kraftig frokost, men en bananpandekage kan man vel altid klemme nned uanset næsten i hvert fald) hvor meget olie den er stegt i. Ingen øl til Morten da næstten alle indiske steder er drevet af indiske 3. generationsmuslimer. Havde en længere samtale med en af de ansatte, morsom fyr. Og så i seng, bestemte os for en dag mere i Mandalay da der stadig var meget vi ikke havde fået set.
0 kommentarer:
Send en kommentar