torsdag den 12. marts 2009

Pushkar



I går, selve dagen for Holi festivalen, stod vi op før fanden fik sko på kl 5.30. I kan tro at der var mange som måske nok fortrød gårsdagens alkoholindtag. Tre af pigerne nåede ikke engang at komme i bad før de satte sig ombord på toget. De så mildest talt farlige ud efter gårsdagens fejring af Holi, men det var af høj underholdningsværdi for os andre plus alle de indiske passagerer. Vi skulle tage toget fra Udaipur til Ajmer. Det var en rimelig god togtur på en 6 timer eller noget. Jeg fik taget en skraber, læst lidt i en bog og skrevet et par postkort så tiden gik hurtigt. Er altid en fordel at være ombord på et tog kontra en bus, i toget har man mulighed for at gå lidt rundt plus der er toilet. Fantastisk.

Vi nåede frem til Ajmer ved 13-tiden og vores gruppeleder skaffede en minibus som kørte os videre til Pushkar. Det er en ret berømt, omend meget lille, by. det er et af de helligste steder i Indien og det skyldes at hinduerne tror at Brahma (en af de tre hinduistiske hovedguder) steg ned til Pushkar en gang i tidernes morgen. På vejen fra Ajmer til Pushkar så vi masser af folk som fejrede Holi. Det var fantastisk at se på, og synet af tre unge mænd på en scooter fuldstændig indsmurt i farver er noget man ikke glemmer med det første.... Men det var desværre meget vanskeligt at få på film eftersom vi kørte forbi i høj fart. Vores bus blev selvfølgelig også angrebet på et tidspunkt men det var bare en del af løjerne.

Vi ankom til vore hotel, hvor det første vi så, var en lang liste over ting som er godtaget og ikke godtaget i Pushkar. Det er ulovlig at indtage stoffer, alkohol, æg og kød. ingen ømhed i offentlighed osv. osv. osv. Der var mange regler for at sige det sådan, men ifølge vores gruppeleder var det ok for par at holde i hånd men ikke mere end det i offentlighed. Okay, meget strengt!

Vores gruppeleder sagde også at hvis vi valgte at tage ind til byen (vores hotel ligger ca. 5 min. gåtur fra midtbyen) og fejre Holi ville det være på eget ansvar. Dette fordi Pushkar har ry for at bruge farver, ti lat smide på hinanden, som er fyldt med kemikalier. Med andre ord noget skidt at få i f.eks. øjnene. Så vi valgte at høre på hans gode råd og brugte i stedet resten af dagen på at slappe af. Men det er et rigtig dejligt hotel med svømmepøl, udsigt udover de omgivende bjerge (Pushkar ligger i en dal med bjerge til alle sider) og en helt ok restaaurant. Så tiden gik og det var meget dejligt at slappe lidt af.

I dag da vi gik rundt i Pushkar så vi hvorfor vores guide havde advaret os imod at tage ind til byen. Overalt hvor vi gik så vi turister og lokale som så helt forfærdentlige ud pga farve. Så blandt andet flere kvindelige turister, som man kunne se havde forsøgt at vaske sig meget, med delvis plettet hår i syrede farver. det så ikke ud som om det var meningen for at sige det sådan... Så vores beslutning om at blive på hotellet var god når det kom til stykket selvom det selvfølgelig ville have været morsomt at tage del i Holi løjerne.

Ingen kommentarer: